top
Google Analytics
Opdateret d. 24.6.2017
Oprettet d. 22.12.1999
Søg i psykologibasen.dk


S

Startsiden - A - B - C - D - E - F - G - H - I - J - K - L - M - N - O - P/Q - R - T - U - V/W - X/Y/Z - Æ/Ø/Å - Intern/Musik
Features - Filosofi - Forum - Galleri - Links - Litteratur - Myter - Redaktion - Terapi - Vejledning - wahlstroem.dk



Sanseintegration:

Ayres fremsætter en teori, der forklarer forekomsten af visse dysfunktioner hos (skole)børn. Iflg. teorien er sanseintegration en (normalt) automatiseret og ubevidst organisation i hjernen af sansernes indbyrdes samarbejde ved individets perception af sig selv og sin omverden.

Hos de fleste børn foregår og udvikles sanseintegrationen ved den for børn normale aktivitet. Når processen ikke forløber uden forhindringer, kan barnet udvise dysfunktioner som

  • hyperfølsomhed ved berøring, bevægelse, synsindtryk eller lyde,
  • hyporeaktivitet (svagt gensvar) ved berøring, bevægelse, synsindtryk eller lyde,
  • letafledelighed,
  • sociale og/eller følelsesmæssige vanskeligheder,
  • unormalt højt eller unormalt lavt aktivitetsniveau,
  • forsinkelse i udvikling af tale, sprog eller motorik og/eller
  • forsinkelse af indlæring.

Når normalt begavede børn har svært ved at bruge en blyant, lege med legetøj, tage tøj af og på, børste tænder etc., bør sanseintegrational dysfunktion iflg. Ayres medtænkes som mulig årsag. Det samme gælder børn, der viser ængstelse ved (synet af andres) almindelige gynge- og rutsjeture. Eller det modsatte: børn, der uhæmmet og uforfærdede kaster sig ud i dristige og potentielt farlige aktiviteter.

En af Ayres' pointer er, at sanseintegrational dysfunktion ikke bare indvirker på det sociale klima, i hvilket barnet bevæger sig, men også lægger sig hindrende i vejen for barnets læring, sociale færdigheder og selvopfattelse.

Selv om forskningen har påvist, at børn med generelle indlæringsvanskeligheder ofte (også) har sanseintegrative problemer, har den også fundet, at for tidligt fødte, børn med autisme eller andre udviklingsforstyrrelser og børn af misbrugere ofte er ramt. Alle disse grupper kan hjælpes gennem særligt tilrettelagt træning.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Sansning og det psykiske:

Menneskets sanser er følelse, hørelse, lugt, smag og syn. Når man er "ved sine fulde fem", fungerer alle sanserne. Men denne talemåde ville næppe have den afgørende betydning for vor vurdering af hinanden, hvis vi ikke også forbandt noget psykisk med den. Det har noget med vores normalitetsopfattelse at gøre: i "de fulde fem" inkluderer vi en normal psyke. På denne måde medtænker vi, at hver sans har sin egen forbindelse til det psykiske. Uden i øvrigt at spekulere over det, ser vi sansernes brug som udtryk for den andens psykiske habitus, hvilket igen betyder, at for bizarre indtryk kan få os til at betvivle, om den anden nu også er "ved sine fulde fem".

Men der ér noget om det! Sanserne er vor indgangsport til hjernen, hvor de indtryk, der registreres, skal igennem. Og det er ikke bare, fordi vi skal fælde domme af den ene eller anden slags, men fordi sansning er vigtig for vor overlevelse. Det er indoptagelsen af påvirkninger, der gør hjernen i stand til at udstede de rette forholdsordrer, når data når den. Sansning som sådan er altså en énvejskommunikation.

I det følgende kan ses, hvordan den enkelte sans har spillet og spiller en rolle i det hele menneskes funktion.

Sans Funktion
Følesans

Følelse
Følesansen dækker stort set hele legemet, men forskellige zoner har forskellig følsomhed.
Navnlig de såkaldt erogene zoner (genitalier, bryster m.v.) er følsomme, og berøring af disse fremmer lysten til parring.
Følesansen tjener også det formål at genkende varme, kulde og smerte, foruden den behagelige følelse ved let berøring (aen), som, i modsætning til berøring af de erogene zoner, tjener til at markere hengivenhed og ømhed.
Hørelse

Egentlig er hørelse sansning, men på grund af lydbølgers fysiske egenskaber af tidslig og rumlig karakter så at sige hæves sansningen op på et perceptuelt, d.v.s. et forarbejdningsplan.
På denne måde kan organismen (hjernen) udnytte informationen som en genstands-mæssig genspejling og danne billeder af lydkilden.
Lugt

Lugten stimuleres af store organiske molekyler i luften, hvorfor der ikke er noget at analysere for hjernen. Der er grundlæggende tale om stimulus-respons.
Løsningen på dette problem kaldes synæstesi: lugtesansen så at sige "låner" andre sansers kvaliteter. Fx. dannes lugtebilleder ved at visualisere det, man lugter: man husker ("ser", erindrer) ting og begivenheder, når man møder en bestemt lugt!
På denne måde når vi frem til, at lugtesansens kvaliteter er perceptuelle, ikke sensoriske.
Der er tre "slags" lugt: den flydende, genstandsoplevelsen og den olfaktoriske drift.
Den første er den diffuse lugt, som får os til at sniffe efter dens kilde. Den får os til at erindre oplevelser i barndommen, som netop denne lugt kan fremkalde "lugtbilleder" af.
Den anden er den genstandbundne lugt, der afløser den flydende, når vi finder kilden.
Den tredje er den kendsgerning, at lugte ikke kan være neutrale, men enten kalder på mere, eller er frastødende.
Smag

Der findes fire fundamentalt forskellige sanseindtryk ved smagssansen: bittert, salt, surt og sødt. Disse indtryk genkendes af hjernen på grund af fire forskellige slags sanseceller i tungen. Hertil kommer den efter 2010 anerkendte smagsentitet umami.
Når vi alligevel mener at kunne skelne langt flere smagsnuancer, hænger det sammen med begrebet synæstesi: at smagen "låner" en anden snans' kvaliteter, her lugtesansens.
Ved at lugten fra føden passerer gennem næseborene, "blandes" smag og duft til en synæstetisk mangfoldighed.
Smagssansen har oprindelig været et filter til adskillelse af spiseligt og uspiseligt.
Syn

Da fiskene kravlede op på land for 250 millioner år siden, var det vigtigt for dem at lære hurtigt at komme udenom de ny (faste) forhindringer. I vandet havde synet ikke været afgørende, da der her ikke er mange af denne slags forhindringer, og da vand i øvrigt ikke er nemt at se i.
Da mennesket rejste sig på bagbenene, blev synet vigtigere end lugtesansen ved fødesøgning.
Synet (øjet), der er lysfølsomt og normalt er i stand til at skelne mellem genstandes reflektionsegenskaber (form, tekstur (overfladeegenskab: ru, glat etc.) og farve) udnytter genstandes tilbagekastning af lys(bølger) til at overskue omgivelserne.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Sekundærproces:

I psykoanalysen Ego'ets funktionsmåde. Den er bevidst, rationel og logisk og domineres af realitetsprincippet. Se også primærproces.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Selektiv mutisme:

Selektiv (udvælgende) mutisme hed tidligere elektiv (selvvalgt) mutisme. Det ny navn er en erkendelse af, at man ikke selv vælger at være mutist. Dysfunktionen, som oftest ses hos børn, er karakteriseret ved at disse vedvarende undlader at tale, for så pludselig at oplade stemmen i udvalgte omgivelser i nogen tid - oftest en måned eller to.

Børn med selektiv mutisme véd, hvordan man anvender sproget og er i stand til at tale. Det typiske er, at de taler med deres forældre og nogle få udvalgte andre. De fleste taler ikke i skolen eller i andre sociale sammenhænge. De fleste fungerer almindeligvis normalt på andre områder, selvom enkelte også kan have andre handicaps. De fleste lærer at klare sig alderssvarende såvel i det praktiske liv som hvad uddannelse angår.

I dag anses selektiv mutisme for at være en tilstand af dyb angst eller fobi. Forskningen retter sig dog mod en række andre årsagssammenhænge, men er endnu ude af stand til at pege på nogen éntydig sådan. Der er også fokus på evt. arvelige årsager, idet der i mange tilfælde er blevet konstateret samme dysfunktion hos forældregenerationen.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Selvdestruktivitet:

Individets adfærd, når det mod bedre vidende udsætter sig for påvirkninger, der medfører fornedrelse, ultimativt døden. Den selvdestruktive adfærd kan gradueres, idet indtagelse af fx. kaffe og te næppe i almindelighed anses for selvdestruktivt, medens indtagelse af tobak er alment set skadeligt, og brug af narkotika for de fleste fremstår som direkte selvdestruktivt.

På det immanente plan omfatter selvdestruktivitet alle de tanker og følelser, der medfører samvittighedskvaler senere hen.

