top
Google Analytics
Opdateret d. 25.5.2017
Oprettet d. 22.12.1999
Søg i psykologibasen.dk


G

Startsiden - A - B - C - D - E - F - H - I - J - K - L - M - N - O - P/Q - R - S - T - U - V/W - X/Y/Z - Æ/Ø/Å - Intern/Musik
Features - Filosofi - Forum - Galleri - Links - Litteratur - Myter - Redaktion - Terapi - Vejledning - wahlstroem.dk



Galenos' (typologiske) personlighedsteori:

Efter at Empedokles havde opstillet sin lære om de fire elementer - jord, ild, luft og vand - der forenes og adskilles ved de to (kosmiske) grundkræfter: kærlighed og had, kombinerede Galenos denne med sin egen lære om de fire legemsvæsker - blod, slim, gul og sort galde - i en slags typologisk personlighedsteori om de fire temperamenter.

De fire elementer har hver sin fremherskende egenskab: jord/tørhed; ild/varme; luft/kulde; vand/fugtighed, der også findes i legemsvæskerne. Således er egenskaberne ligeligt repræsenterede i blodet, medens slimen overvejende karakteriseres ved vandet, den gule galde ved ilden og den sorte galde ved jorden. Blandingen af elementernes kvaliteter giver sig udslag i fysiologiske tilstande (varme, kulde osv.), medens blandingen af legemsvæsker giver sig udslag i temperamentet efter hvilken legemsvæske, der dominerer: gul galde/kolerisk temperament; sort galde/melankolsk temperament; slim/flegmatisk temperament; blod/sangvinsk temperament.

Hvert temperament befinder sig indenfor et domæne, bestemt af polerne ekstrovert (udadrettet) og introvert (indesluttet) hhv. stabil og ustabil, og karakteriseres ved hver otte attributter, hvis nærhed (i skemaet/cirklen) til en af polerne afgør, i hvor høj grad individet er det ene eller det andet. Således er fx. en rastløs koleriker mere ustabil end udadrettet, og en passiv flegmatiker mere indadskuende end stabil.

Denne lære viste sig forbløffende sejlivet (den levede endnu i middelalderen), hvilket også ses af, at vi i daglig tale fortsat benytter betegnelser fra den til at beskrive medmennesker med. Man kan sige, at den indeholder nogle operationelle definitioner på linje med "glad", "sur", "uudholdelig" etc., hvilket gør det lettere for os at karakterisere andre, især hvis vi ønsker at opnå en fælles opfattelse af tredjeperson.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Genfundne minder:

Når der af og til fremkommer historier om mennesker, der gennem et terapeutisk forløb får deres hukommelse om fortrængte - herunder specielt misbrugsrelaterede - hændelser tilbage, bør man være forsigtig og væbne sig med en konstruktiv skepsis, fordi

  • det at huske er altid en rekonstruktionsproces, hvorfor der også optræder forvrængning af det, der huskes;
  • rekonstruktionsprocesser er aldrig vilkårlige og bliver altid påvirket af faktorer såvel internt i og eksternt for den, der forsøger at huske korrekt;
  • det er bevist, at mennesker faktisk har troet, at de har genfundet en erindring eller fået deres hukommelse tilbage om et bestemt menneskes misbrug af dem, men i virkeligheden ikke har oplevet det erindrede;
  • det også er bevist, at sådanne erindringer har medført tiltale mod mennesker, der ikke har været skyldige;
  • falske erindringer, og af disse afledte anklager, i flere tilfælde har medført unødvendig lidelse for såvel enkeltpersoner som hele familier, og
  • nogle af disse tragedier kunne have været forhindret, såfremt inkompetente terapeuter ikke havde medvirket ved frembringelsen af de falske erindringer og/eller kritikløst havde troet på dem.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Gestaltlovene:

Begrebet Gestalt har ikke nogen éntydig dansk ækvivalent. Det henviser til sammenhængende helheder, hele strukturer, totaliteter… - m.a.o. til noget, der ikke åbenbares ved analyse af enkeltdelene (jfr. næste opslag).

