top
Google Analytics
Opdateret d. 24.6.2017
Oprettet d. 22.12.1999
Søg i psykologibasen.dk


P/Q

Startsiden - A - B - C - D - E - F - G - H - I - J - K - L - M - N - O - R - S - T - U - V/W - X/Y/Z - Æ/Ø/Å - Intern/Musik
Startsiden - Features - Filosofi - Forum - Galleri - Links - Litteratur - Myter - Redaktion - Terapi - Vejledning - wahlstroem.dk



Panikangst:

Angsttilstand, der medfører panikanfald. Behandles med kognitiv adfærdsterapi.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Paradigme:

Engelsted skriver i Politiken den 17. februar 2000 om "Filosofikum i gymnasiet" som svar på et kollegialt forslag om genindførelse af (et fornyet) filosofikum som obligatorisk for alle universitetsstuderende. I den forbindelse anskueliggør han begrebet filosofisk doktrin = paradigme på følgende måde (redigeringen, herunder fremhævelserne, er min):

  • "Ved paradigmer er der altid tale om, at en delsandhed udnævnes til hele sandheden (reduktionisme).
  • Dette fører selvfølgelig til absurditeter, hvorfor næste skridt i moderne paradigmer er konklusionen, at sandhed ikke findes (skepticisme).
  • Og dermed sidste skridt, at den ene opfattelse kan være lige så god som den anden (relativisme),
  • hvorfor alene retorisk gennemslagskraft og social tilslutning er afgørende (socialkonstruktivisme).
  • Populært sagt er det de mest overbevisende spindoktorer, der bestemmer, hvad virkeligheden er."

Mere leksikalt benyttes begrebet

  • indenfor lingvistikken, hvor det henviser til en serie af former med en fælles grundform, fx. bøjninger og analysen af fonemer, morfemer og syntaks.
  • i videnskabelige og lignende sammenhænge, hvor der henvises til en bestemt indfaldsvinkel, fx. psykoanalytisk (og ikke noget andet).
  • ved en bestemt eksperimentel fremgangsmåde, fx. klassisk betingning.
  • som i Thomas Kuhns analyse af videnskabshistorien, iflg. hvilken de fælles holdninger, værdier, procedurer, teknikker osv. ved et givet tidspunkt former et alment accepteret perspektiv på en given disciplin.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Paranoia:

Forstyrrelse, hvor personligheden domineres af tanker om bl.a. forfølgelse og/eller jalousi. Den intellektuelle funktion er ikke påvirket, og der bliver ofte udvist stor opfindsomhed i bestræbelserne på at fortolke de enkelte hændelser, så de passer ind i det paranoide mønster.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Paranoid skizofreni:

Bizarre forestillinger, splittet tankegang, tydelige hallucinationer. Se også Paranoia.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Parapraksi:

En (mindre) fortalelse, lapsus linguae (latin), der menes at afsløre et undertrykt motiv. Se også Freudiansk fortalelse.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Pastichepersonligheden:

En term, foreslået af Gergen, der dækker over postmodernismens (det 21. århundredes) tryk på mennesket for at leve et uvirkeligt liv. Dette krav kommer gennem de forstærkede emotionelle oplevelser, som billedverdenen (film, TV, avis- og ugebladsportrætteringer, sport og anden underholdning) har at tilbyde. Vi handler, som om disse oplevelser er virkelige - vores virkelighedsopfattelse bliver kompromitteret af summen af disse angreb. Individet bliver præsenteret for en række muligheder i det sociale liv, som kan (ud)leves samtidig. På denne måde bliver den enkeltes identitet til et kludetæppe af mange personligheder.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Pastoralpsykologi:

Den psykologiske disciplin, der beskæftiger sig med de religiøse forestillinger i det menneskelige bevidsthedsliv. Overbegreb for sjælesorg.

Se også Religionspsykologi.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Pavlovs love:

Den russiske fysiolog Ivan Petrovitj Pavlov var pionér vedrørende udforskningen af den såkaldte signalindlæring, også benævnt "respondent betingning". Han fandt ud af, at han kunne få (sultne) hunde til at reagere på samme måde på ringning med en lille klokke, som når de sansede æde, nemlig ved at savle. Det foregik ved gentagne gange at ringe med klokken samtidig med, at hundene fik føde. Han udvidede forsøgene på en sådan måde, at han til sidst havde formuleret følgende tre love (Pavlovs love):

  • Såvel mennesker som dyr har en medfødt tilbøjelighed til at generalisere; de reagerer ens eller næsten ens på forskellige påvirkninger, hvis disse ikke er for forskellige.
  • Såvel mennesker som dyr kan lære at diskriminere; de reagerer forskelligt på forskellige påvirkninger, hvis disse er forskellige nok.
  • Såvel mennesker som dyr bliver neurotiske, hvis de forhindres i korrekt diskrimination i de situationer, hvor det er påkrævet, specielt i situationer, hvor forveksling af to næsten ens signaler medfører, at et nyligt vakt håb omintetgøres, og fortvivlelse og sorg træder i stedet.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Perception:

Både perceptionspsykologien og den kognitive psykologi studerer perceptionsproblemet. Perceptionspsykologien behandler ikke-kognitive perceptionsfænomener; fx. studiet af den information der findes i lysmønsteret i et givet iagttagelsespunkt i omgivelserne ("økologisk optik"). På grænsen til den kognitive psykologi studerer perceptionspsykologien også sanseorganernes opbygning og egenskaber med henblik på indoptagelsen af denne information.

I den kognitive psykologi behandles individets selektion af den tilgængelige information, idet ingen kan rumme den samlede mængde. Et centralt tema her er studiet af de processer, der afgør, hvordan vi opfatter og tolker virkeligheden. Perception indebærer, at ekstern information assimileres i interne "skemaer" samtidig med, at disse skemaer gennemgår en akkomodation for at tilpasses den ydre information. Skemaerne kan dog ofte "modstå" forandring, selvom de konfronteres med modstridende information. Individet selekterer informationer, så de stemmer overens med de egne skemaer. Denne viden anvendes bl.a. i testpsykologien. Se iøvrigt Halo-effekten og Rosenthal-effekten.

