|
|
|
|
Hej Holger!
Som alle de andre: skøn inspirerende hjemmeside! :)
Jeg er i færd med at skrive opgave om det ensomme "indre barn", altså barnet der er svigtet psykisk i løbet af barndommen, følgerne heraf, behandling osv.
I den forbindelse forsøger jeg selvsagt at grave ned i en forståelse af "hvad der egentlige sker", når et barn ikke bliver set, hørt og bare overlades til sig selv. Den sunde tilknytning - afgrænsning af selvet, kontra den usunde tilknytning - manglende afgrænsning.
Men lige nu sidder jeg her en lørdag aften og er gået totalt i sort - og ved ikke om jeg er hoppet helt af sporet - i hvert fald sidder jeg med bjerge af bøger omkring mig og kan ikke se klart!
Derfor spørger jeg - helt banalt: Hvem falder dig ind, som primære kilder, når emnet er som ovenfor beskrevet? Nu nævner jeg med vilje ikke nogen navne, eftersom jeg tror at jeg har næsten alle teoretikere repræsenteret omkring mig - i bogform.
Håber du kan sætte mig på sporet igen ...
På forhånd tak!
L
PS: I dit "leksikon" skriver du, at "Objektrelationsteorien stammer fra England, hvor en gruppe psykoanalytikere med Klein og Winnicott i spidsen modificerede Freuds driftsteori således" ... hvorefter der følger noget om "objektrelationsteorien".
Men - er det ikke Mahler der er ophavs-"mand" til denne teori??
Hej L!
Tak for henvendelsen og de pæne ord.
Her er vi på dybt vand, for "det indre barn" er et populærpsykologisk udtryk, der oftest benyttes af terapeuter, der ikke er psykologer. Fx er begrebet centralt i 12-trinsprogrammet, som det benyttes i behandling efter Minnesota-modellen. Her bruges det som reference til de infantile træk ved misbrugerens adfærd. Jung har en sekundær arketype, Barnet, der giver håb om Paradisets genkomst, men personlig anser jeg det som noget meget spekulativt.
Alligevel kan jeg ikke lade være med at vedgå min dragning mod "Det sårede indre barn" som en terapeutisk allegori for historiciteten hos bitre voksne. Jeg kunne måske referere til Eriksons stadieteori, se her. Den viser, hvordan mennesket på hvert stadium må overvinde de psykosociale udfordringer for fortsat at kunne udvikle sig "normalt". Som jeg har forstået Erikson, bliver der noget dysfunktionelt tilbage i det videre liv, hvis konflikterne ikke løses. Dysfunktionerne kommer til udtryk ved bestemte belastninger, eller i situationer, hvor individet møder sin fortid - hvilket jo godt kan kaldes det indre barn, ikke?
Nu er jeg ikke selv eriksonianer, og kan se en hel del problemer forbundet med hans teori, men det hverken kan eller skal hindre andre i at perspektivere egne tanker ved hjælp af ham!
Som du selv skriver, er der et hav af bøger om det indre barn. Det vigtige, set fra en akademisk synsvinkel er, at (i dette tilfælde) du gør rede for, hvorfor du benytter den eller den forfatter. Der findes fx udmærket skønlitteratur, der fremragende beskriver forskellige psykologiske problemstillinger, fri af videnskabelige bånd, uden at der af den grund kan/bør rynkes på næsen ad dem.
Summa summarum: Det er nok op til dig selv, om du vil benytte et begreb som "Det indre barn". Blot skal du sørge for at argumentere for brugen af det, og helst også knytte det til noget fagpsykologisk.
OK? Du er selvfølgelig velkommen tilbage.
Kh.
Holger
PS! Nej, Mahler så at sige satte sig mellem to stole, idet Anna Freud havde givet bolden op med sin anden bølge af psykoanalysen, som Mahler ikke brød sig om. På den anden side var hun optaget af de samme problemstillinger som Klein og Winnicott (der var loyale overfor Anna), men havde også rent geografisk distanceret sig fra Anna, idet hun jo virkede i USA.
PPS! Klargørende bemærkning efter korrespondencen: Med "loyal" mener jeg her, at Klein og Winnicott rent faktisk arbejdede videre og kom til en udvidet erkendelse af objektrelationernes betydning, medens Mahler indoptog Anna Freuds antagelser, der ikke var færdige, men nedfældet i et festskrift til hendes fars, Sigmund, 80-års fødselsdag. (Holger)
Sådan!
Du er godt nok hurtig! Men det kan jeg jo se på dine andre svar, at du generelt er! :))
Tak for svar! Jeg var selv ved at gå i gang med Erikson, men har umiddelbart fravalgt ham ... well, primært af tidshensyn - er som sagt ved at drukne i litteratur. Jeg har nu i stedet gået igang med Winnicott, Klein, Mahler - og Jung. Og har gang i de mere almene bøger af Bradshaw, Grønkjær og Asper.
Nu jeg nævner Klein og Mahler, så forstår jeg ikke helt dit "PS-svar", om objektrelationsteoriens skaber. Når jeg slår op på diverse steder på nettet - i bøger, nævnes Klein og Mahler i flæng, når der tales om denne teori. Jeg er dog med på at det ER Klein, der er ophavskvinde.
Så er der ordet "objekt-konstans" - dette bruges på samme rundhåndede måde. Skal dette ord, linkes direkte til objekt-relations-teorien - eller stammer det fra noget andet?
Og nu nævner du lige Jungs sekundære arketype, barnet. Interessant. Har du et link til læsning herom?
Ja, jeg fortsætter lige min spørgen, som du kan se. Og så må jeg bekende at jeg hører til gruppen af "terapeuter, der ikke er psykologer." Jeg er ved at afslutte et 5 års forløb hos X og får forhåbenlig snart den ikke altid velsete betegnelse "psykoterapeut". :)
På forhånd tak! Igen!
L
Hej igen L!
Jeg hører ikke til dem, der afviser psykoterapeuter, bare fordi de ikke er psykologer. Jeg afviser charlataner, der har været på et "Grækenlands-kursus" af 14 dages varighed, hvorefter de med et diplom i hånden kalder sig psykoterapeuter. Jeg afviser også psykologer, der står stille i deres (faglige) udvikling, dvs. ikke benytter sig af supervision, egenterapi og efter- og videreuddannelse.
Om objektrelationsteorien: Det er mere af historisk end psykologisk interesse, hvem der tilskrives æren for teorien. Den er falsificeret så mange gange og så grundigt, bl.a. af Erikson, hvis teori igen er falsificeret af bl.a. Daniel N. Stern, at det ingen psykologisk betydning har. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at Anna Freud, endnu medens hendes far levede, tog den handske, han havde kastet, da han opfordrede sine elever og efterfølgere til at arbejde videre med sine teorier, op. Det gjorde hun med forslaget om en rudimentær ego-psykologi, se her. Det blev bl.a. til Eriksons teori, men også til objektrelationsteorien. Jeg anerkender også Mahler som objektrelationsteoretiker, se her, men der er for stor eftergivenhed overfor den oprindelige (engelske, af Anna igangsatte) idé i hendes teori (at moderen konstituerer barnets patologi, hvor Klein (og Winnicott) tager konsekvensen af denne spekulation, og anerkender barnets destruktive og endog voldelige følelser/tendenser overfor moderen), at man efter min mening (som jeg oprindelig selvfølgelig har hentet fra undervisningen i udviklingspsykologi = autoriteter, der ikke er mig) kan tale om et paradigmeskift.
Og så "objektkonstans": Se her. I fht. objektrelationsteorien skal du passe på, ikke at gøre den til en del af teorien, for den (objektkonstansen eller objektpermanensen, som den også kaldes, foruden perceptuel konstans) er almenpsykologisk, ikke udviklingspsykologisk, selv om Piaget bruger den i sin forskning om barnets kognitive udvikling. Ellers er objektkonstans en vigtig entitet i barnets udvikling - også objektrelationelt. (Det skal forstås sådan, at de to begreber er teoretisk adskilte, men godt kan nævnes i sammenhæng.)
Om Jungs arketyper: Se her.
Sådan? Jeg er her stadig.
Kh.
Holger
Hov!
Jeg fik ikke sagt TAK for hjælpen og dine input!
Alletiders ... jeg arbejder heftigt videre!
Mvh
L
Jeg har endnu et spørgsmål: Jeg har siddet og læst om Jung - og det virker alt sammen vældig tilforladeligt og letforståeligt. Så søgte jeg lige lidt på nettet og røg ind i det jeg kalder nettets forbandelse: alle mulige tolkninger fra alle mulige kloge hoveder! Hvem har dog ret! Så nu er jeg forvirret så det basker ...
Er "komplekser" det samme som arketyper? Grønkjær beskriver det, som jeg læser det, som to forskellige ting ... og umiddelbart læser jeg det som "komplekser" hører hjemme i det personligt ubevidste, mens arketyperne hører hjemme i det kollektivt ubevidste.Jeg har læst om "dine" arketyper, men blev ikke klogere på ordet "komplekser.
Nogle bruger termen "ego", andre "jeg". Handler det blot om ord - eller der der en dybere mening?
Endnu engang tak for hjælpen!
Mvh
L
Hej igen L!
Komplekser: Almindeligvis ubevidst og fortrængt emotionspræget materiale, der er inkompatibelt med bevidstheden. "Sammenfiltrede", ophobede tanker, følelser, adfærdsmønstre og somatoforme udtryk. Kan medføre vedblivende psykiske forstyrrelser og symptomer på neurosis. Kan ved intervention blive bevidste og derved i høj grad miste deres indflydelse. Har intet (direkte) med arketyper at gøre. (Efter Victor Daniels, Ph.D., University of California, Los Angeles)
Ego er latin for jeg, og ordene bliver brugt i flæng, dog ofte sådan, at man taler om Jeg'et, hvis man vil anvende det danske udtryk. (Det betragtes af nogle vejledere og censorer som en dødssynd, ikke at holde sig til den først valgte måde - man må altså ikke i den ene sætning skrive Ego og i den næste Jeg'et.)
OK? Jeg er her stadig!
Kh.
Holger
Hej Holger
Først en tak for din fremragende hjemmeside, der er en stor støtte og hjælp i min vej gennem læreruddannelsen.
Jeg skal i min psykologi-synopsis forsøge at afklare, hvordan den kognitive udvikling iht Piaget´s faseteori, begrænser elevernes mulighed for at opnå (matematisk-) forståelse i den konkret operationelle fase (0. - 3. klasse).
Er det forkert at opfatte faseteorien som et udtryk for en biologisk begrænsning af forståelsesmæssig viden/erkendelse der afhænger af alder? Og hvis det forholder sig således, kan der så forventes begrænset mulighed for at gennemføre matematiske logiske beviser, på dette trin? Kan børn fra 7-10 år ifølge Piaget ikke tænke abstrakt?
Ligger der (også) i Vygotsky´s teori, en begrænsning i hvilken viden, der kan tilegnes på et givent alderstrin? Og deraf en begrænsning i hvad en matematiklærer kan forvente af eleverne fra 0.-3. klasse?
Jeg ved at spørgsmålene er af lidt overordnet karakter, men håber du kan svare alligevel.
mvh P
Hej P!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Jeg har lidt svært ved at forstå meningen med "den kognitive udvikling iht Piaget´s faseteori, begrænser elevernes mulighed for at opnå (matematisk-) forståelse i den konkret operationelle fase". Piaget bygger (hovedsagelig) sin teori på egne iagttagelser af sine egne børn, hvilket vil sige, at der er tale om empiri = "sådan er det". Specielt for den konkret operationelle fase gælder, at konkrete faktorer/hændelser (nu) kan processeres logisk og systematisk. Det betyder også, at det normale barn ikke oplever begrænsende betingelser for indlæring, så længe denne er tilrettelagt efter den konkret operationelle fases forudsætninger. Det er herved også klart, at abstraktionsniveauet skal tilpasses eleven/barnet. Sådan er skolens curriculum da også fastlagt i dag.
Nej, det er ikke forkert at opfatte "faseteorien som et udtryk for en biologisk begrænsning af forståelsesmæssig viden/erkendelse der afhænger af alder", men det skal nok reformuleres sådan, at til hver fase knytter der sig en begrænsende betingelse i form af et bestemt kognitivt niveau, hvilket neurologisk set er det samme som hjernens udviklingsniveau på stadiet. Hertil kommer så de erkendelsesteoretiske overvejelser, som Piaget fremsætter: at der foregår en "tilpasning, adaptation, af nye tankemønstre til gamle ditto. Adaptationen sker ad to veje: assimilation, hvorved nye strukturer lægges til gamle, uden at disse nødvendigvis ændres, og akkommodation, hvorved den allerede opnåede viden forandres, så ny viden kan indgå i nye strukturer, skemaer, der skaber ligevægt mellem individets aktuelle billeder af verden og de nye erfaringer". Hele processen er beskrevet her.
At tænke "abstrakt" er et ladet begreb. Derfor må man forstå Piagets anvendelse af det som en specifik entitet i udviklingsteorien. For Piaget var det netop abstraktionsevnen, der afgjorde, hvilket niveau, barnet befandt sig på. Følgelig vil et normalt barn på det konkret operationelle niveau ikke være i stand til at abstrahere til højere tankeprocesser, se her. Konkret vil det sige, at en logisk bevisførelse for højere matematiske sammenhænge ikke kan lade sig gøre. Dertil er barnets hjernestruktur ikke udviklet nok. (Først efter puberteten kan man forvente, at det sker.)
Vygotsky har et andet udgangspunkt end Piaget. Ganske vist er de begge konstruktivister, men Vygotsky teoretiserer på et kulturhistorisk grundlag, hvor niveaubegrebet ikke er opdelt: "Afstanden mellem det aktuelle udviklingstrin bestemt ved selvstændig problemløsning og det potentielle udviklingstrin bestemt gennem problemløsning under voksen vejledning eller gennem samarbejde med dygtigere kammerater; det betyder, at barnets grunderfaring bliver, at det først løser problemer eller opgaver sammen med andre, senere gør det selv uafhængigt af andre; der er her tale om en egentlig internalisering; alle opgaver erfares således to gange: først ydre og socialt, derefter indre og individuelt (psykologisk)". Konklusivt kan man sige, at begge teoretikere ville besvare dit hovedspørgsmål om, hvorvidt der ligger en begrænsning i hvad en matematiklærer kan forvente af eleverne fra 0.-3. klasse? med et "Ja!"
OK? Du er velkommen tilbage.
Hilsen,
Holger
Hej igen
Tak for dit hurtige svar, fik den desværre først i går.
Jeg har lige to tillægsspørgsmål.
Peter Lauridsens læringsmodel syntes jeg var særlig interessant i forbindelse med min opgave. Har du en litteraturhenvisning på den?
Kan du evt uddybe "abstraktionsevne"? Hvor skriver Piaget om den?
mvh P
Hej igen P!
Lauridsens model har jeg fået udleveret af ham selv på hans kontor, hvor han sad og nørklede med den. Det var vist i 1993. Vi diskuterede, hvad de kognitive konflikters begrænsende betingelser er, og jeg er - først efter min uddannelse til kognitiv adfærdsterapeut - kommet til den slutning, at det er emotionerne! I den oprindelige model var pilen med "Hierarkiet af de kognitive konflikter" heller ikke med. Så jeg har lidt af æren for modellen, som den ser ud i dag, men idéen er Peters!
Abstraktionsevne: "Through repeated actions, perhaps with variations or in different contexts or on different kinds of objects, the child is able to differentiate and integrate its elements and effects. This is the process of reflecting abstraction described in detail in Piaget, J. (2001). Studies in Reflecting Abstraction. Hove, UK: Psychology Press."
OK?
Hilsen,
Holger
Hej igen igen Holger
og igen tak for dit hurtige svar. Det er en stor hjælp i min proces for at forstå emnet.
Men igen lige et par tillægs-spørgsmål, da jeg jo desværre ikke kan læse om jeres model andre steder (hvornår kommer jeres bog?);
Hvorfor peger pilen (hierarkiet af de kognitive konflikter) begge veje i din og Lauridsens model?
Kan et eksempel på manglende opstigning i hierarkiet være manglende motivation eller sult (ud fra Maslow´s grundlæggende behov) som eksempler på emotionelle faktorer?
Jeg ser modellen som konstruktivistisk (f.eks fra handling til erkendelse, og færdighed giver kundskaber der igen giver en viden der fører til kritisk viden/kompetencer). Er dette forkert?
Jeg er kommet i tvivl om hordan jeg skal titulere dig i min opgave- Psykolog?/Kognitiv adfærdsterapeut ? Eller begge? Jeg er i tvivl fordi jeg har fundet dit navn på nettet sat i forbindelse med Frederiksbergcentret som psykolog. Er du stadigvæk der?
Måske en kort præsentation af dig selv på hjemmesiden kunne være en idé?
mvh P
Hej igen P!
Pilen peger begge veje, fordi et hierarki, i modsætning til den almindelige opfattelse, består af overordnede, underordnede og sideordnede entiteter. Da der i dette tilfælde er spørgsmål om overordnede (tankeprocesser) og underordnede (læreprocesser) entiteter, beskrevet ved pilen, der viser, at der ikke er tale om en statisk tilstand, men om det, man kunne kalde livslang læring = en dynamisk tilstand, hvor det, fx at være psykolog og kognitiv terapeut ikke er et endemål, men kun et skridt på vejen, vil der altid være tale om, at man skal ned for at hente ny viden, hvor man ellers troede sig være færdig! (Det oplever jeg p.t., hvor min datter er så langt i sine studier, at jeg kan have svært ved at følge med - hvilket jeg jo heller ikke nødvendigvis behøver, men på grund af min natur som videbegærlig, alligevel gør!)
Ja, i u-lande, men i så fald på grund af, at dækning af mangelbehovene iflg. Maslow er en forudsætning for opstigning. I den aktuelle model går vi dog ud fra nordiske (vesteuropæiske) forhold, hvor skole- og socialvæsenerne er veludviklede. Der er snarere tale om det, man i kognitiv adfærdsterapi kalder omstrukturering, der er evnen til at tænke alternativt, når man fx har sagt: "Fuck kemi!" (kognition) og dernæst er blevet overvældet af en dysfunktionel følelse, fx lede, der - uden omstrukturering af den oprindelige automatiske tanke (Fuck kemi!) - går over i kropslige sensationer, fx anspændthed, og til sidst i destruktiv adfærd, fx pjæk; evt. med den kendte begrundelse: "Jeg skal jo alligevel ikke bruge det til noget." Se her. Hvis man derimod kan sige til sig selv: "Kunne jeg ikke tænke på en anden måde?", når følelsen (lede) overmander en, og fx sige til sig selv: "Jeg kan godt se, at selv om jeg ikke lige nu og her har lyst til det, vil det (nok) gavne mig sidenhen. Altså må jeg heller bide i det sure æble og følge med." Det er den kognitive terapeuts opgave, at investere sin viden og erfaring (og sig selv) i et spil med eleven (klienten), hvor kortene bliver lagt på bordet, og eleven er specialist i (merevidende om) sin egen situation. Opstigningen i det kognitive hierarki er således afhængig af a) tilegnelsen af det dannelsesmæssige indhold, og b) på tærskelen fra den ene kognitive konflikt til den anden, overvindelsen af den psykiske (emotionelle) konflikt. For både a) og b) gælder, at de også indeholder sideordnede hierarkiske entiteter.
Godt set! Svaret er: nej, det er ikke forkert.
Bare skriv psykolog, for det er den officielle (beskyttede) titel. Alle og enhver kan kalde sig kognitiv adfærdsterapeut, men kun de uddannede kan være medlemmer af SAKT (Selskab for Adfærds- og Kognitiv Terapi, www.sakt.dk). Hvis du klikker på Terapi i den nederste bjælke på forsiden, kommer du til en side, hvor du får adgang til alle de oplysninger, også mine uddannelsesdata mv. (klik på Dokumentation), du har brug for. Ja, jeg har klinik på Frederiksberg Hospital, Frederiksberg Centeret for Minnesota-behandling, hvor jeg også behandler klienter med dobbeltdiagnose (misbrug + psykiske problemer), dog kun de psykiske problemer. I øvrigt er jeg selvstændig erhvervsdrivende.
OK?
Hilsen,
Holger
PS! Bogen, som jeg alene står for, er på trapperne (hvilket betyder: måske til jul). Den kommer til at hedde noget i retning af Sammenhæng og mening - kognitiv adfærdsterapi med børn og unge.
Igen tak for dit hurtige svar. Jeg skal lige synke dem.
Jeg tænkte at når der stod "terapi" i nederste bjælke, var det nok ikke noget der var interessant for mig, men jeg tog fejl. Beklager.
Iøvrigt spændende at se du har læst på KDAS til lærer (har selv læst HF der tilbage i 1985) og at du er korleder, da jeg selv har musik som liniefag udover matematik.
Er faldet over tekster et par tekster; Liberia undersøgelsen (Michael Cole) og Uzbekistan-undersøgelsen (Luria/Vygotskij) som jeg finder meget interessante i kontrast til Piaget og logisk matematiks læring. Det kan være der dukker nye spørgsmål op i forbindelse med dem.
Tusind tak for "lån af dit overblik".
mvh P
Hej HOLGER.
Jer læser pædagogisk psykologi på DPU. Jeg skal skrive opgave indenfor udvikling, subjektivering og diversitet.
Min problemformulering er: Hvordan de tokulturelle børn udvikle sociale kompetencer i et multikulturelt samfund. Jeg har tænkt mig at fokusere om konfliktløsning.
-hvordan de tokulturelle børn orienterer deres konflikter på. Jeg har valgt socialkonstruktionistisk og poststrukturalistisk som teori tilgang. Men jeg ved ikke hvordan jeg kan inkorpere "konflikt" i teorierne. Hvad er Sondergaard og de andre synspunkt om konflikt?
Jeg håber at du kan hjælpe mig.
Tak .MVH.
F
Hej F!
Tak for din henvendelse.
Har du diskuteret din opgave - især problemformuleringen og teoritilgangen - med din vejleder? "Hvordan de tokulturelle børn udvikle sociale kompetencer i et multikulturelt samfund" er ikke en (god) problemformulering. For det første er det ikke en "undren" eller et spørgsmål, der skal svares på. For det andet virker det på mig lidt dobbeltkonfektagtigt at have både "tokulturelle (børn)" og "multikulturelt (samfund)" i samme sætning, når "multikulturel" ikke henviser til noget bestemt samfund (det danske?). Jeg kan gisne om, hvad du tænker, og på den baggrund foreslå en anden formulering: Hvordan kan man på pædagogisk og psykologisk grundlag fremme udviklingen af tokulturelle børns sociale kompetencer, hvis man ser på Danmark som et multikulturelt samfund? Du skal selvfølgelig selv synes, at det kan bruges - og i øvrigt ændre det efter dit eget hoved.
Du nævner heller ingen navne på forfattere, du vil støtte dig til, blot to overordnede samfundsparadigmer. Derfor er det svært for mig at råde dig i fht. "konflikt".
Når du har tænkt over mit svar, er du velkommen tilbage, så kan vi tage den derfra!
Hilsen,
Holger
Hej Holger,
wow sikke en hjemmeside, den er knagme fantastisk!
Jeg sidder og skriver på en didaktik-opgave, som forhåbentlig gør mig færdig som meritlærer til sommer.
Jeg skal redegøre for mit personlige grundsyn i forbindelse med: Menneskesyn, samfundssyn, dannelsessyn og læringssyn. Det er noget af en omgang og det der volder mig noget besvær er, at få skilt de forskellige ad.
Jeg tænker følgende om:
Menneskesyn: Behavioristisk kontra humanistisk. Hælder helt klart til humanistisk. Og noget med demokratisk værdigrundlag.
Samfundsyn: Hvad er egentlig et samfundssyn for en størrelse? Overvejer om man kan bruge Bourdieu, med hans kapital, habitus og felt teori.
Dannelsessyn: Behavioristisk kontra konstrutivistisk. Er til konstruktivismen. Har stødt på begreberne Sokratisk læring og fronesis (Som taler til mig ;0)) ) - vil de passe ind i dannelsessyn -afsnit?
Læringssyn: Her regner jeg med, at inddrage Csikszentmihalyi og flow og Hans Henrik Knoop. Stephen Krashen i + 1, Vygotsky zonen for nærmeste udvikling og Marslows behovspyramide. Men passer disse mere ind i et konkret metode afsnit?
Endnu en gang fed informativ hjemmeside du har lavet.
Venlig hilsen A
Hej A!
Her kommer nogle input til dine spørgsmål. Men jeg skal først takke dig for henvendelsen og de pæne ord.
Om humanismen: Læs her. Spørgsmålet om humanistisk menneskesyn er så omfattende, at den tekst, linket henviser til, vil give dig de mest brugbare data, idet det vistnok drejer sig om den seneste udgave af det såkaldte Humanistiske manifest. Der er kritik af manifestet på hovedsiden.
Om behaviorismen: Jeg vil nok fraråde dig, at gøre den til genstand for dit menneskesyn - med mindre du vil trækkes rundt i manegen af en evt. eksaminator og censor. Den er simpelthen for mekanisk! Om begrebet samfund: Se her; jeg kan nok ikke gøre det bedre selv. Bourdieu er spændende og interessant - men svær! Hvis du har mod på det, er det alle tiders, men ellers henviser den nævnte artikel til den franske sociolog Emile Durkheim, som sandelig også kan bruges. Og lige neden under bliver Radcliffe-Brown og hans tanker beskrevet.
Om konstruktivistisk dannelsessyn: Beskrives oftest som, at læring ses som den lærendes egen fortløbende forandring af kognitive strukturer. Både Piaget og Vygotsky var konstruktivister, men havde forskellige grundteser; se her og her.
Om læringssyn: Det er ok, at du vælger, som du gør, men vær klar over, at du bevæger dig ud i en teoriverden, der er højst diskutabel. Det betyder, at du skal være parat til at forsvare dit syn, se her og her. Vygotsky er helt efter mit hoved. Maslow kan bruges, hvis du gør det med omtanke, se her. Og så synes jeg, at Krashen er malplaceret her, hvilket skyldes hans forskningsområde vedr. tilegnelse af andetsprog og langt hen ad vejen er et neurobiologisk spørgsmål.
OK? Du er velkommen tilbage.
Kh.
Holger
Hej Holger W,
Jeg er dig dybt taknemmelig, sikke en god omgang vejledning. Og for pokker du er hurtig til at vende tilbage.
Jeg begiver mig straks igang med det - og vender tilbage med mer feedback.
