|
|
|
|
|
|
|
Ordet habitus er latin og betyder iflg. ordbogen a. legemlig tilstand; ydre; holdning, b. (overført) beskaffenhed; karakter. Dette ord er ved sociologen Bourdieus forskningsindsats blevet til et begreb, der refererer til socialt erhvervede, legemliggjorte systemer af tilbøjeligheder, manifesteret i sociologiske entiteter som livssyn og meninger, men også i mere personlige udtryk såsom (legems)holdning, måde at gå på, sidde på, spytte på, pudse næse på osv.
Det er begrebet habitus, der ligger til grund for disse sekundære menneskelige karakteristika og disses uendeligt mange variationer i forskellige kulturelle og historiske scenerier, men begrebet kan ikke gøres lig med sine manifestationer eller betragtes som et "program" til forudsigelse af mentale eller adfærdsmæssige udfald. Således fastholder Bourdieu, at den sociale virkelighedskonstruktion ikke kan gennemføres i et vakuum, men at de kognitive strukturer netop er strukturer som følge af deres sociale oprindelse. Habitus medfører dette sociale grundlag, hvorved enkeltindividet har sin egen kulturbestemte habitus, der relaterer til en større klasse-habitus. Klasse-habitus er i sin tur et kollektivt fænomen, der afspejler klassens tillempning til den historiske nødvendighed.
Begrebet er blevet et sociologiens bidrag til kulturpsykologien.
Et sekundært symptom til skizofreni. Kan optræde som høre-, lugt- eller smagshallucinationer (ikke synshallucinationer, der dog kan forekomme i forbindelse med psykoser efter forgiftning eller hjerneskade).
Det, at personer eller objekter, der pga. ét karakteristikum er blevet bedømt positivt (eller negativt), også bliver bedømt positivt (eller negativt) på grundlag af et andet do. Fx. vil en forudgående negativ bedømmelse af en person påvirke bedømmelsen af denne i negativ retning ved en anden - den oprindelige bedømmelse principielt uvedkommende - lejlighed. "Halo" er i denne forbindelse hentet fra engelsk og betyder vel nærmest "glorie" (på godt og ondt, forstås). Halo-effekten blev oprindelig påvist af Thorndike.
Den psykologiske teori, at menneskets handlinger først og fremmest er motiveret af stræben efter lystfølelse og undgåelse af smerte og ulystfølelse.
Nogle forskelle mellem - og attributter ved - hemisfærerne
| Telisk (målrettet; meningsbærende) |
Paratelisk (udover det fornuftsbetonede) |
|
| Abstrakt; lineær; analytisk | Konkret; helhedsorienteret | |
| Rationel; logisk | Intuitiv; kunstnerisk | |
| Stort ordforråd; grammatisk/syntaktisk; eksplicit | Ingen grammatik/syntaks; lille (metaforisk) ordforråd; poetisk | |
| Introspektion; vilje; initiativ;selvfølelse; figur (ikke grund) | Lav selvfølelse; fravær af initiativ; grund (ikke figur) | |
| Læsning; skrivning; matematik; sensomotoriske evner; undertrykker det paranormale | Fantasi; musik; billedsprog; genkendelse af ansigter og gestalter; åben for det paranormale | |
| Sekventiel; udmålt | Oplevet; primitiv tidsfornemmelse | |
| Ringe | God | |
| Sekundærprocesser; jeg-funktioner; over-jeg (Superego) |
Primærprocesser; drømmearbejde; frie associationer | |
Tegningsgengivelse ved hjerneskade  (forlæg) |
 (figur - ikke grund) |
 (grund - ikke figur) |
| Aristoteles; Marx; Freud; den apollinske prototype | Platon; Nietzsche; Jung; den dionysiske prototype | |
 Prøv også denne test. | ||
En personlighedsforstyrrelse, hvis karakteristika er umodenhed, selvcentrering, opmærksomheds-søgen, manipulerende adfærd og - ret ofte - en ubestemmelig forføreriskhed. Disse personer er også overdramatiserende, reaktive og intense i deres interpersonelle relationer, og spiller ikke sjældent klassiske prinsesse- eller offerroller. Begrebet kan ses som afløsning for hysteri.