Figur/grund-problemet (Rubin) ved perception
Figur-grund

At lægge til grund…

Hvordan vi perciperer (opfatter) en figur, dvs. en ting, et udsagn, en tanke etc. afhænger af, på hvilket grund-lag vi gør det. "Rubins vase" i boksen foroven til venstre kan også ses som silhuetterne af to ansigter vendt mod hinanden. På samme måde kan vi synes, at Trundholm kommunes våben vender forkert, når vi tænker over det på det grundlag, at solvognen kun om dagen belyses af solen og derfor følger solens bane fra venstre mod højre. Men hvis vi lægger heraldikkens regler og sædvaner til grund, kan vi forstå, at solvognen vender "rigtigt": den sidder på et våbenskjold, der bæres på venstre arm, og når man går frem, peger hesten fremad. (efter Politiken d. 30.12.99)

Det er heller ikke ligegyldigt, om vi bruger et landkort eller et søkort. En sejler må have landmassen som grund for sin figur: vandet, hvis egenskaber det er vigtigt for ham at kende for en sikker navigation. Omvendt bliver havet grund for den, der skal orientere sig til lands.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Perseveration:

  1. En tendens til at fortsætte et bestemt adfærdsmønster ud over, hvad der kan anses for acceptabelt.
  2. En tendens til i sygelig grad at gentage ord eller fraser.
  3. En tendens til genopståen af en bestemt erindring, tanke eller idé, uden at der kan påvises nogen udløsende stimulus.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Persona:

Den af De Fem Store arketyper i den analytiske psykologi, som individet præsenterer for sin ydre verden. Selvom individet gerne vil tro på, at det billede, han/hun søger at tegne af sig selv er det virkelige og sande, vil det altid afhænge af, i hvilken situation og under hvilke forhold han/hun præsenterer sig.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Personlighedspsykologi:

Den hovedgren af psykologien, der beskæftiger sig med personlighedens dynamik, struktur og udvikling. Typisk en term, der sjældent eller aldrig defineres, men benyttes som overskrift for en længere udredning, der forventes at give læseren en fornemmelse af begrebets indhold. Allport siges i 1927 i litteraturen at have fundet ca. 50 forskellige definitioner af begrebet personlighed, hvortil altså en psykologi kunne appliceres! Det kan måske derfor accepteres, at jeg her nævner nogle måder, hvorpå teoretikere har indplaceret begrebet systematisk:

  1. Typeteorier: Fx Galenos' teori om de fire temperamenter.
  2. Dynamiske teorier: Tager udgangspunkt i, at personligheden er et hele af dynamismer, udtrykt i individets karakteristiske adfærd, tænkning, reaktioner o.s.v. Dynamiske teorier og typeteorier kan siges komplettere hinanden, idet typeteorier omhandler individers fællestræk, medens dynamiske teorier omhandler deres forskelligheder.
  3. Psykoanalytiske og psykodynamiske teorier: Den af Freud indledte tradition, hvor personligheden anses for karakteriseret ved integration, d.v.s. det at koordinere og forene forskelligartede indtryk (elementer) til en helhed.
  4. Behaviorisme: Selvom denne retning i sig selv ikke beskæftiger sig med personligheden, har forskere indenfor retning ikke kunnet lade være med at stille spørgsmålet om, hvor integrationsproblemet blev af. På denne måde er de følgende indfaldsvinkler til personlighedsteorierne i varierende grad et produkt af dette problem.
  5. Humanistisk teori: En reaktion på psykoanalysens og behaviorismens dominans. Begreber som fænomenologi, holisme og selvrealisering hører til her. Den humanistiske teoris hovedproblem er verificeringen af dens teorier.
  6. Social learning teorier: En opfattelse af det samfundsmæssiges betydning for udvikling af personligheden i balance med det naturgivne. Fx hævder Bandura, at selvom (ind)læring er en afgørende faktor for udvikling af personligheden, må komplekse sociale adfærdsmønstre forklares med andre faktorer end simple S - R-associationer og forstærkningsmekanismer.
  7. Situationisme: Med udgangspunkt i behaviorisme- og social learning-tankegangen, hævder situationisterne, fx. Mischel, at menneskelig adfærd er påvirket - afhængig - af den situation, hvori adfærden vises, snarere end af interne personlighedsfaktorer.
  8. Interaktionisme: En eklektisk (tværteoretisk) opfattelse af personligheden, der indoptager elementer fra de foregående teorier. Således hævder teorien, at personligheden fremkommer ved interaktion mellem bestemte kvaliteter og anlæg og den måde, hvorpå disse kvaliteter og tendenser vises. Det må anses for tvivlsomt, hvorvidt denne tankegang kan udpege en entitet, der kan kaldes personligheden. Derimod kan den måske accepteres som et overbegreb for interaktioners komplekse mønstre.


Tilbage til startsiden            Til toppen




PISA-undersøgelserne:

PISA (Programme for International Students Assessment) er OECD-landenes fælles forskningsprogram, der i en international referensramme (flere og flere nationer udenfor OECD har helt fra år 2000, hvor de første undersøgelser blev foretaget, deltaget i projektet) genererer data om uddannelsesniveau og -resultater på skoler og andre læreanstalter, samt om indlæring, der sker udenfor skolen.

Ud fra PISA-resultaterne bedømmes hvert tredje år kundskaber i matematik, naturvidenskab og læseforståelse blandt unge, der er 15 år gamle. Undersøgelsen skal i en sammenlignende form vise, hvordan målgruppen i hvert af landene behersker den (nære) fremtids forventede nøglefærdigheder, og, ikke mindst, hvordan disse færdigheder forandres med tiden. I den senest offentliggjorte undersøgelse (fra 2009), deltog 65 lande og økonomiske zoner. Af disse var 33 OECD-lande. De deltagende elever udvælges tilfældigt (randomiseret).

Af PISA kan der vistnok også aflæses indstillinger (attituder) og evner (færdigheder), der angiveligt understøtter indlæringen. Der er delte meninger om PISA-undersøgelsernes objektivitet (dvs. reliabilitet og validitet). Om en af de mere skeptiske opfattelser kan der læses HER.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Polaritet:

I psykologien det begreb, der dækker modsætningerne i menneskets og menneskers sammensathed; eksempelvis had-kærlighed, introversion-ekstroversion osv. I det følgende henvises til nogle teorier om polaritet, som har betydning for vor opfattelse af os selv og andre.

