|
|
|
|
Hej Holger
Tusind tak for en super hjemmeside!!
Det er første gang jeg skriver til dig, men jeg har nogle problemer med nogle spørgsmål til en psykologi opgave, som jeg håber, at du kan hjælpe mig med...
Spørgsmål
Jeg håber, at jeg snart hører fra dig, da jeg er i tidspres.
hilsen M
Hej M!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
OK? Ellers er du naturligvis velkommen tilbage.
Hilsen,
Holger
Hej Holger
har lige et spørgsmål...
er der nogen sygdom el. symdrom der beskriver: afvisning angst.... dvs at man er bare bange for at blive afvist af en eller anden grund....
følesemæssigt... af nogen man holder af... ??
vh D
Hej D!
Nej, det er der ikke som sådan. Problemet har snarere med selvopfattelsen at gøre. Du kender sikkert den type, der bare moser deruda, uden at se, at pigen, han er vild med, vender det hvide ud af øjnene. Den type er det modsatte: altså én, der mangler selvERKENDELSE.
Ham, der er bange (angst) for at blive afvist, mangler altså omvendt selvTILLID. Selv om det lyder banalt, er det et spørgsmål om øvelse: man bliver nødt til at tænke sig ind i de situationer, hvor afvisningen er en risiko, og bestemme sig for, hvordan man i givet fald vil reagere.
Ingen - heller ikke jeg - går, eller er gået, ram forbi, når man har forsøgt at udforske, om en eller anden, som man godt kan lide, nu også har de samme følelser for én. Nogle gange har man fået et opmuntrende "svar" (altså tegn på, at den anden også er interesseret - måske endda med ord!), andre gange er det blevet til en "kurv" (altså et "nej!"). Får man en kurv, må man være parat til at acceptere det og fx bede om at få lov til at være ven med vedkommende. Det modsatte, at man går i spåner, har den stik modsatte effekt af, hvad man gerne så: et "ja" eller i det mindste et venskabeligt bånd, der med tiden kunne vokse! Og det, at have ondt af sig selv er opslidende, skal jeg hilse og sige!
Håber, du kan bruge svaret. Ellers er du velkommen tilbage.
Godt Nytår,
Holger
Findes der i alle de bøger der omhandler trivsel blandt unge (14-18), nogle der tager afsæt i fritidsinteresser, som en vej til bedre trivsel.Kompetence, selvet og mestring er de tre begreber jeg vil bruge. Lyder det fornuftigt?
Hej F!
Tak for din henvendelse.
Jeg fandt Kirsten Drotner: "At skabe sig - selv (ungdom - æstetik - pædagogik)" (Gyldendal, 1991) på min hylde. Den kan jeg anbefale.
Hilsen,
Holger
Hejsa
Jeg skal skrive en opgave og vil gerne henvise til din/Jeres hjemme, jeg skal dog lige have svar på undernævnte spørgsmål
Ved henvisninger til materiale fra internettet, skal følgende angives: Forfatter, titel, fuldstændig webadresse, samt datoen for besøget på webstedet.
På forhånd tak for hjælpen
B :-)
Hej B!
Tak for din henvendelse.
Det er meget simpelt: Hvor andet ikke er angivet, er forfatteren Holger Wahlström (Se evt. her). Den fuldstændige web-adresse får du ved at KLIKKE dig frem til den artikel, du vil henvise til. (Dvs., at du skal finde artiklen i søgeboksen for en side, hvor artiklen står. Hvis du fx vil henvise til artiklen "Kognitiv adfærdsterapi", kan du ikke nøjes med at gå til siden "K" og så scrolle ned til artiklen, for så vil henvisningen blive ufuldstændig (http://psykologibasen.dk/K.shtml). Du bliver nødt til i boksen "Emner på denne side" at klikke på "Kognitiv (adfærds)terapi", for så får du den fuldstændige henvisning, nemlig "http://psykologibasen.dk/K.shtml#Kognitiv".
Den vil du kunne se oppe i adressefeltet. Datoen må du selv afgøre :-) OK? Ellers er du velkommen tilbage.
Godt Nytår og kh.
Holger
Hej Holger
Jeg er pædagogstuderende og igang med en opgave om de barrierer der ind imellem forhindrer os i at gribe ind når vi møder omsorgssvigtede børn. Har du ideer til indfaldsvinkler, og kan jeg evt. bruge Bourdieus habitus begreb og systemterorierne?
På forhånd tak
L
Hej L!
Tak for din henvendelse. Dit projekt er godt - desværre, må man sige.
Det første, jeg kommer i tanke om er, at vores kulturelle baggrund er en barriere. Derfor vil Bourdieu være yderst relevant. Dernæst tænker jeg, at selvfølgelig er der en systemteoretisk forklaring på, at vor kultur opsætter denne barriere. Så den er også god nok!
Endelig skal opgaven jo have en struktur, og her tænker jeg på en måde, hvorpå du kunne, hvis du synes det var noget, gøre det på:
En almindelig "forudsætning" for det videnskabelige arbejde er, at man undrer sig over et eller andet. Man (ind)ser noget, som man så kalder en "model". Her er modellen det, at folk har svært ved at gribe ind! Det næste skridt i den videnskabelige behandling er, at spørge sig selv: "Gad vide, hvorfor det ser sådan ud?" Svaret på dette spørgsmål er en TEORI (det kunne være, fordi folk er dumme, eller fordi de ikke kan tale, eller fordi de ikke kan se, eller whatever...). Teorier er netop FORKLARINGER af modellen, men de skal jo helst være kohærente, dvs. sammenhængende, så de i parentesen nævnte forslag er dømt ude, fordi de er "for langt ude (!)". Her kommer så de af dig foreslåede forklaringsmåder ind i billedet: kunne det være, fordi vi kulturelt er gjort handlingslammede (systemteori) og, selv om vi ved det, ikke er i stand til gennembryde barrieren, dvs. at vores habitus er for uudviklet eller svag!?
Når så du har gjort dig dine overvejelser om det foregående, fører alt dette til en METODE, dvs. en måde, hvorigennem man, på trods af alle forhindringer, får gjort det, man VED, man bør gøre. Det hører med i DISKUSSIONEN: a) Den stærkt socialt indignerede ville gribe ind på eget initiativ, men må være vidende om, hvad samfundet forlanger og kan affinde sig med (man må fx ikke øve selvtægt eller lave egne "programmer" til resocialisering af forældrene osv.). b) For at imødegå den problemstilling, at der er nogle medarbejdere, der ikke af sig selv underretter de sociale myndigheder om omsorgssvigt, har lovgiverne (Folketinget) vedtaget borgeres underretningspligt (Servicelovens § 36), som for de professionelle (altså alle, der har direkte berøring med børn under 18 år - det gælder altså også frivillige!) oven i købet er SKÆRPET (Servicelovens § 35).
Du kan altså roligt underbygge en antagelse/teori, støttet af systemteori og habitus-begrebet, om, at det synes iboende hos (i hvert fald) danskere, at man ikke vil/skal blande sig, med, at man ligefrem har fundet det nødvendigt at lovgive om underretningspligt.
Skulle du ønske at binde tilbageholdenheden sammen med almene psykologiske mekanismer, som du ikke lige selv kan komme i tanke om, er du velkommen tilbage. OK?
Kh.
Holger
Hej Holger Wahlstroem
Vi er 3 pædagogstuderende der er ved at skrive om omsorgssvigtede børn, og har taget udgangspunkt i forebyggelsen.. Vi er i den situation at vi mangler en teoretiker til forebyggelses aspektet, kan du måske hjælpe? med nogle teoretiker og artikler, vi har selv snakket om bent madsen der skriver om inklusion/eksklusion..
Hilsen
J, M og G
Hej alle tre!
Tak for henvendelsen, og undskyld den lange svartid.
Jeres problemstilling får mig til at tænke på socialpsykologi. Jeg forestiller mig, at I nok mere funderer over, hvordan I som pædagoger kan være med til at forebygge omsorgssvigt, end hvordan omsorgssvigt kan undgås i almindelighed. Jeg skriver sådan, fordi det er pædagogers lod, en gang imellem at opleve, hvordan børn mistrives - men da er det som regel for sent for netop pædagogen at gøre noget.
Det er dog ikke ensbetydende med, at pædagogen ikke kan være med til at ændre institutionens oplands (forældres) holdning til problemet, så i det mindste nogle af dem, der er tilbøjelige til at svigte deres børn, måske kan få et "wake up call". Det drejer sig altså, som jeg ser det, om at kende til måder til - og teorierne bag - at holdningsbearbejde interessenterne.
Derfor ser jeg jeres projekt som to-delt: en udviklings-/barnepsykologisk og en socialpsykologisk del, som så skal integreres til en helhed, som I, gennem jeres diskussion, får til at give jer et svar på den undren eller problemformulering, I har. Hertil vil jeg anbefale Grethe Kragh-Müller (red.): "Samspil og Konflikter" (Forlaget Børn & Unge, 1995) og Boje Katzenelson: "Homo Socius" (Gyldendal, 1994).
(Jeg synes personligt, at begreberne inklusion og eksklusion bliver brugt så bredt, at de ikke har nogen signifikant (videnskabelig) værdi. Derimod kan et begreb som "rummelighed", forstået som den enkelte pædagogs intrapsykiske holdning til børn og det enkelte barn, være interessant at tænke over.)
OK? I er mere end velkomne til at kontakte mig igen.
Vh.
Holger
Hej Holger.
Jeg er i færd med at skulle lave en vurdering af Maslows og Eriksons teorier i forhold til hinanden. Jeg er gået lidt død. Kan du hjælpe?
Tak...
Hej X!
Tak for din henvendelse.
Maslow er humanistisk psykolog, medens Erikson er psykodynamiker.
Maslow taler om forudsætningerne for menneskets mulighed for at nå frem til det, han kalder selvaktualisering (selvrealisering). Det ses af hans behovhierarki-teori.
Erikson bygger videre på den freudianske tradition om, at alt stammer fra barndommen, men mener, at man op igennem årene (livsstadierne), gennem på en hensigtsmæssig måde at løse (hoved)kriserne, kan (for)blive et autentisk menneske.
Sammenligningen kan så gå på, at medens Maslow så at sige forelægger/fremlægger et hierarki af behov, der må opfyldes, før de næste behov kan blive synlige og aktuelle (ex. man skal være mæt og udhvilet, hvis man skal kunne passe et arbejde), ser Erikson mere på den indre psykiske situation, hvor hvert stadium har sin krise, hvis heldige (eller uheldige) løsning sætter kursen videre i livet.
Håber, det kan hjælpe dig lidt på vej. Ellers er du velkommen til at skrive igen.
Kh.
Holger
Hej Holger !
Jeg har siddet i de sidste dage og søgt på nettet i timevis for at finde inspiration til en psykologi-opgave og er nu stødt på din side på psykologibasen.dk og jeg kan se at du giver folk nogle gode, overskuelige og saglige svar. Jeg henvender mig derfor til dig i håb om, at du måske kan hjælpe med mit problem.
Jeg er pædagogstuderende og skal påbegynde mit sidste semester d. 1/2-06 med ren opsamling og eksamen, bachelor-projekt etc. Men da jeg i de næste 2 uger alligevel sidder herhjemme og nu ved at jeg skal lave en skriftlig individuel opgave på 10-15 sider som det første, kunne jeg godt tænke mig at være så meget på forkant med opgaven inden jeg starter på seminariet igen, at jeg blot skal korrigere/redigere i den når jeg får udleveret mine tre eksamensspørgsmål til mit emne.
Problemet er bare, at det som jeg virkelig brænder for at skulle skrive om har jeg valgt at lave til mit bachelor-projekt, hvilket er: SANSEINTEGRATION - herunder psykisk, fysisk, motorisk og sociale konsekvenser af mangelfuld sansemotorisk udvikling hos for tidlig fødte børn
I dette emne indgår der ellers meget psykologi....men jeg er jo nu nødt til at finde et andet emne til min psykologi-opgave. Men det er altså ikke så ligetil, for jeg har lidt svært ved at afgrænse emnerne til en ren psykologi-opgave, når jeg finder et muligt emne....enten føler jeg at jeg kommer for meget over i social- og sundhedsfag eller også så føler jeg at det indeholder for meget pædagogik....!! Normalt skal man skrive en pæd.psyk.opgave, men da jeg har profileret mig indenfor pædagogikområdet, så skal denne eksamensopgave være en ren psykologi-opgave....!!
Har du evt. nogle forslag til et emne og en evt. teoretiker jeg kan bruge...???
Nogle af de emner jeg har ledet under men som jeg synes bliver for absrakte (måske fordi jeg er låst fast og ikke rigtig brænder for disse emner) er:
Andre emner jeg føler er mere konkrete og nemmere at gå til/få oplysninger omkring, men som jeg er bange for er mere over i social- og sundhedsfag er:
Derudover har jeg en bog om social arv som godt kunne virke spændende men jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal afgrænse og begrænse emnet (som også er et problem for flere af ovennævnte emner) Det er nemlig et af mine store problemer med denne opgave: at man skal begrænse sig i emnerne når man nu godt vil fordybe sig og lave et godt, gennemarbejdet og veludført stykke arbejde....men der er altså kun afsat 10-15 sider...!!
Tror du at du kan hjælpe mig med et spændende rent psykologisk emne til denne eksamensopgave..? Måske komme med forslag til hvordan jeg holder mig indenfor "rammerne" og ikke kommer for meget over i andre fag ???
Jeg ved at det var en ordentlig mundfuld, men håber alligevel at du kan råde mig, så jeg ikke gror desperat fast på min computerskærm..!!
Med venlig hilsen
S
Hej S!
Tak for din henvendelse.
Sjovt nok sad jeg i formiddags og snakkede med en RUC-studerende om det mærkelige i, at når man er blevet en gammel rotte i faget, har man svært ved at se, hvad problemer som dit kommer af... fagidioti, I guess.
Her er nogle forslag:
Ad 1: Leg ses som grundlaget for den kulturelle udvikling (Huizinga, Bergström). Derfor bør legen tages i betragtning, når vi ønsker at kvalificere barnet. Gennem legen lærer barnet nemlig at genkende og (forhåbentlig) beherske de følelsesmæssige barrierer, der er mellem de kognitive konflikter, der føre det fra læreprocesser til tankeprcesser (Lauridsen).
Ad 2: Vi er (stadig) tilbøjelige til at se børns udvikling i freudiansk (psykoseksuel) og heraf afledte (ego-psykologiske, objektrelationelle, psykosociale) kontekst(er). Dette til trods for, at der findes massiv forskning, der viser, at barnet er sig selv og sine omgivelser bevidst helt fra fødslen. Hvad skal der til, for at vi kan begynde at se børns udvikling i et mere tidssvarende perspektiv?
Ad 3: Begrebet "tillært hjælpeløshed" (Seligman) dækker over omsorgsgiverens manglende tiltro til eller tålmodighed overfor barnet, hvorved dette, gennem omsorgsgiverens inkohærens mellem udmelding og handling, lærer, at det ikke "kan noget selv". (Ex. Når pædagogen gang på gang siger til barnet, at det skal rydde op efter sig, men alligevel gør det selv, vænner barnet sig til, at opfordringen til at rydde op i virkeligheden er en konstatering af, at pædagogen ikke har tillid til, at barnet kan/vil gøre det selv.) Hvilke konsekvenser kan denne forholdsmåde få for barnets vider udvikling?
Det var sådan lidt at tygge på. Du er velkommen til at vende tilbage, hvis du synes, det ikke lige er dig, eller at noget er uklart.
Kh.
Holger
Hej :)
Tak for en rigtig god hjemmeside med mange fine oplysninger.
Jeg vil høre, om du kan "sætte mig igang"? Jeg skal til at skrive en opgave, hvori jeg diskuterer Freud, Erikson og Piaget. Men ved ikke lige, hvordan jeg skal starte, så derfor tænkte jeg på, om du kan komme med nogle forskellige synspunkter af de tre?
Mvh C
Hej C!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Jeg har brug for at vide, hvilket tema diskussionen har. Er det udviklingsperspektivet, det videnskabelige grundsyn, ”vidden” i teorierne, eller…Du må med andre ord opstille et problem, der skal belyses. Indtil jeg ved, hvorfor det er de nævnte forfattere og ikke nogle andre, er det svært at komme med konkrete forslag.
Jeg venter spændt…
Kh.
Holger
Hej Holger,
Undskyld! Det ved jeg ikke, hvorfor jeg havde udeladt. Og imellem tiden er det blevet Freud, Stern og Skinner. Undskyld forvirringen! Det, der skal diskuteres er børns udvikling. Håber, at du, trods bøvlet, stadig vil hjælpe mig.
Mvh C
Hej igen C!
Der er ikke noget bøvl at hidse sig op over – jeg forstår din situation, tror jeg… :-)
Nå: På dette sted finder du Freuds forklaring (= teori) på, hvorfor børns udvikling, som man videnskabsteoretisk kan kalde modellen, er sådan, som den er. Freud siger altså, at når man ser på modellen ”BØRNS UDVIKLING” og søger at forklare, hvorfor børns udvikling (modellen) er sådan, bliver hans teori (forklaring), at modellen ændres gennem nogle stadier (faser), der har med deres psykoseksuelle fokusering at gøre. I en bestemt alder er barnet fikseret på det dejlige ved at die (den orale fase: 0 mdr. – ca. 1 år). Denne fase afløses af den anale fase, hvor fokus er på alt, der har med afføring at gøre osv. Denne psykoseksuelle udviklingsteori ser altså barnet som progredierende ved fiksering af bestemte (mere eller mindre) seksuelt betydende nydelsessituationer, som det opdager hen ad vejen. Når man så er blevet et normalt voksent individ, har man gennemgået alle faserne (piger gennemgår dog iflg. Freud ikke den ødipale fase – og der sættes heller intet andet i steder for, lige meget, hvad nogen kan finde på at sige. Der er nogen, der har vrøvlet om et Elektra-kompleks hos piger, men det afviste Freud meget håndfast ved at sige, at rivaliseringen med forælderen af det modsatte køn kun gælder for drengebørn!), og er parat til at føre menneskeheden videre (forudsat det er gået godt).
Stern, her og flere steder på Forum-siderne, er arvtager efter Freud, men samtidig en kras kritiker af de teoretikere, der ligger imellem Freud og ham. De teorier, han ikke bryder sig om, er dem, der hævder, at barnet på den ene eller den anden måde er afhængig af en omsorgsperson (mor, for det meste), for at det skal kunne udvikle en sund personlighed (et sundt selv). Det drejer sig om Ego-psykologien (Anna Freud som pioner for Erikson og hans stadieteori: http://psykologibasen.dk/T.shtml#egopsyk + http://psykologibasen.dk/E.shtml#Erikson) og Objektrelationsteorierne (Klein og Winnicott: http://psykologibasen.dk/O.shtml#objekt). Stern tager nemlig også de biologiske fakta med, iagttager en masse spædbørn, og finder, at de rent faktisk er i stand til at forstå, at de er individer, og at der er en omverden, som de kan udforske (kig nærmere i http://psykologibasen/Forum.shtml). Stern kan man kalde en moderne selvpsykolog.
Skinner (her + her) mente, at der ikke er tale om udvikling i gængse forstand, men at man gennem an bestemt opdragelsesmåde (stimulus (S)) kunne påregne en reaktion (R), hvorved det vor op til opdrageren at gøre det rigtige, for at styre barnet i den retning, han/hun ønskede!
Når nu alle forklaringerne (teorierne) på børns udvikling (modellen) er listet op, kan man jo spørge: Hvad er forskelle og ligheder, og hvilken er bedst? Hvordan, og med hvilken begrundelse og med hvilke eksempler, synes du at børn skal tages hånd om. M.a.o.: På baggrund af hvilke(n) af teorierne vil du arbejde efter en model, som du mener, er bedst til gavn for barnet, samtidig med, at det giver mening for dig som pædagog.
OK? Du er naturligvis velkommen tilbage!
Kh.
Holger
Hej igen Holger
Et par spørgsmål er dukket op, uden at jeg selv er i stand til at kunne svare på dem. Jeg vil høre, om du vil hjælpe mig igen? Det drejer sig om Behaviorismen.
I Skinnerboksen er der en lampe, der kan tændes. Hvilken funktion har denne lampe?
Hvad forstår man ved begrebet udsletning i forbindelse med skinnerboksen?
Hvad forstås ved "en tom tavle". Det begreb, der hæftes på nyfødte børn? Er det, at de ikke kan noget selv, men udvikler sig via stimuli/respons? Og er det alle behaviorister, der mener dette?
Håber, at du vil hjælpe mig igen
Mvh C
Hej igen, C!
En Skinner-boks er ikke altid ens. Formålet med eksperimenterne var at studere operant betingning. Derfor udstyrede Skinner sine ”bokse” på forskellige måder, hvor han kunne studere mekanismernes betydning for indlæring. Lampen, som du nævner, er blot én af mange indretninger, der skulle medvirke ved betingningen. Idéen var altså, at en ydre påvirkning skulle få forsøgsdyret til at gøre noget specifikt. Når lampen tændtes, var der et eller andet i udsigt og vice versa. (Pavlov havde jo tidligere arbejdet med hunde og fodring, hvor de lærte at savle ved lyden af en klokke.)
Udsletning betyder, at man fjerner belønningen, men beholder stimulus, hvorved dyret udfører en ”ordre” uden (stadig) forventning om belønning (jfr. foroven om Pavlovs hunde).
”Den tomme tavle” (Tabula rasa) henviser oprindelig til den filosofiske opfattelse, at mennesket kommer til verden ubekymret og uden hjælp. Senere blev begrebet overtaget af de radikale behaviorister, der mente, at man ikke kunne vide noget om hjernen (som de betegnede som en ”black box”), hvorfor man skulle se bort fra den, når man opdragede børn. På denne måde påstod de radikale behaviorister (specielt Skinner), at de kunne ”opdrage” et barn til hvad som helst (tyv, sagfører, præst, morder…).
OK?
Kh.
Holger
Hej Holger.
Først selvfølgelig 1000-tak for denne side!
Jeg startede i sommer på at læse pa på X universitet. Her efter 1. semester skal vi skrive en psykologiopgave om børns udvikling. Vi skal vælge 3 retninger som vi skal diskutere.
Jeg har valgt Dion Sommer, Stern og Erik Erikson. Da jeg ikke har megen erfaring med skriftlig diskussion, vil jeg høre om du evt. kunne komme med nogle gode modsætninger og/eller ens træk ved sammenligning af de 3 teorier. Bare som en start til en videre Diskussion, nogle punkter som vil være gode at komme ind på.
På forhånd tak, C
Hej C!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Med de valgte forfattere kunne jeg foreslå, at du tog spørgsmålet om Selvet som omdrejningspunkt. Hvad er det, og hvordan udvikles det? Da du har valgt de forfattere, du nu har valgt, kan opgaven blive ekstra spændende, idet kun Stern eksplicit har en selv-teori. Erikson har jo sin udviklingsteori, som man uden besvær kan kategorisere overfor Stern, medens Sommer er lidt mere tricky, idet han er meget implicit i sin behandling af selvet. Det, jeg vil foreslå dig, er, at du laver et skema, der ligner det, der er på min side om Selvet (linket til foroven), hvorefter diskussionen er til at ”se”. Du er mere end velkommen til at sende mig dit foreløbige resultat – så skal jeg nok guide dig videre.
Held og lykke,
Kh.
Holger
Hej Holger
Da jeg nu er hos ---, kan jeg ikke sende fra min anden mail-adresse, men jeg kan godt modtage, så du bestemmer selv om du vil svare på denne adresse eller X.dk.
Så du lige er med på hvem jeg er har jeg herunder kopieret hele mail korrespondancen ind, med det nye (fra i dag) først.
Hej Holger.
Tak for dit svar, da jeg vist desværre ikke helt er med på hvordan jeg skulle stille det op med selvet som centrum (tror mit niveauet helt er til det :-( ), har jeg "bare" valgt at finde ligheder og modsætninger ved de 3 teorier. Jeg har ikke de store vanskeligheder ved at sammenholde Erikson og Sommer, men synes det kan være svært at indrage Stern, han er vel ligesom "broen" mellem de 2 andre? Har du evt. også nogle ganske korte specifikke modsætninger eller ens tænkninger mellem de 3 må du meget gerne skrive dem.
Dernæst har jeg kigget på din hjemmeside under udviklingspsykologi, der står noget med at de kan deles i 2 de diskontinuerlige og de kontinuerlige, er det forkert opfattet hvis Sterns kvantespring høre under de diskontinuerlige og Sommers under de Kontinuerlige og hvor vil du placere Erikson i dette? Han har godt nok stadieteorier, men mener jo samtidig at udviklingen sker over længere tid/gennem hele livet...
Men tak for hjælpen ind til videre og på forhånd tak for den næste også.
Venlig hilsen C
Hej igen C!
Jo, jeg husker dig udmærket, så der er ingen is på koen :-)
Prøv at kigge på denne artikel: I den finder du også svaret på, hvorfor Stern ser udvikling som noget kontinuerligt: barnet er født til at tage sig af sin egen udvikling. Det betyder ikke, at det ikke har brug for sin mor – det har alle højerestående dyr, men mest de højeststående = mennesket – for at finde/få føde.
Og jo, Eriksons udviklingssyn er diskontinuerligt, idet diskontinuerlig udvikling = stadieteori, hvilket Eriksons er.
Vi har nu, at Erikson, som arvtager efter Freud, hvis teorier han (i øvrigt helt i tråd med Freuds ønske til sine efterfølgere) videreudviklede og udvidede (til at omhandle hele livet), mener, at barnet (mennesket) udvikler sig trinvis gennem overvindelse af kriser, der er specifikke for de enkelte stadier (se her). Stern gjorde op med den freudianske tænkning/tro om spædbarnets ubetingede afhængighed af dets mor (primære omsorgsgiver): Freudianerne mente, alt efter hvilken bølge (her + her) med visse variationer, de bekendte sig til, at spædbarnet og moderen må indgå i en art symbiose, for at barnet kan udvikle et Selv (dvs. en klar identitet). Det mener Erikson altså også, men kræver ikke et symbiotisk forhold mellem mor og barn – det er nok, at mor er der.
Så, Erikson troede på en trinvis (diskontinuerlig) udvikling uden nødvendigheden af en mor-barnsymbiose, men med nødvendigheden af klar vejledning til dannelsen af Selvet. Dette syn gør Stern op med og siger, at barnet er født med et Selv, som det ikke har brug for vejledning til at lære at kende, men det udvikler sig stadig diskontinuerligt (i stadier). Sommer tager skridtet fuldt ud og siger (i øvrigt inspireret af Diana Baumrind), at det er omsorgspersonens måde at forholde sig til barnet på, der afgør dets Selv-dannelse.
Vi har altså med en udvikling i erkendelsen hos dem, der studerer barnets (menneskets) udvikling, at gøre. Du kunne have taget 117 andre teoretikere med og ordnet dem efter forskellige kriterier, men her har du valgt tre og kun 3, der kommer i forlængelse af hinanden, og som videreudvikler/forfiner/perspektiverer en oprindelig opfattelse af barnets udvikling til et Selv-stændigt (hvilket betyder ”et individ, der kan stå af sig selv”) individ.
Det, du så kan vælge at tage stilling til er, om du mener, a) at barnet er aldeles uden Selv-erkendelse, når det fødes, og kun i stadier (diskontinuerligt) opnår en større Selv-indsigt (Erikson), b) at mennesket (barnet) udvikles i stadier (diskontinuerligt), men ikke er aldeles afhængigt af, at den primære omsorgsperson ”vikarierer” for dets (kognitive og emotionelle) Selv-dannelse (Stern), eller c) at barnet udvikles kontinuerligt i overensstemmelse med den (kognitive og emotionelle = opdragelsesmæssige) støtte, det får fra dets omsorgsperson(er) (Sommer, Baumrind).
OK? Ellers er det på’en igen!
Kh.
Holger
Hej vi er to studenrende der skal til eksamen på x. semester. Vi beskæftiger os med kropssproget, kan du muligvis komme med et bud på nogle teoretikere/teori til emnet?
Venlig hilsen M og B
Hej piger!
Gå ind på denne side, så får I data om den bedste bog, jeg kender om jeres emne. Desuden er der på siden nogle andre titler, som man kan overveje.
Altså Beattie, Geoffrey: Visible Thought: The New Psychology of Body Language
Den kan sikkert også lånes gennem biblioteket.
