top
Google Analytics
Opd. 27.07.2017
Opr. 22.12.1999
Søg i psykologibasen.dk

A - B - C - D - E - F - G - H - I - J - K - L - M - N - O - P/Q - R - S - T - U - V/W - X/Y/Z - Æ/Ø/Å - Intern/Musik
Startsiden - Features - Filosofi - Forum - Galleri - Links - Litteratur - Redaktion - Terapi - Vejledning - wahlstroem.dk



Myter
Nogle myter, legender og fortællinger,
der på en eller anden måde finder anvendelse i psykologien
 

 

Tilbage til startsiden




Echo og Narkissos:

Echo og Narkissos

Echo var en snaksalig nymfe, der lavede et nummer med Hera, Zeus' kone. Zeus flirtede med en af de andre nymfer, da Hera dukkede op. Echo havde været snarrådig og snakket til Hera så længe, at Zeus nåede at smutte sin vej. Da Hera opdagede sammenhængen blev hun så vred på Echo, at hun straffede hende ved at fratage hende evnen til at sige noget som den første. Til gengæld skulle hun altid have det sidste ord - nemlig som en gentagelse af det, den første havde sagt.

En dag fik Echo øje på Narkissos, der var søn af en nymfe og en elverkonge. Narkissos var en utroligt smuk yngling - og han vidste det, selv om han aldrig havde set sig selv. Alle, der så ham, såvel kvinder som mænd, forelskede sig nemlig uhjælpeligt i ham. Af forfængelighed afviste han dog de mange tilbud, han fik.

Den dag Echo fik øje på ham, var han blevet borte fra sine jagtkammerater. Han kaldte på dem: "Er der nogen?", og Echo svarede: "Er der nogen?" "Hvorfor flygter du," råbte Narkissos, og Echo svarede. "Kom her, lad os mødes," råbte Narkissos. Echo svarede: "Lad os mødes" og løb ind i den unge mands arme. Men Narkissos veg forskrækket tilbage, for han var blevet så selvglad, at han ikke kunne tåle, at andre så meget som rørte ved ham. Den forsmåede Echo løb tilbage ind i skoven og sygnede hen i sorg. Kun hendes stemme blev tilbage.

Nakissos lagde sig ved en klar dam for at slukke sin tørst, og der så han en utroligt smuk yngling kigge op mod sig. Fuldstændig forblændet af hvad han så, kunne han ikke formå sig selv at forlade stedet for at finde føde. Og hvis han ville drikke, splintreredes det smukke billede i vandspejlet. Derfor nænnede han det ikke.

Da Narkissos var spæd, havde hans mor spurgt seeren Teiresias, om han ville blive gammel. Teiresias havde svaret: "Kun hvis han ikke lærer sig selv at kende." Nu var dette sket; Narkissos var blevet forelsket i sit eget spejlbillede.

Ligesom Echo var sygnet hen af kærlighed til ham, sygnede Narkissos hen af kærlighed til sig selv. Echo efterlod sig i det mindste sin stemme, som vi kan fornøje os med, mens Narkissos "kun" efterlod sig et navn for forfængelighed og selvkærlighed.


Tilbage til "Narcissisme"            Tilbage til "Ekkolali"            Læs kommentar            Til toppen



Epimetheus og Prometheus:

Der var en gang en tid, da der var guder til, men ikke dyrenes dødelige slægter. Da nu den tid var inde, da disse efter skæbnens bestemmelse skulle blive til, formede guderne dem i jordens moderskød ved at blande jord og ild. Og da de skulle bringe dem for dagens lys, pålagde de (de to titanbrødre) Epimetheus og Prometheus at foretage en ordnet fordeling af evner til disse væsener, som det måtte være passende for hver især.

Epimetheus bad da Prometheus om lov til at foretage fordelingen alene. Og når jeg har gjort det, sagde han, kan du se på resultatet.