Pattison & Kahan ser en klinisk forskel mellem en af viljen styret selvdestruktivitet og anden selvdestruktiv adfærd. Blandt de symptomer, der ses ved den viljesstyrede selvdestruktivitet, er

  1. Pludselige og tilbagevendende impulser med henblik på at skade sig selv
    uden en oplevelse af modstand.
  2. En følelse af at befinde sig i en situation, man hverken kan håndtere eller kontrollere.
  3. Forhøjet vrede, uro eller angst.
  4. Begrænset oplevelse af den egne situation og mulige handlingsalternativer.
  5. Følelsen af psykisk lettelse efter den selvskadende handling.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Selvdiskrepans:

En af Higgins (1987) fremsat teori, hvis formål er at forklare årsagen til menneskelig modløshed og ængstelse. I flg. denne teori vil individet føle modløshed, når det oplever, at dets ambitioner ikke er blevet opfyldt. På samme måde vil individet føle ængstelighed, når det oplever, at det ikke har kunnet opfylde sine pligter eller forpligtelser.

Selvdiskrepansteorien udsiger, at individet gennem sit livsforløb vil indse, at det, at opnå sine mål og få tilfredsstillet sin stræben, kan føre til bestemte belønninger som anerkendelse og kærlighed. Stræben og målopfyldelse samles i nogle principper, der former en vejledning til det ideale selv.

Selvrepræsentationer er personlige normer, som vi stræber efter. Der er tre slags:

  1. Det aktuelle selv, svarende til den person vi er (her og nu),
  2. Det ideale (deskriptive) selv, svarende til den person vi gerne vil være, og
  3. Det forventede (normative) selv, svarende til den person, vi opfatter, vi bør eller burde være.

Ideale selv repræsenterer et positivt billede (resultat) af menneskets stræben og kaldes fremmende målsætninger.

Forventede selv medfører ofte et negativt billede (resultat), som mennesket i almindelighed søger at undgå. Disse kaldes forhindrende målsætninger.


Selv-diskrepans

Selvdiskrepansteorien udsiger også, at individet under livsforløbet, for at undgå straf og uacceptable resultater, lærer at opfylde dets pligter og forpligtelser. Med tiden vil disse erfaringer skabe et sæt af abstrakte principper, der vil være vejledende for individet, så det, hvis det oplever, at disse pligter og forpligtelser ikke er blevet opfyldt, vil få en følelse af at være blevet straffet. Denne følelse fremtræder som ængstelse og uro.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Selvet:

Individets opfattelse af sin egen identitet


Menneskets uimodståelige følelse af som individ at være en unik eksistens, er det, nogle filosoffer kalder "problemet (eller spørgsmålet) om en personlig identitet" - selvet.

Det turde være indlysende, at psykologien kaster sig over et sådant begreb, og Selvet har da også en naturlig plads i såvel social- og udviklingspsykologien som i personlighedspsykologien og i studiet af menneskets psykopatologi.

Begrebet selv synes anvendt i meget forskelligartede sammenhænge, især i sammensatte ord som selv-agtelse, selv-optagethed, selviskhed o.s.v., men her vil vi koncentrere os om de seks nøglebetydninger, hvortil der i psykologiske sammenhænge almindeligvis hentydes:

  1. Selvet som en indre kraft, der kontrollerer og dirigerer det funktionelle i motivation, ængstelse, frygt, behov o.s.v. På denne måde anskues selvet som en hypotetisk entitet - et formodet aspekt ved psyken, med et bestemt formål. Denne anskuelse kan fx ses hos Adler.

  2. Selvet som det interne "vidne" til hændelser. På denne måde ses selvet som en funktion ved introspektion. James mente, at man skulle kalde selvet i denne betydning for mig'et, medens selvet, set som det under 1 nævnte, bør kaldes jeg'et.

  3. Selvet som den levende væren, eller totaliteten af personlig erfaring og personligt udtryk. Man kan sige, at begrebet i denne betydning er inklusivt, idet dets synonymer kan være jeg, person, individuel, organisme o.s.v.

  4. Selvet som syntese, eller et organiseret, personaliseret hele. Betydningen adskiller sig fra det under 3 ved, at der her også medtænkes det integrerende aspekt. Herved præsenterer begrebet sig som et logisk begreb, der lader individets opfattelse af sin identitet som upåvirket af hændelser over tid. Således kan begrebet personlighed accepteres som synonym for denne opfattelse af selvet.

  5. Selvet som bevidsthed, opmærksomhed, personlig opfattelse, eller kort: identitet. Allport benytter termen proprium til beskrivelse af denne forståelse af begrebet, der også indbefatter betydningerne under 1 og 2.

  6. Selvet som (et abstrakt) mål for den personlige dimension af livet. Maslow benytter denne forståelse i sit begreb selvrealisation.

  7. Jung betragtede selvet som en arketype, placeret mellem det bevidste og det ubevidste; det centrale i - og totaliteten af - psyken, der indeholder alle andre arketyper, der i sin tur kredser om Selvet.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Selvets grundkonstituenter:

Tønnes Hansen skriver i Man løser vel ikke problemer ved at eliminere dem, II? bl.a.:

De fire grundformer af intentionalitet (dvs. selvets grundkonstituenter) er som følger:

  1. For det første er der rettetheden med selvhævdelse og selvfremstilling, som har at gøre med den optagethed mennesker (børn som voksne, konstruktivister og realister) i forskellige variationer af livsudfoldelse har af deres egne udtryk, dvs. den form for rettethed, der ytrer sig som en bestræbelse på at hævde sin egen individualitet ved at fremstille sig som den, man er. For at udvikle denne rettethed til modenhed har barnet brug for omgang med empatisk indfølende selvobjekter, der ser, forstår og anerkender dets selvhævdelse og selvfremstilling som netop bestræbelser på at opretholde eller/og fortsat udvikle dets selv og selvfølelse. Gennem empatisk spejlende selvobjekters optimalt frustrerende omgang med barnets selvhævdende og selvfremstillende udviklingsstræben får barnet mulighed for at omdanne eventuelt urealistiske storhedsforestillinger om sig selv til fordel for etablering af realistiske ambitioner og hermed forbundne stabile og positive oplevelser af selvfølelse og selvrespekt.

  2. Dernæst er der rettetheden mod betydningsdannelse, som er udtryk for vores stræben efter mening og værdi ved at orientere vore livsudfoldelser efter mere kompetente og forbilledlige andre. Rettetheden mod betydningsdannelse ytrer sig som en orientering mod menneskelige og kulturelle værdier og praksisformer. For at blive menneskelig skal barnet ikke blot ses og imødekommes som den, det hævder og fremstiller sig som. Det har tillige brug for betydningsskabende og betydningsbærende livsvejledere, som viser det, hvad det kan blive til. Og det har det, fordi udviklingen af dets psykiske meningsunivers ikke kommer indefra, men opstår i vekselvirkning med andres meningsdannelser. En vellykket udvikling i denne sektor af selvet fører til etablering af et overordnet realistisk, målsættende og selvregulerende psykisk værdi- og meningsunivers, og hermed forbundne oplevelser af, at det nytter at gøre noget her i verden.

  3. For det tredje er der rettetheden mod samhørighed som udtryk for menneskets stræben efter at skabe bånd af tilknytning til det fællesmenneskelige. Det centrale er her rettetheden mod og oplevelsen af vi-hed (Detrick, 1985). "Lad mig være ligesom dig" er barnets udspil og krav om modsvar fra samhørighedsskabende selvobjekter, med hvem det kan opleve gensidige samværsforhold og føle sig ligeværdig og ligesindet. Det, som det drejer sig om her, er oplevelsen af stille samvær med alter. Denne selvkomponent svarer nærmest til den tavse samværen, som Luhmann nævner i forbindelse med kærlighed og intimitet. Forskellen til Luhmann er, at det stille samvær her gøres til en essentiel del af barnets udvikling, som får central betydning for, om der udvikles vedvarende forsikrende oplevelser af at høre til blandt ligesindede i menneskelige fællesskaber. Igen er det ikke barnets egen sag at vælge og beslutte sig for, om det lever under opvækstvilkår, hvor sådanne samhørighedsforhold faktisk forekommer. Barnets oplevelseskvaliteter er også på dette punkt forankret i det givne. Med grader af frihed, selvvalgt forståelse og selvskabt oplevelse naturligvis, men ikke desto mindre forankret i og medskabt af de reale selvobjektforhold.

  4. Det sidste intentio-aspekt er rettetheden mod mestring, som betegner menneskets stræben efter aktivt at gribe ind og forsøge at beherske forhold i den naturlige, den sociale og den personlige verden. Udviklingsopgaven retter sig her mod to ting: dels mod udvikling af barnets kognitive kompetencer (logisk-analytiske og kreativ-æstetiske), så det bliver i stand til at forholde sig kritisk refleksivt og skabende til hhv. sig selv og eventuelle problemfelter i den ydre verden; og dels mod udvikling af dets handleevner, så det bliver i stand til at omsætte sine "erkendelseskonstruktioner" til konstruktive praktikker. Forudsætningen for en optimal udvikling er her, at barnets evner, talenter og færdigheder (af andre og gennem de opgaver det selv stiller sig) udfordres indenfor zonen for nærmeste udvikling, og ikke i en sådan grad, at modet til fortsat at åbne sig for nye lære- og udviklingsmuligheder knækkes.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Selvmutilering:

Hvor svært det end kan være at forstå, har selvmutilering (at skade sig selv), som det, at skære eller ridse sig selv, brænde sig med en cigaretglød eller kradse sig til blods, en beroligende virkning på dem, der gør det. De er simpelthen overvældede af negative følelser, som de har svært ved at udtrykke på andre måder!