Ang. Krashen; ham har jeg med fordi det er en didaktik opgave, som også indeholder et engelsk undervisningsforløb.
VH A
Hej Holger!
Så er det min tur, til at spørge dig om råd, på denne glimrende hjemmeside. Godt vi studerende har sådan en som dig, at søge hjælp hos.
Jeg er i gang med en psykologiopgave. Jeg vil gerne sætte fokus på højt begavede børn eller som det også hedder børn med særlige forudsætninger. I råd med dette, er jeg blevet anbefalet at se nærmere på Tønnesvang og Arne Poulsen. Herudaf kan jeg læse mig til, at det må være selvværd, selvopfattelse der må være omdrejningspunktet. Så problemformuleringen kunne gå i retning af hvordan man bevarer disse børns selvværd, selvopfattelse, selvtillid i skolen.
Og en analyse af hvordan Tønnesvang og Arne Poulsen ser på selvopfattelse, selvtillid, selvværd. Sådan som jeg ser det skelner Tønnesvang ikke mellem selvværd, selvtillid, som sådan, man bruger selvets grundkonstituenter til at betegne forskellige grundtrin der påvirker selvet uafhængigt f alder. Disse grundtrin udvikles og gennemgå selvet hele tiden, livet igennem. Arne Poulsen taler om selvtillid, selvvurdeing, og dennes udvikling i forhold til alder, selvværd og mestringsorientering.
Jeg har dog brug for lidt flere oplysninger om hver af disse teorier. Håber du kan hjælpe mig.
Med venlig hilsen
M
Hej M!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Kig her og i øvrigt andre artikler i Forum, hvor Tønnesvang optræder (fx her, her, og her.
Om Arne Poulsen: Læs denne artikel (vistnok taget af nettet, når dette kommer på Forum-siderne). Skal du have et videnskabeligt indblik, må du hen og låne Psyke & Logos nr. 2/1994 (Tema: Selvet) og nr. 2/1995 (Tema: Bevidsthed), hvor Poulsen har artikler om emnerne.
OK? Du er velkommen tilbage.
Kh.
Holger
Hej Holger.
Jeg er studerende ved X seminarium og igang med at skrive opgave om Borderline - alt det er gået okay, men nu er jeg helt lost da vi har fået den mindre gode ide at fortælle om udvikling, læring og (mig) dannelse - ind over emnet. Jeg kan simpelthen ikke finde noget som fortæller mig hvori dannelsesbegrebet ligger når det drejer sig om borderline - vi har læst "Glaspigen" af Karin Dyhr og Marianne Holmen og bruger den som udgangspunkt. I min søgen rundt på nettet "faldt" jeg over din side - så istedet for at lave opgave gennemlæste jeg mange, rigtig mange af spørgsmålene og dine tilbage svar, hvor er det super med sådanne en side en stor tak for det og håber derudover at du kan hjælpe mig med at besvare mit spørgsmål.
Bedste hilsner,
C
Hej C!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Hvis vi går ud fra en definition som
Borderline personlighedsforstyrrelse er en alvorlig psykisk tilstand, karakteriseret ved vedholdende ustabile interpersonelle forhold, et usikkert selvbillede, en uberegnelig adfærd og følelseslabilitet,
har vi en case (eller et individ), der klinisk falder langt udenfor normalpopulationen, nemlig
Da det altid gælder, at man må se individet, som det er, bliver spørgsmålet: hvilken dannelse kan netop dette individ opnå. Hvis vi så definerer dannelse som det, der er permanent i personligheden efter endt dannelsesproces, kan man, ved at henvise til almene dannelsesteorier (man kan "smugkigge" her og her) og relatere rationalet i disse til borderline-casen, fagligt vurdere, hvad relationen medfører: en (på grund af lidelsens karakteristika) meget vanskelig dannelsesproces med et yderst usikkert resultat i retning af uforudsigelighed i fht. de parametre de(n) valgte dannelsesteori(er) vægter.
Der er altså ikke noget specifikt dannelsesbegreb, der dækker borderline, skæve tæer eller andet - et dannelsesbegreb er et dannelsesbegreb, og dannelse er dannelse. Af det sidste er der nogle, der har meget (relativt set) og nogle, der har mindre. Det kan være, fordi de har pjækket fra undervisningen, er dumme som bræt eller har et forstandshandicap, en klinisk diagnose eller andet, der forhindrer dem i at nå dertil, hvor normalpopulationen i et givet samfund ville udstyre dem med attributtet "dannet"!
Hvordan du vil relatere dette til "Glaspigen", som jeg ikke har læst, er så op til dig selv!
OK? Du er selvfølgelig velkommen tilbage.
Kh.
Holger
Kære Holger.
Tak for en god brevkasse.
Jeg er i gang med en opgave, hvor problemformuleringen lyder cirka sådan: Hvordan kan jeg som lærer bruge psykologiske teorier i forrhold til at styrke udsatte børns selvbillede og kan dette føre til at disse børn kan inkluderes i folekeskolens normalklasser.
Jeg bruger Stern, Anne Lise Schibbye og Giddens i forhold til selvet. Jeg har gjort rede for begrebet inklusion/ekskusion og lidt om normalitetsbegrebet. Kan du måske hjælpe i forhold til sammenligning af teorierne og hvordan de kan bruges i forhold til inklusion i normalregi.Jeg mangler lidt overblik og en rød tråd. På forhånd tak.
Mvh.
K
Hej K!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Jeg har spekuleret en del over, hvad det egentlig er for en idé eller undring, du forfølger. Derfor må jeg jo prøve at sjusse mig ind på, hvilken tankegang, der ligger bag. Jeg tror den er pædagogisk, snarere end psykologisk. Altså går jeg ud fra det, og opstiller en matrix over de teoretikere, du nævner, deres grundantagelser og disses implikationer. Den ser (i min udgave) sådan ud:
Hvad er fællesnævneren for disse påstande? Egentlig skulle jeg jo ikke besvare spørgsmålet, men eftersom det er så indlysende, skriver jeg et alligevel: LIGEVÆRD. Det bliver altså pædagogens/lærerens opgave, at bekæmpe drilleri og mobning, samtidig med at han/hun skal arbejde på at udbrede den sandhed, at ingen behøver at være "underdog", hvis vedkommende ikke ønsker det. Desværre er nogle (børn) socialiseret ind i en udenfor-kultur, hvor det, at være submissiv, er et vilkår for overlevelse. Således er det en stor pædagogisk-psykologisk opgave, at overbevise barnet om dets egenværd.
Jeg har jo en gang været lærer, og et ufravigeligt princip i min undervisning var, at ingen havde noget at grine ad andres mere- eller mindreviden over. Begrundelsen herfor, som jeg ikke forsømte at docere for ungerne, var, at vi alle på et eller andet tidspunkt vil komme til at kende til fortvivlelse i den ene eller anden form. I virkeligheden er det den, der ikke kan acceptere den anden, som denne er, der er dysfunktionel - og det mener jeg fortsat og benytter det i mit arbejde som psykolog. Dette betyder, at alle børn, der ikke lider af et forstandshandicap, skal kunne integreres i et normalmiljø.
OK? Du er velkommen tilbge.
Kh.
Holger
Hej Holger
Har netop opdaget denne fantastiske hjemmeside og har akut brug for hjælp.
Jeg sidder netop nu og tumler med min eksamenssynopsis i psykolog "Identitet og tosprogede". Jeg kan ikke få øje på nogen decideret forskel i selve identitetsfasen?? Men, kan du forklare, hvor i idenditetesdannelsen det går galt, når muslimske unge har brug for at sætte ild og brænde det danske flag - for at vise deres utilfredshed. Er det fanatisme? Er det tegn på negative opvækstvilkår og omsorgssvigt - eller hvad?
Håber du kan hjælpe mig i den eksamens-synopsis jeg netop sidder og arbejder på.
Venlig hilsen
K
Hej K!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Prøv at kigge her. Denne lille artikels implikationer er også, at tokulturelle unge må affinde sig med at være udenfor det samfund, de egentlig bør høre til. Sådan noget skaber frustrationer og desperation, uanset om det drejer sig om muslimer, kristne eller areligiøse. Så er det, at man griber til det, man kan - og det er at ødelægge; for opbygning har taget tid og kræfter, og derfor er destruktion et intrapsykisk pres for at gøre opmærksom på desperationen og vreden.
OK? Du er velkommen igen.
Kh.
Holger
Hejsa.
Jeg er ved at lave en eksamensopgave i psykologi om mobning, hvor jeg inddrager Vygotskys Zone for nærmeste udvikling. Men lige pludselig kan jeg simpelthen ikke finde ud af hvorledes eleven bliver påvirket af mobning jf. Vygotsky.. Jeg er klar over at arbejde i eller med Zone for nærmeste udvikling angiver at man forsøger at lægge udfordringen blot en smule ud over elevens nuværende niveau og at man så antager, at en succes vil befordre tillid og motivation hos eleven til at gå videre med nye opgaver. Men hvad er det lige der sker når en elev ikke er disponeret for læring pga. mobning???
Håber ikke spørgsmålet er for rodet…
MVH
L
Hej L!
Tak for din henvendelse.
Tag et kig her. Du vil se, at Vygotsky overhovedet ikke beskæftiger sig med mobning, men udelukkende om læring. Så, fra den vinkel er det svært for mig at se, hvordan du kan benytte hans teori til at relatere til begrebet mobning. I givet fald skulle du gennem en masse mellemregninger, hvor du evt. til sidst kom til en hypotese om, at den rigtigt implementerede Vygotsky-teori også (altså som sidegevinst) medvirke til elevens modstandsdygtighed overfor mobning.
Jeg er personlig af den opfattelse, at ingen behøver at blive mobbet, hvis vedkommende ikke ønsker det. Men dertil skal der en læreproces af en anden art end en konstruktivistisk do., se fx her.
Jeg kan nok ikke komme nærmere sagen uden flere informationer, som jeg hermed inviterer dig til at sende til mig.
Hilsen,
Holger
Hej Holger
Som du ved skal jeg snart til Ba eksamen i lærergerningen i faget historie med titel : Historie, dannelse og handlekompetence
Jeg har lige et par spørgsmål til dig, for lige at høre din mening om diverse begrebsdefinitioner- håber det er ok? Nedennævnte begreber er ofte er nævnt i diverse faghæfter også i hist. faghæftet.
Hvordan definerer du begrebet kundskaber?Hvordan definerer du begrtebet færdigheder? hvordan definerer du begrebet viden og indsigt? Hvad er forskellen på begreberne? Og hvilken et af begreberne ligger tættest på begrebet handlekompetence og dannelse?
Mange hilsner H
Hej igen H!
Tag et kig på dette skema:
Hilsen,
Holger
Hej igen!
Jeg glemte at skrive noget om, hvad der ligger tættest på begrebet handlekompetence og dannelse. Det følger her:
Holger
Hej Holger.
Jeg sidder midt i eksamenslæsningen til personlighedspsykologi og gang på gang er jeg kommet i stor tvivl ang. flere begreber, og jeg håber derfor, at du måske kan giver mig en smule mere forståelse, eller lidt forvirring på et højere plan:)
Først vil jeg høre dig (og jeg ved det er en mere eller mindre umulig opgave!) men hvordan adskiller og definerer man begreberne:
SELVET
PERSONLIGHED
IDENTITET
SUBJEKT
- kan du fortælle mig kort, hvordan hhv. Sociokogntive teorier som Banduras teori, narrativ teor, psykoanalytisk teori (Freuds), nyere psykodynamisk teori samt kritisk psykologi forholder sig til disse fire begreber?
Mvh, A
Hej A!
Tak for din henvendelse.
De begreber, du søger en forklaring på, er, som du også antyder, forskelligt opfattet i de forskellige skoler.
Men lad os prøve!
Selvet, se her.
Personlighed, se her (læs hele korrespondancen!).
Identitet, se her.
Subjekt, se her.
Jeg har forsøgt at differentiere begreberne efter dine kriterier, men det er ikke overkommeligt for mig - dertil har jeg for meget andet, der også skal gøres. Det er også årsagen til, at du først får mit svar nu. Det store problem ligger i, at skulle pinde de mere eller mindre uvæsentlige forskelle i begrebsopfattelserne ud. Det fører til en matrix af formidabel størrelse (20 felter), og efter at have prøvet, må jeg kaste håndklædet i ringen! Beklager.
Håber, du alligevel kan bruge noget af, hvad der fremgår af mit svar. Og du er velkommen tilbage, skal du vide.
Hilsen,
Holger
Kære Holger
Jeg læser til kandidat i pæd. og er i færd med at afslutte en synopsis. Her er indledningen og metoden:
Mit spørgsmål lyder:
Hvordan kan jeg og kan sammenstille Lars Qvortrup, Giddens, Mads Hermansen, Vygotsky og Bateson.?
Er der overhovedet nogen ligheds punkter?
Kan jeg sammenstille Vygotsky som er den kulturhistoriske skole og Qvortrup og Bateson som er systemteoretiker ?
Og hvis du gider må du gerne kommentere mit oplæg for jeg er klar over det ringe niveauog jeg vil bare så gerne bestå!
Venlig hilsen og tak for dine rigtig gode svar - du er os allesammens guru, i hvert fald min.
H
Så til det rigtig svære: Hvordan kan jeg og kan sammenstille Lars Qvortrup, Giddens, Mads Hermansen, Vygotsky og Bateson.? Jeg vælger at tage Hermansen som referenceramme og lave en PowerPoint, som du ser som vedlagt fil. Hvert dia er forsynet med både henvisning til Hermansens læringsunivers og en kommenterende tekst. Sammenhængen teorierne imellem ligger altså i placeringen i forhold til Hermansen.
OK? Du er naturligvis velkommen tlbage.
Kh.
Holger
Hej Holger
Jeg kan ikke takke dig nok. Jeg ved hvor du får energien fra, men jeg er dig dybt taknemmelig. Nu har jeg nået at arbejde videre på. Jeg vender tilbage, når jeg er nået lidt længere.
Mange tak.
H
Hvad vil det helt præcis sige at være neo-freudianer, har læst mig frem til at Erikson var det men kan ikke helt finde ud af hvad det betyder.
Hej C!
Tak for din henvendelse.
Alle psykologer (og psykoterapeuter), der anvender en videreudvikling af psykoanalysen, som jo var Freuds unikke innovation, er neofreudianere. Det btyder, at de har "genopfundet", og dermed videreudviklet psykoanalysen, sådan som Freud opfordrede sine 'elever' og efterfølgere til at gøre. Faktisk var han datter, Anna, den første neofreudianer, idet hun på sin far 80-årsfødselsdag holdt en tale, hvor hun luftede tanken om nødvendigheden af, at inddrage jeg'et i analysen. Det blev senere til ego-psykologien og alle de andre, nu til dags mere eller mindre brugbare psykodynamiske teorier.
Erikson er ego-psykolog, altså psykodynamiker, og han lod sig inspirere af Annas tale. På denne måde satte Anna Freud gang i det, man kalder "Den anden bølge" i psykoanalysen. "Den tredje bølge" repræsenteres af objektrelationsteorierne. Der er ikke "officielt" nogen fjerde bølge, men jeg vil godt vove pelsen og udnævne Daniel N. Stern og co., på trods af, at de er nået langt ud over den psykoanalytiske "smertegrænse", til fortalere for "Den tredje bølge".
Så man kan sige det sådan: Psykoanalysen er den oprindelige "lære" og "metode", og de, der ikke nøje følger dens retningslinjer, men har den som sit udgangspunkte, er neofreudianere.
OK? Du er velkommen tilbage.
Kh.
Holger
Hej Holger
Der må være noget jeg har fuldstændig misforstået troede efterløberne af Freud var freudianerer ikke neo-freudianere synes også helt bestemt jeg har æst et sted at Stern var freudianer, måske noget jeg har misforstået?
Tak for hjælpen om ikke andet hjalp det et godt stykke.
Mvh C
Hej igen C!
Ja, altså, hvis du eftersøger 68ernes (det er min generation) udfordring af psykoanalysen, som rigtignok senere fik betegnelsen neofreudianisme, men faktisk, mens den endnu var hot (og gik hånd i hånd med kapitallogikken, som er lige så stendød) hed freudomarxisme, kan jeg forstå, at du er forvirret. Jeg har fundet to links, du kan kigge nærmere på, nemlig dette og dette.
I praksis kalder vi dog de i min forrige mail nævnte retninger for neofreudianske - af de nævnte årsager. Undskyld forvirringsskabelsen - jeg forestillede mig ikke, at nogen (ung?) havde hørt om Fromm & co. :-)
Hilsen,
Holger
Altså hvis jeg forstår det helt rigtigt er freudianere tilhængere af freud og neo-freudianerer er dem der bygger videre på hans teori om psykoanalysen.
Alle har Freud som deres udgangspunkt, men bygger videre på hans psykoanalyse, hvorfor de ikke er psykoanalytikere, men freudianere af den ene eller anden slags. At man så på et tidspunkt politiserede Freuds teorier, og på denne måde fik betegnelsen freudomarxister - fordi man blandede Freud og Marx sammen - som sidenhen hos de "pænere" freudianere (der var en modbevægelse i forhold til at blande alt muligt "uvedkommende" ind i "den rene(re) lære" - Freud havde trods alt opfordret sine efterfølgere til at arbejde videre med sine teorier) blev til "neofreudianere", der lød mindre aggressivt, er af historisk, men ikke i særig grad psykologisk-videnskabelig interesse.
Holger
Hej igen C!
Jeg bliver nødt til at krybe til korset og - efter lange overvejelser og kig i mine lasede bøger - præcisere, at du nok skal bruge begrebet "neofreudianisme" i den bestemte kontekst, hvor teoretikere som først og fremmest Erich Fromm, der foretog en revision af psykoanalysen, så det sociale indhold (marxismen) fik paternitet, hvor Freud havde vægtet det biologiske, skal fremhæves. Sammen med Horney og Sullivan kunne han stille med et fagligt set stærkt og vægtigt "hold", der var så radikale i deres reformiver (men stadig fulgte Freuds opfordring til at arbejde videre med hans teorier), at de "pæne" kaldte dem neofreudianere, mens revisionisterne (altså de, der ville erstatte det biologiske med det sociale) kaldte dem freudomarxister.
Du må undskylde erindringsforskydningen. Jeg håber, begreberne falder på plads :-)
Hilsen,
Holger
Hej Holger.
Jeg har ikke outlook på min computer, så jeg håber det er okay, at jeg går denne vej - ved i det hele taget ikke om det gør en forskel for dig? Det gør bestemt ikke noget hvis ikke man kan læse mit indlæg på basen!
Jeg er lærerstuderende og skal snart op til psykologieksamen, hvor jeg har valgt at have fokus på lav selvopfattelse. Jeg vælger at tage udgangspunkt i en case fra min praktik på 3. år, hvor jeg observerede og underviste X, der efter min mening har en lav selvopfattelse, dog dækket af massiv praleri. For at forklare hvorfor jeg mener at X har en urealistisk selvopfattelse, benytter jeg mig af Eriksons 3 første stadier, hvor jeg forholder mig til krisernes enten positive eller negative udfald og går senere i dybden med den 4. stadie. Samtidig har jeg i min synopsis skrevet, at jeg vil forklare hvorfor jeg mener at X har en lav selvopfattelse ud fra en model bearbejdet af Rommetveit (findes på side 359 i Elevens verden af Gunn Imsen).
Mit spørgsmål lyder derfor, hvorvidt jeg kan sammenligne Eriksons forståelse af det subjektive jeg og objektive mig med Rommetveits model, hvor han også anvender begreberne selvet som objektiv mig og selvet som subjektiv jeg - er det samme former for selver de to teoretikere opererer med?
Videre har jeg et spørgsmål ang. Løvlie Schibbyes dialektiske relationsforståelse. Jeg anvender hendes relationsforståelse i henhold til at beskrive hvorfor X har særligt svært ved at begå sig i barn-barn relationen, da X skaber et subjekt-objekt forhold til de andre børn. Men det dialektiske er jo netop også at man gennem de andres reaktion på en, får en opfattelse af sig selv og derved kan ændre adfærd ud fra reaktionerne. Dette lader X ikke til at tage til sig - er det så fordi X ikke er (selv)refleksiv og afgrænset? Kan du ud fra Schibbyes dialektiske relationsforståelse, forklare mig, hvorfor det er svært at indgå i relationer til andre, særligt når man har en meget lav selvopfattelse?
Håber ikke det er alt for forvirrende! Håber på lidt afklaring :)
Hilsen M
Hej M!
Tak for din henvendelse, som er gået fint igennem. Skal "Det gør bestemt ikke noget hvis ikke man kan læse mit indlæg på basen!" forstås sådan, at du ikke ønsker denne korrespondance med i Forum-sektionen? Det vil jeg i givet fald - med beklagelse - respektere.
Du sætter mig på en prøve, for jeg ved ikke meget, om noget, om Rommetveit, foruden, at var freudianer (ego-psykolog) og før min tid. Rommetveit (1958) diskuterer egobegrebet. Det gør Erikson også, men ud fra en anden forståelse.
Rommetveit er af den opfattelse, at selvopfattelse er en bevidst kognitiv proces, nemlig personens perception af sig selv, både deskriptivt og normativt. Hertil hører både "det sociale jeg" (den opfattelse, personen tror, at andre har af ham/hende selv = det objektive jeg) og "det egentlige jeg" (den opfattelse personen har på grundlag af sin egen selvvurdering = det subjektive jeg). De to jeg'er kan være sammenfaldende, men er det langtfra altid. Det ene selvbillede kan være mere positivt end det andet. (Jeg har ikke Imsens bog, men har sikret mig hos en kollega, der kender til den. Derfor den lange svartid.
Erikson er også ego-psykolog, men ønsker at udvide Freuds udviklingsteori til at omfatte hele livsforløbet, hvor det subjektive jeg skal overvinde det objektive mig = de otte livskriser, hvilket igen viser, ar teorien er en stadieteori.
Det er vigtigt ikke at sammenblande egopsykologi og selvpsykologi. Den første er langt tidligere end den anden, og uanset, om de to teoretikere anvender begrebet selv, er det ikke det selv, selvpsykologerne anvender.
De sidste spm. om Schibbyes relationsteori er lidt kringlet, fordi hun vistnok behandler barnet i et nyt parforhold (altså med en papmor eller -far). Derfor må man antage, at problemer med relationsdannelse barn-barn stammer fra det uheldige udfald af det ny forhold, idet barnet har mistet troen på andres hensigter.
OK? Du er velkommen tilbage.
Hilsen,
Holger
Hej Holger!
Du har hjulpet før, håber du også kan nu...
Hvad er forskellen på konstruktivisme og social konstruktionisme?
HJÆÆÆÆLP
Tak;-)
S
Hej igen S!
Prøv at se her og så her. Jeg kan ikke på stående fod huske, om jeg har skrevet, at socialkonstruktionisterne oprindelig gerne ville have, at deres teori skulle hedde -visme, men at "navnet" allerede var nuppet af Vygostskys og Piagets fortolkere (dvs., at andre var begyndt at kalde dem for (social)konstruktivister), fordi de begge - trods forskelligt rationale - hævder, at mennesket selv konstruerer sin viden.
Vend endelig tilbage, hvis du stadig vakler i din forståelse!
Kh.
Holger
Hej igen kære Holger...
Og tak for din hjælp tidligere.... Dejligt.. Nå, men jeg har skrevet opgave/synopsis om tosrpogede og identitet. Jeg har skrevet om Eriksen og identiet, Vygotsky og ZNU, som et fremadrettet perspektiv på, hovrdan man som lærer kan støtte op de tosprogede elever og deres identiet. Jeg har ydermere skrevet om Vygotsky's Dagligdags- og videnskabligebegreber, da jeg her ser, hvordan, man som lærer, skal være med til OGSÅ at styrke de dagligdagsbegreber, da de er vigtige for de videnskablige. Hmm. Ja, nu skal jeg jo så til eksamen og har svært ved lige at se på hvad jeg skal tage op i denne sammenhæng og hvad jeg skal fokusre på i mit eget oplæg.. Er pludselig blevet i tvivl, om det er langt ude, at jeg har inddraget det med de daligdags og de videnskabeligebegreber i forhold til identitet?? HMM.. Håber på bare lidt hjælp.. Hvis det da ellers er muligt.. Og undskyld min "lange smøre"............
På forhånd tak...
L
Hej igen L!
Godt du skriver igen, for det ser ud, som om der er noget, du har misforstået om Vygotsky. Du er ikke den første, og med garanti ej heller den sidste, der går i koma over hans videnskabelige og dagligdags begreber (eller spontane begreber, som Luria ynder at kalde dem). Det forholder sig, iflg. Vygotsky, nemlig sådan, at
udviklingen af videnskabelige begreber går forud for udviklingen af spontane begreber (Tænkning og Sprog, p. 217), og |
vidner om, at en akkumulering af viden uvægerligt fører til en forøget videnskabelig tænkning, hvilket igen giver sig udslag i en udvikling af spontan tænkning, hvilket leder os til den konklusion, at indlæring spiller en afgørende rolle i skolebarnets udvikling. (Ibid., p. 218). |
Da jeg i sin tid skrev en afhandling om emnet, var min vejleder efter eget udsagn hundenervøs for, at censor skulle opdage, at jeg have skrevet det under pkt. 1 stående, for heller ikke han havde forstået sammenhængen (hvilket censor, som jeg lærte ganske godt at kende senere, havde!)
Sagen er, at barnet hører "et nyt ord", som i det øjeblik er indholdstomt og altså rent videnskabeligt. (Lige som hvis du (tilfældigvis) ikke har hørt ordet "kontrapunktisk", før du læser det her. I det øjeblik er det videnskabeligt, nemlig et egentligt, ægte begreb, som du bare ikke kan anvende spontant, men må have forklaret, uddybet og måske demonstreret, for at forstå. Først herefter kan du anvende det 'henkastet' (naturligt), hvorved der bliver 'plads' til nye videnskabelige begreber, som du så kan lære at anvende i din spontane tænkning. Osv. :!)
Netop tosprogede må opleve den frustration, der er ved videnskabelige begreber: de hører noget kaudervælsk, som først senere bliver til noget, de kan bruge i det daglige. Altså bliver det lærerens/pædagogens opgave at "oversætte" videnskabelige begreber til dagligdags begreber for tosprogede, der er bagud i deres danskudvikling, så disse også kan begynde at anvende dem som noget, der giver sammenhæng og mening. Denne øvelse er noget af det vigtigste ved opbygningen af ens (sort eller lyserød!) selvtillid, og dermed udformningen af ens identitet.