Han fik sin vilje og foretog fordelingen. Nogle udstyrede han med styrke uden at give dem hurtighed. Nogle udrustede han med våben, men lod andre være ganske ubevæbnet, men til gengæld udfandt han en eller anden egenskab, hvorved de på anden måde kunne opretholde livet; nogle af dem gjorde han ganske små, men gav dem til gengæld vinger, så de let kunne flygte, eller han gav dem bolig under jorden; andre gjorde han meget store, så de var sikret ved selve deres størrelse, og på alle andre måder foretog han en sådan ligelig fordeling. Alt dette udtænkte han for at forebygge, at nogen slægt skulle blive udryddet, men da han havde udrustet dem med naturlige midler til at undgå indbyrdes ødelæggelse, udfandt han også værn mod himlens omskiftelige årstider, idet han indhyllede dem i tæt pels og hård hud, og det skulle, når de lagde sig til at sove, tjene dem som et naturligt sengeleje, som de altid havde med sig, og på fødderne gav han nogle hove, andre lodden eller hård hud, som var blodløs og derfor uden følelse. Dernæst sørgede han for forskellige næringsmidler for de forskellige slægter, for nogle græsset, som vokser på jorden, for nogle træernes frugter og atter for andre rødderne, og der var endelig andre, hvem han gav andre dyr til føde. Og nogle tildelte han kun ringe frugtbarhed, mens de, blev opædt af andre, fik stor frugtbarhed, og på denne måde sørgede han for, at hver slægt blev holdt i live.

Da nu imidlertid Epimetheus ikke netop var særlig klog, tog han sig ikke i agt for, at han kom til at uddelse alle de evner, der var til rådighed, til dyrene, og tilovers blev da menneskenes slægt, som intet havde fået, og han kom da i vildrede med, hvad han skulle stille op med den.

Da han stod og var rådvild, kom Prometheus til for at se på fordelingen, og han så, at de andre levende væsener var vel forsørget på alle måder, men at mennesket var nøgent, uden forbeklædning, uden sengetøj og uden våben; og allerede var den dag inde, da efter den ved skæbnen bestemte lov også menneskene skulle gå frem af jordens skød til lyset.

Prometheus stjæler ilden

Stedt i vånde for, hvorledes han skal skaffe værn for mennesket, stjæler Prometheus fra (smedenes gud) Hefaistos og (håndværkets gudinde) Athene den visdom, der beror på kunstfærdighed, og dermed ilden - uden ild var der nemlig ikke nogen mulighed for at komme i besiddelse af forarbejdningens kunst, og den ville heller ikke være til nogen nytte - og derefter skænker han den til mennesket. Denne indsigt, der tjente til at opretholde livet, fik mennesket altså på denne måde, men evnen til at skabe et ordnet samfund havde det ikke. Den var nemlig i Zeus' forvaring, og i højborgen, hvor Zeus havde sin bolig, var det ikke længere muligt for Prometheus at komme ind, og desuden var også Zeus' vogtere skrækindjagende; men i Athenes og Hefaistos' fælles bolig, hvor de drev deres kunstfærdige virksomhed, sniger han sig ind, stjæler Hefaistos' håndværk og ydermere Athenes kunstfærdige indsigt, og han giver mennesket disse gaver, hvorved der for mennesket bliver rig mulighed for at opretholde livet. Men over Prometheus kom formedelst Epimetheus' forseelse siden straf for tyveri. (Det berettes således, at Prometheus blev fæstnet til en klippe, hvor to ørne til evige tider skulle hakke i hans lever.)

Da nu mennesket var blevet delagtig i guddommelig lod, så var det for det første på grund af slægtskabet med det guddommelige det eneste af alle væsener, der troede på guder, og tog derfor fat på at rejse altre og gudebilleder, dernæst udformede det sig hurtigt ved den fra Athene erhvervede kunst, sprog og ord, indrettede sig boliger og klæder, fodbeklædning og sengetøj, og lærte at finde levnedsmidler af jordens afgrøde.

Da menneskene i begyndelsen havde fået sig sådan indrettet, boede de spredt; bysamfund fandtes ikke. De omkom derfor ved de vilde dyrs efterstræbelser, fordi de på alle måder var svagere, og deres skabende dygtighed var vel tilstrælkkelig til, at de kunne opretholde livet, men slog ikke til i kampen mod de vilde dyr; den kunst at danne ordnede bysamfund besad de endnu ikke, og deraf er kunsten at forsvare sig en del. De forsøgte at forene sig og sikre sig ved at grunde byer, men, når de var flyttet sammen, tilføjede de hinanden uret, fordi de ikke besad evnen til samfundsdannelse, således at de atter spredtes og var ved at gå til grunde.