Ophav/
forfatter
Lære/teori Indhold Kommentar
Lao-Tse Taoisme "Tao-te-king: "Ifølge den taoistiske religion er Tao i princippet et par af modsætninger, Yin og Yang. Yang er varme, lys og mandlighed. Det er også himlen. Yin er kulde, mørke og kvindelighed og dertil jorden. Af Yang opstår Schen, den himmelske del af menneskesjælen. Af Yin opstår den jordiske del: Kwei." Man kan sige, at symbolet for Yin og Yang i sig selv antyder, at begge kvaliteter har noget af den modsatte kvalitet i sig. Det hævdes, at dette gør det muligt for den ene kvalitet at forholde sig til den anden.
Hellenerne/
Nietzsche
Apollinsk og dionysisk prototype Mennesket ses som enten introvert drømmende (apollinsk) eller ekstrovert hedonistisk (dionysisk). I den moderne metateori ses disse prototyper som repræsentanter for hemisfærespecifikke egenskaber ved mennesket.
Heinrich Heine Platon
og
Aristoteles
"Platon og Aristoteles! De er ikke bare to systemer; de er også prototyper på to distinkte former af den menneskelige natur, der siden umindelige tider, under alle slags påskud, står i mere eller mindre fjentlig opposition til hinanden. Hele middelalderen var kløvet af denne konflikt, der har overlevet til vore dage; tilmed er denne strid det helt essentielle i den kristne kirkes historie. Selvom vi benytter andre navne for det, er det i sit indhold Platon og Aristoteles, vi taler om.
Entusiastiske platoniske mystikernaturer åbenbarer kristne forestillinger, og dertil hørende symboler, fra deres sjæles bundløse dyb.
Praktiske og bestemte aristoteliske naturer opbygger af disse forestillinger og symboler et massivt system, et dogme og en kult." ("Deutschland", fra digtsamlingen "Neue Gedichte" (1844), (min overs.)
Heine var bl.a. en samfundskritiker, der gik i rette med aristokratiets interesse i at hævde dets magt gennem kirken.
Galenos Personlig-
hedsteori
Forener Empedokles' lære om de fire elementer og sin egen om de fire legemsvæsker i en personlighedsteori om de fire tempera-menter. Udgangspunktet for Galenos' teori er de to (kosmiske) grundkræfter kærlighed og had som polaritet, som han vistnok ønskede at nuancere i overens-stemmelse med et mere operationelt (= flerfacetteret) syn på mennesket (som mangfoldigt).
Carl
Spitteler
Det promethiske
ctr. det epimethiske
Kontrastering af Platon: Protagoras' figurer Prometheus og Epimetheus, repræsenterende hhv. forudseenhed og bag-klogskab (i "Prometheus und Epimetheus" fra 1881). Det promethiske (forudseenhed) forbindes også med introversion, medens det epimethiske (bagklogskab) forbindes med ekstroversion.
Eugen
Bleuler
Skizofreni ctr. manio-depressivitet
En tidligere klassificering (v. Kraepelin, 1899) af "dementia praecox" blev afløst af "skizofreni", der endnu i dag betegner den ene hovedvarietet af psykoserne. Den anden er manio-depression. Bleuler ønskede at danne en modsvarighed til sin vens, Freud, opdeling af neuroserne, gældende for psykoserne, som han mente ikke var ubodelige.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Posttraumatisk stress-reaktion (PTSD = Post-traumatic Stress Disorder):

Angsttilstand, hvor symptomerne opstår som følge af en psykisk belastende tildragelse udenfor det forventede i den normale tilværelse. Kendetegn på lidelsen er, at man

  1. bliver opfarende,
  2. (mentalt) genoplever den traumatiske hændelse og,
  3. undviger påvirkninger, der kan forbindes med hændelsen.

Til symptomerne hører stadige kortvarige erindringer om hændelsen, mareridt og stærk bevægelse ved konfrontation med ting eller situationer, der minder én om hændelsen.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Primærproces:

I psykoanalysen Id'ets funktionsmåde. Primærprocesser ses som ubevidste, irrationelle og uafhængige af tid og sted og de domineres af lyst(/smerte)-princippet. Se sekundærproces.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Projektive tests:

Forskellige designs for en undersøgelsesmetode, hvor analysanden får til opgave at beskrive eller fortolke et billede; tildele de forskellige personer på et billede replikker; sammensætte situationer af figurer og genstande etc., hvorefter psykologen fortolker resultatet som en projektion af analysandens indre behov, følelser, holdninger og konflikter. Eksempler på projektive tests er CAT, TAT og Rorschachprøven.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Proprium:

Allports term til dækning af hele spektret af erhvervede funktioner, der udgør selvets forskellige aspekter.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Prægning:

De grundlæggende sociale påvirkninger af dyreunger kaldes prægning. Lorenz opdagede, at prægning også indebærer en slags læring, idet han fandt, at nyudklækkede gæslinges og ællingers adfærd kunne påvirkes mod det abnorme, idet de fulgte efter og knyttede sig til det først opdagede objekt, der bevægede sig. Selv som voksne gjorde disse dyr kur til og forsøgte at parre sig med det pågældende objekt. Prægningen er altså irreversibel, og det viser sig også, at den er artsspecifik.

Sine fund benyttede Lorenz bl.a. til at kritisere de radikale behaviorister, der betragtede instinktet som irrelevant. Han argumenterede for, at iboende adfærdsmønstre spiller en central rolle for organismers adaptation og at fylogenesen (arternes evolution) er grundlaget for udvikling af adfærd.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Pseudovidenskab:

Idéer der begrundes teoretisk og fremsættes som videnskabelige uden at være det, kaldes pseudovidenskab. En teori er videnskabelig, hvis og kun hvis den forklarer en række empiriske (erfaringsmæssige) iagttagelser og på en meningsfuld måde kan efterprøves empirisk. På denne måde indbefatter videnskabelige undersøgelser almindeligvis også deduktion af empiriske prædiktioner (forudsigelser) fra teorien.

For at være meningsfulde, må prædiktionerne iflg. Popper være - i det mindste teoretisk - falsificerbare. Dette betyder, at de under givne omstændigheder er sande, i andre tilfælde falske. En pseudovidenskabelig teori påberåber sig videnskabelighed, d.v.s. falsificerbarhed, men er enten ikke rent falsificerbar eller den er blevet falsificeret, men dens tilhængere nægter at acceptere, at deres teori er blevet forkastet. I stedet hævder de, at deres teori hviler på empirisk bevislighed og at de benytter videnskabelige metoder. De fremhæver teoriens konsistens (at dens påstande er sande), uden at tænke over (eller anerkende), at det nok er en nødvendig, men ingenlunde tilstrækkelig betingelse for, at teorien forklarer det, den giver sig ud for at forklare. Fx kan sandhedsværdien af en hypotese om en given tilstands opståen ved onde ånders påvirkning ikke fastslås ved at deducere, at man kan undgå tilstanden ved at holde sig fra onde ånder.