Nogle mennesker, der skader sig selv, oplever ofte en intens følelsesmæssig smerte, men evner ikke at finde lindring for denne ved almindelig adfærd, fx gråd eller klageråb. De stiller ofte krav til sig selv om at være stærke og ikke tillade sig selv at græde. Man kan formode, at de som børn har fået at vide, at det, at vise følelser er forkert eller uacceptabelt. Men uanset forbuddet er følelsesspændingerne der, og gennem mutilering oplever den lidende en vis lindring. Den fysiske smerte, de påfører sig selv, så at sige vikarierer for deres psykiske pine, idet de nu føler, at de kontrollerer deres tilstand, herunder deres følelser.

Andre, der har svært ved at leve med stærke, ubearbejdede følelser, oplever en slags lammelse eller at det, der sker, er uvirkeligt: de ser sig selv som aktører i et skuespil, en film eller et fjernsynsprogram. Når denne fornemmelse af lammelse eller uvirkelighed bliver for stærk, kan de finde på at skade sig selv for at "vågne" af drømmetilstanden.

Selvmutilering ses blandt såvel mænd som kvinder mellem pubertetsalderen og ca. 40 år, men forskning på området viser, at teenage-piger er en stærkt overrepræsenteret gruppe. En ikke socialpsykologisk årsagsforklaring kan være den, at det såkaldte serotoninspejl er for lavt hos de selvskadende.

Selvmutilering behandles psykologisk med kognitiv adfærdsterapi.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Selvpsykologi:

Selvpsykologi er en form for psykoanalytisk behandling, der fremholder, at det enkelte individs
sammenhængende selv, selvværd og vitalitet stammer fra, og vedligeholdes af,
andres empatiske forståelse for hans/hendes behov

Efter Joseph D. Lichtenberg


Den psykoanalytiske selvpsykologi blev grundlagt af Kohut, og danner teoretisk basis for mange nutidige psykoanalytisk inspirerede terapiformer. Selvpsykologien afviser teorien, fremsat af Freud, om den iboende seksualdrift som primær ved udviklingen af den menneskelige psyke, og fremhæver herimod den empatiske forståelses altafgørende rolle ved både udvikling og psykisk forandring.

Siden selvpsykologiens fremkomst i 1960erne, har dens fortalere og udøvere, i overensstemmelse med ovenstående, gradvis omformet psykoanalysen og -terapien til at vægte terapeutens empatiske forholdsmåde overfor patienten/klienten. Dette sker bl.a. ved beskrivelse af de for udviklingen grundlæggende menneskelige behov:

  • Idealisering: At se noget som mere betydningsfuldt, end det er.
  • Spejling: At føle, at man bliver forstået og værdsat - at ens følelser betyder noget.
  • Alter ego: At være forbundet med andre, der er som man selv er.

Forstavelsen Selv henviser såvel til den integrative (samlende) funktion i selvet, der skaber oplevelsen af en meningsfuld kontinuitet i selvopfattelse og -forståelse (sense of self), som til graden af den umiddelbare sammehæng i selvopfattelsen og -forståelsen.

Der findes et væld af såvel "videnskabelige" (forskningsbaserede) som "impressionistiske" (selvoplevede) forklaringer af selvpsykologien og dens terminologi og praksis, hvorfor vi ikke hævder at have dækket emnet ud over det grundlæggende.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Semiotik

Tegnlære, der omfatter ikke bare sproget, men også alle andre samkvemsmidler i det menneskelige samfund, herunder såvel natur som kultur. Uden semiotik ville hverken kognition, kommunikation eller kulturel formidling være mulig. Man kan sige, at semiotikken har udviklet sig parallelt med den vesterlandske filosofi, og at videnskabernes tilsynekomst er resultatet af den filosofisk-semiotiske proces.

På det kulturelt-industrielle plan har semiotikken betydning som grundlag for grafisk formidling, og i moderne videnskabelig tænkning spiller den en vigtig rolle på grundforsknings- og metaplanet. Både menneskers, dyrs og planters opmærksomheds-, orienterings- og interaktionsadfærd er genstand for dens interesse, ligesom organismers indre signalprocesser og maskinel informationsprocessering hører til dens studieobjekter.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Serendipitet

Evnen til tilfældigt at gøre heldige opdagelser


Spørger man en forsker om, hvordan han finder ud af det, han finder ud af, bliver svaret oftest, at det videnskabelige arbejde er baseret på grundig faglig viden og hårdt arbejde, hvor utallige sammensætninger og modeller afprøves i overensstemmelse med en hypotese om ditten og datten. Men videnskabernes historie er også fyldt med opfindelser, der er blevet til ved fejltagelser eller uheld, tilsyneladende helt tilfældigt. Det, at være på rette sted på rette tidspunkt, sammenkoblet med, at man er i stand til at udnytte det uventede, er ofte nøglen til store opdagelser:

  • Archimedes hoppede i badekarret og opdagede, at han fortrængte lige så meget badevand, som hans krop fyldte; d.v.s. at han fandt ud af, hvordan man beregner volumen af faste genstande. (Kaldes positiv serendipitet, da opdagelsen giver anledning til en abduktionsproces.)
  • Columbus troede, at han havde opdaget Indien, hvorfor han kaldte befolkningen for indianere. (Kaldes negativ serendipitet, da processen ikke medførte en tilfredsstillende forklaring af opdagelsen.)
  • Newton opdagede tyngdeloven efter at have set et æble falde ned fra et træ. (Kaldes egentlig serendipitet, da det, der førte til opdagelsen, var fuldstændig tilfældigt.)
  • Fleming opdagede penicillinet ved, at mug dryppede ned i - og ødelagde - en bakteriekultur. (Kaldes pseudoserendipitet, da opdagelsen var noget, man egentlig var på jagt efter, men processen forløb på en overraskende måde.)

Alle disse opdagelser - og flere dertil - går under fællesbetegnelsen serendipitet, et begreb, som Walpole lancerede efter at have læst det oldpersiske sagn om "De tre prinser fra Serendippo". (Serendippo lå, hvor Sri Lanka ligger i dag.) Det dækker altså opdagelsen af noget, som i sit udgangspunkt ikke var planlagt eller forventet.

Lige som filosofien, er psykologien hovedsagelig baseret på en akkumulation og viderebearbejdelse af allerede tænkte tanker. Men i nogle sammenhænge, heraf ofte i hverdagspsykologien, opstår erkendelse ved en tilfældighed - hvor noget andet var forventet eller intet forudset. Man kan også sige, at Freuds betegnelser fra mytologien af forskellige dysfunktionaliteter er en form for serendipitet.

Merton påpeger tre forhold i menneskets virksomhed, hvoraf mindst ét, nemlig de latente funktioner, men sandsynligvis også nogle afvigende funktioner, er forbundet med serendipitet. Hans arbejde kan opdeles i

  1. distinktion mellem manifeste og latente funktioner,
  2. erkendelse af, at nogle sociale handlinger er dysfunktionelle, og
  3. udforskning af afvigende funktioner.

Manifeste funktioner er de "officielle" formål med den sociale eksistens (fx Hopi-indianernes regnceremoni). Latente funktioner er de utilsigtede konsekvenser af handlinger, der dog har til formål at bidrage til social tilpasning. Der er, iflg. Merton, også sådanne latente sociale handlinger, der ikke bidrager positivt til det sociale systems ligevægt, nemlig de dysfunktionelle handlinger.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Signalangst:

Begreb i psykoanalysen, der også kaldes "angst for angsten". Denne ængstelse er et signal om et muligt forestående impulsgennembrud (fx. id-impulser) eller om en udefra kommende faresituation.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Sindet:

Sindet er en bevidsthedsstrøm, der samler intellekt og viden i tanke- og handleprocesser.

Hos mennesket manifesterer sindet sig i evnen til at reflektere over sig selv - eller rettere: sit Selv. Såvel tanke som adfærd er et resultat af sindets modenhedsgrad, der igen ses ved entiteter som sansning, fantasi, emotion, hukommelse og tænkeevne.

Sindet er under konstant påvirkning af omgivelserne. Som det ses af grafikken herunder, er alder den vigtigste komponent ved dets udvikling. Kaossiden (den røde "pil" tv.) er lig med fødslen, hvor barnets ytringer synes uforståelige, selv om moderen og andre signifikante personer dikkedikker og taler babysprog til det - altså regredierer ved mødet med den nyfødte og erkendelsen af "mulighedsskyen". (Er der ikke noget om, at vi hurtigt ser babyen som halvvoksen med alle de drømme opfyldt, som vi ikke selv kunne få?)

Hjernejeget

(Efter Bergström, 1995)                                                                                                   

Bergström henviser til Huzinga, når han beskriver legens betydning for hjernens - og dermed sindets - udvikling. Børn, der ikke leger, havner i et lukket system af kundskabslogisk aktivitet, hvor ingen forstyrrende elementer kan tillades. Som billedet viser, fødes barnet ud i kaos, men med en mulighedssky, der med tiden, først gennem fantasi og drømme, siden gennem (moderens) formidling af myter og historier, stimuleres, så der opstår en transformeret kundskab, hvis udtryk netop er legen. Huizinga påpeger, at legen er en forudsætning for kulturens fremkomst. Det kan blive problematisk, hvis barnet, som gennem legen i bred forstand har opnået niveauet normal kundskab, ved samfundets - skolens - mellemkomst, ikke længere må være "barnligt", men skal vænne sig til en ordenstænkning.