Zeus bliver nu bange for, at vor slægt helt skal lægges øde, og sender (handelens og tyvenes gud) Hermes til menneskene med skamfølelse og retssans, for at de kan være byernes ordnende og forenende bånd og knytte menneskene sammen i godt indbyrdes forhold. Hermes spørger nu Zeus, på hvilken måde han skal skænke menneskene retssans og skamfølelse: Skal jeg fordele dem ligesom de forskellige faglige færdigheder er fordelt? De er nemlig fordelt således, at en enkelt sidder inde med lægekunst i så stor udstrækning, at det er tilstrækkelit også for en mængde andre, som ikke er kyndige deri, og på samme måde med andre fagmænd. Skal jeg på samme måde uddele skamfølelse og retssans til menneskene, eller skal jeg fordele dem ligeligt til dem alle sammen? Til alle, svarer Zeus, de skal alle sammen have del deri. Der vil nemlig ikke kunne skabes ordnede bysamfund, hvis kun nogle få af dem får del i disse egenskaber, således som med den forskellige faglige dygtighed.

(fra Platon: Protagoras)


Tilbage til "Det promethiske"            Til toppen




Ikaros:

Daedalos formaner Ikaros

Daedalos og hans søn Ikaros var blevet fanget i kong Minos' labyrint på øen Kreta. For at kunne flygte, måtte den opfindsomme Daedalos, kendt som både maler, billedhugger, arkitekt og tekniker, fremstille vinger af fjer og voks til sig selv og sin søn.

Indfor flyveturen på 110 kilometer til fastlandet, formanede Daedalos sin søn til hverken at flyve for højt eller for lavt: Fløj han for højt, ville varmen fra Solen smelte vokset i vingerne, og fløj han for lavt, ville havets bølger gennemvæde vingerne. Begge situationer ville medføre livsfare.

Godt på vej kunne Ikaros ikke styre sit ungdommelige overmod, og begejstret over den nye oplevelse lod han hånt om sin faders formaninger og steg mod Solen og omkom.

Daedalos fløj i sikkerhed og rejste siden et monument over sin søn som en advarsel mod ungdommelig dumdristighed.


Tilbage til "Ikaros-komplekset"            Til toppen




Psyke og Eros:

Psyche og Eros

Psyke var en af tre søstre og prinsesser i et græsk kongedømme. Alle tre var meget smukke, men den smukkeste af dem var dog Psyke. Afrodite, kærlighedens og skønhedens gudinde, var skinsyg over den opmærksomhed menneskene viste Psyke. Derfor tilkaldte hun sin søn, Eros, og pålagde ham at fortrylle Psyke.

Lydig som altid, fløj Eros ned til jorden og medbragte to små flasker med magisk væske i. Han stænkede Psyke med den væske, der ville få mænd til at undgå hende, når de stod for at skulle gifte sig med hende. Ved et uheld stak han hende med en af sine pile, og hun vågnede med et sæt. Eros, der blev forskrækket, stak også sig selv på pilen. Ked af det postyr, han havde forvoldt, stænkede Eros Psyke med den væske, der ville give hende glæde i livet.

Trods sin skønhed kunne Psyke ikke finde nogen, der ville ægte hende. Da hendes forældre troede, at de havde fornærmet guderne, bad de oraklet om at fortælle, hvem hun ville få til mage. Oraklet svarede, at ingen mand ville ægte hende, men et uhyre på toppen af et bjerg ville tage hende til sin hustru.

Psyke begav sig afsted for at møde sin skæbne. Da hun nærmede sig bjerget, blev hun løftet af en vind og båret op mod toppen. Ved sin ankomst så hun, at hendes nye hjem var et prægtigt og smukt palads. Hendes mand lod hende aldrig se sig, men han viste sig at være en trofast og øm elsker. Hans navn var Eros.

Efter nogen tid følte Psyke savnet af sin familie, og bad om at få sine søstre på besøg. Da de så, hvor smukte hendes hjem var, blev de misundelige og mindede hende om, at hendes mand var et uhyre og sagde, at han uden tvivl ville æde hende, når han havde fedet hende op. De foreslog, at hun skulle gemme en lygte og en kniv ved sin seng, så hun, når han besøgte hende næste gang, kunne se, om han virkelig var et monster og i så fald skære halsen over på ham.