Til de pseudovidenskabelige teorier hører fx alkymi, astrologi, biorytmer, dianetik, frenologi, fuldmåne-myter, grafologi, homøopati, mesmerisme, NLP, psykoanalyse, Rorschachprøven og scientologi.


Tilbage til startsiden            Til toppen




PsykiatriFonden:

Logo

Fondens formål er at udbrede kendskabet til psykiske lidelser, deres årsager, forebyggende muligheder og behandling af sygdommene på baggrund af nye forskningsresultater.

PsykiatriFonden vil oplyse befolkningen, herunder sindslidende, pårørende, behandlere og andre, om disse forhold - bl.a. gennem udgivelse af Psykiatri-Information, pjecer, foldere og bæger.

Herudover skal fonden medvirke til at koordinere forskningsindsatsen og yde støtte til konkrete projekter indenfor såvel den biologiske, den sociale som den psykologiske psykiatri.

Endelig vil fonden arbejde for at forbedre vilkårene for mennesker med psykiske lidelser samt i enkelte tilfælde yde direkte støtte til patienter, der ikke har andre muligheder for at få hjælp.

PsykiatriFonden, Carl Nielsens Allé 9, 2100 København Ø, tlf. 3929 3909


Tilbage til startsiden            Til toppen




Psykoanalyse:

Generelt: Psykoanalysen blev grundlagt af Sigmund Freud. Meget af hans indsigt i det menneskelige sind, som ved århundredskiftet 1800/1900 syntes revolutionerende, er i dag en selvfølge i de fleste psykologiopfattelser. Selvom begrebet om det ubevidste ikke var ukendt før Freud, blev det gennem hans teoridannelse og praksis påvist, at mange faktorer, der påvirker tanke og handling, må findes udenfor den almindelige bevidstheds domæne. Således er ubevidste konflikter en del af determinationen af såvel normal som anormal adfærd. Ligeledes påviste Freud, at foreteelser i fortiden påvirker handlinger, herunder tanker, i nutiden.

Psykoanalysen som (pseudovidenskabelig) teori: Selvom psykoanalysen oprindelig er en metode til lindring af følelsesmæssig lidelse, giver den også mulighed for forståelse af sindet som model. Teorien, der forklarer modellen og motiverer metoden, er dels en forklaring af normale mentale funktioner, dels en forklaring af menneskets normale udvikling.

Som en almen teori om individets adfærd og erfaring, er psykoanalysens grundlag blevet beriget af - og har selv beriget - forskning indenfor felter som biologi, socialvidenskab, historie, filosofi, kunst og litteratur. Som udviklingsteori bidrager psykoanalysen indenfor børnepsykologi, uddannelse, jura og studiet af familiedynamikker. Endelig understøtter psykoanalysen forståelsen af de komplekse forhold mellem krop og sjæl og fremmer indsigten i følelsernes betydning for sååvel sundhed som sygdom.

Psykoanalysen som terapi: Terapeutisk set baserer psykoanalysen sig på den iagttagelse, at individet ofte er ubevidst om, hvad der motiverer hans/hendes følelser og adfærd. Netop fordi der er tale om ubevidste kræfter, kommer familie og venner ofte til kort med de velmente råd, og selv de mest indædte forsøg på forandring kan mislykkes. Den psykoanalytiske behandling åbenbarer, hvordan disse ubevidste faktorer påvirker analysandens (den, der analyseres) adfærdsmønster og hans/hendes forhold til andre mennesker, sporer ham/hende tilbage til deres historiske udspring, påviser hvordan de er udviklet og har ændret sig med tiden, og hjælper ham/hende til på en mere hensigtsmæssig måde at forholde sig til voksenlivets realiteter.

Analysen foregår i en intim alliance mellem analytiker og analysand og varer flere år med 4-5 ugentlige sessioner. Liggende på en briks taler analysanden om det, der falder ham/hende ind. På denne måde dannes et terapeutisk rum, hvor analysanden frit kan sætte ord på sin verden, hvis fortolkning terapeuten efterfølgende er behjælplig med.

Freud udtrykte et ønske om, at hans efterkommere skulle udvikle psykoanalysen. En af de mere radikale indfaldsvinkler stod Karen Horney for. Hun mente, at forældreindflydelse og andre socialiserende faktorer øver afgørende indflydelse på barnets personlighedsudvikling. Vigtigt for denne proces er, hvordan de værdier, der er indlejret i kulturen, bliver integrerede i barnets udviklingsforløb. Det sunde barn integrerer de kulturelle værdier upåfaldende og lærer at tilpasse sig sine muligheder og begrænsninger, medens barnet i et dysfunktionelt miljø risikerer (en ubevidst) fremmedgjorthed overfor sig selv. Resultatet af dette bliver, at barnet med tiden erstatter sit sande jeg med et opdigtet jeg og bliver mere kompulsiv (tvangspræget), dependent (afhængig af andre eller samfundet), ukritisk og umættelig i sine forsøg på selvrealisering. Analysens og terapiens mål bliver herefter at ændre retning for og indhold i individets liv.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Psykofarmakologi:

Studiet af stoffers indvirkning på (menneskelig) adfærd,

specielt med henblik på ændinger i stemningsleje, følelser og psykomotoriske evner.

Psykofarmakologien forsker altså i, hvordan man medicinsk kan afhjælpe forskellige (neuro-)psykologisk dysfunktionelle tilstande. Man anvender generationsbetegnelser for fremskridtene indenfor forskningen, og er i år 2002 nået til 5. generation. Overordnet viser resultaterne, at de forhåbninger om specifikt virkende medikamina, som man tidligere har næret, nu kan siges være opfyldt. Dette betyder, at de, der behandles, oftest ikke længere skal opleve svære bivirkninger, der tidligere i nogle tilfælde også påvirkede den menneskelige organisme på helt andre områder, end det, midlet var tiltænkt.