OK?
Kh.
Holger
Hej Holger !
Jeg har siddet i de sidste dage og søgt på nettet i timevis for at finde inspiration til en psykologi-opgave og er nu stødt på din side på psykologibasen.dk og jeg kan se at du giver folk nogle gode, overskuelige og saglige svar. Jeg henvender mig derfor til dig i håb om, at du måske kan hjælpe med mit problem.
Jeg er pædagogstuderende og skal påbegynde mit sidste semester d. 1/2-06 med ren opsamling og eksamen, bachelor-projekt etc. Men da jeg i de næste 2 uger alligevel sidder herhjemme og nu ved at jeg skal lave en skriftlig individuel opgave på 10-15 sider som det første, kunne jeg godt tænke mig at være så meget på forkant med opgaven inden jeg starter på seminariet igen, at jeg blot skal korrigere/redigere i den når jeg får udleveret mine tre eksamensspørgsmål til mit emne.
Problemet er bare, at det som jeg virkelig brænder for at skulle skrive om har jeg valgt at lave til mit bachelor-projekt, hvilket er: SANSEINTEGRATION - herunder psykisk, fysisk, motorisk og sociale konsekvenser af mangelfuld sansemotorisk udvikling hos for tidlig fødte børn
I dette emne indgår der ellers meget psykologi....men jeg er jo nu nødt til at finde et andet emne til min psykologi-opgave. Men det er altså ikke så ligetil, for jeg har lidt svært ved at afgrænse emnerne til en ren psykologi-opgave, når jeg finder et muligt emne....enten føler jeg at jeg kommer for meget over i social- og sundhedsfag eller også så føler jeg at det indeholder for meget pædagogik....!! Normalt skal man skrive en pæd.psyk.opgave, men da jeg har profileret mig indenfor pædagogikområdet, så skal denne eksamensopgave være en ren psykologi-opgave....!!
Har du evt. nogle forslag til et emne og en evt. teoretiker jeg kan bruge...???
Nogle af de emner jeg har ledet under men som jeg synes bliver for absrakte (måske fordi jeg er låst fast og ikke rigtig brænder for disse emner) er:
1. Legens betydning for social kompetence
2. Barnets psykologiske udvikling gennem fri leg
3. socialt samspil
4. udvikling af selvbillede
5. Andre emner omhandlende børn, udvikling, leg, samspil etc.
6. Kaosangst
7. adfærdsterapi
8. skilsmissebørn
Andre emner jeg føler er mere konkrete og nemmere at gå til/få oplysninger omkring, men som jeg er bange for er mere over i social- og sundhedsfag er:
Derudover har jeg en bog om social arv som godt kunne virke spændende men jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal afgrænse og begrænse emnet (som også er et problem for flere af ovennævnte emner) Det er nemlig et af mine store problemer med denne opgave: at man skal begrænse sig i emnerne når man nu godt vil fordybe sig og lave et godt, gennemarbejdet og veludført stykke arbejde....men der er altså kun afsat 10-15 sider...!!
Tror du at du kan hjælpe mig med et spændende rent psykologisk emne til denne eksamensopgave..? Måske komme med forslag til hvordan jeg holder mig indenfor "rammerne" og ikke kommer for meget over i andre fag ???
Jeg ved at det var en ordentlig mundfuld, men håber alligevel at du kan råde mig, så jeg ikke gror desperat fast på min computerskærm..!!
Med venlig hilsen
S
Hej S!
Tak for din henvendelse.
Sjovt nok sad jeg i formiddags og snakkede med en RUC-studerende om det mærkelige i, at når man er blevet en gammel rotte i faget, har man svært ved at se, hvad problemer som dit kommer af... fagidioti, I guess.
Her er mogle forslag:
Ad 1: Leg ses som grundlaget for den kulturelle udvikling (Huizinga, Bergström). Derfor bør legen tages i betragtning, når vi ønsker at kvalificere barnet. Gennem legen lærer barnet nemlig at genkende og (forhåbentlig) beherske de følelsesmæssige barrierer, der er mellem de kognitive konflikter, der føre det fra læreprocesser til tankeprcesser (Lauridsen).
Ad 2: Vi er (stadig) tilbøjelige til at se børns udvikling i freudiansk (psykoseksuel) og heraf afledte (ego-psykologiske, objektrelationelle, psykosociale) kontekst(er). Dette til trods for, at der findes massiv forskning, der viser, at barnet er sig selv og sine omgivelser bevidst helt fra fødslen. Hvad skal der til, for at vi kan begynde at se børns udvikling i et mere tidssvarende perspektiv?
Ad 3: Begrebet "tillært hjælpeløshed" (Seligman) dækker over omsorgsgiverens manglende tiltro til eller tålmodighed overfor barnet, hvorved dette, gennem omsorgsgiverens inkohærens mellem udmelding og handling, lærer, at det ikke "kan noget selv". (Ex. Når pædagogen gang på gang siger til barnet, at det skal rydde op efter sig, men alligevel gør det selv, vænner barnet sig til, at opfordringen til at rydde op i virkeligheden er en konstatering af, at pædagogen ikke har tillid til, at barnet kan/vil gøre det selv.) Hvilke konsekvenser kan denne forholdsmåde få for barnets vider udvikling?
Det var sådan lidt at tygge på. Du er velkommen til at vende tilbage, hvis du synes, det ikke lige er dig, eller at noget er uklart.
Kh.
Holger
Hej Holger,
Jeg er ved at skrive min 2. årsopgave på HF, og håber at du måske kan hjælpe mig.
Jeg ved ikke, om du er bekendt med det meget lille værk af F.M. Dostojevskij, der hedder "Dobbeltgængeren"?
Jeg skal skrive min eksamensopgave om dette værk, og har valgt en psykologisk vinkel, desværre har det bare vist sig sværere end som så at finde godt materiale, når det ikke drejer sig om et af hans større og mere kendte værker.
Bogen handler om en person, der lider af enten personlighedsspaltning eller skizofreni; umiddelbart har jeg lidt svært ved at diagnosere ham, da bogen kun foregår over fire dage ;-)
Hvordan kender jeg forskel? Jeg har jo efterhånden læst nok på nettet til at forstå, at det ikke er det samme, og jeg ville jo sammenligne med fx Dr. Jekyll and Mr. Hyde, men der har jeg da set andre skrive, at der er tale om personlighedsspaltning, så er det jo ikke så smart hvis min karakter har noget andet...
Skulle du være meget velbevandret i Dostojevskij, modtager jeg selvfølgelig hellere end gerne tips til opgaven :-)
Venligst,
A
Hej A!
Tak for din henvendelse.
Jo, jeg kender godt ”Dobbeltgængeren”. Litteraturkritisk er den, så vidt jeg husker, et led i hans overordnede angreb på den ”cool” modernitet (altså modernitetens uudholdelige lethed), og mere specielt middelklassens rænkespil og manipuleringer i forsøget på at rage til sig (Dostojevskij havde jo socialistiske tilbøjeligheder, som han var ved at blive henrettet for, men blev benådet, bogstaveligt talt lige inden skuddene faldt – og idømt 4 års ophold i Sibirien). Hovedpersonerne, Helten, den originale Golyadkin (Senior) og Golyadkin Junior, der søger at overtage Heltens rolle i både social og professionel forstand, hedder netop Golyadkin, fordi det oversat fra russisk betyder noget i retning af ”nøgen” eller ”betydningsløs”.
Nå, på Dostojevskijs tid var psykologien ikke så udviklet, at man havde nogle af vore dages betegnelser at beskrive en persons tilstand med. Det var jo en læge/kirurg Golyadkin gik hos, der helt alvorligt mente, at ”det hele er inde i hans hoved” og gav ham noget ikke nærmere beskrevet medicin, som Helten jo altid (så vidt jeg husker) lovede at gå hen til drogisten (apotekeren) og få fat i.
Så, hvis man skulle sige noget om hans problem med vore dages psykologiske termer, ville jeg sige, at det drejer sig om en pseudo-skizofren manifestation og linke det til den analytiske (jungianske) psykologis begreb ”Skyggen” (se her ).
Da man i psykologien, som i medicinen, opererer med begrebet differentialdiagnose, kan man også medtænke muligheden af Double Bind eller multipel personlighedskarakter. (Men jeg synes, at det med Skyggen lyder mest eksotisk og spændende…)
OK? Ellers er du velkommen tilbage!
Holger
PS! Det, at Golyadkin finder sine (ret mange) penge frem fra dybet af sine skuffer, og udviser det bizarre forhold til dem, kan, efter min opfattelse, forbindes med forfatterens evidente spillelidenskab (ludomani). Men pas på! Det er en spekulation fra min side.
PPS! Dr. Jekyll & mr. Hyde-fortolkningen er efter min opfattelse nok mulig, men vanskelig: Der er tale om indre modsætninger hos Dr. Jekyll, medens Golyadkin er den samme (betydningsløse, afklædte) person hele tiden (det er, hvad "pseudo" hentyder til i pseudo-skizofren manifestation, hvor manifestation bare betyder ”fremtoning”).
Hej Holger,
Nu har jeg så endelig modtaget min 2. årsopgave om Dostojevskijs "Dobbeltgængeren" retur - og jeg fik 10, en ret tilfredsstillende karakter, synes jeg.
Men jeg havde jo lovet, at jeg lige ville skrive til dig, hvad der var kommet ud af besværet, og så vil jeg da også godt benytte chancen til endnu engang at takke dig. Jeg synes, at det er utroligt, at vil bruge så meget af din private tid på at hjælpe brugerne af din side.
Kh.
A
Hej A!
Tillykke med 10-tallet! Godt gået.
I sin tid var netop 10 den karakter, jeg var tilfreds med – vel vidende, at det var høje fordringer at stille til sig selv.
Jeg bruger min tid bl.a. til at vejlede andre, fordi det giver mig så meget at fundere over tingene – en slags hjernegymnastik!
Pøj-pøj i fortsættelsen!
Kh.
Holger
Hej Holger
Så er jeg blevet færdig, med at formulere mine spørgsmål. Jeg går i 9. og skal igang med min projektopgave, og har brug for nogen svar.
Hilsen S
På forhånd rigtig, mange gange tak for hjælpen.
Hej S!
Tak for din henvendelse. Jeg sætter svarene ind i din mail.
Hilsen,
Holger
Min problemformulering er: Hvordan bliver man psykolog?
Efter studentereksamen el. lign. går man 5½ år på et universitet, hvorefter man kan kalde sig for cand.psych. (forudsat, man har bestået alle eksaminer) og psykolog. "Rigtig" psykolog bliver man dog først efter at man er blevet autoriseret af Psykolognævnet under Socialministeriet. Det tager yderligere ca. 2 år.
Hvordan arbejder en psykolog?
Det er forskelligt. De fleste er dog offentligt ansatte, og i det offentlige er Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i de forskellige kommuner de største aftagere. Her arbejdes med børn 0-18 år og deres familier, dvs. i skoler og institutioner mv. nogle offentligt ansatte psykologer arbejder i såkaldte Familiehuse, hvor der er egentlig behandling. Så er der dem, der arbejder i sygehusvæsenet. Der er også mange, der er privatpraktiserende (som jeg), og her kan opgaverne variere så meget, at det ville tage for lang tid at liste det hele op.
Hvad gør en psykolog for at hjælpe?
Han/hun bruger sin viden som universitetsuddannet psykolog til at genkende problemet og udvælge en behandlingsform, han/hun mener, vil kunne hjælpe. Derefter går han/hun i gang med at tale med klienten/patienten.
Luna er 15 år. Hun laver altid sine ting, hun holder sig for sig selv, for ligesom ikke at lave nogen fejl, en gymnastik lærer har set, at hun har store ar på armene, men vil ikke snakke med mig om det. Hvad gør jeg?
Du kontakter enten sundhedsplejersken eller skolepsykologen, evt. skolelederen, og rådfører dig med dem. DU FORSØGER IKKE SELV AT HJÆLPE PÅ ANDEN MÅDE!
Tina er 16 år. Hun kommer ofte forsent, hun er uoplagt, hun er sur og modvillig, hun råber og svare igen hvis man irettesætter hende, og har ingen visioner for sin fremtid, hun siger hun vil leve af bistand, hun bor om hendes mor, alene, ingen søskende, tror moren arbejder meget, for har svært ved at få hjælp fra moren. Hvad gør jeg?
Du tager sagen op i lærerteamet, taler med forældrene og hvis intet ændres, laver en underretning (Serviceloven § 35) til de sociale myndigheder.
Så der Bjarke, Bjarke er også 15 år. Han er usikker i timerne, han råber og prøver at få de andres opmærksomhed, hans selvværd er ikke så godt. De andre unge i klassen synes han er irriterende, andre er bange for ham, men han kan ikke se det, og jeg er bekymret for at han vil have svært at indgå i sociale sammenhænge, Hvad gør jeg?
Viser dig som en mand, og tager en alvorlig snak med Bjarke, hvor du spørger ham om, hvad du kan gøre for ham og siger, at der er de og de foranstaltninger i kommunen, han kan henvises til (fx et udgående socialt team; en speciel klub for skoletrætte el. lign.). I sidste instans tager du sagen op i et stormøde, hvor klassens lærere, forældrene, skolepsykologen og evt. Bjarke deltager.
Vi har en dreng i klassen, som hedder Martin 16 år. Han gør ikke noget direkte, men for de andre til at mobbe, og nedgøre andre i klassen, Martin lader bare som intet eller står og griner, hvilket jeg synes er svært at sige imod, for han svare bare med, ”jamen jeg grinede bare.” Hvad gør jeg?
Martin er anti-social, hvilket betyder, at han enten er dårligt opdraget eller på vej til at udvikle psykopati. Hvis det første er tilfældet, skal forældrene have det at vide uden omsvøb og bedes rette på tingene. Hvis det andet er tilfældet, skal Martin, efter aftale med forældrene indstilles til skolepsykologen, der tager sig af resten.
(1)Hvad gør de forskellige sygdomme ved folk, inden for psykologi, og hvorfor får folk dem? For eksempel depression, tvangstanker, stress m.m Kalder man dem sygdomme, eller har de et andet navn?
Lige netop de af dig nævnte eksempler kaldes for "symptomtilstande": de er symptomer på, at den lidende har en ubalance i de neurale systemer, der regulerer udskilningen af de stoffer, man kalder neurotransmittere.
Hvilken er hyppigst?
Depression og angst.
(2) Er der en hvis aldersgruppe, som går mere til psykolog end andre?
20-60årige. De yngre er endnu ikke "debuteret" med deres problemer, og de ældre har gennemgået det, man kalder en ontogenetisk modning, så symptomerne er aftaget tilstrækkeligt til, at de ikke generer længere.
(3) Hvad er tit unges problemer, når de kommer til dig?
10-30årige har oftest selvværdsproblemer, af og til kombineret med noget angstpræget (socialangst).
(4) Hvorfor begår folk selvmord?
Fordi de enten er syge (fysisk, fx kræft) eller psykisk (fx skizofreni), eller fordi de har pådraget sig en så stor skam, at de ikke kan leve med den.
Og hvad gør du som psykolog, hvis du snakker med en som har forsøgt sig, at dræbe sig selv?
Udfordrer begrundelsen og forsøger at lære klienten til at tænke anderledes.
(5) Hvad er en psykopat, hvis du har set "festen" dogme filmen, ville du så betegne faren som en psykopat?
Jeg har ikke set "Festen", men tror ikke faren var egentlig psykopat, men derimod seksualforrykt (som godt kan gå under betegnelsen psykopat), fordi psykopater kendetegnes ved et fravær af følelser (emotioner), samtidig med, at de er ekstremt selvoptaget/beregnende.
(6) Hvad tror du der gør folk fanatiske?
Længslen efter at forstå det ufattelige, koblet med den sociale kontakt til andre med samme problem + en god leder.
(7) Har folk der kommer på den lukkede afdeling, noget tilfælles?
Ja, de er enten til fare for sig selv eller andre.
(8) Hvordan arbejder du som psykolog?
Jeg forsker, skriver lærebøger, formidler psykologi på mange andre måder (website, foredrag, undervisning) og behandler.
(9) Hvad er dine arbejds metoder?
I forskningen skeler jeg meget til virksomhedsteorien (men p.t. undersøger jeg, om misbrugere der havner i tilbagefald, efter at de har været clean et stykke tid, har drømt, mens de var clean, og hvilke slags drømme de da havde), i behandlingen er jeg uddannet kognitiv adfærdsterapeut, hvorfor jeg selvsagt overvejende bruger denne metode. Det er også om brugen af KAT overfor børn og unge, min bog handler om.
(10) Hvordan blev du uddannet til psykolog?
Jeg var først lærer, men besluttede i 1983 at læse psykologi, hvorefter jeg gik på Danmarks Lærerhøjskole (nu Danmarks Pædagogiske Universitet) i 4½ år for fuld skrue. Så har jeg jo fået efteruddannelse, så jeg er blevet autoriseret. Desuden har jeg, som sagt, en uddannelse som kognitiv adfærdterapeut.
(1) Adfærdspsykologi: behaviorisme.
(2) Psykoanalyse, det ubevidste/følelser: Freud.
(3) Humanistisk psykologi: Maslow - alle er født ens.
(4) Kognitiv psykologi: Piaget.
(5) Social psykologi: Vygotsky
.(6) Hvilke metoder bruger du? Som sagt: kognitiv adfærdterapi.
(7) Hvordan afspejler det sig, i en person, om de har selvværd, eller selvtillid? At de kan sige, hvad de mener, uden at såre eller skade nogen!
Hej
Jeg er pædagogstuderende og skal lave et lille projekt over relationspædagogik, men mit problem er, at jeg ikke helt rigtig ved følgende:
- Er den anerkendende pædagogik en del af relationspædagogikken
- Hvis du skulle skrive om relationspædagogikken - ville du så ikke tage udgangspunkt i Stern mht. hans teori, om at barnet er værende socialt fra fødslen...
- Jeg har lige lidt svært ved at se, hvordan jeg lige skal starte :-)
Håber du kan følge mine spørgsmål og hjælpe mig lidt på vej
Venlig hilsen
M
Hej M!
Tak for din henvendelse.
Man kan sige, at begrebet "relationspædagogik" er sådan lidt flydende, hvilket betyder, at man kan lægge ret forskellige ting ind under den - som en slags paraplybetegnelse.
Når det er sagt, ville jeg (og gudskelov, at jeg ikke skal) benytte en metode, gående ud på, at selve relationen forudgås af en tilknytningsfase, bestående af a) motivationsarbejdet og b) kontaktskabende aktivitet(er). a) kan godt være foretaget inden den egentlige pædagogiske intervention (fx hjemmefra, fra den institution, hvor barnet går osv.), men vil nok alligevel i praksis være overladt til det "nye" sted. b) er meget vigtigt, fordi der ikke kan arbejdes med børn, der ikke har tillid til én (OBS! Tillid er ikke nødvendigvis det samme som accept, idet loyalitetsfølelsen overfor forældrene altid vil være dominerende).
Relationsarbejdet er det "fri" arbejde i den henseende, at det afhænger af institutionens værdigrundlag og den enkelte medarbejders personlighed og erfaring (alt det om uddannelse gider vi ikke diskutere, vel :-)). Her kan der meget vel blive tale om, at man ser barnet i lyset af Sterns fund, idet man jo så også frigøres for tanken/kravet om hele tiden at skulle "nurse" barnet.
Endelig er der en afslutningsfase, der nok kan betegnes som den vigtigste, hvis man ser på, at det arbejde, man har udført, skal have blivende værdi for barnet. Afslutningsfasen indebærer en frisættelse af barnet, så det gradvist begynder at udføre de for det selv hensigtsmæssige ting, indtil disse er (så godt som) automatiserede. Hvis man er meget entusiastisk, kan man også medtænke en opfølgningsfase, hvor man i nogen tid holder kontakt med barnet og dets miljø, for at "sikre" sig det gode resultat.
OK? Du er naturligvis velkommen tilbage, hvis der er uklarheder.
Kh.
Holger
Hej Holger.
Dit afsnit omkring "sansning og det psykiske", hvilken teoretiker har skrevet det.
Er igang med BA-projekt og kan nemlig godt bruge.
Vh M
Hej L!
Tak for din henvendelse.
Alle artikler i psykologibasen.dk, hvoraf der ikke klart fremgår en anden forfatter, er skrevet af mig.
Jeg kan godt forstå, at nogle en gang imellem synes, at det kan han da umuligt have nået selv, men det er altså tilfældet.
Så, når der ikke er et forfatternavn forbundet med artiklen, er referencen: Holger Wahlström (http://psykologibasen.dk/S.shtml#sans). Det står også på siden Redaktion.
OK?
Kh.
Holger
Hej Holger.
Kanon god hjemmeside.
Jeg er ved at skrive projekt om selvdestruktiv adfærd hos unge sindslidende. Har du forslag tl teorier jeg kan brue i forhold til emnet, og findes der specifikke behandlingsmetoder til selvdestruktiv adfærd?
På forhånd tak for hjælpen.
Hilsen R
Hej R!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Jeg bliver nødt til at vide, på hvilket niveau, du skriver. Altså, om du er pædagogstuderende, lærerstuderende, universitetsstuderende eller hva’.
Samtidig kunne det være frugtbart at få at vide, om emnet er selvvalgt eller pålagt. Hvis det er selvvalgt, vil jeg nok også kalde det selvpineri, for det er ikke så ligetil: Selvdestruktiv adfærd er oftest et udslag af fortvivlelse og forekommer hyppigt i normalpopulationen. Hvis der så også skal den dimension til, at den destruktive er sindslidende, begynder det at ligne psykiatri – noget, der behandles på en meget anderledes måde, end selvdestruktiv adfærd i normalpopulationen.
Jeg venter spændt….
Holger
Hej Holger.
Jeg er social- og sundhedsassistent studerende. Emnet er selvvalgt. jeg har valgt emnet fordi jeg har mødt selvdestruktive unge i min psykiatriske praktik, hvilket naturligvis var skræmmende. Men jeg vil gerne arbejde i psykiatrien når jeg er færdig og vil derfor gerne forberede mig på at møde disse unge. Jeg vedhæfter min problemformulering, så er det måske nemmere for dig, at se hvad jeg vil ind omkring.
Tak for dit hurtige svar, ser frem til at høre fra dig.
God weekend
venlig hilsen
R
Hej igen R!
Undskyld den lange svartid; der har været ”så meget”…!
Jeg sætter mine svar under dine punkter.
1) Hvad kan være årsag til, at den unge sindslidende udvikler en selvdestruktiv adfærd?
Det er ikke noget specielt for sindslidende unge, at ”udvikle” selvdestruktiv adfærd. I en eller anden grad gør alle det, unge som gamle, kvinder som mænd, mentalt sunde som mentalt forstyrrede. Problemet opstår, når adfærden bliver synlig. Hvad jeg vil have frem her er, at medens de fleste af os er i stand til at bremse denne adfærd, findes der blandt os alle nogle, der ikke kan. Årsagerne kan være mange: a) Man opdager, at det hjælper! (Og så skulle den ikke være længere, men det betyder, at den akutte angst bliver dæmpet, og så kan det lige nu være lige meget, at jeg ved, den kommer igen.) b) Medens ikke-sindslidende ofte er klar over det, jeg beskriver under a), vælger de, at gøre det, idet de af en eller anden årsag ser bort fra, hvad de ved (om sig selv). Det er lidt som at ryge: Jeg ved det er livsfarligt, men jeg vælger alligevel at ryge. c) Den sindslidende har (oftest) ikke forståelse for den sammenhæng, der er mellem det at vide, at noget er døvende men destruktivt, og det, at det destruktive er en kortsigtet symptomlindrende aktivitet. Han/hun gør det så at sige uden forstand!
2) Findes der specifikke behandlings metoder, der kan afhjælpe selvdestruktiv adfærd?
Jeg benytter mig af kognitiv adfærdsterapi (KAT), som er evidensbaseret og således bevisligt virksom overfor denne slags (og mange andre) lidelser. Desværre er der ikke mange her i landet, der er uddannede i den, og dem, der er, har meget at lave. Under alle omstændigheder er det vigtigt at tale med den lidende – uden at gøre sig klog på lidelsen, uden at bebrejde eller trøste den lidende og uden at stille nogen forhåbninger op for vedkommende – fordi der kun findes én, der kan gøre noget ved sagen, og det er den lidende selv. Men bare det, at nogen anden, som jeg har tillid til, er klar over, at jeg har det skidt, har en terapeutisk virkning!
3) Hvilke redskaber har jeg som social- og sundhedsassistent til, at møde unge med en selvdestruktiv adfærd?
Din sunde fornuft, din livserfaring og din faglige viden og stolthed! Det kommer man langt med. Men du skal også anerkende, at disse lidelser er noget, specialister må tage sig af, hvis der ikke ses en klar forbedring en 14 dages tid efter, at kontakten om præcis dette er etableret (positivt, naturligvis!)
.4) Hvilken hjælp tilbyder samfundet disse unge?
Som beskrevet under punkt 2, er der den behandling, som ”samfundet” kan købe sig til. Der skal nok også findes forskellige behandlere med andre tilgange, der mener, at de vil kunne hjælpe, og det skal jeg da ikke afvise, men pege på, at læger og psykologer med efteruddannelse i KAT anvender metoden, fordi de og den hele tiden er under opsyn mhp. effektiviteten (det er det evidensbaserede). Men det er med dette som med så meget andet, når det drejer sig om umælende grupper: pengene sidder ikke løst i de bevilgende myndigheders lommer.
OK? Ellers er du naturligvis velkommen tilbage.
Kh.
Holger
Hej Holger.
Jeg vil bare lige sige mange tak for din hjælp. Og nu er det mig der undskylder den lange svartid, men jeg har lige haft en anden eksamen der lige skulle afsluttes. Det er helt klart min holdning, at der skal specialister til at hjælpe disse unge. Jeg hverken kan eller skal på nogen som helst måde give terapi eller andre former for behandling. Men jeg har hørt meget om at plejepersonale også arbejder efter kognitive principper i hverdagen. Kan du henvise til noget materiale omkring det? Jeg har tænkt mig at starte min fremlæggelse med at fortælle noget om selvet. Kender du nogle teorier omkring dette der modsiger hinanden, eller bare kan sættes op som en lille diskution?
På forhånd mange tak for hjælpen
Venlig hilsen R
Hej igen R!
Ang. KAT. Det er ikke sådan, at man som pædagog ikke skulle kunne forholde sig kognitivt adfærdsterapeutisk. Problemet er bare, som med så meget andet her i verden, at end ikke kendskabet til teorier og metoder er nok – der skal en vis portion træning og erfaring til. Hvad jeg ville understrege var, at som psykolog ville jeg sætte det videnskabeligt-systematiske apparat i gang. Alle med interesse for disse ting (og fornuften i behold) er velkomne - og opfordres – til at benytte sig af de håndgreb, KAT har, så det er bestemt ikke et ønske om at forbeholde det for en bestemt gruppe professionelle – jeg er bare specielt uddannet gennem adskillige år til at varetage problemstillinger ved hjælp af KAT. Ingen har eneret til at benytte KAT!
På min hylde ligger Oestrich, Irene Henriette: Selvtillidstræning og udvikling af sociale færdigheder (PsykiatriFondens Forlag, 1998). Det er en seriøs, om end kort og populærvidenskabelig (læs = til at forstå), indføring i dit tema – og så er den billig (hvis du ikke kan låne den på biblioteket).
Ang Selvet: Her finder du, hvad du skal bruge til din fremstilling!
OK?
Kh.
Holger
Hej Holger
Jeg er pædagogstuderende på sidste år og har brugt din side til næsten alle mine opgaver (er efterhånden oppe på 12).
Skal til at lave nr. 13, hvor jeg har valgt at koble psykologi sammen med musik.
Jeg arbejder et sted med anbragte unge, hvor jeg har bemærket hvor meget de ”smitter” hinanden med musiksmag/stil.
Jeg har også bemærket, at det er lettere at føre tætte samtaler med dem, når musikken brager løs…
Jeg har talt lidt med min psykologilærer og hun nævner D. Stern, men jeg er ikke sikker på hvor jeg skal starte og kunne enormt godt bruge lidt indput fra en udefra.
Jeg har tænkt på Gofman og Vygoskij, men er usikker på hvor jeg skal starte.