Søstrene havde overbevist Psyke om, at deres plan var til hendes bedste. Derfor havde hun en lampe og en kniv parat, næste gang hendes mand kom for at besøge hende. Da hun løftede lampen, kunne hun se, at det ikke var et uhyre, men Eros. Forskrækket løb han til vinduet og fløj afsted. Psyke kastede sig ud efter ham, men faldt ned og slog sig bevidstløs.

Da hun vågnede, var paladset borte, og hun befandt sig på en mark i nærheden af sine forældres hjem. Hun gik til Afrodite-templet for at bede om hjælp. Afrodite svarede ved at give hende nogle opgaver at løse, hvis hun ønskede tilgivelse.

Den første opgave var at sortere en kæmpemæssig dynge blandede korn i hver sin bunke. Psyke så fortvivlet på dyngen, men Eros sørgede i hemmelighed for, at en hær af myrer sorterede kornene. Da Afrodite den næste morgen så resultatet, blev hun vred og anklagede Psyke for at have fået hjælp.

Næste opgave var at hente en tot gyldent uld fra hvert og et af en flok får, der levede på den anden side af en flod i nærheden. Flodguden rådede Psyke til at vente, til fårene søgte skygge for middagssolen. Så ville de være døsige og ville ikke gå til angreb. Da Afrodite fik ulden overrakt, anklagede hun igen Psyke for at have fået hjælp.

Tredje opgave var at hente et krus vand fra floden Styx, dér hvor den brusede ned fra sit højeste punkt. Psyke fik hjælp af en ørn, der fløj op til bjergtoppen og kom tilbage med kruset fuldt. Afrodite, der vidste, at Psyke umuligt kunne have klaret prøven uden hjælp, skummede af raseri.

Nu skulle Psyke til dødsriget for at bede Persefone, Hades' hustru, om et skrin med magisk sminke. Fortvivlet over denne umulige opgave ville Psyke kaste sig ned af en klippe, men en stemme ledte hende vej til Hades for at hente skrinet. Samtidig advarede stemmen hende mod under nogen omstændigheder at åbne det. Psyke kunne dog ikke modstå sin natur og måtte kigge under låget. Til sin overraskelse så hun kun mørke, og hun faldt i dyb søvn. Eros kunne ikke holde det ud længere og vækkede hende. Han bad hende om at bringe skrinet til Afrodite, medens han selv ville tage hånd om resten.

Eros fløj til Olympen og bad Zeus om at gribe ind. Han fortalte om sin kærlighed til Psyke, og hans veltalenhed rørte så dybt ved Zeus, at denne indvilligede i at opfylde hans ønske. Eros hentede Psyke til Zeus, der gav hende en kop ambrosia, udødelighedens drik, og viede derpå Psyke og Eros til evigt ægteskab. Deres datter fik navnet Lyst.


Tilbage til "Freuds personlighedsmodel"            Til toppen




Sisyfos-myten:

I forgangen tid frygtede menneskene guderne. De, der ikke frygede guderne, frygtede i det mindste døden. Den snu konge Sisyfos frygtede hverken guderne eller døden. Sisyfos grundlagde byen Korinth og byggede et slot der. Dog manglede slottet en kilde, og Sisyfos grublede over, hvordan han skulle formå guderne at give det én.

Nu ville skæbnen, at elvguden Asopos var kommet i klammeri med overguden Zeus. Elvguden ledte efter Zeus, men kunne ikke finde dennes skjulested. Da Sisyfos hørte om dette, udnyttede han sin snuhed til at finde ud af, hvor Zeus havde gemt sig. Han foreslog en byttehandel: Hvis Asopos ville forære slottet en kilde, ville han til gengæld røbe Zeus' skjulested for Asopos. Asopos gik med til handlen, kom til slottet og rørte ved en klippe i slotsgården, hvorved den klareste kilde sprang ud af klippen. Sisyfos afslørede taknemmeligt Zeus' gemmested. Asopos begyndte at jagte Zeus, men i sin iver glemte han, at Zeus var alle guders og menneskers hersker og dertil hersker over himlens lyn. Zeus, der nu for alvor var blevet vred, sendte et lyn, der satte ild til Asopos. Den brændende gud faldt i en elv, hvor der siden har flydt kulstykker ovenpå vandet.

Efter at Zeus havde straffet Asopos, vendte han sin vrede mod Sisyfos. Derfor befalede han Døden at føre Sisyfos til dødsriget, for at denne ikke længere skulle kunne røbe hemmeligheder.