Når man taler om psykofarmakologi som disciplin, er det oftest i forbindelse med et af følgende områder:

  • Neurotransmitter- og signaltransduktion
  • Nye metoder indenfor molekylærbiologi og genetik
  • Scanningsmetoder og disses anvendelse i den psykiatriske forskning
  • Neuromedicinsk forskning og evaluering
  • Udviklingsforstyrrelser
  • Skizofreni og beslægtede lidelser
  • Angst- og stresslidelser
  • Affektive (følelses-) forstyrrelser
  • Alzheimers og andre demenssygdomme
  • Forstyrrelser ved stofmisbrug
  • Impulsive (aggressionsprægede) og kompulsive (tvangsprægede) forstyrrelser
  • Pludselig og påtagelig forværring af stemningsleje, følelser eller psykomotoriske tilstande
  • Kronobiologi ("biorytmer") og søvnforstyrrelser

Relaterede emner: Hjernens kemi; SSRI-præparater.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Psykolingvistik:

Almindeligvis betragter vi sproget som noget, der bare er der som et færdigt redskab for vor kommunikation. Vor opmærksomhed overfor det vækkes kun under særlige omstændigheder: når vi oplever talevanskeligheder hos andre; når vi taler med småbørn, der er ved at lære at tale; når vi ikke er sikre på, om det ene eller det andet er blevet sagt; når vi ikke kan finde ord for, hvad vi gerne vil sige; når vi forsøger os på et fremmedsprog, og - ikke at forglemme - når nogen viser ekstraordinære sproglige evner.

For det meste er det at tale nemt, og forståelsen af tale er automatiseret. Psykolingvistikken beskæftiger sig med netop det normale sprog og desuden med spørgsmålet om, hvordan det læres, og hvilken rolle det spiller for vor tænkning. Den er tværvidenskabelig, først og fremmest beslægtet med strukturel lingvistik (læren om sprogets struktur og virksomhed) og kognitiv psykologi, men også med antropologi (læren om menneskets afstamning og slægtstyper), neuromedicin og fonetik (lydbeskrivelse).

Forskningen beskæftiger sig almindeligvis med følgende seks discipliner:

  1. Frembringelse: Hvordan bliver den information, man vil give, omformet til akustiske bølger, (hånd)tegn eller skrevne tegn?
  2. Forståelse: Hvordan bliver de akustiske eller visuelle signaler tolket af lytteren, tegnaflæseren eller læseren?
  3. Erhvervelse: Hvordan lærer barnet disse færdigheder, først i form af modersmål og siden som andetsprog.
  4. Forstyrrelser: Hvad er det, der fremkalder forbigående eller permanente forstyrrelser i tale- og sprogprocesseringssystemerne?
  5. Sprog og tænkning: Hvilken rolle spiller sproget for menneskets tænkning? Hvilke forskelle i tænkningen giver forskellige sprog?
  6. Neurokognition: Hvordan er sprogets kognitive arkitektur indlejret i hjernen, eller m.a.o.: hvordan ser den cerebralt funktionelle arkitektur ved vore sproglige evner ud?

Relaterede emner: Wittgenstein og psykologiens begreber; Lille filosofihistorie; Modularitet.

(Artiklen er inspireret af Susanne, der sendte en e-mail).


Tilbage til startsiden            Til toppen




Psykologi som videnskab:

Psychology has a long past, but only a short history

(Hermann Ebbinghaus in Outline of Psychology, 1902.)                                              

Ovenstående Ebbinghaus-citat er bragt til min erindring af Mette, der spurgte mig om det, men nåede at finde det før mig. Sådan!




Mennesket har for livets opretholdelse til alle tider måttet forholde sig til sig selv og sine omgivelser, det sig være i udnyttelsen og brugen af det naturgivne eller i det at forstå sig selv og andre. Indtil psykologiens fremkomst som videnskab, har denne "forholden sig" været forankret i

  1. opdragelse og livserfaringer og
  2. det menneskesyn, der udvikles gennem kultur, religion og moral, kunst og litteratur samt retsopfattelse og filosofi.

Den videnskabelige psykologi blev for godt 100 år siden grundlagt på naturvidenskabernes uomtvistelige landvindinger. Man ville således undersøge mennesket efter det naturvidenskabelige paradigme: nærmest som en kemisk organisme - eller at menneskets reaktioner forstås deterministisk.

Overfor denne mekanistiske opfattelse stod det, man kan kalde person-paradigmet, eller det menneskesyn, som hvilede på de to foroven nævnte forhold. Hvor det naturvidenskabelige paradigme ser mennesket som en ting (objekt), ser person-paradigmet mennesket som et dynamisk, virksomt subjekt.

Man kan altså sige, at den videnskabelige psykologi følger to hovedparadigmer: det naturvidenskabelige, med behaviorismen som eksemplarisk, og person-paradigmet, med humanistisk psykologi som eksemplarisk.

Interessant er det også, at videnskabernes fremkomst og udvikling i og med, at det moderne samfund ikke længere er seriel, men "gafler" sig i dels det samfundsmæssige, dels det psykiske (dog således, at de to nyeste skud på stammen er både adskilte og sammenhængende). Køppe taler om videnskabens fire primære niveauer,

for hvilke det gælder, "at de fire niveauer er inklusive. De fysiske lovmæssigheder gælder som ramme for de tre andre niveauer, det biologiske for de to følgende. De biologiske lovmæssigheder kan ikke ændre en fysisk lovmæssighed, ligesom det psykiske ikke kan ændre de biologiske lovmæssigheder. Ud over disse træk er det væsentligste ved skitsen, at det psykiske og det samfundsmæssige udvikles parallelt fra det biologiske og ikke serielt. Det indebærer nemlig, at de to niveauer er hinandens begrænsende betingelser." (p. 445)

Herefter kan vi indplacere psykologiens genstandsfelt i overensstemmelse med nedenstående, som på det nærmeste er en afskrift efter min lærer i almen psykologi, lektor Peter Lauridsen (som fandt forlægget hos C. Tart, som fandt…).


    


Hver af ellipserne i skemaet illustrerer et strukturniveau af en vis kompleksitet, som gradvist øges fra bunden af hierarkiet.

Kompleksiteten afhænger af mængden af delstrukturer, som indgår i hele strukturen på det pågældende niveau. De mest komplekse strukturer finder vi i kultur- og samfundsformationerne. Når de er taget med her, skyldes det, at de jo i højeste grad er konstituerende for, hvad et menneske er. Et menneske løsrevet fra sine omgivelser er utænkeligt.