Vi har altså, at der i hjernens maskinrum (det limbiske system) er en indgang for basale livstegn, der ofte kaldes infantile og dermed ubrugelige for den "egentlige" hjernevirksomhed, ordenstænkningen, som forventes/forlanges senest ved skolealderens indtræden. Herefter er matematisk orden i hjerneprocesserne det afgørende [ex.: de musiske fag i folkeskolen og gymnasiet nedprioriteres, medens de matematisk-naturvidenskabelige fag fastholdes som vigtige (karaktergivende). Helt tydeligt bliver det, når "samfundsspidser" prædiker om nødvendigheden af, at samfundet uddanner flere i naturvidenskabelige fag].

Imidlertid er sindet den entitet, der afspejler det hele menneske, sådan som det fremtræder på et givet modenhedsniveau. Det højeste niveau er i teorien orden som normalitetsudtryk. Her hævder Bergström, at den, der udelukkende fokuserer på ordenstilgangen bliver det, han kalder værdiinvalid: det hele drejer sig om orden (ordensvæsen, protokol, rangklasser og ikke-monarkiske ditto). Vi må med andre ord ikke være os selv (vise vort Selv), men vise en forud forventet adfærd, nemlig det forventede selv. Vores kreativitet, som er summen af mulighedsskyens kaos, den transformerede kundskabs nysgerrighed og normalkundskabens trial-and-error og de heraf følgende rettelser, er, hvad der danner basis for forståelsen af ordenssiden i voksenlivet.

Forståelse af det hele menneske, dvs. dannelsen, ses i vores evne til at udtrykke os kreativt, hvilket kræver et præg fra hver af entiteterne kaos (mulighedssky), fantasi, drømme og leg, transformeret kundskab og ordensforståelse. Kreativitet er med andre ord ikke en rigid adfærd, men forbindes med begreber som instinkt, intuition, "mavefornemmelse" (som er et signal fra hjernen), samt diplomatiske og forhandlings- og ledelsesmæssige evner.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Sindstilstande og tankemønstre:

I kognitiv terapi arbejdes med tanker, følelser, kropslige reaktioner og adfærd som noget sammenhængende. Derfor er det også vigtigt at kunne operationalisere de sindstilstande, man arbejder med. Nedenfor ses de almindeligste kliniske sammenhænge:

Sindtilstand Attributter
Angst Trussel, risiko, fare, sårbarhed, coping-balance.
Depression Tab, nederlag, den kognitivie triade (selvet, verden, fremtiden).
Skam Taber ansigtet, social udstødning, brudte konvensioner.
Skyld Selvbebrejdelse, lav selvopfattelse, handlen mod egne værdier.
Vrede Krænkelse, forbrydelse, regelbrud.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Skinnerboks:

Skinnerboks

Skinnerboksen, introduceret af Skinner, hvis formål er at studere operant betingning, består typisk af en eller flere reaktionsanordninger, som et dyr (eller et menneske: Skinner & kone lavede forsøg med opdragelse af deres eget barn i en skinnerboks!) aktiverer ved en stimulus, hvorved det belønnes ved fx at føde falder ned til det.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Skizofreni:

Skizofreni er en psykisk forstyrrelse, hvor dysfunktionelle tankeprocesser medfører hallucinationer og vrangforestillinger samt tilbagetrækning fra omgivelserne. Blandt andre teorier er opfattelsen af skizofreni som en neurobiologisk betinget lidelse efterhånden den fremherskende, idet forskningen har påvist forhøjet dopamin- og serotoninaktivitet hos skizofrene. Dopamin påvirker følelser og motivation; serotonin er "budbringer" og "tænd/sluk-knap" (en slags formidler af kontakt mellem synapser) for nerverne.

Der er mig bekendt ikke udviklet nogen tests til diagnosticering af skizofreni. Derfor benyttes symptomkarakteristika ved diagnosticeringen. Nogle af de tidlige advarselssignaler er, at patienten

  • hører eller ser noget, der ikke er virkeligt,
  • har en følelse af hele tiden at være under overvågning,
  • har en mærkelig eller meningsløs måde at tale eller skrive på,
  • har en følelse af ligegyldighed overfor væsentlige situationer,
  • udviser en forringelse af studie- eller arbejdsevne,
  • udviser et skift (til det værre) i personlig hygiejne og fremtræden,
  • udviser personlighedsforandringer,
  • udviser tiltagende tilbagetrækning fra sociale situationer,
  • giver irrationelt, vredt eller ængsteligt gensvar overfor sine nærmeste,
  • har søvn- og koncentrationsproblemer,
  • udviser upassende eller bizar adfærd, og/eller
  • bliver yderligtgående interesseret i religion eller det okkulte.

Ved siden af den medicinske behandling med antipsykotika, vil et flertal af de skizofrene kunne profitere af adfærds- og kognitiv terapi.

En læser, Kim, skriver den 11. marts 2003 i gæstebogen, at man nu kan lokalisere skizofreni til "et blodkar, i overgangen, fra Celebral cortex. Forskningen tyder på at der allerede, 60. dag i fosterstadiet, kan skannes, for denne anormalitet". Jeg har siden selv taget del af en studie blandt den islandske befolkning, der antyder en forbindelse mellem skizofreni og et område "on the short arm"(?) af kromosom 8, hvor Neuregulin 1 genet ligger. Denne viden kan formodentlig først få praktisk betydning om nogle år, når man har kunnet omsætte den til medicinsk virkelighed.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Skizoid personlighedsforstyrrelse:

En personlighedsforstyrrelse, karakteriseret ved følelsesmæssig kulde, hemmelighedsfuldhed, ensomhed, tilbagetrækning og en manglende evne til at knytte intime forhold til andre. Behandles psykologisk med assertionstræning.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Skizotypal sindslidelse:

Også kaldet skizotypisk sindslidelse. En ikke skizofren lidelse, der bl.a. ytrer sig ved excentricitet, følelseskulde, kontaktfattigdom, magisk tænkning, mistroiskhed, evt. paranoide træk, usædvanlige sanseoplevelser, omstændelig tænkning og tale og mikropsykotiske episoder.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Skyggen:

En af den analytiske psykologis Fem Store arketyper. Den repræsenterer bl.a. alt, hvad individet af den ene eller den anden årsag søger at fornægte. Den indeholder med andre ord sindets mørke sider. Men også andre fortrængte sider af selvet, fx. kunstneriske anlæg, der under opvæksten blev undertrykt, residerer her.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Smerters psykofysiske sammenhæng:

Melzack og Wall fremsatte i midten af 1960erne den teori, at der i centralnervesystemet er en slags tænd/sluk-mekanisme eller "smertekanal", der tillader eller forhindrer smerter at meddele sig til hjernen (Gate Control Theory of Pain). Iflg. teorien kan vore tanker, vore grundlæggende antagelser om os selv (skemaer) og vore følelser påvirke graden af den smertepåvirkning vi føler ved en given kropslig påvirkning (sensation).

Grundlaget for teorien er den antagelse, at såvel psykologiske som fysiologiske mekanismer medvirker ved hjernens tolkning af smertefølelsen og den efterfølgende reaktion. Fx oplever sportsudøvere måske ikke smerte under selve udøvelsen, men når de efter den bliver opmærksom på deres evt. skader, synes den ledsagende smerte være opstået af ingenting.

Mange, der lider af smerter, synes, at de har det værst, når de er deprimerede og/eller ser på deres liv med håbløshed - tilstande, der åbner for smertekanalen. Hvis de derimod koncentrerer sig om noget opmærksomhedskrævende og/eller behageligt, vil de ikke føle smerten så besværlig. Så, selv om den fysiske årsag til smerten er uændret, vil perceptionen af den være væsentlig anderledes. Man kan m.a.o. sige, at der i disse situationer er lavvande i smertekanalen.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Social dovenskab:

(Eng.: Social loafing; ty.: Soziales Faulenzen)


Hvis et menneske er mål for sociale kræfter, vil en forøgelse af antallet mennesker i samme situation formindske det relative sociale tryk på hver person.

(Latané, Williams & Harkins, 1979)        


I socialpsykologi tendensen til ikke at yde det, man kunne, hvis man er medlem af en gruppe. Da gruppemedlemmernes ydelse hver for sig indgår i gruppens samlede (fælles) ansvar, vil de enkelte medlemmer tendere til ikke at yde det samme, som vedkommende ville, hvis han/hun havde et individuelt ansvar.

Det første videnskabelige forsøg vedr. social dovenskab udførtes af Ringelmann i 1913. Dengang var tovtrækning en yndet sportsgren (den var endda en olympisk gren i årene 1900-1920), hvorfor Ringelmann målte holdenes samlede trækkraft og sammenlignede disse med den kraft, holdene kunne have ydet. Dette blev gjort ved individuelle tests af holdenes medlemmers ydeevne, og resultaterne blev herefter adderet. På denne måde opnåedes et resultat, Ringelmann-effekten, som afbildes nedenfor:


(Boksen i øverste højre hjørne er til for matematisk at forklare, at der er
tale om relative værdier, hvis afmærkning i et excel-ark er vanskelig.)


