top
Google Analytics
Opd. 24.09.2017
Opr. 22.12.1999
Søg i psykologibasen.dk


Startsiden - A - B - C - D - E - F - G - H - I - J - K - L - M - N - O - P/Q - R - S - T - U - V/W - X/Y/Z - Æ/Ø/Å - Intern/Musik
Features - Filosofi - Galleri - Links - Litteratur - Myter - Redaktion - Terapi - Vejledning - wahlstroem.dk



Spørgsmål:

(Emne: Alderdom, død og tabu)

Hej Holger!!!

Jeg er en pige på 18 år, som går på HF. Jeg skal til at i gang med en opgave i psykologi, som skal omhandle hvorfor de ældre ser døden og alderdommen som et tabu. Jeg vil høre om du ikke havde nogle teorier i forbindelse med alderdommen…

M.v.h G S




Svar:

Hej G,

Det er interessant, at opgaven handler om, at "de ældre ser døden og alderdommen som et tabu". I de kredse hvor jeg (54 år) færdes, gælder det ikke!

Lad os tage aldringen først: I et samfund, hvor ungdom bliver vægtet over alt, kan ældre mennesker godt føle sig fremmedgjorte og overflødige. Men det er kun, hvis de ikke har erkendt, at alt levende har sin tid: det fødes, gror, ældes og dør - det vi kalder livscyklus. Det vil sige, at nogle ældre ikke vil indse, at de bliver ældre, og derfor forsøger at leve på de unges præmisser, og altså fornægter deres alder, deres identitet og sågar (måske) deres personlighed.

I mit job er ungdom lig med ringe erfaring og mangelfuld dømmekraft og rutine. Jeg er sikker på, at der findes andre tilsvarende stillinger i samfundet, der dog ikke bliver eksponeret i de unges bevidsthed, og derfor i mange tilfælde vil berede dem nogle slemme skuffelser, når det viser sig, at der skal mere til end ungdom!

Derimod er det klart nok, at de af de ældre, der bliver vraget af arbejdsmarkedet, kan føle aldringen som en byrde, man ikke bryder sig om at tale om. Men det gælder her, som det vil gælde for din generation: selvom jobsene er der, får man dem ikke, hvis man ikke er kvalificeret!

Hvad alderdommen angår tror jeg, at du vil se nogle selvbevidste og selvstændige pensionister i de kommende år. De vil være mere raske, have flere penge og kræve deres ret!

Endelig er der døden. Det kan godt være, at den bliver mere nærværende som en risiko (eller mulighed), når man bliver ældre, men alt andet lige afføder den større sorg, når den indhenter et ungt eller yngre menneske, end når den kommer som en "naturlig" afslutning på et langt liv. En tabuisering af døden hænger, lige som det med alderen, sammen med, at vi ikke vil se den som uundgåelig. I virkeligheden kan man jo hævde, at det er den unge generation, der gør døden til tabu, for den regner ikke med den som en realitet for den selv, hvorfor den heller ikke taler om den!

Der er mig vitterlig ingen psykologiske teorier om emnet, at de ældre ser døden og alderdommen som et tabu. Hvis det ikke bare skal ses som en påstand, må man sige, at det er en social konstruktion, der må anskues antropologisk.

Der er noget der hedder "gerontopsykologi" = aldringens psykologi, som du kan læse mere om i "Gerontologi og samfund", et tidsskrift, du kan låne på biblioteket. Jeg kender ikke meget til området, som vistnok er integreret med lægeverdenen og beskæftiger sig med mere jordnære ting end det, du spørger om.

Jeg håber, at du ikke taber modet af, hvad jeg her har skrevet. Du er velkommen tilbage - så kan vi diskutere, hvis du har lyst!

Kærlig hilsen,

Holger




4. september 2013:

Hej Holger.

Stort kompliment til din fantastiske hjemmeside. Den er intet mindre end overvældene!

Jeg stødte lige ind i et spørgsmål på din side, omhandlende taburisering af døden.

Mit syn på dette er at det er læge og medicinalindustrien der taburiserer døden idag. Grunden til dette kan være, at det er et nederlag for både læger men i allerhøjeste grad også medicinal industrien, når mennesker dør.

Kan du se, hvor jeg vil hen?

Måske er det blot mig der tænker skævt, men jeg tror at der kan være noget om dette… :o)

Mvh

CH




Hej C!

Tak for dit indlæg og den pæne ord.

Jo, jeg kan godt forstå, hvor du vil hen. Det er et kompleks spørgsmål, som jeg tænker over ud fra to "vinkler": Den ene er den, du peger på. Jeg er selv afhængig af både hospitalsvæsenet og medicinalindustrien, så det er klart, at jeg er observant overfor det, der foregår her. En overlæge, F, der bor tæt på mig, kommenterede ved en sammenkomst den kendsgerning, at jeg, da min for snart 8 år siden gennemførte nyretransplantation, kom i det dilemma, at jeg enten skulle i dialyse omgående (med de for transplantationen mulige komplikationer), eller "holde ud" indtil der var tid til mig. Jeg valgte at holde ud - og det er jeg glad for i dag. F's kommentar var, at det da var et eksemplarisk samarbejde mellem min kontaktlæge, der kender min sygehistorie og ved, hvad der skal til, rent lægeligt, og så mig, der kender mig selv og ved, hvad jeg selv vil med mit liv. På denne måde, sagde F, blev det til den desværre alt for sjældne dialog (for ikke at sige dialektik), der til sidst endte med, at jeg nu lever et upåfaldende liv, bare jeg passer min medicinering og kommer til regelmæssige kontroller.

Min pointe er, at man vælge at tage ansvar for sit eget liv - også når "autoriteterne" presser på med deres egne løsninger. Desværre er der så mange, der ikke har kræfter til det, hvorfor det ofte bliver ensidigt; i lægernes og medicinalindustriens favør.

Den anden, og for mig mere væsentlige, vinkel, er, at ved ikke at forstå døden som en naturlig følge af livet, sådan som Sokrates udtrykte det, men gøre den til noget katastrofalt (hvilket den jo også er, når den indtræffer i utide), vil vi ikke vide af den - vi tabuiserer den. Rent psykologisk er der tale om kognitiv dissonans, og så synes jeg selv, at det blive noget nemmere at fatte!

Venlig hilsen,

Holger

PS! Jeg lægger dit indlæg og mit svar op på nettet i forlængelse af det indlæg, du henviser til. Det vil berige det indhold, så du skal have tak endnu en gang.

Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Klage over viste Rorschach-tavler)

Kære Holger
Jeg synes egentlig ikke, at det er en særlig god idé at offentliggøre 3 rorschachtavler, der er A-klassificeret testmateriale. Jeg ved godt, at den ene af tavlerne kan ses i et almindeligt leksikon, men alligevel.
Ellers en god side.

mvh BT

Svar:

Hej B,

Tak for din interesse for min side.
Der er ikke mange ting, jeg har været i tvivl om, hvorvidt de skulle med på siden, men det gælder faktisk netop Roschach-tavlerne. Derfor har jeg også arrangeret dem, som jeg har: de kan ikke bruges til noget fornuftigt, men de giver alligevel et indblik. Jeg har ikke taget hensyn til, om de kan ses afbildet andre steder, men jeg har efterfølgende set dem, ikke bare i ét leksikon, men mange steder (herunder alle 10 tavler i formindsket udgave i en bog på biblioteket). Jeg vil dog bøje mig for en kvalificeret indsigelse.

Hilsen,

Holger

Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Biologisk aldring)

Hej Holger

I forbindelse med min opgave, er jeg i gang med at udarbejde nogle teorier. Jeg er i gang med den biologiske aldring. Vi ved alle at den biologiske skabning af mennesket er underlagt naturens biologiske love nemlig, fødsel, modning, tilbagegang, og døden. Vi ved at jo ældre mennesket bliver, er der større chancer for sygdom og svækkelser, og kroppen bliver langsommerer til at indstille sig på nogle vilkår.
det jeg så vil spørge dig om var, om du havde nogle ideer til hvad jeg kunne inddrage mere i forbindelse med den biologiske aldring.

På forhånd tak.

Med venlig Hilsen

G




Svar:

Hej G,

Tak for din henvendelse.

Det er lidt svært for mig at forholde mig til det biologiske, sådan som du fremstiller det i din mail. Det er nemlig sådan, at det psykiske rent videnskabshistorisk udvikledes efter det biologiske (se min side P / Psykologi som videnskab), hvoraf følger, at psykologen ikke beskæftiger sig så meget med det biologiske.

Da jeg alligevel gerne vil give dig noget, vil jeg foreslå, at du på biblioteket låner "Psykologihåndbogen" af Mogens Brørup m.fl. (redaktion), der er udgivet på Gyldendals Forlag. I den skriver Jørgen Bruun Pedersen om "Aldringens psykologi" (kapitel 15). Her kan du se sammenhængen mellem den biologiske og den psykologiske aldring, og kan knytte de to udviklingslinjer sammen til et helhedssyn på aldringen som sådan.

Held og lykke! Kom tilbage, hvis du har brug for det!

Holger

Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Politiken skrev…)

Jeg skal ærligt tilstå, at det var mig selv, der bad Politiken Internet om at anmelde min side. Så spørgsmålet var mit, stillet til redaktionen: "Var det noget?"




Svar:

Svaret pr. 1. februar 2001 blev:

Politiken

Det siger jeg tak for!

Holger

Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Statistik)

Kære Holger,
Tusind, tusind tak for den hjælp jeg allerede nu har fået af dig. Den har været helt uvurderlig - jeg ved faktisk ikke, hvordan jeg ville have klaret opgaven uden hjælp fra din side. Også en stor tak for at du skrev tilbage så hurtigt. Det var flot gjort. Derfor har jeg det lidt underligt med endnu en gang at skrive til dig; men da du selv skrev, at jeg bare kunne henvende mig igen, valgte jeg alligevel at gøre det…

Kan du sige mig, hvad Gerontopsykiatrisk Afdeling er? - Jeg har simpelthen ikke kunne finde det nogen steder.

Jeg fulgte dit råd og tjekkede den side, du havde skrevet til mig om (den var forresten meget nyttig!). Der fandt jeg nogle forskellige tal for hvor mange personer med svære psykiske problemer, vi har i Danmark. Et sted stod der, at der i 1993 var mellem 40.000 - 50.000. Et andet stod der, at der i 1994 var 68.000 voksne med svære, psykiske lidelser. Kan det passe, at tallene afviger så voldsomt fra hinanden? Kender du eventuelt antallet for år 2000?

Noget andet, jeg har ledt efter, er stof om de forskellige, mest hyppige, psykiske lidelser og sygdomme. Jeg ved lidt om f.eks. skizofreni; men ikke nok til at gå i dybten med. Ved du, hvor jeg kan finde noget ( det må meget gerne være materiale hentet på nettet)? Og ved du, hvor mange kroner staten gav i støtte til psykologhjælp i 2000, eller ved du, hvordan jeg kan finde ud af det?

Til sidst et dumt spørgsmål fra en, der ikke er særlig snild ved en computer: Hvordan i alverden skriver man til din side - jeg kunne godt tænke mig at give dig min ros overfor andre. Det fortjener du virkelig!

Det var det hele. (Håber, at du ikke er ved at blive træt af mig!!!)

Mange taknemlige hilsner fra Nordjyden (-:



Svar:

Hej igen, det var hyggeligt!

En gerontopsykiatrisk afdeling er en afdeling på et (stats)hospital, hvor gamle mennesker med en psykiatrisk sygdom bliver behandlet.

Hvis du kigger ind på www.psykiatrifonden.dk, så får du svar på statistikspørgsmålene og sp. om sygdomme og lidelser.

Danmarks Statistik har endnu ikke offentliggjort beløbet for psykologhjælp i år 2000. Men for 1999 var det 40.441.000 kr. Året før (1998) var det 32.788.000 kr, og i 1997: 27.004.000 kr. Så kan du jo selv regne på stigningen - og evt. gætte på udgifterne i 2000.

Jeg ville blive meget glad, hvis du skrev i min gæstebog. Det gør du ved at klikke på Gæstebog på forsiden. Det hele skulle så gå af sig selv - indtil du skal til at formulere dig.

Hej igen,

Holger

Tilbage til startsiden            Til toppen





Spørgsmål:

(Emne: Hitler og magt)

Kære Holger.

Jeg har skrevet til dig engang før, for at spørge om en psykologisk profil af et menneske, hvis du kan huske det…??

Jeg har lige et par spørgsmål til mht. vores projekt, og jeg håber at du vil/kan svare på dem hurtigst muligt!!

1.) Kan man stille en diagnose på hitlers tilstand, eller tegne en psykologisk profil? Han var jo åbenlyst ikke et normalt fungere menneske!

2.)Kan man evt. finde ud af hvad der gjorde at han havde behov for magt??

3.) Kan du komme med et godt bud, på en defination af magt, -ordets betydning i en detaljeret defination??

Jeg håber at du vil svare på vores spørgsmål! -På forhånd tak,

L J




Svar:

Hej igen L,

Jo, jeg kan godt huske dine spørgsmål. Her er så svarene på dem, du nu stiller:

1) Kan man stille en diagnose på hitlers tilstand, eller tegne en psykologisk profil? Han var jo åbenlyst ikke et normalt fungere menneske!
Jeg tror, at Hitler var psykopat og at han desuden led af paranoia (forfølgelsesvanvid). Han var også stofmisbruger og det, man kalder følelseslabil, hvilket for ham betyder, at han kunne blive vanvittig af vrede, for til andre tider at være sygeligt glad. Han var også fantast, idet han virkelig troede på sit forehavende! Så man kan roligt sige, at han ikke var et normalt fungerende menneske. Alt dette kom sikkert af en opvækst, som han sidenhen fandt uværdig og pinlig - altså noget, han ville hævne!

2.)Kan man evt. finde ud af hvad der gjorde at han havde behov for magt??
Jeg tror i og for sig ikke, at han havde direkte behov for magt, men for at hævne den uret, han mente at have lidt i sin barndom. Det var let at sammenligne denne uret med Frankrigs ydmygelse af Preussen (Tyskland) i første verdenskrig. At han så rent faktsik fik magt, passede ham dog fint, for han opdagede, at han kunne lide det!

3.) Kan du komme med et godt bud, på en defination af magt, -ordets betydning i en detaljeret defination??
Den tyske sociolog Max Weber definerer magt som "sandsynligheden for at få sin vilje, på trods af modstand". Det betyder, at hvis man har meget magt, er sandsynligheden for, at man får sin vilje, stor - og omvendt. Altså kan man sige, at Hitler i begyndelsen havde stor magt, men i slutningen ingen magt - bortset fra, at han kunne undgå at blive taget til fange gennem at begå selvmord (hvilket alligevel ikke er magt, men afmagt).
Den magtudøvelse, Hitler gjorde brug af, kaldes machiavellisme: En person har ret til at bruge alle midler for at opnå sit mål, uden at tage hensyn til, hvad andre mener og tænker (efter den italienske diplomat Niccolò Machiavelli, der bl.a. skrev "Fyrsten" (i begyndelsen af 1500-tallet), hvor han gjorde sig til talsmand - nogle mener på skrømt - for, at en fyrste kan (har ret til at) sætte sig ud over alle regler for at opnå sine mål).

OK?

Holger

PS! Gider du/I skrive en lille hilsen i min gæstebog? Tak!

Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: AIDS)

Hej

Mit navn er J A, Jeg er xx år, og jeg går på X-skolen i Vordingborg.

Jeg skal skrive et projekt i psykologi, og har taget emnet traumer, med hovede vægt på AIDS, den psykologiske fase/del af sygdommen da der ikke er ret mange som taler om det.
Jeg kunne godt tænke mig at vide lidt om hvad de tænker fra de får det at vide til de dør.
Hvordan lærer de at leve med sygdommen og hvad føler deres pårørende?
Er der forskel på om det er et barn eller en voksne, der får sygdommen?
Er der forskel på hvordan de regerer efter hvordan de har fået sygdommen?

Jeg håber at du kan hjælpe mig.

På forhånd Tak.

Med venlig hilsen

J A



Svar:

Hej J,

Så kommer svarene. Man kan sige, at problemet med AIDS er det samme som med andre traumatiske hændelser. Derfor skal der overordnet set tænkes i sorg/krise- baner. Se min side K/Krisepsykologi. Her kan du måske pejle dig frem til, at AIDS må være en traumatisk krise med stærk overdeterminering. Det er udgangspunktet.
Jeg tager dine spørgsmål ud af din henvendelse og benytter dem som overskrifter:

AIDS, den psykologiske fase:
Er begyndt allerede, da der blev konstateret HIV-smitte.

Jeg kunne godt tænke mig at vide lidt om hvad de tænker fra de får det at vide til de dør.
Patienten vil begynde at spekulere over sin levemåde (hvis det er på grund af hans misbrugs- og/eller seksuelle adfærd, han er blevet smittet) og skiftevis opfatte sig selv som offer (for andres kynisme; sin egen rimelige seksualitet osv.) og som helt (den, der nok skal overleve). Under alle omstændigheder vil han veksle mellem håb og fortvivlelse.
Man skal også huske på, at overlevelseschancerne i dag er langt bedre end bare for få år siden.

Hvordan lærer de at leve med sygdommen og hvad føler deres pårørende?
Gennem samvær med andre i samme situation lærer patienten at se sig selv i en sammenhæng: han er ikke alene om problemet og hans følelser deles af andre. Pårørende har det vel som den syge: de er skiftevis optimistiske og fortvivlede. Der er selvfølgelig også de pårørende, der ikke føler noget særligt, nemlig dem, der måske har kæmpet med misbrugerens selvoptagethed, brutalitet og krævementalitet. De kan nok ikke officielt sige, hvad de mener: at det har han fortjent, men på den anden side synes de, at det er retfærdigt.
Fra en psykoterapeutisk vinkel gælder det om at hjælpe patienten til at se realistisk på sin situation og udnytte sine ressourcer til at leve videre.

Er der forskel på om det er et barn eller en voksne, der får sygdommen?
Afgjort! Hvis et barn får AIDS, er han enten født med den (smittet af en syg mor) eller han har fået en blodtranfusion med virus i blodet. I begge tilfælde er han fundamentalt set uskyldig i sin skæbne. Den voksne vil altid stille sig selv spørgsmålet: Hvad kunne jeg have gjort anderledes?

Er der forskel på hvordan de regerer efter hvordan de har fået sygdommen?
Ja. Den der har fået den efter en højere grad af vilkårlighed i livsform, vil altid skulle bære på skyldfølelsen, medens den, der har fået den påført, kan lære at se det som sin skæbne el. lign.

Jeg vil for egen regning også stille spørgsmålet om, hvordan man skal forholde sig til AIDS-syge.
Man skal være empatisk, altså forsøge at rumme patientens sorg, uden at tage den på sig eller at afvise den.

OK?

Kh, Holger

Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Pubertet og samvittighed)

Hej, jeg er en dreng på 14 år, der tit går og får dårlig samvittighed over ting som f.eks. mine kammerater ikke lader sig bære præg af. Jeg kan f.eks. gå i en uge og have det frygteligt over, at jeg har lavet noget lort i weekenden, som egentlig kun gik udover mig selv. Dette er så kun sket et par gange. Det, jeg så ikke ved, er, om det er et tegn på en eller anden form for svag psyke, eller om det bare er noget, de fleste går igennem, når de er i min alder. Vi havde et emne i dansk om psykologi, og det var der, at tanken strejfede mig. Men ellers er jeg en sportsglad og populær dreng, som udadtil nok ville ligne en, der var temmelig sikker på sig selv.
PS: Kan man gøre noget for at få en stærkere psyke.
Undsdkyld ulejligheden, og hvis det ikke er for meget forlangt, vil du så ikke skrive tilbage på min personlige e-mail, som er K@xxx.dk. Tak for din tid.
Hilsen K




Svar:

Hej K,

Jeg synes, det er stærkt af dig at ville stå ved, at du ikke altid har det, som du gerne ville have det!

Der er noget, der hedder overjeg'et (du kan kigge på mine sider). Det kommer og fortæller dig, hvad der er rigtigt og forkert - og så kan du godt blive ked af det, hvis du kan se, at der er et eller andet galt.

Nu er det sådan, at overjeg'et af og til bliver for dominerende, og det sker ofte netop i puberteten, som du er i nu. Det kan du sagtens gøre noget ved, men ikke alene!!!

Du skal tage kontakt til skolepsykologen - han/hun bider ikke - og bede om en samtale. Så kan I sammen se, om der kunne være behov for et par samtaler mere.

Hvis det, jeg skriver her af en eller anden årsag ikke kan praktiseres, må du endelig vende tilbage. Men prøv skolepsykologen og skriv så og fortæl, hvordan det er gået.

Hilsen, Holger

Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Skoleemne om psykologi)

Hej Holger!!

Jeg er en pige der hedder A, er 11 år og går i femte klasse!

Jeg har valgt et emne om psykologi, og jeg har søgt og søgt på internettet, og endelig fandt jeg din hjemmeside. Men jeg skriver, fordi jeg gerne vil bede dig om og sende en e-mail om psykologi: hvordan man får uddannelsen og alt muligt!!!

Jeg skal have lavet det til d. xx/y-01.

mange hilsner, A!!!

ps. er du dansker???




Svar:

Hej A,

Tak for din mail. Hyggeligt at du fandt min side. Der kan jo ikke stå alt (fordi jeg ikke tænker på alting!!), så derfor er det vigtigt, at du og andre spørger.

Lad os se…

Hvad er psykologi?

Det er

1) adfærdsvidenskab, d.v.s. den videnskab, der opstod efter at vi mennesker for nogle tusinde år siden var begyndt at tænke over os selv, og fandt ud af, at vi ikke bare er kød og blod, men også nogle tanker og følelser - og at vi derfor opfører os på en ofte tilsyneldadende uforudsigelig måde. (Du kan se, hvordan videnskaberne følger efter hinanden i hele klodens historie ved at kigge på min side P / "Psykologien som videnskab". Her kan du bl.a. se, at psykologien ikke kan forklare, hvad et dyr eller en plante er, eller hvad metaller og mineraler er, men at den viden er en forudsætning for psykologien. Eller sagt kort: uden natur ingen psykologi).
2) læren om de normale bevidsthedsfænomener, d.v.s. det, der beskriver og forklarer menneskers normale funktioner. På denne måde kan vi se, hvornår et menneske bliver unormalt og trænger til hjælp.
3) læren om de psykofysiologiske processer, der bestemmer vor adfærd. Det betyder, at vores adfærd i nogen grad bestemmes af fysiologiske (organernes) og nervesystemets funktioner. Ved (igen) at kende de normale processer, kan vi hjælpe de mennesker, der udviser unormale tendenser.