Vil du hjælpe mig på sporet
Med mange hilsener fra
K
Hej K!
Tak for din henvendelse.
Overordnet ville jeg kigge lidt på ungdomskulturen i almindelighed: Hvordan påvirkes den enkeltes præferencer af ”gruppepresset”: musiksmag, tøjsmag, sprog, oppositionel holdning (overfor voksne) etc. Her kan du få et indblik i, hvordan unge mennesker søger en alternativ identitet, når den hjemlige påvirkning ikke er ”god nok”. Læs her
Så ville jeg gå ind under denne ”osteklokke” og vise mig som deres ven og senere fortrolige. Netop i det miljø, hvor alle er i samme båd, kan og vil man åbne sig – det kalder man miljøterapi!
Hvis du vil bruge Stern, må dit fokus ligge på ”det fortællende selv”, som i dine klienters verdener ikke har fået lov til at udvikle sig konstruktivt, og netop derfor har tvunget klienten ud i en alternativ adfærd!
Som psykolog ville jeg herefter begynde at arbejde med klienten/klienterne efter den kognitivt adfærdsterapeutiske metode. Som pædagog kan man med fordel arbejde som den voksne, den unge har tillid til. Det er en vanskelig opgave, for man skal hele tiden passe på, hvor man bevæger sig hen. Men oftest giver klienten selv tegn til, hvilken retning, han/hun gerne vil bevæge sig i. Læs her
OK? Ellers er du velkommen tilbage!
Kh.
Holger
Hej Holger.
Jeg er ved at skrive en synops til min afsluttende psykologieksamen (pædagog).
Min foreløbige problemstilling:
Hvordan kan voksen barn relationen i en vuggestuen have betydning for dannelsen af barnets selv?
Jeg skal belyse problemstillingen med minimum to psykologiske teoretikere og en pædagogisk. Jeg har valgt Daniel Stern som den ene, og overvejer Mahler som den anden.
- Er dog meget i tvivl om min problemstilling er alt for bredt formuleret, har du nogle forslag til en mere præcis formulering?
- Bliver også i tvivl om mit andet valg af teoretiker, idet du ikke har henvist til Mahler, i de svar som jeg har læst på denne hjemmeside!?
Ser frem til at høre fra dig.
Hilsen
M
Hej M!
Tak for din henvendelse, og tusinde gange undskyld for det sene svar. Af en eller anden årsag var din mail røget i ”spam-kassen”, som jeg rydder op i en gang imellem – så også i dag. Når jeg gør det, gennemser jeg, hvad der er i den, for netop at opfange mails som din, som ikke burde være ramlet ned i den. Håber ikke, jeg er for sent på den.
Om Mahler kan man sige, at hun spiller en relativt marginal rolle i udviklingspsykologien, idet hendes hovedtese er blevet falsificeret så mange gange, at den – som jeg ser det – kun har historisk betydning. Men hun er nævnt her, nederst, blandt objektrelationisterne. Problemet med disse er, at bl.a. netop Stern har påvist, at de i det væsentlige har uret! Stern finder jo, at spædbarnet har en bevidsthed om sig selv og sine omgivelser.
Jeg vil foreslå Kohut (evt. i sammenligning med Tønnesvang) som den anden teoretiker. Du kan også forenkle det hele (hvilket jeg varmt anbefaler, for der er jo ikke tale om en ph.d.-afhandling) til at tage udgangspunkt i Kohuts selv-teori (start her og følg linkene) og diskutere de to poler, der i kohærens danner et sundt selv. Denne diskussion vil også passe glimrende sammen med Stern, der netop siger, at barnet er i stand til at ”fatte” sig selv og sine omgivelser, og altså som konsekvens heraf er afhængig af en ligelig fordeling af de to poler, for at undgå enten at blive en selvoptaget og forkælet møgunge, eller en afmålt, beregnende og solitær ”idol-dyrker”.
Summa summarum kunne du altså bevare din problemformulering (Hvordan kan voksen-barn relationen i vuggestuen have betydning for dannelsen af barnets selv?), benytte Kohut som baggrundsteori for en handlingspædagogisk tilgang til børnene, hvilket betyder, at godt nok skal de både nurses og have at vide ”op igen!”, men det ud fra en viden om, at barnet ikke er hjælpeløst – det mangler bare et verbalsprog at udtrykke sine følelser på! Derfor er det en vigtig kvalitet hos pædagogen at kunne skelne mellem barnets omsorgsbehov (som drift), parret med pædagogens behov for (lyst til) at tage barnet op (som et kæleobjekt), og dets pædagogiske nytte af, selv at klare visse uventede situationer (fald, at det må lede efter den voksne, at det ”slår” sig etc.), for herefter at høste pædagogens anerkendelse for det.
Hvis der er ting, du gerne vil diskutere eller spørge til, er du, som alle andre, velkommen tilbage.
Kh.
Holger
Hej Holger
Jeg er xx år gammel ung, og min ven som bor børnehjem er ramt af omsorgsvigt, det siges at han er vanrøgt, som jeg ikke kan forstå hvad de mener.
Så mit spørgsmål er: hvad er definition af vanrøgtede børn eller børn som vanrøgtes?
Hej "?"!
Nu kan jeg jo se af din mail-adresse, at du bor i X-land. Der har man lidt ”skrappere” regler for det, du kalder vanrøgt, men nok skal kaldes omsorgssvigt, når det drejer sig om børn (= mennesker – det er dyr, der kan blive udsat for vanrøgt). Omsorgssvigt er heller ikke klart defineret, så det er de pågældende sociale myndigheder, der skal afgøre, om der er tale om det eller ej. Det man typisk ser på er, om barnet bliver nødt til at klare sig selv i det daglige (sørge for at få noget at spise, komme i skole, have rent tøj, komme i bad), men også, om det får bank eller på anden måde (psykisk) bliver nedværdiget. Det kan være, at de bliver forhindret i at være sammen med deres kammerater. Det kan også være, at forældrene er alkoholiserede eller misbrugere af andre stoffer, at de er så meget uvenner indbyrdes, at det går ud over barnet, eller at de stiller urimelige krav til barnet (fx at det skal arbejde meget efter skoletid). Der er også børn, der bliver omsorgssvigtede ved at blive seksuelt misbrugte.
Som du kan se, er der en bred vifte af forhold, der kan henlægges under begrebet omsorgssvigt – og der er sikkert flere forhold, end dem, jeg sådan lige er kommet i tanke om.
Til sidst skal jeg bare nævne, at omsorgssvigt er et socialt fænomen, altså ikke psykologisk. Desværre ender det alligevel ofte, at omsorgssvigtede børn må henvises til psykolog for at få orden på deres tanker og følelser i forhold til det, de har været ude for.
Hilsen,
Holger
PS! Jeg glemte at påpege, at man godt kan tænke sig, at nogle voksne bruger ordet "vanrøgt", men i virkeligheden mener "omsorgssvigt". Det kan have noget med jargon eller "sprogforbistring" at gøre.
Hej
Jeg arbejder som pædagog og har kendskab til en 7 årig dreng som besidder næsten alle de "symtomer" der beskriver en aspger. Der er kun et men, og det er at hans motorik bestemt ikke er kluntet eller dårlig, hverken på det finmotoriske eller på det grovmotoriske område. Kan denne dreng have aspger og være i besiddelse af en velfungerende motorik?
På forhånd tak
hilsen G
Hej G!
Tak for din henvendelse.
Nej, det er ikke er "must", at er barn med Asperger Syndrom skal være motorisk dårlig, men det KAN være et ledsagefænomen. Derfor kan man altså godt have alle andre karakteristika for Asperger, men ellers fungere fint såvel grov- som finmotorisk. Se min side om emnet.
Venlig hilsen,
Holger
Hej Holger,
Kanon side, har hjulpet mig mange gange!
Denne gang skal jeg skrive en opgave om konflikter mellem børn i alderen 3-6 år. Hvad der kendetegner konflikterne og om hvordan jeg som pædagog kan støtte børnene i selv at løse konflikterne. Men jeg er lidt i tvivl om hvilke teorier det vil være bedst for mig at bruge. Kunne det være Stern måske?
Håber du kan give mig et par råd med på vejen:-)
Hilsen L
Hej L!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Det hele kommer lidt an på, hvilket niveau du vil lægge på din fremstilling. Jeg tænker: De fleste egentlige konflikter hos børn i den nævnte aldersgruppe forekommer blandt drenge – d.v.s. når de leger og bliver uenige om reglerne, fordeling af legetøj, arealer (revirer!) etc. Så finder man dem pludselig i slagsmål, og når så pædagogen kommer hen og spørger, hvad de slås for/om, kan de ikke huske det. Det har noget med evolutionspsykologi at gøre.
Når piger konflikter, er der oftest tale om 3 stk., hvor man altså rivaliserer – det bliver til en slags udskilnings-leg, så resultatet bliver et venindepar og en taber. Det sker også af og til med drenge, men er meget sjældnere. Det har også med evolutionspsykologi at gøre.
Når vi så gerne vil lægge ”moderne” udviklings- og adfærdsteoretiske betragtninger hen over disse arketypiske foreteelser, hænger det, efter min mening, sammen med, at vi for det første har et mere kompleks samfund med regler og forskellige ordninger og kom hist og her ned, for det andet, fordi der er så mange teoretikere, der gerne vil forklare de arketypiske foreteelser i en moderne kontekst, og for det tredje, fordi samfundet forventer ”en vis ordning” i tingene, herunder en bestemt adfærd, der ikke skiller sig for meget ud fra ”mainstream”-adfærden.
Når det så er sagt, kan man jo vælge et par af teoretikerne, og tage deres forklaringer til sig, og så diskutere sig frem til en måde, at tackle det problem, du peger på, ved. Her er lidt på engelsk:
Conflict Management and Young Children
Helping Children Deal with Everyday Problems
Anyone who has ever worked with children knows that they often disagree. Whether it is about sharing their favorite toy, pushing, name calling, or the general unfairness of life, children often come running to their teachers looking for help in resolving conflicts. And most of the time, teachers are more than willing to help the children resolve their conflicts.
What teachers might not realize is that it might be more helpful to refrain from resolving a minor conflict between children through an adult-directed solution (assuming that the conflict has not turned harmful to either child involved). In her article "Peer Conflicts in the Classroom," Edyth Wheeler notes, "Recent theory and research . . . suggest that peer conflict contributes to children's development and represents an important form of social interaction." Often, preschool children are quite capable of solving conflicts on their own.
That doesn't mean that teachers don't have a role to play in conflict management. There are many things teachers can do to help children understand and control their feelings of anger and frustration, including helping them develop conflict management strategies.
Strategies for Teachers
Some of the steps that teachers can take to support children in learning to manage and resolve conflict include:
Creating a safe emotional climate. Foster a classroom where emotions are accepted and anger is not shamed.
Modeling responsible anger management. If conflicts arise between teachers or adults, model behavior through negotiation, mediation, or some other conflict management strategy.
Helping children to develop self-regulatory skills. As children grow out of toddlerhood, they begin to be able to regulate and describe their feelings.
Encouraging children to label feelings of anger. One activity that can help children is the Anger Thermometer. In her article "Preventing Violence through Anger Management," Mary Drecktrah describes the activity:
Children color in the picture of a thermometer to show how upset they are, write or tell what caused the anger, and think of ways to handle the situation next time." Children can color anywhere on the thermometer from annoyed to enraged. This experience helps children think and talk about how angry or frustrated they are and is especially useful for children who have a hard time expressing their emotions.
Encourage children to talk about anger-arousing interactions. Create a space in the classroom where children can have privacy and feel comfortable talking about a problem calmly. A teacher should be visible in case adult intervention is necessary.
Use books and stories about anger to help children understand and manage anger. There are many children's books that can help children learn to deal with conflict and stressful situations.
Communicate with parents. Talk with parents about the conflict management strategies being used in the classroom and provide information on labeling anger and using words to describe emotions.
References:
Drecktrah, M. & Wallenfang, A. (1999). "Preventing Violence through Anger Management." Early Childhood News, November/December 1999, 24-31.
Wheeler, E. (1994). "Peer Conflicts in the Classroom." ERIC Digest.
Så en god bog: 37.2 (biblioteksdecimal)
Kragh-Müller, Grethe
Ka' selv - vil selv / Grethe Kragh-Müller. - 1. udgave. - [Kbh.] : Aschehoug, 2005. - 318 sider : ill.
Desuden (og ikke mindst): Lisina, Maja: Kommunikation og psykisk udvikling fra fødslen til skolealderen (Sputnik, 1989)
De ”traditionelle” teoretikere kan du læse om på mine sider J.
Kh.
Holger
Hej Holger,
Tusind tak for dit hurtige svar, og jeg er nu kommet godt igang med opgaven. Har bla. haft god nytte af Grethe Kragh-Müller som du nævnte.
Jeg er dog stadig lidt i tvivl om hvilke af teoretikerne det vil være mest hensigtsmæssigt af mig at bruge, for at understøtte min analyse af de klassiske konflikter i børnehavealderen. Jeg giver i min opgave 3 eksempler på konflikter der er typiske for piger og drenge, og prøver så også at analysere hvad min rolle som pædagog er og hvad der sker når jeg griber ind.
Tak for tålmodigheden :-)
Hilsen L
Hej igen L!
Måske skulle du også kigge lidt i Gideon Zlotniks bøger. Jeg tror de hedder ”De stakkels drenge” og ”De stakkels piger”.
Kh.
Holger
Hej Holger.
Vi er to piger der studere idræt på Ku og skal skrive en synopsis om motivation og indlæring i redskabsgymnastik.
Vi har valgt at analysere en episode fra en studerends logbog fra undervisninagen, dette gøre vil vi gøre udfra Banduras Self-effecacy teori.
Vi ivlle høre om du havde en anden teoretiker som modstille til hans ideer??
På forhånd tak.
Mvh V og C
Hej piger!
Jeg synes, at Maslows behovhierarki-teori, som rettelig er en motivationsteori, ville være interessant at sammenligne med Bandura.
Begge teoretikere har det som ideal, at man kan/bør/skal realisere sig selv, men deres udgangspunkter er forskellige.
I er selvfølgelig velkomne tilbage.
Kh.
Holger
Hej Holger
Vi er to pædagoger studerende der er ved at skrive en opgave om børns venskaber. Vi har nogle spørgsmål.
1. Vi har brug for en definition af relation.
2. Kan du evt. hjælpe os lidt med Stern, og hvad der er vigtigt at trække frem?
Mhv MM
Hej MM!
Tak for jeres henvendelse.
1. Relation: Forholdet mellem to eller flere genstande (mennesker; børn), der snarere opstår som flg. af tilfældigheder (altså, at børnene ”opdager” hinanden) end af beslutninger (”Nu skal I lege sammen!”).
2. Stern: Siger, at barnet er bevidst om sig selv og sin omverden helt fra fødslen. For pædagogikken burde det betyde, at man (bevidst) lader børnene udforske dem selv, kammeraterne og omgivelserne – selvfølgelig indenfor den ”almindelige” opfattelse af, hvad der sømmer sig!
OK? Ellers er I velkomne atter!
Holger
Vi er gået lidt død i Stern og hans relateringsdomæner, og hvordan vi kan bruge dem i forhold til Børns venskaber.
Se her, idet jeg går ud fra, at I har været rundt om denne artikel.
Hilsen
Holger
Hej,
Da jeg så småt er begyndt at lede efter materiale til min mundtlige fremlæggelse af min fagprøve til efteråret kom jeg ved et tilfælde ind på siden.
Nu er det så jeg undrer mig over, der ikke er noget om arbejdspsykolgi. Er det et emne, der beskrives på siden eller i fremtiden vil figurere på siden?
Mvh
S
Hej S!
Tak for din henvendelse.
Ja, du har jo ret i, at der ikke står noget eksplicit om arbejdspsykologi på mine sider. Det samme gælder for erhvervspsykologi. Jeg har ladet Organisationspsykologi, som både arbejdspsykologi og erhvervspsykologi er (eller var?) deldiscipliner af, repræsentere den. I hvert fald husker jeg, at der, da jeg selv gik på Handelshøjskolen og læste til MPA (1996/97), var betegnelsen erhvervspsykolog ”finere” end betegnelsen organisationspsykolog, men dækkede de samme problemstillinger. I dag kalder jeg mig bare psykolog, men er i visse sammenhænge organisationspsykolog, i andre klinisk psykolog og atter i andre kognitiv adfærdsterapeut osv.
Hvad jeg nu tænker er, om arbejdspsykologi skulle have udskilt sig i forbindelse med BST’erne, for så er jeg også det, idet jeg af en stor BST har fået en opgave, der går ud på at fastholde en medarbejder i en stor virksomhed. Er det sådan noget, du tænker på? Det ville være interessant at få mere at vide! Kan du ikke skrive lidt mere om, hvad fagprøven går ud på, så kunne jeg måske finde ud af noget – og så få det med på mine sider, for det begynder ærlig talt at være svært at finde noget nyt at skrive om…
Jeg venter spændt!
Holger
Hej Holger,
Tak for dit hurtige svar og undskyld jeg først har tid til at svare dig nu.
Min skriftlige fagprøve går ud på, at lave en elevmappe til nye elever, der begynder i virksomheden. Ideen er at lette overgangen fra at have gået i skole og til nu at være en del af en stor international virksomhed, der til tider virker ganske uoverskuelig, når man er helt "grøn" ud i det virkelige liv.
Til den mundtlige fagprøve havde jeg så tænkt mig, at snakke med vores HR manager om, hvad han forbinder med god personale pleje og arbejdspsykologi generelt. I det team jeg befinder mig pt, synes jeg selv jeg ser et fantastisk godt eksempel på, hvordan man skal pleje sine ansatte, og hjælpe dem på de punkter, hvor der er behov for det.Jeg havde så tænkt mig at snakke lidt generelt om arbejdspsykolgi/personale pleje og så det jeg selv har obeserveret i hverdagen.
Jeg håber det gav dig et lidt bedre indblik i, hvad min fagprøve går ud på.
MVH
S
Hej igen S!
Nå, sådan! Men det har ikke noget med arbejdspsykologi at gøre. Men et dårligt gennemført indslusningsforløb kan sagtens medføre et arbejdspsykologisk problem!
Lad mig forsøge at forklare ved at henvise til mit eget virke: En del af det er som organisationspsykolog for en mellemstor virksomhed, som ønsker at ekspandere, både i DK, i Norden og i Tyskland. Eneejeren af foretagendet har i den anledning sat sig ind i sagerne gennem semiarier, kurser etc. På den måde er han kommet i kontakt med mange, der gerne vil ”hjælpe” (= tjene kassen) ham. Nogle er absolut OK, andre lidt for smarte. Derfor har han besluttet, at jeg skal med i hele processen. Da nogle af dem, der tilbyder sig, har stillet sig skeptiske, har han svaret 1) Holger kender firmaet til bunds og 2) han har den opfattelse, at alle regler bør fungere implicit.
Det betyder, at når jeg er med til at udvælge medarbejdere til firmaet, ser jeg ikke på vedkommendes potentiale som sælger – det gør ejeren – men på, om ansøgeren vil kunne indgå i de skrevne og (især) uskrevne forhold, der gælder for firmaet. På en indvending fra en konsulent om, at man i Sverige ikke kan have en virksomhed uden manual (der er visse lovkrav), der skal følges, svarede jeg, at vi ikke kunne drømme om at ansætte nogen i Sverige, der lagde vægt på en manual frem for den firmaånd, der gælder for os! Vi ville naturligvis følge landets love og overenskomster, men som trendsættere kan vi ikke leve med, at man i et andet land kommer ind i en af ”vore” forretninger, og så alligevel ikke oplever, at det er netop ”vores” forretning, man er i. Derfor har vi også mig til at hjælpe dem, der er kommet ind, men senere viser sig have problemer af den ene eller anden karakter, der giver sig negative udtryk i forhold til firmaet.
Altså: Hvis jeg skulle lave en elevmappe til nye medarbejdere, ville jeg beskrive virksomheden relativt nøgternt – og kort. Siden ville jeg gøre opmærksom på de særregler, der netop gælder for denne virksomhed. Hvis det er ”tilladt”, ville jeg foreslå, at eleven tog et par samtaler om mappens indhold – ikke dens ordlyd – med forskellige ressourcepersoner; og måske også tildele vedkommende en tutor. (Jeg kan godt se, at der sikkert er nogle formelle krav, du skal opfylde, men alligevel: jeg er gammel nok i gårde til at se stort på den slags. Og det er bestemt ikke en opfordring til, at du skal eksperimentere, hvis du er bundet.)
Til den mundtlige fagprøve ville jeg undgå ordet arbejdspsykologi (af årsager, jeg allerede har nævnt, men måske lidt tydeligere, fordi det lyder lidt af skadestue i mine psykologører). Derimod ville jeg gladelig tale om human capital administration (nogle ville erstatte ”administration” med ”management”, hvilket jeg er imod, fordi ordet management stammer fra det franske ”manège”, hvilket henviser til en cirkelrund plads, hvor man træner og fremfører heste. ”Management” er altså, som jeg ser det, en objektgørelse af den, man skal oplære eller lede). Her gælder det om at tænke fremad både i tid og muligheder, men samtidig bevare de gode eksempler i sin fremførelse (sådan som du jo også antyder det). Nu er HRM jo (desværre) efterhånden så indarbejdet begreb i dansk virksomhedskultur, at det, taget for sit pålydende, dækker over den mest profitable udnyttelse af de menneskelige ressourcer. Så det taler vi heller ikke meget om i den virksomhed, jeg henviser til. Vi taler om ”personalepleje”, ”udvikling”, ”fælles værdier”, ”ledelse” (defineret som den sammenhængs- og meningsskabende aktivitet) og ”indtjening” i formlen p + u + fv + l = i.
I din henvendelse fornemmer jeg en hel del gode hensigter, som jeg håber, har fået et ”boost” gennem vores korrespondance. Har du flere ”spørgsmål”, er du velkommen tilbage.
Kh.
Holger
Hej Holger..
vi var lige fundet din hjemmeside som vi finder god og inspirerende.
vi er i øjeblikket igang med at skrive en psyk-opgave i forbindelse med lærerstudiet. vores emne er sorg.
vi har lidt problemer med at se forskellen på sorg og krise men her er vores bud.
sorg: en sorg er altid forbundet med et tab, men der behøver nødvendigvis ikke opstå en krise.
krise: her er der nødvendigvis ikke noget tab eller nogen sorg. det kan fx være den udvikling man gennemgår som menneske. her tænkes specielt på pubertet, overgangsalder etc..
vi vil endvidere arbejde ud fra Bowlbys og Cullbergs teorier om sorg, samt komme ind på Tønnesvang, O´Toole, Dyregrov m.fl
Med venlig hilsen
E og T
ps. håber du kan hjælpe og evt give os nogle vinkler om sorg vi kan undersøge nærmere..
Hej drenge!
Tak for jeres henvendelse og de pæne ord.
Problemet med de to begreber er, at de tilhører hver sin emnekreds: Sorg er en emotion (følelse), medens krise er en kognition (tanke).
Det er dog rigtig nok, at sorg (oftest) forbindes med tab. Men tabet i sig selv motiverer ikke sorgen. Se her.
Hvad begrebet krise angår, kan jeg forstå, at I påtænker at anvende det i betydningen udviklings- eller livskriser, hvis konstruktive/destruktive udfald konstituerer det fortsatte liv (den fortsatte udvikling). Se her.
Så ser det ud til, at I er ved at falde i alle studenters faldgrube: manglende afgrænsning. I vil så meget, at I foreløbig selv opregner mindst 5 forfattere, I vil bruge. Jeg plejer at sige 2, højst 3. Husk på, at opgavens lødighed afhænger af jeres evne til at ”gå til” problemet – ikke alle mulige teoretikeres. Så det, at opridse en problemstilling, relatere den til et par forfatteres tanker om emnet og derefter selv diskutere det og drage en konklusion og evt. implikationer, er, hvad der giver pote, både for jer selv og karaktermæssigt!
OK? Ellers må I endelig vende tilbage.
Hilsen
Holger
Hej Holger:-)
Tak for det hurtige svar.
Drengene har et spørgsmål mere.
Der er altid sorg i en krise, men ikke altid krise i en sorg (Den nye psykologihåndbog, s. 368 anden spalte).
Vi er ikke helt enige i ovenstående, da vi mener, at der ikke nødvendigvis behøver at være sorg i en krise. Ex purbeteten.
Ps. Vi holder os nu til 3 teoritikere, men til selve eksamen vil vi perspektivere til andre psykologer.
Drengene
T og E:-)
Hej igen, T & H!
Det er jeg heller ikke! Og det får mig til at advare imod at bruge populærlitteratur, som Den nye psykologihåndbog, der er skrevet for at tjene penge – ikke for studerende, der skal vide, hvad de taler om!
På den anden side er der jo også i nogen grad tale om et definitionsspørgsmål: Hvis man med krise udelukkende mener ”udtryk for en situation, hvor der skal vælges”, så kan det forsvares i populær forstand. Men det er jo noget bavl. Et (godt) råd er: Gør rede for – og underbyg – hvad I i jeres opgave mener med begrebet krise. Så kan der ikke sættes en finger på den side af sagen!
Hilsen,
Holger
Hej Holger
Super databsae du har fået opbygget her, jeg har fundet virkelig meget og yderst brugbart.
Jeg har følgende 2 spørgsmål til dig, jeg (som så mange andre) sidder i tunge eksamenstider og håber derfor at du har lyst og tid til at svare mig hurtigt.. Jeg har gang i Stern, Erikson, Giddens og sociologen Anotnovsky.
Men din måde at skrive sammenhængende og forståeligt er næsten uundværelig, jeg glæder mig til at læse dit svar.
-Hvordan udvikler det normale barn sin identitet?
-Er der inden for den pædagogiske verden større fokus på barnets identitet
nu end tidligere?
Med venlig hilsen
T
Hej T!
Tak for din henvendelse og de meget pæne ord (og tiltro til mine evner :-).
Det første spørgsmål er det sværeste at svare på, fordi der jo florerer rigtig mange, både urgamle og "moderne" syn på den sag. Jeg går ud fra, at du har kigget på denne artikel, så kan jeg udbygge det med, at barnets identitet formes gennem de fællesskaber, det indgår i, herunder, hvordan de primære voksnes etiske holdninger er (positivt eller negativt set), og hvor pædagogisk (eller upædagogisk) de er i stand til at videregive deres værdier til barnet.
Svigtede børn/unge søger alternativer, hvorved de risikerer at komme til at påtage sig en mindre hensigtsmæssig identitet (nøglebarn -> bandemedlem -> prospect -> rocker - fx). Børn, der ved, at deres primærvoksne står for det gode, vil udvise de forventede krisetegn, men gå konstruktivt gennem krisen.
Det andet spørgsmål er lidt mere overskueligt: Ja! Men den BEVIDSTE fokusering på identiteten forudsætter en fornemmelse for den historik, at i kirketugtens tid (100+ år siden) var det netop kirken, der definerede, hvad et barn var (= besat af Satan indtil konfirmationen, hvorfor det i enhver situation, hvor det fraveg kirketugten SKULLE korporligt afstraffes, for at banke Fanden ud af det!). Senere blev det pater familias' vilje, der bestemte adfærden, hvorved nogle børn kunne danne en mere individuel identitet end andre. I dag lever børn i et samfund, bestående af mange centra, og de har vist deres (overordnet set) gode evner til at tilpasse sig disse: I skolen, ved de, forventes én form for adfærd, fordi der her gælder om den formelle indlæring. På fodboldbanen, ved de, bliver man sat "på bænken", hvis man ikke gør, som træneren siger. I fritidsinstitutionen har de et større socialt frirum med dertil hørende selvforvaltning, og i hjemmet er tonen oftest præget af tryghed og forankring. Det, NOGLE pædagoger glemmer, er, at børn således fremstår som forskellige i forskellige sammenhænge (jeg har selv været ude for sager, hvor jeg vitterlig har måttet tjekke cpr.nr. på barnet for at sikre mig, at det var det samme barn, der blev beskrevet fra de forskellige centra!). Løsningen på disse - heldigvis sjældne - situationer er efter min opfattelse, at man snakker sammen hjem-skole-fritid-sport osv.
OK? Ellers vender du bare tilbage!
Hilsen,
Holger
Hej Holger
Tusind tak for dit gode og hurtige svar. Jeg har endnu et eller to spørgsmål. ;)
Jeg bruger primært Stern som teoretiker, jeg sætter Giddens op mod Stern og derefter Antonovsky op mod Stern.