Sagen er imidlertid ikke så enkel. Ud fra et andet synspunkt skulle psyken og psykologien placeres øverst i hierarkiet. Den (dualistiske) tankegang, at mennesket er i kulturen/samfundet, er nok indarbejdet i de fleste mennesker, men det omvendte kunne logisk set lige så vel gøres gældende: at kultur/samfund er i individet/psyken (et synspunkt Kierkegaard forfægtede). Adskillelsen af de øverste lag i hierarkiet kan altså i en vis forstand siges være kunstig.

Den holistiske antagelse - at kultur/samfund er i individet/psyken - er en måde at komme om ved det psyko-somatiske problem på, men selve problemet er stadig ikke løst. Der er stadig en indbygget dualisme, fordi der ikke er fundet et endegyldigt svar på, hvordan legemlige og sjælelige fænomener hænger sammen.

Problemet er stadigvæk et filosofisk, nærmere betegnet et metafysisk problem, og som sådan må det overlades til filosofferne. Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at man ikke kan beskæftige sig med det videnskabeligt. I den henseende adskiller psykologien sig ikke fra de andre videnskaber. Også fysik, kemi, biologi m.fl. bygger på nogle metafysiske antagelser om fx. materie, energi, bevægelse, tid og rum, som er af rent filosofisk natur og er genstand for filosofisk diskussion mere end nogensinde tidligere.

Lige som biologen kan studere livsprocesserne, uden at han har defineret, hvad liv er, kan psykologen udforske de psykiske processer, uden at kunne give et endegyldigt svar på, hvad psyken er. Dog kan biologen, som nævnt foroven, godt studere livsprocesserne uafhængigt af de psykiske forhold, medens psykologen ikke kan se bort fra de somatiske forhold.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Psykomotorik:

Genspejling af følelseslivet i mimik, gestus, kropsholdning og tale. Ved psykomotorisk forstyrrelse ses disse genspejlinger som påfaldende.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Psykopati:

Cullberg opregner (p.263) tre forskellige karaktertræk, der i kombination afgrænser psykopatibegrebet:

  1. Jeg-svaghed med lav frustrationstolerance og vanskeligheder ved at rumme og bearbejde skuffelser, vrede og forurettelser.
  2. Tendens til at omsætte psykisk spænding til handlinger og adfærd, dvs. manglende hæmninger.
  3. Ringe evne til at indgå i sociale og interpersonelle relationer.

Selvom vi nok almindeligvis tænker på retspsykiatri, når talen falder på psykopati (eller karakterafvigelse, som nogle benytter, da det oprindelige udtryk har taget en drejning, så det også benyttes om "dumme svin"), så er denne personlighedskarakter også repræsenteret i retsligt set upåfaldende sammenhænge. Den definitoriske karakteristik ovenfor peger således ikke entydigt på lovbrydere, men også på i nogle sammenhænge effektive personer.

Alment kan man sige, at baggrunden for psykopati må søges i en manglende konstans og tryghed hos identifikationsobjekterne (forældre og andre betydningsfulde voksne), herunder barndomsmiljøets forsømmelser hvad angår individets dybere behov for nærhed, kontakt, varme og forståelse.

Psykopatibegrebet er et af de vanskeligst håndterlige, når intervention og rehabilitering bliver aktuelle emner. I Storbritannien og USA har man i de senere år opnået fremskridt i behandlingen, men resultaterne er ikke af sådan en karakter, at de umiddelbart kan generaliseres.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Psykopatologi:

Læren om - eller det videnskabelige studium af - de psykiske forstyrrelser



For så vidt må psykopatologien (som ikke må forveksles med psykopati) betragtes adskilt fra den kliniske praksis, idet dens erkendelsesfelt dannes ved tværfaglig virksomhed mellem bl.a. psykologer, psykiatere, neurologer, endokrinologer og farmakologer. Derimod varetages behandlingen af psykiske forstyrrelser oftest af psykologer og psykiatere.

Man kan sætte de psykiske forstyrrelser i forhold til hinanden, så man så at sige får et kontinuum fra "milde" til "svære" former; her med summariske kendetegn.


Det psykopatologiske kontinuum
Neuroser
Borderline

Grænsepsykoser
Psykoser
(skizofrenier)

Kendetegn (Mulige) fælles kendetegn Kendetegn
Splitting   Spaltning
Hæmninger   Autisme
Introjektion/
projektion
Regression Paranoia
Symboldannelse Narcissisme Hallucinationer
Tvangssymptomer Ambivalens Obsessioner/
kompulsioner
Hysteriske
symptomer
Orale, anal-uterale
eller ødipale konflikter
(Bizar) Hypokondri
Muskelspændinger   Psykomotorisk
forstyrrelser
Partielt
realitetstab
  Omfattende
realitetstab
Umodne
tænkemåder
  Tankeforstyrrelser

(efter Peter Lauridsen)                                                                               

Den ovenfor gengivne model forklares forskelligt af forskellige teoretikere. Da teorier netop er forklaringer af modeller - altså tanker om, hvorfor det, der ses, ses - vil disse være forskellige, dels efter hvilken psykologiske skoledannelse teoretikeren knytter sig til, dels teoretikerens egen opfattelse af de fænomener, den givne skoledannelse forklarer. Herefter kan der opstilles følgende skema over teorier om psykopatologi:

Biofysiske teorier Intrapsykiske teorier Adfærdsteorier Fænomenologiske teorier
Bleuler Freud Skinner Rogers
Meehl Erikson Eysenck May
Sheldon Horney Dollard Laing
Kalinowsky Sullivan Miller Boss
Hoch Fromm Ferster Maslow
Williams Hartmann Ullmann Combs
Eiduson Wolberg Krasner Buytendijk
Himwich Jung Bandura Binswanger
Kallmann   Kanfer  
    Wolpe  

Biofysiske teorier om psykopatologi fremhæver betydningen af psykiske forstyrrelsers bagvedliggende fysiske årsager. Disse forstyrrelser deles i to hovedgrupper:

  1. dem, der forbindes med medicinske forhold, fx sygdom eller kvæstelser og
  2. dem, der forbindes med stofmisbrug eller medicinering.

Forstyrrelserne anses altså stamme fra tilstandens, stoffets eller medicineringens påvirkning af hjernen eller andre dele af nervesystemet. Biofysikerne mener, at de nævnte faktorer også er grunden til psykiske lidelser, hvis kausalitet (årsagssammenhæng) endnu ikke er klarlagt. De mener, at arvelige fysiske defekter også er årsagsbærende.