OK? Jeg er her endnu.
Kh.
Holger
Jamen Holger Holger Holger...
Kan godt se det i Tænkning og sprog, at de videnskabelige kommer før de dagligdags.. HMM. Jeg Har brugt bogen "Vygotsky i pædagogikken" og der står der, at de foregår i en vekslenvirkning og netop i forhold til tosrpogede, er det vigtigt ikke at undervurdere de dagligdags, så derfor skal man arbejde med dem.. Det er jo så en af mine "konklusioner" i min analyse....... Og havde netop tænkt mig at prøve at uddybe det en smule til min eksamen.. Ohh god... What to do? Hehe.. Og i øvrigt tak for din tid og ikke mindst din gode forklaring til mig..
L igen igen.. Og sikkert også igen..
Hej igen!
Du har fuldkommen ret i, at dagligdags begreber skal trænes med tosprogede, men… det omgør ikke den kendsgerning, at videnskabelige begreber kommer før! Det betyder, som Vygotsky i sin diskussion om Shifs undersøgelser skriver, at
|
"begrebet ikke repræsenterer en simpel samling af associative forbindelser, der er tilegnet ved hukommelsens hjælp, og heller ikke er et resultat af en automatisk forstandsevne, tankehandling, der ikke kan sidestilles med simpel udenadslære, men som uafladelig kræver, at barnets tanke hæver sig i sin indre udvikling til det højeste trin, for at begrebet kan blive bevidst." (p. 220) + de næste 8-10 linjer! |
Alt dette kan jo synes kompliceret, men understøtter i virkeligheden det, du har læst i Vygotsky i pædagogikken, dog således, at ingen kan tilegne sig dagligdags begreber, uden først at have fået dem præsenteret som videnskabelige ditto. Du skal m.a.o. ikke lade dig forskrække/forlede af rækkefølgen videnskabelig -> dagligdags, bare fordi det lyder mere "rigtigt" omvendt. Det er nemlig Vygotskys (rigtige og soleklare) pointe, som også Wittgenstein senere arbejdede på sin måde med, at det, at lære at tale indebærer, at man må høre lydsammensætninger (ord, begreber), der ingen umiddelbar mening har for den, de bliver præsenteret. Ex.: Når det lille barn kommer hen til mor med hænderne på maven og siger: "Av, av!", svarer mor måske: "Nå, lille pus, har du ondt i maven?" Efterhånden lærer barnet, at det, der i første omgang var et videnskabeligt begreb (mavepine) for den tilstand, det anskueliggjorde (også mavepine), kan transformeres til et dagligdags begreb (mavepine), så barnet på et tidspunkt kan "nøjes" med at sige til mor: "Mor, jeg har mavepine."
Når barnet har internaliseret begrebet "mavepine", er det et dagligdags begreb, som det kan anvende, når det har ondt i højre side af maven ("Jeg har ondt i maven, her!"), hvorefter den bekymrede mor bekymret siger: "Bare det nu ikke er blindtarmsbetændelse." Blindtarmsbetændelse er et videnskabeligt begreb, som barnet skal gøre til et dagligdags ditto - hvilket meget vel kan være en pædagogisk opgave.
de foregår i en vekslenvirkning og netop i forhold til tosrpogede, er det vigtigt ikke at undervurdere de dagligdags, så derfor skal man arbejde med dem..
er m.a.o. helt rigtigt - hvis man forstår, at ingen dagligdags begreber opstår uden først at have været præsenteret som videnskabelige. Det er altså den voksnes (merevidendes) opgave at oversætte det abstrakte (videnskabelige) til noget konkret (daglgidags).
OK?
Kh.
Holger
Hej Holger
Jeg har fået god hjælp af dig før, som jeg er meget taknemmelig for. Jeg ved ikke om det er for meget at spørge dig om, men du kan bare afvise mig. Det er ok.Jeg har lavet en opgave til dpu som jeg skal op og forsvare. Den er mildest talt ikke særlig god, og jeg vil gerne have nogle kommentarer, så jeg idet mindste består. Jeg sender dig min opgave og min disposition til den mundtlige del.Hvor ligger de største mangler/fejl?
Jeg ved ikke hvordan jeg skal takke dig. Og jeg tænker på hvordan du får tid til at besvare fortvivlede studerende i det omfang du gør?
Men tak
H
Hej igen H!
Jeg tror nok, at jeg skylder dig et svar, foruden dette. Desværre gik mine mails tabt, da jeg skiftede styresystem til Windows Vista.
Vedhæftet de gennemlæste og kommenterede dokumenter.
Du behøver ikke at takke mig. I og med, at jeg gør dette som en meningsfuld hobby, ved jeg, at spørgerne er glade for initiativet (hvilket er evidensbaseret :-)) og det er tak nok. Desuden holder jeg mig opdateret. Endelig bruger jeg mine hjemmesider som afslapning mellem alt det andet skriveri, jeg har gang i.
Knæk og bræk!
Holger
Hej Holger!
Jeg skal til psykologieksamen på seminariet inden længe (tirsdag) -ved godt jeg er sent ude men ahr først fundet din fantastiske hjemmeside nu!
Jeg sidder lidt og prøver at knække koden for Tønnesvang. Han snakker om selv og selvobjekter og retttheder. Jeg arbejder med motivation - hvordan læreren påvirker elevens selvopfattelse og hvordan elevens selvopfattelse påvirker dennes motivation. Kan du forklare mig hvordan Tønnesvangs rettetheder hænger sammen med elevers motivation? Er eleverne motiverede for at få opfyldt de 4 rettetheder? Eller er det noget man som lærer kan motivere dem til via en bestemt opførsel (fx rettetheden mod kompetenceudvikling)? Eller har eleven fra starten motivationen for disse ting, og pointen er så at man som lærer kan ødelægge denne naturlige motivation ved ikke at møde dem på en bestemt måde? Og i såfald hvilken? jeg er lidt på herrens mark, så håber du kan hjælpe.
På forhånd tak
mvh
m
Hej M!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Han er en svær nød at knække, og du er ikke den første (og sikkert heller ikke den sidste - før han går af mode!), der spørger til ham. Se først her, så kan det være, at du får en idé om, hvad han snakker om - i hvert fald hvad rettetheder/grundkonstituenter/intentionalitet (vælg selv) angår.
Mening er, at læreren skal være sig rettethederne bevidst, så han/hun kan arbejde motiverende (mål-rettet). Hvis du ser her, kan du måske fornemme, hvor på én gang simpelt og komplekst det kan gøres.
Tønnesvang er selvpsykolog (af den antropologiske skole, siger han), hvilket betyder, at identiteten, som vi ofte tillægger for stor en betydning, kun er en bitte lille del af selvet = et overfladefænomen. Heraf følger det allerede skrevne: at vi skal rumme jeg'et (selvet), snarere end mig'et (identiteten). Det gøres ved at kende rettethederne og arbejde med dem i fht. den enkelte elev.
OK? Pøj, pøj til eksamen.
Kh.
Holger
Hej.
Jeg er lige startet på en diplomuddannelse. På mine tre moduler dukker Luhmann op her og der og alle vegne. Jeg har lånt bogen "Luhmann for begyndere..", men har stadig svært ved at få lukket Luhmann op og forstå hans system-teori til bunds. At verden består af systemer, der kommunikerer, kan godt være en okay måde at klassificere virkeligheden, men der er helt sikkert mere i det end det. Kan du give min studiegruppe og jeg et par stikord med på vejen om, hvad det er det handler om?
Vi er usikre på, hvor han hører til henne i fx Habermas tre erkendelsesinteresser - eller er han udenfor kategori?
Venlig hilsen
H
Hej H (& co.)!
Tak for din henvendelse.
Luhmann er bestemt også for viderekomne, og jeg tør vædde min gamle hat på, at mange af dem, der mener sig have forstået ham, i virkeligheden ikke har fat i ret mange ender af hans teori. Det hænger bl.a. sammen med hans sprogbrug, altså en begrebsverden, hvor han tillægger tilsyneladende indlysende begreber noget helt andet/nyt. Selv har jeg fået min introduktion til ham på CBS under Niels Åkerstrøm Andersen ved at læse Kneer, G. og Nassehi, A.: Niklas Luhmann - Introduktion til teorien om sociale systemer (Hans Reitzels Forlag, København, 1997).
Må jeg foreslå, at du og dine lidelsesfæller først tager et kig på flg. internetside, og så evt. vender tilbage med nye konstruktive spm.
Som antydet: Du er velkommen tilbage, helst med lidt mere klare spørgsmål.
Kh.
Holger
Hej Holger
Jeg er meget interesseret i psykologi, og har derfor også læst om forsvarsmekanismen projektion. Jeg har bare svært ved at forstå, hvordan den bliver anvendt i hverdagen. Jeg har derfor nogle spørgsmål om projektion, som jeg håber du vil besvare:
Er alle bebrejdelser projektion?
Er det ikke svært at skelne reel, sand kritik og projektion?
Nogle har sagt at "tyv tror at hver mand stjæler" er projektion. Altså at man tillægger andre mennesker negative egenskaber. Men dette kan vel ligeså godt skyldes erfaringer man har fået i løbet af livet… For eksempel: Hvis man er mistroisk overfor nogle mennesker, og tænker at de måske vil bedrage èn, er det så projektion, eller kan det tænkes at man har oplevet at blive bedraget, og derfor taler af erfaring?
Jeg har læst at hvis man føler at andre er afvisende, sure eller lignende, så kan det være at man projicerer. Men betyder det så, at man ikke kan stole på sin intuition? Med andre ord: Når man tror man bruger sin intuition, kan det så i virkeligheden være, at man projicerer?
Hvordan ved man, om man er udsat for projektion? Hvordan ved man, om man selv projicerer?
Venlig hilsen
M
Hej M!
Tak for din henvendelse!
Projektion er iflg. Freud - altså psykoanalysen - 'en forsvarsmekanisme, der indebærer, at egenskaber, tanker, følelser, attituder eller ønsker, som individet vægrer sig ved at erkende hos sig selv, tilskrives andre personer eller ting' [efter Fahnér, S.: Politikens Psykoanalytiske Leksikon (1991, side 141)]. Det betyder, at det projicerede er i klientens/patientens hoved, og således ikke med sikkerhed kan identificeres. Det, at den, projektionen rettes mod, bliver påvirket af den, er ikke et bevis eller evidens for projektion. Freud mente dog, at psykoanalysen kunne afgøre, om en ytring fra klienten/patienten var/er en projektion.
Nu er det jo alligevel sådan, at vi i almindelighed kan fornemme en projektion, når den er så primitiv, at den hidser os op, og vi svarer igen - det vi kalder modprojektion.
Ex på projektion: En fed eller kraftigt bygget mand/kvinde kigger på en statue af fx Rudolph Tegner, hvor de svulmende former og det til tider groteske udtryk kan gøre indtryk hos hvem som helst. En projektion fra iagttageren kunne da være indeholdt i ytringen: "Holdt op, hvor er den grim! Godt man ikke ser sådan ud!"
Ex på modprojektion: En mand/kvinde sidder hos sin gode ven/veninde, og de taler sammen. Når samtalen falder på sundhed, kost, diæt etc. siger den ene, der selv er godt polstret, mere eller mindre ude af kontekst: "Jeg synes altså, at du har taget en hel del kilo på i den senere tid!" Dette provokerer vennen, der ikke er en nipsting, men heller ikke overvægtig: "Hvad fanden bilder du dig ind?! I modsætning til dig, passer jeg på med, hvad jeg putter i munden på mig selv!"
Jeg har selv været ud for en del, hvad projektion angår. Dette er den, jeg synes bedst om: En højgravid kvinde sidder i min konsultation, og vores emne er et helt andet end det, der pludselig bliver aktualiseret. Klienten siger: "Hvad tror du, der ville ske, hvis jeg stak en nål i maven på dig?" Nu er jeg ikke nogen mager rad, men har heller ikke en ølvom, så spørgsmålet var ret overraskende i første omgang (jeg skal bemærke, at mennesket ikke kan undgå en første automatisk tanke, fulgt af en lige så automatisk (destruktiv) følelse, når det sanser et eller andet, her en ytring). Efter en, for min klient umærkelig, omstrukturering af min egen første reaktion (dvs. at jeg ikke lod mig mærke af ytringen, idet jeg simpelthen har øvet mig i den slags, og i dette tilfælde tænkte: "Ingen modoverføring!", spurgte jeg, hvad der fik hende til at spørge om det. Hun svarede, tydeligt berørt: "Det ved jeg ikke; det bare fór ud af mig!" Til gengæld fik vi så en anledning til at tale om de tanker og følelser man kan have under en graviditet.
OK? Du er velkommen tilbage.
Hilsen,
Holger
Hej Holger.
Jeg hedder M og jeg er ved at skrive eksamens opgave i faget KOL (kommunikation, organisation og ledelse) og pædagogik på X pædagog seminarium. Jeg skriver om demokratisk dannelse. Som en værdi pædagogen skal lære fra sig og støtte udviklingen af. Jeg sidder og skal skrive noget teori - som man jo skal i en faglig og seriøs opgave - og tænkte, at du måske lige kunne nævne nogle "musthaves" indenfor feltet. Navne der enten før eller meget gerne nutidigt har præget debatten om demokratisk dannelse?
På forhånd mange tak for din hjælp og indsigt.
M
Hej M!
Tak for din henvendelse.
Der er så meget stof om dit emne på nettet, at jeg i første omgang vil anbefale dig at google (altså skrive i din søgemaskines emnefelt) efter "Demokratisk dannelse". Du bliver overvædiget!
Hvis du herefter har spørgsmål, er du mere end velkommen tilbage.
Kh.
Holger
Hej Holger.
Mit navn er H. Jeg er studerende på XU og fandt hjemmesiden psykologibasen, da jeg tilfældigt søgte på nettet. Først ville jeg lige sige psykologibasen syntes jeg nu er helt fantastisk god til lige at slå op i, dernæst vil jeg håbe du har tid, lyst og mulighed for at hjælpe mig.
Jeg skal nu til eksamen i uge yy og ville høre om du kunne svare på nogle spørgsmål, jeg har:
Hegel opstiller en vigtig dialektisk figur som omtales tese-antitese-syntese. Denne har jeg forstået og kan forklare den men mit spørgsmål er så at jeg skal finde et eksempel på dens anvendelse fra dagliglivet?
Aristoteles har de 4 forklaringsårsager causa finalis, causa materialis, causa formalis og causa efficiens og her skal jeg på denne give et moderne eksempel på hver gerne fra hverdagen.
Jeg har beskrevet, hvordan den aristoteliske videnskab og Galileis og Newtons videnskab baserer sig på forskellige forestillinger og forstår verden forskelligt. Dernæst skal jeg så gøre rede for, hvordan jeg mener psykologien er placeret imellem dem? vil du have nogle stikord som ville kunne hjælpe til dette?
Jeg skal begrunde hvorfor Köhlers indlæringsforsøg på Teneriffa kan opfattes som en kritik af Thorndikes katteeksperimenter: Sæt de to forståelser op imod hinanden og gør rede for forskellene. Dette har jeg forstået og gjort - dernæst vil jeg skulle forklare hvem jeg mener der har ret.
Jeg ved godt at det selvfølgelig skal være mig egen holdning, men vil håbe, du kunne hjælpe mig med at komme igang?
Jeg håber virkelig du vil hjælpe mig på den ene eller den anden måde :-)
På forhånd tak
Med venlig hilsen
H
Hej H!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Jeg besvarer dine spm. i den rækkefølge du selv har opstillet dem:
Hegel opstiller en vigtig dialektisk figur som omtales tese-antitese-syntese. Denne har jeg forstået og kan forklare den men mit spørgsmål er så at jeg skal finde et eksempel på dens anvendelse fra dagliglivet?
Læs her. For hvert begreb opstår dets modsætning (eller: ethvert begreb indeholder sin egen modsætning). Begrebet 'liv' er en tese om bevidsthed på et eller andet niveau. Dets antitese er 'død' - altså fravær af bevidsthed. Når Nietzsche erklærer Gud for død, er det ikke en antitese, men en syntese af, at 'liv' ikke længere har guddommelig karakter, men er syntetiseret i ontologi (det værende).
En mindre kringlet dialektik er fx TESE: Fru Jensen har cancer. ANTITESE: Canceren skal fjernes. SYNTESE: Fru Jensen bliver indlagt med henblik på at helbrede canceren hos (netop) hende.
Så de nemme: TESE: Kvinde; ANTITESE: Mand; SYNTESE: Barn eller fx TESE: Fortid; ANTITESE: Nutid; SYNTESE: Fremtid.
Aristoteles har de 4 forklaringsårsager causa finalis, causa materialis, causa formalis og causa efficiens og her skal jeg på denne give et moderne eksempel på hver gerne fra hverdagen.
Det flg. er Heideggers konceptualisering af begreberne:
En kalk (et bæger) er lavet af sølv = causa materialis; kalken har en karakteristisk form = causa formalis; kalkens formål er at indeholde vin ('Jesu Kristi blod') = causa finalis; kalken er fremstillet af en sølvsmed = causa efficiens.
Jeg har beskrevet, hvordan den aristoteliske videnskab og Galileis og Newtons videnskab baserer sig på forskellige forestillinger og forstår verden forskelligt. Dernæst skal jeg så gøre rede for, hvordan jeg mener psykologien er placeret imellem dem? vil du have nogle stikord som ville kunne hjælpe til dette?
Wilhelm Dilthey (1833-1911), tysk filosof, hævder, at der er et naturligt skel mellem naturvidenskaber og åndsvidenskaber, hvor de første forklarer naturen, og de andre forstår sjælelivet. Det drejer sig altså om hhv. galileisk stoflære og aristotelisk formlære. På sin vis søger psykologien at syntetisere hhv. form->stof og stof->form. Hvis vi ser et menneske, hvis adfærd er destruktiv, har vi en model, en form, af noget for os ubekvemt. Derfor stiller vi spørgsmålet: Gad vide, hvorfor han/hun ter sig sådan?, hvor svaret er en forklaring (teori) om baggrunden, stoffet. Når psykologen anvender sin viden og erfaring på de to fænomener som først en klinisk vurdering, siden en videnskabelig testning (af vurderingen = klientens tilstand), er han/hun der, hvor fremkomsten af syntesen form->stof/stof->form tilskynder ham/hende til en bestemt (behandlings)metode med det for øje, i så høj grad som muligt at 'normalisere' patienten/klienten. Summa summarum: psykologien søger at forklare form ved stof og samtidig stof ved form.
Jeg skal begrunde hvorfor Köhlers indlæringsforsøg på Teneriffa kan opfattes som en kritik af Thorndikes katteeksperimenter. Sæt de to forståelser op imod hinanden og gør rede for forskellene. Dette har jeg forstået og gjort dernæst vil jeg skulle forklare hvem jeg mener der har ret.? Jeg ved godt at det selvfølgelig skal være mig egen holdning men vill håbe du kunne hjælpe mig med at komme i gang?
Köhler hævder, at da Thorndikes forsøg var designede ligesom intelligenstests for mennesker, burde forsøgsdyrene også have haft adgang til alle instanser af forsøgsapparaturet. Ellers, hævder Köhler, kunne de jo ikke gøre brug af deres fulde intelligens ved opgaveløsningen. Han nævner et sted i The Mentality of Apes (1925), at Thorndike netop ikke gav forsøgsdyrene mulighed for at anvende alle de mekanismer, de kunne have eksperimenteret med for at komme ud af buret; eller at han anbragte redskaber på en sådan måde, at kattene ikke havde det fulde overblik over forsøgsopstillingen.
OK? Du er velkommen tilbage. (Jeg forestiller mig, at det er NN, der har formuleret spørgsmålene :)
Kh.
Holger
Mange tak for dit hurtige svar. Det har været til stor hjælp, det gav mig et bedre overblik og jeg har kunnet forstå tingene meget bedre nu. Ja det er korrekt, at det er NN, jeg har som forelæser...
Hej Holger.
Jeg skriver til dig, da jeg er gået i stå, og mens jeg surfet på nettet støttede jeg på dine svar og spørgsmål og tænkte om du kunne hjælpe mig.
Jeg er uddannet social-og sundhedsassistent og er igang med en efteruddannelse. Vi skal skrive en praksisbeskrivelse ud fra vores hverdag.
Mit spørgsmål var om rummelighed og grænsesætning.
For at du kan hjælpe mig skriver jeg alt ned, hvis du lige vil se på det? Tak.
1.TEORIFREMSTILLING.
Udvælg dele af den/de teorier, der skal belyse det centrale i den praksissituation. I din præsentation af teorien skal der indgå en kort begrundelse for valg af den medtagne teori. Præsenter kort den udvalgte teori med dine egne ord-dog på en sådan måde at forfatterens forståelse gengives. Fremstillingen skal indeholde en præsentation at teoriens referenceramme og menneskesyn.
2.ANALYSE OG FORTOLKNING.
Se på det centale for din praksissituation ud fra de medtagne teoridele. Du skal se ud over egen selvfårstålse og hverdagsbevidsthed. Find de åbenbare elementer, vær åbne overfor dem, der er knap så indlysende. Skeln mellem hvad der er væsentligt og uvæsentligt i den medtagne teori, således at du kan analysere de bagvedliggende antagelser. Ud fra den udvalgte teori skal du finde sammenhænge og relationer til det centrale i din praksisbeskrivelse. I sammenhæng med analysen kommer fortolkningen som er en samlet opfattelse af din meninge og forståelse af den teoretiske bearbejdning af praksissiuation.
3.KONKLUSION.
Er det du har fundet frem til gennem din analyse. Hvordan kan problemet forståes og/eller forklares ud fra de teorier, som du har brugt? Hvordan ser du den konkrete praksissituation i lyset af dine nye erkelser?
4.PERSPEKTIVERING.
Hvordan vil du anvende din nye viden og erkendelse i klinisk praksis?
Pyha det var langt......
Jeg er begyndt sådan her:
"Jeg har valgt at uddybe mig yderligere ned i rummelighed, hvilket ofte er en mangelvare i plejesektoren, hvor der i forvejen stilles stor krav til plejepersonalet. Rummelighed kaldes også for containing- funktion i pleje og omsorg af bla. maniske patienter. Det er meget vigtigt at rumme patienters problemer og følelser og derefter aflaste patienten og deponerer de tilbage. Og grænsesætning, da jeg synes nogen gang er svært at sætte grænser for en patient, som er meget syg. Da med ordet grænser menes at grænse for et menneskes adfærd og ikke for vedkommendes følelser. Man skal også passe på, når man sætter grænser for en psykotisk patient, at den syge ikke opfatter det som straf. Man hjælper patienten til en hel jeg-samling, så den syge kan blive bedre til at forstå, hvorfor man sætter grænser............"
Mere er jeg ikke nået, håber du kan hjælpe mig.......??????
Hej S!
Tak for din henvendelse.
Mit problem, hvis jeg skal råde dig, er, at du ikke fortæller hvad slags plejeinstitution, du er i praktik på. Jeg mener: man kan næppe bruge en lærebog om geriatri i pædiatrien - teorierne varierer!
Rummelighed og grænsesætning er også noget, der varierer i forhold til, hvilken retning du går i. Hvad er det centrale for din praksissituation? Osv.
Vend gerne tilbage med lidt flere data.
Hilsen,
Holger
Hej hOLGER.
jEG ARBEJDER PÅ EN PSYKIATRISK GERONTOAFDELINGEN. Praksisbeskrivelsen lød på at rumme og grænsesætte patienterne, så de ikke bliver urolig, manisk. Jeg prøvet at bruge Hummelvoll og Liv Strand jeg støttende sygepleje, men havdet det lidt svært med at analyse/fortolke og perspektiveret......Skal jeg skrive mere?
Hej igen S!
Jeg må indrømme, at jeg ikke har meget erfaring med det, du beskæftiger dig med, men lad os nu se:
Dine kommentarer; mine kommentarer.
De gamles pleje- og omsorgsbehov handler ofte om støtte til at strukturere deres dagligdag; helt konkret om
støtte til at stå op om morgenen,
støtte til personlig hygiejne,
støtte til at fastholde aktiviteter, og, ikke mindst,
kommunikation i almindelighed, såvel verbalt som nonverbalt.
I plejen anvender vi jeg-støttende sygepleje. Jeg-støttende sygepleje vil i korthed sige, at vi støtter den gamle, der for et øjeblik eller varigt har en svigtende jeg-funktion og jeg-grænserne er svage. De grundlæggende principper i jeg-støttende sygepleje beskrives i kapitel 7 i Fra kaos mod samling og helhed af Liv Strand.
Der er mange niveauer i den jeg-støttende sygepleje, hvorved den studerende (jeg) kan få kendskab til den almene, den specifikke og den komplekse sygepleje. Mange af principperne opfattes som væsentlige for at få mulighed for at kunne observere, sanse og vurdere patientens situation - og når man skal øve sig i at etablere, bevare og afslutte samarbejdet med patienten er den jeg-støttende sygeplejes principper et meget vigtigt redskab.
På afdelingen lægges der stort fokus på samarbejdet med de pårørende, som jeg som studerende har haft mulighed for at tage del i. Meget af samarbejdet med de pårørende finder dog sted i aftenvagten og i weekender, hvor de fleste pårørende kommer på besøg, hvorfor der ikke altid har været den ønskede kontinuitet, fx når jeg har ønsket at drøfte den gamles baggrund for bedre at forstå og målrette min indsats.
Et af de punkter, der ofte er mulighed for at arbejde med på afdelingen, er at problematisere forholdet normal/unormal adfærd. Dette handler ofte om at afklare, hvilke dele af den gamles adfærd, der handler om at være gammel, og hvilke dele, der handler om den gerontopsykiatriske problemstilling. Her er det daglige tværfaglige samarbejde, både i praksis og ved diverse møder, af stor betydning, idet jeg kan søge yderligere viden om de forskellige faggrupper, og derved danne mig et bedre helhedsbillede af mine opgaver og udfordringer ved at tale med den enkelte fagperson.