Tilbage til startsiden            Til toppen




Social identitet:

Teorien om social identitet er en kerneteori indenfor Den europæiske socialpsykologi, en skole, der adskiller sig fra de fleste andre socialpsykologiske skoledannelser ved, at den vægter det sociale livs realia, såsom forskelle i social status, relativ magt og adgang til økonomiske ressourcer.

Teorien, hvis ophavsmænd er Tajfel og Turner, hævder, at tilhørsforholdet til en social gruppe snarere er en nærværende del af medlemmets selvopfattelse, end en virksomhed eller rolle, som individet har påtaget sig. Den hviler på to fundamentale psykologiske mekanismer: kognitiv klassifikation og individets søgen efter et grundlag for selvagtelse.

Resultatet af disse mekanismers påvirkning af individet kaldes social identifikation - således, at klassificeringstendensen også kommer til at gælde for individets "egen" gruppe, hvorved denne sammenlignes med ande grupper. Hvis tilhørsfoholdet til gruppen medfører en grund til positiv selvopfattelse, vil individet identificere sig med gruppen og således inkorporere gruppemedlemskabet som en væsentlig del af sin selvagtelse. Omvendt vil en sammenligning med andre grupper, hvis udfald ikke giver grundlag for en positiv selvopfattelse, medføre, at individet enten forlader gruppen (social mobilitet), distancerer sig fra den eller forsøger at forandre den status, gruppen tillægges (social forandring).

Specielt kan social identifikation føre til fremkomsten af forskellige opfattelser indenfor den samme gruppe (sociale repræsentationer).


Tilbage til startsiden            Til toppen




"Social Stories":

For mange mennesker med autisme kan det være vanskeligt at vurdere en anden persons indstilling. Gray har udviklet en teknik, "Social Stories" (sociale historier), hvorved autisten kan "læse" og forstå sociale situationer. Teknikken består af spørgsmål og svar i form af historier: hvem, hvad, hvor og hvorfor i sociale situationer, der kan vejlede autisten til at interagere hensigtsmæssigt med andre.

Der arbejdes med fire sætningstyper (i filosofisk forstand): deskriptive (beskrivende), direktiv- (vejlednings-), perspektiv- (sammenhængs-) og kontrolsætninger:

Sætningstype Formål Eksempel Kommentar
Deskriptiv At beskrive hvad mennesker gør i bestemte sociale situationer. "Klokken ringer, og børnenes frikvarter er slut. Børnene går til klasseværelset, hvor læreren vil læse en historie." Deskriptive sætninger benyttes til beskrivelse af en social sammenhængs rammer; til at give skridt-for-skridt vejledning i at slutføre en aktivitet o.s.v.
Direktiv- At påvirke autisten til en ønsket, hensigtsmæssig respons. "Jeg leger i frikvarteret. Klokken ringer som tegn på, at jeg skal ind. Jeg holder op med at lege og går til indgangen. Jeg følges med de andre børn og går stille til klasseværelset. Når jeg kommer til klasseværelset, går jeg til min plads og sætter mig ned. Jeg lytter, medens læreren læser en historie." Direktivsætninger påviser i positive vendinger, hvad den ønskede adfærd er. Som følge af denne henvendelsesforms natur af retledning, bør man være opmærksom på, ikke at begrænse autistens valgmuligheder.
Perspektiv- At påpege andres reaktioner på en given situation og derigennem henlede autistens opmærksomhed på, hvordan andre kan opfatte forskellige hændelser. "Når klokken ringer som tegn på, at frikvarteret er slut, glæder læreren sig over at se, at børnene holder op med at lege og går hen til indgangen. Mange børn er spændte på at komme til at høre en historie. Læreren kan lide, at børnene lytter. Læreren kan lide, at børnene er stille, når han læser historier." Gray mener, at der for hver direktiv- eller kontrolsætning bør være 2-5 perspektiv- eller deskriptive sætninger.
Kontrol- At understøtte strategier, autisten kan benytte for at hjælpe hukommelsen og lette forståelsen for den sociale historie. "Jeg husker, at når klokken ringer, betyder det, at frikvarteret er slut. Det er ligesom med en fløjtekedel. Jeg ved, at når den fløjter, koger vandet. Klokken er som fløjten: når den ringer, er frikvarteret slut." For autisten, som for andre, er det intellektuelt udfordrende lig med det meningsfyldte.

"Social Stories"-konceptet udspringer af "Theory of People"-tænkningen, der igen er en pendant til "Theory of Mind". "Theory of Mind" er et aspekt af den sociale kognition - det at kunne forstå, at andre mennesker kan tænke og mene noget andet end jeg selv ("tanke-læsning"). Herefter bliver teorien om mennesker ("Theory of People") en "intuitiv", tværkulturel forståelse af en gruppe menneskers perspektiv på, behov i forhold til og mulige reaktioner på livsspørgsmål.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Socialfobi:

Nervøsitet i sociale situationer er noget, de fleste mennesker af og til oplever: man skal måske sige noget i en forsamling eller være med til en sammenkomst, hvor man ikke kender ret mange o.s.v. Når nervøsiteten bliver til frygt og angst, d.v.s. at følelsen svækker og begrænser ens liv, opfyldes kriteriet for diagnosen socialfobi. Det drejer sig altså ikke om den (naturlige) nervøsitet, når man fx skal fremføre noget i en forsamling, og ikke er vant til det, men om følelsen af at være pinlig eller gøre sig selv til grin og derved oplever angst og/eller bliver panikslået.

Nogle almindelige socialfobiske emotioner (følelser) er
  • frygt for at dumme sig
  • frygt for at gøre eller sige noget forkert
  • frygt for at andre gransker én eller bedømmer én negativt
  • frygt for hvad andre tænker om én
  • frygt for ikke at være god nok
  • manglende tiltro til sig selv
  • følelsen af utilstrækkelighed
  • følelsen af dårlig samvittighed i selskab med andre
  • selv-revselse
  • usikkerhed i omgangen med andre

Nogle almindelige socialfobiske kognitioner (tanker) er
  • "Hvad nu, hvis de ser, at mine hænder ryster?"
  • "Hvad nu, hvis jeg spilder?"
  • "Hvad nu, hvis min stemme svigter eller ryster?"
  • "Jeg falder garanteret, når jeg går over tærskelen!"
  • "De andre vil synes, at jeg tager mig latterlig ud!"

Der optræder af og til panikangst i forbindelse med de nævnte emotioner og kognitioner, men det specifikt socialfobiske ses, når man som følge af ovenstående o.lign. isolerer sig fra at deltage i sociale begivenheder.

Behandlingen af socialfobi (og panikangst) består ofte af kognitiv adfærdsterapi.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Socialkonstruktivisme:

Den der lærer, konstruerer selv sin egen viden på grundlag af sin
unikke verdenserfaring og den mening, denne erfaring bærer med sig.
Viden konstrueres af mennesker; den har ingen objektiv eksistens
udenfor det menneskelige sind, der venter på at blive induceret i os.


Socialkonstruktivisme er en almen betegnelse for den opfattelse, at sandhed ikke opdages men tilvirkes. Således konstrueres den for at passe til sin ophavsmands formål. Samtidig anerkender den, at andre ophavsmænd med modsat opfattelse konstruerer en ligeværdig "sandhed", idet den passer til disses formål. På denne måde bliver socialkonstruktivismen en anskuelsesmåde, hvor én sandhed ikke findes, og hvor kun overbevisningen hos den enkelte er gyldig. Fx. kan en feminist være overbevist om, at kemi er en mandlig konstruktion, der ikke er mere sandhedsbærende end feministers modsatrettede konstruktioner.

Nogle forfattere har forsøgt at udvikle en form for socialkonstruktivisme på grundlag af det, der kunne kaldes piagetsk eller neo-piagetsk konstruktivistisk teori om sindet. På denne måde er to hovedstrategier blevet udsondret:

Den første strategi tager sit udgangspunkt i radikal konstruktivisme og applicerer sociale aspekter ved samarbejdet i klassen herpå. Herved vægtes den individuelle videnskonstruktion i forhold til det sekundære, men vigtige, aspekt ved den sociale interaktion. I praksis kunne det dog se ud som om udkommet af denne synsvinkel er det samme som for den anden strategi.

Den anden strategi indfører to komplementære og interagerende, men forskelligartede teoretiske referencerammer. En referenceramme er intra-individual (indeni individet), følger den radikale konstruktivistiske model og angår den individuelle konstruktion af meninger og viden. Den anden er inter-personel (mellem individer) og angår den sociale interaktion og forhandlingsmåden mellem personer. Tilhængere af denne komplementaristiske modus hævder, at fx. matematisk viden er såvel en individuel som en social konstruktion.

Vygotsky delte mange af Piagets antagelser om, hvordan børn lærer, men vægtede - i modsætning til denne - den sociale kontekst ved læring tungt. Iflg. Vygotsky spiller såvel lærere som ældre og mere erfarne børn en vigtig rolle ved andres læring. Samtidig med at Vygotskys synsmåde giver mere plads til den aktivt deltagende lærer, er det grundlæggende kulturen, der giver barnet de nødvendige kognitive værktøjer til fremme af dets udvikling. Kulturhistorie, social sammenhæng, sproget og - i dag - informationsteknologien er sådanne værktøjer.

