Opd. 17.05.12 Opr. 22.12.99

T

Emner på denne side  Tankeforstyrrelser  TAT  Det teliske-parateliske   Testpsykologi  Thanatologi   Tics  Tidlig barndom  Tidslinje  Tilknytning  Tillært hjælpeløshed   Tilknytning  Tourette syndrom  Transaktionsanalyse  Transcendensteori   Transpersonel psykologi   Transpersonel terapi   Transseksualitet   "Den tredje bølge" i psykoanalysen   Trichotillomani   Tvangssymptomer  Tvangstanker

A - B - C - D - E - F - G - H - I - J - K - L - M - N - O - P/Q - R - S - U - V/W - X/Y/Z - Æ/Ø/Å
Startsiden - Features - Filosofi - Forum - Galleri - Gæstebog - Intern - Links - Litteratur - Myter - Redaktion

Ses hos skizofrene som hhv.

• tankepåvirkning, hvor den syge oplever, at andres tanker bliver påduttet ham fx. gennem radioen, hvorved han selv bliver nødt til at tænke dem, eller som
• tanketyveri,hvorved den syge oplever, at hans tanker bliver udsent via radio eller TV, eller at nogen trækker tankerne ud af hans hoved.

Tilbage til startsiden            Til toppen

TAT (Thematic Apperception Test):

Projektiv test, udviklet af Murray et al. Den består af 20 kort (tavler); 19 med billeder af mennesker i forskellige situationer og 1 hvidt (ubeskrevet). Billederne repræsenterer standardiserede stimuli, der sporer analysanden ind på reflektion over nogle klassiske menneskelige situationer. Der er altså tale om, at analysanden skal fortælle en historie ud fra hvert af billederne.

Billedeksempler

Testen tages over to sessioner, med mindst én dags mellemrum. Billederne ved anden session er mere ualmindelige, dramatiske og bizarre end ved første. Nogle af tavlerne er beregnet for henholdsvis kvindelige og mandlige analysander, da man har fundet, at udsagnenes værdi øges, hvis de fleste billeder viser personer af analysandens eget køn. Som det ses, er billederne af ældre dato. Der er dog - trods mange forsøg - ikke fundet nyere billeder med samme potentiale, hvorfor man fortsat benytter dem.

Tilbage til startsiden            Til toppen

Omslagsteorien ("The Reversal Theory"), der blev fremsat af Apter i 1989, fremhæver adfærdens kompleksitet, omskiftelighed og inkonsistens.

Iflg. Apter skifter individet ofte mellem psykologiske (personlighedsmæssige) tilstande, afhængig af, hvilke (meta)motivationelle og perceptuelle grunde, der trigger det.

I de tilfælde, hvor ækvilibrium (ligevægt) ikke er omdrejningspunkt for skiftene, sådan forstået, at det teliske og det parateliske fremkommer i en hensigtsmæssig sammenhæng (fx det teliske ved en katastrofe; det parateliske i Tivoli), er der tale om dysfunktion.

¹⁾ Means-ends analyse er en metamotivationel (= hvordan den pågældende fremtræder på det givne tidspunkt, stående overfor et givet problem, der skal løses) problemløsningteknik/-strategi, hvor den aktuelle tilstand sammenlignes med den ønskede tilstand. Forskellene opdeles i "sub-tilstande" for gennem benyttelse af passende teknikker (gyldige operatorer) at fremme den ønskede tilstands fremkomst.

(Efter Assoc. Prof. Ken Heskin, Swinburne University of Technology, 1996)

Tilbage til startsiden            Til toppen

For at supplere den almene (psykologiske) vurdering af klienten, kan psykologen benytte sig af tests, der giver mere eksakte observationer. På denne måde kan man sammenligne testresultaterne for forskellige mennesker, og således placere testpersonens funktioner i forhold til andre individers tilsvarende funktioner. Man kan også teste den samme person med den samme test på forskellige tidspunkter og på den måde få et mål for den udvikling, mennesket har gennemgået i den mellemliggende tid.