- Hvad betyder Erikson for vores forståelse af identitets dannelse?
- Hvad betyder Erikson for Stern?
Mvh T
Hej igen!
- Hvad betyder Erikson for vores forståelse af identitets dannelse?
At han, ved at opstille og behandle de (hoved)kriser, mennesket kommer ud for gennem livet, udstikker linien for hhv. en positiv eller en negativ udvikling (og vedligeholdelse) af identiteten. Det turde sige sig selv, at en konstruktiv løsning af de forskellige livskriser giver en mere hensigtsmæssig og modstandsdygtig identitet og vice versa.
- Hvad betyder Erikson for Stern?
Erikson er en af Sterns vigtigste inspirationskilder i den never-ending story om Freuds opfordring til sine efterfølgere, at vedblive med at udvikle hans tanker og teorier.
Hilsen,
Holger
Hej Holger
Jeg har kigget lidt på siden og der står mange gode ting. Beskæftiger Cullberg sig kun med krise, kan ikke finde noget om sorg under hans navn, som Lieck og Nielsen går meget op i? Hvad er Cullberg? Leick og Nielsen er ekstentialister, men er han psykoanalytiker? Tak for din hjælp, og skriv endelig, hvis du har en god ide til, hvordan jeg kan gribe de to teorier an. God Weekend:-)
Mvh S
Hej igen S!
Cullberg er psykodynamiker og psykiater, professor i psykiatri ved Stockholms Universitet. Sidst, jeg hørte (og snakkede med) ham, var på den svenske ambassade i februar, hvor han fortalte om den svenske krisebehandling af Tsunami-ofrene og deres pårørende. Her talte han om noget, han kalder for "Sorgens rum" og "Depressionens rum", der er forbundne med hinanden sådan, at Sorgens rum er der, hvor krisen efter tab skal "parkeres". Hvis krisen vandrer over i Depressionens rum, tyder det på, at den lidende enten ikke har fået den nødvendige omsorg, terapi og anden støtte til en konstruktiv løsning af krisen, eller at vedkommende er så sårbar, at der skal ekstraordinære indgreb (kognitiv adfærdsterapi, medicin, indlæggelse) til.
En af hans andre pointer var, at det er psykoterapeutens opgave at åbne SIT Depressionens rum for klientens/patientens sorg, så den ikke bliver til depression. Fidusen ligger i, at terapeuten må formodes være uddannet til at containe (rumme) den andens fortvivlelse, så skiftet fra sorg til depression ikke sker. Der er her altså tale om helt ned på jorden teori, der i virkeligheden fødes i forbindelse, og sammen med, den praksis, et langt liv med psykiatri og forskning i menneskets inderste væsen, har udviklet.
Det er i øvrigt kendetegnende for Cullberg, at han, trods sin uomtvistelige videnskabelige force, er en formidler af Guds nåde. Han siger selv, at hvis han ikke var blevet læge, ville han have læst til folkeskolelærer! Jeg har lagt en artikel om begrebet krise op på nettet (http://psykologibasen.dk/K.shtml#crisis), som du måske også kan få noget ud af, rent begrebsafklaringsmæssigt :-).
Kh.
Holger
Hej...!!!
Jeg er i gang med undersøgelser til en opgave i omsorgssvigt...., men jeg synes det er svært at finde relevant litteratur. Kunne det tænkes, at du har nogle forslag...?
Læser i øjeblikket Bowlby's "En sikker base". Han skriver meget om adskillelse og tab, men kan hans tilknytningsteori direkte overføres til omsorgssvigt...???
På forhånd tak
L
Hej L!
Tak for din henvendelse.
Jeg kender heller ingen forfattere indenfor psykologien, der entydigt beskæftiger sig med omsorgssvigt som et specifikt emne. Der er rundt omkring på mine sider en del om emnet (du kan søge på hovedsøgemaskinen ved at skrive ”omsorgssvigt” i søgefeltet), men problemet er, at der ikke rigtig er nogen klar definition af, hvad omsorgssvigt er – og det er ikke primært et psykologisk, men snarere et sociologisk fænomen. Du kan læse disse artikler: I, II og III. I den sidste artikel omtaler jeg en bog af Grethe Kragh-Müller, som du måske kan få noget ud af at læse.
OK? Ellers må du endelig vende tilbage.
Holger
Hej Holger,
Jeg går på lærerseminariet og skal lave et eksamensoplæg omhandlende "kommunikation", hvordan den påvirker os mennesker og hvordan vi handler overfor hinanden. Jeg er desværre gået lidt i stå og mangler noget inspiration.
KH
G
Hej Gitte!
Som jeg forstår din henvendelse – som du skal have tak for – drejer dit spørgsmål sig om det, der i fagsproget kaldes antroposemiotik, nemlig læren om, hvordan mennesker kommunikerer
Ad 1: Jeg’et er både afsender og modtager, svarende til ”en indre dialog”.
Ad 2: Jeg’et er en del af et fællesskab, hvor data-flowet administreres, så det flyder frem og tilbage mellem parterne i konversationen ved, at man skiftes til at være taler og lytter.
Ad 3: Jeg’et er deltager i konversationen i en gruppe, hvor medlemmerne har forskellige adfærdsmønstre, afhængige af nuværende eller fremtidige forbindelser til sociologiske grupperinger.
Ad 4: Jeg’et er (perifer) deltager i organisationers forsøg på at nå deres mål; eller organisationers indbyrdes kommunikation.
Ad 5: Jeg’et er deltager i forsøg på at konversere/kommunikere med andre kulturer eller individer fra andre kulturer.
Når du har fordøjet mit svar, er du selvfølgelig velkommen tilbage.
Kh.
Holger
Kære Holger
Lige et lille og hurtigt spørgsmål til dig:
Iflg. Piaget er vi født med en intelligens. Vygotsky siger at vi lærer fra fødsel til død, MEN hvad siger han - er vi født med en intelligens?
Tak for dit hurtige svar
b
Hej B!
Vygotsky forudsætter, at menneskets biologiske udrustning ved fødslen også indebærer en evne til at indoptage (”intelligens” – i citationstegn, fordi begrebet ikke spiller nogen rolle for den kulturhistoriske skole) dets kulturhistoriske arv = at lære hele livet. Man kan altså sige, at det, Piaget kalder ”intelligens” er den ”motor”, som Vygotsky forudsætter hos mennesket.
OK?
Kh.
Holger
Kære Holger
Tak for en informativ og overskuelig hjemmeside!
Jeg er ved at uddanne mig til xxx, og har eksamen her i maj og juni. Jeg skal skrive en opgave i henholdsvis psykologi og samfundsvidenskab.
De emner vi trækker er meget brede, og ligger op til, at vi selv definerer problemstilligen og derved indholdet, hvilke både er på godt og ondt.
Jeg har nogle spørgsmål, jeg håber du kan hjælpe mig med.
1. Psykologi:
Hvis jeg eks. trækker temaet "omsorgssvigt hos børn og unge", og skal analysere konsekvenser og udviklingsbetingelser, kan du anbefale to teoretikerer, der omtaler denne problematik, med to forskellige synsvinkler? (jeg tænkte på om det var muligt at bruge Stern kontra Erikson). Emnet skal forstås i konteksten "socialt arbejde"
Eller hvis jeg trækker emnet "udstødning og integration", findes der her to forskellige teorier om dette?
2. Samfundsvidenskab.
Hvis jeg trækker emnet "samfundet/velfærdsstatens udvikling i nyere tid og konsekvenser for det sociale arbejde", kender du til teoretikere der er gode at bruge, for at kunne analysere denne problematik?
Eller "Mariginalisering og udstødning", hvor jeg igen tænker på to forskellige teoretikere ?
Jeg håber ikke det er for meget jeg ber´ dig om, men at du kan hjælpe mig..
Venligst L
Hej L!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Som du vil kunne forvisse dig om, ved at se rundt på ”Forum”-siderne, er omsorgssvigt lidt problematisk ud fra en psykologisk vinkel. Ikke, at det ikke har psykologiske implikationer, men det er et sociologisk fænomen – først og fremmest. Herfra er springet jo ikke så langt til alligevel til at sige: socialpsykologisk/opdragelsesmæssigt. Derfor vil jeg forslå noget helt andet end de to (udviklingspsykologiske) teoretikere, du påtænker, nemlig Katzenelson, Boje: Homo Socius (Gyldendal, 1994) og Varming, Ole: Børneopdragelse i Danmark (Gyldendal, 1992). De skulle dække konteksten "socialt arbejde".
Katzenelsons bog vil givetvis også dække "Mariginalisering og udstødning", hvorimod emnet ”samfundet/velfærdsstatens udvikling i nyere tid og konsekvenser for det sociale arbejde" ligger så langt udenfor mit emnekendskab, at jeg ikke tør pege på noget. Der må du have fat i en forskningsbibliotekar, der kan hjælpe dig på vej!
Du er selvfølgelig velkommen tilbage, hvis du mener, jeg kan være til gavn.
Kh.
Holger
Hej Holger
Håber at du kan hjælpe os?
Vi er to studerende der skal aflevere vores skriftlige oplæg xx/xx-06. Vi har mailet vores problemformulering til vores lærer, men hun har desværre ikke meldt tilbage. Det vil derfor være dejligt at vide om vi er på rette vej, og der måske er nogle vinkler vi burde have med.
Vores opg handler om social kompetence.
Vores indledning:
Psykologi i læreruddannelsen har bl.a. fokus på viden, begreber og teorier om børn og unges sociale samspil i forskellige sammenhænge. I de centrale kundskabs- og færdighedsområder, er sociale relationer og social udvikling en væsentlig del.
Vi har i psykologiundervisningen på CVU, i den forbindelse, lavet en undersøgelse af børns sociale kompetencer i en 6. klasse. Denne undersøgelse bestod af 2 opgaver, én faglig og én praktisk, så vi kunne undersøge børnenes styrker og svagheder på disse områder. Resultaterne af begge opgaver var nedslående, børnene magtede ikke at samarbejde og fik ikke løst opgaverne. Undersøgelsen selv og samtaler med lærerne på skolen gav os det indtryk, at den generelle holdning i dag er, at der i vores samtid er mange børn og unge, der ikke besidder tilstrækkelig social kompetence. Derfor vil vi undersøge, hvorledes den psykologiske teori om socialkompetence, kan anvendes i vores fremtidige lærervirksomhed. Da vi mener, det er af afgørende betydning, at være med til at styrke disse kompetencer, har vi valgt at se nærmere på følgende problem:
Problemformulering:
Hvilke forudsætninger skal være til stede for udvikling af social kompetence og hvordan kan vi som lærere være med til at styrke disse forudsætninger?
Hvilke krav stiller det senmoderne samfund og hvilke konsekvenser har det i skolen?
Først kommer vi lidt ind på om Social komp. er medfødt Piaget/Stern dernæst kommer vi ind på Per schultz Jørgensen og hans artikkel: Hvad er kompetence? UVM hjemmeside. Hvilke koncekvenser kan manglende socialkomp. have? kognitive skemaer, empati, identitet? Hvad kan vi som lærere gøre?
Nu skal vi igang med en konklusion, hvor vi påtænker at skrive om Habermas kommunikative komp.PS Jørgensen og det moderne samf.
Som du måske kan fornemme, er vi lidt forvirrede. Håber at du kan hjælpe med at skabe en "rød tråd"
Med venlig hilsen
2.
Hej!
Tak for henvendelsen. Det er da ikke så hensigtsmæssigt ikke at kunne komme i kontakt med sin vejleder, men lad os nu se:
Vi tager lige problemformuleringen først. Jeg ville foreslå en lidt mindre kompliceret formulering, fordi I jo skal ti en eksamen, hvor I risikerer, at der bliver taget fat i hver en flig, I synliggør – især, hvis eksaminator og censor er i tvivl om jeres niveau! Altså:
Hvilke krav vil fremtidens samfund stille til borgerens sociale kompetencer, og hvordan kan vi som lærere, med socialpsykologiske midler, fremme udviklingen af disse hos vore elever?
Glem alt om ”senmoderne” og ”forudsætninger” – de vil bringe jeg ud på glatis. ”Senmoderne” er en konstruktion til forklaring af det, vi ikke rigtig kan forklare med ”de nye tider”, også kaldet ”det postmoderne”, og er tilstrækkelig luftigt til, at man kan få skægget ret alvorligt i postkassen ved at rode sig ud i en diskussion om det! ”Forudsætninger” henviser, som jeg ser det (og ville se det, hvis jeg var censor) til noget med udviklingspsykologi, hvilket I ganske vist også antyder, at I ved, idet I nævner Stern og Piaget, men helt ærligt: hvorfor gøre det så svært for jer selv? Jeres problemformulering – som den står foroven – involverer ikke primært udviklingspsykologi, men derimod samfundslære og socialpsykologi.
Jeg vil anbefale jer at få fat i tidsskriftet Kvan nr. 33/12. årgang, august 1992, udgivet af Århus Fællesseminarium, Trøjborgvej 82, 8200 Aarhus N, tlf. 86 16 02 00. Der står en masse fornuftigt om jeres emne, ikke mindst en artikel, skrevet af Per Schultz Jørgensen: Identitet og modernisme, men også en del andet småt og godt, jeg er sikker på, I kunne bruge!
Skulle jeg så anbefale en anden forfatter ved siden af PSJ, ville jeg pege på Vygotsky og tanken om læring gennem hele livet: Den kulturhistoriske skole ser akkumulationen af ny viden ovenpå tidligere ditto som den rigtige vej til social velfærd (kald det bare kompetencer). Nøglen til denne opfattelse ligger i ”Zonen for den nærmeste udvikling” (http://psykologibasen.dk/X.shtml#zonen). Desuden kan I bruge Banduras Social Cognitive Theory (http://psykologibasen.dk/Forum3.shtml#sct), og så skulle I være dækket ind.
Så jeres indledning:
Viden = begreber + teorier + erfaring etc., så nøjes med at skrive ”Psykologi i læreruddannelsen har bl.a. fokus på viden om børn og unges sociale samspil i forskellige sammenhænge.” (børns og unges!) ” Vi har i psykologiundervisningen på CVU Sønderjylland, i den forbindelse, lavet en undersøgelse af børns sociale kompetencer i en 6. klasse. Denne undersøgelse bestod af 2 opgaver, én faglig og én praktisk, så vi kunne undersøge børnenes styrker og svagheder på disse områder.” laves om til: ”I forbindelse med psykologiundervisningen på CVU Sønderjylland har vi haft lejlighed til at studere det sociale samspil blandt børn i en 6. klasse. Igennem ét fagligt og ét praktisk (undersøgelses-/undervisnings-)forløb har vi søgt at danne os et overblik over børnenes styrker og svagheder, hvad dette angår.”
”Resultaterne af begge opgaver var nedslående, børnene magtede ikke at samarbejde og fik ikke løst opgaverne.” omformuleres til: ”I ingen af forløbene opfyldtes vor forventning/hypotese om et konstruktivt socialt samspil, idet eleverne ikke magtede samarbejdet og således ikke løste opgaverne tilfredsstillende.” (Det er især ”nedslående”, der ikke er acceptabelt at anvende.)
” Undersøgelsen selv og samtaler med lærerne på skolen gav os det indtryk, at den generelle holdning i dag er, at der i vores samtid er mange børn og unge, der ikke besidder tilstrækkelig social kompetence.” omformuleres til: ”Såvel forløbene i sig og samtaler med skolens lærere efterlod det indtryk, at der i et sådant miljø, vi havde lejlighed til at opleve, er børn og unge, hvis sociale evner synes mangelfulde.” (Her drejer det sig om ikke at inducere (http://psykologibasen.dk/I.shtml#indu), for så er det skægget i postkassen om igen: gælder det virkelig i den udstrækning, jeres oprindelige formulering antyder; hvordan vil I påvise det?)
” Derfor vil vi undersøge, hvorledes den psykologiske teori om socialkompetence, kan anvendes i vores fremtidige lærervirksomhed. Da vi mener, det er af afgørende betydning, at være med til at styrke disse kompetencer, har vi valgt at se nærmere på følgende problem:” bliver i mit hoved bedre, hvis I skriver: ”Som følge af vore erfaringer har vi ønsket at danne os et overblik over, hvordan vi som kommende lærere kan imødekomme disse. Derfor har vi valgt at se nærmere på følgende problem:”
Forslag til disposition (alt, hvad jeg har skrevet er naturligvis kun forslag:-)) :
OK? Jeg står fortsat til jeres rådighed.
Vh.
Holger
Hej Holger
Helt tilfældigt tumlede jeg ind i din hjemmeside ( har siddet og søgt lidt læsestof i forbindelse med min eksamensopg.) og har nu siddet et par timer og glemt alt om tid og sted…. Det er jo en fed fornemmelse! Tak for det…..
Nå, men det er sådan at jeg er kommet godt i gang med min opgave til psykologieksamen (2. år på lærerseminariet) sidder nu bare og ændrer lidt hist og her - og læser og læser og læser på alt hvad jeg kan finde der har relation til opgaven….
Jeg skriver om Det kompetente barn – relationens vitale betydning i det senmoderne samfund (bruger Giddens i forhold til senmoderniteten)
Min problemstilling handler blandt andet omkring de krav der stilles til barnet i det senmoderne samfund - omkring barnets kritisk stillingtagen og evne til at forholde sig reflektivt og selektivt til egne prioriteringer og valg i livet i forhold til sig selv og andre – i en verden hvor kun det uforudsigelige er forudsigeligt og det umulige muligt…..
I forhold til disse krav vil jeg komme ind på min betydning som kommende lærer hvor jeg ser det som min vigtigste opgave at være med til at udvikle den enkeltes personlighed og selvværd i positiv retning ved at tage udgangspunkt i barnets opvækstvilkår og livsvilkår for at forstå dets handlinger - og imødekomme det enkelte barns rettethed
(kommer ind på anerkendelse af barnet og dets tilværelsesprojekt, de 4 selvbestemmelsesfunktioner, subjekt subjekt forholdet –symmetrisk relation vs. asymmetrisk, kerneselv, stilladseringsbegrebet, optimal frustration, læreren som selvobjekt m.m.)
Teorier inden for både udviklingspsykologien og personlighedspsykologien fremhæver relations betydning som vital og uundgåelig at se bort fra når der tales om menneskets udv – (i forhold til min opgave er barnets udvikling det centrale)
Jeg forklarer ud fra det herskende børnesyn hvorfor jeg mener at det er min opgave at stilladsere barnet og se det enkelte barns kompetencer samt dets rettethed i verden som noget positivt og dynamisk både i forhold til undervisningen ( faglige kompetencer) samt de relationer barnet (dets sociale kompetencer) agerer i set ud fra en skolesammenhæng/ lærer-elevrelation samt elev-elevrelation…
Jeg bruger stern, sommer, tønnesvang, mads hermansen, bertelsen, ole løw….og illeris’ læringstrekant Har du forslag til andre teoretikere jeg kan tage udgangspunkt i?
Kort forklaring af min fremgangsmåde
Jeg har valgt at gribe det sådan an at jeg undersøger min problematik ud fra 3 forskellige niveauer; det kulturelle, det sociale og det personlige niveau - og jeg vil ud fra disse 3 faktorer forsøge at forklare hvordan man som lærer kan skabe sig en forståelse/ viden om barnets psykiske fænomener/udvikling i forhold til dets opvækstvilkår samt multipersonelle ”relationsnet”/ forskellige sociale arenaer….
Det er bare sådan at jeg nu sidder tilbage efter at jeg faktisk har skrevet min opgave færdig og ikke rigtig ved hvordan jeg skal gribe det an når jeg skal ind til eksamen….
Jeg vil jo gerne forholde mig kritisk til min egen opgave og har tænkt mig at sætte spørgsmålstegn ved kompetencebegrebet…. Samt til de teoretiker jeg har taget udgangspunkt i (f.eks. mahler over for stern)… og argumenterer yderligere for min holdning og valg af teoretiker.
Her er mit spørgsmål så hvordan jeg skal forholde mig/ stille mig kritisk over for Tønnesvang????? Mit problem er at jeg synes det er lidt for genialt det han skriver og kan ikke rigtig forholde mig kritisk til det…. :O) skørt dilemma, hva?
Samtidig er jeg dybt utilfreds med selve min uddannelse blandt andet pga. psykologifagets manglende prioritering i forhold til de krav der stilles til os som fremtidige lærere - hvilket er noget som jeg også gerne vil diskutere…
Jeg føler ikke at vi efter 1 år med undervisning i psy. klædes godt nok på til at kunne tyde og forstå elevens handlinger optimal i forhold til de behov/tendenser der er i folkeskolerne….( hvilket jeg skønner på baggrund af mine praktikerfaringer og de problemstillinger der diskuteres i diverse fagblade inden for skole/pædagogik og psykologi….
Men har du andre forslag til hvordan jeg kan gribe det an ?????
Ellers så vil jeg bare endnu en gang sige at det var en fornøjelse at OPDAGE din hjemmeside….. :O)
Og undskyld mit lange indlæg …….
Hej K!
Tak for din henvendelse, hvis længde du så absolut ikke har grund til at undskylde – tvært imod, for så har jeg noget at forholde mig til. Tak også for de anerkendende ord!
Det er en voldsom opgave, du har sat dig for, må jeg sige. Det er da al ære værd, men du peger selv på de begrænsninger, læreruddannelsen byder på: ¼ (?) årsværk. 8-9 forfattere er også forfærdelig mange at skulle holde rede på. Men – da du jo har skrevet opgaven, må vi se, om der er noget, jeg kan bidrage med…
Jeg vil foreslå, at du accepterer din betagethed af Tønnesvang (den er du jo p.t. ikke ene om), og så koncentrerer dig om din ” problematik ud fra 3 forskellige niveauer; det kulturelle, det sociale og det personlige niveau - og jeg vil ud fra disse 3 faktorer forsøge at forklare hvordan man som lærer kan skabe sig en forståelse/ viden om barnets psykiske fænomener/udvikling i forhold til dets opvækstvilkår samt multipersonelle ”relationsnet”/ forskellige sociale arenaer….”! Jeg har forsøgt at vride min hjerne for at huske, hvem der holdt en pragtfuld forelæsning om barnet under kirketugten, under pater familias’ vælde og i moderniteten (altså i dag). Jeg kunne tænke, at det var Lars Qvortrup fra Syddansk Universitet, men det foregik under alle omstændigheder på Nyborg Strand til et af Pædagogiske Psykologers Forenings årsmøde. Idéen var, at barnet i dag (i modsætning til den gang) bevæger sig frit i forskellige arenaer eller centra, og er i stand til at indrette sig efter normerne i de forskellige centra. De skal altså ikke have en, og kun en, måde at gebærde sig på, men kan ”tilpasse” sig kulturen, der hvor de befinder sig: på fodboldbanen kan de holde deres plads i bevidsthed om, at de ellers bliver skiftet ud; i skolen kan de indrette sig efter et krav om rettethed mod læring; i fritidsordningen kan de nyde den sociale selvforvaltning o.s.v. Denne (ny og frie) forholdsmodus kræver trods alt en del af barnet, så det siger sig selv, at dets vejledere – fra den autoritære fodboldtræner over den permissive pædagog og uinvolverede forældre til den autoritative lærer (se http://psykologibasen.dk/U.shtml#Baumrind), har indflydelse på det. Meen… det var eksempler, der på mange måder ikke kan siges være repræsentative – jeg nævner dem, fordi ”overdrivelse skaber klarhed”, eller hvad det nu hedder…
Hvis du med andre ord kan får fat i nogen fra PPF, fx redaktøren, Palle Kristian Johansen, Havrevænget 9, 4681 Herfølge, tlf. 56 27 42 92 - fax. 56 27 42 91 - E-mail adresse: palle.johansen@skolekom.dk, så vil du kunne få oplyst om forelæseren, og på den måde også få fat i manuskriptet el. lign.
I øvrigt er der også noget, der ligner, på denne adresse.
Du er naturligvis velkommen tilbage, hvis du mener, at jeg kan bidrage med yderligere.
Hilsen,
Holger
Kære Holger.
Det var dog en r..fed side du har fået lavet der. Genialt!!!
Jeg har lige fået udlevert emne til 52 timers prøve i næste uge, så den står i den grad på læsning. Vores emne er "SAMSPIL".
Kan du give mig et forslag til noget super godt teori som lige falder ind under SAMSPIL.
Mange hilsner R.
Hej R!
Tak for din henvendelse og de "pæne" :-) ord.
Læs dette, og vend tilbage, hvis I ikke fatter det! :-)
Kh.
Holger
Hej Holger
Jeg skal snart igang med skriftlig eksamen i psykologi på pædagogstudiet og har i den forbindelse gjort mig nogle tanker vedrørende emnevalg.
Jeg kunne godt tænke mig at komme ind på rummeligheden i børnehaven ift de "vilde drenge", og vil gerne skrive om identitetsdannelse/udvikling.
I den forbindelse vil jeg gerne spørge dig, om det har nogen effekt på børns generelle identitetsudvikling, hvis de i børnehaven gentagene gange oplever negative sanktioner på deres adfærd.
Har det nogen betydning for drengene at de vildere lege og aktiviteter nedprioriteres. Og har det nogen indvirkning på selvfølelesen/selvværdet ofte at være genstand for eksklusion, ved fx at blive fjernet fra samling og placeret i garderoben med døren lukket, fordi man har svært ved at sidde/være stille.
Dette er blot nogle tanker, og er meget åben og taknemmelig for, hvis du vil komme med nogle kommentarer til dette, evt. kunne samle trådene til noget der kunne være en mere konkret problemformulering, der holder sig inden for psykologien. Også gerne anvisninger til relevante teoretikere.
Håber på en tilbagemelding.
Med venlig hilsen
M
Hej M!
Tak for din henvendelse!
De tanker, du gør dig p.t. er højst relevante. Der er en, efter min opfattelse, overordentlig umoden diskussion i gang på (især) folkeskoleområdet vedr. begreberne inklusion og rummelighed. Denne diskussion vil også ramme småbørnsområdet, vær sikker på det (hvis det da ikke allerede er sket)! Den handler nu mest om, hvad man gør, når specialskolerne skal nedlægges og lægges ud til de nye kommuner - men man roder rundt i begreberne, så det er som at kigge på en Gøg og Gokke-film, når man sådan ser det på afstand :-) Sagen er, at begrebet "inklusion" er den tekniske betegnelse for det netop beskrevne: hvor personalet værs'go' har at affinde sig med, at det nu skal til at undervise/passe børn, der tidligere gik i amtslige specialskoler og specialbørnehaver. Det er netop DETTE begreb, man fokuserer på - også når man siger "rummelighed". (Der var faktisk et temanummer af tidsskriftet "PPR" (jeg kan ikke huske hvilket - men det var i 2005...vistnok), der hed "Rummelighed i Folkeskolen". Allerede på titelbladet var det rettet til "Inklusion i Folkeskolen". Det kom sig naturligvis af, at redaktionen havde bedt nogle kloge hoveder skrive om rummelighed, men de skrev alle om inklusion, hvorfor redaktøren kom i klemme med de allerede bestilte omslag til nummeret - sådan noget er dyrt!) Nå! Som JEG ser det, er inklusion altså den proces, hvor man bliver pålagt at optage elementer i sin virksomhed, som man af en eller anden årsag helst så taget hånd om i et andet regi. Sådan noget lovgives der om, hvorefter først teoretikerne, siden praktikerne, begynder at lægge hovederne i blød for at finde ud af, HVORDAN man nu skal gøre, for at slippe (nemmest?) om ved påbuddet. Det, vi allerede ER vant til, er de blandede grupper (drenge/piger og efterhånden også fremmedkulturelle), men nu skal man til at have de "skæve" - altså de forstands- og/eller fysisk handicappede - ind tilligemed. Det vil nogle have skal hedde rummelighed, men er i virkeligheden resultatet af øvrighedens påbud om inklusion i normalmiljøet! RUMMELIGHED derimod er en intrapsykisk egenskab hos den enkelte medarbejder, som, især hvis der er flere af slagsen, vil kunne gøre den pålagte inklusion væsentlig nemmere. Rummelighed er nemlig evnen til at kunne rumme - altså med en konstruktiv indstilling at ønske og gøre det bedste for ALLE børn, man har i sin varetægt - OGSÅ FOR VILDE DRENGE.