Eksemplarisk for Vygotskys teori er opfattelsen, at elever ved hjælp af voksne eller mere erfarne kammerater er i stand til at operationalisere begreber og tanker, som de ikke kan forstå ved egen hjælp; "zonen for den nærmeste udvikling".


Tilbage til startsiden            Til toppen




Socialpsykologi:

Katzenelson (1994) foreslår følgende afgrænsning (definition) af socialpsykologien (som han i øvrigt gerne så omdøbt til sociologisk psykologi eller psykologisk sociologi, efter indfaldsvinkel):

  • Det menneskelige samkvem har en kulturel, en samfundsmæssig og en social dimension.
  • Dets deltagere har nogle mål med det.
  • Med henblik på at nå deres mål interagerer deltagerne med og gør sig forståelige for hinanden.
  • Herunder følger de samkvemmets interaktionsregler,
  • hvorved de opretholder det
  • og fornyer det
  • under forsøg på at nå til enighed om, hvad de forstår ved samkvemmet og undertiden om, hvad de vil med det ud over at nå nogle mål ved at deltage i det.

(Homo Socius, p. 21. Lettere redigeret af HW)



En anden definition, gengivet i samme bog, p.19, er Baron & Byrnes:

  • Socialpsykologien studerer årsagerne til social adfærd og social tænkning ved at identificere de faktorer, som skaber vore følelser, adfærd og tænkning i sociale situationer.

Smith & Mackie anfører, at socialpsykologien beror på to aksiomatiske (grundlæggende)
antagelser, tre motivationsprincipper og tre (bearbejdnings-)processeringsprincipper.
Aksiom Princip Forklaring
1. Mennesket skaber sin egen virkelighed (motivation) 1a. Stræben efter beherskelse Vi forsøger at forstå og forudsige hændelser i den egne sociale sfære. Dette er vigtigt for at forme og fastholde en præcis tro og mening om verden, gennem hvilke vi kan handle hensigtsmæssigt og tilfredstillende.
1b. Søgen efter samhørighed Vi forsøger at oprette og vedligheholde følelser af gensidig støtte, sympati og accept med dem, vi værdsætter og holder af.
1c. Vilje til at værdsætte sig selv og sine nærmeste Vi forsøger at se os selv og dem, vi værdsætter og holder af, i et positivt lys. Det skal forstås i bred forstand og gælder således også for sportshold, nationer og tilmed ejendom. Specielt tjener princippet selvopretholdelsen ved alvorlig sygdom etc., hvor den ramte kan finde forsoning i det, at der altid er nogen, der har det værre end han/hun selv.
2. Livet formes under social påvirkning (processering) 2a. Grundfæstede opfattelser forandres langsomt (konservatisme) Ved konservatisme forstås, at grundlæggende opfattelser om verden er selvbevarende og kun langsomt lader sig ændre.
2b. Umiddelbar information har stor effekt (tilgængelighed) Princippet om tilgængelighed siger, at den information, der er umiddelbart tilgængelig, også udøver den største påvirkning af vore tanker, følelser og adfærd.
2c. Bearbejdningen af indtryk er sommetider overfladisk, sommetider dybtgående Så længe vi ikke er truet eller bevæget af den information, vi får, bearbejder vi indtrykkene ovefladisk. Når vore forventninger om en udvikling, eller en hændelse i sig selv, truer eller bevæger vor ligevægt, tager vi os tid til, og gør os den umage, at bearbejde informationerne mere indgående.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Sociokulturel deprivation:

En hypotese om tokulturelle børn, fremsat af Gregersen, der udsiger, at disse som udgangspunkt lider under et relativt afsavn af social og kulturel indøvelse i deres sekundærsamfund. Dette medfører fx, at testresultater ikke altid er valide, hvorfor tolkning af disse er vanskelig eller umulig. På denne måde er der risiko for, at tokulturelle personer (børn) bliver fejlbedømt som mindre begavede, end de i virkeligheden er.

Et muligt resultat af sociokulturel deprivation


Tilbage til startsiden            Til toppen




Socionik:

Socionik er en relativt ung gren af psykologien, grundlagt i sidste tredjedel af det 20. århundrede af den litauiske forsker Aushra Augustinavichute. Den baserer sig dels på idéen om, at menneskets karakter fungerer som en samling blokke eller psykologiske funktioner, dels på Jungs personlighedstyper og Freuds topologiske personlighedsmodel, samt på Kepinskis teori om informationsmetabolisme. Når disse funktioner kombineres og kædes sammen, bliver resultatet forskellige måder, hvorpå individet accepterer, og selv producerer, information, hvilket igen medfører forskellige adfærdsmønstre og således forskellige karaktertyper.

Augustinavichutes strukturelle tilgang til den menneskelige psykes funktionsmåde menes at have gjort det muligt at perspektivere teorien om personighedstyper. Således anses teorien om de intertypale relationer at være socionikkens hovedresultat. Denne udsiger, at hvis man kender de grundlæggende interaktionstyper, kan man med forbløffende nøjagtighed forudsige udviklingen i et interpersonelt forhold. Dette siges at gøre den til et kraftfuldt værktøj ved arbejdet med mellemmenneskelige forhold.

Tilhængere af socionik hævder, at selv et minimum af kendskab til teorien gør den uundværlig ved alle former for menneskelig aktivitet, hvor mere end et individ er involveret.

(Efter socionics.com)


Tilbage til startsiden            Til toppen




Solipsisme  (iflg. Politikens filosofileksikon):

Den opfattelse, at alene jeg og mine bevidsthedstilstande eksisterer (metafysisk solipsisme), eller at jeg og mine bevidsthedstilstande er de eneste størrelser, som virkelig kan erkendes (erkendelsesteoretisk solipsisme).


Tilbage til startsiden            Til toppen




Sovjetpsykologi:

Også kaldet marxistisk psykologi, idet dens udgangspunkt er Marx' teorier, der bygger på menneskets virksomhed og (kultur)historie - arbejdet - i modsætning til den traditionelle psykologi, hvis grundlag er mennesktes (u)bevidste sjæleliv.

I det forgangne halve århundrede har nye fund radikalt ændret sovjetpsykologiens oprindelige grundlag: studiet af barnets mentale udvikling. Vygotskys beskrivelse af udviklingen af ords betydning, Leontjevs analyse af udviklingsbetingede ændringer i barnets realitetstestning, Zaporozhets' beskrivelse af dannelsen af komplekse voluntære handlinger og Galperins og Elkonins undersøgelser af dannelsen af internaliserede "mentale handlinger" betegner denne forandring.

Men på trods af dette paradigmeskift, er psykologien ikke nået langt i studiet af den specifikke sociohistoriske dannelse af de mentale processer. Man ved fx ikke, om forandringer i de socialhistoriske strukturer eller i den sociale praksis' natur udelukkende resulterer i erfaringers større bredde, indoptagning af nye vaner og ny viden, det at kunne læse og skrive osv., eller om de resulterer i radikal omorganisering af de mentale systemer. At kunne bevise det sidste ville være af grundlæggende betydning for psykologien som socialhistorisk videnskab.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spiseforstyrrelser:

Spiseforstyrrelser forekommer almindeligst i ungdomsårene og da især hos piger. I de fleste tilfælde drejer det sig om lettere spiseforstyrrelser, hvor vægtfiksering og krav om moderigtigt udseende befordrer en usund askese, der medfører almindelig uoplagthed, træthed og pirrelighed. Ud fra et pædagogisk psykologisk synspunkt kan disse tilstande have en negativ indflydelse på barnets evne til at tilegne sig skolestoffet. Disse tilstande kan bearbejdes ved fx. at sundhedsplejersken og skolepsykologen samarbejder om dem. Det drejer sig først og fremmest om forebyggelse, men i konkrete tilfælde om kostvejledning og jeg-styrkende tiltag.

Det problem, at nogle mennesker tilsyneladende overspiser, er bragt op af en læser. Hun mener, at problemet må henregnes under spiseforstyrrelser, hvilket jeg godt kan forstå. En anden læser, Lene fra Aarhus, skriver i Gæstebogen bl.a.:

"Derudover mener jeg nu også at Binge Eating Disorder - eller overspisning, er en spiseforstyrelse. Jeg vil tillade mig at foreslå dig at føje Sylfiderne som er en forening af overspisere til dine links. Den er god. Jeg vil også foreslå at du i din litteraturliste tilføjer en bog af den norske psykiater med speciale i spiseforstyrrelser, Finn Skårderud: Stærk/Svag - En Håndbog Om Spiseforstyrrelser."

Se også Anoreksi og Bulimi, samt et sammendrag om overspisning efter Skårderuds kronik den 4. februar 1998 i den norske avis "Dagbladet".

Læs mere om spiseforstyrrelser på Sundhedsstyrelsens side.

Jeg er i øvrigt senest blevet opmærksom på en (mulig) "fjerde spiseforstyrrelse", der kaldes ortoreksi.