Hvordan bliver man psykolog?

Først skal man være student med meget højt gennemsnit (over 9) og så skal man læse på et universitet i 5-6 år for at blive cand.psych. Når man er blevet det, må man kalde sig psykolog (det er en såkaldt beskyttet titel, hvilket netop betyder, at kun en med den i loven nævnte eksamen kan kalde sig psykolog), men man er ikke færdig uddannet! Man kan/bør efteruddanne sig for at opnå autorisation fra Psykolognævnet, der for staten kontrollerer psykologers arbejde.
Man kan sige, at i dag er man færdiguddannet, når man kan kalde sig autoriseret psykolog. Så kan man bagefter blive specialist gennem at videreuddanne sig på et bestemt område: børnepsykologi, psykoterapi, neuropsykologi o.s.v.
Hvis man har en videregående uddannelse i forvejen, kan man blive optaget på DPU (Danmarks Pædagogiske Universitet) og nå sin psykologeksamen (cand. pæd. psych.) lidt hurtigere, end hvis man skulle begynde forfra som efter studentereksamen. Det har jeg gjort.

Alt muligt?

At være psykolog er både sjovt og hårdt. Man kan selv bestemme en masse om sit arbejde, men der er også nogle, der har svært ved at klare de mange slemme historier, de kommer ud for.
Man kan være offentligt ansat - i en kommune, i amtet, på et sygehus o.s.v. - eller privat - i en virksomhed eller hos en anden psykolog - eller man kan begynde som privatpraktiserende (her skelner man mellem dem, der har en overenskomst med sygesikringen, hvilket betyder, at fx. en læge kan henvise en patient til én, og at sygesikringen betaler en del af, hvad det koster; og dem, der arbejder på andre områder, såsom konsulenter, organisationspsykologer (erhvervspsykologer) o.s.v. Selv er jeg ansat i en kommune, hvor mit arbejdsområde meget ligner en skolepsykologs, men også dækker nogle andre områder. Desuden har jeg en privat praksis, hvor jeg har klienter, der selv henvender sig til mig om personlige problemer, eller virksomheder, der vil have hjælp til at gøre det, de har med at gøre, bedre, og så samarbejder jeg med et behandlingssted for alkoholikere og pille- og narkomisbrugere.
Ja, og endelig har jeg jo min internetside, ikke!?

PS?

Du er en kvik pige! Ja, jeg er det, man kalder naturaliseret dansker (jeg har altså dansk indfødsret - den fik jeg i 1981). Det kommer af, at jeg er født i Finland, men kom hertil i 1961 sammen med mine forældre; og da de så flyttede videre ud i verden, var jeg blevet tilstrækkelig gammel til at have fået venner for livet og i øvrigt kunne klare mig selv - så jeg blev her. Jeg er altså indvandrer!! (Men jeg plejer nu at drille tilbage og sige, at jeg er her som u-landshjælp til Danmark!)

Det var, hvad jeg sådan kunne finde på! Hvis du har flere spørgsmål, må du endelig skrive igen!

Kærlig hilsen,

Holger




Hej igen, A!

Jeg glemte at skrive, at psykologer har tavshedspligt. Det vil sige, at vi, ligesom præster, læger, jurister m.fl., ikke må fortælle andre, hvad vi har hørt og set, når vi har haft en samtale med en klient.

Det var bare det, jeg ville tilføje.

Hej,

Holger

Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Reaktiv depression)

Hej Holger

Vi er en gruppe voksenelever på X Handelsskole som skriver projekt i psykologi.

Vi arbejder med Krise-patologisk sorg- reaktive depressioner. Men vi er kørt fast, det meste materiale omhandler endogene depressioner og det er ikke lige det vi ønsker i vores opgave.

Kan du hjælpe os med oplysninger om reaktive depressioner eller forslag til hvor vi skal lede.

Med venlig hilsen

I, C, S, B og A



Svar:

Hej piger,

Tak for jeres henvendelse.

De reaktive depressioner kaldes også eksogene depressioner.

De opstår ved en udefra kommende livsbegivenhed: tab eller noget, der er så fremmed og angstprovokerende, at det næsten ikke er til at ryste af sig igen.

Man kan sige, at "eksogen depression" er en klinisk distinktion fra begrebet sorg, idet den hændelse, der fremkalder depressionen, i sig selv ikke "passer" til forestillingen om en depressions-fremkaldende faktor.

I almindelighed har den reaktive depression en varighed af fra 2 uger til 6 mdr. Den behandles oftest med kognitiv psykoterapi, hvor formålet er, at klienten skal forstå sin reaktion på baggrund af de data, samtalen frembringer. I sjældne tilfælde bliver depressionen "hængende" og kan så forsøges medicineret med SSRI-midler. I endnu sjældnere tilfælde forbliver individet i sin depression, som om vedkommende ikke ønsker at træde ud af den.

Jeg ved det ikke, men jeg tror, at astronauter, der ofte trækker sig helt tilbage fra samfundet, når deres mission er udført, lider af en ægte eksogen depression - en depression, hvis struktur ikke kan forstås af andre end astronauter!

Det sker også, at kronisk syge pådrager sig eksogen depression. Man kan dog ofte genkende den på det klagebillede, patienten tegner, når han/hun siger: "Du kan ikke sætte dig ind i min lidelse, for det er mig, der har den!" Disse tilstande er ofte parret med en personlighedsstruktur, der i almindelig tale kan kaldes selvmedlidende…narcissistisk!

Håber I kan bruge dette. Hvis ikke: skriv igen, så tager vi en tørn til!

Kh, Holger

Tilbage til startsiden            Til toppen






Spørgsmål:

(Emne: Personlighedsspaltning)

Hej

Jeg er i gang med at skrive en opgave i psykologi om personlighedsspaltning. Der er nærmest ingen materiale at få omkring det.

Kan du være mig behjælpelig med informationer omkring det, eller henvise til litteratur. Det jeg har læst indtil videre er borderline, som jeg syntes man kan spore en sammenhæng i med spaltning.

Jeg skal aflevere projektet om tre dage, så hvis du kan nå at svare mig inden ville det være dejligt.

På forhånd tak.

M



Svar:

Hej M,

Tak for din henvendelse.

"Personlighedsspaltning" er en folkelig betegnelse for en forstyrrelse, der ytrer sig ved, at et menneske så at sige kan optræde som én personlighed på et givet tidspunkt, for så på et andet tidspunkt at være en anden. Det kalder man "dissociering", hvorfor man kan medregne skizofreni til begrebet personlighedsspaltning. Borderline er jeg lidt mere forsigtig med at medregne, fordi personer med denne type forstyrrelser ikke opleves som nogle "Dr. Jekyll og mr. Hyde"-typer, men nogle der "bare" overfører deres egne pinagtige sider på andre.

I 1970'erne blev betegnelsen MPD (Multiple Personality Disorder = multipel personlighedsforstyrrelse) anerkendt som en psykiatrisk diagnose (i USA ved psykiateren Ralph B. Allison). Han kom snart i opposition til nogle teoretikere, der ville ændre betegnelsen til DID (Dissociative Identity Disorder). Selvom betegnelserne stadig har hver sine tilhængere, har man i Europa antaget et mellemstandpunkt, som du også kan læse om på mine sider, hvis du først går til M/Multipel personlighedskarakter, og der klikker på linket dissociativ personlighedsforstyrrelse.

Man kan sige, at medens MPD-patienter anses for at have én personlighed, der på grund af livstruende vanrøgt/misbrug inden syvårsalderen, så at sige er "gået i skjul", og der derfor ikke er "nogen hjemme", der kan få en identitetsforstyrrelse, er DID-patienter ældre end syv år, der har dannet deres stabile sind og derfor skulle kunne "holde sammen på" sig selv. DID-patienter skjuler altså hverken deres kognitive eller emotionelle selv, men danner derimod en selv-forandring - de dissocierer til noget udenfor deres eget selv. Det nok det, der er den rigtige personlighedsspaltning, og værst er det med de multiple personlighedsforstyrrelser.

Så vidt jeg er orienteret, kan MPD-patienter hjælpes med bl.a. hypnose, medens DID-patienter har et bredere spektrum af tilgrundliggende problemer, der skal behandles individuelt. Men altså: Personlighedsspaltning er det samme som en dissocieret (fraspaltet, ikke skjult) personlighed, der optræder ved siden af den "ægte" personlighed.

Hvis du har brug for det, er du meget velkommen til at skrive igen!

Kh, Holger

Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Læring og negationer m.m.)

Hej Holger Wahlstrøm

Jeg er 3.års lærerstuderende med følgende spørgsmål :

Jeg hørte engang at ordet IKKE har en speciel virkning på opfattelsen af en sætning hvori det indgår.
Hvis jeg f.eks. siger til en elev i matematikundervisningen : du skal ikke gøre sådan, du behøver ikke nå det hele, en trekant er ikke en cirkel……
- så opfatters budskabet modsat.
Jeg fik at vide at det var relateret til Neuro Linquistisk programmering.

Endvidere effekten af en sætning som " det kan virke svært / overvældende/ uoverkommeligt - men det skal du ikke tænke på…… også har en særdeles negativ effekt hos modtageren.

Jeg har forsøgt at søge oplysnnger men indil nu uden held. Jeg finder det vigtigt at tage disse overvejlser med i min undervisning, fordi jeg umiddelbart synes, de virker fornuftige. Jeg savner dog mere faglig underbygget dokumention…

De venlgste hilsner og tak for god og inspirerende læsning på Jeres hjemmeside.

JC



Svar:

Hej J,

Tak for din henvendelse.

Tja, det med NLP er jo et kildent spørgsmål, for jeg ved, at nogle psykologer synes, det er godt. Selv er jeg meget skeptisk, fordi jeg ikke kan acceptere, at man tager en delsandhed og gør den til hele sandheden (reduktionisme).
Det betyder også, at de af dig fremhævede "positive" markeringer ikke rigtig ringer hos mig, og jeg vil gerne nærmere forklare hvorfor:
Som du jo ved, er "ikke" en negation, der betyder fravær af noget. Når noget ikke er godt, betyder det altså fravær af kvalitet. Hvis man ikke skulle måtte benytte ordet (værdien) "ikke", ville man heller ikke være i stand til at sige noget fornuftigt i det hele taget. Prøv fx. at indsætte værdien "ikke" i en (i semantisk forstand) positiv sætning. Hvis det ikke giver mening, er den positive sætning noget nonsens (altså hverken rigtig eller forkert: uden mening). Det betyder, at hvis vi ikke må sige "ikke", afskærer vi os fra at benytte os af hele sandheden = vi reducerer virkeligheden. Og det er netop min anke mod NLP!

Dine eksempler er forskellige:
"Du skal ikke gøre sådan" må implicere "fordi det bruger vi ikke her!"
"Du behøver ikke at nå det hele" må implicere "bare du har forstået fidusen".
"En trekant er ikke en cirkel" må implicere "dumrian!"
Som jeg ser det, er det mellemste eksempel pædagogisk, psykologisk og humanistisk rigtigt, medens de omgivende sætninger er autoritære = behavioristiske. Vælg selv, hvordan du vil være!

"Det kan virke svært, men det skal du ikke tænke på" må implicere "fordi jeg godt ved, at du er så småt begavet, at du alligevel aldrig vil kunne komme til at fatte det!" (underforstået: du er under opbevaring, ikke udvikling).

Det NLP-fortalerne mener er, som jeg ser det, at andre skal tænke positivt, så de, der virkelig kan, får albuerum. Ved at spise mindre kritiske medarbejdere (i bred forstand - for det er elever også) af med en (semantisk set) positiv melding med negativt indhold, bilder man disse ind, at de er noget andet, end de i virkeligheden er. På denne måde fratager man dem muligheden for at udvikle sig.

Som du nok kan forstå, er jeg stærkt kritisk overfor NLP, men også overfor den misforståede pædagogik, der hverken lover eller tilbyder udvikling, men giver (misforstået) omsorg.

Du må endelig vende tilbage, hvis du har lyst!

Kh,

Holger

Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: NLP)

Kære Holger Wahlstrøm,

Jeg har været inde på din rigtig gode(!) hjemmeside og læst forskellige interessante ting. (Havde søgt under NLP - da jeg er en jobsøgende chefsekretær, der har "læst" NLP-practitioner og gerne fremover vil arbejde i et firma, der beskæftiger sig med NLP til brug for "virksomhedskommunikation". Sidstnævnte har jeg oplevet et utroligt stort behov for hjælp til i mine seneste jobs, hvor jeg synes at f.eks. NLP kunne have hjulpet meget. - Jeg mener her f.eks. direktørers totale mangel på forståelse af eksistensen af ordet "demotivering", hvilket er en kostelig ignorance.

Jeg forstår din kritik af NLP, men er ikke enig, idet NLP har gjort en stor forandring for mig. Grinder og Bandler er selv psykologer og har bl.a. opdaget, at vi alle har et foretrukkent "repræsentationssystem", nemlig visuelt, kinestetisk og auditivt. Vi bruger alle dem alle tre, men ved at blive gjort opmærksom på sit eget foretrukne, kan man f.eks. udvikle de to andre samt blive bedre til at kommunikere med andre, som har et af de andre systemer, som deres foretrukne. Dette er naturligvis en stor fordel i en undervisningssituation.

Herudover har NLP hjulpet mig meget til at selv(?) komme frem til at være i stand til at tale en forsamling (der består af flere end tre personer), forstå at jeg ikke behøver at "rumme" alle mennesker, at nøjes med at udtale mig om hvad JEG mener og at stå ved det - dvs. forståelsen af, at hvis man mener hvad man siger, så kan man altid forsvare det.

NLP har forandret meget for mig. - Givet mig mere selvtillid, indsigt og overblik. Og jeg har oplevet folk med alvorlig allergi, der er blevet symptomfri ved hjælp af NLP.

Du skriver at NLP's terminologi er vag, og jeg forstår hvad du mener, da jeg selv har svært ved at beskrive for andre, hvad jeg har lært og hvad NLP er/står for. Dog mener jeg, at NLP rummer så mange aspekter, at det alene er grunden til, at det er vanskeligt at fortælle om. Sandheden kan også lyde for fantastisk (det mener jeg virkelig).

Practitioner-uddannelsen er for mig en smagsprøve på bl.a. anvendelse af hypnose, terapi, konfliktløsning, fjernelse af fobier, fjernelse af allergier, kropssprog og en masse andet, som jeg ikke kommer i tanker om i skrivende stund.

Jeg synes at du skal give NLP en chance, og ikke negligere, at det faktisk "virker" på en hel masse mennesker. - Dem, det virker på, har måske i virkeligheden blot en særlig styrke, svaghed eller evne, men faktum er, at det virker på rigtig mange.

Tak for en informativ hjemmeside.

Jeg tager gerne en diskussion om emnet "NLP" med dig!


Med venlig hilsen

M L



Svar:

Kære M

Tak for din henvendelse. Det er altid rart, når nogen engagerer sig.

Mit svar til dig må være, at det naturligvis er godt, hvis du finder, at NLP hjælper dig. Det kan dog ikke afholde mig fra at påstå, at der ikke er tale om nogen videnskabeligt begrundet lære. Jeg har det med NLP som med religion: det er OK, at nogle kan forliges med deres sind ved at tro, men jeg er personlig af den opfattelse, at det (del)system, vore liv i bredeste forstand udgør, må forstås i forhold til et åbent rum, og ikke i et rum, der lukker sig om sig selv. Det mener jeg, at religionerne og NLP og andre New Age opfattelser gør.

Det er rigtig nok når du skriver, at direktører ikke forstår "demotivering", men der er sandelig også meget andet de ikke forstår. Deres horisont er nemlig begrænset til bestyrelsens og aktionærernes krav om profit! De er med andre ord i egentligste forstand stupide.

Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Dissociativ personlighedsforsyrrelse)

Kære Holger.

Jeg vil gerne starte med at rose dig for en god hjemmeside. Jeg har efterhånden fulgt din side i et par år, og bliver mere og mere imponeret for hver gang jeg kigger forbi. Den er let overskuelig og indeholder interessante informationer, skrevet i et let forståeligt sprog. Du ka´bare det skidt! :-)

Nu til det egentlige formål med min mail. Du har skrevet kort om dessociativ personligheds. Jeg kunne godt tænke mig at vide noget mere, så derfor vil jeg gerne stille dig nogle
Spørgsmål:

Er dessociativ personlighedsforstyrrelse det samme som depersonalisering og skitzoid forstyrrelse? Hvad er evt. forskellen? Er det en forsvarsmekanisme? Hvis ja, er det så bestemte typer mennesker der benytter den? Hvilke traumaer kan aktivere den? Er man psykisk syg, hvis man har en dessosiativ personlighedsforstyrrelse? Hvis ja, kan man så blive helt rask igen? Kan man forhindre at det sker igen? Er det en ualmindelig forstyrrelse? Er der hjælp at hente til en med denne forstyrrelse? Hvilke effekt har f.eks. kognitiv terapi på den forstyrrede? Er det den samme forstyrrelse selvskadende piger lider af?

Den var mange spørgsmål.Håber du kan svare. På forhånd tak.

Hilsen B



Svar:

Hej B,

Tak for din henvendelse og de pæne, pæne ord - det luner!

1. Er dessociativ personlighedsforstyrrelse det samme som depersonalisering og skitzoid forstyrrelse? Hvad er evt. forskellen?

Man kan sige, at dissociativ personlighedsforstyrrelse (DP) er et overbegreb for en række lidelser, hvoraf depersonalisering er én.
Depersonalisering er så igen enten en psykologisk (eksistentiel) følelse af tabt personlighed eller selv, eller (psykiatrisk) et realitetstab i fht. den egne person.
I det første tilfælde fornemmer man sig selv som et CPR-nr. snarere end som et individ, eller som "en tand i det slumrende, umenneskeliggjorte, sociale maskineris tandhjul".
I det andet tilfælde er der tale om en emotionel forstyrrelse, hvor man i de alvorligste tilfælde kan føle, at dele af ens krop er fremmede for én.
Det vil være mest korrekt at forbinde dissociativ personlighedsforstyrrelse med den sidste forklaring.
Skizoid personlighedsforstyrrelse er beskrevet på min side under S, og er ikke en dissociativ forstyrrelse, fordi den ikke "spalter" personligheden.

2. Er det en forsvarsmekanisme?

Ikke i traditionel forstand, men i et eller andet omfang er vel alle vore reaktioner forbundet med forsvar mod det, der truer vor selvforståelse…

3. Hvilke traumaer kan aktivere den?

Det ved man ikke i detaljer (jeg taler om den psykiatriske diagnose), men fx PTSD er jo altid fremkaldt af en katastrofeoplevelse, medens multipel personlighedsforstyrrelse formentlig har sin oprindelse i en biokemisk fejl-proces.

4. Er man psykisk syg, hvis man har en dessosiativ personlighedsforstyrrelse?

Ja, det er man, men det er ikke altid, det lige er til at se.

5. a Hvis ja, kan man så blive helt rask igen?
5. b Kan man forhindre at det sker igen?
5. c Er det en ualmindelig forstyrrelse?

Ja til alle tre spørgsmål, dog afhængig af graden af forstyrrelsen og om den er ledsaget af andre ting.

6. a Er der hjælp at hente til en med denne forstyrrelse?
6. b Hvilke effekt har f.eks. kognitiv terapi på den forstyrrede?

Det er højst sandsynligt, at netop kognitiv adfærdsterapi vil kunne hjælpe en patient med DP.

7. Er det den samme forstyrrelse selvskadende piger lider af?

Næppe, men det afhænger selvfølgelig af, hvilken skade de gør på sig selv.

Og så glemte jeg i mit direkte svar til B at skrive, at du endelig må vende tilbage, hvis du synes, der fortsat er noget, jeg ikke har fået svaret ordentligt på.

Holger




9.4.2017

Kære Holger.

For ca 15 år siden skrev jeg til din psykologiside omkring Dissociativ identitets forstyrrelse, Læste det igen idag og kom til at tænke på hvor forvirret jeg var dengang. Jeg skrev til dig at jeg hed Bo, det er ikke mit rigtige navn. Jeg hedder L.

Jeg fik bare lyst til at skrive til dig igen, fordi du på det tidspunkt lærte mig lidt om min sygdom. Spørgsmål jeg ikke turde at stille til min psykolog Morten Hecksher. I dag har jeg et nært forhold til ham, og er ikke så bange for at vise ham min sårbarhed. Jeg beskæftigede mig meget med hvad han tænkte om mig, istedet for hvad jeg tænkte selv. var så fragmenteret. Jeg har været heldig at få hjælp til at hele mine dissociative sider. Det har været en kamp, som jeg måtte kæmpe og igennem mange traumatiske erindringer for at jeg idag kan se at det hele hænger sammen. en stor erkendelse der ikke har været mulig for mig før at gøre mig. Mange har hjulpet mig på vej, Et netværk er dukket op undervejs der hver især har givet mig brikkerne til mit puslespil. Du er en af dem der i den spæde begyndelse af min rejse mod healing gav mig en hånd gennem din hjemmeside. Tusind tak at du har gemt mit indlæg. og tusind tak for din viden dengang jeg var så fragmenteret i min identitetsfølelse.

Mange hilsner

L




Hej L

Godt at høre fra dig, selv om tiden er gået, især, fordi du er kommet til større klarhed om din egen personlighed. Tillykke med det, og alt godt for fremtiden.

Holger

Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Hard wired - soft wired)

Kære Holger

Jeg er psykologistuderende ved Københavns Universitet og har igennem det sidste halve år haft glæde af dine psykologisider, hvor jeg bl.a. har kunnet sidde på arbejde og blive klogere.

Lige nu sidder jeg skriver på en synopse om angst, hvor jeg er igang med at skrive om angstens fysiologi:

Her har jeg et spørgsmål til brugen af begreberne:

Hard wired og soft wired.

Hvad dækker de helt præcist. Faget for synopsen er kognitions psykologi. På stående fod kan jeg ikke huske hvilke bøger, hvor begreberne optræder og hvad de helt præcist dækker. Har du tid til at besvare dette spørgsmål snarest vil det være en stor hjælp.