Gennem de her beskrevne værdier og normer er jeg kommet til den indsigt, at begrebet rummelighed ikke kun gælder for afdelingen som sådan, men i allerhøjeste grad mig selv, både som individ og professionel. Det kan måske stilles op på den måde, at de gamle, afdelingen, og dermed jeg, har i vores/min varetægt, pr. lov skal inkluderes i afdelingen, hvilket er rationalet for afdelingen. Rummeligheden, derimod, kan der næppe lovgives om: den må komme indefra; den er en psykologisk entitet, som nok bør leve i personalegruppen som sådan, men for mig som enkeltperson er en del af mit livssyn. Da ethvert individ er et liv i sin egen ret, er det først og fremmest min evne til at rumme denne kendsgerning og eksistens, der afgør, hvordan min måde at yde jeg-støttende sygepleje i sidste ende lykkes. Arbejdet med grænsesætning må således tage udgangspunkt i min egen psykologisk betingede rummelighed, sammen med humanistisk adfærdsregulerende fasthed, der ikke overskrider grænserne for den gamles integritet.
Var det noget? Du er stadig velkommen tilbage.
Kh.
Holger
Hej Holger Wahlstrøm
Jeg har ingen anelse om, hvorledes jeg skal skrive her til denne mail eller et andet sted. Men nu skriver jeg hvad mit problem er, så kan du jo vælge at svare eller evt. henvise mig til et andet sted…
Mit problem er, at jeg ikke kan lade være med eller evt. blevet afhængig af at skrive sms-beskeder til piger som man kort har mødt, selvom jeg har en kæreste. - den ene mødte jeg kort til Skanderborg Festival og den anden på internet, som jeg aldrig har mødt i virkeligheden. Min kæreste har set min sms'er og er selvfølgelig meget ked af det som hun læste - som jeg meget godt kan forstå.
I sms'erne skriver vi seksuelle fantasier og mødesteder og derfor kan det virke meget virkelighedstro, som om vi har mødt hinanden og hvordan vi kan li vores seksuelle fantasier fysisk. Det som gør at det ikke er virkeligt, er at jeg ikke har lyst til at se disse piger på den måde i virkeligheden og har heller ikke set dem, det har ikke min interesse. Det er mere hvad der står i sms'erne og hvilke ord som kommer tilbage når man skriver til hinanden. Det er som om, at jeg bliver afhængig af det og ser spændingen i ordrerne og ikke det fysiske. Har fortalt min kæreste at det er meget i lighed med de gamle grå sider fra rapport - men i en ny medieform. Jeg har faktisk kun lyst til det fysiske med min kæreste - selvom der ikke har været meget seksuelt det sidste stykke tid - der er nok gået for meget hverdag og sure underbukser i den. Jeg vil og har kun lyst til min kæreste på det fysiske plan. Jeg har også en ide om, at grunden til at jeg ikke har slettet skriverierne på min telefon, er at det i min verden ikke er virkelighed, men mere ordrerne som fantasien - men er det sådan.
Har prøvet at finde ord for det og om der er andre med det problem. Har faktisk en kammerat som har en lignende situation, hvor han heller ikke har lyst til at se pigen, men "bare" vil holde det på sms-plan. Han er dog single og derfor er han jo i sin gode ret til det han gør.
Jeg kan ikke finde ud af hvad der får mig til det og hvordan problemet ændres, for vil meget gerne ændre min afhængighed / lyst til at se disse sms'er. Jeg vil gerne beholde min kæreste og ja, et eller andet sted, så har jeg vel været utro - dybest indeni har det ikke været min mening med det. Det gør mig meget ked af det, at jeg har gjort min kæreste ked af det, med disse sms'er.
Jeg håber du kan give mig nogle svar på problemerne eller give mig mulighed for at finde noget et sted omkring det ovenstående.
Kan nævne til sidst at vi har snakket om, hvorledes vi skal gå i parterapi og få talt tingene igennem, for tror nok ikke vi kan klare det inden for hjemmets fire vægge.
Med venlig hilsen - O
Hej O!
Tak for din henvendelse.
Dit problem er i princippet universelt og lige så gammelt, som det tænkende og følende menneske har eksisteret:
Alle - paver og kejsere, konger og præsidenter, murere og lærere, læger og psykologer - har et kerneselv, hvor ens inderste "hemmelighed" residerer (bor). Det er en del af selv-opfattelsen, som man normalt ikke deler med nogen anden, fordi man enten ikke er klar over den, eller fordi den afføder fantasier, som man absolut ikke ønsker at dele med andre (man kender). Tænk bare på skabs-ditten-og-datten'er: Det ville være ret ødelæggende for den katolske kirke, hvis paven indrømmede, at han nærer satanistiske fantasier, ikke? Hvis han har satanistiske fantasier, hvad gør han så? Han tier stille, og så er alt ok!
I og med den galopperende udvikling på kommunikationsområdet, bliver presset på den enkelte for at holde på sine inderste hemmeligheder større og større. Fra den banale udkigning af pigerne på stranden eller i svømmehallen over mere sofistikerede metoder (kighuller i vægge, udsigtsposter i træer og på tage fx) til brug af kikkerter og fotoapparater, går der en linje (et kontinuum) af uskyld mod det mere vovede. Fordi vi nu har pc'er, mobiler mv. er det en selvfølge, at disse muligheder vil blive udnyttet! Samtidig vil risikoen for at blive afsløret i ens forehavender (læs: udlevelse af ens fantasier) naturligvis øges!
Hej igen O!
Jeg kom vist ved en fejl til at sende mailen, inden den var færdig, så her kommer fortsættelsen:
Det, der nu er sket for dig, er, at du har en kulturhistorisk forudsætning (dvs. et tillært tanke-følelsesmønster) - det vi i den kognitive adfærdsterapi kalder et skema - som bliver aktiveret, når du ser/møder en pige, der viser dig imødekommenhed. Det er der masser af både han- og hunkøn, der har; de kan bare (ligesom paven i eksemplet) bevare deres hemmelighed…
Det er forståeligt, at din kæreste bliver forvirret og ked af det, når hun finder ud af det. Hun forbinder det med seksualitet, hvilket det i princippet ikke er - det benytter sig bare af seksualitetens virkemidler. Problemet ligger i din realitetstestning, altså forståelsen/oplevelsen af, hvad der er virkeligt, og hvad der er fantasi. Du har måske et skema, der siger noget i retning af "Jeg er ikke nogen attraktiv mand". Det er ikke altid aktiveret, fordi du ikke altid behøver at tænke på dets betydning. Men når du så kommer i kontakt med en pige, er det modsætningen "rigtig mand" - "pige", der aktiverer skemaet.
Med tiden har du så fundet ud af, at det er ret nemt at få bekræftelse på det destruktive skema (du har internet og mobil) - og nu plager det hele dig efterhånden. Løsningen er at få bearbejdet de antagelser, som dit skema medfører, og de strategier du bruger (fx at du sms'er med pigerne) for at få dem bekræftet. Det gøres ved kognitiv adfærdsterapi, og du kan finde en uddannet terapeut på SAKT og søge efter en i din geografiske nærhed. Jeg vil stærkt fraråde dig at vælge nogen, der ikke står på listen, uanset vedkommende siger sig benytte kognitive metoder, for så har vedkommende ikke de krævede kvalifikationer.
Hvad dit forhold til din kæreste angår, kan det være en idé, i begyndelsen at drage hende med i processen, så terapeuten gennem psykoedukation (undervisning i, hvad det hele drejer sig om), som er ca. 1/3 af forløbet, kan berolige hende.
Du er velkommen tilbage!
Hilsen,
Holger
Hej Holger.
Sidder med en større skriftlig opgave omkring overvægt blandt børn.. Er ved at se på Eriksons udviklingspsykologi, men er gået lidt i stå... Hvordan kan man bruge Eriksons udviklingspsykologi ift overvægtige børn? den kan selvfølgelig ikke decideret bruges til at få børn til at tabe sig, men jeg tænker måske også lidt hvordan man ved hjælp af forståelsen af teorien kan hjælpe børn på den rette måde til at tabe sig?...håber ikke det er for forvirrende..
Hilsen S
Hej S!
Tak for din henvendelse.
Din idé at tage Erikson med i projektet er ikke så dum endda. Men, som du selv skriver, kan man ikke slanke nogen ved Erikson - der skal noget mere til. Det betyder, at Eriksons teori bliver en del af helheden, som kaldes den biopsykosociale model:
Det psykiske kan ses ud fra Erikson
Det sociale kan ses af relevante myndigheders (evt. institution el. skole) referencer
Det biologiske kan ses a) af, hvordan barnet ser ud og b) ved at undersøge dets (og familiens i øvrigt) kost- og fitnessvaner.
Fundér lidt over dette, og vend så evt. tilbage!
Kh.
Holger
Hej Holger!
Tak for dit uddybende svar ang mit spørgsmål ang. Eriksons udviklingspsykologi ift at få børn til at tabe sig. Jeg har efter dit svar gået og tænkt lidt og der er derved dukket flere spørgsmål op, som jeg håber du kan hjælpe med.
Jeg har fundet frem til, at det er Engel der står for den biopsykosociale model som du nævner. Jeg vil gerne læse mere omkring hans tanker omkring modellen, hvordan den er opstået osv, men jeg kan ikke finde noget litteratur han har skrevet. Der er dog enkelte ting på engelsk, men ikke noget på dansk. Ved du hvor jeg kan finde noget han har skrevet, eller noget andre har skrevet omkring Engel tanker?
Jeg er pædagogstuderende og opgaven skal selvfølgelig omhandle hvordan pædagoger kan hjælpe overvægtige børn med deres vægt, som jeg bl.a. vil forklare ud fra den biopsykosociale model, hvor pædagogen må høre til inden for den sociale cirkel. Men hvad er det mere præcist at pædagogen kan supplere med for at barnet kan tabe sig? Selvfølgelig skal der sørges for en sund livsstil i institutionen, med sund kost og fysisk aktivitet... Handler det noget om at kende til barnets tankegang og udvikling (som i min opg. vides vha Erikson) så pædagogen ved hvad barnet gennemgår i de forskellige faser...? Synes det er svært at formulere, men i bund og grund er jeg nok i tvivl om hvad pædagogens rolle er ift barnets vægt, udover at sørge for en sund livsstil? Og hvad hvis pædagogen er ligeglad med at børnene opnår en sund vægt, kan barnet så ikke tabe sig?
Den psykiske cirkel, som i denne forbindelse skal ses ud fra Erikson, er især fokuseret på fjerde og femte stadie, da det er denne alder min opg er koncentreret omkring. Handler denne cirkel om, at barnet skal have gennemlevet eksistenskriserne på en sund måde før det kan tabe sig? Eller kan børn der er kommet igennem kriserne på en usund måde også godt tabe sig, og hvis ja, hvorfor kan de det?
Skal alle tre cirkler være "opfyldt" for at barnet kan tabe sig? Eller kan man sige at barnet har de bedste muligheder for at tabe sig hvis så mange af cirklerne er positive? Hvis fx det sociale er dårligt (at pædagogen ikke gør noget), så har barnet sværere muligheder for at tabe sig? Kan det måske være derfor at børn der kommer fra lavere sociale lag, oftere er overvægtige (står i div undersøgelser)? Da denne cirkel så ikke er positiv? (selvfølgelig har økonomi også en stor rolle).
Håber du kan hjælpe mig med mine spørgsmål.
Mvh S
Hej igen S!
Alt det, jeg selv har, er på engelsk eller fransk. Jeg har ledt på nettet, og selvom jeg har adgang til nogle videnskabelige sites, der er danske, bliver Engel konstant citeret på engelsk! Jeg synes, at du om modellen skal skrive noget i retning af:
'Den biopsykosociale model er udtænkt af den amerikanske psykiater George L. Engel (1913-1999), der i 1977 offentliggjorde den i tidsskriftet Science. Modellen er en reaktion mod den traditionelle biomedicinske model, som Engel anså for reduktionistisk. Skønt tiltænkt den medicinske verden, har modellen fået stor udbredelse i andre dele af "The Helping Business", herunder sundhedspsykologien, hvor den oftest afbildes således:
Som det fremgår, er selve sygdomsaspektet udeladt, og modellen kaldes da for "The abbreviated BPS" (den forkortede BPS). Dens komponenter dækker tanker og følelser (~ det psykiske), kropslige sensationer (~ det biologiske) og habitus (~ det sociale), hvor fællesmængden udgør den dysfunktionelle kultur (~ adfærd), vi ønsker at forandre. På denne måde transformeres modellen til en metateori om, hvorfor nogle børn - forudsat fravær af sygdom - udsættes for fedme.'
(Tegnet ~ betyder "svarende til". Læg også mærke til, at du som pædagog ikke er en del af modellen/teorien - den gælder kun for barnet! Det slår mig lige nu, at Peter Elsass måske nævner noget om BPS i sin bog Sundhedspsykologi (Gyldendal, 1993), og sandelig, om han ikke omtaler den på side 31, plus at han også andre steder henviser til Engel.)
Erikson: Hans tanke var at udstrække Freuds psykoanalyse til at gælde for hele livsforløbet, og ikke kun for de første år. Det gælder for hvert stadie, at det bør gennemleves så konstruktivt som muligt, idet et destruktivt forløb akkumuleres (indoptages; tilføjes) i det efterfølgende liv, som således gøres mere udsat/vanskeligt. Det er klart, at du skal se på de stadier, din målgruppe tilhører, men anamnestisk også være opmærksom på barnets liv før det aktuelle trin; det kan jo være, at et barn har gennemgået noget traumatisk el. lign, der kan forbindes med fx trøstespisning. Du skal passe på, så du ikke udnævner Eriksons stadieteori til en, der handler om fedme og det, at tabe sig!
Pædagogens rolle: Man må gå ud fra, at forældrene er med på, at barnet gerne må tabe sig. Herefter gælder:
Pædagogen skal optage en anamnese, hvilket her betyder, at hun skal kende til barnets fortid, for at kunne danne sig et indtryk af, om overvægten kan have noget med den at gøre.
Herefter skal hun se på de enkelte dele af BPS for at vurdere, om der i den er noget, der er af særlig betydning (man kan godt være i gode sociale kår, og alligevel motionere for lidt og spise forkert; man kan være møgforkælet og altid få det at æde, som man peger på; man kan være sådan konstitueret rent legemligt, at "man tager på, bare man kigger på et stykke kage").
Så gælder et om at danne sig et helhedsbillede af barnets sundhedsmæssige situation: hvad er særligt iøjnefaldende? Det psykiske, det sociale eller det biologiske? Har barnet, set ud fra Eriksons stadieteori haft konflikter i sin udvikling?
Derefter laver pædagogen, evt. efter at have snakket med PPR og andre, en handleplan for barnet, hvor fokus er på at tabe sig - vel at mærke under hensyntagen til dets øvrige velbefindende.
Endelig skal planen implementeres. Her gælder, at pædagogen ikke kan få barnet til at tabe sig; det skal barnet selv. Pædagogen skal give opbakning og fiduser (~ det, man i dag ofte kalder coaching).
Jeg har ikke svaret dig efter den skabelon, du har skrevet til mig på, men mener nok, at dine spm. skulle være dækket ind. Mit sprog er måske nok præget af, at jeg skriver i flow: det bliver lidt kringlet, for det er jeg vant til, men så må du have fat i fremmedordbogen!
Du er selvfølgelig fortsat velkommen tilbage.
Kh.
Holger
Hej Holger.
Endnu engang 1000 tak for dine svar. Jeg har lige et par spørgsmål mere...
Jeg har besluttet mig for at omtale den biopsykosociale model i min fremlæggelse af opgaven i stedet for i selve opgaven. Jeg har i det nedenstående markeret det med rødt som jeg især gerne vil have at du kaster et blik på. Desuden vil jeg gerne have at du siger hvis noget af det skrevne er decideret forkert.
DEN BIOPSYKOSOCIALE MODEL:
Er udtænkt af den amerikanske psykiater George L. Engel (1913-1999), som i 1977 offentliggjorde modellen i tidsskriftet Science. Modellen gælder kun set ud fra barnet perspektiv, men det er den samlede ADFÆRD, som netop skal forandres, for at barnet har de mest optimale vilkår for at tabe sig. En "forstyrrelse" på et eller flere punkter i modellen vil vanskeliggøre at barnet kan tabe sig.
Den biopsykosociale model var en reaktion mod den traditionelle biomedicinske model, som Engel anså for værende for snæver. Denne biomedicinske model blev afbilledet således:
Begge modeller er tiltænkt den medicinske verden, men bl.a. sundhedspsykologien har fået øje på modellens gavnlige betydning.
Den afbillede model tager udgangspunkt i forståelsen af mennesket, som omfattede sjæl, legeme og ånd. Forståelsen blev illustreret med en ligesidet trekant. Senere er der tilføjet en ekstra dimension i form af samfundet (og miljøet).
Legemet omfatter den ydre og indre krop, som reagerer i forbindelse med svingninger i psyken. Når påvirkninger herfra overstiger den enkeltes kapacitet bliver individet sygt.
Sjælen er psyken, med tænkning, forståelse, intuition osv. Omfatter psykologiske forsvarsmekanismer.
Åndeligheden repræsenterer den reflekterende del af os selv. Religion og livsanskuelser. Alle eksistentielle spørgsmål hører til her og vil tit opstå i en behandlingssituation. Ofte er det her sundhedspersonalet bakker ud.
Samfundet er vores ydre livsvilkår så som familie, nærmiljø, politiske styringsformer, krig, forurening osv. Alle disse ting indvirker på vores liv og dermed de andre dimensioner hos mennesket.
Synes du at det er relevant at omtale den biomedicinske model, eller kan man med færre ord opridse forskellen på den biomedicinske og biopsykosociale model? Evt billedligt (anden figur end ovenstående) så man tydeligere kan se forskellen på de to modeller?
Områder i den biopsykosociale model:
Det psykiske område repræsenterer Erik H. Eriksons stadieudvikling. Dens komponenter vil i dette tilfælde dække over barnets følelser og tanker.
Det biologiske kan ses af hvordan barnet ser ud (fysisk?) samt dets kost og motionsvaner. Du skriver at det biologiske er kropslige sensationer - kan du uddybe dette nærmere? Har ikke kunne finde det uddybet i litteraturen.
Det sociale område tilegnes af de grupper som præger barnets adfærd og som barnet identificerer sig med, eller ønsker at identificere sig med. Sammenstemmende kan det siges at være barnets habitus, som bl.a. er kompetencer, viden, kundskaber, viden, holdninger og følelser som barnet netop har tilegnet sig via ovenstående omtalte referencegrupper.
Er dette korrekt formuleret?
Endnu en gang tak, vh S
Hej igen S!
Undskyld, at det har taget tid med svaret, men her der det: Jeg vil mene, det nemmeste ville være at forklare forskelle og ligheder ud fra nedenstående beskrivelse. Så kan du vise grafik til! Det kan tænkes, at eksaminator/censor synes, at det er godt nok med mindre, men så har du hele batteriet i beredskab:
OK?
Kh.
Holger
Hej Holger.
Jeg er lige startet på pæd. psyk. på DPU og forsøger derfor at få afklaring på nogle begreber.
Jeg (og min studiegruppe) har dog lidt problemer med at definere disse begreber:
Konstruktionisme
Konstruktivisme
Social-konstruktionisme
Social-konstruktivisme
Vi har, til en forelæsning, kun fået denne forklaring:
Konstruktionisme: Sammen konstrueres virkeligheden (i fællesskabet)
Konstruktivisme: Forestillingsbillederne bliver dannet inde i os selv
Skal de 4 begreber forstås som 4 selvstændige begreber, eller dækker nogle af dem over det samme?
Hvis konstruktionisme er at skabe noget i fællesskab, bliver social-konstruktionisme så ikke bar dobbeltkonfekt (at skabe noget i fællesskabet i fællesskabet)?!?
Bliver social-konstruktivisme det samme som konstruktionisme?!?
Det virker som om de 4 begreber bliver brugt lidt i flæng og vi er ikke stødt på alle 4 begreber i én bog eller på en webside, så vi går ud fra, at der er noget delte meninger om hvad de enkelte begreber dækker over....
Håber du kan hjælpe os til at blive lidt klogere på dette! : )
Mvh T
Hej T!
Se her. I vil finde ud af, præfikset 'social' hentyder til de samfundsmæssige forhold, hvorunder konstruktionen foregår.
Om forskellen mellem '-onisme' og '-visme' se her og her. Jeg skal tilføje, at mange forfattere ikke gør meget ud af forskellen, især ikke sociologerne, der kom sidst og måtte nøjes med '-onisme' :-(.
Det er i øvrigt helt rigtigt (men lidt ordfattigt) at definere begreberne
Konstruktionisme : Sammen konstrueres virkeligheden (i fællesskabet) = Vores sociale (virkeligheds)opfattelse og -forståelse dannes i forhold til de ydre (sociale) omstændigheder, vi eksponeres for.
Konstruktivisme: Forestillingsbillederne bliver dannet inde i os selv = Vi konstruerer selv vor viden på baggrund af det, vi i forvejen ved (og sekvensen gentages i det uendelige).
OK?
Du er velkommen tilbage.
Holger
Hej Holger.
Hold da op for en hjemmeside, gid jeg havde fundet den for længe siden .
Jeg har nogle problemer med en opgave, håber du kan hjælpe...
Jeg er iøjeblikket i min sidste lønnet praktik og skal skrive en opgave. Praktikken er på en skole for børn og unge med Autisme Spektrum Forstyrrelser. Min opgave skal tage udgangspunkt i et sansemotorisk forløb med en dreng der er infantil autist, og skal ligeledes omfatte et tværfagligt samarbejde med skolens ergoterapeut. Mit problem ligger så i, at jeg syntes det er svært at lave den her kære problemformulering og underteser. Jeg skal analysere og bearbejde problemstillinger med fokus på min specialisering (mennesker med nedsat funktionsevne) og det tværfaglige samarbejde(ergoterapeut).Jeg havde tænkt mig noget med, om ergoterapeutens arbejde har noget at sige iforhold til pædagogens senere arbejde, men er den for oplagt/vattet??
Jeg havde tænkt mig at beskrive mit motoriske forløb og så koble noget teori på, så som mit og skolens dannelsessyn/pæd.tilgang, znu, Jean Ayres. Har du andre forslag eller andre måder at gribe det an på?
Håber du kan finde hoved og hale i det..Venter spændt på svar
Mvh A
Hej A!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Jeg går ud fra, at du er pæd.stud., der samarbejder med en (færdiguddannet) ergoterapeut. Dvs. at jeres fagområder næppe kan forenes i en videnskabeligt definerbar tværfaglighed (det kan kun gøres indenfor nogle af naturvidenskaberne; og ja, jeg har hørt mange indignerede indsigelser imod det, men 6 kæmpestudier i USA og Europa er enige om det, så dem holder jeg mig til. Andre må mene (tro), hvad de vil!). Derfor kaldes det i videnskaben for monofaglighed, bifaglighed eller flerfaglighed. (Bare så du ved, hvordan det ser ud i min verden.)
Din opgave må i dette tilfælde være, at udøve en målrettet pædagogisk praksis. Det betyder, at du som pædagog skal imødekomme de særlige behov, ASF-barnet har i forhold til (primært) skolegangen og (sekundært) i dets udvikling af alsidige vaner og tankemønstre. Du kan vælge en socialkonstruktivistisk tilgang med udgangspunkt i SMTTE-tænkningen [udarbejdet af medarbejderne ved Pedagogisk Senter i Kristianssand, Norge (Boye Andersen, 2000)]. hvor hovedvægten er lagt på kvalitative metoder for at løfte frem de kontekstafhængige og individuelle perspektiver med henblik på en tværgående analyse af de mere generelle tendenser. Denne tænkning er konkretiseret i nedenstående model, som er udarbejdet af medarbejderne ved Pedagogisk Senter i Kristianssand, Norge (Boye Andersen, 2000).
SMTTE-tænkningen er velegnet som tilgang til udvikling af tre grunde. For det første fordi tænkningen lægger op til en systematisk opmærksomhed på udviklingsprocessen som helhed gennem modellens forbundne kategorier. For det andet fordi kategorien "tegn" kan betragtes som et medium for udviklingsprocessens intentioner omsat til praksis, og for det tredje fordi "evaluering" ses som en integreret del af processen allerede på det indledende planlægningsniveau.
De enkelte kategorier i tænkningen skal ses i det perspektiv, at enhver udviklingsproces foregår i en sammenhæng. De 5 kategorier består af sammenhæng, mål, tiltag, tegn og evaluering - og er indbyrdes forbundne (ibid. s. 45):
"Der er intet hierarki eller givet begyndelsestidspunkt. Man bevæger sig frem og tilbage mellem kategorierne, indtil der er tegnet et gyldigt billede af den ønskede udvikling. Kriterierne for indholdet er:
at der er overensstemmelse mellem de forskellige kategorier;
at kategorierne støtter hinanden optimalt ved, fx at tiltagene støtter visionen, og at tegnene er operationelle og iagttagelige som udtryk for visionen."
I fht. ergoterapeuten er du afhængig af specifikke data om den funktionshæmning, der er tale om, som ergo'en giver dig, samtidig med, at du naturligvis skal tænke pædagogfagligt (se ovenfor). Herved opnår du/I en fælles forståelse af den givne opgave, og kan således komplettere (i modsætning til det tværfaglige, hvor man er ubrydeligt afhængig af summen af hinandens viden og kunnen) og berige hinandens tænkning (men ikke specielt praksis, da de jo er meget forskellige) i forhold til opgaven.
Se også her.
En mulig problemformulering kunne være:
Hvordan kan samarbejdet mellem ergoterapeut og pædagog støtte og berige arbejdet med ASF-ramtes udvikling i almindelighed og livssyn i særdeleshed
a. ved hensyntagen til ergoterapeutiske barrierer i ZNU og Ayres, og
b. ved hensyntagen til pædagogiske muligheder i de ergoterapeutiske vurderinger.
OK? Du er velkommen tilbage.
Hilsen,
Holger
Hej Holger....
Tak for en god side, og lysten til at hjælpe andre!!!
Jeg er igang med at skrive en opgave ang. en pige der har en bipolar affektiv sindslidelse, hvor vi skal koble teorier på og finde mulige årsag forklaringer!! Selv tænker jeg lidt Freud/Erikson.
Faktaer i opg.
Håber du kan hjælpe og måske ser andre signaler og teroetiske retninger/begrundelser......
På forhånd mange tak for hjælpen
Med venlig hilsen
R
Hej R!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Der er en del data i din henvendelse, som enten er lagt ind af opgavekonstruktøren for at forvirre (dvs., at de i bedste fald er overflødige), eller som du ikke har beskrevet detaljeret nok. Men lad os se på det hele først:
Der er fire emotionelle dysfunktioner, hvis tilsynekomst henleder opmærksomheden på en bipolar dysfunktion/sindslidelse:
Bipolar I (BP1): Den klassiske maniodepressivitet, der karakteriseres ved afgrænsede depressive perioder, klart adskilt fra maniske perioder. Der vil oftest også være upåfaldende perioder mellem depression og mani, kaldet remission.