Da der ved gentagelser af denne slags undersøgelser næppe kan opstilles ensartede betingelser fra prøve til prøve, vil reliabiliteten og validiteten af testningen kunne diskuteres. Løsningen på dette problem bliver ofte benyttelse af såkaldte testbatterier, altså et antal tests, der på forskellige måder belyser det fænomen, der ønskes beskrevet.

Tilbage til startsiden            Til toppen

Thanatologi (læren om døden):

Kübler-Ross introducerer en 5-stadieteori for døden, gældende såvel den døende som pårørende:

1. Benægtelse, fordi man ikke er i stand til at acceptere, at nogen kunne dø og/eller, at man ikke ønsker at lide det tab, døden repræsenterer.
2. Vrede, hvorved smerten ved døden projiceres på andre.
3. Forhandling, hvor man så at sige forsøger at snyde døden ved at mene, at man fortjener et længere liv.
4. Depression, når det bliver åbenbart, at døden er uundgåelig.
5. Accept, når man indser det uundgåelige og forbereder sig til dødens indtræden.

Selvom Kübler-Ross' model er alment accepteret, har den ikke undgået kritik. Således mener fx. Schneidman, at en stadieteori oversimplificerer processen og beskriver døden som "en indviklet sammenblanding af intellektuelle og affektive tilstande". Heri ligger den opfattelse, at dødsprocessen ofte ikke skrider lineært frem, men at stadierne overlapper hinanden og optræder skiftevis på forskellige måder.

Andre mener, at det, at beskrive døden i stadier, gør processen til genstand for vurdering, hvorved de involverede udsættes for et pres for at undertrykke deres "primitive" reaktioner til fordel for et "sundere" syn på døden.

Endelig mener nogle, at en stadieteori ikke kan forklare de mange dødsfald, der følger efter et langt liv, hvor den døende har oplevet en gradvis aftagende livslyst.

Tilbage til startsiden            Til toppen

Ufrivillige*, hurtige og pludselige bevægelser eller lyde, der gentaget fremtræder på samme måde.

*Selvom jeg benytter ordet "ufrivillig", dækker begrebet ikke det, at bevægelserne er helt udenfor den lidendes kontrol. Det rigtige udtryk er snarere "tvangsmæssig" i den betydning, at den lidende føler en uimodståelig trang til at udføre sine tics - lige som når man må klø sig efter et mygstik! Vellykkede forsøg på at holde igen med ticsene - enkelte kan holde dem tilbage i et par timer - resulterer usvigeligt i langt voldsommere (befriende) tics senere.

Tilbage til startsiden            Til toppen

Barndommen er iflg. den psykoanalytiske teori determinerende for personlighedsdannelsen. Som voksne gentager vi således adfærdsmønstre og genoplever konflikter, hvis substans i vor tidligste barndom er indlejret i vor psykes ubevidste lag. Enhver af psykens ytringer, det sig være nonsens- eller fejlhandlinger, drømme eller lapsusser, er meningsbærende. Ud fra disse fællesantagelser deler den klassiske psykoanalyse sig i forskellige teoridannelser, de psykodynamiske teorier, med hver sine fokuspunkter.

Psykodynamiske teorier om den tidlige barndom (3 - 24 mdr.)

Tilbage til startsiden            Til toppen

Tidslinje (med henblik på psykologiens historie):

Tilbage til startsiden            Til toppen

Tilknytningsteoriens ambition er at beskrive og forklare menneskers varige tilknytningsmønstre fra fødsel til død. Den overlapper såvel interpersonel teori som evolutionspsykologi, men adskiller sig fra disse ved at implicere det ontogenetiske udviklingsperspektiv.

Når et menneske- eller primatspædbarn bliver adskilt fra dets forældre, gennemgår det tre stadier af følelsesmæssige reaktioner. Det første er protest, hvor barnet græder og nægter at lade sig trøste af andre. Det andet stadium er fortvivlelse, hvor barnet er trist og passivt. Det tredje stadium er adskillelse, hvor barnet aktivt ignorerer forælderen, når/hvis denne vender tilbage.

Tilknytningsteorien peger ikke kun mod en forståelse af følelsesmæssige reaktioner hos spædbørn, men frembyder også en ramme til forståelse af begreber som kærlighed, ensomhed og sorg hos voksne. Voksnes tilknytningsformer menes at stamme direkte fra de mentale modeller af Selvet og (opfattelsen af) andre, som blev udviklet i deres tidligste og tidlige barndom.