Sisyfos anede, at Zeus ville hævne sig, så da Døden nærmede sig slottet, hentede Sisyfos to stærke reb, med hvilke han bandt indkrægteren og kastede ham i et fangehul. Sisyfos trak et lettelsens suk: nu kunne Døden ikke gøre ham noget.

Under Dødens fangenskab døde ingen i hele Verden. Soter og epidemier piskede menneskeheden, men det fik ingen ende. Menneskene blev alt ældre, men kunne ikke dø. Selv fugle, der var blevet ramt af pile, fortsatte deres flugt, og vildtet flygtede længere ind i skovene med spyd i ryggene. Kvæget ældedes, men ingen kunne slagte det.

Zeus blev rasende over denne unaturlige tilstand og befalede krigsguden Ares at befri Døden. Ares tog ned til jorden og befriede sin ven. Straks efter sin befrielse fængslede Døden Sisyfos, som han rev med sig i underjorden. Den snu Sisyfos havde regnet med, at Døden ville vinde til sidst, og havde forberedt sig på det i god tid. Han havde befalet, at ingen måtte foranstalte offerhøjtideligheder til hans minde.

Sisyfos ruller sten (ill.: Bjørn Hansen)

Således beklagede Sisyfos sig over, at hans hustru havde glemt ham, og at hun ikke gav køb på de hellige offerhøjtideligheder. Da alle i skyggernes rige beklagede hans skæbne, gav herskerinden over det underjordiske, Persefone, ham lov til at vende tilbage til dagslyset for at minde sin hustru om hendes forpligtelse.

Sisyfos vendte tilbage til sit slot og foranstaltede glad et festmåltid. Han roste sin hustru for at have fulgt den opfordring, han havde givet hende. Da Døden indså, at han var blevet narret, skyndte han sig efter den undvegne Sisyfos. Midt i dennes festtale fangede Døden ham og tog ham for anden gang med til dødsriget.

Han blev idømt en streng straf: han skal i al evighed skubbe en kæmpemæssig marmorblok op ad en bjergside. Når blokken endelig er oppe på bjergets top, mister Sisyfos grebet om blokken, der atter triller ned i dalen. Igen og igen må Sisyfos begynde forfra og igen og igen triller blokken ned i dalen.


Tilbage til "Eksistentialisme"           Tilbage til Til toppen




De tre prinser fra Serendippo:

I tidernes morgen var der i landet Serendippo i Fjernøsten en konge ved navn Gaffer. Han havde tre sønner, som han elskede meget højt. Da han var en god fader og meget optaget af sønnernes dannelse, besluttede han at lade dem arve ikke bare stor magt, men også alle slags fortrin, som prinser kunne have særlig gavn af.

For at finde de bedste læremestre til sine sønner, rejste kongen rundt på hele øen, thi riget var en ø, indtil han havde fundet nogle lærde mænd, hver med deres specielle viden. Til dem betroede han oplæringen af sine sønner og fortalte dem, at det fineste de kunne gøre for ham var, at oplære dem på en sådan måde, at sønnerne altid og umiddelbart kunne genkendes som værende hans.

Da de tre prinser alle havde arvet en høj begavelse, blev de hurtigt kyndige i kunst og videnskab. Alligevel var kongen skeptisk, da læremestrene fortalte ham om prinsernes udvikling. Derfor tilkaldte han sin ældste søn og fortalte denne, at han ønskede at trække sig tilbage til et kloster, hvorfor sønnen skulle efterfølge ham som regent. Den ældste søn afviste høfligt faderens forslag, idet han insisterede på, at faderen var klogere end han, og derfor burde regere frem til sin død. De to yngre sønner afviste på samme måde faderens forslag.

Selvom kongen var overrasket af den visdom, sønnerne viste, besluttede han at sende dem ud på en længere rejse, for at de kunne opnå praktiske erfaringer. Han tilkaldte sønnerne, og under foregivende af at være vred og skuffet over, at de alle havde havde været ulydige imod ham, forviste han dem fra Serendippo. Således forlod prinserne deres hjemland og påbegyndte den rejse, der skulle føre dem til et stort og mægtigt kejserrige, hvis hersker hed Beramo.