Drenge har deres kønsspecifikke virksomhedsbehov, som stammer fra urtiden og er indlejret i dna: de er jægere. Derfor klatrer de i træer, falder ned; klatrer op, falder ned og slår sig; klatrer op igen, falder ned, og bliver skældt ud af de voksne (for "det er farligt!"), og måske sat i skammekrogen. På et tidspunkt gentager det hele sig igen, som "Amen!" i kirken.
Piger har også deres kønsspecifikke virksomhedsbehov: de er omsorgsgivere. Fra urtiden er det hunnen, der har siddet i midten af reviret og øvet yngelpleje og ventet på, at hannen kom fra jagt (eller indsamling), så der var noget at spise. Af og til var hanen forrevet eller ligefrem skadet, fordi han havde måttet krydse den usynlige grænse til en anden hans revir, fordi hans eget måske var tømt for bytte. Så var han kommet op at slås med sin nabo! Piger leger med dukker i dukkehuse og "bager" kager af sand og hvisker og tisker og sladrer, som de altid har gjort.
Piger er nemmere at have at gøre med end drenge! Drenge, der ikke kan tåle hårdhændet behandling, kaldes "tøsedrenge"! Det er altså inklusion, når man finder sig i at have både piger og drenge i sin gruppe. "God opførsel" ses oftest hos piger, og de er derfor nemmest at have at gøre med. Derfor anses børnehaver, fritidstilbud og skoler med "ro og orden" for normale! Det unormale søger man at straffe sig ud af! Da drenge i denne forstand er unormale, og skal gøres normale - altså straffes - turde det sige sig selv, at risikoen for udvikling af en antisocial adfærd er til stede!
Er man i stand til at være rummelig som pædagog, indser man også det foregående, og kan se, at det, at straffe handlinger, som er normale, naturligvis har (potentielt) negative konsekvenser for den, der bliver straffet! Der er, som du nok kan fornemme, meget at sige om dette vigtige emne, men jeg holder her for nu, og inviterer dig tilbage, når du er kommet videre med dine tanker.
Kh.
Holger
Hej Holger
Hvor er jeg glad for din side her I virvaret med interne prøver. Jeg har en intern prøve omkring relationer. Jeg har valgt at tage udgangspunkt I D. Stern. Jeg er kommet frem til at Stern ligger en meget stor værdi I voksen/barn relationen, da den voksne er med til at farve barnets selvbillede.. Men jeg kunne godt tænke mig at høre dig.. Hvad siger han Stern helt specifikt om relationer, hvad ER Hans vigtige pointer I relationsteori..
Håber du kan hjælpe mig
mvh D
Hej igen D!
Takker, takker for de pæne ord.
Du har helt ret i, at Stern vægter voksen/barn relationen, men det gør ”de andre” jo også! Forskellen ligger i, at Stern ser barnet som et individ i sin egen ret, hvilket betyder, at konstellationen har to ligeværdige parter, fx mor og barn. Dette kommer sig igen af, at Stern og andre har påvist, at nyfødte har en bevidsthed om dem selv og deres omgivelser, som ”de andre” (Bowlby, Klein, Winnicott m.fl.) mener ikke er til stede, hvorfor spædbarnet er fuldstændig afhængigt af den primære omsorgsperson. Stern hævder altså, at spædbarnet er relativt afhængigt, idet det ikke kan skaffe sig selv føde, pleje sig selv, og vigtigst af alt: ikke har et sprog, som utvetydigt kan forstås. Denne relative afhængighed medfører også en psykologisk tilknytning til omsorgspersonen, som varer livet ud. Nu kan man jo hævde, at der er mange børn, der kommer på kant med deres forældre (og omvendt), men for det første understreger Sterns terapeutens rolle i disse situationer som én, der udgår fra netop den påviste kendsgerning, at uanset, hvordan man vender og vrider på tingene, så ligger barnets loyalitet hos forældrene (den primære omsorgsgiver). Det er det, man i etologien (ikke at forveksle med ætiologien) kalder prægning, altså de grundlæggende og ufrakommelige adfærdstræk (hos mennesket også kognitive-følelsesmæssige træk).
Summa summarum: Stern hævder, at relationen mellem forældre og barn er 1:1, dog således, at menneskebarnet har en lang udviklingstid, hvor forældrenes hjælp og livserfaring er påkrævet.
OK?
Kh.
Holger
Hej Holger jeg er ved at skrive en pæd/psyk opgave, hvor jeg har valgt at skrive om omsorgssvigt. min problemformulering lyder , Hvad er omsorgssvigt,og hvordan måler mam omsorgssvigt,og hvad pædagogens rolle i det.
Hvad syntes du om det? jeg har svært ved at finde littelretur om det
Venlig hilsen g
Hej G!
Tak for din henvendelse.
Dit problem er, ligesom så mange andres, der henvender sig til mig med denne ”overskrift”, at du vælger et tilsyneladende ”ligetil” emne, som i virkeligheden er meget kompliceret. Det er det af to årsager:
Det er ikke for at tage modet fra dig, men mindre kan gøre det: Med udgangspunkt i en case, hvor du beskriver, hvad du ser som tegn på omsorgssvigt (men hvor svigtet ikke er så klart, at du er forpligtet af servicelovens § 35), kan du spørge: Hvilke psykologiske og pædagogiske implikationer indebærer mine iagttagelser?
Problemstillingen skal vel at mærke være ordnet med psykologien først, da det er de psykologiske faktorer, der skal lindres gennem pædagogikken. Eksempel: Et barn, der oftest er usoigneret, ikke får børstet sine tænder, har en oppositionel adfærd osv. får dig til at tænke: ”Gad vide, hvordan han/hun har det?” Ved at tale med barnet kommer du til den slutning, at der ikke hjemmefra er tjek på de ting, du ser, men at der på den anden side heller ikke er tegn på vold, druk i hjemmet eller andet, der forpligter dig til at underrette de sociale myndigheder. Som pædagog kan du se, at barnet potentielt vil komme til at lide for dette sjuskeri, hvorfor du påtager dig at vejlede det (og hjemmet) om ”sagen”.
Nu tror jeg ikke, jeg skal skrive mere i denne omgang, men inviterer dig til at vende tilbage, når du har læst og tænkt over svaret.
Kh.
Holger
Vi er to piger fra K seminarium. Vi er igang med et kulturforløb, hvor vi også skal på studietur til Malmø. Efter studietur skal vi igang med socialfagseksamen og her har vi mulighed for at bygge noget fra studieturen ind i opgaven, men vi er helt på bar bund ang. et emne. Vi håber at få lidt hjælp her.
Hej G!
Tak for din/jeres henvendelse. Du skriver ikke meget om omstændighederne: hvilket semester drejer det sig om (5.?), og er socialfag på K defineret som på fx Kbh? Det vil jeg gerne vide, før jeg giver et uddybende svar.
Indtil da kan I da tænke over forskellige modeller, I så kan undres over:
Sådan kunne jeg blive ved, men nu venter jeg på jeres reaktion!
Kh.
Holger
Hej Holger!
Jeg vil høre dig om du kan hjælpe mig i et forståelses spørgsmål. Jeg er ved at skrive opgave, og vil bruge Dion Sommers begreb: samværskompetence og begrebet social kompetence ud fra Bente Jensens tekst.
Jeg ser disse begrebet ligger meget tæt op ad hinanden. Jeg ser samværskompetence som bestående både af personlig- og social kompetence. Men er der en forskel på disse to begrebet, altså social kompetence og samværskompetence, eller er dette sider af samme sag?
Venlig hilsen L
Hej L!
Tak for din henvendelse.
Jeg er jo ikke den store pædagog, men jeg har kigget på de to paradigmer og fundet, at de for så vidt kompletterer hinanden:
OK? Ellers må du gerne vende tilbage.
Kh
Holger
Hej Holger
Jeg vil begynde med at rose din hjemmeside, som jeg har brugt meget i mit studie som socialrådgiver. Jeg fik anbefalet siden af en af mine undervisere i psykologi.
Jeg er ved at skrive bachelor, hvor jeg skriver om børn af alkoholafhængige forældre - hvilket perspektiv familieafdelingen banytter i forhold til disse familier. I opgaven skal der forekomme definitioner og jeg har ledt med lys og lygte efter en definition af perspektiv, børneperspektiv, familieperspektiv men jeg har ikke kunnet finde dem. Diverse bøger bruger begrebet perspektiv i flæng uden at definere det.
Derfor kommer jeg til dig og spørger: "Kan du hjælpe mig med en definition af perspektiv (også gerne børneperspektiv, familieperspektiv)???
Hilsen S
Hej S!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Så vidt jeg ved, er der ikke nogen definitioner på forskellige ”perspektiver”, idet begrebet jo netop knytter sig til det objekt, det skal beskrive. Ex.: Når man beskriver noget fra et ”helikopter-perspektiv”, menes der oftest, at man hæver sig over detaljen, for at se helheden. På samme måde med mennesker, der skal beskrives, så det af beskrivelsen fremgår, hvem der betragter hvad. I din opgave ville det være naturligt at beskrive problemet ud fra
Punkterne er sat op nogenlunde i den rækkefølge, de faldt mig ind, så dem kan du jo bare bytte om på – og i øvrigt finde andre perspektiver at se sagen ud fra.
OK? Du er meget velkommen tilbage, hvis jeg kan være til nogen videre nytte.
Kh.
Holger
Kære Holger.
Jeg er lige startet på læreruddannelsen og skal igang med at skrive en opgave om identitet.-Desværre har ingen ide om, hvad en sådan opgave på 4 sider kunne indholde. Kan du måske hjælpe mig igang?
Opgaven skal afleveres på x-dag...
Knus K
Hej K!
Tak for din henvendelse.
Du kan gå ind på mine sider
Selvet,
Identitetsdannelse,
Identitet og pædagogisk praksis,
Identitetsdannelse og teorivalg,
Identitetsdannelse og tokulturelle børn og
Identitetsudvikling hos det normale barn,
læse dem og finde ud af, at identitet ikke sådan bare lader sig bestemme entydigt. Man kan se den som en klase vindruer, hvor hver drue er én faktor, holdt sammen af en stilk = kerneidentiteten.
Tyg på den, og vend evt. tilbage.
Kh
Holger
Hej Holger,
Jeg kom tilfældigvis ind på din hjemmeside, da jeg googlede, i flere timer faktisk. Jeg er socialrådgiverstuderende og vi er igang med en psykologiopgave. En lidt specifikt og vi har store problemer med at finde materiale omkring det. Derfor håbede jeg at du måske kunne hjælpe os. Vi vil skrive om identitetsdannelse og etnicitet.
Hvordan identitetsdannelsesprocessen foregår ved at en teenager skal forholde sig dobbelt til sin personlige identitet pga sin etniske baggrund, som en minoritet. Her tænker vi på familie/ samfund. Og hvilke processer der går i gang, "når" den unge bliver direkte eller indirekte konfrontreret med racisme, diskrimination o.l. Fx eksemplet med at tage på diskotekbesøg med sine danske venner og blive afvist ved døren.
Jeg ved ikke om emnet er klart nok, men er der nogen psykologer eller teorier, du kan henvise til, ville jeg være meget taknemmelig.
mvh. G
Hej G!
Tak for din(e) henvendelse(r)og de pæne ord. Selvfølgelig får du svar, og det kommer her:
Der står meget om identitet på mine sider. Man kan finde alle artikler ved at klikke på "Søg i psykologibasen" øverst. Når så man har klikket sig ind på en side, hvor "identitet" forekommer, kan man gå op i nr. 2 knap fra venstre i browseren (på min engelske browser hedder den "Edit") og klikke på "Find" og skrive "identitet" i skrivefeltet. Så dukker det første sted op. Man kan så gå videre, hvis man ikke ramte lige det sted, man havde tænkt sig osv. osv.
Identitet er et godt sted at begynde. Når vi taler om dit projekt, handler det vel mest om det, jeg kalder id-entitet, fordi der hos dig er tale om dannelsen af identiteten. Som der står, drejer det sig om bevidstheden om at være unik. Er man flerkulturel, vil denne proces kræve, at man så at sige kører et parallelløb med den "danske" selvopfattelse og den (fx) "kurdiske" identitet, så man opnår en dobbeltidentitet = en selvopfattelse, der kan veksle mellem kulturerne. På denne måde har man taget det vigtigste skridt i retning mod det unikke, hvor andres syn på en selv ikke spiller den store rolle. Det er nemlig sådan, at det er det enkelte individs egen opfattelse af sin identitet, selvet, der afgør, "hvilke processer der går i gang, "når" den unge bliver direkte eller indirekte konfrontreret med racisme, diskrimination o.l.". Er den unge/familien velforankret i begge kulturer (dobbeltidentiteten), er de mindre udsatte for diskrimination o.l. - netop fordi danskere opfatter (forstår), at de(t) menneske(r) de står overfor, er "ufarlig(e)".
Her skal vi have fat i noget, som de fleste glemmer at tage med i beregningen, nemlig, at den naturlige og selvsikre person ikke bliver mobbet (fordi han/hun udstråler "det kan du godt spare dig - det får du ikke noget ud af") - og skulle en stupid person alligevel fortsætte (p.g.a. beruselse eller dumhed), vil det ikke få lov til at blive ved (fx fordi andre griber ind, eller at man selv finder ud af at fjerne sig). Det er nemlig mobberen selv, der har problemet (se Mobning), og den mobbede kan ved sin egen fremtræden forhindre/formindske følgerne eller forstærke dem (ved at opføre sig uhensigtsmæssigt = usikkert, fornærmet etc.).
Jeg vil ikke undlade at henvise til denne side, som du/I sikkert kan anvende noget fra!
OK? Du er velkommen tilbage.
Kh.
Holger
Hej Holger.
Jeg er for tiden i gang med at skrive en psykologieksamensopgave, hvor jeg bl.a. beskæftiger mig med Bowlby’s tilknytningsteori. I den forbindelse er jeg stødt på begrebet mentalisering. Mit spørgsmål er nu, om jeg har forstået begrebet hvis jeg siger at, - mentalisering er når individet er i stand til at forholde sig til egne følelser og mentale tilstand og til at se andres adfærd som udtryk for deres indre liv?
På forhånd tak!
Med venlig hilsen H.
Hej H!
Tak for din henvendelse. I stedet for at begynde at lave tekstanalyse på din mail, vælger jeg at citere den af Fonagy & Tagert anvendte definition (hvor jeg oversætter det engelsek mentalization med mentalisation (ikke mentalisering, idet formen peger mod, at nogen vilkårligt kan gøre noget, hvilket ikke ligger i Fonagys & Tagerts forståelse af mentalization):
”Mentalisation er den process, hvor individ a (barnet, personen) forstår et andet individs (b) intentioner som noget andet end, og forskelligt fra, dets egen motivation, hvilket igen viser, at individ a har opnået en sikker tilknytning.
At forstå et andet menneskes (b) intentioner betyder, at man både kan forholde sig empatisk til denne persons (livs)forhold og vurdere dennes intentioner.
Evnen til mentalisation er bundet til (opstået ved) interaktionen med tilknytningspersonen.” [Fonagy, P. and Tagert, M.: Mentalization and the changing aims of child psychoanalysis (in Psychoanalytic Dialogues, 1998 8(1):87-114.)].
For en fuldstændigheds skyld skulle jeg måske nævne, at Bowlby mente, at Freud, ved konsekvent at koncentrere sine teorier om drifter og intrapsykiske processer, overså miljøets (omgivelsernes) bidrag til personlighedsdannelsen. Det var denne opfattelse, der inspirerede Bowlby til at udforme sin tilknytningsteori.
OK? Ellers er du velkommen tilbage.
Kh.
Holger
Hej Holger...
Fantastisk hjemmeside... :-)
Jeg skal til at skrive PÆD/PSYK opgave om en dreng på 8 år der lider af Sellektiv mutisme / socialfobi, men Jeg er lidt i tvivl om hvilken litteratur Jeg skal benytte, både mht. pædagogik og psykologi..???
Kan Du hjælpe Mig...
M...
Hej M!
Tak for din henvendelse og de pæne ord. Hvis du er nogenlunde god til engelsk, kan du kigge her og så selvfølgelig det, der står i det pragtfulde Wikipedia. Begge sites taler om selektiv mutisme som en slags angsttilstand. Det er underordnet, hvad du benytter af litteratur (der er mange valgmuligheder alene på de nævnte sider), fordi den teoretiske (neuropsykologiske/adfærdspsykologiske) viden er så diffus.
Hvis du tager dit udgangspunkt i det, der står i Wikipedia om, at der efterhånden er enighed om, at 7 af 1000 børn har selektiv mutisme i en eller anden grad. Problematikken er vanskelig, fordi man ikke er helt enig om en præcis diagnostik. Nogle børn taler aldrig, andre i bestemte sammenhænge. Jeg kunne foreslå dig at beskrive selektiv mutisme – fx ved hjælp af Wikipedia – diskutere forskellige (3 er godt) indfaldsvinkler og så vælge én, som du kan behandle hhv. psykologisk og pædagogisk. Vælger du at se på problemet som en genetisk ”fejl”, får du én psykologisk forklaring, som du i pædagogikken skal forholde dig til ( = du skal acceptere, at du ikke kommer til at kommunikere med barnet på sædvanlig (mundtlig) vis, hvorfor du må finde andre metoder, fx at tale normalt til barnet og kontrollere hans/hendes forståelse gennem at se hans/hendes opgaveløsning, kropssprog, ansigtsudtryk osv.). Tænker du, at det drejer sig om en angsttilstand, er socialfobi umiddelbart nærliggende, men sandsynligvis ikke rigtig (fordi socialangst eller –fobi har mange flere karakteristika). Det kan måske nytte at kigge på denne artikel og se, at selektiv mutisme i denne fremstilling hører ind under autisme; nærmere bestemt ”autistiske forstyrrelser med forstandshandicap”. Igen er det så en opgave i sig selv at benytte en hensigtsmæssig pædagogik. Tutt, Rona; Powell, Stuart; Thornton, Mary: Educational Approaches in Autism: What we know about what we do (Educational Psychology in Practice, Volume 22, Number 1, March 2006, pp. 69-81(13)) turde være den mest opdaterede artikel på området.
Du skal ikke lade dig skræmme af det diffuse i, hvad jeg har skrevet: jeg garanterer for, at andre – også ansete teoretikere og praktikere – selv river sig i håret over problemet. Med fornuft og eftertænksomhed kan du lave en lige så valid fremstilling, som en hvilken som helst prof. Alle skyder nemlig med spredehagl i forsøgene på at forstå problemet og at få barnet til at indoptage skolens pensum. Det er det sidste, der er det vigtigste at beskrive en metode for.
OK?
Hilsen,
Holger
Hej Holger.
Tak for en inspirerende hjemmeside.
Jeg er lige for tiden ved at lave opgave på diplomstudiet og har kastet min ud i at undersøge, hvad undervisning af førskolebørn betyder for deres selvværd.
Det er med tanke på det franske skole system, hvor børn starter som 3 årige, og i relation til diskussionen her til lands, som ind imellem blusser op, om nedsættelse af skolealderen.
Begreber som læring og udvikling er hele tiden i spil og jeg har svært ved at afgrænse dem. Kan du hjælpe med det?
Hilsen A
Hej A!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Grundlæggende er der ingen forskel mellem læring og udvikling, men samfundet har valgt at gøre forskel: Læring er kulturbestemt; udvikling er naturbestemt. De bruges godt nok meget ofte som synonymer, men det har noget med begrebet modalitet at gøre (se modalitet, pkt. Semiotik). I virkeligheden ved de mennesker ikke, hvad de taler om (eller de tænker sig ikke om).
Når det kommer til den tidlige skolestart og indholdet af "undervisningen", har jeg den kommentar, at det jo ikke er tilfældigt, at man i Norden har valgt 6-årsalderen som skolestartalder. Det er nemlig i den alder, normale børn begynder at kunne skelne mellem abstrakte tegn. Så skal de lære at sætte flere abstrakte tegn sammen/efter hinanden og "oversætte" dem til noget lydligt. Det er dog ikke det samme som at forstå meningen med det, man "oversætter". Så når børn tvinges til at læse, skrive og regne i en tidligere alder, bliver det til papegøje-indlæring, altså ureflekteret gengivelse af noget maskinelt indlært.
Derfor er franske unge meget dygtigere end nordiske, når det kommer til faktuel viden, medens nordiske unge er langt bedre, når det kommer til problemløsning.
Den filosofiske psykologis forklaring på dette er, at hjernen har to hovedopgaver: 1. at gøre sig af med unyttig viden, og 2. at indoptage nyttig viden. Hvis den ikke gør sig af med unyttig viden, bliver pladsen på dens "harddisk" mindre, hvilket ikke levner plads til indoptagelse af nyttig viden. På denne måde kan quiz-programmer i radio/tv ses som underholdning ved dysfunktionelle hjerner: er man begavet, fordi man lynhurtig fx kan genkalde, hvem der vandt bronze i græsk-romersk brydning i 63-kiloklassen ved De Olympiske Lege i Helsingfors i 1952?
Endelig er det slående (i min verden), at børn skal pilles ud af barndommens naturbestemte udvikling/læring til fordel for en kulturbestemt adfærdsmodificering og computertænkning. Jeg har materiale, som jeg bruger, når jeg er ude og taler om disse ting, fx en side, hvor tilhørerne skal færdiggøre påbegyndte "krummelurer" (9 stk.). Når det drejer sig om voksne (12 år og derover) klarer ca. 15 % opgaven indenfor 5 minutter, når det drejer sig om børn i 1. og 2. klasse klarer ca. 75 % den i samme tid. De voksne bliver "flove", når de opdager, at det er tallene 1-9, det drejer sig om, "børnene" synes, det er meget naturligt ("sjovt"). Det siger noget om, at "læring" har en tendens til at fortrænge "udvikling".
OK? Ellers er du velkommen tilbage.
Kh.
Holger
Til Holger
Nu vover jeg at skrive til dig, da jeg er fuldstændig ”kørt fast” i forberedelserne til en opgave i psykologi. Det er min afsluttende opgave i A-fag/psykologi på pædagoguddannelsen/5. semester.
Jeg har udarbejdet tre emner og skal trække det ene af emnerne på x-dag den dd.mm. – Mangler i den forbindelse noget teori til emnet ”børn af psykisk syge forældre”. Her tænker jeg, at jeg gerne ville kunne relatere til noget teori/nogle teoretikere omkring begreberne barnets ”skam- og skyldfølelse” i forbindelse med det at have en psykisk syg forælder.
Jeg håber du kan give mig et godt råd til, hvor jeg kan dykke ned og finde noget relevant.
MKH H
Hej H!
Tak for din henvendelse. Der er ikke noget ”fikumdik” med at skrive til mig – ud over, om jeg så kan hjælpe… Men lad os se:
Hvis du ønsker en teoretisk diskurs om barnets krise (skam og skyld), er Erikson god. Her kan du se, hvad der kan gå skævt, hvis barnet ikke overvinder (livs)krisen på en konstruktiv måde. Ser man på et bh-barn (3-6 år), kan man se, at det kan udvikle en skyldfølelse, som går ud over dets sunde udvikling af selvstændighed. På samme måde med skamfølelsen, som i virkeligheden er den reelle følelse, men som barnet ikke er kognitivt udviklet til at differentiere til (det er nemmere at tænke: ”Det er min skyld, at mor er syg”, end ”Jeg skammer mig over, at mor er syg”). Her kan du jo påpege det faktum, at ”skyld” er et juridisk begreb, der dækker over en handling, hvor en person har ønsket at såre eller skade en anden person – hvilket ikke er rimeligt at bruge i din opgave (altså i de tilfælde, hvor det drejer sig om barnets forholden sig i situationer, hvor forælderens tilstand bliver inddraget), men ofte popper op som noget, man siger, uden at have tænkt sig om. Det er en pædagogisk opgave, at udrydde begrebet skyld fra paletten af negative (dysfunktionelle) følelser, da det er forbeholdt forbrydere!
For at komme skamfølelsen til livs, og dermed give barnet mulighed for at udvikles optimalt, peger Nicholson et al. på den pædagogiske opgave i at monitorere og træne barnet/familien i flg.
Beskyttende faktorer:
Reference:
1. Joanne Nicholson, Elaine Sweeny, and Jeffrey Geller. Mothers With Mental Illness: I. The Competing Demands of Parenting and Living With Mental Illness. Psychiatric Services. May 1998. Vol. 49. no. 5.
2.Joanne Nicholson, Elaine Sweeny, and Jeffrey Geller. Mothers With Mental Illness: II. Family Relationships and the Context of Parenting. May 1998. Vol.49. No. 5.
OK? Du kan evt. lige nå at vende tilbage, hvilket du er velkommen til.
Kh.
Holger
Hej Holger.
Tusind for en lærerig og interessant hjemmeside.
Vi skriver om unge piger med grænseoverskridende adfærd og håber du vil svare på et par af vores spørgsmål vedr. Thomas Ziehe og Erikson.
Kan du hjælpe os med Ziehes egen definition af narcissismen? (Den narcissistiske ungdom.) Vi er også i tvivl om Erisksons syn på identitetsforvirringen?
Håber at høre fra dig.
Mhv. M, M og M
Hej M,M og M!
Tak for jeres henvendelse og de pæne ord.
Ang. Ziehe, se her.
Ang. Erikson, se her.
Det er naturligvis kun oversigtsartikler, men jeg bestræber mig på at holde mig til de fakta, forfatterne formidler.
Skulle der opstå forståelsesproblemer, er I naturligvis velkomne tilbage.
Kh.
Holger
Kære Holger,
tak for din fantastiske hjemme side.
Jeg er en pædagogs som sammen med 2 andre studerende har skrevet et opgave der handler om mobning. jeg vil gerne som perspektivering fortælle om Skinners teori og derefter om "Olweus-programmet". Herunder har jeg lidt svært ved helt at fange Olweus' menneskesyn; hans program synes f.eks. at indeholde et vist fokus på brugen af sanktioner. Olweus synes at være lidt af en guru indenfor området; hvilke tankeretninger har påvirket Olweus?
Mvh. N
Hej N!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Dan Olweus er faktisk et rigtigt godt eksempel på det biopsykosociale paradigme, hvor en multidisciplinær opfattelse (af biologiske + psykologiske + sociologiske faktorer) anvendes til forklaring af en lige så indviklet fænomenologi (mobning). I skal være opmærksomme på, at Olweus langt hen ad vejen anser, at det i virkeligheden er mobberen, der har et problem. Derfor koncentrerer hans program sig om mobberen, snarere end den mobbede. Personlig er jeg af den opfattelse, at selv om Olweus kan have ret i sit syn, er der også den side af sagen, at ingen, der ikke ønsker at blive mobbet, behøver at blive det. Det kræver dog en ”uddannelse” af potentielle mobbeofre, hvor de lærer at neutralisere den aggressive part. Det har jeg personlig haft gode erfaringer med.
OK?
Du/I er velkomne tilbage
Kh.
Holger
Hej Holger!
Jeg håber at du gerne hjælper mig, jeg fik ved at Freud snakker om aggressiv i forholdt til hans forklaring om livskraft og dødskraft, kan du forklare mig mere om den?
m.v.h.
z
Hej Z!
Tak for din henvendelse.
Hvis du kigger her, vil du se, at Freud opdelte sin personlihgedsmodel i to: en strukturel og en topologisk. Den strukturelle model består af Overjeg'et (Superego), der kan sammenlignes med samvittighed, Jeg'et (Ego), der er den person, man fremviser under normale forhold, og Det'et (Id), der er alle de "mørke" kræfter i mennesket, der samtidig har den funktion, at sørge for overlevelse og videregivelse af liv. Det'et består af en aggressiv del, som sørger for at man overlever, men samtidig har en ødelæggelsesfunktion (overfor rivaler o.a., der ikke passer Jeg'et) i sig, og en Libido-del, der giver individet en trang til at besidde/elske.
Aggressionen har to modsatrettede funktioner: Den skal bevare (eget) liv og ødelægge truende "fjender" af dette liv. Så aggression er samtidig en "livskraft" og en "dødskraft", som du beskriver det.
OK? Du er velkommen tilbage.
Kh.
Holger
Hej Holger!