 |
Den menneskelige hjerne er et så kompliceret og mangefacetteret organ, at der på denne side ikke er plads til at redegøre for det hele. Jeg tager derfor mit udgangspunkt i den anskuelse, at pattedyrhjernen er tredelt. Den er iflg. denne opfattelse udviklet gennem tiden ved fylogenetiske spring (fylogenese = artens udvikling), hvorved en ny hjerne er tilføjet de(n) allerede eksisterende. På denne måde repræsenterer menneskets hjerne den højeste udvikling, hvilket vel også stemmer overens med den almene opfattelse af os selv. Teorien udsiger, at den menneskelige hjerne fungerer ved interaktion mellem tre celebrale formationer: reptilhjernen, der kontollerer instinkterne, det limbiske system, der registrerer følelser og tilknytning og neocortex, der er sæde for intellektet. |
Tre-i-én hjernemodellen stammer fra 1952, hvor den blev beskrevet i en artikel (der vistnok var bortkommet, indtil M. Alan Kazlev lod den genoptrykke i 1999. Den blev udtænkt af Paul MacLean, der ledede the Laboratory of Brain Evolution and Behavior ved National Institute of Mental Health i Bethesda, Maryland, USA. Begrebet "triune" henviser til den opfattelse, at menneskehjernen er udviklet gennem tre overordnede stadier. På denne måde kan man således se hjernen som tre lag, lagt på hinanden under forskellige tidsafsnit af evolutionen.
Der har gennem tiden været nogle indvendinger mod teorien, som MacLean imødegår på en stringent videnskabelig måde i 1990.
Den inderste del af hjernen, reptilhjernen, er både den ældste og den mindste. Den omsluttes af det limbiske system, der er fælles for alle pattedyrs hjerneopbygning. Denne hjerne udvikledes efter at de fleste reptiler fra dinosaurus-æraen var uddøde. Omkring de to hjerneformationer slutter neocortex, som er den yngste dannelse.
Ved at klikke her kan du læse mere om de tre dannelser.
Uanset om vi vil se hjernen som en helhed eller ej, bliver kortlægningen af den mere og mere detaljeret. Nedenfor ses nogle af funktionerne beskrevet i forhold til de lokaliteter, de knytter sig til.
 |
Den tiendedel af hjernens celler, der gør hjernen virksom (i den menneskelige forståelses forstand), kaldes neuroner. Der er tre forskelligt formede neuroner: stjerneformede, der strækker sig i alle retninger (i Thalamus); nogle der ligner en mangegrenet, tæt hjortekrone (i Cerebellum), og de lange, tynde med slyngtråde (i Cortex). De har alle det til fælles, at de er tilpasset formidling af elektriske impulser fra den ene til den anden, men de er hver type for sig specialiseret til formidling af forskellige impulser. Hvert neuron har forbindelse med op til ti tusinde naboceller. De ender af neuronet, der støder op til naboen kan være enten aksoner, der fremfører signaler fra cellekernen, eller dendritter, der er modtagere af den indkommende information.
At aksoner og dendritter "støder op til" hinanden skal forstås sådan, at der mellem enderne er et mellemrum, kaldet synapse, hvori der flyder forskellige kemiske stoffer, udskilt fra cellen, alt efter den funktion det pågældende sted i hjernen er en del af. Disse stoffer, der transmitterer ("overfører") informationer mellem nerve-enderne, kaldes neurotransmittere.