Desuden finder bl.a. Eiduson, at familiens sociale sammensætning kan være årsag til visse dysfunktioner. Hvor kernefamilien iflg. hende udviser mindst risiko for gennembrud, er risikoen i enkeltforældrefamilier, adoptivfamilier o.s.v. forøget.

pil opad

Intrapsykiske teorier om psykopatologi fokuserer på det emotionelle grundlag for abnormal adfærd. Det er konflikter i den tidlige barndom, der senere i livet fremkalder angst og andre ubehagelige følelser hos mennesket.

Begrebet neurose beskriver individer, der af og til udviser abnormal adfærd, selv om de i det daglige i det store og hele klarer sig upåfaldende. Individer, der mister realitetsforbindelsen, kaldes psykotiske. Nogle af dem har højst urealistiske tanker (vrangforestillinger). Andre kan have en opfattelse af at "høre stemmer" eller "se syner". Dette fænomen kaldes hallucinationer. Neuroser og psykoser behandles psykologisk ofte med psykoanalyse eller de heraf afledte psykodynamiske psykoterapier.

pil opad

Adfærdsteorier fremhæver læringsaspektet ved adfærden. Adfærdsteoretikerne (behavioristerne) anvender en læreproces, kaldet betingning, for at ændre den abnormale adfærd. Forstyrrelsen behandles ved at lære mennesket acceptable adfærdsmønstre og gennem belønning at reinforcere (styrke) den ønskede adfærd (se kognitiv adfærdsterapi).

pil opad

Fænomenologiske (humanistisk/eksistentielle) teorier om psykopatologi fremhæver aktuelle hændelsers vigtighed og individets syn på sig selv. Eksistentiel terapi søger at hjælpe klienten til at opnå indsigt i sine følelser, acceptere sit ansvar for det egne liv og udnytte sine evner.

pil opad


Tilbage til startsiden            Til toppen




Psykoser:

En overordnet betegnelse for en række alvorlige mentale forstyrrelser af organisk eller emotionel oprindelse. Almindelige symptomer på psykose er vrangforestillinger, hallucinationer, alvorlig (påfaldende) regressiv og/eller følelsesladet adfærd og usammenhængende tale.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Psykosomatik:

Sundhed og sygdom afhænger af mange faktorer: bakterier, virus, frakturer og samspillet mellem mellemmenneskelige, sociale og miljømæssige forhold. Alle disse (og flere til) påvirker organismens ligevægt. Psykosomatikken beskæftiger sig med de forhold, hvor psykologiske faktorer indgår i sygdomsbilledet. Et afgørende spørgsmål til forståelse af det psykosomatiske er, hvordan psyke (sjæl) og soma (legeme) forholder sig til hinanden. Der er mindst tre måder at se forholdet på:

For det første som noget adskildt, dvs. at sygdomssymptomer placeres på et kontinuum fra psyke til soma. I det "at rødme (somatisk) af  skam (psykisk)" adskilles begreberne, men er som fænomener betragtet ligeværdige; en neurologisk betinget "psykisk" dysfunktion peger på en énvejs årsag-virknings- sammenhæng osv.

For det andet som noget enhedligt, dvs. at sygdomssymptomer opfattes i en neuropsykologisk kontekst som en vekselvirkning mellem psyke og soma, hvor psyke (her) er det samme som hjernen og soma er nervesystemet. Irritation af den ene enhed medfører reaktion i den anden.

For det tredje som et system i systemteoretisk forstand, dvs. at sygdomssymptomer ses som en forandring i systemet, som er en organiseret helhed af delsystemer. For at give denne overgribende teori mening, må man benytte sig af allerede kendte og anerkendte begreber. Denne ambition ligger p.t. i latens hos forfatteren.

En fjerde, og indtil videre for nærværende manuskripts vedkommende ureflekteret, anskuelsesmulighed er den virksomhedsteoretiske, nemlig begribelsen af subjektets og objektets samtidige adskildthed og sammenhæng. Denne tankegang vil måske, ligesom den tredje anskuelsesmåde foroven, gøre op med den første mådes dualistisk-interaktionistiske syn og den anden mådes monistiske do.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Det psyko-somatiske problem:

Mennesket kan beskrives som bestående af et legeme og en sjæl. Det kan de fleste være enige om, jfr. pkt. 2 under "Psykologi som videnskab" foroven. Vanskeligere, men ikke uovervindeligt, bliver det, når vi tænker over de to entiteter (entitet (her) = noget værende) som to sider af samme sag: Hvad er vigtigst? Udseende eller intellekt? Eller: Hvorfor studser vi, når landets økonomiminister kommer til at sige, at en evt. dansk euro-mønt vil have dronningen afbildet på bagsiden!? Er der ikke i begge tilfælde tale om to sider af samme sag; menneske og euro-mønt? Ved nogle lejligheder er den ene entitet i forgrunden af vor bevidsthed, ved andre lejligheder den anden. Men begge sider er uundværlige for en forståelse af helheden.

Begrebet bevidsthed blev brugt med overlæg. Den videnskabelige psykologi har nemlig store vanskeligheder ved at rumme et så æterisk (luftigt) begreb som sjæl, da det oftest benyttes i mystiske eller religiøse sammenhænge - sjælen kan ikke iagttages og er følgelig en uvidenskabelig størrelse. Så, selvom psykologi egentlig betyder "sjælelære", er det altså strengt taget psykologi uden psyke. Disse overvejelser kan dog tjene til at illustrere, i hvilket forhold psykologien står til filosofien - nemlig at filosofi er psykologiens metavidenskab (altså, at psykologi er en (slags) konsekvens eller praksis i forhold til filosofi).

Descartes er den, der i moderne tid har "givet bolden op" til diskussionen. I hans dualistiske filosofi er det sjælelige (bevidstheden) og det legemlige væsensforskellige og af hinanden uafhængige entiteter i virkeligheden. Det legemlige eksisterer i tid og rum, objektivt og måleligt, medens det sjælelige er privat (i individets bevidsthed), subjektivt og umåleligt. Forholdet mellem de to entiteter forklarede Descartes ved vekselvirkningshypotesen, iflg. hvilken de (entiteterne) påvirker hinanden. En viljesakt kan fx. få armene til at bevæge sig, medens - omvendt - fysisk bevægelse kan fremkalde sjælelige fænomener. Problemet er, hvordan to af hinanden uafhængige systemer kan påvirke hinanden.