Grundet bl.a. fuldtidsarbejde og andre prioriteter studerer jeg mest på egen hånd, derfor er det nærliggende at kaste spørgsmålet ud i æteren i dette forum.

Venlig hilsen

J



Svar:

Hej J!

Begreberne, du nævner, er ikke "rigtige" (videnskabelige) begreber, men er opstået i laboratoriemiljøer (det såkaldte "lab slang") og betegner for hard wireds vedkommende noget, der er genetisk forprogrammeret. På denne måde taler man i forsøgssammenhænge (og formodentlig også i nogen grad i praksis) om, at adfærd, der antages være stærkt genetisk bunden er "hard wired".

Det turde så sige sig selv, at "soft wired" henviser til en adfærd, der antages være overvejende miljøbetinget.

OK? Ellers må du endelig vende tilbage!

Hilsen,

Holger

Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Drenges kønsidentitet og kvindelige pædagoger: Replik)

Et spørgsmål fra mig; Kan man antage at det påvirker drengenes kønsidentitet at der er få eller ingen mandlige pædagoger i daginstitutionerne at identificere sig med ????

Jeg venter med nysgerrighed og takker på forhånd.

Venlige hilsner fra H




Svar:

Hej H

Tak for din henvendelse. Nej, det er yderst usandsynligt, at fravær af mandlige pædagoger i daginstitutionerne varigt kan påvirke drenges kønsidentitet. Dertil er den (kønsidentiteten) for "hard wired", altså genetisk forankret. Frygten for kønsidentitetsforstyrrelser i disse sammenhænge er en sejlivet - men ikke desto mindre forkert - opfattelse, at en kulturel påvirkning kan ændre i arvemassen (eller som man troede "i gamle dage", at en tillært evne kunne nedarves).

Der er naturligvis andre ulemper ved en ensidig kønsfordeling af omsorgspersoner både hvad drenge og piger angår. Men disse har med udviklingen af det specifikt mandlige og det specifikt kvindelige at gøre: hannen er jæger, hunnen er yngelplejer, hvorfor drenge har behov for at spille bold og klatre i træer (og falde ned, ikke mindst), medens piger har behov for at bage og lege far, mor og børn. Sådan groft sagt, selvfølgelig.

OK? Ellers må du endelig vende tilbage.

kh.

Holger




Nyt indlæg:

Hej Holger

Til indlægget/ spørgsmålet til dig på din hjemmside om drenges kønsidentitet.

Jeg er helt enig med dig i, at fraværet eller tilstedeværelsen af mandlige pædagoger i daginst. kun har meget ringe sammenhæng -hvis nogen, med drengenes kønsidentitet -hvis vi altså kan blive enige om hvori den består?!

Kønsidentiteten skulle i denne sammenhæng altså været den kønsspecifikke adfærd, eller selvbilledet eller hvad? Hvad er dit bud?

Det er ikke ualmindeligt at opleve 2-4 årige drenge i daginstitution, der har en meget usikker formulering af deres køn, hvad de selv er og hvad det betyder. Dette gælder også drenge, der bor med en mand. Usikkerheden forsvinder sædvanligvis omkring 4-5 års alderen, formentligt i forbindelse med at samvær med andre drenge og mænd øges, men sikkert også efterhånden som det ekspressive sprog udvikles.

Men at kønsidentiteten som sådan er genetisk? Hvorfra har du det?

VH. N




Svar:

Hej N!

Hvor er det opløftende, at der er nogen, der udfordrer, hvad der skrives her på siderne. Det skal du have tak for!

Til dit indlæg må jeg først have lov at påpege, at "kønsidentitet" her skal forstås som bevidstheden om, hvilket køn man biologisk tilhører. Selv om der kan være et bagvedliggende spørgsmål om (mulig fremtidig) seksuel orientering, har jeg valgt at se det i et evolutionært perspektiv, idet der trods alt, mig bekendt, ikke foreligger nogen videnskabelige data om, at en målbar del af drenge i den omtalte situation skulle have "taget skade".

At kønsidentiteten (i den her anvendte betydning) er genetisk betinget følger af den biologiske nødvendighed, hvilket turde være trivielt. Mere interessant er det efter min mening at se på den kulturhistoriske nødvendighed: hvordan er mennesket udviklet til det, det er? Svaret er, som jeg ser det, at det har bevaret hannens og hunnens særpræg, herunder udførelsen af de kønsspecifikke opgaver, der er nødvendige for artens videreførelse. Det drejer sig om yngelpleje for hunnens vedkommende og skafning af føde for hannens. Gennem fylogenesen (artens udvikling) er disse egenskaber blevet genetisk konstituerende for kønnene. At den "moderne" kulturhistorie så viser en vis praktisk opblødning af rollerne og dermed tilmed giver plads for en ombytning af dem, er en anden sag. (Og alligevel: hvor mange hjemmegående fædre er der i forhold til hjemmegående mødre?) Det er i hovedsag denne "anden sag", der gør det oprindelige sort-hvide billede uklart. Vi forestiller os, at vi kan ændre på millioner af års udvikling gennem en, bevars, sofistikeret undervisnings-/pasnings-/personudviklingsteknologi. Men kendsgerningen er, at det ikke er kønsidentitetsforstyrrelser (i psykologisk og/eller psykiatrisk forstand), der ses hos dagens unge mennesker, men derimod de forstyrrelser der kan henføres til samfundets stigende kompleksitet, der præger den almene mentale sundhed. Fx forudser WHO, at depression om 10 år (så vidt jeg husker!) vil være den næsthyppigste dødsårsag på verdensplan.

Hilsen

Holger

Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Multiple intelligenser)

Kære Holger

Vi er 2 meritlærerstuderende fra CVU Sønderjylland der har valgt at arbejde med Howard Gardner og hans MI i vort psykologiprojekt. Vi har problemer med at finde en anden indgangsvinkel til vort projekt, da vi ikke kan nøjes med at beskrive hans teorier og læring. Vi mangler enten en forståelse for hvad der mangler eller en anden teoretiker der kritiserer ham eller en teoretiker der har en læringsteori der går direkte mod Howard Gardner.Vi har læst og søgt, men vi kan ikke finde denne vinkel til emner, kan du hjælpe os ??

Tusind tak for en god side og tusind tak for hjælpen

A & C




Svar:

Hej piger!

Tak for jeres interesse for mine sider.

Jeg går ud fra, at i har kigget på mine artikler om intelligens, MI og begavelse. Det første, der er interessant er, at Gardner selv ikke mener, at hans MI har noget med intelligens at gøre (det har jeg selv hørt ham sige, og den reference er lige så gyldig som alle mulige andre!). Men han vidste, siger han, at hvis han ikke kaldte sin bog noget provokerende, så ville den drukne i massen af tilsvarende litteratur. Derfor valgte han det ladede udtryk "intelligens". I virkeligheden taler han om evner eller fortrin (potentialer) i forhold til overlevelse i det kulturhistorisk bestemte samfund (altså menneskeverden). hans budskab er, at det ikke kun er matematisk-logiske og sproglige færdigheder, der bestemmer vore overlevelses- og fremgangsmuligheder, men en række andre evner, der ligger på et kontinuum, som beskrevet af Larsen i min intelligens-artikel. Gardner vælger så at præcisere nogle fixpunkter på dette kontinuum og kalde dem for intelligens for ditten og datten. Det er smart, ikke, og han scorer kassen! Han siger i øvrigt, at der måske er 8½ intelligenser…så, så seriøst tager han det.

Noget andet er, at hans synsmåde udmærket kan bruges i den pædagogiske praksis. Jeg vil pege på det materiale, der hedder Kan/Kan næsten af Jytte Borup og Vibeke Bloch fra Bryrup Skole. Jeg har det liggende til lektørudtalelse og hæfter mig ved, at forfatterne benytter Vygotsky og Bostrøm som "modvægte" til Gardner. Der har I måske idéen. Kig fx på, hvordan Vygotskys zonen for den nærmeste udvikling (det kan I også læse om på mine sider) harmonerer med Gardners idéer. Uden at jeg skal skrive jeres opgave, kan jeg da sige, at der er et fantastisk potentiale i at se, hvordan Vygotsky taler om barnets mulige måde at lære på og Gardners hjælpende hånd til at fremme læring! Så skal I ikke tage andre teoretikere ind, men fx nævne, at begrebet intelligens er omstridt, og i hovedsagelighed deler forskerne i dem, der tror på en med alderen voksende intelligens (Binet) og en fikseret intelligens (Wechsler), IK, der altså i princippet er konstant fra børnehavealderen til aldersdemensen.

Og så husk endelig, at I skal diskutere det, I har fundet ud af og konkludere på det.

Har I flere problemer, er I velkomne til at vende tilbage.

kh.

Holger

Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Bowlbys menneskesyn)

Hej igen Holger.

Så har vi igen brug for lidt hjælp og måske kan du hjælpe os. Vi arbejder os stadig videre i vores speciale og mangler noget materiale om Bowlby´s menneskesyn. Vi har søgt og søgt, men måske søger vi de forkerte steder, eller også har vi stirret os blind. Vi har flere gange stødt må Stern i sammenhæng med Bowlby, men er lidt usikre på det. Kan du hjælpe os? Evt. med links til sider hvor vi kan finde materiale om det. Vi har naturligvis brug for kilder, for at kunne bruge det i vores opgave.

Mange hilsner

J, P og T - Xyz Seminarium




Svar:

Hej igen piger!

Det var da hyggeligt. I sætter mig på nogle hårde opgaver! Meeen… lad os nu se. Jeg går ud fra, at når I spørger om Bowlby's menneskesyn, mener i det. Det er ikke så almindeligt, at man har den vinkel med, men det lyder spændende.

Bowlby var, ligesom Freud, læge. Han var også psykodynamisk orienteret, men fulgte i bogstaveligste forstand Freuds opfordring til sine efterfølgere om at udvikle psykoanalysen. Alt det betyder, at Bowlby's menneskesyn grundlæggende var det samme som Freuds, nemlig, at "alle fænomener er styret af fysikkens og kemiens love. Mennesket er et produkt af en naturlig udvikling, der i sidste ende er underkastet de samme lovmæssigheder." (Leslie Stevenson: Syv teorier om den menneskelige natur (Filosofi - Gyldendal, 1993, p. 93)).

Men Bowlby var ikke tilfreds med Freuds tilknyningsteori, der siger, at spædbarnets første kærlighedsobjekt er brystvorten eller sutten. Han kaldte den for en "skabsteori for moderkærlighed" ('a "cupboard theory" of mother love' i Gleitman, H.: Psychology - Third Edition (W.W. Norton & Co, New York and London, 1991, p. 576). I samme bog, p. 577f, beskrives hans teori på en måde, hvoraf fremgår, at han ikke fandt, at Freuds tanke om en positiv tilknytning var tilstrækkelig. Der er en anden - negativ - side af tilknytningsbehovet, nemlig, at medfødt angst hos barnet får det til at knytte sig til det første objekt (oftest moderen), det møder. Angstens formål er at forhindre det i at søge bort fra moderen og dermed blive bytte for rovdyr - eller bare at blive borte… Med denne ekstension af Freuds tanker bevæger Bowlby sig videre i sit menneskesyn til det, Pahuus kalder "Mennesket som bevidst væsen" (Mogens Pahuus/Peter Boile Nielsen: Filosofien om mennesket (G.E.C. Gad 1994, p. 170ff). Ganske vist er den "fritflydende angst" ubevidst, men den udtrykker en rudimentær bevidsthed om sig selv - altså noget i retning af humanisme.

Summa summarum kan man sige, at Bowlby's menneskesyn grundlæggende er naturvidenskabeligt, men at hans forskning fører ham til at antage en position nærmere den humanistiske og eksistentielle, idet han tilskriver mennesket evnen til at reflektere over sig selv.

Det Stern gør er, at han ekspliciterer barnets vej bort fra "den fritflydende angst" ved at lave en stadieteori om denne vej. Interessant nok ser han ikke angsten som et grundlæggende vilkår for livet, som eksistentialisterne gør det! Men det kan siges være en anden sag!

OK?

I er altid velkomne tilbage.

kh.

Holger

Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Projektiv identifikation)

Kære Holger

Jeg har fået det forklaret flere gange, og har alligevel ikke noget fast greb om fænomenet: projektiv identifikation.

Kan du gi' mig en enkel forklaring og meget gerne med et eksempel koblet på.? Mange tak - og ikke mindst tak for din formidable side!

Hilsen

T




Svar:

Hej T!

Tak for din henvendelse og de pæne ord om siden.

Lad os først tage ordene hver for sig:

Projektiv er tillægsordsformen af navneordet projektion, der i psykologien anvendes om en forsvarsmekanisme, hvis formål er at holde uønskede/uudholdelige følelser, impulser, tanker etc. på afstand ved at tillægge andre samme attributter. Fx. kan den morgensure synes, at alle andre er sure og gnavne, eller den, der mangler penge, at andre er nogle fedtsyle, eller den, der ikke kan lide sit eget udseende, at andre er grimme o.s.v.

Identifikation er det at overtage og indleve sig i andre personers adfærd og holdninger. Dette betyder meget i socialitionsprocessen, hvor barnet efterligner sine omsorgspersoner (oftest mor), men anses for dysfunktionel, når voksne fx. vil se ud som og være som et idol (jeg har hørt om en dansk kvinde, der ligner Cher, og hele tiden holder øje med hendes skiftende udseende, hvorefter hun foretager det nødvendige (farver hår, får foretaget kosmetiske operationer o.s.v.) for fortsat at være en kopi. Det samme gælde de mange mandlige skabs-Elvis'er, der render rundt. Men det kan også være helt-ud-i-hampen sygt, hvor en person oplever sig selv som en anden (Hvorfor kalder du mig Jens, når du véd, jeg hedder Napoleon?).

Projektiv identifikation er så en syntetisering (sammentænkning) af de to begreber, og det er Melanie Klein, der bringer den på bane. Definitionen er:

Forsvarsmekanisme, der giver sig udtryk i fantasier, hvor individet projicerer sit selv,
eller dele af det, over på et objekt med det formål at skade, kontollere eller eje det.
Objektet bliver dermed en repræsentant for selvet.

Jeg beskriver denne objektrelationsteori sådan: Barnet er fra fødslen orienteret mod et ydre objekt, oftest (hele eller dele af) moderen. Det former sin indre verden gennem projektioner (tillæggelse) af egne følelser på objektet, hvilke herefter introjiceres (genoptages og inderliggøres) i barnet. (T -> Tidlig barndom). Definitionen foroven betyder så, at barnet (3-24 mdr.) projicerer onde dele af sit selv på moderen, så hun bliver ondskaben selv, indtil barnet er i stand til at genindoptage sin egen mørke side.

Eftersom barnet ikke rigtig har noget sprog, må man sige, at Kleins teori er spekulativ - d.v.s. en skrivebordsteori - og der er rigtig mange professionelle, der ikke fatter den, selv om den har været genstand for mange udredninger. Selv synes jeg, at den er ubrugelig i praksis.

Det turde sige sig selv, at voksne, der foretager en projektiv identifikation, er syge. Meeen…også her er jeg skeptisk overfor anvendeligheden af begrebet. Men jeg er jo kognitivist og ikke dynamiker, så ordsproget "Hvad forstår bønder sig på agurksalat" kan nok anvendes mod mig.

Til sidst, for en sikkerheds skyld: Klein er psykoanalytisk orienteret i lige linje fra Freud, og søger med objektrelationsteorien at videretænke den dynamiske (psykoseksuelle) psykologi. Det gør hun grundlæggende blændende, men projektiv identifikation er en af de mere diskutable tanker fra hendes side. Det, at jeg er kognitivist betyder, at jeg (også) har studeret de nyeste (siden 1960erne) teorier og metoder, hvis grundlag ikke er den psykoseksuelle dynamik, men det, individet oplever om sig selv i nuet (hvilket ikke forhindrer ekskurser til barndommen). Lidt kringlet, måske, men dét, jeg kunne mobilisere her på aftenstunden…

Vend endelig tilbage, hvis du synes, svaret er for grumset, eller du har noget andet på hjerte!

kh.

Holger

PS! Prøv at kigge på min side O -> Objektrelationsteori



Hej igen.

Mange tak for dit udførlige svar om projektiv identifikation. Jeg er stadig imponeret over, at du gerne vil bruge så meget energi og tid på at svare så "redeligt" - - - Spændende og interessant. Mange tak!

Jo, jeg kender begreberne hver for sig og jeg kender også Melanie Kleins tanker. Der hvor kæden hopper af for mig ( - og jeg kan forstå måske også for en del andre…) er der, hvor det skal vise sin funktion i kontakten med f.eks. en psykiatrisk patient. Hvad er det lige der sker når han/hun ønsker at "skade, kontrollerer eller eje den anden?" Jeg tænker, at det måske handler om at jeg (hvis jeg er behandler) identificerer mig med den projektion som rette mod mig. Ku' det tænkes, og hvis ja - - hvordan søren bærer han/hun sig ad med at få det til at ske…? Og hvordan bærer jeg mig ad med at hoppe på den limpind?

Nå, måske har du ikke så mange flere kommentarer til emnet. Men hvis du har, så modtager jeg dem gerne til mere hjernespind!

Mange hilsner

T



Hej igen, T!

Det er altid vanskeligt at genkende en proces, der er foregået i barndommen, når klienten er voksen. Det er netop de dynamiske metoders svaghed. Vi har så den specielle situation med PI, at den faktisk kun gælder for det 6-24 mdr. gamle barn. Alligevel vil dynamikerne gerne finde spor af den hos voksne klienter, og beskriver derfor den voksnes PI med de ord, du citerer. I virkeligheden drejer det sig om narcissisme eller paranoia eller begge dele. Det, ikke at have kontrol med den anden fører til ønsket om at skade den, man ikke kan eje. På denne måde opstår PI, for klienten kan ikke holde de tanker og følelser, der åbenbares i terapien, ud! Det bliver terapiens mål, at klienten skal forliges med sine dysfunktionelle tanker og følelser = hans sind. Læg mærke til, at du som behandler aldrig må hoppe med på PI, da det afspejler klientens problem, (forhåbentlig) ikke dit! Det bliver i givet fald til en modoverføring, som afslører dine vanskeligheder, hvilket netop kan medføre, at klienten kan gennemføre sit (ubevidste) forehavende: at skade og såre.

Du kan altså se, at det netop ikke handler om, at du identificerer dig med projektionen, men at klienten søger at projicere sin egen identifikation af sit selv på dig. I det øjeblik, du viser svaghed (ved at modoverføre, hvilket ikke behøver at være verbalt, men fx ved at vise usikkerhed, lede, vrede el. lign.), har han dig! Det er her begreber som neutralitet og empati kommer ind som værktøjer for terapeuten. Ved ikke at lade sig forlede til modoverføring, giver terapeuten aben tilbage til klienten, som så må forholde sig til det smertelige - præcis som barnet, der må indse, at det onde ikke residerer i moderen, men i barnet selv.

OK?

kh.

Holger

Tilbage til startsiden            Til toppen



Spørgsmål:

Psyken - hvad er det?

Kære Holger,

Jeg har et spørgsmål, som jeg har haf svært ved at få besvaret, jeg er imidlertid blevet henvist til dig som ekspert på området.

Jeg leder efter en faglig definering på ordet psyke.

  1. Hvad er psyken, en begrebsmæsig forståelse.
  2. Hvad er formålet med psyken, hvad gør den.
  3. Hvor er psyken placeret, kan den tages ud af kroppen ligesom alt muligt andet.

Med venlig hilsen

B




Svar:

Hej B!

Tak for din henvendelse. Før jeg går lige på dine spørgsmål, vil jeg anbefale dig at læse mine to artikler på side P -> Det psyko-somatiske problem og Psykologi som videnskab. Så til sagen:

1. Hvad er psyken, en begrebsmæsig forståelse.
Det fremgår af de ovenfor angivne artikler, at ordet psyke betyder sjæl eller sjæleliv. Sat sammen med endelsen -logi, der betyder lære eller videnskab, har vi, at psykologi betyder "sjælelære" eller "videnskaben om sjælelivet". Da "sjæl" historisk er blevet "kapret" af kirken/religionen, og psykologien, ligesom den vesterlandske filosofi, forsøger at gøre sig fri af religiøse bånd, må en fordanskning af begrebet psykologi rettelig blive til læen om sindet eller videnskaben om sindstilstande.

2. Hvad er formålet med psyken, hvad gør den.
Psyken er den del af det hele menneske, der ikke er fysisk (biologisk) i den forstand, at den består af materie, men af processer, der i mange tilfælde kan reduceres til elektro- og/eller biokemiske processer. Disse processer fremkalder tilstande i det hele menneske, der ved processernes uhensigtsmæssige forløb bliver til symptomer på det, der er gået galt. Depression, angst, tvangstanker etc. er altså dybest set symptomer på, at noget er gået galt i de elektro- og/eller biokemiske processer.

Men det hele er mere kompliceret end som så: Som følge af de dysfunktionelle tilstande, løber mennesket ind i nogle eksistentielle problemer (det kan også tænkes, at det går i modsat retning, fx at sorg bliver patologisk (sygelig), fordi de med sorg forbundne biokemiske processer fortsætter ukontrolleret), der er de egentligt psykologiske problemstillinger. Psyken, der, mere prosaisk udtrykt, er vor evne til at reflektere over os selv, og gør os i stand til (mere eller mindre dygtigt) at navigere mellem alle de projekter, vi, som den eneste dyreart, har. Læg mærke til, at jeg ikke fraskriver andre dyr det psykiske, men jeg fremhæver, at det specifikt menneskelige er, at det har projekter: det bygger huse, går på arbejde, bliver gift i kirker…you name it! Psyken - ikke det psykiske som sådan - gør mennesket til to sider af samme sag: sjæl og legeme eller rettere: psyke og soma, hvor psyken er subjekt og soma (legemet) er objekt. Fidusen er nu, at subjektet og objektet både er sammenhængende og adskilt - og det samtidig (læs mere under V -> Virksomhedsteorien), og bevidstheden om dette gør, at mennesket erkender sig selv! Altså: uden psyke ingen selverkendelse!