Uheldet ramte prinserne, da en kameldriver stoppede dem på vejen for at spørge dem, om de havde set en af hans kameler. Selv om de ikke havde set dyret, havde de bemærket tegn på, at en kamel havde gået ad vejen. Som altid, var prinserne parat til at spille på deres vid og skarpsindighed. De besluttede at mystificere kameldriveren ved at spørge ham, om den forsvundne kamel var blind på det ene øje, manglede en tand og var halt. Imponeret over beskrivelsens nøjagtighed skyndte kameldriveren sig af sted for at forfølge dyret.

Efter en forgæves eftersøgning og med en følelse af at være blevet narret, vendte kameldriveren tilbage til prinserne. Disse beroligede ham med nye oplysninger. Kamelen, sagde de, bar på et læs smør på den ene side og et læs honning på den anden. Desuden red en gravid kvinde på den. Kameldriveren, der nu var overbevist om, at det var prinserne, der havde stjålet kamelen, fik dem fængslet, og de gik først fri, da kameldriverens nabo havde fundet dyret.

Prinserne blev bragt til kejser Beramo, der udspurgte dem om, hvordan de havde kunnet give en så nøjagtig beskrivelse af en kamel, de aldrig havde set. Deres svar afslørede den brilliance, hvormed de havde tolket de sparsomme indicier, de havde fundet langs med vejen:

Da græsset var blevet ædt på den side af vejen, hvor det var mindst grønt, sluttede prinserne, at kamelen var blind på det øje, der vendte mod det grønnere græs. Da der lå klumper af tygget græs med en størrelse, svarende til størrelsen af en kamels tand, var de sandsynligvis faldet ud gennem hullet efter den manglende tand. Sporet, der kun viste aftryk af tre hove, og af at den fjerde var blevet slæbt, antydede, at dyret var halt. At kamelen havde båret smør på den ene side og honning på den anden kunne ses af, at det smeltede smør havde tiltrukket sig myrer, medens fluer havde kastet sig over den honning, der var spildt på vejen.

Prinserne forklarede deduktionen vedrørende den gravide rytter således: "Jeg antog, at kamelen må have båret en kvinde," sagde den anden bror, "da jeg opdagede, at der ved sporene, hvor dyret havde knælet, kunne ses aftryk af en fod. Da der var noget urin på stedet, dyppede jeg mine fingre i det og duftede til det. Min reaktion var en kødelig lystfølelse, hvilket overbeviste mig om, at fodaftrykket var en kvindes.

"Jeg gættede, at kvinden må have været gravid," sagde den tredje prins. "Jeg havde lagt mærke til aftryk af hænder, som om kvinden, idet hun var gravid, havde støttet sig på sine hænder, medens hun urinerede."

Kejser Beramo blev så forbløffet over prinsernes skarpsindighed i spørgsmålet om den mistede kamel, at han inviterede dem til at blive hos ham som hans gæster. Kejseren blev overbevist om, at de besad profesiens (seerens) kraft, da de afslørede for ham, at en af hans rådgivere planlagde et giftattentat mod ham. Prinsernes bemærkelsesværdige evner nødede ham til at fortælle dem historien om Retfærdighedens Spejl, som han en gang havde ejet, og som havde sikret landet fred og sikkerhed. Spejlet var blevet stjålet og bragt til udlandet, hvor det til sidst var faldet i hænderne på Jomfrudronningen. Beramo bønfaldt prinserne om at finde og bringe spejlet tilbage, så retfærd kunne genoprettes.

Deres mission blev besværliggjort af en kæmpemæssig oprejst hånd, der rejste sig i havet ud for dronningens hovedstad, og terroriserede borgerne der. Prinserne besluttede at rette spejlet mod hånden, og så gjort, vendte hånden sin forfølgelse af menneskene mod dyrene. Dronningen, der var glad over, at der ikke længere gik menneskeliv tabt, blev ulykkelig ved tanken om at tilbagegive spejlet til kejser Beramo. Derfor måtte prinserne tilintetgøre hånden én gang for alle.

De tog til kysten for at tage hånden i øjesyn. Den ældste prins indså, at den var symbolet på, at hvis fem mænd enes om et fælles mål, kan de erobre Verden. Derfor løftede han sin hånd med kun pegefinger og langfinger strakte, hvorved han demonstrerede, at det var en misforståelse, at fem mand var nødvendige, og at to var nok. Kæmpehånden forsvandt for altid i havet, og dronningen overlod i taknemmelighed spejlet til prinserne.