Jeg er psykologistuderende og skal skrive en opgave(aflevering på onsdag), hvor jeg er blevet bedt om at sammenligne Stern med en teoretiker med et andet syn på personlighedens dannelse. Jeg har i denne forbindelse tænkt meget på Klein, eftersom hun ligesom Stern også taler om spædbørn men i modsætning til Stern ikke mener, at barnet er født med en selvfornemmelse. Derudover skal jeg bruge deres teorier i karakteristikken af ”det moderne menneske”. Teksterne jeg vil tage udgangspunkt i er ”spædbarnets interpersonelle verden” af Stern, ”Psykoanalyse af børn. Udvalgte skrifter” side 169 til 200 af Klein og Klein i Igras ”objektrelationer og psykoterapi”. Håber du kan bidrage til en sammenligning af Stern og Klein.
Mvh S
Hej S!
Tak for din henvendelse. Der er jo ikke meget tid, så jeg vil ”nøjes” med flg. henvisning til flg. uddrag fra Vaknin, Sam: Malignant Self Love - Narcissism Revisited (Barnes & Nobles, 7. ed., 2006, ISBN 978-80-238-3384-3):
The Issue of Separation and Individuation
It is by no means universally accepted that children go through a phase of separation from their parents and through consequent individuation. Most psychodynamic theories [especially Klein, Mahler] are virtually constructed upon this foundation. The child is considered to be merged with his parents until it differentiates itself (through object-relations).
But researchers like Daniel N. Stern dispute this hypothesis. Based on many studies, it appears that, as always, what seems intuitively right is not necessarily right.
In The Interpersonal World of the Infant: A View from Psychoanalysis and Developmental Psychology [New York, Basic Books – 1985], Stern seems to, inadvertently, support Kohut by concluding that children possess selves and are separate from their caregivers from the very start.
In effect, he says that the picture of the child, as proffered by psychodynamic theories, is biased by the way adults see children and childhood in retrospect. Adult disorders (for instance, the pathological need to merge) are attributed to children and to childhood.
This view is in stark contrast to the belief that children accept any kind of parents (even abusive) because they depend on them for their survival and self-definition. Attachment to and dependence on significant others is the result of the non-separateness of the child, go the classical psychodynamic/object-relations theories.
The self is a construct (in a social context, some add), an assimilation of the oft-imitated and idealised parents plus the internalisation of the way others perceive the child in social interactions. The self is, therefore, an internalised reflection, an imitation, a series of internalised idealisations. This sounds close to pathological narcissism. Perhaps it is really a matter of quantity rather than quality.
OK? Du kan måske lige nå at vende tilbage, hvilket du selvfølgelig er velkommen til.
Kh.
Holger
Hey Holger
Fed side..................
Jeg mangler en kritisk vinkel på Sterns teori om affektiv afstemning. Kan man forholde sig kritisk, eller er man bare nødt til at tage det for gode varer ligesom mig.
Vh S
Hej S!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Fra Gallagher, Shaun (2002): Født med en krop, fænomenologisk og eksperimentel forskning om oplevelse af kroppen. Sport og Psyke, 29, side 11-52. Århus: Klim.
Teorien og hypoteserne om affektiv afstemning og vitalitetsfølelser skaber en opmærksomhed på, at der altid er følelser på spil i en paedagogisk kontekst og at alle læreprocesser har en bestemt følelsestone. Stern er imidlertid blevet kritiseret for ikke i tilstrækkelig grad at tage højde for kulturelle og samfundsmæssige forhold i sine studier. Uden et kontekstuelt perspektiv synes kritikerne, at Stern uden videre antager, at det, han finder i en kultur, er universelt (side 28 - 30). I samme ånd ville analysen ovenfor betragtes som en idylliserende romantisk fortaelling, der overser den betydning institutionskulturen har på børnenes reaktioner og måder at være sammen med andre på.
Stern imødegår kritikken og kalder den uproduktiv, ”politisk korrekt” og unødigt begrænsende (side 29). Ikke fordi han mener, at kontekst og kultur ikke har betydning for børns udviklingsforløb og relateringsmåder. Stern har blot koncentreret sig om at undersøge nogle mønstre, der synes at være grundlæggende i den tætte relation mellem mennesker. Han argumenterer for, at kulturdiskussionen trænger til et udviklingsperspektiv.
OK? Du er velkommen tilbage.
Hilsen,
Holger
Hey
Tusind tak for et hurtigt og super præcist svar
Lige 2 spørgsmål, så jeg er sikker på jeg har forstået det rigtigt:
1) Kan du give et eksempel på noget kultur. Jeg har netop brugt stern i forbindelse med at, man som lærer kan være med til at afstemme børnene og danne nye RIG´er, hvis barnet er blevet misafstemt hjemmefra. Jeg er med på, at børn har forskellige ting med i "bagagen" jf. habitus og derfor ikke har de samme indgange til livet, men hvad er det der gør, at det kan spille ind på tankerne om, at man skal afstemme barnet?
2) Når Stern mener, at kulturdiskutionen trænger til et udviklingsperspektiv, mener han så selv, at det er det han har bidraget med med disse tanker?
Hej igen S!
1) Ja, i den citerede artikel tænkes på idrætslivet som kultur: man kan ikke forvente en ensartethed i fx kinesiske og svenske idrætsudøveres affektive afstemning (bl.a. – og det står for min egen regning – fordi vor vestlige psykologi ikke har gyldighed i Kina!). Stern synes også at se bort fra den, efter min opfattelse indlysende, kendsgerning, at børn i alle tilfælde er loyale overfor deres forældre, hvilket betyder, at du kan hoppe og springe, men hvis du ikke selv er afstemt (jeg plejer at kalde det at være forligt med sit eget sind), har du ikke en kinamands (!) chance for at påvirke barnet mhp. en varig forandring!
2) Nej, han har ikke selv tænkt de ting igennem. Det er der ikke noget usædvanligt i; en teori har altid et begrænset gyldighedsområde, så når han bliver gjort opmærksom på et hul i tænkningen, udøver han en passende ”damage control” ved at ligesom lade, som om han også havde tænkt i de baner.
OK?
Hilsen,
Holger
ok mange tak.
Sjov sidste kommentar
Hej Holger,
Jeg dumpede tilfældigt ned på spykologibasen og jeg må sige at det er en super flot "side" du har lavet. Jeg har læst alle spørgsmålene og dine svar med interesse og har nu selv lyst til at spørge dig til råds.
Jeg skal i gang med en teoretisk opgave i pæd.psyk hvor jeg skal benytte mig af 2 teorier, beskrive dem, sætte dem op mod hinanden og sluttelig diskutere dem. Mit opgaveemne er "flow, motivation og stress" på arbejdspladsen Jeg er først lige ved at indkredse emnet mere og har ikke helt lagt mig fast på det endelige indhold. Dog tænker jeg at jeg ikke kan komme uden om at berøre "optimale læringsmiljøer" også. Som min ene vinkel har jeg valgt at benytte positiv psykologi, Csikszentmihalyi og hans flow-model. Mit spørgsmål til dig er nu: Hvilken anden teori kan du foreslå at stille op mod denne? Er Howard Gardner overhoved en mulighed i denne sammenhæng eller er der en anden oplagt?
Tak for spændende læsning og gode informationer på de mange sider!
Jeg er spændt på dit svar - på forhånd tak.
A
Hej A!
Tak for din henvendelse.
Det lyder da spændende og slet ikke umuligt at lave en komparativ analyse af Csikszentmihalyi og Gardner. Jeg er straks lidt mere loren ved Positive Psychology, som (endnu?) ikke har præsteret noget evidensbaseret. Det er også værd at huske på, at Csikszentmihalyis flow-begreb kom længe før Seligmans påhit – for det er det, et er – men Seligman kunne så godt lide det, at han gerne ville inkorporere det i PP. Seligman har, indrømmet, også begået fornuftige ting, som det at beskrive tillært hjælpeløshed.
Nu forestiller jeg mig jo, at du læser på DPU, hvor man underviser i PP og vistnok også forsvarer den. Så, hvis du vælger at bruge PP, skal du være opmærksom på dens status som ikke-videnskabelig (fordi den ikke har fremvist reliable resultater, og heller ikke har nogen evidensbaseret terapi).
Jeg vil i første omgang foreslå, at du stiller Csikszentmihalyis og Gardners fundamentale psykologier ved siden af hinanden (lidt ligesom jeg gør på nogle af mine sider, fx denne, så du får et overblik over ligheder og forskelle. Så kan du vende tilbage med de tanker, det arbejde har givet dig. Velkommen.
Hilsen,
Holger
Hej Holger :-)
Jeg kan se på siden, at du i hvert fald til tider fungerer som psykologi-studerendes falck-kasse, når panikken breder sig, så du får lige en henvendelse mere af slagsen.
Jeg læser som sagt psykologi ved X Universitet, og vi har fået vores problemformulering i personligheds- og udviklingspsykologi (jeg har vedhæftet den, hvis du skulle få brug for uddybelse)
Men det korte af det lange er, at vi med udgangspunkt i en artikel om brugen af Sterns selv-fornemmelser på en institution for omsorgssvigtede børn, skal redegøre for Sterns teori (er gjort) - og så skal vi inddrage et andet syn på personligheden. Det kan godt være, at jeg lægger for meget energi i sådan en problemformulering, men jeg synes ikke jeg kan foretage en ordentlig beslutning. Vi har ganske lidt plads at gøre med (10 sider), og jeg på den ene side bange for at inddrage en vanskelig teori (havde overvejet Erikson), da redegørelsen så vil blive meget overfladisk. Jeg har også overvejet Sigmund Freuds klassiske psykoanalyse, men min bekymring er bl.a. at min diskussion vil blive meget uoriginal, da Freuds teori, på den ret smalle plads jeg har i redegørelsen, vil blive endnu en meget flad fremstilling.
Har du evt. et forslag til en teoretiker, som kunne kaste et lidt mere spændende og 'originalt' lys over sagen? Pensummet indbefatter psykoanalysen (Freud), egopsykologi, objektrelationsteoretikere(Adler, Horneye & Fromm), tilknytningsteori ( Fonagy, Hartmann, Klein, Winnicot, Bowlby), Piaget og Vygotsky, socialkonstruktivisme, osv, osv. Vi arbejder udfra en grundbog (Ewen) og ellers med en masse primærtekster. Dit råd skal (helst) ikke afhænge af en eller anden meget ukendt primærtekst, da jeg sikkert ikke har adgang til denne, og da censor helst ser vi bruger pensum.
Jeg havde selv overvejet en faseteoretiker som modstykke til Sterns livsforløbstemaer, men jeg synes ikke at kunne bestemme mig.
Jeg har også vedhæftet de fire sider, jeg har skrevet om Stern, hvis det på nogen måde er relevant for dit eventuelle råd. Jeg gør opmærksom på at omfangsbegrænsningen er årsagen til den forholdsvis overfladiske gennemgang af Stern, men sig endelig til hvis du har indvendinger af nogen som helst. (jeg går i hele mailen 'udfra' at du besvarer spørgsmålet, for eller bliver det nogle meget indviklede formuleringer, a la "hvis du skulle få tid, hvis nu det er relevant, bla bla", men jeg har selvf. fuld forståelse for, hvis du ikke har tid at besvare, selvom jeg ikke hele tiden gør opmærksom på det)
På forhånd mange tak, hvis du skulle have tiden til alle disse spørgsmål! Og hvis ikke, ja så takker jeg da lige alligevel for den skønne hjemmeside.
K.h. K
Hej K!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Jeg har læst din opgave (og opgavebeskrivelsen), og synes, den er meget fin! Naturligvis kan jeg jo ikke vide, hvad din vejleder og din censor, som formodentlig er intern, vil forlange, men som den står for mig, er den foreløbig til en tocifret karakter.
Så det med en komparativ analyse. Umiddelbart ville jeg pege på Chodorow, men da I tilsyneladende anvender de gamle travere (det er Stern altså også!), er hun måske lovlig moderne. (Hvis du kan/vil bruge hende, er det simpelthen at fylde ud med sammenhængsgivende tekst i fht. linkets skabelonagtige opstilling, så er den hjemme.) Så er der selvfølgelig Piaget, som altid er et sikkert kort, om end kedeligt. Du kunne evt. supplere med det, der står her, og så er den stensikker!
Mit råd er, at du vælger det, du mener, er det sikre af de to muligheder, og så redigerer oplysningerne i linkene til at passe med din egen skrivestil - for det teoretiske er udenfor diskussion, med forlov ;-) Skulle du have betænkeligheder, eller skulle jeg have gået fejl af kravene, må du endelig vende tilbage, så vi kan vende kajakken!
OK?
Kh
Holger
Hej Holger
1000 millioner tak for hjælpen!!! :-)
Så står jeg på falderebet ved valget og har læst videre om Piaget, dagen igennem havde jeg overvejet at vælge Erikson på trods af den indviklede teori - så jeg skal lige have din sidste 'dom', hvis du er ved computeren.
Mener du at Piaget er bedre end Erikson? (og i så fald hvorfor?) Du må undskylde, 'jeg bliver ved', men jeg er stadig meget usikker i mit teoretiske fundament, da jeg er førsteårsstuderende, og kan ikke så godt se dette i et større perspektiv endnu.
kh. K
Hej igen K!
Jeg (altså jeg som mig) ville langt foretrække at anvende Piaget frem for Erikson - og det af flg. grunde:
Kh
Holger
Det uddybende til min forrige mail er nok, at jeg ikke helt kan se, hvorfor Piaget er relevant ifht omsorgssvigtede børn.
kh. K
Hej igen K!
Nu havde jeg ikke fået det indtryk, at opgaven skulle handle om omsorgssvigtede børn, hvis kerneproblem er sociologisk, ikke psykologisk. Men Piagets teori gælder nu også for omsorgsvigtede, idet den forudsætter, at alle børn gennemgår stadierne - nogle hurtigere og med større udbytte end andre, men de går igennem dem, fordi de ligger i dna'et (hvilket Piaget ikke vidste, men som senere er blevet videnskabeligt påvist)!
Men hvorfor så ikke bruge Chodorow? Hendes teori er da som klippet og skåret til at forklare den omsorgssvigtedes grundlagsproblemer.
Kh
Holger
Hej Holger
Mit problem er, at hun ikke er i pensum - og vores ankerlærer er ganske hysterisk anlagt hvad angåt at indbringe andre end dem, der er i pensum - lige meget hvor god ideen er.
Jeg tænker umiddelbart: jeg kan sammenligne P. og S. og diskutere via at P. mener at man erkender verden gennem døde ting, S. gennem relationer...
Men det er ikke sådan helt vildt belejligt i forhold til de omsorgssvigtede børn (måske kan du læse ud af opgaven, at den har fokus på emotioner og ikke så meget intelligensudvikling)
Dog tænkte jeg at det måske kunne "reddes" ved at sammenligne de to teorier og lave en antagelse om, at skolebørn der er "bagud" (i P's stadier) muligvis kan forklares via Sterns selver (da barnet med et såret selv ikke har overskud til meget andet end overlevelse, og altså ikke læring)
jeg skal også lave en parallel til det moderne menneske i sådan en common sense forståelse, hvilket nok ikke er helt let, men nu er jeg simpelthen blevet så hooked på ham - jeg har læst mine Piaget tekster i mellemtiden, og det er så spændende og relevant for børns udvikling, mit problem er bare hvordan det skal kobles sammen, så jeg får den røde (og relevante) tråd
kh. K
Hej igen K!
Jamen S og P er ikke hinandens modsætninger - de er komplementære. Intet menneske kommer uden om Piagets stadier (selvom man kan diskutere, om teorien holder for en filosofisk vurdering, idet stadieteorier nok ikke er holdbare i praksis - men skidt med det, det vedkommer ikke din opgave), som er af kognitiv art og hvis udkomme bliver til ved individets egen konstruktion af ny viden "ovenpå" allerede erhvervet viden. Man kunne så sige, at for netop et omsorgssvigtet barn ville det være kompenserende, kognitivt at kunne forstå sin livsverden, fordi det er emotionelt skadet, og derfor helt naturligt er i forsvar overfor det ukendte = ny viden, ny forståelse, ny indsigt, nye følelser - Selvet. Men det forstår det ikke. Det véd jo, at enhver forandring plejer at medføre nye lidelser, tab, afsavn og nedværdigelse. Hvorfor skulle det så ikke forholde sig til indlæring og "dannelse" på samme måde: ved refusion, som man siger, hesten gør, når den ikke vil, som dens rytter = herre vil. En anden analogi kunne være, at det omsorgssvigtede barn er "håndsky" over for alt nyt, for det véd, at nyt = lort.
Nu går jeg til ro, så vi kan fortsætte i morgen!
Kh
Holger
Hej Holger
Jeg er igang med en opgave omkring Stern og Freud, og skal blandt andet diskutere deres udviklingsteorier i forhold til hinanden, og deres brugbarhed i forhold til en karakteristik af det moderne menneske. Jeg finder dette meget vanskeligt, bl.a fordi Freud i hans teori gør meget ud af det der ligger "bag" personligheden, hvor Stern i højere grad kun omtaler selvet og selve personligheden.
Hvis du har tid og lyst ville jeg have meget nytte af en smule hjælp, på forhånd mange tak!
Vh S
Hej S!
Prøv at læse dette. Hvis du herefter stadig er usikker på tingene, er du mere end velkommen tilbage!
Kh.
Holger
Hej igen!
Jeg har faktisk tidligere været inde og læse lige præcis det spørgsmål med svar, og må nok indrømme at det i højere grad er Freud og Sterns teoriers brugbarhed i forhold til en karakteristik af det moderne menneske jeg har problemer med. Et par små ord om dette ville være en kæmpe hjælp!
På forhånd tak, og tak for dit tidligere svar!
Vh S
Hej igen S!
Det er hårde bud, du kommer med :-}.
For det første må vi blive enige om, hvad du mener med ”det moderne menneske”. I en idéhistorisk kontekst, ville Freud skulle appliceres på det moderne menneske (og det er jeg ikke en gang helt sikker på – det kan godt være det før-moderne menneske), medens Stern appliceres på det postmoderne menneske. Det er det, der ligger i den udvikling af psykoanalysen, som Stern er eksponent for.
Du kan selvfølgelig godt sætte Freud op ved siden af Stern i en matriks, og så se, hvad den ene og den anden siger om en bestemt alder, men det ville være som at sammenligne en Ford T med en Ferrari.
Jeg ved godt, at der stadig findes (mange) psykologer, der klynger sig til Freud og lidt Bowlby og Mahler og hvad ved jeg. Men udviklingen har gjort, at de beviselige resultater opnås med evidensbaseret psykologi, ikke narrativ psykologi. Så, Freud ville være et spørgsmål om tro på noget, medens Stern nærmer sig viden om noget. Forskellen ligger i, at Freud forestillede sig og gættede sig til et menneskes tilstand, medens Stern gennem praktisk iagttagelse af 1000-vis af cases har dannet sig en forvisning om (ikke at forveksle med evidens for) tingenes tilstand. Men han hører fortsat til i den psykodynamiske tradition.
Jeg ved ikke rigtig, hvad mere jeg skal skrive, så nu giver jeg aben tilbage til dig.
Kh.
Holger
Hej Holger.
Tak for en god hjemmeside.
Jeg er lærerstuderende der skal skrive om konflikthåndtering. Min problemformulering lyder som følgende:
Hvordan kan jeg som folkeskolelærer bidrage til at eleverne lærer konstruktiv konflikthåndtering?
Den er ikke helt god endnu, jeg skal have skrevet et psykologisk problem ind i den, men har svært ved at finde et, kan du komme på nogle forslag? Kender du herudover nogle teoretikere jeg kan koble på det psykologiske problem?
På forhånd tak for hjælpen.
Venlig hilsen A.
Hej A!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Under alle omstændigheder vil jeg anbefale dig at kigge på dette Forum-indlæg. Dette kan måske også bruges.
Så tænker jeg, at din problemformulering kunne gøres mere ”psykologisk” ved at kalde den fx Hvilke psykologiske implikationer medfører konflikthåndtering i folkeskolen for mig som lærer? Eller fx Folkeskolen og konflikthåndteringens psykologi. Eller Psykologisk konflikthåndtering i folkeskolens 4.–6. klasser. (4.-6. klasser kan jo erstattes med hvad som helst!).
OK? Du er velkommen tilbage.
Hilsen,
Holger
Hej Holger.
Vi går i 9. klasse, og i denne uge her vi projekt og udviklingspsykologi. Vi vil gerne vide om det er arveligt eller miljømæssigt, at man bliver f.eks. psykopat? osv.
Håber på et svar hurtigst muligt.
Venlig Hilsen M og K
Hej M & K!
Det er et stort område, I har bevæget jer ud på.
Hvis I vil gøre det nemt for jer selv, lytter I til denne udsendelse på
Som baggrundsstof kan I bruge min artikel her.
OK? I er naturligvis velkommen tilbage.
Hilsen,
Holger
Hej Holger!
Jeg har været et smut inde på din hjemmeside og kigget, og det ser ud til du kan hjælpe folk en del. Derfor kan du nok også hjælpe mig. hvilket bare ville være super!
I en større psykologiopgave skal jeg redegøre for de intrapsykiske og interpersonelle relationer i en dysfunktionel familie vha. Daniel Stern. Familie består af mor, far og datter og det intrapsykiske skal være i forhold til datteren.
Casen omhandler som sagt denne familie. Faderen ryger ind og ud af fængslet og moderen er stofmisbruger. Datteren bor for det meste hos sin mor - undtagen da hun er 12 og flyttes på institution fordi moderen skal på afvænning. Faderen lever sit eget liv, overholder meget sjældent aftaler om at ses med datteren. Datteren fik som ca. 14 årig stor trang til kontakt til sin far og har prøvet at skrive til alle fængsler og div. opholdsteder, hvor faren kunne være - uden held.
Pigen er nu ca. 18 år, stofmisbruger, har lavet kriminalitet, kan ikke koncentrere sig om f.eks. at færdiggøre en uddannelse, har en lille dreng som er frivilligt anbragt, og så har hun en ellers fornuftig kæreste, som passer sit arbejde.
Det er lidt af en smørre men jeg håber du kan hjælpe mig, da jeg er gået i stå!
Mvh. M
Hej M!
Det var ellers ikke så lidt, du skal lave! Og så med kun én teoretiker at holde dig til.
Datteren: Se her.
a.(0-2 mdr.) Vågnende selv: Barnets livslange fornemmelse af sig selv vågner og aktiveres.
b.(2-6 mdr.) Kerneselv: Den sociale dimension (forholdet mellem selvet og andre; forholdet til andre) udvikles.
c.(6-16 mdr.) Subjektive selv: Objektopfattelsen om andre aftager og erstattes af en forståelse for, at andre også er subjekter.
d. (16-36 mdr.) Verbale selv: Verbal kommunikation tager til og giver barnet et nyt redskab til at meddele sig personligt og dynamisk.
e.(3 år +) Fortællende selv: Beskrivelse af sig selv i fantasier og historier, gennem oplevelser og andres fortællinger befordrer dannelsen af en egentlig og varig identitet.
Alle stadier er endt i kaos. Især b., dannelsen af et Kerneselv og e., Det fortællende selv er så læderede, at hun ikke har haft styrke til at søge et konstruktivt alternativ til sine forældres påvirkning af hendes identitetsdannelse. Hun har gjort, som hun har lært: Sløve sit eget inderste med stoffer, og derved miste kontrollen over sig selv og sine handlinger.
Forældrene: Har fundet sammen i en fælles interesse: stoffer, der danner en social barriere ud mod et samfund, der ikke vil dem noget godt. Moderen, som jo er omsorgspersonen, og derfor også nemmere at nå, har taget imod et tilbud om behandling, har tilsyneladende ikke profiteret heraf. Forældrenes ”Sense of Self” opretholdes af det fælles miljø (som nok også tæller andre i samme situation – ikke mindst i spjældet), er fuldstændig forskruet og lever som sådant udelukkende af, at det indgår i en (social) gruppe – her narkomaner og burfugle. Diskussion: Kan man sige, at datteren i sin virksomhed er et genetisk produkt af sine forældre, eller drejer det sig om kulturens (forældrenes virksomhed) påvirkning af hende. Hvis hendes kæreste er så fornuftig: hvad siger det om arv og miljø og Sterns opfattelse af dannelsen af personligheden? OK? DU er velkommen tilbage.
Kh.
Holger
Hej igen Holger.
Mange tak for din hjælp! :-) Må/skal faktisk også gerne bruge Erikson på det, og så sætte de to op mod hinanden.. Ville bare ikke bede om så meget... ;-) Men hvis du er frisk og har tid, må du da meget gerne hjælpe med dette også.
Synes det svære ved Freud er, at han kun går op til 3+ år. For denne pige oplever jo svigt igennem hele sit liv, hvilket gør at jeg synes Erikson er nemmere at bruge. Og så, mens jeg sidder og skriver og tænker, skal jeg også bruge Bowlby i forbindelse med det interpersonelle.
-Men dette er kun noget af min opgave... ;-)
Mvh. M
Hej igen M!
Det lyder da mere fornuftigt!
Du går i den samme fælde, som 1000-vis før dig har gjort: At tro, at bare fordi en forfatter ”stopper” ved en bestemt alder, så gælder teorien ikke for højere alderstrin. Det var jo netop Freuds idé, at personligheden dannedes gennem de stadier, han beskrev – og så kunne man senere i livet analysere sig fem til problemer, der stammer fra en uhensigtsmæssighed i den pågældende fase. I øvrigt stopper Freuds udviklingsmodel ikke ved 3+; se her. Fx vil et voksent menneske med undvigende personlighed kunne siges være gået i hårdknude under latensperioden (6 år – puberteten), hvorfor vedkommende altså har svært ved at fange det andet køns interesse og/eller fastholde varige venskaber.
Hvis du vil bruge Erikson, kan du godt det. Det er så en anden måde at tolke de oprindelige psykoseksuelle stadier på: de er blevet psykosociale, hvor hvert stadium har sin egen krise, der skal overvindes, for at man kan komme videre med sit liv. Du kan af skemaet se, at latens-barnet (6-12 år) også hos Erikson risikerer at udvikle en undvigende (dvs. mindreværdig og af uduelighed præget) personlighed.
Hvis du tænker på at bruge Bowlby, vil jeg hellere pege på Stern, der netop går til 3+ år, og altså mener, at barnet har dannet sin personlighed (Sense of Self). Er det gået godt, vil dets interpersonelle kompetenceniveau være højt, modsat selvfølgelig lavt.
OK?
Hilsen,
Holger
Hej Holger
Nu skriver jeg altså lige igen, håber ikke jeg er til for meget besvær!
Jeg kan simpelthen ikke finde ud af om det der står nedenfor er intrapsykisk eller interpersonelt. Jeg har selv skrevet det, men føler de "overlapper" hinanden lidt?
"Fra barnet er 2-6 mdr. befinder det sig Sterns i fase, Kerneselv. Her påpeger han, at det er utrolig vigtigt at barnet oplever at forældrene er til stede, både fysisk og psykisk, da der allerede her sker en identificeringsproces. Det vil sige, at hvis et barn identificerer sig, med en moder der er negativt påvirket af at være alene, og måske endda er misbruger, vil dette kunne præge barnets psykiske tilstand senere i livet. Dette stemmer godt overens med min case da Maria i denne periode identificerer sig med sin mor, fordi faderen er i fængsel. Da moderen og Marias far, stadig var sammen på dette tidspunkt, kunne man sagtens forestille sig, at Marias mor har været negativt påvirket af, at faderen sad i fængsel, samtidig med, at hun har været påvirket af sit stofmisbrug. Dette kan betyde, at Maria kan have identificeret sig med en mor, som hverken har været glad eller nærværende. Dette mener jeg kan ligge til baggrund for Marias eget stofmisbrug og den kriminalitet hun har begået."
Har du et bud? Eller er jeg helt på glat is? :-)
Mvh M
Hej igen M!
Din formulering: "Fra barnet er 2-6 mdr. befinder det sig Sterns i fase, Kerneselv.” er lidt uheldig, fordi Kerneselv’et ikke er en fase, men den del af personlighedsstrukturen, der dannes i 2-6 mdrs. alderen. Samtidig må du være helt sikker på, at Stern entydigt skriver, ”at det er utrolig vigtigt at barnet oplever at forældrene er til stede, både fysisk og psykisk, da der allerede her sker en identificeringsproces” og så i øvrigt lave en henvisning til det sted, hvor han skriver det. Jeg mener at vide, at Stern og hans medarbejdere har tre teser om barnets ”behov”:
Spørgsmål: Har børn i det hele taget brug for ”tid sammen med deres familier”?