3. Hvor er psyken placeret, kan den tages ud af kroppen ligesom alt muligt andet.
Psyken (subjektet) er i hjernen. Det medfører, at mennesket er i hjernen, fordi objektet (det legemlige) styres fra hjernen. Læg mærke til, at man kan undvære de fleste legemsdele, og alligevel fungere som et menneske. (Det betyder det samme som, at jeg, der ikke er atlet eller bjergbestiger eller vægtløfter, fortsat er et menneske. ligesom den, der har mistet et ben, sine arme o.s.v.). Da nu psyken er i hjernen, er den afhængig af ilttilførslen, som foregår ved blodomløb. Hvis nogle af de organer, der har med blodomløbets funktion at gøre, beskadiges, er der risiko for, at hjernen som motor ikke får tilført det nødvendige drivmiddel, hvorved psyken også kan tage skade (fx. iltmangel ved fødslen). I princippet betyder alt dette, at hvis hovedet adskille fra kroppen, så dør begge side af mennesket, medens enkelte legemsdeles bortfald ikke dræber mennesket som sådan.

Man har gennem tiderne forsøgt sig med at "tage psyken ud af kroppen" i mindre bidder (fx "det hvide snit" og overskæring af forbindelsen mellem de to hjernehalvdele), og fundet, at det kan ikke lade sig gøre, hvis man vil bevare mennesket (i disse linjers forstand) helt. Så svaret er: Nej! Psyken kan ikke tages ud af kroppen, for så dør det hele menneske.

Håber, du kan bruge mine svar. Hvis ikke: vend endelig tilbage!

Hilsen,

Holger

Tilbage til startsiden            Til toppen





Spørgsmål:

(Emne: Narkissos- (Narcissus-)myten kommenteret)

I skriver i slutningen af "Echo og Narcissus", at Echo efterlod sig ekkoet, mens Narcissus kun efterlod sig et navn for forfængelighed.

Narcissus, liljefamilien (f.eks påskeliljen, Narcissus Pseudonarcissus) er opkaldt efter ham, fordi de bøjer sig mod deres spejlbillede. Det er blomster udbredt i Middelhavslandene.

Begge efterlod sig med myten et afskrækkende eksempel

Mvh

Richard Thomas Lionheart




Svar:

Hej Richardt!

Tak for din uddybning.

Må jeg bruge dit fulde navn, når jeg sætter den ind på siderne?

Hilsen,

Holger




Replik:

Ja, det er du velkommen til.

Flere udgaver af Narcissusmyten har den slutning, at Echo sygner hen og bliver til skind og ben. Benene bliver til klipper og til sidst er kun stemmen tilbage (oral depression).

Narcissus sygner hen i sin længsel og forsvinder helt og bliver til en narciss (lilje); eller hvor han forsvandt voksede en narciss frem.

Moralen er, at de begge går glip af livet. Hun, fordi hun forelsker sig uopretteligt i en narcissist og han fordi han kun kan se andre i den udstrækning, de genspejler ham selv. De sygner derfor begge hen i ensomhed.

Der er mange variationer af myten. Ofte med den passage, at da Echo springer frem og, fuld af forventning om, at det er hende han råber på, åbenbarer sig for Narcissus på stien, stopper han op og siger: "Vig bort. Hellere ville jeg dø, end jeg vil give mig hen til dig". Og hun svarer (som hun jo ér, ved at gentage det sidste af den andens sætning): "Jeg vil give mig hen til dig". Da hun ikke han sige noget selvstændigt, kan hun derefter ikke trække sine ord tilbage, og har dermed dømt sig til evig længsel.

Heras ord til Echo er ofte direkte: "Du snakker for meget. Fra nu af skal det blive sådan med dig, at du ikke selvstændigt kan sige en sætning, men kun kan gentage det sidste der er sagt".

Hera er symbolsk moderen og Zeus, faderen. Moderen straffer pigen, der har solidariseret sig med faderens sexualitet (tager pippet fra hende), og myterne kan jo udlægges i det næsten uendelige. I en variation har Narcissus haft en smuk men nu afdød tvillingesøster, som han i virkeligheden længes imod, og det er derfor han er fortabt for denne verden.

Venlig hilsen

Richardt Thomas Lionheart




Svar:

Hej Richard!

Det var da pragtfuldt!
Jeg tror lige, jeg skal fjerne ordet "kun" i slutningen af min gengivelse.

Tak for interessen.

Holger

Tilbage til startsiden            Til toppen           Tilbage til myten




Spørgsmål:

(Emne: Børn og fedme)

Hej Holger.

Vi er tre pædagogstuderende, som er igang med at skrive bachelorprojekt om overvægtige børn.
Vi var inde og kigge på hjemmesiden psykologibasen.dk, hvor vi fandt dinmailadresse.

Vi har haft nogle forskellige diskussioner som vi kune tænke os at høre din mening om. Vi håber, at vi hører fra dig.

På forhånd tak.

Med venlig hilsen

M, F og M




Svar:

Hej piger!

Tak for jeres henvendelse.
Jeg besvarer jeres spørgsmål "indbagt" i mailen.

I er velkomne tilbage!

kh.

Holger


- Tror du, at en utryg tilknytning (Bowlby) i den tidlige barndom kan medføre overvægt - feks pga trøstespisning - hos børn?

Læs Inger Bernth: En etiologisk tilgang til personlighedsudvikling - Bowlby-Ainsworths tilknytningsteori i "Psyke & Logos", 2003, 24, 485-528. Her vil I se, at der er forskel på "en sikker havn" (Bowlby) og "en sikker base" (Ainsworth). Jeg tror, at et barn i et Bowlby-regi har større potentiale for fedme end et barn i Ainsworth-regi - simpelthen, fordi den sikre havn (jeg var lige ved at skrive favn) giver føden, medens den sikre base giver barnet mulighed for at finde føden. Det, selv at skulle finde føden (i betydningen: ikke at blive overfodret), ligesom i det vilde dyrerige, gør en ikke fed!
Der er også en udmærket artikel i Psykolog Nyt nr. 18, p. 32: Om tilknytning til andre mennesker, der behandler emnet.

- Det er dokumenteret flere steder, at folk med ingen eller kort uddannelse har større chance for at blive overvægtig. Hvad tror du grunden kan være hertil?

Nu bliver det spændende! Prøv, om I kan forbinde svaret på jeres næste spørgsmål med dette:
De kortuddannedes værdigrundlag er skrøbeligt og påvirkes nemmere af de agenter (reklamer, TV, McDonald's, flæsk og pølse), der er lige for - d.v.s. appellerer til de normer, de kortuddannede lever efter.

De længere-uddannedes særkende er, at normer er sekundære, medens værdier er primære. Til værdisætning hører også en bevidsthed om, at fremtiden er lysere for en slank, velplejet og velartikuleret person, end en slaskefed ignorant - for nu at sætte det på spidsen. Derfor - og fordi de længere-uddannede har bedre råd til gode råvarer - sætter deres habitus en værdi på kosten!

- Kan du kort og klart forklare forskellen mellem social arv og habitus?

Begrebet social arv lænker individet til de normer (i modsætning til værdier), der gælder for forældregenereationen: Håndværekerens søn bliver håndværker; hans datter gifter sig med en håndværker. Akademikerbarnet bliver akademiker, misbrugerens barn bliver misbruger o.s.v. Specielt gælder, at det at bryde den sociale arv, så man stiger i det sociale hierarki (og bliver mønsterbryder), er meget vanskeligere end det omvendte.

Begrebet habitus er resultatet af, at større klasser (stamme, befolkning, socialklasse) påvirker individers/gruppers værdier (i modsætning til normer). De større klasser henter deres habitus i den fælles historie og kultur o.s.v. (Når præsten, hvis far var provst, hævder de kristne værdier, er hans habitus den samme som faderens.) Specielt kan man forestille sig et folk, fx danskerne, hvis habitus gennemsyres af en af dets store tænkeres, fx Kierkegaards eksistentielle, værditænkning. (Det sidste var nu sort humor :-))


Tilbage til startsiden            Til toppen           Tilbage til myten



Spørgsmål:

(Emne: Piaget, Vygotsky og læreplaner)

Kære Holger Wahlstrøm

Sikke en fantatisk side du har lavet!! Den er jeg flittig bruger af…

Jeg er igang med eksamen i Kognition og Læring på Københavns Universitet, pædagogik. Jeg har desuden lige afleveret synopsis med teori og skal snarest til mundlig eksamen i denne. Min problemformulering heri lyder som følgende:

Hvilken indflydelse har pædagogiske læreplaner i daginstitutioner.Hvorfor og påvirker det børns læring set i forhold til Piaget og Vygotsky?

Mit spørgsmål til dig er: Hvad ville være godt at trække frem til det mundtlige oplæg? Og virker læreplaner ifølge henholdsvis Piaget / Vygotsky??

På forhånd tak
Venlig Hilsen

I




Svar:

Hej I!

Tak for din henvendelse og de pæne ord.

Hverken Piaget eller Vygotsky havde nogen anelse om, at der en dag skulle etableres læreplaner et eller andet sted på jorden - men det ville have frydet dem, tror jeg.

Det, begge pointerede, var, at børn (mennesker) lærer ved selv at konstruere deres viden. Piaget mente, at det kognitive princip gjaldt, dvs. at børn i en bestemt alder var i stand til det og det, men ikke mere. Det blev til hans stadieteori. Vygotsky tog sit udgangspunkt i den dialektiske materialisme og gik frem efter den kulturhistoriske skole, hvorved det enkelte barn lærer i sit eget tempo efter princippet om zonen for den nærmeste udvikling (znu).

Når det kommer til læreplaner, kan de to komplettere hinanden derved, at kendskab til Piagets teori gør, at pædagogen ikke stiller krav, som ligger udenfor barnets fatteevne, men dog søger at fremme udviklingen gennem hele tiden at være skridtet foran, sådan som Vygotsky beskriver det. Herved afgrænses og muliggøres en kohærent læreplan, der er solidt funderet i videnskaben.

Man kan også sige, at med Vygotskys znu kan barnet oppes til at udnytte sit kognitive potentiale optimalt - og da læreplaner har det med at blive lidt vel ambitiøse, gør fremgangsmåden dem lidt mere realistiske.

OK?

Holger

Kære Holger

Mange tak for det rare svar… det gav mig lige lidt mere overblik!

Tusind tak
God sommer

KH I


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Tønnesvang igen, igen!)

Hej Holger

Fik et genialt tip, af en ven her for nylig - din hjemmeside. Adressen burde stå med neonskrift på alle landets uddannelsessteder!!

Har en smule forståelsesvanskeligheder, omkr. ligheder og forskelle i forbindelse med Ole Løw og især Jan Tønnesvangs relationelle teori - hvis man kan kalde dem det (hvilket jeg kan forstå ved nærmere læsning på din hjemmeside, at jeg ikke er ene om). Min mundtlige eksamen står for døren, og der er ikke meget hjælp at hente fra mine (seminarie)lærere på denne tid (hvis det stod til mig, burde der være mere vejledning op til eksamen!!)

Nå, men tilbage til det centrale - mine forståelsesvanskeligheder. Helt konkret handler det om, hvilke retninger de to førnævnte helt konkret hører til? Jeg forstår at Ole Løw er social konstruktivist, hvilket indebære at han ser (med pædagogiske briller) relationer som en social konstruktion mellem to eller flere mennesker. Han tager altså udgangspunkt i, at både læring og kundskab må ses i lyset af kulturen og sproget - fællesskabet. Samtidig med at læring er et aktivt og subjektivt anliggende, hvor den enkelte selv konstruerer kundskab, i kraft af relationerne/fællesskabet. Jeg mener at Tønnesvang bygger videre på Kohuts teorier (psykoanalytiske selv-psykologi), men er lidt i tvivl om hvor "han skal puttes ind"? Han beskæftiger sig som Løw, med relationerne mellem barn/elev og voksen/lærer (selv-selvobjektteorein), og tager endvidere højde for kulturens foranderlighed! Men i forhold til Løw er hans teorier mere opmærksomme på subjektet (selvet) og dets rettethed mod selvobjekterne. Kan man sige, at Tønnesvang tager udgangspunkt i personerne (og deres rettethed) i relationen og disses indre og ydre side af personlighed, hvor Løw tager udgangspunkt i det der sker mellem personerne - selve relationen?? Det ville hjælpe mig enormt meget, hvis du kunne give en smule feedback, på trods af en meget lang mail (undskyld - tastaturet løber af med mig)! Især på, hvorhen jeg skal placere Tønnesvang? Han lægger jo vægt på både det sociale aspekt, på selvet og på relationer! En form for social-relationel psykoanalytisk selv-spykologi ;0)

Håber virkelig du kan hjælpe, inden eksamen går løs i næste uge.

Mange venlige og forhåbningsfulde hilsener - den lidt forvirrede ;0)





Svar:

Hej forvirrede!

Tønnesvangs teoretiske fundament kaldes (og han kalder den selv) for antropologisk psykologi, hvormed menes, at hans psykologi er subjekt-relationel, dvs. ikke almen i almenpsykologisk forstand, men sådan at forstå, at han henvender sig til den pædagogiske verden for at få den til at vågne op til dåd, ved at give den råd. Altså på samme måde som antropologen studerer fremmede livsbetingelser og de deraf opkommende forskelle og ligheder mellem det allerede kendte, så vi kan møde det fremmede med forståelse. Så svaret på Kan man sige, at Tønnesvang tager udgangspunkt i personerne (og deres rettethed) i relationen og disses indre og ydre side af personlighed, hvor Løw tager udgangspunkt i det der sker mellem personerne - selve relationen?? er JA, hvis bare du har det i baghovedet, der står i denne mail i øvrigt.

Knæk og bræk,

Holger





Tak for et godt og hurtigt svar :0)

Den nu, mindre forvirrede ;0)


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Ungdom og borderline)

Kær Holger.

Håber du kan hjælpe mig lidt. Jeg skal til psykologi-eksamen meget snart, og har som en "appetitvækker" skrevet nogle sider som et oplæg om "ungdom, identitet, og borderline-personlighedsforstyrrelser i det senmoderne samfund". Her har jeg kort beskrevet Identitetsdannelse ifølge Jan Tønnes Hansen og Erikson, kerneselvet og Rig'er og disses betydning ifølge Stern og tilknytning ifølge Bowlby. Og selvfølgelig som mit udangspunkt beskrevet dobbeltheden at at være ung i et kaotisk samfund.

Nu er min opgave så at gå til eksamen (og selvfølgelig kunne tale om de ovenstående ting på rygraden), men for at løfte min præstation er det en god idé at tale om noget andet også. Det har jeg brug hos dig er lidt råd.

Ville det være en idé at tale lidt om narcissme (det narcissistiske samfund og livssyn idag),?

Eller ville mestring/overlevelses og copoingstategier være mere relevant? I så fald kan du anbefale noget litteratur på området.

Jeg havde oprindelig tænkt at evt. kritisere Stern for hans generalitet (men jeg er usikker på om den holder?).

Og Eriksons syn, men desværre synes min underviser at Erikson er gammeldags, og ikke up to date, hvilket undrer mig da Erikson bliver nævnt i alt hvad der handler om identitetsdannelse og ungdom… hmmm…

Kan man på en måde argumentere for at Erikson er relevant?

Håber ikke at det her var for mange komplicerede spørgsmål.

Venligst E.




Svar:

Hej E!

Tak for din henvendelse.

Det var en gevaldig mundfuld, du har givet dig i kast med!

Det ville være at komme med nyt materiale, at tale om narcissisme og coping (som = mestring af en kompleks kognitivt-emotionel udfordring). Mit råd er, at du tager fat i identiteten i knæhøjde. Hvad er det i din fortolkning? Er der en objektiv identitet (den, politiet bruger, når de efterlyser nogen: højde. øjenfarve, køn, særlige kendetegn osv.) og en subjektiv identitet (den, kun du selv – i princippet – kender: hvordan du har det, hvad du er god til og mindre god til osv.) Så lægger du dem sammen og spørger: "Kan jeg lide mig selv" Så er du inde på Selv-begrebet. Det med kerneselvet kan komme ind her (husk: det er Kohuts (og Kohlbergs) 'opfindelse', som Tønnes har arbejdet videre med).

Du kan jo spørge (dig selv fx), hvordan du har det i almensfæren, som er den yderste cirkel omkring dig; hvordan du har det i den personlige sfære (blandt vener og bekendte); hvordan du har det i privatsfæren (med din kæreste, som du deler dine 'hemmeligheder' med), og endelig i dit kerneselv, som er det, du er, og som oftest er en indre 'uvidenhed', fordi de fleste af os ikke er ret gode til at 'se os selv i spejlet'. Kohut taler om "The I and the Me" til at skelne mellem kerneselvet og de øvrige sfærer.

OK?

Hilsen,

Holger

Hej Holger.

Jeg er nu gået yderligere i tænkeboksen. Ikke at dit forslag ikke var godt, men det meste af det har jeg beskrevet i min synops. Jeg har vedhæftet synopsen, hvis du skulle finde interesse i det.

Jeg har derodover vedhæftet mit foreløbige oplæg som jeg vil præsentere til selve eksamen. Det er slet ikke færdigt, og jeg er om nu endnu mere forvirret…

Men hvis du havde tid, kunne du måske tage et kig og give noget feedback? Det jeg egentlig gerne vil frem til i oplægget er hvordan man navigerer som ung med border-line personlighedsforstyrrelse i det senmoderne samfund.

Håber det giver mening?

Hej igen E!

Det er lidt sent, kan jeg regne ud, men der er nok et par ting, du kan tænke over.

  • Når Tønnesvang taler om bipolaritet i ungdomsårene, har intet med BPF at gøre.
  • BPF er en psykiatrisk (klinisk) diagnose, som man i praksis kun kan forholde sig til via behandling (kognitiv miljøterapi evt. kombineret med medicin)
  • Derimod er borderline personlighedsstruktur en egenskab hos individet, der kan erkendes og modificeres. (Jeg har fx selv arbejdet med min melankolske (eller depressive, om du vil) personlighedsstruktur, så mennesker, der ikke ved det, ikke kan forestille sig mig som "Grubleren".)
  • Og så endelig: Som ung med borderline navigerer man ikke! Det er jo netop det grimme ved det hele. Man "slår fra sig" ved at udstyre "den anden" med netop de følelser, der er så svære at bære for en selv. Ved en egentlig BPF kan selv en trænet terapeut komme i tvivl om, hvorvidt det er han/hun, der er rigtig velforvaret, når han/hun har talt med en borderlineklient.
  • Alt dette betyder også, at det er svært at teoretisere over BPF. Det er derfor, jeg har rådet dig til det, jeg har, i min forrige mail.

Der er nok ikke så meget nyt at hente her, men det, du har skrevet, ser ikke så skævt ud.

Hilsen,

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Korpsånd - Team Spirit)

Godaften!

Som falckredder høre jeg tit at Korpsånden er langt fra hvad den har været. Efter 10 år i millitæret vil jeg mene at jeg har oplevet korpsånd af den bedste.

Min undren går dog ud på hvilke teorier kan man binde på dette udtryk. Jeg har nemlig i sinde at skrive om korpsånd/teamspirit (det sidste syntes jeg er et mere passende ord i det Falck vi har idag) i en artikkel.

Ved ikke om dette sprøgsmål er passende i dette forum, men jeg har snart ledt overalt på nettet og intet fundet. Folk i Flack har en ide om at det er ledelsen der skaber korpsånden, jeg mener det er nede far og på.

Mvh T




Svar:

Hej T!

Tak for din henvendelse.

Man kan jo til at begynde med stille spørgsmålet: Er begrebet korpsånd overhovedet relevant? Svaret afhænger af, om der er tale om et korps eller om det bare er en overlevering fra Falcks Redningskorps. Falck havde tidligere (har endnu?) en klar militær opbygning, hvor korps netop hentydede til muligheden for hurtig indsats (jfr. Jægerkorps, Frømandskorps, ekspeditionskorps etc.), hvorimod det, at være stationeret på en kaserne næppe havde (har) korpsets karakter. Det særegne ved et korps – og dermed korpsånden/team spirit – er dets sammenhængskraft (ja, jeg ved, det er et modeord, men ikke her!), der kommer af, at hvert medlem af korpset er uadskilleligt fra korpset, samtidig med, at korpset ikke er intakt uden alle medlemmer. Eller som musketér-eden siger: "En for alle – alle for en."

Med moderne ledelsesformer, hvoraf jeg plejer at sige, at de fleste ikke er langtidsholdbare, opbygges en top-down-filosofi, fremsat af den græske filosof Plutark (46-127): "Det er nemt at finde fejl, men svært at gøre det rigtige", op. Det er dette syn, der er fælles for alle ledelsesformer, der er hierarkiske. Det passer bare ikke ind i korpsånden, der bygger på en flad ledelsesform =


hvor lederens opgave er at koordinere indsatsen. Nu kan man jo mene, at det hurtigt kan føre til, at lederen bliver "tyrannisk", "indbildsk" el. lign., som det ofte sker i top-down-organisationer, men ikke gælder for den "ægte" vare (De tre musketerer havde også deres "leder", d'Artagnan, som godt nok var informel og egentlig uafhængig af de tre, men ikke desto mindre meget værdifuld for deres mission.) I den flade organisation kommer initiativet nedefra (bottom-up) og samles hos korpslederen. For at illustrere, hvordan man kan implementere og reinstitutionalisere team spirit i en moderne (altså ikke korps- men koncernbaseret organsation, kan man tage flg. illustration, som jeg lavede under en samtale i 2000 med den daværende finske EU-kommissær, Erkki Liikanen, der i ord sagde det samme:


Du kan se, hvordan organisationens eksistensberettigelse (professionalisme) bevæger sig fra "bare" at være en organisation til at være professionel, når ledelsen koncentrerer sig om at skabe rammerne for de enkelte medarbejderes initiativer, som her i høj grad netop drejer sig om "en for alle – alle for en"-princippet.

OK? Du er selvfølgelig velkommen tilbage.

Hilsen

Holger

Hej igen!

Det lyder rigtig godt, det du skriver og det er faktisk også gerne der jeg vil hen.

Selv mener jeg også at Korpsånd, på ingen måde er tidssvarende den nuværende "kapitalfond-ledelses metoder"

Men har i sinde at skrive om Teamsspirit os reddere i mellem, og at vi måske skal se os som to organsationer, flack reddere og ledelsen!

I forsvaret havde vi jo også 1., 2. og 3. Eskadron, der var stadig værd deres korpsånd, men de skulle stadig kunne arbejde sammen!

Tak for svaret


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Urolige drenge og deres adfærd)

Hej

Jeg sidder med næsen i en psykologi opgave om de urolige drenge og deres adfærd, nærmere betegnet…

Hvordan kan jeg forstå de urolige drenges adfærd, og hvilke konsekvenser har denne adfærd for deres læring og udvikling?