Der er indtil videre fundet ca. 50 forskellige neurotransmittere. Hvert af disse kan have sin specifikke virkning, efter hvor i hjernen det udskilles. Nogle af de vigtigste stoffer er beskrevet nedenfor.
gruppe |
| ||||||
|
|
|
||||||
| |||||||
|
|
|
Hvordan er forholdet mellem hjernens kemi, adfærd og miljø? Timmons og Hamilton viser følgende model af 6 principper for interaktionen:
| Forandring af hjernens kemi påvirker adfærden. | Det simpleste af principperne, der også traditionelt har været udgangspunkt for forskningen: Hvis man manipulerer det kemiske system, der styrer adfærden, vil adfærden forandres. | |
| Forandring af adfærden påvirker hjernens kemi. | I den forstand, at adfærdsændringer korrelerer med de kemiske forandringer, der fremkalder dem, er begrundelsen en gentagelse af 1. princips do: I analogi med fysisk træning, der stærker muskulaturen, vil en adfærdsændring påvirke de relaterede kemiske systemer, der ikke var aktiverede ved adfærdsændringens begyndelse. | |
| Forandring af miljøet påvirker adfærden. | Miljøet er såvel eksternt som internt. Således kan omgivelserne påvirke det indre miljø i retning af forhøjet blodtryk, hukommelsestab, ændring af energispejl etc. | |
| Forandring af adfærden påvirker miljøet. | Grundlæggende er adfærdens eneste opgave at forandre miljøet. Ved den operante adfærd fanges byttet, åbnes døre, fældes skove etc. Da miljøet både er internt og eksternt, vil adfærden også påvirke vores indre miljø, fx som autonom respons ved angstfremkaldende situationer. | |
| Forandring af miljøet påvirker hjernens kemi. | Miljøforandringer kan have en dynamisk effekt på hjernens kemi, fx i form af temperaturforandringer, lysfølsomhed, "vinterdepression" etc. Men der ses også adfærdsændringer ved fx mødet med det modsatte køn, det at befinde sig i en menneskemængde o.s.v. | |
| Forandring af hjernens kemi påvirker miljøet. | Overfladisk set kan man måske mene, at princippet synes usandsynligt. Men selvom forandringer i hjernens kemi ikke direkte kan medføre operant adfærd, kan det interne miljø forandres således, at forudsætningen for operant adfærd opstår. |
Iflg. Lübcke (p. 191) dækker begrebet holisme
For psykologien gælder, at holisme som en helhedsopfattelse integrerer psyke (sind, bevidsthed) og soma (krop) i en enhed og helhed. På denne måde danner holismen en tredje opfattelsesmåde af det psyko-somatiske problem, hvor de to første er dualismen og monismen, medens en fjerde synsmåde er isomorfismen.
Da holisme jo er et helhedsbegreb, kan det betragtes som en form for monisme, svarende til en gestalt.
En person, der opdager en trussel fra omgivelserne, forbereder sig på at møde denne. Ved at producere visse hormoner, fx. adrenalin, forhøjes beredskabet for kamp eller flugt. Mobiliseringen kan tilsvarende ses i fysiologiske reaktioner: Ved følelsespåvirkning, fare eller fysisk anstrengelse slår hjertet hurtigere og åndedrættet bliver hurtigere; ansigtet rødmer eller blegner, og man skælver, får "sved på panden" eller koldsved osv. Alle disse reaktioner (fysiologiske manifestationer) afspejler organismens stræben efter at fastholde ækvilibrium.
Der er såkaldt involuntære (af viljen uafhængige) handlinger, der bl.a. omfatter de ovennævnte
manifest-
ationer, og voluntære (viljestyrede) handlinger, såsom fødeindtagelse ved sult, væskeindtagelse ved tørst, klæde sig varmt ved kulde osv.
Fælles for begge kategorier er, at de tjener til at fastholde legemets funktioner på et hensigtsmæssigt niveau, kaldet optimum. Fastholdelsen sker gennem
en vedligeholdelse af blodets koncentration af visse bestanddele med livsvigtig betydning og andre parametre som fx. legemstemperaturen, og imødekommer
de skiftende forhold i omgivelserne. Cannon kaldte i 1932 denne
"legemets visdom" for homeostasis efter det græske ord for "at forblive det samme". Termen er siden
blevet et nøglebegreb i kybernetikken, men anvendes også indenfor psykologien.
Psykologisk set er homeostasis iflg. Freud knyttet til Det'et, hvis "magt udtrykker individets egentlige livshensigt. Denne består i at tilfredsstille dets medbragte behov. Den hensigt at holde sig i live..." (Lauridsen 1977, p.174). Således opfattes behov som en afvigelse fra en eksisterende (optimums-)tilstand og drifter som det, der søger at genoprette optimum. "Det vil sige livet som en servostyret homeostasis." (Engelsted II, p. 130).