Tese: Spørgsmålet om ”tid sammen med deres familier” er først og fremmest et kulturbegreb indenfor samfundskritikken af kommercialismen. “We want to live fully human lives. Not only is that the feminist project, it's the progressive project. What I'm talking about is very radical. The time movementis an extension of the labor movement, only it's fundamentally different because it puts family and private life center stage in a way that the labor movement has not done. Even portions of the feminist movement have not yet dared to do it. A new time movement needs to be critical of market culture; it also needs to critique the ways in which capitalism has incorporated the useful aspects of neighborhood female culture and given itself a humanistic face.” (Arlie Russell Hochschild)
Tese: Børn har nok kulturelt set brug for “tid”, men for deres psykosociale udvikling er forældrenes “tilknytnings-kompetence” (evnen til at være omsorgsperson) vigtigere. Political discourses on parenting suffer from the gender bias. The plea for maternal child care seems to reduce the “significant other” (George H. Mead) in primary socialization and to fix a traditional mother’s role. Time to care is viewed as a conservative code. Social constructions of parenthood may influence the prospective attitudes of parents towards their children. However, those repercussions of public discourses on individual behavior are difficult to measure.
More promising may be the cultural analysis of the repercussions of scientific discourses, empirical and epistemic as well, on family policies. Especially in Germany the conflict between attachment and context oriented concepts of childhood have been extremely influential until the early 1990s. Recently it seems to be overcome by pragmatic discourses on demography. (Martin Dornes (2004), Die emotionale Welt des Kindes. 4th ed., Frankfurt, 70f.)
Tese: Børn får ”tid med deres forældre” i overensstemmelse med det kulturelle kodeks på mikro-, meso- og makroplanet. M.a.o.: De har ”brug for” så meget ”tid”, som de får! (Michael Lewis in Altering Fate: Why The Past Does Not Predict The Future (New York/London 1997):Attachment theory, developed by John Bowlby and Mary Ainsworth (“The Strange Situation”) and empirically refined since the 1980s, shows that the quality of mother-child-relations is a result of the history of interactions within the first year of the child. Maternal labor market participation, however, does not count for deficits nor does external child care as such.) Kilde: Michael Opielka, University of Applied Sciences Jena / University of California at Berkeley, School of Social Welfare: Paper presented at the WELLCHI Network Conference 2: Well-being of children and labour markets in Europe. Different kinds of risks resulting from various structures and changes in the labour markets. Centre for Globalisation and Governance, University of Hamburg, March 31 – April 1, 2006.
Skal man tro disse fund, som gælder for Europa/Tyskland, men bygger på vestlig, specielt amerikansk, psykodynamisk udviklingspsykologi, hænger barnets udvikling iflg. den seneste Stern-forskning mere sammen med forældrenes tilknytnings-kompetence, end med noget andet. Implikationerne bliver, at en misbrugende mor i teorien godt kan have en god indflydelse på barnets udvikling af et Selv, specielt hvis hun ikke er i arbejde. Som Stern tidligere har påpeget, er barnet ikke afhængig af symbiosen eller objektrelationen, men af, at der er nogen og noget at forholde sig til. En fraværende far (eller mor), der ikke erstattes af en signifikant anden, giver ikke barnet mulighed for at udvikle sit Selv (Sense of Self) i en psykologisk forståelsesramme (psykologi opstår først, når der er mindst to mennesker, der interagerer).
Alt dette har intet at gøre med, hvordan det vil gå Maria senere i livet. Når vi antager, at det går hende dårligt, kan det nok have en del med forældrenes manglende ”tilknytnings-kompetence” (evnen til at være omsorgsperson) at gøre, men mest med det, at Maria under latensalderen (ca. 8 – ca. 12 år) indoptager forældrenes psykosociale situation som ”det normale”, som altså kommer til at præge hendes videre liv.
Din beskrivelse involverer m.a.o. såvel det intrapsykiske som det interpsykiske (interpersonelle) og den socialpsykologiske virkelighed.
OK?
Kh.
Holger
Hej Holger!
Det var godt jeg lige fik sat det med "faserne" på plads!
Nu har jeg efterhånden fået skrevet 13 sider, og den skal maks fylde 15, mangler bare en konklusion, så er det det.
Tak for din hjælp! :-)
Mvh. M
Hej Holger.
Da jeg var på nettet for at søge under psykolog opdagede jeg denne rigtig gode hjemmeside og besluttede mig til at henvende mig. I øjeblikket sidder jeg og skriver eksamensopgave i psykologi på lærerseminariet. Emnet er kommunikation og læring.
Min opgave har jeg valgt at inddele på den måde, at jeg forklarer hvad kommunikation er og derefter tager jeg 3 teorier, hvor jeg til hver teori stille disse spørgsmål:
Teorien, hvad går den i hovedtræk ud på?
Hvordan er synet på barnet?
Hvordan er synet på læren?
Hvordan ser teorien på kommunikation i en læringssituation?
Ud fra teorien, hvordan opnås den mest ideelle kommunikation?
Fordele og ulemper ved teorien?
Jeg har lavet den første teori, som er humanismen, og som nummer 2 har jeg valgt det kognitive, nr. 3 behaviorismen. Jeg er gået totalt i stå ved den kognitive teori, og kan slet ikke lige se mig ud af det. Har du måske et par guldkorn du kan dele med mig samt evt. henvisning til litteratur?
Til slut vil jeg gerne ind på hvad samtiden gør ved kommunikationen -dette har jeg dog materiale og ideer til - Lars Quatrup bla
Håber du kan hjælpe mig
På forhånd tak
B
Hej B!
Tak for din henvendelse. Se her og for referencer om kognitiv læringher. Jeg er ikke helt klar over, om du også havde problemer med behaviorismen, men her er for en sikkerheds skyld et link.
Alt er på norsk, men det skal du jo som kommende lærer også kunne forstå :-).
Du kan evt. også tjekke dette link
Venlig hilsen,
Holger
Hej Holger.
Tusind, tusind tak for din store hjælp. Hvor var det dog dejligt med en håndsrækning. Rigtig pænt af dig at skrive igen, det værdsætter jeg.
Norsk er ikke noget problem, og som du selv skriver, så skal jeg som kommende lærer kunne læse det.
Mange venlige hilsner
B
Hej Holger..
Vi ER 4 pædagogstud. Som ER ved at skrive vores bachelor opgave... Vi skal skrive om selvværd I forhold til det omsorgssvigtede barn.. Og hvordan vi går ind og arbejder med selvværdet hos barnet.. Vi ER gået totalt I Stå og kan ikke rigtig finde litt. Om hvordan selvværddet styrkes og hvordan det ER I forhold til, at børnene ER omsorgssvigtet... Håber virkelig du kan hjælpe.. Total fed side forresten, der Står virkelig mange gode ting... Vedhæfter vores opgave, hvis du skulle få tid til at kigge på den.. Håber på svar meget hurtigt, vi skal aflevere 1. Maj..
Hilsen P
Hej igen(?) P!
Da I vælger at skrive om 12-14årige, har I yderligere med pubertetsproblematikken at gøre. Hvor barnet forudgående har været i latensperioden - og dermed ekstremt modtagelig for indtryk fra omgivelserne (hvilket igen skyldes, at presset fra skolen om at lære at skrive, læse og regne er aftaget, samtidig med, at interessen for det modsatte køn ikke rigtig er sat ind endnu) - vil den normale separationstendens for puberteten blive tilført den vågne(n)de retfærdighedsfølelse. Det betyder igen, at al den uret (omsorgssvigt), barnet har gennemlevet, kommer til udtryk i dets tanker, de heraf følgende følelser og, ultimativt, adfærd.
De bedste råd, jeg kan give, er at arbejde kognitivt adfærdsterapeutisk (KAT). I har jo allerede en reference til Melanie Fennell (pas på stavningen!), så KAT forekommer indlysende. Der skal dog advares imod at gøre det uden videre. I kan i jeres opgave henvise til fx Irene Oestrichs lærebøger på dansk, beskrive metoden og så angive, at den kræver både en formel uddannelse, erfaring og supervision. Til gengæld er KAT evidensbaseret, hvilket betyder, at den virker! (Man kan godt blive uddannet som kognitiv adfærdsterapeut, selv om man ikke er psykolog - bare man ellers opfylder kriterierne, som I så rigeligt vil gøre med det arbejde, jeres opgave omhandler.)
Venlig hilsen,
Holger
Hej Holger
Super nice hjemmeside. Det er super fedt at du/I vil hjælpe os.
Vi er et par studerende der skal skive en opgave om:
Hvordan motivere man eleverne til at deltage i den alsidige idrætsoplevelse?
Kan du hjælpe os med en indgangsvinkle og kilder til sådan en problemstilling.
Vi vil bl.a. gerne inddrage flow teorien. Men har svært ved at få hul på denne opgave.
På forhånd tak.
Med venlig hilsner
D/J
Hej D/J!
Tak for henvendelsen og de pæne ord. Da jeg ikke selv er den store idrætsmand, har jeg samlet nogle links, som jeg tror, kan være relevante for jer. Tyg dem igennem, og vend så tilbage, hvis nødvendigt.
Venlig hilsen,
Holger
Hej Holger :-)))
Jeg har før skrevet til dig, og fået en fantastisk hjælp. Så nu prøver jeg lykken igen.
Jeg har sammen med en studiekammerat, været ude og besøg en idrætsbørnehave. Vi arbejder med et projekt der omhandler forsøgs og udviklingsarbejde, med bevægelse og psykologi. Vi vil se nærmere på hvad basisbørnene, kan få ud af at gå i en idrætsbørnehave, hvor leg, bevægelse og flow er i fokus. I børnehavens rapport skriver de, at de går ud fra Marthe Meo metoden, men da vi talte med dem, fik vi af vide de også arbejder med Howard Gardner, her bliver vi lidt forvirret. Vi syntes Howard Gardner teorien er meget baseret på skole børn, hvor vi tænker på Daniel Stern er mindre børn, eller skal vi se på en anden teoretiker ?? hvad siger du til det ?? Håber du kan hjælpe os :-)))))
Mange hilsner
P og M :-))))
Hej igen P & M!
Tak for henvendelsen. Dejligt at føle tilliden:-).
Der er sådan set ingen diskrepans mellem Marte Meo og de multiple intelligenser - heller ikke på det operationelle niveau. Desuden gælder Gardner for mennesket, uanset alder.
Så, når børnehaven siger, at de bruger Marte Meo, er det et hjælpeværktøj til analyse af børnenes (og pædagogernes?) funktionsmåder.
Når de siger, at de går ud fra Gardner, er det, fordi de har forstået det vigtige, at Gardners teori intet med traditionel intelligens har at gøre, men derimod nærmest er en beskrivelse af forskellige læringsmåder, som man så kan applicere på børn (eller hvem som helst), der besidder netop de(n) bestemte evne(r). På den måde undgår man at påføre nogen unødige nederlag!
Medens Gardners teori er pædagogisk (og ikke i første omgang psykologisk), er Sterns teori udviklingspsykologisk. Så I skal vælge, om I vil "nøjes" med den ene eller den anden - eller begge to. Vælger I Stern, skal I relatere hans teori til netop de børn, der er i idrætsbørnehaven. Det kan da blive helt spændende!
Venlig hilsen,
Holger
Hej Holger
Jeg har forsøgt at skrive til dig via psykologibasen, men det kunne ikke lade sig gøre. Mit spørgsmål dukker ikke op i basen, jeg trykkede på new comment - er det forkert?
Derfor forsøger jeg via e-postkassen, og håber på, at det er den rigtige vej til lidt hjælp og gode råd. Jeg skal skrive en opgave om hvordan jeg som konsulent kan intervenere overfor en pædagog, så samspillet mellem en dreng på 7 år med ADHD og de øvrige børn i børnehaven styrkes.Jeg vil bruge Vygotsky og Piaget som teoretikere i forhold til den kognitive udvikling, Anne Vibeke Fleicher vil jeg bruge i forhold til den neuropsykologiske forståelse.
Jeg vil spørge dig ad, om kan skrive lidt om de ligheder og forskelle der er mellem vygotsky og Piaget. Endvidere har jeg forgæves forsøgt at læse mig frem til, hvordan man intervenerer overfor ADHD børn udfra Piagets teori? Jeg er bekendt med Vygotsky og ZNU - så langt så godt, men er i tvivl om hvad Piaget ville råde pædagogen til at gøre for at styrke samspillet mellem en dreng på 7 år der har adhd og de øvrige børn? Det er både teorien omkring hvordan pædagogen kan intervenerer, men også hans syn på hvordan man kan fremme det som er svært for et barn ( og i dette tilfælde er det samspillet for en dreng med ADHD)?
Jeg håber, at du kan tolke de forskellige problemstillinger, og håber på, at du har tid til at svare.
God påske.
Med venlig Hilsen
T
Hej igen T!
Mon ikke du kigger det forkerte sted, for dine tidligere spørgsmål er besvaret og sendt til den opgivne mail-adresse. Desuden er det udgivet her, hvor der også er nogle henvisninger. E-postkassen er det helt rigtige sted at spørge.
Hvis du læser især den artikel i Ugeskrift for Læger, jeg henviser til ("Har du læst denne artikel?"), kan du se, at der ikke er noget overbevisende ikke-medikamentelt behandlingsregi (selvom der nok skal være folk derude, der mener, de kan gøre det 9 - jeg holder mig til den videnskabelige dokumentation). Derfor ville Piaget nok ikke have nogen løsning på det specifikke problem: han studerede normale børns kognitive udvikling, stadium for stadium og har, mig vitterlig, ikke udtalt sig om børn med særlige vanskeligheder. Han ville højst sandsynligt afvise sagen som et socialpædagogisk problem (også fordi han nok ikke havde større kendskab til den gryende ADHD-bevidsthed, som Bradley jo i 1937 havde fastslået, var en medicinsk kurabel tilstand - den gang med navnet Post-Encephalitic Behavior Disorder.
Vygotsky, derimod, ville nok have anset tilstanden som en anomali, men han ville også have kunnet 'rumme' den indenfor sit system ZNU - for det er jo netop det, ZNU går ud på: det er måden, hvorpå man lærer i det kulturhistorisk bestemte samfund, og ADHD er i princippet et produkt af vores kulturhistorie. OK? Håber du finder ud af det. Ellers er jeg, hvor jeg hele tiden har været…
Venlig hilsen,
Holger
Hej Holger
Jeg er midt i en psykologieksamensopgave på lærerseminariet. min problemformulering lyder:
-Hvordan kan jeg anvende anerkendelse som et redskab i relationen med de urolige elever?
-Hvilke kompetencer forudsætter det at læreren erhverver sig?
-På hvilken måde hjælper det den urolige elev?
Jeg bruger Sterns udviklingsteorier for at se på de faktorer der indvirker på barnet udfra de relationer de indgår i. Jeg bruger Dion Sommers teori om det fra fødslen kompetente barn og ang. anerkendelse bruger jeg bogen "anerkendelse i børnehøjde". Jeg overvejer at bruge Tønnesvangs Selvteori ift. lærerens ageren, men han bygger jo på Kohut og ikke Stern. Hvordan forsvarer jeg det.
Mvh L
Hej L!
Tak for din henvendelse.
Der er ikke noget i vejen for at bruge begge tilgange - tværtimod! Det, der giver de højeste karakterer er også de opgaver, der tør transcendere problemstillingerne og sige på den ene side og på den anden side eller omvendt kan man med forfatter Y sige, at når forfatter X mener sådan og sådan, peger det mod problemets kompleksitet. Det gælder altså om at kunne og turde se, at et problem først er et problem, hvis dets mulige udfald er mangfoldigt!
Når du bruger Stern og Sommer, taler du om det objekt (materiale = barn), du applicerer din egen (subjektets) personlighed, faglighed og karisma på, og som du synes, at Tønnesvang giver dig nogle gode input til at "gennemlyse". På den måde får du beskrevet den virksomhed, du bedriver (undervisning mv.) efter læresætningen om subjektets og objektets samtidige sammenhæng og adskilthed.
OK? Du er velkommen tilbage.
Venlig hilsen,
Holger
Hejsa Holger,
Du har før hjulpet mig,med godt resultat, så jeg prøver lige igen.
Jeg skriver pd. omkring social arv og skriver om både Bourdieu og Giddens.
Jeg har lavet en case og analyseret på drengen med udgangspunkt i Bourdieu og hans begreber.
Nu har jeg så skrevet om mine handlemuligheder som lærer og her er jeg inde på Giddens og hans teori, og er kommet frem til at Giddens nok er mere "brugbar" når man taler social arv end Bourdieu. Hvilket min vejleder er helt enig i, men så er det vejlederen spørger: Men hvad er det så lige vi kan bruge Bourdieu til?
Her kommer jeg lidt til kort. Jeg synes jo også Bourdieu er relevant. Kan du give mig et lille skub/hjælp med på vejen...
Jeg håber du kan forstå overstående.
Med venlig hilsen og på forhånd tak for hjælpen,
J
Hej igen J!
Rart at høre/læse, at du hat kunnet bruge det, jeg har skrevet.
Jeg går ud fra, at du har kigget på min artikel om begrebet Habitus. Bourdieus tanke er, at hvert individ bærer på en habitus af sekundære, erhvervede karakteristika, der i sin tur betinges af overbegrebet Habitus, der "findes" i den sociale klasse, man tilhører. På denne måde kan man ikke iagttage et menneskes adfærd og sige fx: "Staklen kan jo ikke gøre for det, for han er jo et produkt af den baggårdsmentalitet, han er vokset op i!" med mindre der er tale om en (nærmest) journalistisk eller sociologisk dataindsamling af personens enkeltvise og episodiske forholdsmåder: han spytter helt vildt meget; han bander som en børstenbinder; han tænder meget let af osv. Først her, efter at mønsteret har vist sig tydeligt, kan man tale om hans habitus, og herefter give sig til at granske de samfundsmæssige forhold, hvorunder denne udvikling er fundet sted: "Nå, ja, han kommer fra en hel klasse af undertrykte/fattige/marginaliserede/whatever mennesker."
Sat på en anden formel, kunne det se sådan ud: Klasse betinger en overordnet habitus ~ Det kollektive fænomen (undertrykte/fattige/marginaliserede/whatever mennesker), der medfører individuelle udtryk, der er socialt erhvervede (fra det forrige) og kan variere utroligt meget (det er derfor, man siger, at "man skal ikke skue hunden på hårene"), men ikke desto mindre også kaldes habitus.
Løser det dit dilemma? Ellers er jeg her endnu!
Venlig hilsen,
Holger
Kære Holger
Jeg kunne godt tænke mig en forklaring på forskellen mellem følgende begreber:
(Se svaret!)
Håber du kan hjælpe :
På forhånd mange tak
VH
C
Hej C!
Tak for din henvendelse. Jeg besvarer dine spørgsmål i din mail.
OK?
Venlig hilsen,
Holger
1. Forholdsdimension (T. Hansen) ctr. Samspilsdimension (K. Illeris):
- Er det sådan at samspilsdimensionen relateres til Læring, mens forholdsdimensionen til Udvikling?? Hvordan??
Samspilsdimensionen relaterer til Læring, fordi læring nu en gang både omfatter indre psykiske tilegnelsesprocesser og sociale samspilsprocesser! Forholdsdimensionen relaterer til Udvikling, fordi læreren er moralsk medskyldig i elevens skæbne. Læreren er et selvobjekt, som eleven uundgåeligt vil spejle sig i, svarende til (muligheden for) udvikling.
2. Motivation (Vygotskij)ctr. Virksomhed (Leontjew):
De to nævnte teoretikere er begge fra den kulturhistoriske skole, men er det sådan at motivation igangsætter en virksomhed(= handling??), som så kan forstås som Læring?
I og med sin Zonen for den nærmeste udvikling beskriver Vygotsky fundamentalt forholdet imellem læring og udvikling som dialektisk, idet udvikling ikke kan ses uafhængigt af læring. I sin simpleste form kan virksomhed defineres som subjektets søgen mod et givet mål eller objekt: fx. søgen efter føde. Medens dyrs livsaktivitet er en subjekt-til-objekt relation, formidlet ved instinkt, er menneskets livsaktivitet (til største del) en subjekt-til-subjekt relation, formidlet ved benyttelsen af et kulturelt frembragt instrumentarium, herunder sproget. På denne måde kan begrebet virksomhed faktisk kaldes "psykisk formidlet livsaktivitet"(Engelsted).
Man kan altså sige, at "sulten" (efter føde, eller det, der kan omsættes i føde) medfører arbejde, hvorved "sulten" er motivationsfaktoren.
3. Læring ctr. Udvikling:
Hvordan hænger disse to sammen, kan man sige at hvis der har været tale om en læring at det har ført til udvikling??Kig på min artikel om læreprocesser (http://psykologibasen.dk/L.shtml#Læreprocesser:), så vil du se, at udvikling i en meningsbærende form er resultatet af overvindelse af en hel række kognitive konflikter, der består af psykiske processer, der er afhængige af 1 og 2 foroven - altså motivationen og evnen til at se, at det har en betydning (det sidste oftest gennem motivation fra et selvobjekt).
Hej Holger.
Vi sidder med vores bachelorprojekt. Vi har udgangspunkt i mødre til for tidligt fødte børn. Vores problemformulering lyder: Hvordan kan sygeplejersken forstå moderen, som patient til det ekstremt for tidligt fødte barn, og hvorledes kan dette påvirke den tidlige mor-barn-tilknytning?
Vi bruger følgende teoretikere: Antonovsky, Kari Martinsen, Stern og Cullberg. Vores spørgsmål lyder på hvilke videnskabeligteoretiske tilgange benytter ovenstående sig af? Med dette er vi i tvivl om det er positivistisk, fænomenologisk etc....
På forhånd mange tak!!
Venlig hilsen fra 2 desperate sygeplejestuderende
Hej piger!
Tak for jeres henvendelse.
Antonovsky er social positivist med et kollektivistisk menneskesyn:
Martinsen er humanist/hermeneutiker med et kollektivistisk menneskesyn:
Cullberg er egentlig naturvidenskabsmand og altså logisk positivist, men jeg kender ham personlig, så jeg vil ikke tvivle med at kalde ham humanist.
OK? I er velkomne tilbage.
Venlig hilsen,
Holger
Hej
Jeg er pædagogstuderende og skal til at skrive 1. års opgave. Jeg har tænkt mig at skrive om selvværd, og hvordan børn (alder: 4-6 år) kan styrke deres selvværd gennen en æstetisk læreproces, eller gennem et pædagogisk planlægningsforløb.
Jeg mangler noget litteratur. Jeg har lånt bogen "glade børn med højt selvværd" af Dan Svarre. Den beskriver god hvad selvværd er. Men jeg synes ikke jeg kan nøjes med denne ene bog. Vil gerne have nogle teorier om selvværd..
Kan du hjælpe mig?
Mvh R
Hej R!
Tak for din henvendelse.
Det kan godt være, at jeg er lidt for snurrig i mit svar: Begrebet selvværd er vanskeligt, men da jeg selv arbejder videnskabeligt (forskningsbaseret), må det blive sådan indtil videre. Hvis du giver dig tid, kan du nok se fidusen.
Du er naturligvis velkommen tilbage.
Kh.
Holger
Hej Holger!
Jeg tillader mig at skrive til dig i håb om at du kan hjælpe mig lidt. Jeg går på HHX 3 år og skal skrive SRP. Jeg har valgt fagene afsætning og psykologi. Jeg vil skrive om "forbrugerbørn" om hvordan virksomheden Mattel går ind og påvirker børn til at købe barbiedukker. Indenfor psykologi skal jeg finde noget om udviklingspsykologi her ville jeg gå ind og bruge Stern og hans udviklingstrin. Men så er jeg i tvivl om hvilke andre ting jeg skal komme ind på og hvilke andre teorektiere der ville være gode at bruge. Er lidt i tvivl om jeg har uddybet det nok for dig :).
På forhånd tak.
Venlig hilsen L
Hej L!
Tak for din henvendelse.
Det er et interessant emne, du har valgt (jeg går ud fra, at det ikke er en forud given opgave). Som jeg har forstået det, er Barbie-dukkerne, efter at Mattel købte rettighederne af Ruth Hander, designet på grundlag af evolutionspsykologien: ved at overdrive de attributter, der gør hunnen attraktiv for hannen (kvinden for manden) på det evolutionære niveau, skabes et urealistisk behov for dette urealistiske design/udseende (lidt ligesom de radmagre modeller).
Når børn (piger) skulle gøres interesserede i at lege med Barbie, måtte man gå via mødrene, der gerne identificerede dem selv med Barbie! Det vidste og udnyttede Mattel. De (små) piger, der legede med Barbie, var slet, slet ikke klar over Mattels strategi: Ved at gøre dukkerne "sexede" talte de til mødrene, der syntes, at de måtte være noget for børnene.
Hvis du vil anvende Stern, kan du kun gøre det for at påvise, at de piger, der legede med Barnie-dukker, slet ikke var på et udviklingstrin, hvor de forstod det sensuelle budskab, men syntes bare, at dukkerne var flotte, for det syntes mor også!
Hvis jeg skulle skrive din SRP, ville jeg nok kunne henvise til Sterns 5. trin ((3 år +) Fortællende selv: Beskrivelse af sig selv i fantasier og historier, gennem oplevelser og andres fortællinger befordrer dannelsen af en egentlig og varig identitet.), men samtidig påpege, at 'andres fortællinger' er Mattels fortælling, genfortalt af moderen. Hertil kunne jeg finde på at reflektere over Eriksons udviklingteori og komme til den konklusion, at Mattel &Co. presser barnealderen nedad, hvorved Eriksons psykosociale teori viser, at latensalderen bliver til en slags præ-præ-pubertet.
Det er så op til dig at afgøre, om du synes det er ok eller ej…
OK? Du er velkommen tilbage.
Kh.
Holger
Hej Holger, jeg har skrevet til dig ang min SRP opgave.Jeg har nu fået min problem formulering som lyder:
Opgaveformulering:
- Redegør for målgruppen for Barbiedukker. I den forbindelse skal du redegøre for begreberne disponent og konsument.
- Analyser ud fra Mattels hjemmeside, hvordan de bruger viden fra psykologiske teorier om barnets udvikling til at påvirke pigerne.
- Vurder købsadfærden ud fra problematikken omkring disponent og konsument.
Når jeg skal skrive om udviklingsteorier, Kan jeg evt. bruge Erikson og Piaget, her er jeg dog meget i tvivl om, hvordan jeg sætter dem op imod hinanden ?
Har du ellers nogle gode ideer jeg kan have med i min opgave. eller hvordan jeg bedst griber det an.
På forhånd tak!
Venlig hilsen L
Hej L!
Nu er Barbie ikke lige mit favoritlegetøj, så du må give mig den rigtige URL (hjemmesideadresse) til Mattel - altså den, der vedrører
- Analyser ud fra Mattels hjemmeside, hvordan de bruger viden fra psykologiske teorier om barnets udvikling til at påvirke pigerne.
Man kan nemlig ikke på forhånd gå ud fra, at Mattel anvender Eriksons og Piagets teorier. (Det er måske dem, I har læst?) for så vidt kan man godt sammenligne dem, og måske også få noget fornuftigt ud af det, da Erikson er ego-psykolog (altså freudianer) og Piaget er konstruktivist. Men, som sagt: jeg må se siden!
Kh.
Holger
Hej Holger
Jeg har nu ledt og ledt og har ikke kunnet finde nogen hjemmeside fra Mattel som fortæller om hvordan han bruger sin viden om teorier ang. pigernes udvikling. Jeg har forespugt min lærer som mener jeg godt kan bruge eriksen og piaget, men kan du hjælpe mig til at finde nogle ting som gør at jeg gerne vil foretrække piaget frem for eriksen.
på forhånd tak L
Hej L!
Se HER. Det er tydeligt, at Mattel ønsker at undvige (pinlige) udviklingspsykologiske spørgsmål. Det ses af, at de hele tiden taler om deres egen ansvarsfølelse, at de laver legetøj, som børn kan lide og forældrene kan være trygge ved. Det betyder, at Mattel helt ser bort fra alle teorier, og lefler for de amerikanske idealer.
GERGEN er nok den teoretiker, der bedst beskriver, hvilke psykologiske mekanismer (pastichepersonligheden), der er på spil. Prøv at kigge på det!