…men er kørt meget fast, har mange ting jeg gerne vil omkring, men mangler strukturen og overskueligheden.

Hvordan begrænser jeg mig til de 10 tilladte sider og alligevel får alle de vigtige faktorer med, hvad er det vigtigste? Synes jeg har svært ved at overskue de forskellige teoretikere og hvilke der er relevant at bruge til netop denne opgave. Hvem belyser den urolige adfærd som værende noget drenge typisk. Eneste sted jeg kan se at drenges urolighed kan skille sig ud fra pigernes er i deres biologiske udvikling, kan det passe eller er der noget teori jeg kan bruge til at underbygge min problemstilling med.

Håber du evt. kan komme med et par input, der kan hjælpe mig med at skabe lidt struktur på opgaven, så jeg ikke sidder endnu en uge og kigger på computeren uden at få noget brugbart ned.

Mange sommer hilsner

L




Svar:

Hej L!

Vi kan tage begge dine mails i ét hug:

Alle får svar pr. mail. Sidenhen vurderer jeg, hvorvidt der i korrespondancen er noget nyt i fht. det, der allerede står at læse på Forum-siderne. Det kommer så i givet op her - men altså et stykke tid efter, at jeg har besvaret pr. mail, for det tager jo også tid….
Hvordan kan jeg forstå de urolige drenges adfærd, og hvilke konsekvenser har denne adfærd for deres læring og udvikling?

Det er en ret bred formulering, så jeg vil foreslå, at du virkelig holder dig til "hvordan kan jeg…", dvs. at du udvælger én måde, laver differentialdiagnostik (eller bare skriver, at man kunne også se det som ditten og datten), for derefter at koncentrere dig om adfærden og konsekvenserne.

En bog, som jeg har haft meget glæde af, er Kernberg Paulina F. & Saralea E. Chazan: Børn med adfærdsforstyrrelser (Hans Reitzels Forlag, 1992). Den er nok kommet i nyere udgave, men netop mit eksemplar stammer fra 1992. Bogen har den fordel, at den handler om drenge, nærmere bestemt som tre cases, og at den peger på tre forskellige terapiformer. Svagheden ligger i (fra mit faglige synspunkt - jeg er jo kognitiv adfærdterapeut), at bogen går ud fra et psykoanalytisk paradigme (jeg-psykologi/objektrelationsteori). Men til en afgrænset opgave vil den være temmelig perfekt, for man kan plukke i den, og behøver ikke at læse den forfra og til ende. Alle de store teori-byggere er omtalt i den, så du kan bare vælge et par af dem. I det hele taget skal du passe på, ikke at forsøge at fortælle psykologiens historie, men lave en klar afgrænsning - og tydeligt gøre opmærksom på den i opgavens begyndelse.

Dispositionen kunne se således ud:

  • Indledning, hvor du fortæller om emnevalget, og hvorfor det er vigtigt (for dig - og dermed for andre). Her skal du også angive afgrænsningen (fx. til teoretiker X, fordi ditten, datten, dutten, og teoretiker Y fordi detten, ditten, dytten).
  • Problemformulering, hvor du uddyber dine beskrevne valg i forhold til denne. Her kan du også gøre rede for, at du er klar over, at din problemstillig også kan behandles med udgangspunkt i andre synsmåder (fx. behavioristiske), men at du mener at have fundet en afbalanceret måde i det, du skriver i det følgende.
  • Afhandling, hvor du beskriver problemstillingerne mere indgående og fortæller, hvordan dine kilder tænker om dem. Brug netop tre eksempler fra det virkelige liv (som altså også kan være dem i bogen).
  • Diskussion, hvor du kaster dine (og andres) indvendinger ind i "kampen" for at /perspektivere/ din afhandling.
  • Konklusion, hvor du vender tilbage til din problemformulering og uddrager de væsentligste fund i resten af opgaven.
  • Implikationer, som er en slags angivelse af, hvad man kunne/burde gøre, for at forbedre og forebygge de forhold, du har skrevet om.
  • Litteratur (siger sig selv).

God arbejdslyst, og du er velkommen tilbage.

kh.

Holger

Hej igen

Tak for dit svar det har hjulpet lidt, specielt på min problem formulering, som jeg har valgt at dele i 2, så ledes at jeg hovedsagelig kigger på adfærden i min opgave og så kan jeg diskutere konsekvenserne for deres udvikling og læring til eksamen.

Er dog stadig lidt i vildrede med hensyn til om hvordan jeg begrænser min opgave, da jeg ved min lærer gerne vil have at jeg i opgaven både undersøger det biologiske, det kognitive, det sociale og det følelsesmæssig, hvilket også er med til at forvirre mig, da jeg ikke kan se hvordan jeg kan begrænse mig både i forhold til stoffet og teoretikerne.

Det er meget svært for mig at skrive den her opgave, da jeg for det første ikke har skrevet denne type opgaver før og for det andet er meget bange for at blive for pædagogisk og refererende, hvilket var nogle af de kritik punkter jeg fik da jeg dumpede eksamen i juni.

Har bestilt den bog du anbefalede, men ved ikke om den kan nå at komme hjem, så jeg kan drage nytte af den, da min opgave skal afleveres den 1. August, men jeg håber at den kan hjælpe til afgrænsningen.

Har prøvet at medsende det jeg har skrevet indtil videre, så kan du se hvor jeg går forkert i byen og bliver for bred og måske kan du hjælpe mig med at afgrænse antallet af teoretikere, da du har et meget større overblik over hvilke der vil være relevante at bruge for at lave så afgrænset en opgave som mulig.

Ved godt at jeg egentlig burde bruge min vejleder på seminariet til dette arbejde, men fra skolen side får vi kun en times vejledning til reeksamen og det er ikke meget når jeg ikke har knækket koden for faget eller måden at skrive og gribe opgaven an på, så jeg håber at det er okay at jeg bruger din kompetence på området.

Glæder mig til at høre fra dig

Mange hilsner

L

Hej igen L!

Nu kan du jo kigge på de vedhæftede filer og se, om det kan give dig et puf. Din tekst er brudt op, og jeg har fiflet med den, så den bliver mere psykologisk.Du skal jo selv vælge, hvilken vej, du vil gå, men denne er den - som jeg ser det - hurtigste, for nu er det bare at skrive. Jeg har taget Illeris ud, for han er dannelsesforsker og alt for dominerende til en 10-siders psykologiopgave. Til gengæld har du fået Larsen og Katzenelson, som er psykologer, med.

OK? Holger

Tak for dit svar, det hjalp rigtig meget, og jeg er nu i fuld gang med skrivningen. Har et par enkelte afklarende spørgsmål til det udkast, du har sendt til mig.

  • Vælger jeg at bruge den gengivelse, du har sat ind med Steen Larsen, hvilken kildehenvisning skal jeg så skrive? og er det direkte citeret? Er der evt. en bog jeg bør sætte på litteraturlisten ifh. til denne gengivelse fra forelæsningen ved lærerhøjskolen, eller som du kan anbefale til senere l æsning, da det var meget spændende læsning.
  • I forhold til det familiemæssige aspekt, har jeg kombineret Boje Katzenelson med H. Rudolph Schaffer, er jeg helt på et vildspor, eller er det okay at bruge dem begge i denne slags opgave.
  • Sidst med ikke mindst kunne jeg godt tænke mig om, du vil uddybe det afsnit, hvor jeg bruger Piaget og Vygotsky til at belyse overgangen fra social kompetence til handlekompetence, da jeg ikke er helt sikker på, at jeg har fanget den rigtigt.

Ved godt det er lidt sent at skrive til dig, men jeg håber du kan nå at svare, inden jeg skal aflevere opgaven på tirsdag, hvis ikke, så mange tak for den store hjælp du allerede har givet mig.

Mange hilsner

L

Hej igen L!

Ang. Steen Larsen, er det helt efter bogen at henvise til forelæsningsdatoen og evt., at det er mine notater, du har det fra (dvs., at det er en almindelig og accepteret måde). Hvis du desuden nævner, at Steen oprindelig beskrev det samme i sin disputats, kan ingen betvivle det. Steen er en meget inspirerende forfatter og foredragsholder, og han udgiver sine bøger og CD'er (!) på eget forlag. Læs mere her.

Du kan godt kombinere Katzenelson og Schaffer - det kan endda blive meget spændende!

Om Piaget og Vygotsky, se her og her.

Der er et "slægtskab" mellem social kompetence og handlekompetence, idet det første dog kan siges være en unik (altså enkeltstående) kompetence, som sikrer individet accept fra omgivelserne, medens det andet er en global (altså sammensat eller universel) evne til at anvende flere kompetencer samtidig til at opnå noget substantielt anderledes end "bare" accept eller et simpelt resultat (af en kalkule fx). Ex: Kan du matematik og er du god til at tale, kan du holde et foredrag om matematik, med både cases og teori. På denne måde er handlekompetence ved at vinde indpas på mange skoler som et målepunkt for elevernes evner til at applicere enkeltkompetencerne på det praktiske eller projektorienterede arbejde. (Fx er det oftest den med den bedste handlekompetence, der bliver valgt til elevrådsformand, da denne har evnen til at holde mange bolde i luften på en gang.) Man kan også sige, at handlekompetence er lig med evnen til at multi-taske.

Pøj, pøj!

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Vil bare lære noget om psykologi)

Hej Holger.

Jeg har surfet lidt rundt på din side og finder indholdet meget spændene. Jeg har et par spørgsmål jeg håber du kan finde tid til at svare på:

Da jeg ikke rigtig kender noget til psykologi, vil jeg høre om du kender en god "begynderbog" Jeg ved ikke rigtigt inden for hvilket område, jeg vil bare gerne lære noget om psykologi, og mig selv… Hvorfor og hvad der gør at jeg tænker som jeg gør , og hvorfor andre gør som de gør, jeg vil gerne ind under huden på folk(adfærdspsykologi?).

Jeg studere karakter animation- skuespil, aktioner, reaktioner og lign. Kan du anbefale nogle bøger? Og så lige en sidste ting: jeg har skrevet… kald det digte og vil meget gerne have en psykolog til at læse det, kan man det og koster det mange penge? Grunden til jeg spørger dig er, jeg vil føle mig lidt dum ved at spørge min læge om det…

Håber du kan finde tid til mig.

Med venlig hilsen

-R




Svar:

Hej R!

Tak for din henvendelse og de pæne ord.

En rigtig god bog for den helt blanke er Brørup, M., Lene Hauge og U. Lyager Thomsen (red.): Psykologihåndbogen (Gyldendal, 1990). Den er nok udkommet i nyere (og måske) reviderede oplag, evt. som Den ny psykologihåndbog. I den kan du i et let fatteligt sprog læse om alle de gængse retninger og sammenhænge, psykologien anvendes.

Hvad dine digte angår, kunne vi da lave en deal: Kan du lave computeranimation? Så kunne vi "bytte", så jeg læste dine digte, og du lavede lidt animation vedr. nogle grundlagsproblemer i psykologien (det lyder mere indviklet, ende det er). Lad mig høre!

OK?

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Tatovering af følelser)

Hej mit navn er A, har gang i et lidt vovet projekt, hvor jeg vil prøve og lave et skema over de grundlæggende følelser/de primitive som så leder til de følelser vi selv skaber/føler. F.eks at man føler glæde som bliver til kærlighed eller frygt som bliver til usikkerhed.

Jeg er måske helt forkert på den? Jeg har sat et lille skema med, til og vise hvad jeg mener.

Det hele skal ende op med at jeg har et korrekt skema(hvis det er muligt) det skal så omdannes til en tribal tatovering som har de forskellige følelser i sine forgreninger og tatooveres på min skulder, bryst og ryg. Så du kan nok se at jeg gerne vil ha det korrekt da det ikke kan laves om når det sidder der.

Kan du henvise til sådan et skema(hvis det findes?) eller hjælpe mig lidt med det?

På forhånd tak

A




Svar:

Hej A!

Tak for din henvendelse.

Det er godt nok et projekt, må jeg sige. Men idéen er der ikke noget i vejen med.

Alt efter, hvilken skoledannelse indenfor psykologien, man er tilhænger af, har man nogle bestemte grundformer af følelser, der så har underformer – helt som du har skitseret det.

Det mest almindelige er, at man ser vrede, angst, sorg og glæde som grundformerne. Disse har alle en konstruktiv ("positiv" eller livsopretholdende) side og en destruktiv ("negativ" eller ødelæggende) side. Så første forgrening ville se sådan ud:



OK?

Hilsen, Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Selvbestemmelse for udviklingshæmmede)

Hej Holger,

Vi er ved at skrive bachelor på XY Seminarium om "selvbestemmelse for udviklingshæmmede". Vi tager udgangspunkt i narrativer (Michael White) for brugeren og neuropædagogik (Keld Fredens, Freltofte) for pædagogen, som redskaber dertil. Hvilke teoretikere er hensigtsmæssige at bruge i forhold til begrebet selvbestemmelse så disse tilgange kan kobles? Og kan de kobles på en fornuftig måde så der bliver en rød tråd?

Mvh og tak for en god og brugbar side

J og M




Svar:

Hej drenge!

Tak for jeres henvendelse og de pæne ord – og undskyld min langsommelighed (det er ikke en vane!).

Det er helt klart, at begreberne kan kobles, og ikke bare det: de skal kobles, for det siger loven (helt nøjagtigt hvor, må I spørge på seminariet, for det ved de bedre end jeg). Det, der altid bliver problemet i denne slags problemstillinger er, hvordan disse hhv. menneskerettigheder (selvbestemmelse) og den pædagogisk-psykologiske tilgang (neuropædagogik) til det overordnede menneskesyn kommer til udtryk. Ex: Det er vistnok moderne at tale om inklusion, når man affinder sig med, at mennesker med andre 'attributter', end dem, man mener, man skal tage sig af, bliver lagt ind under den og den foranstaltning, på trods af, at de burde være der og der. Sådan noget styres af lovgiver (folketinget eller bemyndiget minister), og man har som pædagog/lærer etc. bare at parere ordre. Nogle tager det som en udfordring, andre synes, det er dybt go'nat – og resultaterne bliver derefter!

Begrebet inklusion bliver så ofte forsøgt solgt som rummelighed (den rummelige folkeskole, det rummelige arbejdsmarked osv.), uden skelen til, at inklusion og rummelighed er to forskellige kategorier, hvoraf det første altså er et påbud eller en regel. Det andet, rummelighed, kan man ikke kommanderes til, for det er en intrapsykisk egenskab hos den enkelte medarbejder (som dog heldigvis har det med at kunne 'smitte').

Jeg vil derhen, at I overvejer, om det er inklusion eller rummelighed, I tænker på, når I formulerer jeres projekt.

Hvis det er inklusion, skal I have fat i litteratur som dette:

Baccarini, D. and R. Archer (2001). "The risk ranking of projects: a methodology." International Journal of Project Management 19(3): 139-145.
Bowers, J. A. (1994). "Data for project risk analysis." International Journal of Project Management 12(1): 9-16.
Bushuyev, S. D. and S. V. Sochnev (1999). "Entropy measurement as a project control tool." International Journal of Project Management 17(6): 343-350.
Chapman, C. (1997). "Project risk analysis and management - PRAM the generic process." International Journal of Project Management 15(5): 273-281.
Chapman, C. and S. Ward (1997). Project Risk Management. Chichester. England, John Wiley & Sons. Kapitel 3 (side 31-46) og 17 (side 301-312)
Chapman, C. B. (1990). "A risk engineering approach to project risk management." International Journal of Project Management 8(1): 5-16.
Christiansen, J. K. (1990). "Projektorganisering som en hindring for fremdrift: Projekter er skrøbelige netværk." Økonomistyring & Informatik 5(6): 313-334.
Christiansen, J. K. (1993). "Projekter, Usikkerhed, risiko og valg af styringsværktøjer." Økonomistyring & Informatik 9(1): 11-37.
Dansk Dataforening: 10 dogmer og 5 holdninger om offentlige IT projekter. (17 sider). http://www.ddf.dk
Elkjaer, M. (2000). "Stochastic budget simulation." International Journal of Project Management 18(2): 139-147.
Grundy, T. (2000). "Strategic project management and strategic behaviour." International Journal of Project Management 18(2): 93-103.
Keil, M., J. Mann, et al. (2000). "Why Software Projects Escalate: An Empirical Analysis and Test of Four Theoretical Models." MIS Quarterly 24(4): 631-664. (kun de første 7 sider er pensum)
Kerzner, H. (2001). Strategic Planning for Project Management - Using a Project Management Maturity Model. New York, John Wiley & Sons. (side 41-151 er pensum) Kristensen, S. and K. Kreiner (2001). Projektledelse i løst koblede systemer. København, Jurist- og Økonomforbundets Forlag.
Lampel, J. (2001). "The core competencies of effective project execution; the challenge of diversity." International Journal of Project Management 19(8): 471-483.
Mikkelsen, Hans and Jens O. Riis. AGrundbog i Projektledelse@, PRODEVO, 1998. 446 sider. Pensum er: side 11-272, 334-344, 381-387, 390-395.
Pedersen, K. Æ. (1990). "Omkostningsopfølgning på projekter - en skitse til en fremgangsmåde." Økonomistyring & Informatik 1987: 159-175.
Pedersen, K. Æ. (1997). "Styring over projektets livslængde - Nye synsvinkler på omkostningsstyring set i lyset af projekters fasestruktur." Økonomistyring & Informatik 12(6): 403-434.
PLS Rambøl: Uddrag af rapport: AIT i praksis7 2001" (9 sider) http://www.pls.dk/homepage/AktiviteterOgBaggrund/ITiPraksis/2001/index_IT_i_praksis01.html
Stewart, R. W. and J. Fortune (1995). "Application of systems thinking to the identification, avoidance and prevention of risk." International Journal of Project Management 13(5): 279-286.
Teknologirådet: "Erfaringer fra Statslige IT projekter - Hvordan gør man det bedre?", Teknologirådet 2000. (29 sider). http://www.tekno.dk
Turner, J. R. and S. J. Simister (2001). "Project contract management and a theory of organization." International Journal of Project Management 19(8): 457-464.
Ward, S. C. and C. B. Chapman (1995). "Risk-management perspective on the project lifecycle." International Journal of Project Management 13(3): 145-149.
Williams, T. M. (1993). "Risk-management infrastructures." International Journal of Project Management 11(1): 5-10.
Woodward, D. G. (1997). "Life cycle costing - theory, information acquisition and application." International Journal of Project Management 15(6): 335-344.

Jeg vil gerne understrege, at der efter min opfattelse intet er i vejen med denne tilgang: den er professionel, effektiv, let at dokumentere og 'vandtæt' overfor snushaner i form af kontrollanter. Minimum risiko for at få røven på komedie, og alligevel forsvarlig – men røvkedelig og ikke for den engagerede ildsjæl.

Taler vi om rummelighed, bliver det straks både mere besværligt og slidsomt, men også langt mere personligt tilfredsstillende for den, der vil noget med sig selv og sit arbejde med andre. Her anbefaler jeg at læse K.E. Løgstrup til at begynde med: Kempf, Erik & Ole Morsing: K.E. Løgstrup. Indføring og tekster (Munksgaard, 1995), hvoraf vil fremgå, hvilke centrale tekster I kan anvende.

Desuden er der Bergström, Matti: Neuropedagogik (Wahlström & Widstrand, 1995) og samme forf.: Den Gröna Teorin (Wahlström & Widstrand, 1993/1997).

I den her nævnte litteratur gemmer der sig en visdom og et dannelsesideal, der – efter min opfattelse – burde være pligtpensum for enhver pædagog af enhver afskygning. Neuropædagogik er faktisk Bergströms påfund, ikke Freltoftes. Jeg har hans bøger på svensk, men de er vistnok oversat til dansk.

Som I kan se, er der to tilgange repræsenteret her: den projektorienterede og den holdningskrævende. Begge er OK ud fra hver sit perspektiv – det er op til jer at vælge.

OK?

I er velkomne tilbage

Hilsen,

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Core knowledge)

Hej Holger!

Da jeg tidligere har været meget glad for dine svar og den store hjælp, din hjemmeside er, kom jeg til at tænke på dig, da jeg i en artikel stødte over et begreb, jeg ikke kendte. Der var tale om Spelkes "Core-knowledge"-syn…

Hvad går det ud på??

Håber, du kan hjælpe!

En god weekend ønsker L





Svar:

Hej igen L!

Hyggeligt!

Gennem iagttagelse af babyer, har Spelke formuleret en teori om "core knowledge" (kernekundskab), der påstår, at mennesket fødes med kognitive evner, der gør dem i stand til at forstå (kategorisere) ting, rum, personer, bevægelse og antal. Hun fremhæver, at "core knowledge" er det, al lærdom hviler på og udskiller og samler mennesket som art.

OK?

Du er velkommen tilbage.

Holger

Tak for hjælpen :) Det er dejligt med mennesker som dig, der har så meget overskud til at hjælpe os andre på vej!

L


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Anbragte børn, pædagogik og sociologi)

Hej Holger.

Jeg har før fået hjælp fra dig, så nu prøver jeg lykken igen. :-)))

Jeg sidder og skriver opgave i socialfag.

Jeg skriver om anbragte børns rettigheder, hvad der står i børnekonventione, kommer lidt ind på hvordan de forskellige kommuner er præget af deres politiske beslutninger, i stedet for at arbejde 100% efter børnenes rettigheder. Her tænker jeg på at der er lavet vejlednende satser på ferie tilskud, fritids aktiviteter osv. men at kommunerne ikke altid giver det fordi de har taget nogle politiske beslutninger, om at det giver de ikke til, selv om børnene har ret til det. Lige som at børnene har nogle rettigheder, til at blive hørt i forhold til eks. samvær med deres forældre. Min studievejleder vil have at jeg henviser til en teoretiker fra bogen "Pædagogik i sociologisk perspektiv" jeg syntes det er svært at finde en.

Håber du kan hjælpe mig :-))) på forhånd tak :-)))

Mange hilsner

M




Svar:

Hej M!

Tak for din henvendelse. Det er jer, det vender tilbage, der viser, at det er umagen værd, at have sitet!

Nu er dit spørgsmål jo i yderkanten af, hvad psykologibasen.dk beskæftiger sig med, men skidt, lad os prøve:

Hvis jeg har forstået dig ret, er dit ærinde

Det er ikke noget nyt: jeg har selv oplevet det, hvilket også er en af årsagerne til, at jeg ikke længere er ansat i det offentlige! Der eksisterer altså en praksis, hvor det politiske niveau vedtager rammer, som de ansatte skal holde sig indenfor – uanset, hvad landets, EU's eller FN's regelsæt og love tilsiger. (Dette bare for at klargøre, om jeg har forstået dig.)