Diskussionen af Descartes' filosofiske tanker delte deltagerne i to lejre: dem der fastholder hans opfattelse, at der er to forskellige entiteter af det værende (dualister), og dem der hævder, at alt eksisterende i sidste ende er af samme beskaffenhed (monister). I begge lejre er der kritikere af "den rene lære".

Hvad skal man mene? De fleste af os har hørt om, eller måske oplevet, at fornuftsmæssigt uforklarlige ting er sket med os selv eller andre, vi kender og har tillid til, og der forskes med videnskabeligt uangribelige metoder i spørgsmålet om sjælens (religiøse) eksistens. Det sidste er der et godt eksempel på OnHealth. Her kan man læse, at den religiøse bøn objektivt set har en gavnlig effekt på patienter med svære hjerteproblemer.

Det problem, vi ikke kunne løse her, er ontologisk: Hvad vil det sige at være til?


Tilbage til startsiden            Til toppen




Psykoterapi:

Den form for psykologisk behandling, der baserer sig på teorier om psyken i forening med de gennem klinisk (anvendt) praksis opnåede erfaringer. Selvom også gruppeterapi almindeligvis henregnes til psykoterapien, er det gængse billede af psykoterapi vistnok det, hvor terapeuten sidder overfor, eller sammen med, den enkelte klient i en samtale. Specielt er billedet af klienten liggende på en briks kendt af mange (fx. gennem vittighedstegninger). Der er her tale om psykoanalytisk orienteret psykoterapi, hvor idéen er, at analysanden ikke skal kunne se terapeuten under seancen og således udistraheret kunne tale om det, han/hun vil.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Pubertet

Indtræffer i de første teenage år, når barnet bliver kønsmodent. Hypofysen frigør hormonet gonadotrophin, hvilket igen bevirker frigørelse af hormoner fra ovarierne hos pigerne og testiklerne hos drengene.

Præpuberteten et par år tidligere kan ses som et forvarsel om pubertetens komme. Under præpuberteten udvikles de såkaldte sekundære kønskarakteristika: pigerne udvikler bryster, får pubes- og armhulehår, og hofterne bliver bredere, medens drengenes stemmer går i overgang, penis og testikler vokser, og de får pubes- og armhulehår, senere også evt. kropsbehåring.

Psykologisk set er puberteten et led i menneskets oscillering (vekslen) mellem separation og tilnærmelse, der begynder med fødslen som separation og amning som tilnærmelse. Der er videnskabelige data, der tyder på, at der i den pubertære hjerne sker en (endnu vistnok ikke helt klarlagt) forandring fra en infantil (barnlig, autoritetstro) til en kritisk omverdensopfattelse. På samme måde er der data, der påviser en (generelt set) senere indtræden af puberteten hos de børn - navnlig piger, for hvilke især forholdet til faderen synes vigtig - der har haft en god barndom.

Ser man på barndommens kvalitetsapekt, kan man slutte, at en god barndom også bliver længere, hvilket i disse tider, hvor voksenlivet af såvel kulturelle som merkantile interesser søges presset længere og længere ned i børnealderen, turde være i barnets (og dermed samfundets fremtidige) interesse.

Hvad ændringen i omverdensopfattelse angår, turde det være klart, at når barnet skifter fra en autoritetstro til en kritisk tænkning, vil de værdier og normer - eller mangel på samme - barnet har været præget med, på godt og ondt blive udsat for kritik. Det er m.a.o. naturligt, at pubertetsbarnet reagerer kritisk, ikke bare m.h.t. forældrenes egne værdier og normer og de krav, de (fortsat) stiller til barnet, men også overfor evt. svigt.

Mange opgør mellem forældre og pubertetsbørn har rod i barnets opdagelse af en uret, det føler, det har været udsat for. Samtidig bliver opgørets form præget af forældrenes dårlige samvittighed på den ene side og barnets lojalitetsfølelse overfor forældrene på den anden. På denne måde risikerer det fremtidige forældre-barnforhold at lide skade ved, at begge parter fæster sig ved fortidens uhensigtsmæssigheder i stedet for at se fremad og lære af dem.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Pædagogisk psykologi:

Almenpsykologi appliceret på pædagogiske problemstillinger.

Nissen (intro-forelæsning 2001) udtrykker det ovenstående som, at

"Pædagogisk psykologi handler om de psykiske aspekter ved pædagogisk praksis,
dvs. ved intervention i individers udvikling af kompetence."

Som videnskab studerer pædagogisk psykologi de psykologiske faktorer, der påvirker og påvirkes af deltagelse i og udøvelse af pædagogiske aktiviteter, og omsætter den indhøstede viden i praksis. Den sidste delsætning kan siges betegne grænsefladen til faget psykologiformidling, ligesom Nissens "intervention i individers udvikling af kompetence" gør det.

Vender vi tilbage til den korte definition kan vi sige, at pædagogisk psykologi må betragtes som alle studier og interventionsformer, der fremmer den kompetencegivende udvikling, herunder bredt også de livsaktiviteter, hvis evt. lædering af og til kræver en klinisk intervention.


Tilbage til startsiden            Til toppen




Påholdenhedsprincippet:

Et heuristisk princip, der udsiger, at hvis to videnskabelige udsagn eller teorier er lige holdbare (logiske), bør det enklere udsagn eller den enklere teori foretrækkes. På trods af, at princippet rent teoretisk synes uhyre fornuftigt, støder dets applicering mod nogle væsentlige problemer:

For det første er sandsynligheden for, at to udsagn eller teorier er lige holdbare, forsvindende lille.

For det andet vurderes et udsagns holdbarhed eller logik efter dets egnethed til at håndtere kendte fænomener, og ikke efter de tillægsdata, det kunne frembringe. M.a.o. kan det mere komplekse udsagn sagtens tænkes have en højere prædikativ validitet (= være bedre til at forudsige ting ved).

For det tredje gælder det for psykologien, at det er vanskeligt at bestemme teoretiske udsagns kompleksitet.

Påholdenhedsprincippet er imidlertid sejlivet og ses i forskellige forklædninger som fx Lloyd Morgans kanon og Occams ragekniv.


Tilbage til startsiden            Til toppen