Da prinserne vendte tilbage med Retfærdighedens Spejl, mødtes de af en katastrofe, der var overgået kejser Beramo, medens de havde været borte. Kejseren var blevet forelsket i en smuk slavepige ved navn Diliremma, der en dag offentligt havde sat spørgsmål ved hans hæderlighed. I raseri havde Beramo bandlyst hende og forvist hende til en skov. Dagen efter havde han, fyldt af anger og sorg, beordret en eftersøgning af sin elskerinde, men intet spor af hende var at finde. Prinserne anbefalede kejseren at lade bygge syv smukke paladser og at bebo hvert af dem én uge. Desuden skulle den bedste historiefortæller i hver af de syv mest betydningsfulde byer i kejserriget bringes til ham for hver at fortælle ham en fantastisk historie: den første om had, den anden om kærlighed, den tredje om uskyld, den fjerde om ondskab, den femte om magiske evner, den sjette om mangfoldige sammenfald og den syvende om misforstået selvopfattelse.

Som ugerne gik, og kejser Beramo lyttede til historierne, blev hans helbred stadig bedre. Da han var nået til den syvende historie, der handlede om en regent, der forsmår sin elskede, forstod han, at alting handlede om Diliramma og ham selv. Historiefortælleren kunne også afsløre, at han kendte Diliramma, der længtes efter sin herre, da hun stadig elskede ham, på trods af hans ondskab mod hende. Overvældet af glæde sendte Beramo bud efter Diliramma, og de to blev genforenet.

Kejser Beramo ville naturligvis vide, hvordan de tre prinser havde udtænkt en så effektiv kur. Prinserne fortalte ham, at de havde anbefalet syv forskellige paladser, for at forskelligheden kunne kurere grunden til hans sygdom, insomnia. Da der ikke var fundet nogen spor efter Diliramma, gik de ud fra, at vilde dyr ikke havde ædt hende. Derfor foreslog de, at historiefotællerne skulle samles langt fra, så der eventuelt kunne høres nyt om hende. Diliramma var da også blevet fundet i skoven af en rejsende, der havde taget hende med til fjerne egne, så deres strategi havde vist sig være rigtig.

Prinserne tog tilbage til Serendippo, hvor kong Giaffers tre vise sønner blev tre vise regenter. Efter kong Giaffers død, arvede den ældste søn tronen. Den mellemste søn returnerede til Jomfrudronningens land, hvor han blev gift med dronningen og udråbt til konge. Kejser Beramo sendte bud efter den yngste søn for at give ham sin datters hånd. Kort efter døde kejser Beramo, og hans svigersøn blev overhoved for hans rige.


Tilbage til "Serendipitet"            Til toppen



Ødipus-myten:

Ødipus

Da oraklet spåede, at en søn af kong Laios af Theben og hans hustru Iokaste ville dræbe sin fader og ægte sin moder, blev den spæde dreng sat ud i bjergene med gennemstukne fødder (Oidipos = "svullenfod"). Barnet blev reddet af en hyrde og adopteret af Korinths kongepar.

Som voksen fik Ødipus af oraklet i Delfi samme besked om sin forudbestemmelse, som hans forældre i sin tid havde fået, og han forlod derfor Korinth, som han troede var hans hjemstavn. På vej mod Theben traf han Laios, kom i strid med ham og dræbte ham.

Theben var på dette tidspunkt behersket af Sfinxen, et dyr med menneskehoved. For at blive udfriet af dets vold, skulle nogen løse dens gåde: Hvad er det, der i begyndelsen går på alle fire, i mellemtiden på to og til sidst på tre ben? Ødipus, der også fik forelagt gåden, svarede rigtigt: mennesket, hvorpå Sfinxen kastede sig ud for bjerget, hvorfra den havde bevogtet byen, og gik til. Som belønning for at have befriet Theben for dette uhyre fik Ødipus tronen og enkedronning Iokaste. Med hende avlede han fire børn.

Selvom skæbnens bestemmelse var sket fyldest, straffede guderne faderdrabet med pest over Theben. Da seeren Teiresias forklarede sammenhængen, hængte Iokaste sig. Ødipus stak sine øjne ud og flakkede fredløs om, til han og Antigone, hans ældste datter, fandt tilflugt i Kolonos-lunden i Athen.


Tilbage til "Ødipus-komplekset"            Til toppen