Så er det, at det bliver svært, for nu skal du ikke bare konstatere, at sådan er det, og det er uretfærdigt og måske også lovstridigt, men også forholde dig til de ulemper på både kort og langt sigt, en sådan politik medfører. Den antologi, din lærer gerne ser dig benytte noget fra til at underbygge dine antagelser og konklusioner ved, har så stor en bredde, at der nok skulle kunne være noget at hente i den henseende. Jeg kunne pege på Durkheim og Habermas som gode referencer.

Durkheim mente (i øvrigt lige som Marx), at mennesket er samfundsskabt, altså et produkt af sine omgivelser. Hvis man hævder dette mekanistiske samfunds- eller menneskesyn, må konsekvensen i din opgave blive, at de svigt, barnet kommer ud for "forplanter" sig til barnet i form af fx disrespekt for samfundsordenen (= antisocial udvikling). Selv om pædagogen gør sit yderste for at afbøde de værste skader ved denne udvikling, vil nogle børn falde igennem og opdage, at deres problemer så at sige er blevet privatiseret. Her taler vi ikke længere om love og regler, men om, hvilke følger den førte politik kan have for det enkelte barn.

Det fører os til Habermas og han begreb om den herredømmefri samtale. Det betyder bl.a., at du som pædagog ikke har samme vægt bag dine ord (= lige meget at skulle have sagt), som din chef, der har fået besked af sin chef om, at den og den foranstaltning/bevilling skal amputeres, og at ordren i sidste ende stammer fra en vedtagelse på det politiske niveau, hvor kun politikerne kan indgå i den herredømmefri samtale, svarende til den debat i byråd eller kommunalbestyrelse, der er gået forud for vedtagelsen. Prøv at kigge her, side 14-15.

Som konklusion kan man vælge at se det hele som en udfordring, hvilket betyder, at man ikke vil give efter for de destruktive samfundsstrukturer og derfor knokler videre så professionelt og empatisk, man kan, eller at man vælger den modsatte holdning: når tingenes tilstand er, som de er, gælder det om bare at holde den standard, der er meldt ud, for man får ingen tak for at slide sig selv halvt ihjel.

Giver det mening. Ellers er du velkommen tilbage.

Hilsen,

Holger

Hej Holger

Jeg takker tusinde gange for din tilbagemelding. Og du har forstået mit spørgsmål, og jeg har fået det ud af dit svar som jeg havde brug for, også gode idéer til min perspektivering. Det er lidt sjovt jeg har lige skrevet en kol opgave om den svære samtale, der brugt jeg Habermas omkring den herredømmefri samtale. Ved siden af mit studie, arbejder jeg som plejefamilie, og er ofte ved at smide håndklædet i ringen, ikke p.g.a. børnene men p.g.a. det offentlige systemet.

Endnu engang tak for hjælpen.

Mange hilsner

M


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Vygotsky-kritik udfra et sociokulturelt læringsperspektiv)

Hejsa.

På lærerseminariet har vi ligenu om sociokulturel læringsteori og jeg skal i denne forbindelse finde nogle kritik punkter ang. Vygotsky. Det må gerne omhandle det med sproget eller den nærmeste udviklingszone…. Jeg er desværre helt på bar bund og håber virkelig du kan hjælpe.

MVH A




Svar:

Hej A!

Tak for din henvendelse.

Jeg er ikke helt sikker på, om jeg har forstået dit spørgsmål rigtigt, og hvis ikke, må du endelig vende tilbage og uddybe det lidt. Indtil videre vælger jeg så at forstå det sådan, at som led i gennemgangen af forskellige læringsteorier, er I nået til den sociokulturelle læringsteori. Det er nu din opgave at pege på nogle punkter i Vygotskys læringsteori, der ikke stemmer overens med den sociokulturelle ditto. Am I right?

Hvis jeg har ret, drejer det sig naturligvis om forskellen mellem (Vygotskys – og i øvrigt også Piagets) kognitive læringsteori og den sociokulturelle læringsteori og finde ud af, hvad der ikke går an i den sociokulturelle, men nok i den kognitive teori.

Læringsteorier

Hvad kan man så pege på af kritik af Vygotsky (og Piaget), hvis man hælder til den sociokulturelle læringsteori?

  1. Vygotskys teori omhandler det enkelte individ uafhængigt af et fællesskab.

  2. Læring ses ikke som en proces, der er afhængig af den sociale kontekst.

  3. Læring er en konstruktion, der foretages af den enkelte lærende, ikke i gruppen.

Overordnet kan man sige, at Vygotskys læringsteori kom til at betegne den lokale (altså geografisk afgrænsede) måde, hvorved den også kunne blive (og blev vistnok også) et våben i "koloniseringen" af andre kulturer, hvor læringsbegreberne var helt anderledes i deres grundvold. Man kan dog ikke med rette belaste Vygotsky for dette, for han teoretiserede i og for sin verden. (Det gælder også for Piaget.)

OK?

Venlig hilsen

Holger

Jesper sendte pr. 1. december 2008 flg. kommentar:

Hej Holger.

Jeg fandt følgende svar på din hjemmeside:

"Hvad kan man så pege på af kritik af Vygotsky (og Piaget), hvis man hælder til den sociokulturelle læringsteori?
  1. Vygotskys teori omhandler det enkelte individ uafhængigt af et fællesskab.
  2. Læring ses ikke som en proces, der er afhængig af den sociale kontekst.
  3. Læring er en konstruktion, der foretages af den enkelte lærende, ikke i gruppen."

Min opfattelse af Vygotskys teori er en smule divergerende med din. Jeg mener bestemt at Vygotsky teori ekspliciterer vigtigheden af børns deltagelse i et socialt kuturelt fællesskab som udgangspunkt for læring og udvikling.

vh,

Jesper


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Det kreative nulpunkt)

Hej holger

Hvordan vil du definere "det kreative nulpunkt" ?

Iøvrigt kan jeg ikke se om du har en søgefunktion på din rigtige gode hjemmeside, det ville være dejligt.

mvh.

z




Svar:

Hej z!

Det var godt nok længe siden, men velkommen atter!

Det sidste først: Jeg har i løbet af sommeren reorganiseret mine sider. I den proces gik søgefunktionen også i udu, men er nu fuldt oppe at køre: Klik på "Søg i psykologibasen.dk" øverst i midten. Hvis du tænker på de enkelte sider, så har jeg bortrationaliseret søgning der, for man kan bare klikke på Vis i menulinjen ovenover og skrive søgeordet ind.

"Det kreative nulpunkt" er et begreb, som anvendes i gestaltpsykologien, og angiver den position, man (forhåbentlig) har nået, inden man skal til at arbejde med sit problem. Det stammer egentlig fra Max Reinhardts skuespilskole, hvor det betegnede den mentale tilstand, hvor skuespilleren hverken var selv-optaget (dvs. ikke havde tanke for sig selv) eller rolle-optaget (dvs. tænkte på, at han/hun skulle ind og spille den og den rolle). Det siges have været en ekstremt krævende, nærmest zen-buddhistisk øvelse, at opnå tilstanden, og at de skuespillere, som siges have haft succes med at beherske, var meget eftertragtede og feterede.

OK?

Hilsen,

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: K.E. Løgstrups menneskesyn)

Hej Holger,

Jeg er i færd med at skrive en opgave i forbindelse med mit studie på Pædagogseminariet. Jeg har læst om Løgstrup, hvor han anses for at have en eksistentialistisk menneskesyn. Er det korrekt? Hører han evt. under et dialektisk-idealistisk menneskesyn?

Venligst M




Svar:

Hej M!

Tak for din henvendelse.

Ja, Løgstrup er eksistentialist – men ikke ubetinget. Han er klar over, at der er også andre kræfter på spil, som man må lære at forholde sig til: Fx et handicap, hvor mange ser dette først, og først derefter mennesket.

Jeg kan dog forstå, at I på seminariet skal proppe de forskellige teoretikere ind i et af burene, kaldet De fire menneskesyn, og selv om jeg synes, det er åndssvagt og uvidenskabeligt, skal det jo ikke gå ud over dig. Så dit skud på dialektisk-materialistisk rammer plet i den sammenhæng!

OK? Du er velkommen tilbage,

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Spørgeskema om menneskesyn?)

Hej Holger

Jeg skal skrive på et projekt om menneskesyn projektet tager udgangspunkt i det grundlæggende menneskesyn (bogen - tæt på borgeren, af Anette Kureer) - det individuelle og det solidariske.

Mit spørgsmål til dig er om jeg kan udforme spørgsmål til et spørgeskema, som kan afsløre om respondenterne har det ene eller det andet menneskesyn.

Kan du evt. give eks. på nogle spørgsmål - som kan sætte lidt gang i min tankegang.

Jeg har kun et meget begrænset kendskab til psykologi, så jeg forventer ikke en for uddybende forklaring på menneskesyn i almindelighed, i første omgang.

På forhånd tak.

/P




Svar:

Hej P!

Tak for din henvendelse.

Desværre kender jeg ikke Kureer eller hendes bog, så jeg kan ikke råde dig på det givne grundlag.

Alment kan man da godt forestille sig et spørgeskema, der lister nogle udsagn op, og så lader respondenten krydse sit foretrukne svar af:

  1. Hvis du skulle vælge boform nu, ville du da foretrække A) en privat (ejer- el. privat lejet) bolig eller B) en almennyttig bolig? A / B
  2. Forestil dig, at du lige har set bussen køre foran næsen af din nabo. Vil du standse din bil og tilbyde vedkommende at køre med? JA / NEJ/li>

Osv.

Beklager, at jeg ikke kan hjælpe dig mere målrettet.

Hilsen,

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Teorier om stammen/selvtillid; konfliktløsning/begavelse; færdighedsindlæring/imitation)

hej Holger

tak for den fantastiske hjemmeside, og jeg håber at du kan hjælpe mig, for jeg skal skrive en opgave,hvor jeg skal finde en teori som passe til mine iagttagelser og jeg har 3 iagttagelser. den første om en dreng der stammer og mister selvtillid. den anden er om en dreng der kunne løse en konflikt på en klog måde. nummer 3 er om en pige der kunne lære en ny færdighede gennem imitation.

på for hånd tak

E




Svar:

Hej E!

Tak for din henvendelse og de pæne ord. Og undskyld den lange svartid – jeg har været ret optaget på det seneste.

Det er ret svært på det foreliggende grundlag at "klistre" teorier på dine iagttagelser, for selv om du uden tvivl selv er klar over, hvad de henviser til, vil der være en endog meget stor risiko for, at jeg rammer ved siden af, så du tænker: "Det var ikke lige det, jeg havde forventet mig!" Men jeg vover det ene øje:

OK? Du er velkommen tilbage.

Hilsen,

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Social Learning Theory)

Hej Holger

Først og fremmest fantastisk hjemmeside!!

Jeg sidder i øjeblikket og laver en opgaver hvor jeg arbejder med Banduras social learning theory. Mit problem er at jeg ikke kan finde frem til en optegnelse af den alment kendte af metode og grundalgsproblematikker.

Kan du hjælpe mig?

Mvh og på forhånd tak S




Svar:

Hej S!

Tak for din henvendelse og de pæne ord.

Er det dette, du leder efter:

Social Learning Theory (Bandura)

People learn through observing others' behavior, attitudes, and outcomes of those behaviors. "Most human behavior is learned observationally through modeling: from observing others, one forms an idea of how new behaviors are performed, and on later occasions this coded information serves as a guide for action." (Bandura). Social learning theory explains human behavior in terms of continuous reciprocal interaction between cognitive, behavioral, and environmental influences.

Necessary conditions for effective modeling:

  1. Attention — various factors increase or decrease the amount of attention paid. Includes distinctiveness, affective valence, prevalence, complexity, functional value. One's characteristics (e.g. sensory capacities, arousal level, perceptual set, past reinforcement) affect attention.
  2. Retention — remembering what you paid attention to. Includes symbolic coding, mental images, cognitive organization, symbolic rehearsal, motor rehearsal.
  3. Reproduction — reproducing the image. Including physical capabilities, and self-observation of reproduction.
  4. Motivation — having a good reason to imitate. Includes motives such as past (i.e. traditional behaviorism), promised (imagined incentives) and vicarious (seeing and recalling the reinforced model).

Bandura believed in "reciprocal determinism", that is, the world and a person's behavior cause each other, while behaviorism essentially states that one's environment causes one's behavior, Bandura, who was studying adolescent aggression, found this too simplistic, and so in addition he suggested that behavior causes environment as well. Later, Bandura soon considered personality as an interaction between three components: the environment, behavior, and one's psychological processes (one's ability to entertain images in minds and language).

OK? Du er velkommen tilbage.

Hilsen

Holger





Hej Holger

Tak for dit hurtige svar!

Jeg har måske fået forklaret mig lidt klodset kan jeg godt se når jeg læser min mail igen. Hans teori har jeg fået styr på det er en samlet oversigt eller optegnelse af den almene kritik som toerien er blevet mødt med vedrørende metode og grundlagsproblematikker.

Kan du hjælpe mig med det?

Mvh S

Hej igen S!

Det var en anden sag. Den mest troværdige (videnskabelige) kritik, jeg har set findes i Richard Gross: Psychology: The Science of Mind and Behaviour (kapitel 23 i Third Edition – min udgave) (Hodder & Stoughton, 1997). Bogen er i hvert fald udkommet i en 5. revideret udgave i 2005, men der skulle ikke være pillet ved netop kritikken.

OK?

Hilsen,

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Brobygning, handlekompetence, Klafki og Bruner)

Kæreste Holger…

Du kan da også bare svare på alt… ;o) - så vi tænker på, om du mon kan hjælpe os?

Vi er to studerende, der har et problemfelt lydende på: Hvordan kan Bruner og Klafki gå i dialog med handlekompetencebegrebet som brobygger?

Har du mon et forslag til, hvordan vi griber det an?

De aller bedste hilsner fra kand.pæd.for.lidt




Svar:

Hej I to!

Tak for jeres henvendelse og de meget pæne ord.

Hvis jeg har forstået jeres projekt (problemfelt) rigtigt, drejer det sig om at få Bruners og Klafkis teorier kædet sammen med handlekompetencebegrebet, for derigennem at skabe forudsætninger for en effektiv brobygning fra et niveau til et andet. Er det korrekt forstået? Det må jeg have opklaret, så jeg afventer jeres svar.

Samtidig ville det være rart, om I ville angive, om I er fortrolige med begreberne, dvs. Bruners og Klafkis teorier og hvad handlekompetence er for noget.

Hilsen

Holger

Kære Holger…

Allert!!!!

Der er lige et ps med en stor upser…. Vi er lige blevet gjort opmærksom på, at Handlekompetence ikke kan siges i flertal, da det er et dannelsesbegreb…

Ej heller er det et samlebegreb eller paraplybegreb, da det er et begreb, der tilsyneladende kom før selve kompetencebølgen… man bli´r da også lidt klogere for hver dag der går…. ;o) - vi beklager, hvis det har været forvirrende… Det er det for os…

Bedste hilsner fra B & A

Hej B og A!

Ja, så kom vi da så langt.

For nu at skære det ud i pap:

  1. Handlekompetence er evnen til at benytte flere kompetencer kohærent og på én gang til løsning af komplekse opgaver.
  2. I den kategoriale dannelse (Klafki) knyttes indhold og form/metode uløseligt til hinanden. Det betyder, at det eksemplariske, elementære og fundamentale må inddrages for at vi kan begribe enheden af det objektive og subjektive. Gennem tilegnelse af det fundamentale og væsentlige i fagene udvikles metoder samt anlæg og evner, så eleven kan tilegne sig ny viden. Eleven organiserer sin viden i kategorier, dvs. begreber og sproglige systemer.
  3. Læring er iflg. Bruner en aktiv og (medtaget på det seneste) social proces, under hvilken den studerende konstruerer (konstruktivisme, snuppet fra Piaget!) nye idéer og begreber på grundlag af deres aktuelle viden.

Vi har nu, at 3 (Bruner) er den basale måde, hvorpå en kompetence tilegnes. Videre, at kun gennem 2 (Klafki) kan denne kompetence omdannes til en egentlig (kategorial) dannelse. Resultatet af 2 + 3 er en beherskelse af (i princippet) én og kun en kompetence, som til gengæld også kan operationaliseres som netop den kompetence.

Men ingen kan i postmodernismen (det 21. århundrede) effektivt "leve af" en enkelt kompetence (fårehyrde, fisker, god til læsning (underforstået: men ikke til ret meget andet) osv.), men må lære at "multitaske" ved hjælp af en samling af kompetencer, sådan som beskrevet i 1.

Det, det hele altså går ud på er, at tilegne sig en handlekompetence, hvorved man kan udnytte sekvensen 2 -> 3 -> 1 => opstigning i det kognitive hierarki (fra læreprocesser til tankeprocesser, se her). Man kan m.a.o. benytte sammenkædningen af Bruner/Klafki med handleprocesbegrebet til en hypotese om (forklaring af; teori om) springet fra én forudsætning (kvalifikation) til en højere do. Ved sammenkædningen løser man altså den eller de kognitiv(e) konflikt(er), der forhindrer en i at blive højere dannet, hvorved sammenkædningen kommer til at fungere som det, man i dagens pædagogiske chargon kalder brobygning.

OK? I er velkomne igen.

Hilsen

Holger

Kæreste Holger…

Vi takker for din fantastiske hjælp, der kort og klart beskriver , hvordan det kan gøres…. Vi har nu fået modet tilbage….

Sender straks roser, knus og en mental lækker kage til søndagskaffen ;o)

De allerbedste hilsner fra A og B


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Adopterede koreanske pigers selvopfattelse)

Hej Holger!

Tusind tak for en rigtig god hjemmeside.

Vi er tre studerende på den interkulturellesocialrådgiver uddannelse i københavn og Vi er i gang med vores bachelor projekt. Vores problemstilling er; Hvordan oplever unge Koreansk adopterede piger at vokse op i et dansk samfund med et anderledes udseende? Vi har brug for noget teori om identitetsdannelse og det at have et anderledes udseende. Vi har valgt at lægge vægt ungdommen og kan ikke komme på andet end at bruge Erikson. Har du nogle gode foreslag til hvordan vi kan komme videre?

På forhånd mange tak. R, H og S




Svar:

Hej piger!

Tak for jeres henvendelse og de pæne ord.

Jeg vil foreslå, at I får fat i Hoopes, J.: Adoption and Identity Formation. (in D. Brodzinsky and M. Schechter (Eds.): The Psychology of Adoption (Oxford University Press, 1990). Desuden er der en god artikel her. Denne artikel er også meget sigende.

Prøv at læse de ovenstående tekster, hvor der også er en masse teori til erstatning for (til dette formål) ubrugelige Erikson og lign.

OK? I er velkomne tilbage.

Hilsen

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Teorier til beskrivelse af svage børns kompetenceudvikling)

Hej Holger

Er lige "faldet" over din helt fantastiske hjemmeside.

Jeg skal snart skrive en teoretisk opgave i pædagogisk psykologi og tænke du måske kunne hjælpe mig lidt videre i processen. Jeg har tænkt mig at skrive om pædagogens rolle i udviklingen af "svage" børns sociale kompetencer, set fra 2 forskellige teoretiske retninger. Jeg har tænkt at den ene skal være den behavioristiske og er i tvivl om den anden men overvejer den positive psykologi (flow). Tror du det er en god ide ? og har du nogle gode forslag til litteratur?

Vh P




Svar:

Hej P!

Tak for din henvendelse og de pæne ord. Og undskyld det sene svar: jeg har været hospitaliseret.

Du kan godt benytte de to tilgange til din opgave, men det forudsætter, at du er helt på det rene med, hvad de hver især indebærer – ikke bare som et teoretisk fundament, men også implikatorisk, altså hvad forudsigelse af udkommet angår og hvordan de hver især "virker" på eleven/barnet, herunder evt. negative konsekvenser.

Den behavioristiske tilgang kan jo være mere eller mindre radikal, så det skal du også have afklaret ved at henvise til den bestemte teoretiker eller skole, du har i tankerne. (Fx en S-R model (Watson) eller en S-O-R model (Tolman).)

Hvad flow-begrebet angår, skal du være opmærksom på, at det i sig selv ikke er en oprindelig del af positive psychology, men inkorporeret af Seligman, fordi det passede ind i hans tanker og idéer. Ophavsmanden til begrebet er Csikszentmihalyiv, og du kan læse mere om dets almene betydning her. Hvis du ellers gerne vil benytte positive psychology, skal du være opmærksom på, at det er en højst diskutabel teoridannelse, hvis evidens er meget langt fra at være påvist.

Forslag til litteratur:

Behaviorisme: Gleitman, A.: Psychology (Norton, forskellige udgivelsesår, alle grundbøgers moder). Slå op under Behaviorism.
Flow 1: Csikszentmihalyi, Mihaly (1990). Flow: The Psychology of Optimal Experience. (New York: Harper and Row.)
Flow 2: Ørsted Andersen, Frans: Flow og fordybelse : virkelystens og det gode livs psykologi (Hans Reitzel, 2006. (Socialpædagogisk bibliotek))
Positiv psykologi: Find inspiration her.

OK? Du er velkommen tilbage.

Hilsen

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Samarbejdet i folkeskolen)

hej Holger

Faldt tilfældigt over din hjemmeside og tænkte at du måske kunne hjælpe mig med et spørgsmål som undrer mig.

I folkeskolen er det blevet mere og mere almindeligt at man arbejder i selvstyrende teams, hvor der er et udstrakt samarbejde om undervisning, ressourcer, skemalægning, planlægning og pædagogik generelt.

Har du et psykologisk bud på hvorfor det er så udbredt og populært, når det samtidig er dødbesværligt, tidskrævende & konfliktfyldt.

kh DKJ




Svar:

Hej DKJ!

Tak for din henvendelse, og undskyld den sene tilbagemelding – jeg har været hospitaliseret.