Gestaltlovene, hvoraf der er flere, end der medtages her, er nogle perceptionsmæssige lovmæssigheder, der gælder for alle mennesker. De afspejler den foreteelse, at vi forarbejder og oplever visse sanseindtryk ens. De blev videnskabeligt beskrevet af de tyske psykologer Koffka, Köhler og Wertheimer, der fandt, at de beskrevne fænomener må anses for medfødte, og således ikke er resultatet af påvirkninger senere i livet.

Navn Beskrivelse Eksempel på fremtoning Betydning
Helhedsloven To eller flere samtidig registrerede sanseindtryk vil altid blive forarbejdet således, at resultatet bliver en subjektivt meningsfuld oplevelse.
Kun mundvigenes opad- eller nedadkrumning ændrer vor opfattelse af figurerne!
Glad og trist
Fx. at en serie billeder, vist hurtigt efter hinanden, opleves som et filmisk forløb; en serie lyde efter hinanden opleves som et musikforløb (melodi, eller, når mange lydkilder medvirker, som flerstemmighed).
Nærhedsloven Begivenheder, levende væsener (dyr, mennesker, planter) og døde ting, der sker nogenlunde samtidig eller befinder sig i nærheden af hinanden, opleves som samhørige på en eller anden måde. Lyn og torden; mand og mus; villa, Volvo og vovse; fyrre og færdig. Fx. betingede og ubetingede stimuli ved signalindlæring.
Lighedsloven Begivenheder, levende væsener (dyr, mennesker, planter) og døde ting, der på en eller anden måde ligner hinanden, opleves som samhørige på en eller anden måde. Generaliseringer; sætten i bås. Fx. anskuelsen, at ikke-hvide mennesker er "fejlfarver", dvs. underlegne (racisme) eller "dumme svin" (intolerance).
Figur-grund fænomenet, herunder lukkethedsloven. Dét man retter sin opmærksomhed imod opleves som figur, det øvrige som (bag)grund.
Lukkethedsloven: Det, der i en given situation fylder mindst, vil blive opfattet som figur.

Betragter man de to billeder til højre, kan man i det øverste se enten flagermus eller engle, medens det nederste enten er en gammel dame eller en ung kvinde.

Flagermus eller engle?
Gammel dame eller ung pige?
Fx. fokusering på pletten på den hvide skjorte; chocket ved råbet i stilheden.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Gestaltpsykologi:

Psykologisk retning (skole), der vender sig imod behaviorismens mekanistiske indfaldsvinkel. Gestaltpsykologien fremhæver menneskets helhedspræg og opponerer imod stimulus-respons-reduktionismen, idet den hævder, at "helheden er mere end summen af de enkelte dele" (von Ehrenfels). Begreber som perception, hukommelse og læreprocesser kan ikke forstås som sammensat af enkeltdele, men må ses som helheder i sig selv.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Gestaltterapi:

Gestaltterapiens grundidé er, at ethvert menneske selv er ansvarligt for egne valg og handlinger indenfor de af omgivelserne givne begrænsninger. Der er udviklet metoder til bevidstgørelse af menneskets egne følelser, reaktioner og handlinger, for at det tydeligere kan erkende og se sig selv og sine valg. Bevidstgørelsen skabes ved samtale, eksperimenter og rollespil, og metoden bruges også til bearbejdning af tidligere, ufærdige oplevelser (de såkaldte uafsluttede gestalter), kriser og selvudvikling.

Terapien bygger på den antagelse (tro på), at selverkendelsen kommer i øjeblikket, hvor klient og terapeut mødes - i nuet. På denne måde bliver terapeuten selv et af de vigtigste instrumenter i gestaltterapien. Han/hun hæger ikke om neutraliteten eller objektiviteten, men møder klienten i et jeg-du forhold, hvilket igen betyder, at terapeuten må bearbejde sine egne ufærdige oplevelser, for at kunne være tilgængelig for klientens behov. Gestaltterapien forbinder således det oplevelsesorienterede med det procesorienterede og det eksperimentelle.