Generel tilknytningsteori

Af figuren foroven ses, hvordan tilknytningsmønsteret afhænger af afhængighedsgraden og graden af forsøg på undgåelse i forholdet til den betydningsfulde andre (oftest moderen).

Fx. ses, at en negativ opfattelse af selvet (høj afhængighed af den anden) og en negativ opfattelse af den betydningsfulde andre (høj undgåelse) resulterer i frygtsomhed, medens positiv opfattelse af selvet (lav afhængighed af den andre) og en positiv opfattelse af den betydningsfulde andre (lav undgåelse i fht. den andre) medfører en sikker tilknytning o.s.v.

1. I leksikal forstand er tilknytning et alment udtryk for en følelsesmæssig binding mellem mennesker, der har tiltro til hinanden.

2. I udviklingspsykologi udtryk for et følelsesmæssigt bånd mellem et spædbarn og en eller flere voksne, hvilket medfører, at det
   1. især søger ind til dem, hvis det føler sig utrygt,
   2. ikke føler frygt for dem, selv i det udviklingsstadium, hvor fremmede vækker angst,
   3. er meget modtageligt for at blive taget sig af af dem, og
   4. opviser tilknytningsadfærd: angstreaktion ved separation fra dem.

3. Selve tendensen hos spædbarnet at knytte de under 2) nævnte bånd.
   Forskellen mellem 2) og 3) opstår ved, at nogle forfattere anser tilknytning som et medfødt potentiale, medens andre ser den som uafhængigt af barnets genotypiske (anlægsprægede) grundlag.

4. I anatomi forbindelsen mellem vævsformer; fx. en muskel og en knogle.

5. Forbindelsen mellem stimulus og respons.

Se også Bowlbys tilknytningsteori og Strange Situation Procedure.

Tilbage til startsiden            Til toppen

Et begreb, introduceret af Seligman, der betegner en form for opgivenhed, der stammer fra en (ofte) velmenende omsorgspersons "pylren" om barnet eller den handicappede. Fx kan pædagogen i bedste mening tale med sin klient, som om denne havde normale funktioner, men i sin adfærd forhindre klienten i at bruge funktionerne. ("Er du færdig med at spise? Så kom med tallerkenen.", hvorefter pædagogen tager tallerkenen, inden klienten når at udføre opfordringen.) Resultatet bliver, at klienten lærer, at han ikke kan udføre forskellige handlinger - han bliver passiviseret, gjort hjælpeløs.

Et andet eksempel er den begyndende demente, der aldrig får lov til selv at huske noget. ("Kan du selv finde bogen frem? Jeg tager den lige." "Hvor er det nu din datter bor? I New York, ikke?") På denne måde får den demente ikke mulighed for at træne sin hukommelse og bliver gjort afhængig af plejepersonens hjælp.

Tilbage til startsiden            Til toppen

Tourette syndrom:

TS er en neurologisk forstyrrelse med tics som det primært fremtrædende karakteristikum. For at der skal være tale om TS (altså ikke "bare" tics), må følgende kriterier være opfyldt:

• Flere bevægelsestics og mindst et lydtic, som dog ikke nødvendigvis skal optræde samtidig.
• Flere anfaldslignende tilfælde om dagen, næsten hver dag eller med mellemrum over en tid på mere end ét år.
• Periodiske forandringer i antal, hyppighed, art og lokalisation af ticsene. Symptomerne kan forsvinde i perioder af op til et par måneder ad gangen.
• Debut før 18-års alderen.

Forskningen arbejder udfra flere teorier om årsagerne til TS. En af dem er, at den, som flere andre neurologisk betingede lidelser, beror på en forstyrrelse af dopamin- og serotoninbalancen. Lidelsen er arvelig, idet 50% af forældre med anlæg for TS giver dette videre til deres børn. I de positive tilfælde (hvor forældren har givet anlægget videre) er sandsynligheden for at piger udvikler symptomer ca. 70%, medens sandsynligheden for drenge er 99%.