Tilbage til startsiden            Til toppen




SSRI-præparater (Selective Seretonin Reuptake Inhibitors):

Antidepressiva (i misforståethed også kaldt "lykkepiller"), der har samme effekt som imipramin, men ikke dette stofs bivirkninger. Ligesom imipramin påvirker SSRI-midlerne en bestemt neurotransmitter, serotonin, "ved at hæmme tilbagetransporten af frigjort serotonin således, at serotonin, der er udskilt fra en nervecelle, ikke så let transporteres tilbage til denne nervecelle, men forbliver længere tid udenfor cellen. Når serotoninen ikke fjernes hurtigt, vil den påvirke serotoninreceptorerne på alle nerveceller kraftigere end normalt. Virkningen af SSRI'erne svarer altså til, at man havde fået mere serotonin i hjernen, idet den eksisterende serotonin så at sige udnyttes bedre." (Mellerup, 1996)

Serotoninsynapsen

Den skematiske tegning af serotonin-synapsen viser, hvor den antidepressive medicin sætter ind. Der er en hel kemisk fabrik i cellerne, som danner signalstoffer, neurotransmittere. De frigives fra én celle til den næste i synapsen, dvs. hulrummet mellem to celler. Signalstoffer binder sig til særlige modtageområder, receptorer. Denne påvirkning fører til en lang række processer, der er med til at opretholde normal psykisk tilstand.

Antidepressiva virker ved:

  1. at hæmme tilbageoptagelsen af serotonin i nerveendegrenen
  2. at øge følsomheden af serotoninreceptorer
  3. Litium virker bl.a. forstærkende for serotonins stimulation af receptorerne
  4. MAO (Mono-Amino-Oxydase)-hæmmere er et enzym, der nedsætter nedbrydningen af serotonin, der derefter virker kraftigere på receptorerne

Serotonin-hypotesen går ud på, at der ved depression er for lidt serotonin i den synaptiske spalte.

(fra Psykiatri-Information, nr. 4/1996)                                    


Tilbage til startsiden            Til toppen




Stammen:

Hvad den talepædagogiske side af stammen angår, henvises til Stammen.dk - det kan jeg ikke gøre bedre!

Den neuropsykologiske forklaring på begrebet kan ses i boksen nedenunder. Illustrationerne viser, hvordan mennesker med stammen under højtlæsning udviser et fra ikke-stammere forskelligt aktivitetsmønster i hjernen. Især højre hjernehalvdel er mere aktiv hos stammere. Heraf kunne udledes en hypotese om, at stammen skyldes dominansrivalisering mellem hemisfærerne. Da ingen af dem har kontrollen, forsøger de begge at frembringe ord - med forstyrrelse af talen til følge.

Hjerneaktivitet ved stammen

Normal tilstand
Venstre hemisfære

Tilstand ved stammen
Venstre hemisfære

Normal tilstand
Højre hemisfære

Tilstand ved stammen
Højre hemisfære

Hjernescanning af stammere viser også mangelfuld auditiv feedback, d.v.s. at "tilbagekastningen" af stammerens egen stemme er mangelfuld. Når stammere læser i kor med ikke-stammere, forsvinder deres talehindring, sandsynligvis som følge af den auditive feedback, de andre højtlæsende yder.


Tilbage til startsiden            Til toppen




State-dependent learning:

Det fænomen, at en organisme viser sig bedre i stand til at gengive det lærte, når den befinder sig i samme tilstand, som den var i under indlæringen.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Stoicisme:

Klassisk


Tilbage til startsiden            Til toppen




Strange Situation Procedure:

En eksperimentel metode til at vurdere spædbørns tilknytningsmønstre, udviklet af Ainsworth og beskrevet i bogen Patterns of Attachment.

Ordet strange på engelsk betyder både mærkelig og fremmed, og metoden involverer da også både en "mærkelig" opsætning og en for spædbarnet fremmed person. Fremgangsmåden er følgende:

  1. Lokalet, hvori eksperimentet skal foretages, fremvises for forælder og spædbarn.
  2. Forælder og barn er alene. Forælderen deltager ikke i barnets udforskning af omgivelserne (lokalet).
  3. En fremmed voksen kommer ind i lokalet, taler med forælderen, hvorefter han/hun går hen til barnet. Forælderen forlader ubemærket lokalet.
  4. Første separationsperiode: Den fremmedes adfærd er tilpasset barnets adfærd.
  5. Første genforening: Forælderen hilser på og trøster barnet, hvorefter han/hun igen forlader lokalet.
  6. Anden separationsperiode: Spædbarnet er alene.
  7. Anden separationsperiode (fortsat): Den fremmede kommer ind i lokalet og tilpasser sin adfærd til barnets adfærd.
  8. Anden genforening: Forælderen kommer ind i lokalet, hilser på spædbarnet og tager det op. Den fremmede forlader ubemærket lokalet.

Spædbarnets adfærd ved forælderens tilbagevenden udgør grundlaget for en klassificering af barnet i en af tre tilknytningskategorier eller -mønstre:

Se også Bowlbys tilknytningsteori.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Stress:

Når vi i almindelighed taler om stress, forbinder vi begrebet med en mental tilstand af ubehag, hvor også kroppen kan reagere. I denne betydning er begrebet udledt af den oprindelige term, der defineres som

  • en hvilken som helst kraft, der, når den påvirker et system, resulterer i en signifikant (synlig; målelig) ændring af dets form, oftest sådan, at forandringen er enten en deformation eller en forvrængning.

Termen benyttes i forbindelse med såvel fysiske som psykiske og sociale kræfter og spændinger. Bemærk, at stress her henviser til en årsag - stress går altså forud for forandringen.

Går vi tilbage til den først nævnte, "almindelige", opfattelse, kan den defineres som

  • en tilstand af psykisk anspændthed og somatiske (kropslige) reaktioner, frembragt af de kræfter eller spændinger, der hentydes til i definitionen foroven.

Bemærk, at stress her er en virkning - stress er et resultat af andre påvirkninger.

De to nævnte definitioner på stress-begrebet betegner efter min opfattelse ganske godt to forskellige opfattelser:

  1. stress som fremkaldt af ydre omstændigheder af psykisk eller social art, og
  2. stress som en psykosomatisk reaktion.

Sagt på en anden måde: Stress er både

  • et indviklet fænomen, og
  • et kulturelt defineret begreb, begrundet i forskellige perspektiver på menneskets livsbetingelser.

Derfor findes der i virkeligheden mange forskellige måder at tolke begrebet på:

Nogle fortolkninger af begrebet stress
Ophav Fortolkning
Orientens (østens) filosofier Ser traditionelt stress som et udtryk for mangelfuld indre fred (sindsro).
Occidentens (vestens) kultur Er i moderniteten ("vore dage") begyndt at se stress som kontroltab. Fx. var den statistiske sandsynlighed i 1800-tallet for dødens indtræden før det 25. år ca. 33%, hvor den i dag er mindre end 5%. Alligevel er selvmordsraten blandt unge steget voldsomt i samme tidsrum. Hvilke generationer har mon oplevet mest stress?
Medicinsk holisme Stress er den manglende evne til at magte en fornemmet virkelig eller uvirkelig trussel mod ens mentale, fysiske, følelsesmæssige og åndelige velbefindende.
Lazarus Stress er en tilstand af angst, der opstår, når begivenheder og ansvar overstiger ens evne til at magte dem.
Selye Stress er kroppens nonspecifikke reaktion på et hvilket som helst krav, der stilles til den - uanset om kravet resulterer i nydelse eller smerte.
Cannon Stress er det autonome nervesystems fremkaldelse af kamp/flugtmekanismen (ved det sympatiske nervesystem) eller hvile/fordøjelsesmekanismen (ved det parasympatiske nervesystem).

Se også Almen Adaptation Syndrom.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Stupiditet:

Iflg. "Gyldendals røde ordbøger" (Fremmedord): stupidit'et -en (af lat. stu'piditas, t. 'stupidus, se stupid) høj grad af dumhed el. sløvhed; afstumpethed.

New York Police


Tilbage til startsiden            Til toppen




Subjekt:

I sætningen

ville der i min tid som grundskoleelev ikke have været nogen tvivl om, hvad der er subjekt, og hvad der er objekt.

På samme måde forholder det sig i almenpsykologien, nemlig, at subjektet er det erkendende, følende og handlende jeg. Subjektet "rækker ud efter" objektet, der altså bliver genstand for dets virksomhed. (Læg mærke til, at det danske udtryk for objekt er genstandsled.)


Tilbage til startsiden            Til toppen




Suggestologi:

En af Lozanov udviklet holistisk metode til at skabe enhed og samspil mellem hjernens hemisfærer og kroppen, hvorved den tilsigtede afslapning af kroppen gør det muligt at frigøre energi og opmærksomhed til brug for indlæring gennem rytmisk at arbejde med stoffet.

Ved at bringe åndedræt, musik, sproglig intonation og det pågældende indlæringsstof i en fælles puls (rytme) med (ofte) 60 slag i minuttet, så at sige synkroniseres indlæringen med kroppens rytme.

Suggestologien antages også at have betydning ved selvhelbredelse af sygdomme, smertekontrol, ekstrasensorisk perception og almen kognition.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Suggestopædi:

Tillæmpning af suggestologien ved formidling af lærestof.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Synæstesi:

Den alment forekommende sanseanalogi (to samtidige forestillingsudtryk), der ses i fx forestillingen af farven blå som udtryk for kulde og farven rød som udtryk for varme, eller dybe toner som udtryk for blødhed eller noget rundt og høje toner som udtryk for skarphed eller noget spidst.