Bipolar II (BP2): En mildere form, hvor depressionen s.a.s. afløses af en mindre påfaldende mani, kaldet hypomani. Hypomani inkluderer ikke psykotiske symptomer, og fører ikke til alvorlige indskrænkninger i de sociale og/eller arbejdsmæssige engagementer. Remission kan forekomme, men er ofte utydelig på grund af hypomaniens almene karakter.
Cyklothymi, der ofte ikke antages som en bipolar forstyrrelse. Den karakteriseres ved, at depressive og maniske episoder oscillerer. At jeg tager cyklothymi med her, hænger sammen med, at man ikke kan afgøre, om den enkelte tilstand (episode, periode) skal vare så og så længe for at kvalificere til betegnelsen "bipolar affektiv dysfunktion". [Det varierer - og har varieret - i tiden. Allerede Hippokrates (460-377 f.v.t.) beskrev maniodepressivitet som noget "amisk" eller "melankolsk", men han forbandt vistnok lidelsen med biologiske entiteter (rygraden, så vidt jeg husker)].
Middelsvær til svær depression. Her turde det være indlysende, at en person med depression, man ikke har kendt over længere tid (hvilket jeg forestiller mig, at du som soc.rdg. vil komme til at opleve), kan være BP1 eller BP2.
Som jeg ser din case, er der tale om BP2 på grund af:
Genetik - alle 4 tilstande/lidelser er genetisk betingede (se dog nedenfor om det multifaktorielle), især, når de forekommer i lige linje = Faderen havde muligvis også bipolar affektiv sindslidelse - (depression/mani)
Ingen alvorlige indskrænkninger i de sociale engagementer = Taler med sin mor.
Depression, afløst af hypomani = Efter en depression, kommer en mindre mani (køber ting - flytter rundt på møblerne)
Det vil sige, at jeg nu kan strege følgende data over:
Denne: Hun mistede sin far i en alder af 6 år. - (udløsing af depression og mani?)
Denne: Hun så meget op til ham (tænker her elektra)
Denne: Har været gift, nu skilt - tog hårdt på hende = depression skyld følelse. (faderfigur mistet?)
Faderen havde muligvis også bipolar affektiv sindslidelse - (depression/mani)
Denne: Enebarn - alder nu 32 år. (Her skal du være opmærksom på, at debutalderen er under eller lig med 20 år; men kan (i meget sjældne tilfælde) være op til 50 år.)
Taler med sin mor.
Efter en depression, kommer en mindre mani (køber ting - flytter rundt på møblerne)
Elektra-komplekset har intet med dette at gøre - og blev også afvist (falsificeret) af Freud selv, der fastslog, at børns rivalisering med forælderen af det modsatte køn kun gælder for drenge. Man må også sige - på solidt videnskabeligt grundlag - at affektive bipolare sindslidelsers opkomst er multifaktorielle: både genetiske, biokemiske, psykodynamiske og miljømæssige faktorer spiller ind. Det betyder også, at der på det videnskabelige parnas er mange meninger om, hvordan bipolare affektive sindslidelser skal behandles. Dette gælder også de psykoterapeutiske metoder. Selv behandler jeg dem med kognitiv adfærdsterapi + medicin, som egen læge må udskrive: Litium mod mani og SSRI mod depression, i de pågældende faser. Der er stor diskussion om, hvorvidt behandlingen er effektiv, eller evt. skadelig, men mine egne resultater er gode og holder for de 6 ud af 7s vedkommende i mere end 2 år - den ældste nu på 8. år.
Freud kan i øvrigt ikke bruges i denne sammenhæng, med mindre du vil ud på det helt dybe vand… Der er forskere, der mener, at han selv led af BP1 eller evt. skizofreni. Jeg har støvsuget mit eget hjemmebibliotek og de psykologvidenskabelige tidsskrifter, jeg har adgang til på nettet, men ikke fundet noget, der tilnærmelsesvis er anbefalelsesværdigt. Derimod har jeg fundet, at man i Australien tilsyneladende har gang i et forskningsprojekt, der peger imod et gen, der skulle have med sagen at gøre. Under alle omstændigheder er man overvejende enige om, at disse tilstande/lidelser er livsvarige, og kun kan lindres, ikke kureres.
OK? Du er velkommen tilbage.
Hilsen
Holger
Hej Holger.
1000 tak for svar
Det gir rigtig meget mening det du skriver, og kan derfor bedre finde hoved og hale i min opgave!!! Selv har jeg rodet lidt rundt i de forskellige 4 forskellige emotionelle dysfunktioner, har haft svært ved at finde ud af om der var BP1 eller BP2, hvilket du har været en stor hjælp til at udrede.
I min opgave står der, at jeg skal se om jeg kan knytte og samtidig også forholde mig kritisk til nogle teorier, metoder, modeller og emperi. Det var her jeg ville have Freud ind i billede. Men som du skriver, kan jeg komme på dybt vand og det ønsker jeg bestemt ikke Skal selv kunne forsvare det!!
Har tabet overhovedet ikke noge påvirkning på pige at hendes far døde, idet hun så meget op til ham??? i øvrigt står der i opgaven at pigens mor, efter faderens dø, begyndte at drikke i perioder - og pigen ikke ønskede at tale med sin mor om sorgen, i frygt for hun ville begynde at drikke igen???
Her er jeg selv inde på noget sorgbearbejdelse?? at der er tale om noget frotrængt?? hmm... nu dukker ham Freud op igen
Jeg er rigtig glad for din inspiration og meninger, og vil knokle videre med opgaven. Er ved at repetere de forskellige teoretiker igennem: Bowlby - Stern - Adler - Erikson - Jung mm. for på den måde at kæde det lidt sammen.
Se frem til at høre fra dig igen, hvis du har flere guldkorn.
Endnu engang MANGE tak for hjælpen.
Mange hilsner
R
Hej igen R!
Har tabet overhovedet ikke noge påvirkning på pige at hendes far døde, idet hun så meget op til ham??? i øvrigt står der i opgaven at pigens mor, efter faderens dø, begyndte at drikke i perioder - og pigen ikke ønskede at tale med sin mor om sorgen, i frygt for hun ville begynde at drikke igen??? Det, der er karakteristisk for BP i det hele taget, er følelsessvingningerne. Faderens død skaber sorg, som jo ikke er hverken klinisk, patologisk eller på anden måde unormal. Det kan ske, at en ubehandlet sorg kan blive til depression, men der er stadig langt til en bipolar affektiv sindslidelse! At moderen slår sig på flasken er det, vi kalder selvmedicinering, som kan føre til egentlig alkoholisme, og i de tilfælde bliver drikkeriet et tabu, og børn påtager sig ofte ansvar for både selve drikkeriet og den voksnes andre daglige behov - de bliver eres forældres forældre. Meeen… det har stadig intet med BP at gøre. Et evt. sorgarbejde kan være på sin plads, men er ikke betinget af BP!
Ud over, hvad jeg før har beskrevet, er dette det absolut nyeste på forskningsfronten. Det betyder også, at de teoretikere, du nævner (Bowlby - Stern - Adler - Erikson - Jung mm.) er uaktuelle, fordi deres evt. tanker om BP er ude af trit med, hvad vi nu ved. Det vil derfor, som jeg ser det, være at føje sig efter vejleders/eksaminators uopdaterede viden om psykologi, at hoppe på vognen med de "gamle" teoretikere. Du må undskylde, men psykologibasen.dk - og dermed jeg - vil ikke kolportere forældet (forkert) viden, med mindre det har historisk betydning. Derfor er dette også det bedste, jeg kan hjælpe dig med. Altså: Bare fordi fx Stern har sagt noget om BP (hvilket jeg ikke tror, han har), er det ikke validt, når det er falsificeret!
Det er bestemt ikke, fordi du ikke er velkommen igen - jeg er her stadig - men min faglighed forbyder mig at skrive/sige noget andet, end det, vi ved, eller har en plausibel hypotese om.
Kh.
Holger
Hej Holger.
Det er super med dine udtalelser, og jer forstår dig!!!!
Takker mange gange for god opbakning og vejledning, din hjemmeside og mail vil blive gemt i foretrukne, det er helt sikker.
Jeg føler nu, at jeg er mere klædt på til at tale om en Bipolar affektiv sindslideles - hvilket betyder jeg kan forholde mig kritisk og samtidig fremhæve ny viden!!
Måske jeg vender tilbage, måske med helt nye spørgsmål!!! En ting er sikkert uden dig, var jeg ikke kommet så langt, det har været en fornøjelse
Endnu engang MANGE tak for hjælpen og HURTIG svar.
Mange varme hilsner
R
Hejsa.
Hvorfor finder jeg først frem til denne side halvvejs gennem mit studie??
Jeg læser psykologi og skal skrive en opgave om indvandrere og det kliniske behandlingssystem. Tror jeg vil fokusere på om en test som f.eks. WISC "diskriminerer" indvandrerbørn, idet de er tosprogede. Kender du til nogle artikler eller lign om dette? Jeg har svært ved at finde noget nemlig.
Eller har du evt ideer til andre vinkler jeg kan anlægge på dynamikken mellem indvandrere og behandligssystemet?
På forhånd tak for hjælpen :-)
Mange hilsner
M
Hej M!
Tak for din henvendelse og de implicitte pæne ord.
Du har fat i et meget interessant emne, som desværre er tabuiseret på parnasset. Hvis du kigger her, vil du finde, hvad der, mig vitterlig, findes i klartekst. Keld, der formulerede teorien, var i sin tid ikke meget for at offentliggøre den, men gav mig dog (på grund af, at han, som andre, også er forfængelig :-)) lov til at beskrive den på mit site.
Det hele er meget simpelt: de tests, vi bruger i DK, er tilpasset (standardiseret til) danskere under danske forhold. Derfor vil mennesker fra andre kulturer altid være i fare for at blive marginaliseret.
Det gælder nu ikke kun andre folkekulturers repræsentanter.
Jeg - rodehoved - kom til at sende mailen før den var færdig. Her kommer resten:
Hvis du ser på materialet Trin for trin, vil du opdage, at flere af dets anvisninger vil gøre børn ringere præsterende ved WISC-testning. Ex.: I deltesten Omtanke (eller måske hedder den Ræsonneren i den nyeste udgave) spørges bl.a. noget i retning af: "Hvad vil du gøre, hvis en pige eller dreng, der er meget mindre end du, begynder at slås med dig?" WISC forudsætter et svar, der viser, at fp er moden nok til på en hensigtsmæssig måde at afstyre balladen, medens børn, der har deltaget i trin-for-trin i (alt for) mange tilfælde svarer: "Sige det til en voksen", hvorved de scorer 0 i stedet for max. 2.
Dette, og flere lignende paradokser, viser, at trin-for-trin er konstrueret ud fra et rationale, der ikke fremmer det enkelte barns selvstændige tænkning - altså stik imod de værdier den danske folkeskole siger sig hævde. Jeg mener, at den succes, som Trin for trin er blevet til, er udtryk for diskrimination af de selvstændigt tænkende. Eksemplerne i øvrigt er legio, men ses naturligvis tydeligst der, hvor det drejer sig om anomalier i forhold til den inkluderende men ikke rummelige skole!
Husk i øvrigt, at Wechsler udtrykkelig har taget forbehold for testning af individer, der ligger udenfor normalområdet!
Desuden er der den, ud fra et forskningssynspunkt, uheldige regel, at børns journaler skal destrueres, når de ikke længere er aktuelle, og senest (vistnok) to år efter 10. klasse. En guldgrube af viden om voksenadfærd går herved tabt. På denne måde vil vi ikke have den fulde indsigt i de kulturelle parametre, der konstituerer indvandrer-habitus hhv. hjemstavns-habitus. Og som i al anden videnskab er det normale, vi ønsker at forstå for at kunne forstå det ikke normale. Uden denne forståelse bliver vort behandlingssystem, og dermed de behandlingskrævende - uanset etnicitet - lidende.
OK?
Du er velkommen tilbage.
Kh.
Holger
Hejsa.
1000 tak for hjælpen i sidste uge! Jeg har søgt og søgt på Keld Gregersen, men det er umuligt for mig at finde mere af hans materiale. Ved du evt om han har udgivet noget om sin teori?
mange hilsner M
Hej igen M!
Keld har ikke udgivet noget om sin teori. Han var nervøs for, at "nogen" ville bruge den mod ham og beskylde ham for det ene og det andet. Han mente med andre ord, at den er for kontroversiel til at offentliggøre! Det synes jeg ikke, og den vil formentlig blive omtalt i en bog, som jeg pt. arbejder på.
Fordelen ved, at der kun findes det, du har adgang til på min side er, at du selv kan lægge din egen 'tolkning' eller opfattelse over den.
Hilsen,
Holger
Hej Holger.
Jeg er stor fan af psykologibasen, og nu sidder jeg selv med et spørgsmål jeg bare ikke kan komme videre med...
Jeg er for tiden i praktik på en skole for børn med Autisme. Jeg skal skrive en opgave om en dreng på 7 år, som har infantil Autisme og mental retardering af lettere grad. Han har et veludviklet og alderssvarende sprog derhjemme, men på skolen vil han ikke tale.
Skolens psykolog siger at der hos børn med Autisme ofte er en sammenhæng mellem angst og elektiv mutisme. Dette stemmer meget godt overens med de oplysninger der er i drengens journal, men hvor finder jeg noget litteratur der bakker op om denne teori? Vores psykolog har ikke kunnet anbefale mig noget konkret, så lige nu er du mit bedste bud...
Hilsen S
Hej S!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Lad mig først korrigere vedr. "elektiv" mutisme. Der er siden 25 år tilbage konsensus om, ikke at anvende dette begreb; se her. Mange (skole)psykologer læser ikke videnskabelig eller forskningslitteratur, hvorfor deres opdatering på væsentlige områder bliver lidende :-).
Du kan måske også få et "helikopter-vue" over problemet ved at se her.
Endelig er der en fortræffelig afhandling her, hvor du sikkert vil kunne få svar på mange af dine spm. + en masse litteraturhenvisninger.
OK? Du er naturligvis velkommen tilbage.
Hilsen,
Holger
PS! En serviceoplysning: det er efterhånden blevet anerkendt, i givet fald at henvise til psykologibasen.dk, så du behøver ikke at finde frem til en "original" forfatter.
Hej Holger
Jeg sidder og skal skrive min første ugeopgave på psykologistudiet, der omhandler en redegørelse for hovedsynspunkterne i hhv. en psykodynamisk og social kognitiv teoriforståelse. Jeg er imidlertid i tvivl om hvad lige præcis disse indebærer og går ud på - kan du hjælpe mig med det? Hvilke teoretikere er der som jeg kan inddrage?
Venlig hilsen mig
Hej dig!
Tak for din henvendelse!
Psykodynamisk teori (oprindelig Freuds teorier om personligheden) søger at beskrive de psykologiske kræfter, der konstituerer menneskelig adfærd, idet den lægger vægt på samspillet mellem ubevidst og bevidst motivation.
M.a.o.: Hvordan påvirker de i personligheden stridende (konfliktende) kræfter (behov, drifter, motiver) mennesker i samspillet med deres omgivelser.
De begreber, der anvendes, finder du gennem disse links: 1 og 2.
Socialkognitiv teori (SCT) søger at beskrive læring som det indbyrdes forbundne ved adfærdsmæssige, miljømæssige og personlige faktorer.
M.a.o.: Hvordan påvirker menneskers (og dyrs!) erfaringer, omgivelser og adfærd deres læring?
Iflg. SCT indoptager 'den lærende' viden i takt med, at hans/hendes personlighed og erfaring harmoniseres med omgivelserne: ny erfaring bliver sammenlignet med gammel adfærd, hvorved tidligere erfaringer vejleder i fht. nuet. De begreber, der anvendes omfatter hovedsagelig
Andenhånds (eller: vikarierende) læring: Kan være videosekvenser eller andre personers fortælling el. lign., der præges af samme situation, som 'den lærende' er i. Bruges ofte ved online (altså computerbaseret) terapi.
Reproduktion: At omsætte den nu opnåede viden i praksis.
Self-efficacy: Bandura (som er den måske kendteste fortaler for teorien) siger et sted, at selvet er en indre kraft, der gør individet i stand til at tro på sine egne evner.
Emotionel coping (følelsesmæssig mestring): Mekanismerne bag emotionel coping læres i de S-R-situationer (Stimulus-Respons), der bidrager til self-efficacy og vikarierende læring.
Evne til selv-regulering: Det, der gør mennesket i stand til at kontrollere sin(e) reaktion(er) eller adfærd ved udefra kommende stimuli.
OK? Du er velkommen tilbage.
Hilsen,
Holger
Hej igen
Mange mange tak for dit svar. Det er utroligt dejligt at kunne skrive til dig med så hurtigt svar.
Jeg har liiige et lille spørgsmål dertil. Mit problem er at jeg i pensum (tror) at jeg kun har 1,5 side med SCT, medmindre altså at kognitiv terapi og kognitionspsykologi er det samme som social kognition og kan sammenlignes og bruges i min opgave?? Hvilke andre teoretikere - ud over Bandura - har begået sig indenfor denne retning? :)
Mvh K
Hej igen K!
Teoretikere indenfor SCT: Her ordnet 1. alfabetisk, 2. efter udgivelsesår. Du kan selv vælge at sortere, sådan som I har fået besked på at gøre (det varierer lidt fra vejleder til vejleder).
Hvis du vil koge SCT ned så meget som muligt, kan du henvise til Ormrod, Jeanne Ellis: Educational Psychology: Developing Learners (Pearson Higher Education, NJ, 2003), der i høj grad læner sig op ad Albert Bandura og Walter Mischel, de to store indenfor nutidig (eng: current) SCT:
Kognitiv terapi og kognitionspsykologi har meget lidt med SCT at gøre - men om du kan/vil anvende oplysningen, er op til dig.
Hilsen,
Holger
Til Holger
Jeg håber, du kan hjælpe mig. Jeg har brug foren kommentar til følgende. Jeg skriver opgave på XYZ.
Hvordan kan man håndtere læringsvanskeligheder i folkeskolen i henhold til begreberne habitus og identitetsdannelse?
Jeg har valgt, at diskutere mit genstandsfelt ud fra et psykoanalytisk og socialkonstruktivistisk syn, med udgangspunkt i den tysk-amerikanske psykoanalytiker Erik H.Eriksons` identitetsforståelse og i den franske sociolog Pierre Bourdieus` "habitus".
Habitus kan anvendes til at, få en forståelse af social arv, som jeg mener, man ikke kan komme uden om, når man taler om læringsvanskeligheder. Hvad mener du??
Har du ideer? - vil jeg meget gerne have besked fra dig.
Venlig hilsen
L
Hej L!
Tak for din henvendelse.
Jeg går ud fra, at "Hvordan kan man håndtere læringsvanskeligheder i folkeskolen i henhold til begreberne habitus og identitetsdannelse?" er problemformuleringen.
Medens "habitus" er ret entydigt, er "identitetsdannelse" langt mere udefineret.
Det er helt rigtigt at inddrage Bourdieu, men han skal til gengæld forstås rigtigt (hvilket med skam at melde ikke ofte sker, men på den anden side også kan være svært), se her. Ved habitus-begrebet sættes de sociale/samfundsmæssige parametre op.
Identitet, derimod, er noget mere diskutabelt, hvilket også blev Erikson til del: kritik, kritik, kritik - og en lille smule: "Det lyder da meget plausibelt", hvilket ikke er ensbetydende med, at hans tanker "holder vand". Det betyder ikke, at du ikke kan anvende hans teori, men jeg mener nu, at der er andre - og mere tidssvarende - teoretikere, der er mere sigende. Fx vil du rundt omkring på mine sider kunne se, at jeg er kritisk overfor Tønnesvangs (tidl. Tønnes Hansen) tanker, men det gælder ikke for hans (af Kohut inspirerede) selvteori. Den siger (i korthed), at begrebet identitet er et overfladefænomen, for så vidt det er den synlige del af selvet, se her.
I øvrigt kan du jo kigge lidt rundt især på Forum-siderne, og så vende tilbage!
Kh.
Holger
Hej Holger
Tak for dit svar, det vil jeg se på. Pierre Bourdieu er svær, men også spændende. Vi f¨år se. Jeg vender tilbage, når jeg har læst det du anbefaler.
Kære Holger.
Så er jeg ved at være færdig med min opgave i kognitions- og neuropsykologi, men mangler det videnskabsteoretiske afsnit med placering af min valgte fremstillinger.
Jeg har i opgaven valgt at se på fænomenet stress ud fra:
MacLeans Triune Hjerne,
Neuroplsykolog Peter Bruhns fremstilling af den neurale og hormonelle stressreaktion og
Børneneurolog Anne-Marie Beck-Nelsens fremstilling af stadieteorien (hukommelse)
Jeg formoder at alle tre teorier er placeret under de naturvidenskabelige teorier ?? Jeg tænker lidt om de alle tre går imod den psykoanalytiske tankegang eller kognitive?? Og hvordan jeg kan forklare det i relation til selve teorien, som jo fx ikke står klokkeklart frem som en teori i Peters Bruhns materiale. MacLean har jeg overvejet om det fx kunne gøres ved at den reptile hjerne er Freuds detét, paleomammale hjerne er jegét og neomammale hjerne er overjeget….???? Jeg har ledt overalt efter Macleans forskninggrundlag…….
Pyh…kan du hjælpe mig????
Det jeg gerne vil kunne fremstille er mine anvendte teoriers
Mennskesyn,
Årsagsproblem,
Genstandfelt,
Erkendelsesinteresse,
Metoder (data) og
Psykologiske retning.
Håber meget at høre fra dig : da jeg skal aflever på onsdag den 17.
Bedste hilsner T
Hej T!
Du går til den, hva':-) Jeg svarer med udgangspunkt i dine konkrete udsagn/spørgsmål:
Jeg formoder at alle tre teorier er placeret under de naturvidenskabelige teorier ??
Din formodning er rigtig. Se dog nedenfor.
Jeg tænker lidt om de alle tre går imod den psykoanalytiske tankegang eller kognitive??
Det tager det vistnok ikke stilling til - Freud var selv naturvidenskabsmand (læge). Jeg mener, at de samlet set må placeres indenfor kognitionsvidenskaben (cognitive science),"et tværfagligt paradigme, der rummer studiet af alle former for mentale processer og/eller strukturer, der kan formuleres i faste termer". (Efter Lakoff, George and Johnson, Mark (1999): Philosophy In The Flesh: the Embodied Mind and its Challenge to Western Thought. Basic Books).
Og hvordan jeg kan forklare det i relation til selve teorien, som jo fx ikke står klokkeklart frem som en teori i Peters Bruhns materiale.
Se foroven.
MacLean har jeg overvejet om det fx kunne gøres ved at den reptile hjerne er Freuds detét, paleomammale hjerne er jegét og neomammale hjerne er overjeget….????
Nej, det bliver for bøvlet - det er neurofysiologi og -anatomi. Men hvis du absolut vil, så… nej, lad hellere være; Freud anede ikke en hujende fis om en tredelt hjerne - han beskæftigede sig med analysen af menneskets psyke!
Jeg har ledt overalt efter Macleans forskninggrundlag…….
Paul D. MacLean søgte en forklaring af de evolutionære spor, han fandt i den menneskelige hjernes struktur. Resultatet af hans forskning blev bl.a. hypotesen/modellen om/af the triune brain. (MacLean, Paul D.: A Triune Concept of the Brain and Behaviour (The Clarence M. Hincks Memorial Lectures, 1969, University of Toronto Press, 1973)
Mennskesyn, Samlet set: dialektisk-materialistisk
Årsagsproblem, Samlet set: Subjektets (mentale processer) og objektets (mentale strukturer) samtidige sammenhæng og adskilthed.
Genstandfelt, Samlet set: kognitionens muligheder og begrænsninger
Erkendelsesinteresse, Samlet set: praksisorienteret
Metoder (data) Samlet set: naturvidenskabelige, og
Psykologiske retning, Samlet set: Se foroven
OK? Lidt sent, men nu har du weekenden - og jeg er her stadig!
Kh.
Holger
Hej Holger.
Jeg er lidt i krise er ved at skrive opgave hvor jeg er nået til det punkt at jeg skal sammenlige Bandura og Fonagy. På pensumliste har jeg kapitel 1, 4 og 5 i bogen affektregulering, mentalisering og selvets udvikling, der er skrevet af blandt andet Peter Fonagy.
Jeg er nået til Bandura beskrivelse af selveffektivitet, men har svært ved at sammenligne dette med Fonagy, da jeg ikke umiddelbart kan finde noget sted i teksten, hvor han beskriver hans forståelse udvikling af selvtillid og betydningen af denne. Derfor vil jeg spørge om du ved, om Fonagy nævner selvtillid og hvad hans holdning til dette er et sted. Det er jo lidt farligt for mig at skrive, at han ikke beskriver det noget sted, hvis han gør det og for det andet er det svært at sammenligne netop dette punkt.
Mvh. S
Hej S!
Tak for din henvendelse.
I Peter Fonagy, György Gergely, Elliot L. Jurist and Mary Target: Affect Regulation, Mentalization and the Development of the Self (New York: Other Press, 2002) fremsætter forfatterne - på baggrund af mange cases og gennemgang af tilgængelig psykoanalytisk og udviklingspsykologisk forskning - en teori om, hvordan vore evner vedr. mentalisering (det at fremkalde og anvende repræsentationer af egne og andres emotionelle (følelsesmæssige) tilstand(e)) og affektregulering (det at have (passende) kontrol over egne emotioner (følelser) i overensstemmelse med omverdenens forventninger), kan determinere (fremkalde; skabe; forudsige) individets hensigtsmæssige udvikling.
Nærmere bestemt diskuteres, hvordan destruktiv eller utilstrækkelig omsorg (forældrerolle) kan forhindre barnet i at lære at kontrollere og tolke dets egne følelser - og således også følelser hos andre i dets omgivelser. Der er, efter forfatternes opfattelse, ved omsorgssvigt risiko for udvikling af personlighedsforstyrrelser og, især, almene psykologiske forstyrrelser af selvtilliden.
OK? Du er velkommen tilbage!
Kh.
Holger
Tak for dit svar.. Stemmer godt overens med det jeg selv er kommet frem til i mellem tiden, udover jeg fandt i andet kapitel end der er opgivet på min pensum liste at fonagy i sin teori beskriver hvordan den fundamentale del af personligheden udvikles, men at udviklingen af f.eks. selvtillid var et emne der skulle diskuteres en anden gang.