Dit spørgsmål berører dels en trend i tiden (senmodernismen), dels en managementkultur, oprindelig amerikansk (USA). Om det første kunne der skrives bøger, men kort sagt drejer det sig om selvforvaltning = den opfattelse, at lærerens arbejde tit opleves som noget ensomt, hvilket man ikke kan søge om hjælp for ved at henvende sig til en skoleleder, der ikke forventes at have et tilstrækkeligt kendskab til de aktuelle og akutte problemer, den enkelte står overfor. Man tager derfor teorier fra Mintzberg & Co. om gruppedannelse, modererer dem til ukendelighed (de nævnte teorier forudsætter nemlig, at en samarbejdsgruppe består af mennesker med unikke og forskellige egenskaber, der kompletterer hinanden) og forventer, at lærere skal kunne (affinde sig med at) samarbejde med fanden selv! Problemet ligger altså i, at gruppen ikke kan vælge fra eller til, ligesom den ikke er planlagt videnskabeligt validt. Resultat: Mulig kaos, men af og til også noget – ved en tilfældighed – konstruktivt.

Siden midten af 1990erne har man ønsket at styre skolerne som erhvervsvirksomheder. Problemet har været en manko vedr. lederuddannelse, hvorved en gamle top-down model har overlevet i praksis, alt imens der er blevet snakket og snakket om opkvalificering af først skolelederne, siden lærerne. Desværre kører det amerikanske managementtog uanfægtet videre, hvorved teorierne, som i allerhøjeste grad må betegnes som let fordærvelige, har afløst hinanden og efterladt den danske skoleverden på et trinbræt i ødemarken. Ikke en gang forvaltningscheferne har fået den fornødne opkvalificering. Da jeg i 1996/97 tog en MPA på CBS, var der blandt 60 studerende ét skolemenneske (direktør) og én psykolog (mig); resten var fra private foretagender med offentlige kontrakter og omvendt. Det turde sige sig selv, at man ikke kan opfylde forventningerne på et sådant grundlag!

Summa summarum kan man sige, at ønsket om at effektivisere og modernisere folkeskolens funktioner i høj grad indtil videre er præget af ønsketænkning hos fortrinsvis skolepolitikere, der har været presset til at finde noget at lave, idet hovedparten af Folketingets lovgivningsarbejde giver sig selv som følge af EU-medlemskabet, hvorfor det (Folketinget) giver sig i kast med at lovgive om amternes, nu regionernes, forhold, hvorved amts- og kommunalpolitikernes selvforvaltning amputeres, og disse begynder at interessere sig for kommunernes egen infrastruktur, herunder skolernes administrative og pædagogiske forhold.

OK? Du er velkommen tilbage.

Hilsen

Holger

Hej Holger

Godt at du er oppe igen.

Tak for dit uddybende og omfangsrige svar

Jeg er langt hen ad vejen enig i dine (politiske) betragtninger.

Jeg har læst i en undersøgelse fra Danmarks Lærerforening at 90 % af de danske lærere nu arbejder i teams og stort set er glade for denne nye samarbejdsformt, selvom de overordnede mål, rammer & ressourcer halter. Jeg savner derfor lidt de positive psykologiske aspekter ved selve det at samarbejde i teams (motivation, læring, selvudvikling e.a.?)

D

Hej igen, D!

Den undersøgelse, du refererer til, har jeg også set en gang. Der er intet mystisk i, at lærerne er "glade" for at arbejde i teams – især ikke, når de skal svare på en enquete. Man ville jo være et skarn, hvis man ikke værdsatte selvforvaltning. Problemet, rent psykologisk, ligger i, at de fleste ikke er ærlige: de vil ikke vedstå sig de problemer det giver at skulle have mere eller mindre faste møder, at skulle drøfte "sager", der ikke vedkommer dem personlig, og endelig at skulle indordne sig en organisationsform, der ikke er optimal. For at forklare dette meget komplekse problemfelt, vil jeg henvise til Bakka, Jørgen Frode & Erik Fivelsdal: Organisationsteori (Handelshøjskolens Forlag/Munksgaard, 2. udgave, 5. oplag 1996) pp. 89–173. Her beskrives alle de socialpsykologiske krav og udfordringer, som den nævnte undersøgelse slet ikke har taget højde for, og som næppe er kendte af ret mange lærere (jfr. mit tidligere svar). Derfor bliver teamarbejdet nok set som en frisættelse fra autoritative systemer, men samtidig en indgang til det system, som kaldes "muddling through" (ibid. p. 200 og 223). Som tidligere PPR-psykolog og master i offentlig ledelse har jeg set, hvordan det slider på lærernes psyke at skulle forholde sig til uforståelige gruppedynamikker, sådan som de kommer til syne, efter at den første begejstring har lagt sig.

Når du efterlyser "de positive psykologiske aspekter ved selve det at samarbejde i teams (motivation, læring, selvudvikling e.a.?)", er det snarere ønsketænkning end en realitet, selv om jeg indrømmer, at der kan forekomme eksemplariske forhold, hvor alle de positive aspekter kan forekomme. Sagen er, at der er forsket så meget i gruppedynamik (læs: gruppers socialpsykologi), at det ville være kontraindiceret af mig at pege på de sjældent forekommende optimale dannelser. Videnskaben interesser sig for det normale for at forstå det dysfunktionelle, og her står vi med et eksempel på, hvordan man ser bort fra forskningen for at tilfredsstille nogle politiske (organisatoriske) overfladefænomener. Det svarer lidt til det at dele sig efter anskuelser – altså en politisering af organisationen, hvor et dynamisk fællesskab er ønksværdigt.

Jeg kan nok ikke komme det nærmere. Jeg kan på den anden side anbefale dig at argumentere for "motivation, læring, selvudvikling e.a." i dit projekt, da det er vitalt, at der bliver fokuseret på de ønskværdige forhold – som altså ikke eksisterer normativt, som jeg ser det.

OK? Du er naturligvis fortsat velkommen igen!

Hilsen,

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Kompetence-begrebet)

Hej Holger

Mange tak for dine meget udmærkede svar.

Jeg vil lave en pædagogisk opgave om kompetencebegrebet i pædagogisk filosofi. Jeg vil sætte begrebet ind i spændingsfeltet mellem dannelse og uddannelse. Men jeg har problemer med at overskue selve opgavens disposition og valg af teorier. Jeg tror nok jeg har teorien på plads med hensyn til Dannelse/uddannelse nemlig Gadamer og måske en mere - Klafki kunne være en mulighed men Hammershøj og Selvdannelsen kunne vel også være et bud for en mere bred teoretisk vinkel?. Men hvad med kompetencebegrebet? Hvem siger noget om det? Hvordan og hvornår opstod det?

Jeg vil så diskutere om begrebet har relevans for pædagogikken og min tese er at ved at benytte begrebet i pædagogiske forhold underminerer vi pædagoger vores egen pædagogiske ideal, idet vi mere eller mindre ubevidst fokuserer på barnets selvtillid og derved ignoreres barnets selvværd. Dette får også en anden betydning, nemlig at at vi nærmer os uddannelsessiden mere end dannelsessiden.

Kære Holger: Hvordan kommer jeg videre?

På forhånd mange tak Du redder mange studerende

H




Svar:

Hej H!

Tak for din henvendelse og anerkendelse. Undskyld det sene svar, men jeg har været indlagt til en operation.

Først vil jeg advare dig imod at tage for mange teorier med i din opgave. Gadamer og Klafki er nok. For så kommer det med kompetence: Hvis du går ind på denne artikel og læser den helt igennem, vil dit spørgsmål sikkert blive besvaret!

OK? Ellers er du velkommen tilbage.

Kh.

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Cullbergs videnskabsteoretiske ståsted)

Hej Holger

Først tak for en lærerrig side!

Jeg læser pæd. psyk. på DPU, og er i gang med en opgave om børn der har mistet deres nære tilknytning og deres udvikling/deres forudsætninger for indlæring. Jeg anvender (bl.a.) Cullbergs kriseteori, men mangler noget om hans videnskabsteoretiske ståsted. Hvilke forskningsmetoder ligger til grund for hans teori?

Håber du kan hjælpe mig,

På forhånd tak,

M




Svar:

Hej M!

Tak for din henvendelse og de pæne ord. Undskyld det sene svar: jeg har været hospitaliseret.

Cullberg er jo læge (psykiater), så hans videnskabsteoretiske ståsted er naturvidenskaben. Det vil også sige, at han grundlæggende anvender kvantitative forskningsmetoder. Imidlertid har hans udvikling til psykodynamiker ført ham langt ind i den humanistiske forskningstradition, og jeg tør godt beskrive ham som humanist, idet jeg har haft den fornøjelse at lære ham at kende personligt. Han sagde en gang til mig: "Det måste vara var enda psykoterapeuts og läkares plikt att minska det mänskliga lidandet! Därför har det ingen betydelse längre att tala om forskningsmetodik och paradigmer. Vi måste handla!" Altså en pragmatisk tilgang, når et gælder praksis.

OK? Ellers er du velkommen tilbage.

Hilsen,

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Sansestimulering gennem leg og læring)

Hej Holger.

Først vil jeg gerne lige sige tak for en kanon god og interessant side…. har brugt din side en del …… har hjulpet meget til at pensle nogle teorier og problematiker ud.

Nå men nu er det jo sådan at jeg sidder her med en opgave omkring

Hvordan kan vi som pædagoger støtte børn/brugere til at stimulerer og udvikle deres sanser gennem leg og læring og hvilken betydning har det for børn/brugeres udvikling i øvrigt?

Har du lyst til at give mig et par guldkorn … eller visdomsord er nemlig usikker på om vi har valgt de rigtige teoretikere på dette område nemlig… Ayres & Stern.

Og hvad ved du omkring sansernes indflydelse på barnet udvikling, samt hvordan man kan forbedre denne… har læst bogen Sanseintegration hos børn som der jo siger en del om dette… men hvad ved du?? kloge mand…

på forhånd tak……

hilsen en fortvivlet pædagogstuderende

der har brug for et par visdomsord og lidt inspiration… :-D





Svar:

Hej D!

Tak for henvendelsen og de pæne ord.

Jeg går ud fra, at du har læst min korte artikel her. Desuden er der et Forum-svar vedr. Sterns syn her. Som du kan se, er jeg af den opfattelse, at dit valg af teoretikere er ok. Så bliver spørgsmålet jo, hvordan man stimulerer sanseintegrationen. Jeg kunne nok skrive en hel del om det, men da der findes en ganske udmærket bog om emnet, nemlig Drotner, Kirsten: At skabe sig – selv (Gyldendal, 1991 (1. oplag 1. udgave = den, jeg har)), synes jeg, at du skulle låne den på biblo og lade dig inspirere! Så kan du evt. vende tilbage, hvis du er usikker.

Kh.

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Psykisk udbrændthed blandt lærere)

Hej Holger

Wow. Først må jeg udtrykke min beundring for sådan en dejlig og omfattende hjemmeside. Rent guf for en studerende og andre der måtte have interesse for psykologi og filosofi. Og så er du endda personlig behjælpelig. Skøøøøøøøøøønt

Jeg håber derfor at du har tid og lyst til at hjælpe mig. Jeg kan ikke overskue min kommende opgave, selv om jeg ved, at der ligger en masse materiale om emnet. Jeg tror, jeg har slæbt halvdelen af vores lokale bibliotek hjem.

Jeg er i gang med 1. semester af suppleringen til Kandidat i pæd/psyk på DPU og skal skrive min første teoretiske opgave. Hvilket jeg i øvrigt synes, er alt for tidligt i forløbet. Jeg er jo først lige i gang med at tilegne mig teori og lære at være studerende i alt hvad det indebærer af læseteknik og disciplin. Informationerne og forståelsen er ikke koblet helt sammen endnu.

Nå men however er det sådan det er og jeg må bare i gang. Jeg har besluttet mig for at skrive om psykisk udbrændthed blandt lærer. Og til det formål skal jeg have mindst to teoretikere på banen der diskutere og analysere emnet udbrændthed. Altså udtrykker forskellighed. Hvilke teoretikere gør det?

Tænker også at det kan være delelementer af udbrændthed. Udbrændthed er måske i sig selv for stort et emne?? Hvilke udgangsvinkler og problematikker er gode at tage udgangspunkt i. Håber du har nogle forslag og kan hjælpe mig lidt i gang.

PS! Jeg har 8-10 sider at boltre mig på.

Hilsen AC





Svar:

Hej AC!

Tak for din henvendelse og de pæne ord.

Det du nok mangler mest er en perspektivering af dit opgaveindhold. Gå ind og kig her, så får du dit eget resultat – og forhåbentlig en forståelse for en sammenhæng.

Litteratur, hentet fra Wikipedia:

A review and integration of research on job burnout, Cordes, C. and Dougherty, T. (1993). Academy of Management Review, 18, 621-656. Cited in O'Driscoll, M.P. and Cooper, C.L. (1996).
Sources of Management of Excessive Job Stress and Burnout, In P. Warr (Ed.), Psychology at Work Fourth Edition. Penguin.
Tailoring treatment strategies for different types of burnout. Farber, B. A. (1998). Paper presented at the Annual Convention of the American Psychological Association, 106th, San Francisco California, August 14-18. ED 424 517
Staff burnout, Freudenberger, H. J. (1974). Journal of Social Issues, 30(1), 159-165.
Authentic leaders creating healthy work environments for nursing practice, Shirey MR. American Journal of Critical Care May 2006. Vol. 15, Iss. 3; p. 256
Taming burnout's flame, Krista Gregoria Lussier, Nursing Management Chicago: Apr 2006. Vol. 37, Iss. 4; p. 14
A Scientific Solution To Librarian Burnout, Craig S. Shaw New Library World Year 1992 Volume: 93 Number: 5
Stress and Burnout in Library Service, Caputo, Janette S. Phoenix, AZ: Oryx Press, 1991.
An assessment of burnout in academic librarians in America using the Maslach Burnout Inventor (the MBI), Ray, Bernice, Ph.D., Rutgers University - New Brunswick, 2002, 90 pages; AAT 3066762

Et interessant websted: The Measurement of Experienced Burnout

Du vil finde mange eksterne links ved at kigge her, herunder om udbrændthed blandt lærere.

Der er også danske sider, punkt 7 (lån den på biblo)

OK? Du er velkommen tilbage.

Hilsen,

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Vrangforestillinger (psykose))

Hej Holger/Psykologibasen,

Jeg er ved at skrive opgave med udgangspunkt i en case om en veninde, der engang fik en psykose under en rejse til Indonesien, og har i den forbindelse nogle spørgsmål, jeg håber du kan hjælpe mig med at besvare.

Under psykosen fik hun den vrangforestilling, at hun var Gud.

Hvor normalt er det, at personer lider af denne type vrangforestillinger i forbindelse med en psykose? Og hvorfor griber man i psykoser/vrangforestillinger efter personer som Gud eller tilsvarende almægtige personer?

Hvor kommer det religiøse motiv fra? Er det kulturelt betinget? Og i så fald, hvordan reagere psykotiske patienter med vrangforstillinger af denne type fra ikke-kristne kulturer?

Det var måske lidt af en smøre og jeg håber, at du kan hjælpe mig.

På forhånd tak.

Mvh. R




Svar:

Hej R!

Tak for din henvendelse.

Din veninde lider af skizofreni, hvor den akutte tilstand netop kan være en psykose af den nævnte slags. Jeg går ud fra, at der ikke er tale om en mikropsykose (som kan optræde relativt uafhængigt af en evt. skizofreni), men en længerevarende ditto.

Reaktionen er ganske almindelig og hyppigt forekommende. Den er kulturbetinget, så i andre kulturer bliver det til andre inkarnationer. Fælles for dem er, at de optræder som en omnipotent entitet. Et par eksempler:

¤ Hvorfor kalder du mig for Jens, når du ved, at jeg hedder Napoleon?
¤ I Guds navn: Jeg er ikke Bodil, jeg er Jesus, Guds søn!

Som du kan se, behøver det ikke at være en religiøs vrangforestilling, men da de fleste kulturer er gennemsyrede af religiøsitet, bliver det ofte den, der må holde for! I princippet kan det være alt muligt andet:

¤ En mand går nøgen ud på gaden (for at vise, at han er uskyldsren) og deler 500-kronersedler ud. Han er den godgørende!
¤ En kvinde nægter at lade sig behandle, hvis lægen ikke er en mand, der erklærer hende evig troskab.

Behandlingen er i første omgang psykiatrisk: Patienten bliver indlagt og får antipsykotisk medicin, indtil han/hun er "normaliseret", hvorefter distriktspsykiatrien eller egen læge overtager medicineringen. Psykologen kommer ind der, hvor patienten skal motiveres til at overholde medicineringen. Problemet er nemlig, at den skizofrene oftest bliver træt af trummerummen som "normal", for selv om vedkommende kognitivt kan indse, at det er det fornuftigste, bliver tilværelsen kedelig på grund af erindringerne fra den initiale fase, hvor livet var sjovere. Så holder man op med at tage sin medicin, oplever en ny rar periode, hvor man selv er normal og alle andre er syge. Til sidst kommer så psykosen og tager over, og det hele begynder forfra. Psykologens opgave er altså at forsøge at motivere patienten til at vedblive med at tage sin medicin. Der ligger også en socialpædagogisk opgave i at give patienten et alternativ til den uvirksomhed, som "normaliseringen" medfører.

OK? Du er velkommen tilbage.

Hilsen,

Holger

Hej Holger,

Tusind tak for dit svar. Det er yderst brugbart og åbner straks en række andre spørgsmål, så jeg tillader mig at benytte mig af dit tilbud om at vende tilbage.

Indledningsvist vil jeg dog lige spørge, om jeg må anvende dine svar som citater i min opgave?

Og så til de nye spørgsmål:

1. Omkring de omnipotente vrangforestillinger: Hvad er det, der er så tiltrækkende ved de omnipotente skikkelser? Hvorfor vælger patienten dem?

2. Hvad er forskellen på en mikropsykose og en 'almindelig' længerevarende psykose? Også i forhold til, om personen er skizofren eller ej.

Min venindes psykose varede et par uger; ifølge hendes medrejsende veninder gik der ca. 12 dage fra de opdagede psykosen til hun blev sendt hjem assisteret af en læge. I retrospekt kan de se, at der var tegn tidligere, og da hun blev sendt hjem, var hun som en 12-årig. I løbet af de 12 dage havde hun, efter de 2 første døgns Gud-psykose, gennemlevet en art gen-fødsel, hvor hun gennemgik de forskellig udviklingstrin i en opvækst. Hun var kortvarigt indlagt på et lokalt hospital og blev også medicineret. Ved hjemkomst blev hun overført til Righospitalet, men blev ikke indlagt og har så vidt jeg ved, ikke fået stillet en diagnose.

3. Hvad udløser en psykose? Og hvor meget kan ydre omstændigheder påvirke udviklingen af en psykose?

Inden rejsen til Indonesien, som varede 4 uger, arbejdede hun som forsker i en stor dansk medicinalvirksomhed - altså et udpræget karriereliv med meget faste rammer. Hun var midt i 30'erne og havde også kort forinde været igennem to aborter. Under rejsen overværede de bl.a. en religiøse ceremoni, hvor de lokale tilstræbte en art religiøs psykose, halshuggede høns, fremmanede ånder og gik på glødende kul. Derudover havde hun forelsket sig en mand, hun havde mødt kort før psykosen brød ud.

4. Hvad får patienten ud af en psykose? Du skriver, at det kan være svært at fastholde patienten i sin medicinering, når hverdags tristessen atter er etableret. Oplever patienten en form for 'high' i forbindelse med psykosen?

5. Hvordan afmonterer man en vrangforestilling? Og hvor meget betyder en størrelse som fantasi for udviklingen af en psykose/vrangforestilling?

Det var endnu engang en ordentlig omgang, og jeg håber, du kan afse tid til at besvare dem alle.

På forhånd tak.

Mvh. R

Hej igen, R!

Vi tager dine spørgsmål et ad gangen:

  1. Omkring de omnipotente vrangforestillinger: Hvad er det, der er så tiltrækkende ved de omnipotente skikkelser? Hvorfor vælger patienten dem?
    Iflg. Freud er omnipotens selve målet for drifterne, og altså udtryk for et tidligt udviklingsstadium, inden barnet har lært at indrette sig efter realitetsprincippet. Selvom nutidig psykoanalyse er loren ved begrebet, må det forstås sådan, at psykosen er udtryk for en ekstrem regrediering og forvirring, hvor noget af personligheden nok kan følge visse adfærdsnormer, men til gengæld ikke kan fastholde en kohærent identitet. Den lidende vælger den ultimative identitet.
  2. Hvad er forskellen på en mikropsykose og en 'almindelig' længerevarende psykose? Også i forhold til, om personen er skizofren eller ej.
    Mikropsykosen er kortvarig og "går i sig selv" igen indenfor 14 dage. Der er ikke et krav om skizofreni, men derimod om en specielt stress-fremkaldende forudgående påvirkning.
  3. Hvad udløser en psykose? Og hvor meget kan ydre omstændigheder påvirke udviklingen af en psykose? "Normalt" er psykosen toppen af skizofrenien: det er her, ingen kan være i tvivl om, at der er noget galt. Den udløses af umedicineret skizofreni, som igen kan være udløst af forskellige faktorer (ofte stofmisbrug) hos genetisk (men ikke altid: enæggede tvillinger behøver ikke begge blive skizofrene) disponerede personer.
  4. Hvad får patienten ud af en psykose? Du skriver, at det kan være svært at fastholde patienten i sin medicinering, når hverdags tristessen atter er etableret. Oplever patienten en form for 'high' i forbindelse med psykosen?
    Patienten får ikke noget ud af selve psykosen – den er en konsekvens af, at skizofrenien har fået lov til at tage overhånd, og kan vel nærmest karakteriseres som en involuntær adfærd. Det, den skizofrene profiterer af, er tilstanden inden psykosen. Her er hans/hendes indre verden så adspredende, at han/hun betragter andre som syge og sig selv som normal. Det er denne tilstand, som virker tillokkende, når patienten har været normaliseret i nogen tid, og begynder at huske tilbage på "gamle tider", hvor alt var sjovere. Dette motiverer ham/hende til at undlade at tage sin medicin, hvorefter det hele starter forfra.
  5. Hvordan afmonterer man en vrangforestilling? Og hvor meget betyder en størrelse som fantasi for udviklingen af en psykose/vrangforestilling?
    Psykoser (og skizofreni i det hele taget) behandles med antipsykotika, som påvirker det, man kalder dopamin-spejlet. (Dopamin er et af mange neurotransmittere.) Så vidt jeg ved, er man ikke helt klar over sammenhængen – blot ved man, at der skal et (bestemt, som man må eksperimentere sig frem til) af mange antipsykotika til, for at normalisere patienten. Det er et gæt, men jeg tror, at en livlig fantasi på den ene side og apati på den anden, begge kan være med til at fremme skizofreniudviklingen hos den, der er disponeret.