Mere specielt benyttes begrebet som benævnelse for den særprægede oplevelse, som Cytowic (1995) definerer som "den ufrivillige fysiske oplevelse af en tværmodal sammenhæng". Det betyder, at én sansemodalitet troværdigt fremkalder en perception i en eller flere andre sanser. Cytowic har fremstillet modeller af veldokumenteret synæstesi, som han fremviser ved sine forelæsninger:

Visuosensorisk perception af en hund, der gør      Visuosensorisk perception af en dørklokke, der ringer

Synæstesi i denne betydning adskiller sig fænomenologisk klart fra metaforer, litterære udtryk, lydsymboler og tilsigtede kunsteriske påfund, der af og til bliver påført etiketten "synæstesi" for at fremhæve deres multisensoriske sammenhæng.

Der forekommer et overtal synæstetikere blandt kvinder og venstrehåndede og trækket har en familiær prædisposition. Kognitivt ses det, at synæstetikere normalt har en overlegen hukommelse, medens matematik og spatial (rumlig) orientering er lidende.

Synæstesi er ikke en anomali, men "abnormt" udelukkende derved, at det er sjældent forekommende. Den synes at være en funktion i hjernens venstre hemisfære, uden dog at være det, neurologerne kalder cortikal, d.v.s. "en vævefejl i kysen". Derimod synes hippocampus at være afgørende for oplevelsen af synæstesi.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Syntoni:

Syndrom, karakteriseret ved tidvis høj reaktivitet overfor begivenheder i de nære omgivelser. Der er divergerende opfattelser af, hvordan syntoni skal forstås: Nogle mener, at det drejer sig om veltilpassede personer i harmoni med deres omverden, medens andre mener, at der er tale om en indikation af tilbøjelighed til bipolær dysfunktion. Man bør følgelig være varsom ved benyttelsen af begrebet.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Systemisk terapi:

Det systemteoretiske perspektiv, som beskrives af bl.a. Bateson, viser psykiske problemer som opståede i relationer mellem mennesker og ikke i enkeltpersoner, og bryder dermed med den paternitet, den intrapsykiske forståelse af psykiske processer har haft. Familien ses som et system med mange forskellige elementer, der gensidigt påvirker hinanden, og i den udstrækning en forandring sker for den enkelte i familien, modificeres familien som helhed. Samtidig er familiens interaktion præget af den omgivende sociokulturelle kontekst, der ikke kun påvirker familiesystemet, men også er en integreret del af den enkeltes personlighed.

Med systemtænkningen som baggrund er der udviklet forskellige terapimodeller til løsning af forskellige problemer, af hvilke kan nævnes

  • Den strategiske model (Haley), hvor terapien sigter på at ændre dysfunktionelle adfærds- og kommunikationsmønstre i familien,
  • Den strukturelle model (Minuchin), der sigter mod at ændre dysfunktionelle familiestrukturer, og
  • Milanomodellen (Selvini et al.), der sigter mod at muliggøre ændringer familiemedlemmers kognition eller tankegang omkring aktuelle problemer.

Det centrale begreb i disse modeller er cirkularitet, der, i modsætning til linearitetsopfattelsens årsag-virkningsammenhæng rummer ideen om gensidighed i interpersonelle relationer (fx barnet påvirker far, som påvirker mor, som igen påvirker barnet). Det centrale terapeutiske redskab er de såkaldte cirkulære spørgsmål, hvis formål er at afdække de forudnævnte problemers anatomi, og dermed udvide perspektivet for løsninger og forbedringer.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Systemteori:

En, oprindelig af von Bertalanffy formuleret, "organismisk" teori om organiserede helheder, d.v.s. systemer, som et mellemstandpunkt mellem deres, der så opløsning i dele af helheder (mekanistisk) og deres, der havde en tro på en uspecificeret "livskraft" (vitalisme), som en tilgang til at forstå komplekse organismer. Er blevet et paradigme for mange videnskabsgrene, herunder bl.a. en del af psykologien:

Modeller definerer de variabler, der er vigtige for iagttageren, når han skal genkende og ordne forholdet mellem dem til et konsistent "billede" eller indtryk, dvs. organisere og afkode de empiriske data.

Én filosofisk (videnskabsteoretisk) position, der hjælper os med denne øvelse er reduktionismen. Ifølge denne kan alting dekonstrueres til enkeltentiteter (-dele), hvorved vi kan studere disse en ad gangen og herefter samle vor viden til en forståelse af helheden. På fysikkens område er denne fremgangsmåde anvendt af Newton, men den danner også grundlag for megen forskning indenfor psykologien. Her er én antagelse, at samspillet mellem entiteter kan studeres ved at lægge dem sammen og/eller adskille dem på forskellige måder. Hvis vi fx ønsker at undersøge forholdet mellem tænkning og følelsesmæssig udvikling, kan vi studere dem hver for sig og derefter undersøge dem sammen ved først at tilføre en faktor, dernæst fjerne den og tilføre en ny faktor. På denne måde kan vi (måske) eksperimentelt finde frem til bedre læringsstrategier eller en mere effektiv måde at undervise på.

I den anden ende af det filosofiske (videnskabsteoretiske) spektrum trives den opfattelse, at vi ikke kan nøjes med at se isoleret på entiteterne, men må forstå dem i deres forhold til (eller mellem) hinanden. I denne holistiske forståelse er det ikke nok først at studere tænkningens udvikling og siden følelsernes ditto, eller at identificere enkeltfaktorer, der kunne føre til bedre læringsstrategier eller en mere effektiv måde at undervise på. Alle faktorer og entiteter skal studeres under ét for at forstå forholdet mellem dem. I psykologien kaldes denne fremgangsmåde for en systemteoretisk eller kybernetisk analyse af udviklings- og pædagogisk psykologi.

Helt fra den græske oldtid har det vesterlandske menneske forstået sig selv som en triadisk enhed, en model, bestående af psyke (sind, personlighed), soma (krop, "fysik") og spiritualitet (ånd). Til hver af disse entiteter knytter sig nogle dimensioner (faktorer):

Psyke:
  1. kognition (tanke, viden, forståelse),
  2. affekt (emotioner (følelser), holdninger, "tilbøjeligheder"), og
  3. konation (vilje, intentioner (om handling), grunde (til handling)),
der navnlig danner grundlagsproblemerne i pædagogisk psykologi. Psyken interagerer med

Soma:
  1. biologisk eller genetisk påvirkning,
  2. kropslige funktioner, og
  3. (synlig) adfærd,
hvorved en feedback-sløjfe mellem adfærd (respons) og stimuli fra omgivelserne etableres.

På dette stadium kan det ses, hvorledes behaviorismen fungerer. Men da vi vil tage hensyn til helheden i triaden, må vi forlade denne tænkning og acceptere, at såvel biologi som ånd influerer på vor psyke. Således har vi individets fem hovedkomponenter i en systemteoretisk eller kybernetisk model for menneskelig adfærd:

  1. det kognitive, der perciperer (modtager), lagrer, bearbejder og genkalder information,
  2. det affektive, der kan ændre det perciperede og de heraf følgende kognitioner (tanker),
  3. det konative, der styrer input og output i forhold til (villede) handlinger,
  4. det åndelige, der indstiller vor tilgang til det utilgængelige ("det hellige") eller uforståelige i livet, og
  5. adfærdssystemet, der er organismens (synlige) adfærd = individets output.

Man kan herefter opstille den hypotese, at individets tænkning (kognition), følelser (affekt) og villen (konation) sammen med adfærden og det åndelige udvikles som

  • en transaktion de forskellige psykiske komponenter imellem, påvirket af
  • individets biologiske modning, kropslige funktioner og åndelige dimension,
  • omgivelserne eller individets kontekstuelle situation, og
  • feedback fra omgivelserne på individets (synlige) adfærd.

Et andet aspekt af modellen er, at mennesker ikke udvikles i isolation, men i mange forskellige sammenhænge eller omgivelser, der indbefatter det enkelte menneske, og i hvilke det er i vedblivende samspil med (se Bronfenbrenner).

Det første økologiske niveau (eller kontekst i den menneskelige udvikling) er mikrosystemet, hvis umiddelbare og tidligste hovedarena er familien, støttet af samfundsinstitutionerne (vuggestue, børnehave, skole etc.) og den kultur, hvortil familien bekender sig.

Det andet økologiske niveau er mesosystemet, der dannes ved en infiltration i mikrosystemet af infrastrukturen (transport, media, underholdning, fritidstilbud osv.).

Det tredje og sidste niveau er makrosystemet, hvis kendetegn også er de mest distante i forhold til enkeltindividet. Dets tillæg består af det, vi kalder globalisering, og er altså de store regionaliserede sfærer og forandringerne og påvirkningerne på verdensplan.

Grafisk kan det foregående fremstilles således:

System-model


Tilbage til startsiden            Til toppen




Søvnløshed:

Som navnet siger: mangelfuld evne til at falde i søvn, på lægelatin kaldet insomnia. Behandles med adfærdsterapi på følgende måde:

Iflg. professor Lars-Göran Öst er der endnu ikke rapporteret manglende effekt af "kuren" hos i øvrigt raske personer!


Tilbage til startsiden            Til toppen