Men tror det er helt rigtig som du siger at man ved at analysere på det han skriver kan komme frem til det du siger. :)
Endnu en gang tak, du er en klog mand!
Mvh. S
Hej Holger. :o)
Vi er en gruppe, som skal skrive en synopsis i psykologi, som vi på et senere tidspunkt skal forsvare til en mundtlig eksamen. Vi trak et emne der hedder: "Barnets kompetenceudvikling gennem beskyttet deltagelse." Og vi er faktisk lidt lost, for ikke at sige meget.
Vi har vores ideer til noget forskelligt teori, og noget af vores pensum beskriver også fx hvad beskyttet deltagelse er. Det vi bare har svært ved, er at få drejet det sådan rigtig over i psykologien. Vi har nemlig fået at vide, at vi skal passe på at det ikke bliver alt for meget pædagogik. Hvilket vi nok godt kan være tilbøjelige til at gøre det til, da vi netop er ved at uddanne os til pædagoger :o)
Umiddelbart tænker vi lidt på fx:
paradigmeskiftet (hvor man i dag ser barnet med fødte kompetencer, i forhold til før i tiden.)
Daniel Stern
Dion Sommer
Og så skal vi selvfølgelig ind og beskrive hvad "beskyttet deltagelse" er.
Men vi håber at du kan give os et lille fif, til hvordan vi evt kunne bygge opgaven op, og noget af det vi har overvejet, er det helt hen i vejret?
Venlig Hilsen
B
Hej B & Co.!
Her er lidt at tygge på! "A.P." står for Arne Poulsen. Det, I kalder paradigmeskiftet, fremgår ret tydeligt, selv om der også er materiale, der givet er lavet som blikfang for forelæsningens fortællende del. Der henvises også til forskellige psykologiske tænkere, som jeg vil anbefale jer at anvende, inden i inddrager "moderne" teoretikere som Stern og Sommer - de passer bedst ind i et diskussionsafsnit.
PPTerne forklarer også, ret læst, " hvad "beskyttet deltagelse" er." - og ikke er. I virkeligheden kunne man let bygge jeres besvarelse op på denne ppt-præsentation. Men lad mig, for at jeg kan sige til mig selv, at jeg har ydet en personlig indsats, nævne, at beskyttet deltagelse (eller 'situeret (in situ = der, hvor det sker; på det rette sted, altså ikke i studerekammeret) læring') = mesterlære i modsætning til det, I laver, når i ikke er i praktik = 'boger den'.
Om opbygningen kunne jeg foreslå,
Indledning: Kulturhistorisk set har kompetenceudvikling været situeret læring og dermed en af mester el. lign. beskyttet deltagelse i det arbejde, metieren udførte, op til skolereformen i 19-hvidkål (det må I selv finde frem til; det var vel ved afskaffelsen af den "fri mellemskole"). Osv., osv.
Afsnit 1: Med skolereformen begyndte en bølge af (især) psykodynamiske udviklingsteorier at florere, uden at der blev fremført nogen empiriske beviser for dem. De var simpelthen viderebearbejdelser af Freuds teorier, der i sig selv (som forklaringer, altså) var dybt problematiske.
Afsnit 2 (Diskussion): Da forskere som Stern kom på banen, blev der etableret en evidensbaseret forståelse af barnets medfødte kompetencer blabla…. Siden har man (bl.a. Sommer) diskuteret, hvordan denne forståelse skulle forstås (hvis I forstår!?). Resultatet er blevet begreber som "ansvar for egen læring", "trin-for-trin" og hvad ved jeg. Det afgørende er, at intet barn (og heller ingen voksen - jf. jeres praktik mv.) lærer ved alene at skulle gøre sig sine erfaringer ("learning by doing"), men har brug for det, man så akavet på dansk kalder beskyttet deltagelse, men på engelsk hedder Guided Participation [Rogoff, B.: Apprenticeship in Thinking (Oxford University Press, 1990)].
Konklusion: Blablabla….
Implikationer: Blablabla….
OK? I er velkomne tilbage.
Hilsen,
Holger
Tusind tak Holger :o)
I det ellers så mørke og uoverskuelige sind (lidt overdrevet :o), har du nu tændt et lys..
Vi siger mange tak.
Kære Holger.
Jeg er taknemlig for dit forum, tak:-)
Jeg er i gang med min bachelor på pædagogseminariet og skal bla. skrive om ihvordan pædagoger kan arbejde inkluderende med anbragte børn/unge. Jeg skal skrive et afnit omkring identitetsdannelse og hvordan ens identites bliver påvirket af en barndom, som har stået på svigt og anbringelse og hvordan inklusion påvirker ens identitet. Jeg havde tænkt på Giddens, men har du andre forslag til hvem der har skrevet relevant litteratur ang dette er jeg meget interesseret i at høre hvem. Og hvor kan jeg evt finde noget omhandlende dette emne, skrevet af Giddens?
Med venlig hilsen M
Hej M!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Jeg har tænkt en del på, hvor dybt i substansen mon du skal. Jeg mener:
Begrebet inklusion er efterhånden så slidt, at man kan komme af sted med at skrive næsten hvad som helst. Grundlæggende betyder det "bare", at lovgiver (Folketinget) har bestemt, at en bestemt slags børn skal passes/undervises i en bestemt type institution, uanset, om personalet eller andre synes, det er forsvarligt eller ej. Inklusion bliver tit blandet sammen med begrebet rummelighed, som betyder noget helt andet, nemlig den enkelte ansvarlige voksnes vilje og ønske at ikke bare acceptere lovens krav (inklusion), men også virkelig investere noget af sig selv i den person (barnet), man er betroet. Groft sagt indebærer inklusion opbevaring (fordi barnet iflg. loven skal frekventere den pågældende type institution), medens rummelighed indebærer en udviklingsgaranti derved, at den, barnet er betroet, investerer sig selv i, aktivt at arbejde for barnets kognitive og følelsesmæssige intrapsykiske udvikling og (interpsykiske) omverdensforståelse.
Begrebet identitet ses i senmoderniteten som et overfladefænomen (se også her). Giddens identitetsbegreb er ikke primært psykologisk, men sociologisk. Derfor kan det da sagtens være relevant for dig.
Herefter vil jeg foreslå, at du, hvis du har behov og lyst, vender tilbage; evt. med lidt mere konkrete spørgsmål.
Kh.
Holger
Hej Holger
Først må jeg rose dig for din side, overskud og hjælpsomhed, det er meget beundrings værdigt :)
Jeg studerer psykologi på 1 sem. på uni og arbejder med en opgave udvikling og personlighedspsykologi. Jeg har lidt problemer med sammenligningen af Banduras sociale lærings teori + den kognitive teori overfor tilknytningsteorien primært af Bowlsbys (men også gerne Stern) , så måske kan du hjælpe mig lidt på vej der.
Derudover vil jeg høre om du kan sige lidt om teoriernes brugbarhed forhold til mennesket i den senmoderne vestlige kultur.
Jeg vil gerne hvis du medtager kilder, også så jeg selv kan se på dem. (hvis de er online, for jeg er desværre lidt i tidsnød.)
Jeg håber på et hurtigt i svar :)
Mvh. B
Hej B!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Det nemmeste vil nok være at se her: (Bandura), her: (kognitive teorier) og her: (Bowlby).
Hovedforskellen mellem de to første teorier og Bowbly er, at mennesket (barnet) i de to første er selvstændigt, medens Bowlby taler om tilknytning til den primære omsorgsgiver (moderen). Selv om Bowlby og Stern er af samme oprindelse (freudianismen), kan man sige, at Stern er langt mere videnskabelig og pragmatisk, end Bowlby.
Er man psykodynamisk orienteret og moderne, vælger man Stern (Bowlby er falsificeret!), er man til socialpsykologi, gælder Bandura som et godt bud i moderniteten, og mener man at barnet selv konstruerer sin viden, er man helt fremme i skoene med de kognitive teorier.
OK? Undskyld den lange ventetid, men som du kan se på afsendelsesklokkeslettet, burde døgnet have nogle flere timer.
Hilsen,
Holger
Hej Holger
Det jeg havde skrevet allerede passede fint med dit svar, så jeg er fortrøstningsfuld mht. resultatet. Tak for hjælpen
Nu er jeg i gang med videnskabsteori, og især redegørelse volder mig problemer, så håber du kan hjælpe lidt med den også.
Psykologiens videnskabsteori undersøger psykologiens videnskabelighed. Beskriv psykologiens og videnskabsteoriens genstandsfelt eller ontologi.
Genstandsfeltet er det ikke bevidsthed?
Gør i denne sammenhæng også rede for psykologiens natur-, kultur- (humanistisk) og socialvidenskabelige tilgang til grundlæggende psykologiske problemstillinger (nævn mindst 4) og hvilke psykologiske discipliner der prøver at besvare dem.
Hej igen!
a) Ja, almenpsykologiens genstandsfelt er bevidstheden (den menneskelige erkendelses natur). Desuden søger fortalere for subdisciplinerne at definere genstandsfeltet i overensstemmelse med disses særtræk. Om ontologien, se her: http://psykologibasen.dk/O.shtml#ontologi.
b) Se den vedhæftede fil*. Jeg må indrømme, at spørgsmålet ikke er ret klart formuleret (det første er en ren pleonasme!), så jeg ved reelt ikke, om jeg har hjulpet dig med det, din vejleder har tænkt på, når han/hun skrev det :-(.
Du er naturligvis velkommen tilbage!
Hilsen,
Holger
* (vedhæftet fil)
Selektiv indlæring (Thorndikes katteforsøg), se her
Hvordan opstår kundskab? (Piagets kognitionsteori), se her
Grupper; strukturering og ledelse (Sherif og The Robber's Cave), se her
Udsættelse af behovstilfredsstillelse (konflikt mellem Det'et (Id) of omverdenen): Freuds strukturelle personlighedsmodel, se her
Hej Holger
Tak for hjælpen. Jeg er glad for, jeg ikke er den eneste der har undret mig over formuleringen, men nu har jeg vist fået styr på det.
God jul.
Mvh. B
Hej Holger!
Jeg er igang med at skrive en stor opgave i dansk hvor jeg har læst "Den kroniske uskyld". Kender du den? Den er skrevet i 1958 omkring ungdom og familiestruktur. Der hvor mit problem kommer er når jeg skal sammenligne med Freud. Hvordan var Freuds menneskesyn sammenlignet med den tid.
Det var et forsøg at skrive, håber du kan hælpe.
Hilsen L
Hej L!
Tak for din henvendelse.
Jo, da! Det var pligtlæsning, da jeg gik i gymnasiet. Men dengang havde jeg vistnok ikke hørt om Freud, hvis menneskesyn er og forbliver det, han har beskrevet i sine skrifter: der er en topologisk personlighedsmodel og en strukturel personlighedsmodel, der i forening bliver forklaret i den psykoanalytiske teori: menneskesynet er dialektisk-materialistisk (biologisk: arv/miljø). Derimod var tiden, da bogen udkom en, hvor alle Freuds tanker kunne indpasses i næsten hvilket som helst et forhold (dog var man i USA begyndt at tvivle på hans metode, selve analysen, hvoraf opstod den kognitive adfærdsterapi): alt blev tænkt, noget forsøgt og atter noget gennemført.
Frustrationerne var generelt lige så store som i dag, men de var vendt mod en selv, og derved langt mere skyldbetyngede. (Begrebet skyld er et, jeg ikke anvender i min egen praksis, da det forudsætter, at den skyldige har ønsket at såre eller skade den anden (dvs., at man skal have begået noget kriminelt, hvilket gør, at begrebet er juridisk og ikke psykologisk) hvilket sjældent er tilfældet med klienter i terapi (i hvert fald hos mig). Skam er derimod hyppigt forekommende.)
For at sætte lidt substans på, ville jeg i dag - på Freuds vegne - sige, at Janus er et produkt af sin far, der har nogle uindfriede forventninger til sit eget liv, som han overfører på sin søn. Da Janus ikke er i stand til at tolke disse forventninger (læs: krav), frustreres han (udtrykt ved skyldfølelse) og søger et alternativt ego-ideal (se den strukturelle model) i Tore, der tilsyneladende ikke plages af et overjeg (se samme sted), og altså af Janus opfattes som uskyldig. På denne måde kan man gøre faderfiguren til Janus' overjeg og Tore til hans det (Id), mellem hvilke poler hans ene konflikt raser. Den anden konflikt, mellem Id'et og omverdenen overlader jeg til dig selv at beskrive.
OK? Du er velkommen tilbage.
Kh.
Holger
Kære Holger.
Jeg sidder og er ved at lave mit afsluttende studieretningsprojekt i XX. I denne forbindelse skal jeg forklare overspisning ud fra selvpsykologi, med henblik på selvværd og identitetsdannelse.
Har du nogen forslag til, hvordan jeg kan gøre dette?
Med venlig hilsen
R
Hej R!
Tak for din henvendelse, og undskyld et sene svar.
Jeg fandt ud af, at artiklen om selvpsykologi af en eller anden årsag er faldet ud af mit site. Jeg har skrevet en ny artikel, som kan ses under S (naturligvis).
Opgaven, du skal løse, er tilstrækkelig bredt formuleret til, at du har ret vide rammer. Derfor er følgende forslag alene til inspiration, men nok også sådan, som jeg ville gribe det hele an på:
Definitioner:
a) Overspisning er en misbrugslidelse, hvor mad (føde) ikke længere (alene) hører til de organiske behov (mangelbehovene; de fysiologiske behov) iflg. Maslow (se her), men er blevet en del af organismens homeostasis (se her), hvorved organismens ligevægt forskubbes således, at den (organismen) ikke tilfredsstilles, med mindre den vedblivende tilføres overdoser af føde (mad; kalorier).b) Selvpsykologi (se her) er Heinz Kohuts radikale videreudvikling af Freuds psykoanalyse, og fremhæver den empatiske forståelses altafgørende rolle ved både udvikling og psykisk forandring.
Sammenhæng mellem 1a og 1b: Da overspisning iflg. det ovenstående kan sammenlignes med fx tobaksrygning eller alkoholisme, og man fra behandlingen af disse dysfunktioner har den erfaring, at de er forbundne med individets intrapsykiske position (se her) [her kan du roligt henvise til mig, for jeg arbejder også med misbrugere på Frederiksberg Hospital - og har gjort det i 8 år], fører ræsonnementet til, at en forandring i overspiserens selv- og omverdensforståelse vil kunne hjælpe ham/hende.
Selvet og identiteten: Se her.
Heraf følger, at overspiseren (ligesom alle andre destruktivt handlende mennesker) må indse, at HAN/HUN ER OVERSPISER. Det er, fordi han/hun har påtaget sig det overfladefænomen, identiteten, som dækker for alt i Selvet. Først ved at erkende, at man er misbruger/afhængig - altså løfte på låget - kan man gå i gang med at arbejde med sig selv (= sit Selv).
OK? Og endnu en gang undskyld for den lange "behandlingstid" - der var, som skrevet, et par artikler, der var røget ud af psykologibasen.dk.
Du er velkommen tilbage.
Hilsen,
Holger
Hej Holger
Har aldrig prøvet din hjemmesiden før, men tænker lige nu, at den er et fund :-)!
Sidder og skriver opgave og har helt konkret brug for at vide:
Jeg er meget spændt på dit svar, og om jeg overhovedet 'kommer igennem" her d. 20. dec. :-)!
Mvh. L
Hej Lene!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Se først her, hvor de 4 motivationelle rettetheder (Selvets grundkonstituenter) er direkte citeret efter Tønnes Hansen (inden sin navneforandring til Tønnesvang), og så her, hvor jeg svarer på et lignende spørgsmål i et mere ligefrem sprog.
Besvaret foroven, bortset fra fornavnet: "Jan" - og den oplysning, at efternavneskiftet foregik i forbindelse med, at han blev ph.d.
OK? Du er velkommen tilbage.
Hilsen,
Holger
PS! Der er mange spørgsmål og svar om Tønnesvangs/Tønnes Hansens overvejelser i "Forum".
Hej
Jeg sidder med en psykologiopgave (socialrådgiveruddannelsen) hvor der skal redegøres for udstødningsprocessen via inddragelse af litteratur for det psykiatriske og psykologiske fagområde. Dernæst skal der redegøres for en udvalgt målgruppes særegne psykologiske og psykiatriske problemstillinger og endelig skal interventionsformer i det sociale arbejde med den valgte målgruppe analyseres og diskuteres.
Jeg har lidt svært ved at få hul på denne opgave - jeg kan nemt finde forklaringer på udstødning og marginalisering i vort pensum i samfundsvidenskab (særlig arbejdsmæssig marginalisering), men det kniber mere med det psykologiske eller psykiatriske.
Som målgruppe tænker jeg enten psykiatriske patienter eller misbrugere.
Kan du hjælpe med at få hul på denne opgave?
Mvh
K
Hej K!
Tak for din henvendelse, og undskyld den lange responstid; det er ikke normalt!
Udstødningsprocessen er jo et arbejdsmarkedsbegreb eller et sociologisk do. Dvs., at samfundet som sådant udgrænser visse grupper af borgere, der herefter har mere end vanskeligt at finde vej ind i et konstruktivt og menneskeværdigt (det sidste naturligvis defineret ud fra a) det pågældende samfunds normer, b) det enkelte individs følelse af selvværd). Som jeg forstår dit aktuelle problem, leder du efter en psykologisk /psykiatrisk pendant til det sociologiske begreb. På grund af dets natur som noget samfundsmæssigt, må vi ty til den kulturhistoriske skole, nærmere bestemt virksomhedsteorien, for, som jeg ser det, kunne knytte en almenpsykologisk synsmåde til fænomenet.
Udstødningen rammer både grupper og individer, hvorfor den psykologiske begribelse af fænomenet må søges i samfundets egne iboende kapitalistiske og darwinistiske mekanismer. Det betyder, at på makroniveauet kasseres hele grupper (jf. match-kategorierne) og på mikroniveauet kasseres individer. Makroniveauet repræsenterer notoriske misbrugere og (sind)syge m.fl., der ikke skønnes være i stand til at indgå i noget led af merværdiskabelsen - som gruppe betragtet. Disse ses som psykiatriske tilfælde. Mikroniveauet består af enkeltindivider, hvis evne til merværdiskabelse skønnes være mest afhængig af social og psykologisk rehabilitering.
Vi er nu ved det psykiske: Det skønnes, at nogle individer, der er udenfor arbejdsmarkedet/marginaliserede/udstødte/kasserede, gennem en terapeutisk proces/behandling kan bringes i en tilpas psykisk balance og tilregnelighed, at de kan forsøges opkvalificeret, omskolet, sat i forskellige former for støttet beskæftigelse. Jeg kunne skrive en bog om, hvilke metoder, forskellige teoretikere ville pege på, men vil nøjes med at give dig et forslag:
En ung kvinde, 24 år, har aldrig rigtig haft tilknytning til arbejdsmarkedet, fordi hendes forældre er misbrugere og ude af stand til at varetage deres forpligtelser overfor hende. Hun har mange skolebehandlingshjemsår bag sig, med en 9. klassesprøve (FA) på moderat niveau som kompetence i fht. arbejdsmarkedet. Hun havner i Jobcenter-regi, hvor man hurtigt finder ud af, at hendes omgangskreds består af mere eller mindre asociale mennesker, hvis indflydelse på hende, der efter psykologisk testning findes begavet noget over middel. Derfor bliver hun midlertidig (og frivilligt) placeret i et "projekt", der varetager behandlingsopgaver, jobtræning og revalidering. Kvinden er nu så godt som færdig med Pædagogisk Grunduddannelse (PGU), men hendes mangelfulde sociale færdigheder har gjort hendes praktikforløb besværligt og afsløret, at hun har svært ved at kommunikere hensigtsmæssigt (tale et sprog, der kan forstås og respekteres af såvel børn og medarbejdere, som forældre). Hun er ikke aggressiv, nærmest submissiv, men hendes selvopfattelse står ikke mål med de krav, der med rimelighed bør kunne stilles til en pædagog. Det skal forstås sådan, at hun mangler højere ordens begreber, hvorfor hun i sin iver efter "at være noget", glemmer, at hun skal lære "at være nogen". Denne skævvridning af selvets funktioner ønskes hun i kognitiv adfærdsterapi for. Sekundært ønskes hun hjulpet til en større selvindsigt og derigennem ind i en konstruktiv læringsspiral, hvor især ønsket om stadig højere indsigt vægtes mest. Denne kvinde er p.t. i behandling hos mig.
OK? Du er velkommen tilbage.
Hilsen,
Holger
Hej Holger.
Først vil jeg give dig flere roser for at stable sådan en fantastisk hjemmeside på benene, den har været til stor hjælp under min uddannelse som pædagog. Jeg arbejder på nuværende tidspunkt inden for social psykiatrien med sindslidende og aktive misbrugere.
Jeg befinder mig i øjeblikket i den situation, at jeg skal til at skrive bachelor og jeg har overvejet følgende emner (Det er vigtigt for mig at belyse, hvor vigtig jeg synes, at relationen er for alt pædagogisk arbejde- specielt med henblik på kognitive behandlingsformer.):
Hvilken betydning har relationen for kognitivt arbejde med en klient?
Har samfundets udvikling indflydelse på relationsarbejde (ifht psykisk syge?) (Borderline, Skizofrene, emotionelle ustabile osv.)
Findes der nogle teoretikere, som jeg kan stille op i mod hinanden? Jeg har overvejet at benytte mig af Stern, Sommer, Mahler, Topor, Brandt?? Eller har du kendskab til nogle specifikke, som siger noget om relationens vigtighed inden for psykiatrien??
Er der noget, som du tænker kunne være interessant at have med i min bachelor eller har du nogle forslag??
Jeg håber jeg har været tydelig i mit udkast =)
Håber du vil være mig behjælpelig.. =)
Mvh. L
Hej L!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Der er for mig det problem i henvendelsen, at din hensigt ("undren") ikke står helt klar for mig. Vil du ikke være venlig og konkretisere din problemstilling, for der er divergerende syn på, hvordan man bør vægte de (social)pædagogiske og terapeutiske tilgange til arbejdet med afvigende personligheder, som du vil kunne se af denne artikel (den handler specifikt om børneskolen, men kan snildt generaliseres).
Jeg ser frem til at høre fra dig,
Holger
Hej igen Holger..
Nedenstående er mit bud på en foreløbig problemformulering:
Hvordan kan man som pædagog, ved hjælp af relationspædagogik, den anerkende relation og kognitive behandlingsformer, give støtte til et andet menneske, så hun/han formår at opleve fremgang i personlig udvikling, på trods af at være tynget af en psykisk lidelse?
Og nogle problemstillinger kunne være:
Den røde tråd for mig i min bachelor skal ligge vægt på, hvor vigtig relationen er for at skabe udvikling og hvordan relationen kan være med til at skabe udvikling gennem kognitive behandlingsformer ( kognitiv terapi, social færdigheds træning, psykoeducation, kognitiv optræning) bl.a. men henblik på fx den fælles tredje og flow, hvilke jeg tænker kan være med til at skabe positive relationer, som kan være med til at danne grundlag for at skabe alliancer, troværdig og hvor klienten får ejerskab af egen univers/liv, hvilket udgør kernen i kognitiv behandling??
Hvad tænker du om ovenstående? Har du nogle specielle teoretikere og teorier som jeg ellers kan benytte mig af? Kan du henvise til nogle sider, som siger noget om det at arbejde kognitivt? Tænker du, at det vil være en god ide, at jeg afprøver/laver/udfører skemaer sammen med klienter, som jeg kan tage med i min bachelor som dokumentation?
Og ja puhaa hvor jeg bare fyrer der ud af?? =) Men efter at have læst inde på psykologibasen er du eminent god til at give feedback og modspil. Er nemlig typen der breder sig ud over et bredt felt, så det ville være rart at få set på mit emne med professionelle briller. Håber du vil og kan være mig behjælpelig??
Mvh L
Hej igen L!
Jeg kan sagtens se, hvad du vil - og det bliver for massivt. Du risikerer simpelthen at blive mast til eksamen, hvis den er mundtlig, eller gået efter med tættekam, hvis den er skriftlig. Så, overodnet er mit råd: MAKE IT SIMPLE! Det ville for mig betyde en problemformulering i stil med (Jeg går ud fra, at du forinden har redegjort for, hvilke (forstands)handicaps, du tænker på, hvordan lovgivningen og de lokale forhold og regler hjælper/hæmmer dit arbejde og den handicappedes situation.):
Under mit studium har jeg haft lejlighed til at stifte bekendtskab med sindslidendes livsforhold. Under praktikperioderne har jeg kunnet afprøve nogle af de teorier og metoder, der indgår som det boglige islæt i uddannelsen. På denne måde har der udkrystalliseret sig et overordnet spørgsmål, hvis besvarelse rummer både til- og fravalg af stof, jeg er blevet bekendt med. Dette spørgsmål er også nærværende opgaves problemformulering:
(Nu har jeg skrevet "sindslidende", men det, lige som alt andet, kan du lave om på, som du vil: det er kun til inspiration.)
Der melder sig mange mulige tilgange: relationspædagogik, tanken om den anerkendende relation, recovery (psykosocial rehabilitering) og andre, mere eller mindre tidstypiske forholds- eller behandlingsformer. Selv om jeg kort vil redegøre for rationalet for nogle af disse, vil gennemgangen samtidig kunne ses som et oplæg til fordel for den tænkning, at de kognitive metoder frembyder et potentiale, som også ikke-specialister kan anvende under supervision.
Jeg har herefter valgt at disponere min opgave således (1 er Indledning: og står beskrevet foroven - man plejer ikke at sætte tal på, men derimod lave en læsevejledning, hvor man kort opridser, hvad der står i de enkelte afsnit:
"I Afsnit 2 begrunder jeg mit beskrevne valg. I Afsnit 3 opridser jeg nogle mulige måder at gribe arbejdet an på, og beskriver nærmere den måde, jeg har koncentreret mig om, hvad den indebærer osv…..)