Leontjev mener, i modsætning til Freud, at behovet er en slags hjælpefunktion for virksomheden (jeg-funktionen). Det vil sige, at Leontjev betragter Freuds opfattelse som utilstrækkelig, idet han mener, at behov i denne er en tilstand i organismen, som ikke i sig selv befordrer virksomhed. Virksomheden opstår først i mødet med behovets genstand, fx. selve spisningen efter den sultnes møde med maden. På denne måde, mener Leontjev, ser den klassiske homeostase-opfattelse bort fra det psykiske som (også) udvikling eller selvudfoldelse, og lægger hele vægten på selvopretholdelse. Den interesserede kan læse mere i Engelsted II - her skal blot nævnes, at netop disse to synspunkter om homeostasens betydning har været med til at udvikle især psykoanalysen, men så sandelig også psykologien i almindelighed.
En af McDougall - som reaktion mod den (mekaniske) behaviorisme - fremsat teoridannelse, hvis centrale idé er, at der findes et mål eller en hensigt, der driver menneskets virksomhed, selvom det ikke er bevidst om målets/hensigtens natur, og at det oftest handler uden forventning om fordele eller tanke om nydelse. Således kan menneskets fremskridt kun bestemmes ved begreber som (dyrisk) impuls ("horme" (fra græsk)) eller drift ("drive"), og menneskets adfærd er herefter bestemt ved både instinktiv og intentional stræben.
Problemet for McDougall blev at bevise, forklare, eller bare sandsynliggøre,
Som følge af de voldsomme validitetsproblemer og de mere sofistikerede behavioristers fortsatte påpegning af disse, blev teoridannelsen ikke levedygtig og begrebet hormisk psykologi forvist til psykologiens anegalleri for kuriosa.
Hukommelse er den generelle term for lagring og genkaldelse af information. Den har gennem hele psykologiens historie været genstand for intens udforskning, hvilket også har medført flere teoretiske synsmåder og forskningsområder. "Hukommelse" refererer til en af følgende forklaringer:
Med disse definitoriske udsagn som grundlag kan den psykologiske litteratur fremvise et utal af forskellige opfattelser af begrebet, hvilket kan tilskrives det faktum, at hukommelsesprocesserne er ekstremt komplekse, og at forskellige hukommelsesopgaver kræver forskellige processer. Fx. er rotters "hukommelse" i forsøg, hvor de lærer en stimulus-respons handling væsensforskellig fra skoleelevens, når denne husker kongerækker eller formler, der igen adskiller sig grundlæggende fra det at genkalde indhold og fortolkning af en sokratisk dialog.
Som følge af de nævnte forskelle, benyttes begrebet hukommelse i psykologien så godt som altid i forbindelse med et attribut, der afgrænser, hvilke processer der tales om.