Tilbage til startsiden            Til toppen

Transaktionsanalyse er dels en personlighedsteori, dels en psykoterapeutisk modus, udledt af amerikaneren Eric Berne, der ønskede "Freud ud til masserne". Andre teoretikere (Schiff, Golding) har efterfølgende modificeret og videreudviklet konceptet. Her præsenteres de oprindelige terapeutiske begreber og deres indhold.

Da en oversættelse til dansk af transaktionsanalysens begreber efter min opfattelse let bliver klodset, eller i det mindste anstrengt, har jeg valgt at benytte de oprindelige betegnelser og forklare dem på dansk.

Kernebegreber i transaktionsanalysen

Tilbage til startsiden            Til toppen

Iflg. Frankl er den primære psykiske drivkraft hos mennesket ikke den alment antagne vilje til lyst og uvilje mod ulyst, men derimod viljen til mening. Denne udfordres kun ved mødet med andre mennesker, hvor man konfronteres med livets realiteter på godt og ondt.

Tilværelsens mening kan kun forstås ved en selvtranscendens (overskridelse af selvet) i det at elske og arbejde for andre og samtidig (ind)se formålet med den lidelse, dette indebærer. I denne forstand læner Frankl sig op ad Nietzsches opfattelse, at det menneske, der ved, hvorfor det lever også kan udholde lidelserne ved det.

Tilværelsens udfordring af menneskets forventning til livets mening kræver et svar, hvis udeblivelse resulterer i eksistentiel frustration. Denne indre tomhed og livslede behandles ved logoterapi.

Tilbage til startsiden            Til toppen

En psykologiopfattelse, oprindelig beskrevet af Maslow og Anthony Sutich (1907-1976) i 1969 med udgivelsen af det første nummer af Journal of Transpersonal Psychology. Tanken var, at moderne psykologi også må beskæftige sig med forhold, der opstår på baggrund af uforklarlige oplevelser. Således er det den transpersonelle psykologis opgave at systematisere og facilitere disse begreber, og at fremvaske metoder til konstruktiv anvendelse af dem i personlighedspsykologien.

Selv om den transpersonelle psykologi endnu mangler at blive almindeligt anerkendt (hvilket turde hænge sammen med dens teoridannelse på grundlag af såvel Østens "-ismer" som Vestens religiøse mystikere), kaldes den af og til for "psykologiens fjerde kraft", hvor den første er psykoanalysen, den anden (bølge) er ego-psykologien og den tredje objektrelationsteorien.

Tilbage til startsiden            Til toppen

En pseudovidenskabelig terapiform, sammensat af elementer fra motivations- og analytisk psykologi, scientologi, "Holotropic Breathwork" og parapsykologisk meditationsteknik. Den opfatter psyken som noget, der rækker ud over den videnskabelige psykologis grænser (altså i ordet "psyke"s oprindelige betydning: sjæl). Således omfatter den også en åndelig dimension hinsides jeg'et, hvorved en kosmisk, mystisk, transcendent eller universel bevidsthed opnås. Dette betyder, at den videnskabelige psykologis opfattelse af den personlige identitet ses som den overflade, der skal gennemtrænges.

Den transpersonelle terapi har tre niveauer:

1. Jeg-niveauet, på hvilket opgaven er at genetablere balancen mellem det bevidste og det ubevidste. Klienten skal lære at identificere, og tage ansvar for, sig selv.
2. Det eksistentielle niveau, hvor der sker en "afidentifikation" eller frigørelse af jeg'et. På denne måde kan man skelne mellem selve bevidstheden og dens indhold.
3. Det transpersonelle niveau, hvor identifikationen med jeg'et aftager yderligere, hvorved "det personlige melodrama" bliver mindre vigtigt, til fordel for selvtranscendens, der er en udvidelse af bevidstheden hinsides det personlige og det individuelle.

Tilbage til startsiden            Til toppen

Kønsbevidsthed er en del af den almene selvbevidsthed, herunder personlig fremtræden og social rolle. Hos de fleste individer er der overensstemmelse mellem kønsbevidsthed og køn, hvorved man også opfatter sig selv som en heteroseksuel mand eller kvinde. Da det imidlertid er normalt, at mænd også har en kvindelig side og kvinder en mandlig, optræder der hos mennesker af og til et modsætningsforhold mellem kønsbevidstheden og det biologiske køn. Hvis denne dikotomi (modsætningsforholdet) bliver så udtalt, at den giver sig udtryk i psykisk belastning, taler man om kønsdysfori eller kønsidentitetsforstyrrelse.