OK? Du er velkommen tilbage.
Holger
Kære Holger.
Tak for et fantastisk site...Sikke dog en guldgrube af viden!
Jeg skriver til dig, fordi jeg har fået sat mig selv i en uoverskuelig situation ifht eksamen på pædagogseminariet.
Jeg har afleveret synops med narrativ pædagogik som omdrejningspunkt. Brugergruppen er mennesker m. dobbeltdiagnoser og min vejleder synes D. Stern´s teorier var gode til den opgave. Ham har jeg så valgt som teroretiker. Jeg tænker at man, for at kunne arbejde med mennesker som har nogle problemer af både psykisk og neurologisk karakter (brugeren der er tale om her, er incestoffer, maniodepressiv og hjerneskadet efter stof og alkoholmisbrug) som bl.a gør det svært for ham at finde sammenhæng, er det en forudsætning at man som pædagog ved noget om et barns naturlige udvikling.
Jeg går så lidt i står, fordi jeg har svært ved at tænke den videre. Altså nu ved jeg så noget om hvordan et barn ifølge Stern udvikler sig naturligt, -i hht narrativ pædagogik er udviklingen af det verbale selv og det narrative selv jo ret interessant. Men hvordan kan jeg så bruge den viden i forhold til min brugergruppe?
I min fordybning af Stern, støder jeg hele tiden på socialkonstruktionismen som jeg virkelig synes er interessant. Jeg har intet skrevet om den i min synops som iøvrigt heller ikke er specielt fyldestgørende, hvilket jeg jo meget gerne vil gøre op med i mit mdt. oplæg til eksamen. Derfor er næste spørgsmål om Stern er socialkonstruktivist? Hvis han er, hvor kan jeg så finde noget litt. som refererer til ham som dette? (Om socialkonstruktionisme har jeg bl.a. Gergen´s bog "Socialkonstruktion") Jeg tænker det i forhold til at kunne trække det frem til eksamen og diskutere problematikkerne ved fx at konstruere sin egen fortælling; hvordan man kan konstruere en historie om sig selv, som ligger ret langt fra virkeligheden, hvordan pædagogen skal være opmærksom på dette, hvordan hun skal handle hvis brugeren gør dette og hvorfor brugeren måske gør det (brug af forsvarsmekanismer).
Her kommer jeg så til mit tredje spørgsmål, fordi hvordan kan man bruge Sterns udviklingsteori sammen med forsvarsmekanismerne, som jo bygger på en grundlæggende angst? Jeg har svært ved at se det gå i spand...
En ordenlig omgang det ved jeg, men de her spørgsmål plager mig simpelthen bare så meget. Jeg håber du kan kaste lidt lys over tingene :-)
Med venlige hilsner, X
Hej X!
Tak for din henvendelse og de pæne ord - og så undskyld for den lange ventetid; jeg har en del at se til for tiden.
Jeg vælger at svare på dine spørgsmål i den rækkefølge, din henvendelse fremkalder dem:
...nu ved jeg så noget om hvordan et barn ifølge Stern udvikler sig naturligt, -i hht narrativ pædagogik er udviklingen af det verbale selv og det narrative selv jo ret interessant. Men hvordan kan jeg så bruge den viden i forhold til min brugergruppe?
Det er helt rigtigt, at grundig viden om udviklingspsykologi er ufravigelig, når det drejer sig om 'en klinisk tjans', eller det man også kan kalde at arbejde i 'The Helping Business'. Dvs., at viden om den almindelige udvikling fører til forståelse af den anomale udvikling - og i dit tilfælde til en fornemmelse af, på hvilket af Sterns trin, noget kan have fået båden, hvor netop klient/patient/beboer/bruger X har sin svaghed, til at gynge. Du må aldrig indlade dig på behandling, så derfor skal du bruge dine pædagogiske evner til at 'lokke' brugeren til at fortælle. Det vil nok være på sin plads her at klargøre, at (også) Sterns trin er inklusive. Dvs., at de vil indgå i personligheden (Selvet) resten af livet. Den eneste måde at blive forligt med sig selv på, er, at narrativet/narrativerne (i bred forstand) bliver åbent/åbne (altså fortalte). Metoderne for at lokke dem frem er psykologiske - og det er dem, du ikke må anvende. Men du må gerne være empatisk og lade brugeren tage initiativet.
Derfor er næste spørgsmål; om Stern er socialkonstruktivist?
Nej, det er han ikke. Han er grundlæggende psykoanalytisk skolet, men inddrager mange biologiske og kognitive elementer i sin forskning, som er præget af observationer i tusindvis. På dette tidspunkt har psykoanalysen, som Freud selv havde bedt sine efterfølgere om at udvikle, nået så langt, at der er nogle, der sætter spørgsmålstegn ved Sterns ståsted. Du kan læse om Gergen og socialkonstruktionismen HER. Du vil se, at det ikke har med psykologi, men med sociologi, at gøre.
Forsvarsmekanismerne er i deres almindelige form beskrevet af Freud, og hører altså (i det væsentlige) til i psykoanalysen. Men allerede Kierkegaard beskrev Begrebet Angest som et grundvilkår for den menneskelige eksistens. Også på dette område har psykologien bevæget sig. Jeg er selv kognitiv adfærdsterapeut, og der spiller psykoanalysen og dens forsvarsmekanismer ingen rolle. Jeg vil nok foreslå, at du kigger HER for at få et fundament for din ønskede argumentation (m.a.o.: Glem forsvarsmekanismerne - du brænder nallerne på dem!)
BONUS: Læs gerne den bachelor-opgave, jeg har vedhæftet.
OK? Du er velkommen tilbage.
Kh.
Holger
TUSINDE TUSINDE TAK!!!
1000-tak for dine svar. Det er så dejligt at få sat tingene lidt på plads.
Jeg har læst bacheloren og den er super! I den sociologiske del bruger jeg Gergen og blander så Stern helt udenom den del i fremlæggelsen. Jeg følger dit råd og holder mig helt væk fra forsvarsmekanismerne. Fantastisk du kunne hjælpe mig. Jeg er meget taknemmelig :-)
Kærlig hilsen X
Hej Holger
Har allerede brugt Psykologibasen til inspiration. Dog kæmper vi stadig med et par teoretikere. Vi er ved at skrive 1. årsopgave i pædagogik. Emnet er Tilknytningsforstyrrelse. Det er dog mest hos de unge vi koncentrerer os, men vi er nød til at beskrive noget om hvor og hvornår det startede ... barndommen! Bowlby er klart den vi arbejder ud fra - vil det være rigtigt at bruge Stern også. Vi syntes Stern er svær at læse .... er hans meninger meget anderledes end Bowlby´s??
Med venlige hilsner
B
Hej B!
Tak for henvendelsen.
Både Bowlby og Stern er i grunden Freud-inspirerede. De har dog begge taget imod Freuds opfordring til at videreudvikle psykoanalysen, og da Bowlby stillede træskoene i 1990 og Stern (f. 1934) fortsat er i gang, dog ikke i fast stilling, er det vel indlysende, at de har hver deres tilgang til stoffet. Stern var blevet træt af 'skrivebordsteorierne' om (spæd)børns udvikling, så han gik ud, eller rettere: satte sine medarbejdere til at gå ud, og iagttog, hvordan spædbørn agerer i det virkelige liv. Med et meget stort materiale kunne han konkludere, at børn fra fødslen har en klar erkendelse af dem selv og omgivelserne - i modsætning til, hvad man, herunder Bowlby, tidligere havde antaget. (Lidt poppet kan man sige, at de tidligere freudianere i en eller anden udstrækning mente, at barnet ikke var 'rigtig' født, selv om det var kommet 'til verden', idet deres afhængighed af moderen fortsat var af en intrauterin (vedr. livmoderen) karakter, hvorfor det, at amme, varme, nusse osv. 'bare' var en fortsættelse af graviditeten, nu i form af en subjektrelation.) Stern påviste, at spædbarnets bevægelser, herunder øjenbevægelser, er klart viljesstyrede, hvoraf man kan konkludere, at barnet er separeret fra sin omsorgsperson fra fødslen - også mentalt. Sterns kollega, Robert Emde, forklarer det sådan, at da barnet ikke har den voksnes sprog at formidle sine tanker og følelser ved, er der mange voksne, der tror, at spædbørn således er umælende/uden mæle (læs: bevidsthed).
Både Bowlby og Stern har pointer i forhold til jeres opgave:
Bowlby påpeger nødvendigheden af en sikker base (A Secure Base = hos mor o.a. omsorgspersoner, fx far), hvorfra tilknytningsevnen kan udvikles normalt, og
Stern påviser, at man skal behandle (spæd)barnet som et menneske i dets egen ret, idet tilknytningsevnen eller -lysten er afhængig af, hvorvidt barnet 'er blevet set', som man vistnok siger i pædagogkredse. Ved afvisning af barnet opstår kimen til tilknytningsvanskeligheder, hvilke ses ret tidlig (tænk bare på de børn, man 'har lyst til at tage med hjem' ctr. De børn, man ikke vil røre ved med en ildtang!).
OK? Du/I er velkomne tilbage
Kh.
Holger
Hej Holger.
Er en flittig bruger af din hjemmeside, men er nu selv nået til en større opgave i psykologi. Jeg har en problemformulering som lyder; Hvordan påvirker tidlig omsorgssvigt børns udvikling, set i forhold til tilknytning og evnen til at indgå i sociale relationer?
Jeg skal lave en opgave på max 10 sider, og det finder jeg noget svært, da jeg både skal beskrive begrebet Omsorgssvigt og så drage noget teori ind. Jeg har tænkt mig, at bruge Bowlbys tilknytningsteori og Stern. Jeg har også kigget lidt på hvad Kari Killèn siger om omsorgssvigt, og set på hvordan hun skelner imellem 7 forældrefunktioner.
Jeg ønsker lidt hjælp til at begrænse mig, og få sat emperi og teori op imode hinanden.
Hej "?"!
Tak for din henvendelse.
Det vil føre for vidt at svare udtømmende på dit spørgsmål. Derfor synes jeg, du skal starte der, hvor det allerede er besvaret! Smart, ikke? Se HER.
Hilsen,
Holger
Hej Holger.
Mange tak for din hjælp. Jeg har lige et spørgsmål til, hvordan får jeg draget Daniel Stern med ind i min opgave, i forhold til omsorgssvigt.
MVH
MB
Hej igen MB!
Hvis du kigger her, vil du se en kort gengivelse af Sterns grundteori. I den ligger implicit, at omsorgspersonens (moderens) tilstedeværelse - væren til stede - på en måde, der stimulerer barnets udvikling, er af vital betydning for barnets videre rejse gennem livet: hvert stadium er inklusiv, dvs. at det føjer dig til det allerede udviklede, uanset om udviklingen er god eller dårlig (konstruktiv eller destruktiv). Således vil et "mislykket" stadium følge barnet i dets videre udvikling. Det vil så vise sig i adfærden, når karakteristika for netop det stadium aktiveres hos individet.
Ex.: Sterns trin 3: (6-16 mdr.) Subjektive selv: Objektopfattelsen om andre aftager og erstattes af en forståelse for, at andre også er subjekter.
Hvis kontakten til "vejlederen", selvobjektet, omsorgspersonen, den signifikante anden, moderen, faderen - ja, kært barn har mange navne - er gået galt, så barnet har "misforstået" udviklingstrinnets rationale, vil det (muligvis) udvikle en "snobbet" eller overlegen identitet [NB! Heldigvis identitet, ikke Selvet; jf. HER], som du sikkert kender fra dine omgivelser (man køber et Burberry-halstørklæde og føler sig enormt overklasseagtig!).
Omvendt i fht. det ovenstående, kan en overbeskyttelse af barnets ret til selvstændighed (altså en misforståelse af Stern) medføre skader senere hen.
Konklusion: Stern påviser det normale, sunde barns udvikling i forhold til dets omgivelser, fortrinsvis under vejledning (tilstedeværelse) af en fornuftig signifikant anden (mor)!
OK?
Kh.
Holger
Hej Holger..
Vi er i øjeblikket ved at skrive en BA i relationspædagogik/brugergruppe; udv.hæmmede.., og jeg sidder ligesom fast nu..- kan ingen vegne komme.. Har været stor fan ad din hjemmside.. og brug den meget, til at hente inspiration fra mv...
Så her til mit spørgsmål (eller rettere sagt; flere spørgsmål)
Hvis jeg snakker om Habermas og livs og systemverden, i henhold til udviklingshæmmede, ka du så forslå en bog der ville være god at bruge??
Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal gribe det an - mht relationen mellem pædagog og bruger? - jg kunne snakke om Bourdieu og kapitaler og Habitus og medtænke noget Bae (anerkendelse.. )
Har du nogle råd??
Knus N
Hej N!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Jeg har et par opklarende spm.:
Er du mere optaget af relationspædagogik som sådan end din brugergruppe (altså udviklingshæmmede)?
Hvilke(t) handicap(s) har "din" brugergruppe?
Jeg har svært ved at se, hvordan du skulle kunne få opfyldt Habermas' kriterier om den herredømmefri samtale, især kommunikativ handlen. der jo bygger på forhandling og konsensus om sandheden og normer. Det kan jo bero på handicappets karakter (altså at der udelukkende er tale om funktionshandicap - ikke forstandshandicap), så du og dine brugere er på samme niveau. Er det sådan?
Hvorfor Bourdieu? Du skal jo en ordentlig omvej for at komme til en meningsfuld beskrivelse af den handicappedes habitus, især hvis vedkommende er mentalt handicappet.
Anerkendende pædagogik, derimod, er rigtig godt.
Tænk - og vend tilbage. Gerne med en lidt mere uddybende beskrivelse af projektet.
Kh.
Holger
Problemformulering:
I vores undersøgelse af pædagogisk relationsarbejde er vi stødt på modeller, hvor det gode liv beskrives, og i disse modeller defineres eksistentielle begreber, som er forudsætninger for det gode liv. Vi kan udlede, at relationsarbejde er en fundamental del i det pædagogiske arbejde med at skabe det gode liv for mennesker med fysisk og psykisk nedsat funktionsevne. Samtidig har vi erfaret, igennem vores praksiserfaring og indsamling af empiri, at brugerne skaber tætte relationer til pædagogen, hvorimod de har sværere ved at danne relationer indbyrdes. Derfor vil vi gerne undersøge, hvordan pædagogen kan arbejde med at støtte brugeren i deres indbyrdes relationer?
Hvordan kan pædagogen støtte unge mennesker med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne i deres indbyrdes relationsdannelse, på en døgninstitution, med fokus på at sikre deres trivsel og udvikling.?
Hvorledes kan pædagogen arbejde med brugernes indbyrdes relationsdannelser?
Hvordan kan pædagogen med størst mulig respekt indgå i en relation med brugeren velvidende om at denne indbyrdes relation er ulige?
Bourdieu havde jeg tiltænkt, som værende en god teoretiker til at forklare pædagogens habitus i forhold til arbejdet med udviklingshæmmede..
Habermas - Ville bruge ham til at forklare hvorvidt at systemverdenen har overtaget de fundamentale nære relationer fra livsverdenen.. Forstår du??
Har du et bud på en teoretiker, der ville være god til at komme med en kort beskrivelse/definition af (en relation)!!
Altså Holger...- Blev virkelig glad da jeg så du svarede tilbage.. Virkelig dejligt at se, at nogen mennesker har overskuddet til lige at trække andre op af det faglige sorte hul:-)
Men kig på min mail, hvis du har lyst, ellers skal du ha tak for din tid..
Mvh. N
Hej igen N!
Jeg retter lige i din problemformulering, så den ikke bliver en rød klud for eksaminator og censor!
Problemformulering:
I vort studium af pædagogisk relationsarbejde er vi stødt på teorier og modeller om det gode liv. Af dem kan vi bl.a. udlede, at
relationsarbejde er en fundamental del i det pædagogiske arbejde med at skabe det gode liv for mennesker med fysisk og psykisk nedsat funktionsevne. Samtidig har vi, gennem vores praksiserfaring og indsamling af empiri, erfaret, at
brugerne skaber tætte relationer til pædagogen, hvorimod de har sværere ved at danne relationer indbyrdes. Derfor vil vi gerne diskutere, hvordan pædagogen kan arbejde med at støtte brugerne i dannelsen af deres indbyrdes relationer. Herved opstår flg.
Problemstillinger:
Hvordan kan pædagogen støtte unge mennesker med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne i deres indbyrdes relationsdannelse? *
Kan pædagogen meningsfuldt tilføre brugernes indbyrdes relationer sammenhæng og mening?
Hvordan kan pædagogen, på trods af den indbggede asymmetri, indgå konstruktive relationer med brugerne?
* "på en døgninstitution, med fokus på at sikre deres trivsel og udvikling.?" må indgå i den nærmere uddybning.
Bourdieu: Læs HER!
Habermas: Læs HER!
Forslag vedr. relationer: Gergen: Læs HER!
OK? Du er fortsat velkommen tilbage.
Kh.
Holger
Hej Holger..
Du skal have mange tak for din hjælp..- og det betyder utrolig meget at kunne sparre med en kompetent fagperson.. Jeg vil gerne, hvis jeg må, sende mit færdige udkast til dig.. Jeg forventer ikke at du har tid til at læse eller forholde dig til det - men kunne være en stor hjælp...
Har du forresten et sted jeg kan sende et takkekort hen til, når jeg er færdig med min eksamen:-)
Mvh. N
Hej Holger
Jeg er en dreng på 16, som har valgt emnet unge og alkohol i projektugen på min skole. Jeg kan finde en masse om alkoholds virkning på kroppen, men ikke rigtigt noget om hvad alkohol gør ved psyken hos en ung, kan du hjælpe mig?
Hilsen J
Hej J!
Tak for din henvendelse.
Alkohol (ethanol) er et opløsningsmiddel, der både hos børn, unge og voksne bevirker, at vigtige strukturer i hjernen bringes ud af deres naturlige (= sådan som et menneske er) udvikling (børn/unge, hvor hjernen stadig er under udvikling) eller tilstand (voksne over 23 år, hvor hjernen i almindelighed er færdig udviklet). Fælles for begge er, at de forandrer personligheden.
Når det drejer sig om unge (ca. 13-19 år), fandt Grant (1998), at et alkoholforbrug, påbegyndt i denne alder, er den stærkeste forudsigelse om senere alkoholisme. Det kan forklares på mindst to måder:
Påvirkningen af kritiske udviklingsprocesser i hjernen, der giver hukommelsesvanskeligheder og andre neuropsykologiske dysfunktioner (fx evnen til at tale rent og/eller lammelser osv. efter en hjerneblødning eller blodprop). (Brown et al., 2000)
Tidligt alkoholforbrug kan blive en såkaldt markør for senere egentlig alkoholisme. Næsten umålelige neurofysiologiske forandringer (= forandringer i hjernen) koder for risikovillighed som ung (især hos drenge), hvilket igen medfører et større ønske om (hele tiden) at befinde sig i en unaturlig tilstand (det, man kalder "at have en funktionspromille"), hvor ens dømmekraft (samvittighed) sættes på stand by, og man først "dagen derpå" finder ud af, at man har lavet noget lort. Denne tilstand kan blive automatiseret, så en egentlig alkoholisme opstår. (Baumrind, 1987)
Den psykologisk iagttagelige følge af disse forhold er, at den unge får adfærdsproblemer: Bliver påståelig, pjækker fra skolen, har en "fuck you" attitude overfor dem, der påpeger problemerne, og - ikke mindst - udviser det, vi kalder antisocial adfærd, hvilket kan være lige fra det, at svine andre til, til at begå de frygteligste ugerninger. Når så den unge er nogenlunde klar i knoppen igen, kan han/hun godt se, hvilke ting, han/hun har gjort. Dette bevirker, at han/hun hurtigst muligt vil glemme det og "få det godt" igen - altså mere sprut! Næste skridt er, at man bliver forelsket i sprutten: alt andet er ligegyldigt, også ens evt. kæreste, indtil man har opnået sin funktionspromille, hvorefter hele cirkusset begynder igen.
Resultatet af for meget alkohol, kombineret med forudsætningerne for alkoholisme (genetisk disposition, sociale forhold og usikker psyke (personlighed)), medfører, at man ikke kan "se sig selv i spejlet", hvorfor man må dope sig, for at holde sig selv ud!
Referencer:
Baumrind, D. A.: Developmental perspective on adolescent risk taking in contemporary America. (In: Irwin, Jr., C.E., ed.: Adolescent Social Behavior and Health. San Francisco: Jossey-Bass, 1987, pp. 93-125).
Brown, S.A.; Tapert, S.F.; Granholm, E.; Delis, D.C.: Neurocognitive functioning of adolescents: Effects of protracted alcohol use. (Alcoholism: Clinical and Experimental Research 24(2): 164-171, 2000).
Grant, G.F.: The impact of a family history of alcoholism on the relationship between age at onset of alcohol use and DSM-IV alcohol dependence: Results of the National Longitudinal Alcohol Epidemiologic Survey.(Alcohol Health & Research World 22:144-147, 1998).
Resten (altså det, der ikke er de ovenstående referencer), er mit eget værk. Jeg er tilknyttet Frederiksberg Hospital og arbejder bl.a. med alkoholiserede unge.
Ok? Du er velkommen tilbage.
Hilsen,
Holger
hej Holger
jeg vil gerne vide hvad alder de de begynder at drikke er når de kommer ind til dig og hvilken alder de hypist er
mvh j
Hej igen J!
Den yngste afhængige (altså ikke alkoholikere med abstinenser, men med et daglgit psykisk behov), jeg har haft som klient var 12 år. Han udviklede senere en fysisk afhængighed, så både hans krop og hans psyke blev helt nedbrudt. I dag er han ædru.
Ellers er det almindeligt, at unge mlm. 14 og 18 år kommer i en slags præventiv behandling.
hej igen Holger
jeg vil gerne vide hvor hurtig alkoholet kommer ind i ens blod og hvor hurtig det kommer ud af kroppen? så vil jeg også gerne vide om det er hurtiger ind andre væsker som kommer ind i kroppen?
mvh j
Hej igen J!
For at tage det sidste spm. først: Organismen begynder at absorbere alkoholen i det øjeblik, den rammer tungen. Det skyldes, at fordøjelsessystemet begynder i munden. Nedbrydningen, derimod, begynder, når alkoholen kommer til leveren, hvor enzymer står for processen. At man bliver beruset hænger sammen med, at det er blodet, det fører alkoholen rundt - bl.a. gennem hjernen, hvor visse strukturer bliver påvirkede og sat mere eller mindre ud af spil - indtil leveren tager sig af den.
For svar på dit første spm., se HER. Af tabelllen kan du også se, hvor lang tid der er gået, fra genstanden er indtaget (fx hvis en kvinde på 60 kg har indtaget 1 genstand i et hiv = 2 timer), til den er forbrændt.
Du skal være opmærksom på, at man ikke kan sige noget eksakt om effekt, varighed og omfang af alkohols påvirkning af organismen. Det gælder også den hastighed, med hvilken den kommer ind i kroppen: 1) hvor hurtigt bæller man? 2) molekylets størrelse afgør, hvor "nemt" en væske trænger igennem det filter, huden indeni legemet udgør.
Hilsen
Holger
Hej Holger!
Jeg tillader mig at skrive til dig i håb om at du kan hjælpe mig lidt. Jeg går på HHX 3 år og skal skrive SRP. Jeg har valgt fagene afsætning og psykologi. Jeg vil skrive om "forbrugerbørn" om hvordan virksomheden Mattel går ind og påvirker børn til at købe barbiedukker. Indenfor psykologi skal jeg finde noget om udviklingspsykologi her ville jeg gå ind og bruge Stern og hans udviklingstrin. Men så er jeg i tvivl om hvilke andre ting jeg skal komme ind på og hvilke andre teorektiere der ville være gode at bruge. Er lidt i tvivl om jeg har uddybet det nok for dig :). På forhånd tak.
Venlig hilsen L
Hej L!
Tak for din henvendelse.
Det er et interessant emne, du har valgt (jeg går ud fra, at det ikke er en forud given opgave). Som jeg har forstået det, er Barbie-dukkerne, efter at Mattel købte rettighederne af Ruth Hander, designet på grundlag af evolutionspsykologien: ved at overdrive de attributter, der gør hunnen attraktiv for hannen (kvinden for manden) på det evolutionære niveau, skabes et urealistisk behov for dette urealistiske design/udseende (lidt ligesom de radmagre modeller).
Når børn (piger) skulle gøres interesserede i at lege med Barbie, måtte man gå via mødrene, der gerne identificerede dem selv med Barbie! Det vidste og udnyttede Mattel. De (små) piger, der legede med Barbie, var slet, slet ikke klar over Mattels strategi: Ved at gøre dukkerne "sexede" talte de til mødrene, der syntes, at de måtte være noget for børnene.
Hvis du vil anvende Stern, kan du kun gøre det for at påvise, at de piger, der legede med Barnie-dukker, slet ikke var på et udviklingstrin, hvor de forstod det sensuelle budskab, men syntes bare, at dukkerne var flotte, for det syntes mor også!
Hvis jeg skulle skrive din SRP, ville jeg nok kunne henvise til Sterns 5. trin
[(3 år +) Fortællende selv: Beskrivelse af sig selv i fantasier og historier, gennem oplevelser og andres fortællinger befordrer dannelsen af en egentlig og varig identitet.],
men samtidig påpege, at 'andres fortællinger' er Mattels fortælling, genfortalt af moderen. Hertil kunne jeg finde på at reflektere over Eriksons udviklingteori og komme til den konklusion, at Mattel &Co. presser barnealderen nedad, hvorved Eriksons psykosociale teori viser, at latensalderen bliver til en slags præ-præ-pubertet.
Det er så op til dig at afgøre, om du synes det er ok eller ej…
OK? Du er velkommen tilbage.
Kh.
Holger
Hej Holger
Jeg har skrevet til dig ang min SRP opgave.Jeg har nu fået min problem formulering som lyder:
Opgaveformulering:
Redegør for målgruppen for Barbiedukker. I den forbindelse skal du redegøre for begreberne disponent og konsument.
Analyser ud fra Mattels hjemmeside, hvordan de bruger viden fra psykologiske teorier om barnets udvikling til at påvirke pigerne.
Vurder købsadfærden ud fra problematikken omkring disponent og konsument.
Når jeg skal skrive om udviklingsteorier kan jeg evt. bruge Erikson og Piaget, her er jeg dog meget i tvivl om, hvordan jeg sætter dem op imod hinanden ?
Har du ellers nogle gode ideer jeg kan have med i min opgave. eller hvordan jeg bedst griber det an.
På forhånd tak!
Venlig hilsen L
Hej L!
Nu er Barbie ikke lige mit favoritlegetøj, så du må give mig den rigtige URL (hjemmesideadresse) til Mattel - altså den, der vedrører - Analyser ud fra Mattels hjemmeside, hvordan de bruger viden fra psykologiske teorier om barnets udvikling til at påvirke pigerne.
Man kan nemlig ikke på forhånd gå ud fra, at Mattel anvender Eriksons og Piagets teorier. (Det er måske dem, I har læst?) for så vidt kan man godt sammenligne dem, og måske også få noget fornuftigt ud af det, da Erikson er ego-psykolog (altså freudianer) og Piaget er konstruktivist. Men, som sagt: jeg må se siden!
Kh.
Holger
Hej Holger
jeg har nu ledt og ledt og har ikke kunnet finde nogen hjemmeside fra Mattel som fortæller om hvordan han bruger sin viden om teorier ang. pigernes udvikling. Jeg har forespugt min lærer som mener jeg godt kan bruge eriksen og piaget, men kan du hjælpe mig til at finde nogle ting som gør at jeg gerne vil foretrække piaget frem for eriksen.
på forhånd tak L
Hej L!
Se HER. Det er tydeligt, at Mattel ønsker at undvige (pinlige) udviklingspsykologiske spørgsmål. Det ses af, at de hele tiden taler om deres egen ansvarsfølelse, at de laver legetøj, som børn kan lide og forældrene kan være trygge ved. Det betyder, at Mattel helt ser bort fra alle teorier, og lefler for de amerikanske idealer. GERGEN er nok den teoretiker, der bedst beskriver, hvilke psykologiske mekanismer (pastichepersonligheden), der er på spil. Prøv at kigge på det!
OK? Du er velkommen tilbage.
Holger