2 Baggrund: Jeg har mødt nogle mennesker…. Det har påvirket mig så meget, at jeg gerne vil gå mere i dybden med problematikken blabla…
3 Teorigrundlag: Der arbejdes naturligvis med forskellige problemstillinger, der hver, kræver deres teoriramme. Det kan være X, der indebærer ditten og datten, Y, der er sådan og sådan og Z, der blablabla… Personligt er jeg blevet fascineret af tanken om, at den sindslidende i videst mulige udstrækning skal lære at tage hånd om sin egen udvikling. Rationalet herfor finder jeg i de ognitive behandlingsmetoder, hvor patient og pædagog så at sige spiller et spil, hvor patienten ved noget om sin egen situation, og pædagogen noget om, hvordan hun/han kan "optimere" denne situation ved brug af de kognitive og hermed forbundne værktøjer. Blablabla…
4 Diskussion:
5 Konklusion:
6 Implikationer:
OK? Undskyld, at det tog lidt længere tid med at svare denne gang - jeg er her dog stadig.
Kh.
Holger
PS!Jeg kom lige i tanke om, at du nok skal have en case eller to med.
Holger
Hej Holger.
Hold da helt op, hvor er du fantastisk til at inspirere mig samt hjælpe mig med at sætte tingene i perspektiv. Ligeledes at synliggøre mulige problemstillinger samt løsningsforslag. Det værdsætter jeg utrolig meget. - du dygtig =)
Kan jeg som du beskriver kort nævne de forskellige teorier som spiller sig ind i arbejdet med sindslidende- uden at uddybe dem yderligere eller at sætte dem op mod hinanden?? (dette vil jo netop være med til at gøre emnet meget bredt) ???
Jeg tænker, at jeg i den nærmeste fremtid vil prøve at opstille mine tanker og idéer ud fra den feedback, som du har sendt til mig. Da jeg har brug for lige at få kigget på det endnu en gang for at udspecificere hvilke afsnit, der skal indeholde hvad. (skal nemlig til eksamen i KOL om 14 dage, så mine tanker er på nuværende meget forbundet med disse =) )
Jeg håber du endnu en gang vil være mig behjælpelig, da du er god til at give mig et overordnet syn på min bachelor, hvilket jeg er dig meget taknemmlig for.
Kan se, at du har sendt endnu en mail, hvor du har haft til ønske at sende en case, men den er desværre ikke med??
Mvh. L
Hej L!
Det med den anden mail var tænkt som en idé til dig, om at tage en case fra din egen praktik med i opgaven. På den måde kan du perspektivere det, du selv er "faldet" for som en behandlingsform, du kan arbejde efter. Hvad beskrivelsen af de andre tilgange angår, er tanken den, at du skal demonstrere, at du har fod på dem, og ikke enøjet kaster dig over en bestemt fremgangsmåde. Ex.: Jeg ved en hel masse om psykoanalysen, men kunne ikke drømme om at anvende den i min egen praksis. Hvis jeg så skal beskrive, hvad psykologi er, kan jeg dog ikke udelade den fra beskrivelsen. Det samme gælder en masse andet indenfor mit fag, som jeg anser for uhensigtsmæssigt, men som andre kan synes er helt fint at anvende!
Det gælder altså ikke om "at sætte op imod", men om at vide. Forskellene fremkommer gennem viden om de forskellige tilganges rationaler, fx at relationspædagogik er begrænset af ditten og datten (evt.) i forhold til den anerkendende relation, der i sin tur ikke opfylder kravene for recovery-tænkningen. Derfor vælger jeg den kognitive tilgang. Osv.
Hilsen,
Holger
Kære Holger
Det er vitterlig med tårer i øjnene at jeg første gang for nogle dage siden surfede igennem din vidunderlige hjemmeside. Tusind tak fordi du vil bruge tid og energi på at sprede din faglige viden ud til alle os, der har interesse i faget.
Dernæst jeg har inderligt brug for din hjælp.
Egentlig er jeg en garvet opgavebesvarer, men efter en ulykke er jeg noget usikker på mine evner. Derfor håber jeg du vil hjælpe mig i gang.
Spørgsmålet lyder:
på forhånd tak
mange hilsner
p:-)
Hej p:-)!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Du kan for så vidt læse det hele her og her.
Når du har sat dig ind i artiklerne og evt. har flere spm., er du velkommen igen.
Hilsen,
Holger
Hej Holger
Tusind tak for en supergod og anvendelig side - Det er vi mange studerende der sætter stor pris på! :) Jeg læser til socialrådgiver og skal i denne opgave beskæftige mig med omsorgssvigt/dysfunktionalitet i familien og følgerne heraf.
Opgaven lyder:
Jeg har tænkt mig i hvert fald at inddrage Stern i min diskussion, da det lader til, at hans børnesyn er meget brugt for tiden. Derudover har jeg overvejet Bowlby og Ainsworth og tilknytningsteori som en anden vinkel på omsorgssvigt. Lyder det som om det kunne føre til en givtig diskussion eller er der andre teoretikere der ville være mere oplagte til formålet (eks. Mahler)?
Det ville være rigtig dejligt, hvis du har litteraturhenvisninger eller henviser til konkrete teoretikere/teorier i dit svar - Hvis du overhovedet har tid til og mod på at svare, vel at mærke :)
Jeg vil i hvert fald på forhånd sige MANGE TAK for hjælpen!
Venlig hilsen S
Hej S!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Stern er god nok. De andre begynder at være lidt støvede, så jeg ville hellere anbefale Lawrence Kohlberg. Stern beskriver spædbarnets selv- og omgivelsesbevidsthed, og Kohlberg beskriver den sammenhæng, barnet, efter sin tilegnelse af "forståelige" udtryksmidler, dvs. et rudimentært sprog, skal igennem (den moralske udvikling). Du er så velformuleret, så jeg tror, du kan læse om Kohlberg på engelsk. Af hensyn til dig selv, synes jeg, du skal holde dig til de to nævnte teoretikere, men evt., som rosinen i pølseenden, nævne fx Nancy Chodorow.
Tilknytningsteorierne er alle falsificerede for længst - af bl.a. Daniel N. Stern (!), så deres gyldighedsområde er bitte lille. Ikke desto mindre har Bowlby sat sine mærker, hvis du orker.
Som soc.rdg. turde du være interesseret i begrebet habitus, se også her.
Litteratur:
Stern, Daniel N.: Barnets interpersonelle univers - Et psykoanalytisk og udviklingspsykologisk perspektiv (Hans Reitzels Forlag, 1991; 2000)
Lerner, Richard M.: Kohlberg's Stage Theory of the Development of Moral Reasoning (in Concepts and Theories of Human Development, Lawrence Erlbaum Associates, 1997, p. 262 ff)
Chodorow, Nancy J.: The Power of Feelings : Personal Meaning in Psychoanalysis, Gender, and Culture (Yale University Press, New Haven and London, 1999) er ikke det oprindelige værk, men fører hendes teori up-to-date.
(Det oprindelige er The Reproduction of Mothering (University of California Press, Berkeley and Los Angeles, 1978.)
OK? Du er velkommen tilbage.
Kh.
Holger
Hej Holger - for 3.gang!
Jeg vil bare endnu en gang sige mange tak for det fine svar fra dig som står nedenfor. Jeg sendte efterfølgende endnu et spørgsmål om en sammenligning af Stern og Bowlby, men det må du gerne se bort fra! Jeg har droppet det for ikke at brede mig alt for meget ud over teorierne - Jeg tror du har ret, når du skriver, at jeg skal "tage hensyn til mig selv og holde mig til 2 teoretikere".
Tak for din hjælpsomhed og en super hjemmeside!
Venlig hilsen S
Hej S!
Fornuftigt!
Held og lykke.
Holger
Hej Holger
Jeg er i gang med en uge opgave, hvor jeg skal vælge to teoretikere med hver sin tilgang til selvet. Jeg har valgt Kohut men synes det er svært at finde hvordan han definerer empati og hvad han lægger i begrebet selvværd. Som den anden teoretiker havde jeg overvejet Fonagy og så ville jeg diskutere Kohuts empati i forhold til mentalisering.
Hvad tænker du om det, på forhånd tak.
Venlig hilsen
S
Hej Susanne!
Jeg opdagede til min forskrækkelse i morges, at jeg ikke har skrevet til dig, at jeg først kunne besvare henvendelser i weekenden. Håber, du alligevel kan nå at bruge noget af nedenstående:
Kohut koncentrerede sig om at hjælpe mennesker til at "komme sig" (blive raske) efter traumatisk obstruktion i den tidlige udvikling. Nøglebegrebet i denne intervention er empati, såvel som en måde at forstå klienten, som en metode til at "tilbagesende" forståelsen til klienten.
Han anvendte empati som en metode, ved hvilken han først iagttog sine klienter (kaldet stedfortrædende introspektion), siden sit eget selv (introspektion). På denne måde mente han at have legitimeret validiteten af det, at anvende behandlerens egne reaktioner som reference.
Selvværd (eller mangel på samme) var i Kohuts teori det resultat, den fragmenterede familie producerede med fraværende og ikke-empatiske forældre. Det skal understreges, at Kohut i høj grad så problemet som et samfundsproblem.
Der var, især i begyndelsen af Kohuts virke, megen kritik af hans metode, der ansås for ikke-videnskabelig, idet den byggede på subjektive, relative data.
Mentalisering (Fonagy) er en imaginativ aktivitet, der sætter et menneske i stand til at opfatte og fortolke adfærd - både egen og andres - som udtryk for intentionelle, mentale tilstande. Behov, følelser, overbevisninger, mål eller hensigter ligger oftest til grund for disse tilstande og dermed for adfærd. Med mentalisering er der (som med alt andet) forskel på folk. Nogle mentaliserer med bravur; de reflekterer og regulerer deres følelser og opmærksomhed på en hensigtsmæssig måde i deres sociale samspil. Andre formår ikke at mentalisere eller gør det kun på et meget elementært niveau.
En del af forklaringen på denne forskel findes i det lille barns tilknytningsmønster til sin voksne omsorgsperson.
Groft sagt kan dette mønster være enten stabilt eller vakkelvornt. Den intrikate dynamik bag et dysfunktionelt mønster antages at skyldes omsorgspersonens egen manglende evne til at mentalisere og manglende færdighed til på kontingent vis at spejle barnets indre mentale tilstande. Resultatet kan blive internalisering og udvikling af et 'fremmed selv' i barnet, hvad der kan få betydning for graden af involvering i andre mennesker senere i livet.
Kommentar:
Der er de ligheder mellem Bowlby og Fonagy, at de begge er pseudovidenskabelige og at de begge hævder, at utilstrækkelig omsorg ved en primær omsorgsperson (moderen), medfører et læderet Selv, svarende til lavt selvværd.
Forskellene er, at medens Bowlby hævder tilknytningens - som sådan - betydning, siger Fonagy, at et "dysfunktionelt mønster antages at skyldes omsorgspersonens egen manglende evne til at mentalisere og manglende færdighed til på kontingent vis at spejle barnets indre mentale tilstande" (se foroven). I øvrigt ynder Fonagy at sige, at "sindet er dunkelt - selv for dets indehaver" ("The mind is opaque - even to its owner.").
OK? Og endnu en gang undskyld for min uopmærksomhed. Jeg er også ved tasterne i morgen.
Hilsen,
Holger
Hej Holger
Tusind tak for dit svar, jeg har siden måtte reorganisere mit valg med hensyn teoretiker, da jeg blev temmelig usikker på Fonagy. Så jeg har valgt konstruktionismen og Gergen i stedet, for at være lidt mere sikker at jeg fik valgt to forskellige retninger.
Rigtig god weekend og tak for en god hjemmeside.
Venlig hilsen
S
Hej Holger!
Har som mange andre (kan jeg se) været inde på jeres fantastiske side med det sigte, at min efterhånden totale desperation kunne blive lindret lidt. Jeg faldt over rigtig mange yderst interessante emner, og endnu flere svar fra dig, som fik mig til at tænke, at du måtte være min redning! Derfor... Jeg er pædagogstudende, og sidder med de sørgelige dele af det, som med tiden (læs:meget snart!) skal blive til en BA. Emne: Mennesker med dobbeltdiagnose - svær sindslidende (fokus på skizofreni) + omfattende misbrug (aktivt). Jeg mangler en problemformulering. Jeg ved udemærket (om end det så bliver oppe i hovedet og ikke kommer ned på papiret) hvad jeg vil komme ind på, men kan ikke få kædet det sammen. Og kan ikke få problemformulringen konkretiseret tilfredsstillende nok. Nedenfor vil jeg opridse nogle af de afsnit, jeg ønsker/allerede er kommet ind på. Måske kan det tydeliggøre mine intentioner en smule!?
Nøgleord: Støtte til at øge den enkeltes mulighed for selvstændighed/selvhjulpenhed på egne præmisser (autonomi)
synliggøre den enkeltes ressourcer og mulighed for personlig udvikling.
Kognitive og systemiske tilgange
Motiverende samtale (ambivalens)
Jeg finder det nødvendigt at inddrage de dobbeltdiagnosticrede vs. samfundet. At få indsigt i det senmonderne samfunds påvikninger af vores målgruppe (Giddens) Hvad med Ziehe?
Antonovsky, da jeg mener, at mennesker med dobbeltdiagose som oftest ikke er i stand til på egen hånd at håndtere, begribe og se meningsfuldheden ved deres liv, og at der deri er opgave for "os" pædagoger i forhold til tydeliggørelse af dette (som vi gør ved at???)
Morten Ejrnæs´ netværksteori for at belyse og analysere netværkets betydning for menneksers fysiske og psykiske sundhed. Hvilke betydning har det for mennesker med dobbeltdiagnose at netværket er til stede ( eller manglende, som det som oftest er for vores målgruppe.)?
Erik Allardts Velfædsmodel - at have - at elske - at være i et forsøg på analysere , hvad målgruppen har af behov. Allardt opstiller nogle goder eller behov om man vil, som i højere eller javere grad skal være til stede, for at man har følelsen af, at leve et "godt liv". Dette i et forsøg på belyse helhedssynets betyning for at kunne tilrettelægge den rette indsats. I Klassificeringen at elske at have kunne der tillige blive lagt vægt på Kohut - spejlingsfunktion af selvet. Hvad mener du?
Jeg forestiller mig, at opgaven skal indeholde en slags treindeling, nemlig samfund, individ og pædagogens rolle. Samfundet (Giddens: adskillelse af tid og rum, udlejring af de sociale funktioner, refleksivitet). De skrevne og ikke mindst uskrevne regler i dette, og hvorfor det er så svært for et menneske med DB at honorere disse. - fokus på individet (v at inddrage Allardt, Ejrnæs, Antonovsky) for at belyse og intentificere de problemstilllinger, der for os pædagoger er at arbejde med (som er opgavens tænkte 3. del). Bryder mig ikke om ordlyden pædagogens rolle, men kan ikke finde et alternativ til rolle. Har du mon et bud?
Jeg er klar over, at dette umiddelbart (tillader jeg mig at skrive) rodet, og håber derfor også på lidt psykologisk førstehjælp! :) Jeg er deuden klar over, at det hele ikke ligger inden for dit fagområde, men fra nogle af dine tidligere svar har jeg kunne se, at du godt "tør" bevæge dig udover kva din erfaring (?)
På forhånd tak + mange beundringsværdige tanker for dit arbejde på "siden"!
A
Håber, det er ok, at jeg mailer dig "på denne måde". Kunne ikke få det andet til at fungere.
Hej A!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Overordnet vil jeg stærkt råde dig til at "rydde op" i antallet af teoretikere. 2-3 stk. er nok - både eksaminator og censor kender alle teorierne. Så vil jeg råde dig til at få styr på problemstillingen (måske skulle dette gøres først!).
Forslag:
Kan jeg som pædagog gøre en betydende indsats for at lette dobbeltdiagnosticeredes hverdagsliv, for derigennem at indgive dem håb om at kunne komme til at fungere i samfundet?
Som sagt: det er et forslag, du kan rette og redigere i.
Sådan kan dobbeltdiagnosen skizofreni/misbrug (også) beskrives.
Dine samfundsfaglige o.a. betragtninger kan være gode nok, men min erfaring som beskikket censor gennem mange år siger mig, at når de begynder at fylde mere end 1/5 af opgaven, er det, fordi eksaminanden ikke har et eget standpunkt vedr., hvad han/hun selv mener - og det er netop det, der er interessant!
Funder lidt over mit svar, og vend så evt. tilbage.
Hilsen,
Holger
Hej Holger
Jeg vil lige indlede med at sige 1000 tak for dit hurtige svar!
Jeg er klar over, at jeg i øjeblikket gaber over meget, og for at gøre sagen lidt mere besværlig for mig selv (men i sidste ende bedre?) er jeg i dag blevet vældig optaget af begrebet AMBIVALENS, i hvert fald mere end jeg var i går. Dette fordi:
Jeg tror, at de dobbeltdiagnosticede er en misforstået gruppe forstået på den måde, at deres uafklarede ambivalens bliver tolket som "ikke modtagelig for behandling", gider ikke stå op om morgenen, er ikke motiverbar for noget, og især af omverdenen/samfundet som nogen "der ikke kan tage sig sammen" og
jeg (vil) arbejde ud fra den tese(forforståelse, antagelse) at mennsker med dobbeltdiagnose rent faktisk ønsker at foretage ændringer i deres liv* - om det så er mindre eller større ændringer, men deres ambivalens forhindrer dem i gøre noget som helst - "på den ene side vil jeg gerne det og det, men på den anden side kan/gør jeg det ikke pga. det og det". Det er så her, jeg som pædagog kommer ind i billedet. Hertil vil jeg bruge William R. Miller & Stephen Rollnick´s Motivationssamtalen.
Derfor kunne jeg selvsagt også godt tænke mig, at begrebet ambivalens fik en plads i probelmformuleringen.
Kan jeg som pædagog gøre en betydende indsats for at lette dobbeltdiagnosticeredes hverdagsliv, for derigennem at indgive dem håb om at kunne komme til at fungere i samfundet?
Mener du her problemstillig eller problemformulering??? (håber ikke, jeg fornærmer med dette spørgsmål)
Hvad vil du råde mig til "pille ud" af opgaven, når jeg nu har tilført endnu mere? Og kunne du give mig et bud på en opstilling af afsnit i forhold til det, du ser som relevant at inddrage?
Jeg spørger og spørger, da jeg har brug for at vide, at jeg har gjort alt det for opgaven, som stod i min magt ( i forhold til mine faglige ressourcer og begrænsninger). Og tvivl ej! Hvad jeg mener, skal nok blive tydeliggjort i opgaven! :)
Jeg tror, jeg stopper her, Holger. For lidt søvn har på nuværende tidspunkt indvirkning på min rationelle tankegang i forhold til opgaven (kan det mon tydes!?!). Bær over med mig!
Vejen bliver til imens jeg går...
Og igen... 1000 tak! Det betyder mere end du aner. Bare de reflektioner, du kan sætte i gang med dine svar!
A
Hej igen!
Lige en tilføjelse til nedenstående mail ( nr.2) Jeg spurgte dig til, hvad du anså som relevant at inddrage i opgaven, men glemte at tilføje mit reviderede bud. Derfor:
Giddens - samfundsfaglige betragtninger. problemstillinger i forhold til de dobbeltdiagnosticerede i det senmoderne samfund. Bliver i skrivende øjeblik i tvivl om, det er mere relevant at benytte Ziehe pga. vores individualiserede samfundskultur. Han taler jo netop om kulturel frisættelse, hvor man som individ kan skabe sin egen sammenhæng og valgmulighederne er større end tidligere). Målgruppen har jo netop svært ved at foretage "de rigtige" valg og skabe deres egen sammenhæng.
Erik Allardt (understøttet af Kohut) For at kunne identificere de sociale problemer, bliver vi nødt til at vide, hvad der skal være til stede før "man" kan tale om velfærd eller "det gode liv" om man vil, for derefter at kunne analyse på, hvad der ikke er til stede for mennesker med dobbeltdiagnose. kringlet sætning, men håber du forstår!?
Miller & Rollnick jf. forrige mail.
Godnat
A
Hej igen A!
Ja, mit forslag (Kan jeg som pædagog gøre en betydende indsats for at lette dobbeltdiagnosticeredes hverdagsliv, for derigennem at indgive dem håb om at kunne komme til at fungere i samfundet?) er problemformuleringen. Problemstillingen kan så til gengæld indeholde begrebet ambivalens. Sagen er, at du skal have noget at arbejde med, hvilket læses af problemformuleringen. (Ex.: Jeg har konstateret, at de fisk, der er i Østersøen, er meget små og få. Der er delte meninger om dettes betydning fiskere og biologer imellem. Da begge parter næppe kan have entydigt ret, har jeg ønsket at undersøge holdbarheden af de argumenter, der bringes til torvs [Det var problemstillingen, hvor uenigheden mellem fiskere og biologer svarer til dit "ambivalens"]. Således vil jeg arbejde ud fra flg. problemformulering: Kan jeg som fritidsfisker bidrage med en kvalificeret vurdering af, om Østersøens fiskebestand er truet?)
Hvis du gerne vil have "ambivalens" med i problemformuleringen, kan du lave en indskudt sætning efter dobbeltdiagnosticeredes hverdagsliv, herunder specielt den ambivalens, der omtales i blabla, for derigennem… Det, at din målgruppes ambivalens bliver betragtet som "ikke modtagelig for behandling", er jo som sendt fra himlen til dit diskussionsafsnit. Her skal du argumentere, hvorfor det ikke er rigtigt. Men igen: Hvorfor gøre det hele så indviklet? Om du benytter Giddens eller Ziehe har kun betydning for din argumentationsform, ikke dens -stof, nemlig, at samfundets tiltagende kompleksitet gør, at individet bliver mere og mere beroende af subjektive værdier - hvilket også afspejles i den førte politik - hvorfor nogle ikke kan stå for det pres, ikke at have et klassetilhørsforhold, hvor det kan spejle sig i andre, altså skabe og beholde dets identitet. På denne måde blive nogle mennesker alienerede, og finder destruktive løsninger for deres håbløshed og fortvivlelse. Håbløshed og fortvivlelse er den primære diagnose, som her hedder skizofreni, som ingen, der ikke selv har stiftet tilstrækkeligt bekendtskab med dette helvede, vil kunne forstå til fulde. Heraf følger, at andre heller ikke forstår, hvorfor den lidende (skizofrene) medicinerer sig selv (materielt eller immaterielt), og således bliver udstyret med en dobbeltdiagnose.
Behandlerens (pædagogens) opgave bliver at rumme dette menneske og empatisk arbejde med den kendsgerning, at det, at have en dobbeltdiagnose ikke er dobbelt så godt, som ingen at have, men det, at besejre primærdiagnosen (ved at holde den i skak = tage sin medicin el. lign.) bereder vejen til et frit sind og dermed et frit liv. Der er med andre ord tale om, at jeg opfordrer dig til at tænke kasuelt og ikke teoretisk!
Tænk over det - så må vi se….
Hilsen,
Holger
Hej Holger!
Fantastisk hjemmeside, må jeg sige!
Sidder i øjeblikket og nørkler lidt med en opgave, hvori jeg vil belyse Giddens overordnede og gerelle rammer for det senmoderne samfund, og hvilken indvirkning det har på socialt udsatte/marginaliserede grupper. Jeg synes helt ærligt, han kan være lidt svær at forstå, og kunne derfor godt tænke mig lidt forklaring. Giddens peger på tre aspekter, som hver især spiller en central rolle for den dynamiske karakter af det senmoderne samfund, nemlig:
adskillelse af tid og rum
udlejring af de sociale funktioner
refleksivitet
Kan du forklare mig lidt om ovenstående punkter (simpelt, uden at det mister substans?
Og bare lige for at være sikker; Giddens bruger Jagannathvognen til at beskrive det senmoderne samfund, som uforusigelig, godt/ondt m.v.? Uddyb meget gerne!!!
På forhånd tak!!!
H
Det er mig en gåde, hvorledes I har tid til at svare alle de mails/spørgsmål! Men tak for det!
Hej H!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Det hele bliver bl.a. nået ved at af og til kunne henvise til andre sider; i dit tilfælde denne, hvor samtlige dine spørgsmål + en hel del mere bliver besvaret. (Husk, at det er en PowerPoint-fil, som du skal klikke på Open for at få frem.)
OK? Du er velkommen tilbage.
Holger
Kære Holger
Først tusinde tak for en FANTASTISK side, som vi ofte frekventere i vores arbejde med psykologi. Vi er nu landet på en opgave, dvs. faktisk 4, hvori vi bruger Tønnesvang i alle 4. Men hvad han helt konkret siger om kommunikation kan vi ikke få frem, altså essensen i kommunikation med hans optik. (eller forstået således: hvordan kan man bruge kommunikaktion som lærer, set med Tønnesvang øjne).
Så endnu engang tak for en inspirende og fabelagtige side, og på forhånd tak for hjælpen.
Mvh L
Hej L & co!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Som jeg forstår Tønnesvang, hviler hans betragtninger om kommunikation i virkeligheden på det forhold, der opstår mellem eleven og læreren (i bred forstand), når der skal kommunikeres (!) viden og forståelse i 'klasseværelset'. En vellykket kommunikativ proces afhænger
af elevens (iboende) entiteter, som han kalder selvkonstituenter (de entiteter, der udmærker selvet hos barnet). Dem beskriver han her, og jeg uddyber dem for nogle studerende i samme situation, som I, her, og
af lærerens, pædagogens og lign. evne til at 'opfange' barnets længsel efter at se denne som et selvobjekt (hvilket betyder, at læreren, pædagogen og lign. bør have (udviklet) en tilpas karisma og være i besiddelse af kommunikative evner = formidling og perspektivering af relevant stof), der gør, at det gør denne til sit forbillede (selvobjekt).
Summa summarum drejer kommunikation sig her om Selvernes interaktion (det lyder helt tøndsk :), som man kan læse om (i Tøndens kode) i Tønnesvang, Jan (2004): Selvet i pædagogikken (Forlaget Klim; fra kapitel 6, inkl. Appendiks A og B).
OK? Du er velkommen tilbage.
Hilsen,
Holger
Hej
Jeg er i fuld gang med min bachelor opgave, hvor jeg blandt andet bruger Kohuts selvpsykologi. Da selvpsykologi er en udvikling af psykoanalysen og jegpsykologien, kunne jeg godt tænke mig at få hjælp til at skelne mellem jeg- og selvpsykologien. Jeg er klar over, at Erikson er manden bag jegpsykologien og kender til hans teori, men jeg mangler viden omkring, hvad de grundlæggende forskelle er. Synes generelt det er svært at skelne mellem de to begreber; selv og jeg.
Kan du hjælpe mig med at gennemskue forskellene, og har du eventuelt noget litteratur, som kan hjælpe mig?
På forhånd tusind tak for hjælpen!
Venlig hilsen B
Hej B!