Money (1995) antager, at mennesket er udstyret med et "kønskort" i hjernen, der beskriver dets identitet og livsrolle, tegnet af en kombination af hormonel påvirkning i den tidlige udvikling og den senere prægning. I den udstrækning dette kort viser den før omtalte dikotomi, optræder altså også i varierende grad fornemmelsen af, at man har den forkerte biologi til ens kønsopfattelse, eller - måske værre - den forkerte kønsopfattelse til ens biologi. Dikotomien kan blive så fremherskende, at det enkelte individ føler sig tvunget til et egentligt kønsskifte for at kunne forfølge det legitime i at søge efter lykken. Vi taler om transseksualitet.

Som et skoleeksempel på tværvidenskabelighed, har læger og psykologer udarbejdet et behandlingssystem i tre trin, hvor den, der "ejer" problemet = individet med forstyrrelsen, indgår som den primære beslutningstager vedrørende behandlingen. Trinnene er

1. psykoterapeutisk
2. hormonel
3. kirurgisk

terapi - i nævnte rækkefølge. Til disse "indgreb" skal lægges to "interventioner" i form af a) diagnostisk afklaring og b) afprøvning i det sociale liv ("real-life experience"), der altid knyttes til det enkelte indgreb.

Der er også tre trin i behandlingen som sådan, der kendetegnes ved det enkelte trins reversibilitet (mulighed for at vende tilbage til udgangspunktet). Både psykoterapi og afprøvning i det sociale liv (og for den sags skyld også diagnostikken, der jo er grundlaget for al videre behandling) er fuldt reversible, dvs. at hvis problemet ikke kan løses ved interventionen, kan man uden større besvær vende tilbage til udgangspunktet.

Hormonel behandling ved indgift af hhv. mandligt (testosteron) og kvindeligt (østrogen) kønshormon er delvis reversibel, dvs. at den (unge) lidendes kønsspecifikke udvikling forsinkes over (oftest) seks måneder, hvorved afprøvningen i det sociale liv kan give alle parter (den lidende, dennes familie og terapeuten) et solidere grundlag for en stillingtagen vedr. evt. kirurgisk terapi.

Kirurgiske indgreb er irreversible. Forandringer kan altså ikke tilbageføres til det oprindelige. (Den nærmere begrundelse herfor ligger udenfor mit vidensområde, hvorfor læseren (og jeg) må nøjes med at acceptere, at lægevidenskaben hævder det.) Derfor anbefales det, at kirurgiske indgreb ikke foretages i ungdomsårene, og ikke før afprøvning i det sociale liv har varet i mindst to år.

Som det turde fremgå af det foregående, er kønsidentitetsforstyrrelser både psykologisk og biologisk set af eksistentiel karakter, hvor spørgsmålet om, hvem jeg egentlig er, hele tiden plager den lidende. Man kan sige, at nok er det vigtigt at den enkelte får mulighed for at leve i harmoni med sig selv, men at der i den sidste ende er risiko for fatale fejltagelser. Emnet er derfor ikke ét, der kan afgøres uden nøje overvejelser i samråd med erfarne og kyndige fagpersoner.

(Artiklen er inspireret af Sophie)

Tilbage til startsiden            Til toppen

Efter at Anna Freud, Sigmunds datter, havde igangsat "den anden bølge", den senere ego-psykologi, var det indlysende at kalde fremkomsten af objektrelationsteorien for "den tredje bølge".

Tilbage til startsiden            Til toppen

En kompulsiv handling, hvor man trækker i sit hår; af og til så det løsner sig fra hovedbunden.

Tilbage til startsiden            Til toppen

Ses hos (tvangs)neurotikere. Disse kan indse, at forestillingen er fejlagtig eller virkelighedsfremmed, men kan ikke gøre sig fri af den.

Tilbage til startsiden            Til toppen