top
Google Analytics
Opd. 20.06.2018
Opr. 22.12.1999
Søg i psykologibasen.dk

A - B - C - D - E - F - G - H - I - J - K - L - M - N - O - P/Q - R - S - T - U - V/W - X/Y/Z - Æ/Ø/Å - Intern/Musik
Startsiden - Features - Filosofi - Forum - Galleri - Links - Litteratur - Myter - Redaktion - Terapi - Vejledning - wahlstroem.dk


Kampen om menneskets sjæl

(Af P.C. Jersild. Oversœttelse: Lars Davidsen):

De fleste af kroppens indre organer er besynderligt uforandrede. Hjerte, lever og lunger har beholdt deres urgamle konstruktion, lige siden pattedyrene opstod for hundrede millioner år siden. Menneske og mus ser stort set ens ud indvendig. Med en undtagelse: hjernen.
Mens andre organer har stået stille i udviklingen, er menneskets hjerne både vokset og har klædt sig på med nye lag. Den grå storhjernebark sidder nu som en grovstrikket og plisseret tankehue over den œldre hjernerod.
Frem til slutningen af 1990erne var det en vedtaget sandhed, at hjernen ikke kunne forny sine celler efter barndommen. Den forsker, der påstod det modsatte, blev ikke taget alvorligt. Men ny forskning viser, at det var en forhastet konklusion. Også i den voksne hjerne findes der primitive stamceller, som kan vokse ud og blive ikke bare til nye nerveceller, men til nœsten en hvilken som helst celletype.

En anden overdreven opfattelse handler om forholdet mellem hjerne og psyke. Man har lœnge vidst, at fysiske skader i hjernen kan œndre et menneskes adfœrd.
Den, som har skadet sin pandelap ved en ulykke eller ved lobotomi, œndrer personlighed. Fra at et menneske har vœret ansvarligt og engageret, kan en sådan skade œndre det til at blive en ligegyldig og sjusket person.
Nu ved vi, at processen også kan gå den anden vej: Hvis et menneske udsœttes for stress, svigt, overgreb og andre svœre påvirkninger, kan det sœtte fysiske spor i hjernen.
Lœngst inde i hjernen findes et hulrum. I vœggen på denne hjernegrotte sidder som en fossil et af hjernens mest fascinerende strukturer, hippocampus, den lille søhest. Man har lœnge vidst, at hippocampus har med erindring og indlœring at gøre. Ny forskning viser, at søhesten også kan have betydning for sindsstemningen.
Hippocampus synes nemlig at skrumpe ved depression. Nu er depression ikke et entydigt begreb, så man må vœre en smule forsigtig med enkle forklaringer. Hjernens indre safter, transmittersubstanserne, plus en hel del andet spiller sikkert også en rolle. Men det virker sådan, at humøret sœnkes, når hippocampus skrumper. Omvendt letter depressionen ved celletilvœkst i hippocampus.

Der har lœnge vœret mere eller mindre elïbktive metoder til at behandle depressioner. En af de mest omtalte i de senere år er Prozac (Fontex i Danmark, Holgers bem.) og andre såkaldte SSRI-prœparater.
Litium taget forebyggende kan også hjœlpe, ligesom, for de svœreste depressioner, elektrobehandling. Nu ser det ud, som om man har afsløret en del af virkningssammenhœngen: Disse behandlinger synes at stimulere tilvæksten af celler i hippocampus. Den lille søhest bliver helt enkelt større og friskere.
Hvordan skal man nu opfatte disse endnu foreløbige resultater? Er de en måde at gøre mennesket og dets vœrdi 'biologisk' på? Nye metoder til at måle og fotografere, hvad der sker inde i hjernens hemmelige rum, provokerer psykoanalytikere og andre, som mente at have monopol på 'sjœlen'.
En ganske unødvendig konflikt vil jeg hœvde.
Det er svœrt at begribe, at mennesket skulle blive reduceret eller endimensionalt, bare fordi vi måske kan finde forandringer i hjernen som mulige delforklaringer på angst, uro, koncentrationsbesvœr eller depression.
De fleste psykiske vanskeligheder kan jo ikke lindres kun eller bedst med piller. Isœr kognitiv terapi er ofte en god hjœlp ikke mindst ved depression.
Det er altså en misforståelse, at påviselige œndringer i hjernens struktur eller safter kun kan œndres ved kemisk eller elektrisk påvirkning. I stedet findes en hel vifte af mulige behandlinger. Det gœlder om at finde lige den behandling, som passer i det individuelle tilfœlde.
Derfor er det forkasteligt at udskrive recepter på piller uden en indgående og udførlig samtale. Lige så forkasteligt er det ensidigt at holde fast i dogmatiske psykoterapeutiske metoder uden påviselig effekt.

Ideologier kan ofte give fasthed og rationalitet i menneskets handlinger. Men når det gælder sygdom, og isœr psykisk sygdom, har ideologierne ofte en negativ betydning. Ideologierne indbyder til moralisering og vœkker en gammel forestilling om at vœre højre- eller venstreorienteret.
Her hører den forestilling ikke hjemme. Venstre side har ofte en hårdnakket opfattelse af, at biologiske forklaringsmodeller er deterministiske, reaktionære og fast knyttede til højreideologier. Modsat oplever man på højre side ofte lige så enøjet psykologiske forklaringer som opspind.
Uddannelse spiller også en stor rolle.
Medicinere og samfundsforskere har ofte svœrt ved at respektere hinandens forklaringsmodeller. En lignende fastlåst holdning findes hos visse genforskere, som automatisk fordømmer alt, hvad der har med biologi at gøre, og kalder det 'biologisme'.
Den store udfordring i fremtiden er at klippe disse unødvendige bånd over og finde nye fleksible kombinationer. Det, der er afgørende som i tilfœldet med hippocampus er, at en åbenbar depression er en meget smertefuld og farlig tilstand.
Set i det lys er det uansvarligt af ideologiske grunde at nægte et menneske den for ham eller hende mest effektive behandling.
Og det er det, uanset om behandlingen er af psykoterapeutisk eller af farmakologisk art eller en kombination af begge dele.


Tilbage til Features            Tilbage til startsiden            Til toppen