Tak for din henvendelse.
Erikson var egentlig inspireret af Sigmund Freuds datter, Anna, der ved sin fars 80-årsfødselsdag (1936) i sin tale havde luftet tanken om, at man burde arbejde videre på faderens tanker ved at koncentrere sig om jeg'et, som jo er den "synlige" del af individets væren. Dette inspirerede Erikson til at forme sin Ego-psykologi, hvis idé netop er, at jeg'et skal igennem en livslang proces af kriser:
Dvs., at Erikson fortsat accepterer Freuds strukturelle personlighedsmodel:
hvorimod Kohut forkaster idéen om personlighedens tredeling (uden at se bort fra alle Freuds tanker), og ser den som en helhed, der gennem sund narcissisme opnås et stærkt, levende og sammenhængende selv, der stræber ambitiøst og idealistisk mod den fulde realisering af de personlige evner og muligheder:
Således er mennesket i Kohuts selvpsykologi et væsen med en kerne, som er grundlaget for vor følelse af at være et uafhængigt centrum for initiativ, ambitioner og idealer og en oplevelse af at krop og sjæl danner en enhed i tid og rum. Dette kerneselv er ikke formet gennem bevidst opmuntring eller modarbejdelse, ros eller irettesættelse, med gennem mødet med betydningsfulde personers eget kerneselv.
OK? Du er naturligvis velkommen tilbage.
Hilsen,
Holger
Tusind tak for hjælpen! Det var lige det overblik, jeg havde brug for:-)
Venlig hilsen B
Kære Holger
Jeg håber meget, at jeg kan få lidt hjælp af dig til at "vinkle" en opgave og forslag til, hvilke teorier jeg kan belyse det ud fra.
Jeg skal skrive en opgave i organisationspsykologi og har valgt at tage udgangspunkt i min arbejdsplads, hvor vi i 2008 lavede en trivselsundersøgelse (spørgeskema). Resultatet viser, at arbejdspresset er for højt, arbejdet giver ikke mulighed for nye udfordringer eller nye arbejdsopgaver, udviklingsmulighederne og samarbejdet er dårligt. Og alligevel er min afdeling tilfreds med arbejdslivet og føler at vores leder værdsætter deres arbejde. Jeg havde tænkt mig at belyse det ud fra Maslows behovsmodel og et par andre teorier.
Men hvilke kan jeg anvende? og hvordan skal jeg "vinkle" min problemformulering?
Venligst
A
Hej A!
Tak for din henvendelse.
Det ville være værdifuldt at vide, hvilket design (hvilke tests), der er blevet brugt ved selve undersøgelsen. Det er et ikke ukendt fænomen, du beskriver, hvilket dele af organisationspsykologien og ikke-autoriserede organisationsaktører med rette bliver kritiseret for.
Oftest gælder det om, at lederne, altså dem, der har ansvar for arbejdsplads- og ledervurderingerne, kan gå ind og se, hvem der har svaret hvad og evt., regne ud, hvem der har svaret negativt og ikke opgivet navn. En anden kritik er den, at det materiale, der anvendes, ikke afspejler organisationens opbygning, og således ikke er validt. Endelig kan materialet være uvidenskabeligt.
Under alle omstændigheder lugter din beskrivelse langt væk af, at medarbejderne nok i undersøgelsen har givet udtryk for tilfredshed, men i den levede virkelighed er dybt utilfredse. Da begge "resultater" ikke kan være sande på samme tid, er det mit kvalificerede gæt, at der er noget galt med undersøgelsesdesignet. Derfor vil jeg frygtelig gerne vide lidt mere om, hvordan man er kommet frem til et officielt resultat, der i den grad konflikter med virkeligheden, inden jeg
Hej igen AS!
Jeg kom vist til at kludre lidt i det, men håber, at du forstår meningen: at ikke begge vurderinger kan være sande på en og samme tid.
Hilsen,
Holger
Hej Holger
Tak for din interesse. Og ja, jeg tror der er noget rigtigt i det du skriver.
Jeg vedhæfter et lille spørgeskema, hvor min afdeling har svaret.
Det interessante i svarene fra min afdeling er, at på den ene side giver 7 ud af 9 ansatte udtryk for, at de i høj grad er tilfredse med arbejdslivet (spg. 23) og at de oplever, at lederen værdsætter deres arbejde (spg. 1). Men på den anden side viser 5 svar ud af 9, at opgavemængden er for stor (spg. 20), og 7 ud af 9 at der er dårlige udviklingsmuligheder og ikke mulighed for nye opgaver (spg. 14 og 16).
Kan min problemformulering være noget om hvilke behov, der motiverer det enkelte individ, og hvordan de kan imødekommes. Evt. ved at bruge Maslows behovsteori sammen med David McClellands behovsteori. Fokuser på det psykiske arbejdsmiljø/trivsel ?? Eller vil du anbefale en anden vinkel og andre teorier?
Venligst
A
Hej igen A!
Hvis du bad de samme medarbejdere om at udfylde denne udbrændthedstest, ville du sikkert komme tættere på den sandhed, du søger. Sagen er, at mange undersøgelser af ledelse og arbejdsmiljø [fx Jesper Strandgaard Pedersen: "Kulturelle former, arbejdspraksis og kulturelle forandringer - En operationalisering" i Ib Andersen (red.)(1990): Valg af organisationssociologiske metoder - et kombinationsperspektiv (Samfundslitteratur)] viser, at der ikke er sammenhæng mellem ledervurderingen og den (selv)oplevede arbejdssituation*. Det ses også her, hvis du sammenligner spm 1-9 med spm. 11, 12, 14, 15 og 16, og så ser på svarene vedr. spm. 19. Sammenligningen viser, at man er falsk positiv overfor ledelsen, men sandt negativ overfor det psykiske arbejdsmiljø - perspektiveret ved spredningen i spm. 19, hvor der er en tendens til at "turde" konkludere anderledes, end til ledelsens fordel.
Desværre kender jeg spørgeskemaet (i hvert fald som taget efter KL's skabelon), og det er også kritisabelt, selv om netop dette skema åbenbart ikke beder om medarbejderens navn. Men om det sidste ved du sikkert noget, og det er vigtigt for din opgave, at du ved, hvorvidt der er blevet spurgt om navn, fordi det ikke drejer sig om nogen stor afdeling, og man i givet fald nok kan genkende dem, der svarer til ugunst for ledelsen.
* Citat: "Virkeligheden eksisterer således ikke "udenfor", men i hovedet på medlemmerne, i den kollektive forståelse, som de deler." (p. 204)
Det skriver Pedersen, efter at have fastslået, at litteraturen om emnet (han nævner som ex. Berger og Luckmann (1966): The Social Construction of Reality (NY, Doubleday & Co., Inc.)) påviser, at det er en konstruktionistisk proces, der foregår. Det betyder, at man forholder sig til de socialt/arbejdsmæssigt "farlige" emner, sådan som man er "enige" om dem, men mere differentieret om de personlige problemer, der tages med hjem til snakken om spisebordet.
Mht. valg af psykologiske teorier til forklaring af resultaterne, er jeg af den opfattelse, at dem finder du i Schein, Edgar H. (1996): Organisationspsykologi (Forlaget systime).
Alle bøger, jeg nævner, er formodentlig blevet opdateret, siden jeg læste dem (jeg gik på Handelshøjskolen i midt-90'erne).
OK?
Hilsen,
Holger
Hej Holger...
Først vil jeg lige sige tak for denne side.. det er en stor hjælp og hente .
Jeg læser til socialpædagogik og skal til at lave felt arbejde på nørrebro generalt. Jeg skal forholde mig til bogen "IDENTITET Psykologiske og kulturanalytiske perspektiver" med Carsten R Jørgensen.
Jeg har bare svært ved og skelne tingene ad, efter jeg har læst og derfor håber jeg du kan hjælpe mig med nogle spørgsmål.
Hvordan beskriver jeg de tre forskellige psykologiske perspektiver på identitet?
Hvordan beskriver jeg identitetsforståelsen flg. giver udtryg for : Erikson, Giddens samt forfatterens ?
Beskrive de fire identitetsniveauer?
Hvilken psykologiske funktioner har identiteten?
Marcias fire niveauer for identitetsdannelse?
Identitets begrebets nomativitet?
Håber du kan hjælpe mig med at gøre min forvirring til forståelse??
Mange hilsner og en rigtig god påske herfra
S
Hej S!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Desværre kender jeg ikke bogen, men hvis det kan hjælpe, vil jeg se at få den læst snarest, dvs. i morgen, lørdag. Er det i orden, at jeg svarer i morgen?
Hilsen,
Holger
Hej igen S!
Desværre må jeg skuffe dig med, at biblioteket ikke var åbent i dag, sådan som vi var adskillige, der troede, det ville være, eftersom der ikke i lokalpressen havde stået noget om lukkedag. Jeg havde ellers straks sat mig på bogen, og regnede med, at kunne nå at læse den i dag. Nu bliver det først på tirsdag. Kan du vente så længe?
Hilsen,
Holger
PS! Jeg har også købt bogen hos min boghandler, men den bliver først sendt efter påske.
Hej igen S!
Og så en dødssyg :-( bortforklaring igen: Jeg måtte en tur på sygehuset, fordi jeg er nyretransplanteret og fik nogle komplikationer. Jeg tager fat på CRJ i dag.
Hilsen,
Holger
Hej Holger...
Det er bare helt i orden Holger.. tak fordi du skrev tilbage så hurtigt(o:
Og rigtig god påske herfra
mange hilsner
S
Hej igen S!
Så er vi i gang!
Hvordan beskriver jeg de tre forskellige psykologiske perspektiver på identitet?
Idet, jeg går ud fra, at du tænker på Berzonsky, står de beskrevet på side 63ff.
Hvordan beskriver jeg identitetsforståelsen flg. giver udtryk for : Erikson, Giddens samt forfatteren?
Erikson: side 31f; Giddens: side 33 (nederst) og 34; CRJ: side 77ff.
Beskrive de fire identitetsniveauer?
Som det står beskrevet på side 37ff.
Hvilke psykologiske funktioner har identiteten?
Som det står beskrevet på side 46f.
Marcias fire niveauer for identitetsdannelse?
Som det står beskrevet på side 55ff.
Identitetsbegrebets normativitet?
Som det står beskrevet på side 46f.
Så er det såmænd 'bare' at slå op, sætte dine egne ord på og skrive dem ind i opgaven.
OK? Du er naturligvis velkommen tilbage.
Hilsen,
Holger
Hej Holger..
Du er helt utrolig .. tusind tak for hjælpen Holger.
Jeg vil med garanti skrive til dig igen og så ønsker jeg dig god bedring.
Mange hilsner
S
Tønnesvang bruger kvalificeret selvbestemmelse som et samlet dannelsesbegreb, men jeg synes der mangler noget. Måske er det fordi jeg også læser Finn Thorbjørn Hansens det filosofiske liv og at stå i det åbne. Jeg kan godt se, at de ikke er enige. Men jeg er alligevel usikker på, om jeg har forstået at sammenligne dem ordentligt - altså om min argument holder.
Tønnesvang bruge ordene kompetence om alle fire kasser i sit dannelsesbegreb, og det generer min hjerne grænseløst. At være i verden er mere end kompetence-tænkning, fordi der for mig i kompetence-begrebet er en nytte-tænknings-pædagogik, som FTH også opponerer imod. Omvendt synes jeg også, FTH til tider bliver lidt for langhåret, fordi vi jo lever i verden og som sådan er nødt til at forholde os til folkeskolelovens lyd……
Kan du give mig et lille indspark til at få dem skilt ad i mit hoved?
På forhånd tak
H
Hej H!
Tak for din henvendelse.
Jeg er helt enig med dig om dine betragtninger, omend jeg ikke er så bevandret i FTHs tænkning. Noget ved jeg dog, og det er, at han er meget fascineret af Hannah Arendt, hvorved hele hans ontologi bliver mystificeret (det du kalder langhåret).
Jeg har tænkt lidt over, hvad jeg skulle svare, og endt med, at foreslå dig at læse Bergström, Matti (1998): Neuropædagogik. En skole for hele hjernen (Hans Reitzels Forlag). Det er en anden, men fusionerende, tilgang, som jeg selv anvender tanker fra i en bog under udgivelse på samme forlag. Jeg vover pelsen, og afslører min egen opfattelse af problemet, stærkt støttet af Bergströms et al. fund: se vedhæftede fil, som du helst ikke må citere direkte fra, men gerne henvise til.
Fidusen er så, at Tønden ser på det ydre ukendte, der skal ses som udgangspunktet for al læring, men også kan menneskeliggøres, hvis man ikke er for selvfed [:-)], medens FTH ser på det indre ukendte, der er muligheden, det kaosfødte (se den vedhæftede fil).
OK? Duer velkommen tilbage!
Kh.
Holger
Jeg læser til lærer og sidder i øjebikket og skriver eksamen i psykologi men er kørt lidt fast i det synes jeg eller i hvert fald usikker på sammenhængen, lidt på dybt vand måske... Du får lige mine tanker:-)
Min opgave handler om motivation indenfor temaet: "Læring i det senmoderne samfund". Og i denne forbindelse har jeg valgt at inddrage Knud Illeris læringstrekant. Plus komme kort ind på Ziehe syn på unge i dag og herunder hans syn på behov for god anderledeshed i skolen. Kan jeg koble flowteorien sammen med dette?
Uddybning og tanker:
Vi lever i et samfund, som sætter mere og mere fokus på refleksiviteten, ansvar for egen læring, ubegrænset valgmuligheder - et samfund hvor vi generelt ser øget kompleksitet samt at mennesket oplever at blive presset fra mange sider af. Vi ser især pres på det drivkraftmæssige område i form af motivationsproblemer samt ambivalente følelser, dette gør sig også gældende for børnene i skolen(Illeris 2006). Vi ser en tendens til at det pres medfører, at vi i højere grad bliver styret af ydre motivation frem for indre motivation. I en læringsituation er idealet vel indre motivation (hvilket som regel opleves i flowzonen )?! Jeg tænker, at flowteorien kan netop være med til at give os nye redskaber og indsigter til at modvirke de mange uheldige og stressede sider af samfundet i dag.
I skolen er flowteorien specielt relevant i forhold til elevernes læring og motivation - det er her eleverne oplever optimal læring og trivsel. Og set i lyset en globaliseret verden,hvor det vi har mellem ørerne, skab være drivkraften, så er det yderst relevant at bevare og videreudvikle børnenes naturlige evne til at være i flow. Læreren må udfordrer sine elever optimalt, så de befinder sig i flowzonen. Læreren som en mediator( Vygotsky sprog) og medspillende modspiller (Tønnesvang).
Evt. sammenligning/perspektivering til Vygotskys zonen for nærmeste udvikling.
Sikke en lang smøre, håber du kom igennem det.
Hmm jeg føler selv at jeg kommer meget bredt omkring, måske alt for bredt? Så ville høre om du kan fornemme min røde tråd og evt. kunne byde ind med noget inspiration, tilføjelser eller "beskæringer"? Og læste forresten i en af dine tidligere besvarelser at man skal træde lidt varsomt angående den positive psykologi - er det noget jeg her skal være meget opmærksom på?
Venlig hilsen M
Hej M!
Tak for din henvendelse.
Jo, jeg kom igennem din "lange smøre", som jeg har set værre… Er emnet "Læring i det senmoderne samfund" obligatorisk? Overskriften antyder (men kun antyder), at man som eksaminator og/eller censor skal være på vagt: "Er det psykologi eller pædagogik? Lad os se! Hm… Ziehe = professor i pædagogik ved Universität Hannover; Illeris = professor i pædagogik ved RUC; Vygotsky = ok med begrænsning til den kulturhistoriske skole (konstruktivismen)!; Tønnesvang = ph.d. i psykologi, med selvets dannelse og pædagogisk psykologi som kerneområder… tja!; Csikszentmihalyi og flow = Positiv psykologi" Altså 2 pædagoger og 3 psykologer med (i bedste forstand) særprægede teoretiske overvejelser. Det bliver svært.
Lyder det mavesurt? Sådan er det ikke ment, men min erfaring siger mig, at jeg/vi/I vil så meget, at det ender som en gordisk knude. Lad mig få at vide, om du vil skrive om læring i senmoderniteten eller læringens psykologi i det senmoderne samfund! Så vil jeg - under hensyntagen til dine egne tanker - forsøge at give dig nogle fiduser.
Hilsen,
Holger
Hej igen Holger
Og mange tak for dit hurtige svar. Det er i psykologi jeg skriver opgave. Vi har fået at vide at det er okay med elementer af pædagogik i opgaven, men den overvejende skal være psykologisk. Endvidere fremførte min lærer Illeris's bog som mulig litteratur, men er opmærksom på at det ikke må bliver for pædagogisk anlagt. Overskriften hedder : "Læring i en skole for alle", hvor jeg i min problemstilling allerede har bundet mig op på: "Hvad betyder motivation betyder for elevernes læring?" (det er dog tilladt at omfomulere,hvis det kan begrundes) Det senmoderne samfund er en vinkel jeg selv har taget ind over, da det er noget jeg er meget optaget af... Men måske var det en ide at lade det ligge og mere tage det op som en perspektivering til den mundtlige eksamen eller i hvert fald kun bruge det som indledning i opgaven.Fx. hvorfor er læring og motivation så væsentlig i vores samfund i dag/motivationsproblemer i aktuelle samfund. For kan godt følge det du skriver med at det ofte kan blive en gordisk knude.
Jeg tænker jeg i højere grad skulle have fokus på læring og motivation.
Uddybning:
Illeris fremhæver drivkraftdimensionens store betydning for læring. Normalt lægger man hovedfokus på læringsindholdet - altså det faglige stof som læres - men ifølge Illeris hænger indhold og drivkraft sammen i enhver læringssituation.
Herunder komme med redegørelse af de forskellige dimensioner. Illeris kommer også med bud på,hvorfor motivation er vigtig for læringen:
Motivationen driver selve læreprocessen - uden motivation ingen læring.
Motivationen er afgørende for at udvikle sensitivitet, og denne sensitivitet er et væsentligt element i individets opmærksomhed mod og kontakt med de omgivelser, i hvilke personen lærer. Man kan sige at motivationen influerer vores perception, vores forarbejdede oplevelse af virkeligheden. Sensitiviteten er afgørende for vores læring.
Motivation for læring styrker hukommelsen.
Individet med en høj motivation for læring er forholdsmæssigt mere tilbøjelig til at bruge det lærte i forskellige relevante sammenhænge, der tilbyder sig.
Derefter komme ind på Czikzentmihalyi som i sin teori om flow, også sammenkæder motivation og læring. Flowoplevelser er kendetegnet ved intens koncentration om den aktivitet, som man er engageret i. Oplevelsen indeholder en følelse af at være så opslugt af aktiviteten, at tid og rum forsvinder. Det siger sig selv, at jo oftere en sådan følelse opstår i læringssituationer, jo bedre vil den enkelte elev kunne huske det lærte, og jo mere motiveret vil eleven formentlig også være for at deltage i undervisningen.
Yderligere uddybning omkring optimal læring i flowzonen, den hårfine balance mellem på den ene side elevens forudsætninger og kompentancer og den anden side niveauet af de aktuelle udfordringer.
Det var mine tanker i øjeblikket. Har du undervejs fået nogle råd, "fiduser" du har lsy til at give videre? :-)
Venlig hilsen M
Hej igen M!
Hvis du vil benytte det psykologiske begreb motivation, bliver du også nødt til at definere det. På den måde kan du snildt skrive en psykologisk opgave med pædagogiske islæt og beholde din problemstilling. Det er altså ikke nok at sige fx, at Illeris siger noget om hvorfor motivation er vigtig for læringen, for det ved vi i forvejen. Det interessante er at få at vide, hvad motivation er for noget, siden det har så stor en betydning for elevernes læring. Så skal du jo kæde det sammen med læring, som du også skal definere.
Mit forslag kunne indeholde fx flg.:
Læring består af en række læreprocesser i et hierarki fra det helt basale til (i princippet uendelige) abstrakte informationsprocesseringsaktiviteter.
Forudsætningen for læring er, at man gider lære, dvs., at man er motiveret til at stige op i hierarkiet af læreprocesser.
Motivation er en af psykologiens vigtigste entiteter, der giver os lysten og "drivet" til at knokle videre. Forskellige teoretikere definerer motivation forskelligt. Flow er udtryk for en tilstand af relativ jævnhed, hvorved vi (iflg. Czikzentmihalyi) "holder gryden kogende" uden for store svingninger, der kan lede til ugidelighed eller stress - og dermed true læringen.
Ikke alle mennesker (børn) når til toppen af hierarkiet af kognitive konflikter, da mange forhold i livsvilkårene kan stille sig hindrende i vejen (kultur, familietraditioner, g-faktor (begavelse) etc.).
Det er også naturens (kulturhistoriens) iboende hensigt, at menneskene skal sprede sig over hele spektret/hierarkiet af kompetencer for at dække de behov, et stadig mere kompleks samfund genererer.
Læring er m.a.o. et middel til at opnå et lykkeligt liv. Motivation er den drivkraft, der hjælper os til at lære.
Spørgsmål: Er "vor tid" (senmoderniteten) eksponent for den hypotese, der eksplicit ligger i punktet ovenover?
Ok? Du er velkommen tilbage.
Kh.
Holger
Kære Holger.
Først og fremmest mange tak for din hjælp i forbindelse med vores bachelor i sommers.
Nu er jeg ude i praksis som udd. pædagog og står over for en ny udfordring: Jeg har et barn på knap 2år på min stur hvis far er i fængslet og jeg skal skrive en sag på drengen om hvordan det påvirker ham og hvilket konsekvenser det har for drengen når han ikke kan se sin far mere end en gang i mdr. Jeg har kigget rundt på nettet men synes ikke rigtig at kunne finde noget om det psykologiske aspekt ved dette problemfelt: altså hvilken betydning det har for drengen at han har en far der sidder i fængsel. Drengen er oveni lige blevet storebror og moderen har en fødsesdeprisson.
Har du noget teori du kan henvise til?
På forhånd mange tak for hjælpen.
mvh. M
Hej M!
Tak for sidst. Forhåbentlig gik det ok!
Der er ikke noget at sige til, at du ikke kan finde litteratur om, "hvilken betydning det har for drengen at han har en far der sidder i fængsel". Et forskningsprojekt ved Queensland Universitet, Australien (præsenteret i Journal of Child Psychology and Psychiatry, July 2007) viste nemlig, at der blandt 2.399 unge (af ca. 7.000 børn, født i årene 1981-83 i Brisbane) ikke var nogen mærkbar forandring hos denne slags børn. Når man kiggede på børnenes adfærd og andre parametre, fandt man, at det var hjemmets almindelige tilstand, altså de socioøkonomiske forhold, herunder evt. ægteskabelige problemer, moderens livsførelse i almindelighed og ryge-, stof- og drikkevaner i særdeleshed, der var udslaggivende - ikke faderens fængselsophold. Materialet er så stort, at det ikke kan bortforklares.
Du må altså se på de andre faktorer, jeg har nævnt her, og i øvrigt pege på nødvendigheden af "et særligt øje" på børnene. (Det betyder ikke, at det kun er denne slags børn, der har behov for særlig omsorg.)
Ok? Du er velkommen tilbage.
Kh.
Holger
CITAT:
Hej Holger
Jeg er stort set i samme situation. Har tænkt at bruge Erikson, Piaget og muligvis Dion Sommer. Hvad siger du til disse valg?
Med venlig hilsen
M
Hej!
Tak for henvendelsen, som dog gør mig lidt for forvirret til helt at turde kaste mig ud i en uddybelse. Har du sakset et "? & !" fra Forum-siderne og siger, at dit problem er det samme, men at du vil benytte dig af Erikson, Piaget og muligvis Dion Sommer? I givet fald: hvorfor netop disse teoretikere, der ikke just er kendte for deres engagement i emnet? Giv mig et praj, så skal jeg forsøge at skubbe dig i gang!
Hilsen,
Holger
Hej
Jeg tror at jeg vil bruge Erikson, Piaget og muligvis Dion Sommer til at sige noget om udviklingspsykologien og hvad mobningen kan hæmme. Dion Sommer da han er af nyere dato? Er jeg helt på fejl vej? Siger Piaget kun noget til og med 12 år??
Bedre foreslag?
Med Venlig Hilsen
M
Hej igen M!
Nå, sådan. Så er det vigtigt, at du får defineret mobning, for ellers ved de, der skal forholde sig til dit arbejde ikke, hvad dit udgangspunkt er. Der kan sagtens komme en fornuftig opgave ud af det, hvis bare du undgår at tage dine valgte teoretikere til indtægt for at have skrevet noget om mobning som fænomen, men holder dig til det udviklingspsykologiske.
Mht. Piaget er det sådan, at han er konstruktivist og altså mener, at mennesket på et tidspunkt har lært, hvordan det skal forme sin virkelighed. Det betyder, at han mener, at 12-årige har set fidusen, og, hvad det angår, trygt kan gå fremtiden i møde = blive voksne. Problemer undervejs i udviklingen vil til gengæld afspejles i voksenlivet.
Ok? Du er velkommen tilbage.
Hilsen,
Holger
Hej Holger.
Ved ikke om jeg henvender mig på rette måde nu - prøver alligevel, håber du vil og kan hjælpe :)
Jeg skal skrive opgave i psykologi om unges identitetsdannelse. Tager Erikson og Gergen op.
Mit problem består i, at jeg ikke kan finde noget hvor Gergen udtaler sig specifikt om ungdommen. Eriksons 5 fase er ligetil, men vil gerne finde noget tilsvarende hos Gergen, hvis dette findes?
Gode ideer modtages med kyshånd!
Vh D
Hej D!
Tak for din henvendelse.
I Gergen, K. (2006): Det mættede selv (Dansk Psykologisk Forlag) vil du kunne finde de oplysninger/beskrivelser, du efterlyser. Foromtalen siger bl.a.: "´Social mætning´ er forfatterens begreb for det fænomen, at vi belejres og invaderes af de elektronisk bårne sociale teknologier. Det giver den enkelte adgang til et utal af personlige relationer i en konstant foranderlig verden med en uophørlig informationsstrøm. Hans tese er, at under dette sansebombardement bryder selvet, som vi kender det, sammen for at genopstå som et ´relationelt selv´. Det er relationerne, og ikke individet, der så handler."
Hvis du sammenstiller det med Erikson, kan jeg forestille mig, at du kan få en meget interessant diskussion ud af det.
Hilsen,
Holger