Benyttes om de hukommelsessystemer, der antages bero på associationer (fx. behaviorismens S-R association). |
|
Den bevidste hukommelse, som kan kommunikeres eller "deklareres" overfor andre. |
|
Et lager, der - i modsætning til implicit hukommelse - rummer data, man er bevidst om. Eksplicit hukommelse er vistnok det, man i dagligdagen forbinder med begrebet hukommelse. |
|
Et system i hvilket informationerne lagres med "mentale koder" for hvor, hvornår og hvordan de blev indoptaget. Data beskriver m.a.o. ret klart afgrænsede hændelser. |
|
Et begreb for det, at man husker specifikke (faktuelle) data i forbindelse med en meddelelse, tale el. lign. |
|
Helt bogstavelig en erindring om noget, der ikke er sket. |
|
Et hypotetisk system, der lagrer biologiske data fra fylogenesen. Fx. antages det, at frygten for at falde på grund af at man mister fodfæstet og frygten for det lodrette fald (fx. udfor en klippe) er hukommelsesspor fra det adaptive reaktionsberedskab, som primater med en stor afstand mellem tyngdepunkt og overflade måtte udvikle for at overleve (som oprejst gående). Omvendt kan en sygdom som epilepsi (og måske også den til stadighed stigende middelhøjde) ses som symptom på, at fylogenesen ikke er tilendebragt. |
|
Beskrevet af Pribram som en (hypotetisk) neurofysiologisk model af hukommelsen, der indebærer, at princippet bag holografiet kan ses som analogt til hukommelsens neurologiske processer. |
|
Helt bogstavelig den farve man husker, at en genstand har, og som ofte er forskellig fra den, genstanden faktisk har. |
|
Lager for ubevidst materiale, der dog ved forskellige teknikker kan hentes frem. |
|
Information, der er ringe indarbejdet i individets vidensstrukturer. Indkommende information på mere end 7 karakterer kan vanskeligt genkaldes efter præsentationen. |
|
Information, der er godt indarbejdet og lagret i individets vidensstrukturer. Når den indkommende information er blevet behandlet (processeret) og formatteret "i dybden", bliver den underliggende abstraktion lagret i langtidshukommelsen. |
|
Begreb for det, at man husker ord, man ikke kender betydningen af. |
|
Hukommelsesystem, der gør en i stand til automatisk at udføre højt specialiserede procedurer som fx. at køre bil eller cykle. |
|
Et hukommelsessystem med ekstremt kort lagringsvarighed. Repræsentationen af stimulus i sansen synes "fjernet" umiddelbart (højst 2 sekunder) efter at stimulus er inaktiveret. Ved synssansen kaldes den ikonisk, ved høresansen ekkoisk. |
|
Den hukommelse, der har med processen - hvordan man gør ting - at gøre. Fx kan mennesker med amnesi måske nok glemme vidensbaseret information, men hvordan man går, skriver eller koger vand, glemmer de sjældent. |
|
Benyttes ofte synonymt med hukommelse, men har på nærværende sider en selvstændig betydning. |
Én overordnet model synes at være forblevet relativt uantastet siden James i 1890 foreslog den, nemlig den, der danner grundlag for dobbelt-hukommelsesteorien (Dual-memory theory):
Teorien postulerer to uafhængige hukommelsessystemer: ét med begrænset kapacitet (korttids-hukommelsen) og ét med stor kapacitet (langtidshukommelsen). Den væsentligste tilføjelse til James' model og teori er, at det antages, at data fra korttidshukommelsen overføres til langtidshukommelsen ved gentagelse (i korttidshukommelsen) (Atkinson & Shiffrin).
En retning i psykologien, der fremhæver "det hele menneske". Den forkaster den reduktionistiske indfaldsvinkel, der ser menneskets virksomhed som en samling af forskellige mekanismer og gør mennesket til objekt. Den reagerer imod en psykologiopfattelse som behaviorismens, der frakender det psykiske betydning og gør stimulus-respons forholdet til psykologiens essens. De humanistiske psykologer mener, at betragningen af mennesket som fragmenteret netop ignorerer indholdet af og kernen i det at være menneske.
Abraham H. Maslow anses som en af grundlæggerne af den humanistiske psykologi.
HRM-begrebet er kendetegnet ved,
Den engelske filosofen John Locke är känd som en av empirismens stora förespråkare. När han studerade i Oxford slog det honom att filosofin innehöll många spekulationer och begrepp som var oklara. Universitetsfilosofin på hans tid visade ännu drag av den sena skolastiken där många frågeställningar var tillgjorda och argumenten gjorde bruk av nedärvda begrepp som inte kunde ges en entydig mening. I sin skriftliga produktion, som han började ge ut först efter fyllda sextio år, hävdade Locke att vi kan nå klarhet i tänkandet endast om vi har entydiga grunder för våra begrepp. Endast begrepp som bygger på det som vi verkligen vet är klara. Därför betonade han kunskapens roll i begreppsbildningen.