Tilbage til startsiden            Til toppen




GIGO:

Hvis en (videnskabelig) undersøgelse er dårligt konstrueret, vil dens resultater tilsvarende blive fejlbehæftede. Dette kaldes i det såkaldte Lab Slang for Garbage In, Garbage Out, og kan kun undgås ved at finde et godt design for undersøgelsen.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Grandiost selv

Iflg. Kohut befinder barnet sig fra begyndelsen i en tilstand af primær narcissisme. Når denne tilstand forstyrres, reagerar barnet ved at overføre sin oplevede perfektion til sig selv hhv. til forælderen/selvobjektet. Herved opstår to strukturer:

  1. Det grandiose selv, der knytter sig til selvets ambitionspol.
  2. Det idealiserede forældreimago der knytter sig til idealpolen.

For at udvikles må barnet udsættes for såkaldte optimale frustrationer, hvilket sker ved, at det i overkommelige "doser" tilføres en indsigt om, at dets grandiose forestillinger er urealistiske, og at det idealiserede forældreimago ikke er perfekt.

I den udstrækning selvobjekterne ikke formår at reagere adækvat - d.v.s. give barnet det optimale gensvar - udsættes barnet for traumatiske frustrationer, når det forsøger at "vise sig" og/eller idealisere forældrene. Resultatet kan blive, at det grandiose selv og/eller det idealiserede forældreimago fortrænges eller fraspaltes. Kohut taler om horisontelle og vertikale spaltninger af selvet. Disse strukturer vil leve videre i uforandret og arkaisk form hos barnet og kan senere bryde igennem hos den voksne person.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Gruppeadfærd:

Sherif efterprøvede sin konfliktteori ved et eksperiment, kaldet Røverhulen (The Robber's Cave). Han udtog 22 11-årige femteklasse-drenge til deltagelse i en sommerlejr i det afsides beliggende Robber's Cave State Park i Oklahoma. Alle drenge var begavede over gennemsnittet, viste gennemsnitlige til gode skolepræstationer og tilhørte protestantiske familier med to forældre. Den afsides beliggenhed var blevet valgt for at hindre udefra kommende påvirkninger af eksperimentet, så de forventede konflikters og fordommes sande natur kunne studeres.

Ingen af drengene kendte hinanden før eksperimentet. De blev delt i to grupper og tildelt hver deres hytter langt fra hinanden. Under eksperimentets første fase kendte grupperne ikke til hinandens eksistens. Drengene udviklede i den første uge et tilhørsforhold til gruppen gennem almindelige lejraktiviteter som kanosejlads, svømning og overnatning i det fri. De valgte navn til gruppen, som de trykkede på trøjer og bannere. Den ene gruppe valgte at kalde sig The Eagles, den anden The Rattlers.

Herefter begyndte eksperimentets anden fase. Forskerne arrangerede konkurrencer i fire dage mellem grupperne og udsatte præmier i form af medaljer og knive til vinderne. I løbet af konkurrencerne sås fordomme overfor modstanderne, der udviklede sig fra verbale drillerier over forhånelser til korporligheder som afbrænding af bannere og hærværk overfor og tyverier fra de andres hytter. Til sidst måtte forskerne gribe til fysisk at skille grupperne ad.

Ved evalueringen oplistede drengene karakterisitika om grupperne. De beskrev deres egen gruppe i positive vendinger, medens "modstanderne" blev beskrevet meget negativt. Man forsøgte herefter at mildne spændingerne mellem grupperne. Ved at øge samværet mellem dem, blev problemerne blot større. Løsningen blev at tvinge grupperne til at samarbejde om fælles mål, hvorefter Sherifs konfliktteori ansås for verificeret.


Tilbage til startsiden            Til toppen