Vägen till kunskap var enligt Locke de erfarenheter vi gör med hjälp av våra sinnen. Han förkastade tanken att människan vid födseln redan skulle äga någon kunskap. Varje mänsklig individ är vid födseln som ett blankt papper och först genom omgivningens påverkan målas eller skrivs det figurer på papperet. Den mänskliga tanken blir möjlig genom de idéer som sinnesintrycken ger upphov till. Locke klassificerade de olika slagen av idéer, men grunden för dem alla är den enkla idé som uppstår genom enkla sinnesintryck. Begrepp som inte ytterst bottnar i sinneserfarenhet är inte uttryck för egentlig kunskap. Vissa av dem är helt enkelt förvirrade, andra kanske nyttiga eller önskvärda fast man inte kan underbygga dem med kunskap. Till de senare hörde enligt Locke till exempel gudsbegreppet.
Empirismen som den filosofiska ståndpunkten att all vår kunskap ytterst är förvärvad, inte medfödd, har sedan Lockes tid varit mycket stark i det västerländska tänkandet. De stora empiristiska filosoferna fick redan på 1700-talet en utmanare i Immanuel Kant. Kant sa att de brittiska empiristerna väckte honom ur hans dogmatiska slummer så att han blev intresserad av kunskapsproblemet. I sin kritik av empirismen hävdade Kant att om allt vi kan veta är det vi har sinnesintryck av, så kan vi i verkligheten inte ha någon kunskap. Det vi nämligen erfar med sinnena är enskilda intryck, men inte meningsfulla helheter. Han ansåg att sinnesintrycken visserligen var nödvändiga för kunskapen om världen men att de inte var tillräckliga. Människans förmåga att uppfatta fenomenen förutsatte en inneboende förmåga att organisera intrycken. De principer enligt vilka vi organiserar våra intryck var enligt Kant t. ex. tid och rum, substans och orsakssamband. Kants synsätt har kallats för kritisk idealism.
En konsekvens av Kants resonemang var att vi aldrig kan veta något annat än hur världen ter sig för oss. Hurdana tingen är i sig kan inte vara föremål för kunskap. I den tyskspråkiga filosofin utvecklades de här tankegångarna efter Kant i en idealistisk riktning. Det innebar att vissa filosofer intresserade sig för vad "tinget i sig", verkligheten oberoende av det mänskliga medvetandet, kunde vara. Andra drog den slutsatsen att det enda verkliga är det mänskliga medvetandet. Till frågan om vilken som är den yttersta förutsättningen för vårt vetande gav idealisterna som regel svaret att kunskapen byggde på människans förnuft. Den uppfattningen kallas rationalism. Människorna tänktes ofta ha ett i princip likadant, medfött förnuft.
Fastän empirismen i många sammanhang är dominerande i den moderna filosofin har en del filosofer och forskare gjort sig kända för sin idealistiska grundsyn. Psykolingvisten Noam Chomsky har t. ex. hävdat att vi måste anta vissa medfödda tankestrukturer för att kunna förklara hur det är möjligt att barn lär sig det talade språket på så kort tid. Han har också hävdat att likheten i världens olika språk på djupstrukturell nivå visar att det mänskliga tänkandet följer vissa gemensamma mönster i vitt skilda naturmässiga och kulturella förhållanden.
Det empiristiska tänkandet har bland annat tagit sig uttryck i sätten att betrakta moralen, estetiken och i bredare bemärkelse begreppsbildningen. När vi talar om godhet, rättvisa, skönhet och använder t. ex. psykologiska begrepp talar vi om i sista hand empiriska fenomen, alltså något som vi kan ta reda på med hjälp av våra sinnen. Man kan säga att empirismen bygger på en metafysisk åskådning, nämligen den att verkligheten är empirisk, alltid i princip möjlig att erfara med våra sinnen. I motsats till empiristerna kan en idealist hävda att just begrepp som godhet, skönhet och längtan har med annat än det empiriskt iakttagbara att göra. Vi kan veta vad orden betyder utan att man kan ge en empirisk, "operationell", definition av dem. Idealisterna står då för den metafysiska åskådningen att vi har begrepp som hänför sig till en icke-empirisk verklighet.
Den diskussion som förs mellan empiristiskt och idealistiskt eller rationalistiskt tänkande filosofer i dag har anknytning till frågeställningar i filosofin sedan den brittiska empirismens uppkomst. Men rötterna till frågeställningarna går längre tillbaka i tiden än så. Motsättningarna i synsätten har kommit fram redan i Platons dialoger, där Sokrates argumenterar mot det vi i dag kunde kalla en endimensionell empirism. I modern tid har det tänkande som hämtar sin inspiration i Ludwig Wittgensteins senare filosofi fäst uppmärksamhet vid begreppens olika logiska karaktär. Därmed har den strävat bort från den tankemässiga återvändsgränd som ett metafysiskt ställningstagande innebär.
Et i Tyskland opstået slangudtryk ("Schizofrenie des Alltags"), der henviser til den kendsgerning, at de fleste af os ikke kan lade være med at "småstjæle" eller sladre, selv om vi godt ved, det er forkert. Overtrædelse af copyright-reglerne på trods af, at vi ved, at det kan være forbudt, er et godt eksempel på dette. Et andet er at viderebringe fortrolige oplysninger, som vi godt ved, vi ikke bør kolportere.
En livagtig, drømmelignende hallucination, der optræder netop som man er ved at falde i søvn. Se også hypnopompisk hallucination.
En livagtig, drømmelignende hallucination, der optræder netop som man er ved at vågne. Se også hypnagogisk hallucination.
Hypnose beskrives almindeligvis som en forandret bevidsthedstilstand (ASC = altered states of consciousness), men foreslås af Uneståhl (1990) benævnt alternativ bevidsthedstilstand (ABT). Årsagen hertil er, at den hypnotiske tilstand = ABT kendes af alle mennesker, først og fremmest gennem søvnen og drømmene, men også fra at være "faldet i staver", eller ved at have udført en eller anden monoton aktivitet, fx. kørsel på motorvej ("highway hypnosis"), jogging eller meditativ afslapning.
Gennem denne synsmåde afdramatiseres hypnosen som noget mystisk til det, den i virkeligheden er: et værktøj for fagpersoner (læger, tandlæger, psykologer etc.), ved hvilket disse kan bringe klienten/patienten i en trancelignende tilstand, hvor hjernen "slapper af" og er hypersuggestibel, dvs. ekstremt modtagelig for input. Heraf forstås, at hypnose i sig selv ikke er en behandlingsform, men en metode til at nå klientens/patientens underbevidsthed, der er det bevidsthedsniveau, psykologen o.a. i disse sammenhænge arbejder med.
Udgangspunktet for behandlingen er, at menneskets vane- og kontroltænkning er i det underbevidste. Man kan forestille sig, at der mellem det bevidste og det ubevidste er en lem, der åbner sig, når hjernen slapper af. I søvnen, fx., åbner lemmen sig ind i mellem og giver plads for det underbevidste i form af drømme. I hypnosen åbner lemmen sig også, men nu i klientens/patientens vågentilstand, hvorved nyttige input finder vej til det underbevidste, eller - omvendt - "glemte" minder drages frem.
Hypnose benyttes fx. ved vægtregulering, ryge-stop, selvtillidstræning, eksamensangst, fobier, smertebehandling m.v. Rigtigt anvendt, dvs. ved gentagne sessioner (behandlinger) og af en fagperson, er den et godt hjælpemiddel og har iflg. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) effekt på 90% af befolkningen.
En person med hypokondri er altså fysisk set rask, men evner ikke at indse det. Denne irrationalitet kan kun forstås ved bevidstgørelse af de ubevidste fantasier, der ligger til grund for den.
En form for neurose. Består i overdrevne følelsesreaktioner og/eller lammelse, svimmelhedsanfald, momentan blindhed eller døvhed etc.
Diagnosen er vistnok officielt afskaffet efter at amerikanske kvindegrupper havde lagt pres på forfatterne til diagnostiseringssystemet DSM III. Årsagen til kravet var angiveligt, at hysteri, som man oprindelig mente skyldtes, at uterus (livmoderen) (hystera = græsk for livmoder) bevægede sig rundt i legemet, var en kvindediskriminerende diagnose.