OK?

Hilsen,

Holger

PS! Du er velkommen til at anvende mine svar som citater i din opgave, hvis du henviser til kilden!


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Læring, flow og …?)

Hej Holger

Jeg er psykologistuderende, og er i færd med en opgave om læring, hvor jeg agter at belyse læring ud fra flowteorien og ?(det er her jeg er i tvivl) er det fornuftigt at bruge Piagets relationsteori eller måske en anden læringsteori.)

Hvad synes du er relevant at bruge sammen med flowteorien?

På forhånd tak

M




Svar:

Hej M!

Tak for din henvendelse.

Jeg vil forslå, at du tager et kig på denne side, især Ernst Undall Dam: Læring og konstruktivisme.

Piaget, som du nævner som en mulighed ved siden af flow-teorien, er konstruktivist.

OK? Du er velkommen tilbage.

Hilsen

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Infantil autisme og PECS)

Hej Holger!

Vi er to piger som er ved at skrive bachelor opgave, hvor problemformuleringen lyder således:

Er PECS metoden et tilstrækkeligt kommunikationssystem for at øge livskvaliteten for børn med infantil autisme i alderen 3-6 år.?

Vi har været inde og kikke på hvilken videnskabsteori og menneskesyn vi vil arbejde ud fra når vi arbejder med mennesker med autisme. Vi er dog meget i tvivl om vi har forklaret os godt nok. Vi prøver at vedhæfte det vi har skrevet og håber du har lyst til at kaste et blik på det.

På forhånd tak!

Hilsen H




Svar:

Hej H!

Tak for din henvendelse.

Jeg vil godt slå et slag for, at der er en 4. vej: kognitivismen. Den kan i jeres projekt glimrende være forbindelsen mellem behaviorisme og humanisme: Det forholder sig nemlig sådan med autister, at de oftest er mest trygge ved gentagne og forudsigelige opgaver. For at bevæge dem, kan man gennem en hermeneutisk forståelsesramme "inddæmme" deres særhed og "lokke" dem til at forsøge sig med nye opgaver. Det kan give dem et bredere indhold i deres (i bedste forstand) forsnævrede omverdensforståelse.

Ellers synes jeg, at jeres projekt ser fornuftigt ud: I har forstået teorierne og reflektere over dem. Hvad jeg så kan efterlyse er en perspektivering af deres praktiske anvendelse, dvs. nogle gode eksempler.

OK? Du/I er velkomne igen.

Hilsen,

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Selvet i to paradigmer)

Hej.

Jeg har fundet mange guldkorn i Forum. Tak for det.

Kan du mon hjælpe med den her :

Jeg sidder og skal sammenligne to paradigmer indenfor specialpædagogikken. Det psykomedicinske (her præsenteret ved Freud og Stern) og det sociologiske ( her præsenteret ved Giddens og Gergen). Problemformuleringen er hvordan jeg kan anskue selvet i følge videnskabsteoretiske teorier. Jeg har kort beskrevet de fire teoretikeres syn på selvet og skal nu til at diskutere teorien. Kan du hjælpe med ligheder og forskelle indenfor de to paradigmer - og kan der trækkes nogle hovedlinier i forhold til "Selvet".

Puh - det er ret komplekst - derfor mangler jeg også en rød tråd i sammenligningen af de to paradigmer ( i forhold til selvet)

Med venlig hilsen

K




Svar:

Hej K!

Tak for din henvendelse og de pæne ord.

Du kalder Freuds og Sterns selv-opfattelser for psykomedicinske. Det begreb har jeg ikke truffet på før, men går ud fra, at det er det samme som det psykopatologiske. Sagen er nemlig, at Freuds selv-analyse går på hans egen oplevelse af sig selv, hovedsagelig nedskrevet i Hverdagens psykologi og i hans breve til Fliess, som han betragtede som sin idealiserede anden. Han (Freud) oplevede sig selv som spaltet mellem det, han havde lært (indoptaget som barn) og oplevet i virkeligheden. Dette tolkede han som fader-had, idet hans far ikke havde interesseret sig for, eller havde haft råd til, at opleve fx Acropolis: But here we come upon the solution of the little problem of why it was that already at Trieste we interfered with our enjoyment of the voyage to Athens. It must be that a sense of guilt was attached to the satisfaction in having gone such a long way: there was something about it that was wrong, that from earliest times had been forbidden. It was something to do with a child's criticism of his father, with the undervaluation which took the place of the overvaluation of earlier childhood. It seems as though the essence of success was to have got further than one's father, and as though to excel one's father was still something forbidden. ("A Disturbance of Memory on the Acropolis".)

Stern bygger jo videre i 4. generations psykoanalyse, hvor han udstyrer det nyfødte barn med et Selv, idet det er i stand til fornemme sig selv og sine omgivelser. Der er en grundlæggende forskel mellem Freud og Stern i det, at Freuds selv-analyse angik ham selv (ikke at forveksle med introspektion), medens Sterns analyse af Selvet angår den anden (spædbarnet og op i alderen). Så på en måde kan man sige, at Stern, trods sin gæld til Freud også danner en overgang til den sociologiske opfattelse af Selvet, som du anvender Giddens og Gergen til at illustrere. Læs om Gergens selv-opfattelse her. Giddens' selv-opfattelse ses af denne artikel. Begge teoretikere er socialkonstruktionister (altså hvor Selvet dannes i en fri kontekst af konglomeratet det sociale + det individuelle (psykiske)).

Forskellen mellem de to paradigmer ligger altså i, at Freud og Stern ser Selvet dannet endogent, medens Giddens og Gergen ser det (hovedsagelig) dannet eksogent. Man kan også sige, at de to første ser Selvet inden i individet, medens de to senere ser det dannet udenfor individet.

Den røde tråd er således, at Selvet vedkommer individet og dets opfattelse af sin identitet, medens betingelserne for Selvets dannelse er forskellige for de to paradigmer.

OK? Ellers er du velkommen tilbage.

Hilsen,

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Klein, Kohut og Freud)

Hej,

jeg kunne godt bruge lidt hjælp for jeg er en lille smule forvirret… Kan disse konklusioner godt passe? Altså har jeg gang i noget af det rigtige?

Melanie Klein var en af de første til at udfordre de gamle teorier. Hun introducerede i 50erne objektrelationsteorien (betegnelse for et individs relation til et objekt uden for sig selv.) Hun mente at barnet meget hurtigt danner et indre univers, som for det er lige så vigtig som et ydre. Derfor mente hun også at barnet var ude af stand til at se på moderen som både værende den støttende og kærlige som kommer når man græder og på den anden side være den fraværende som til tider ikke kommer når man græder. Ifølge Kleins teori er barnet først modnet nok til at se moderen (og andre objekter) både som værende kærlige og fraværende på samme tid når det er omkring fire- fem måneder. Den indre og den ydre verden bliver mere sammenhængende og evnen til at sørge over noget som er fraværende udvikles.

I 70erne kom endnu en stor teoretiker på banen, nemlig Heinz Kohut. En af hans teorier gik ud på barnet fra en tidlig alder har brug for at spejle sig i andre og få at vide at det er det smukkeste og mest fantastiske der findes. Samtidig har barnet brug for selv at vide at der alligevel findes andre mennesker som er smukkere og mere fantastisk end det selv er og at de kan være værd at idealisere sig med. Lykkedes begge dele kan barnet udvikle et sund selvfølelse og narcissisme (begrebet narcissisme bruges om en person som er overdrevet selvoptaget.) Når barnet får at vide at det er helt fantastisk danner det ambitioner og drømme for barnet, og mennesket som barnet spejler sig i og ser op til viser vejen frem.

Freud udviklede senere, omkring år 1923, en teori om "det'et, jeg'et og overjeg'et." Det kan forklares ved at moderen, som for barnet er "det'et," hjælper barnet igennem de første levemåder ved at tage hånd om barnets primære behov. Når behovene er dækket, danner det grundlag for, at barnet kan udvikle sit "jeg." De første jegfunktioner handler om, at kunne mestre sin egen krop og at kunne klare sig på egen hånd, når det er mestret, er det de mere psykiske jegfunktioner som bliver indlært. Når ødipuskomplekset er overstået, og barnet derved har lært hvad begreberne skyld og moral går ud på, kan det danne sit "overjeg," som har til opgave at styre de lyststyrede handlinger, det kan ses som en "hersker" over det i forvejen dannede "jeg"

Håber I kan hjælpe…

J




Svar:

Hej J!

Tak for din henvendelse.

Klein og Kohut er ok. Derimod er der nogle problemer med Freud.: "Freud udviklede senere, omkring år 1923, en teori om det'et, jeg'et og overjeg'et." 1923 er vel ikke "senere" end de to andre, tværtimod!? Denne teori kaldes hans strukturelle personlighedsmodel. Jeg tror, du tænker på hans udviklingsmodel. Der er problemer med jeg'et, det'et og overjeg'et i din opgave, idet det ikke er disse entiteter, den primære omsorgsperson retter sin opmærksomhed mod, men derimod mod de konflikter, udviklingsmodellen indeholder.

OK? Du er velkommen tilbage.

Kh.

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Konflikttrappen)

Hej Holger.

Jeg vil lige høre om du kunne svare mig på, hvilken teoretiker, der står bag konflikttrappen, og hvad står personen for? det ville være en stor hjælp.

VH L




Svar:

Hej L!

Det gør Friedrich Glasl i Konfliktmanagement. Ein Hanbuch für Führungskräfte und Beräter (4. Auflage. Bern 1994.)

Glasl er ledelsesteoretiker og –rådgiver, med mange universitetsposter (docenturer) og store virksomheder på sit repertoire. Han er Dr.rer.pol. habil og medstifter af Trigon Entwicklungsberatung. Har også skrevet “Confronting Conflict", "Dynamic Organisational Development" og “Enterprise of the Future", hvilket antyder det faktum, at han står for moderne management- og konfliktløsningsstrategier.

For en oversigt af modellen (på engelsk), se her.

OK? Du er velkommen tilbage.

Kh.

Holger

Hej igen.

Tusind tak for din hurtige besvarelse.

Jeg ved ikke om du har noget om det, men hvad var baggrunden for Frederich Glasl opfandt konflikttrappen, hvad var hans tanke bag det?

Mvh L

Hej igen, L!

Glasl havde gennem sin forskning fundet, at det, der ofte begynder som en uenighed om et sagsspørgsmål (sagsforhold), trin for trin bliver til en personificeret strid (altså hvor det ikke længere drejer sig om sagen, men om personlige forhold, såsom magtfordeling og kapitalinteresser), for herefter at eskalere til også at omfatte selve organisationen, dens stabilitet og til sidst dens eksistens. Hans tanke var (og er), at alle uenigheder om sagsforhold skal behandles sagligt (= professionelt) uden indblanding af personforhold (populært udtrykt ved, at man skal gå efter bolden, ikke manden). Han mener m.a.o., at enhver konflikt i en organisation risikerer totalt at ødelægge organisationen, når private/personlige sym- og antipatier får overtaget. Det han ville beskrive, var den trinvise destruktion af en organisation, når særinteresser (= interesser, der ikke retter sig direkte mod organisationens ve og vel) bliver mere og mere dominerende. Den enkelte interessent behøver ikke nødvendigvis være opmærksom på de destruktive kræfter, hvorfor en konfliktbevidsthed og konfliktløsningsmodel måtte være en måde at pege på faresignalerne – og evt. redde organisationen fra destruktion.

OK?

Hilsen

Holger

Tusind tak for din hjælp, det var lige prikken over i'et i mit projekt

Mvh L


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Psykoanalysens forståelse af personlighedsforstyrrelser)

Kære Holger,

Da jeg så tit har fået god hjælp fra dig, kom jeg også i tanke om din hjemmeside denne her gang.

Kan du kort fortælle, hvordan psykoanalysens forståelse af personlighedsforstyrrelser ser ud??

På forhånd mange tak,

kh L

(Emne: Kognitiv dysmetri)

Her kommer lige et spørgsmål mere… Håber, du har tid til alt det pjat ;)

Denne gang drejer det sig om skizofreni og Andreasens teori om "kognitiv dysmetri", som jeg ikke helt har forstået endnu. Det handler vel om, at kognitionen er forstyrret på basalt (celle-) niveau, ikke? Ville dog være glad for, hvis du med dine ord ville kunne forklare mig, hvad det mere præcist er, der menes…

På forhånd tak!

Kh L




Svar:

Hej L!

Hvor hyggeligt.

Håber, det er tilstrækkeligt lige til – for det er det sandt for dyden ikke, hvis man skal op på det videnskabelige niveau!

Kh.

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Piaget-Vygotsky 1)

Hej Holger,

Vi er en gruppe studerende som skriver en opgave om Læring og læreplaner i forhold til Piaget og Vygotsky.

Vi skal skrive en 10 siders synopsis som forberedelse til mundtlig eksamen i psykologi (5.semester på pædagogseminariet).

Vi har læst mange steder at Vygotsky og Piaget er uforenelige, men ser selv mange ligheder i deres teorier… ZNU-Piagets teori om at det man skal lære ikke må ligge for langt væk fra det man allerede har kendskab til.

De ligger begge vægt på omverdenen, i det Piaget fokuserer på Assimilation og Akkomodation (adaption) og Vygotskys generelle fokus på det kulturhistoriske.

Vi mangler at skrive om handlemuligheder til læreplanerne og er kommet i tvivl om hvordan vi sætter det i kontekst til deres teorier og om vi siden at vi ser så mange ligheder totalt har misforstået en af de to????

Vi har kigget på de foregående indlæg om Piaget og Vygotsky, men har ikke kunnet finde en afklaring på vores spørgsmål.

Vi sætter stor pris på din hjælp!

På forhånd tak.

P, T og K

PS: Vi skal aflevere synopsen om 2 dage så hurtig hjælp er at foretrække :-)




Svar:

Hej P, T og K!

Lidt sent, men dog: Tak for jeres henvendelse.

På sin vis er det også rigtigt, at Vygotsky og Piaget er uforenelige, bl.a. fordi de nok selv ville have sig frabedt slægtskabet. Ikke desto mindre er de begge to konstruktivister (barnet konstruerer selv sin verden). Det er her, jeres ZNU – Piaget kommer ind. I og med at barnet selv konstruerer sin viden, er forskellen den, I peger på (adaptation vs. det kulturhistoriske). Dvs., at I har to muligheder for læreplanerne: Piagets indfaldsvinkel til konstruktivismen og den kulturhistoriske (Vygotskys) indfaldsvinkel, hvilket betyder, at teamet eller den enkelte pædagog kan vælge: begge måder er lige gode!

Hilsen,

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Piaget-Vygotsky 2)

Hej Holger.

Jeg læser pædagogisk psykologi på DPU. Jeg skal skrive en opgave indenfor læring, kognition og udvikling. Jeg vil gerne bruge Piaget og Vygotsky eller bare en af dem, men er lidt i tvivl om hvilket emne, jeg skal koble det på.

Jeg overvejer en problemstilling med tosprogede børn eller ensomme unge, men er i tvivl om hvordan jeg skal vinkle det.

Tror du at du kan hjælpe mig, selvom det er et bredt spørgsmål?

Venlig hilsen

J




Svar:

Hej J!

Tak for din henvendelse.

Vælg de tosprogede – det andet bliver for bøvlet. Brug hhv. Vygotskys og Piagets indfaldsvinkel til konstruktivismen og diskuter, i hvilke sammenhænge den ene er at foretrække for den andre. Altså: vil tosprogede lære bedre i en piagetsk setting end i en kulturhistorisk setting (Znu), og hvorfor. Og/eller omvendt. (Tror du m.a.o., at Piagets stadieteori er mere gavnlig for de tosprogedes indlæring end Zonen for den nærmeste udvikling, som jo har den kulturelle og historiske vinkel, og dermed (teoretisk) kan indeholde problemer i forhold til etnicitet mv.)

OK? Du er velkommen tilbage.

Kh.

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Uddannelsessystemet og social reproduktion)

Hej Holger!

Af en eller anden grund kan jeg ikke sende et spørgsmål til forum, så jeg håber det er ok, jeg skriver her. Jeg er ved at skrive en synopsis i pædagogisk psykologi med problemformuleringen: Hvilken rolle spiller uddannelsessystemet for social reproduktion i en senmoderne kontekst? Men i 14 dage har jeg forsøgt at lave en disposition, så jeg nu vil høre, om du har nogle ord til inspiration??? I så fald, vil jeg blive meget glad….

Venligst

M




Svar:

Hej M!

Tak for din henvendelse, som er helt ok!

Først skal begreberne vel afklares:

Så til din synopsis:

  1. Indledning: I en tid – den senmoderne – hvor landets statsminister vil forme samfundet sådan, at bistandsmodtageren kan blive bankdirektør (find selv referencen – var det ikke en nytårstale eller ved folketingets åbning?), må man spørge, om uddannelsessystemet er sådan indrettet, at dette brud med den sociale reproduktion kan finde sted i større målestok end den ,der ses hos mønsterbryderne blablablabla……
  2. Problemformulering: Blablablabla Hvilken rolle spiller uddannelsessystemet for social reproduktion i en senmoderne kontekst? Blabla
  3. Diskussion: Er uddannelsessystemet gearet til at løfte opgaven, der formuleres af statsministeren? Eller er det i virkeligheden utidssvarende og præserverende for en socialt reproduktiv fremtid? Hvad skal der i givet fald til?
  4. Konkusion: Blablabla….

Det kunne være én måde at gøre det på.

OK? Du er velkommen tilbage.

Kh.

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Relation iflg. Stern?)

Hej

Tak for en masse gode svar!

Jeg sidder lige nu med et speciale omhandlende underkendende relationer mellem den professionelle omsorgsgiver og børn med problemadfærd.

Og sjovt nok har jeg svært ved helt præcist at se hvorledes Daniel Stern definerer begrebet relation??

Det nærmeste jeg når frem til er min tolkning: At kernen i en relation er affektiv afstemning af vitalitetsfølelser. Og at relationens historie afspejler sig i RIG´begrebet. Hvor både barnet og den voksne i tidens løb får flere erfaringer med samspilssituationer og således udvikler og nuancerer allerede eksisternede RIG-modeller.

Kan det ikke gøres mere præcist?

Mange hilsner

M




Svar:

Hej M!

Tak for din henvendelse og de pæne ord.

Så vidt jeg har forstået det, er Sterns opfattelse af "relation" et aktivt og med kompetencer indgået socialt samspil. Resten er fodnoter til dette!

OK? Du er velkommen tilbage.

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Sterns videnskabsteoretiske ståsted)

Hej Holger

Det ville være dejligt hvis du kunne uddybe Daniel Sterns videnskabsteoretiske ståsted for mig. Kan man kalde ham tværvidenskabelig fordi han inddrager viden og metoder fra flere forskellige retninger ( Naturvidenskaben, Humanvidenskaben)? Hvilke område står han stærkest funderet i? Hvordan viser dette sig i hans metoder?

Venlig Hilsen G




Svar:

Hej G!

Tak for din henvendelse.

Jeg har en fornemmelse af, at Stern ikke rigtig selv på noget tidspunkt har overvejet sin egen position i fht. videnskabsteorien. Ikke desto mindre må man objektivt set placere ham i det naturvidenskabelige paradigme. Forklaringen er, at han er psykoanalytiker i lige linie fra Freud, der var læge, og at han har taget naturvidenskabelige metoder i anvendelse for at imødegå den i praksis herskende hermeneutiske metode til forklaring af de fund, analytikere mener sig have gjort: han har gennem iagttagelse (af spædbørn) samlet et meget stort sample af empirisk viden om de forhold, han ønsker at undersøge og elaborere.

Noget andet er, at videnskabsteorien også bevæger sig. Det betyder, at hvordan vi indplacerer fx Freud ikke nødvendigvis skal sætte hans efterfølgere i samme bås. Implikationen af dette er, at hvis du overbevisende kan argumentere for fx en humanistisk vinkel i Sterns arbejde, er det helt ok.

OK? Du er velkommen igen.

Hilsen,

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Løgstrup-citat?)

Hej Holger.

Jeg sidder med en opgave, og vil meget gerne have dette citat med i opg. "Man skal kunne gribe for at kunne begribe" Jeg mener det er K.E løgstrup…

Kan du hjælpe mig med det?

Mange hilsner

C




Svar:

Hej C!

Jeg har forsøgt at finde grundlag for at tilskrive citatet K.E. Løgstrup, men forgæves. Det lyder jo som noget, han kunne have skrevet, og der er også flere tekster, der benytter det – uden at henvise til kilden. Jeg vil foreslå dig at bruge citatet og skrive noget i retning af (vistnok K.E. Løgstrup) efter det, eller "som K.E. Løgstrup vistnok har sagt: Man skal kunne gribe for at kunne begribe". Ordet vistnok er godt, fordi det i rigtig mange akademiske sammenhænge benyttes, når man ikke er 100 % sikker!

Håber, du kan bruge svaret.

Kh.

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Identitetsdannelse i tre tidsaldre)

Hej Holger,

Lige et haster spørgsmål, da X-eksamensopgaven skal afleveres nu her fredag morgen. Jeg har fået stillet tre nedenstående spørgsmål:

  1. Redegør for ændringerne i betingelserne for identitetsdannelsen i tiden fra det traditionelle til det moderne samfund,
  2. Undersøg hvorvidt kernefamilien er i krise og
  3. Diskuter fordele og ulemper ved unges ændrede vilkår for identitetsdannelse i der senmoderne samfund.

Disse tre spørgsmål har jeg naturligvis besvaret, problemet er bare, at man skal komme med en perspektivering, som tæller ret højt i forhold til karaktergivningen, da jeg er lidt blank på dette område, håber jeg du kan hjælpe mig med et par idéer.

Mvh.

M




Svar:

Hej M!

Tak for din henvendelse.

  1. I den traditionelle tid var det kirken, der udstak "reglerne" for opdragelsen (kirketugt). Det betød, at alle børn betragtedes som besat af Djævelen, indtil de blev konfirmerede (blev indlemmet i "de voksnes rækker"). Derfor var det vigtigt, at de fik bank (blev revset), så Fanden kunne slås ud af kroppen på dem! (Reminiscenser af kirketugten fandtes helt op til midten af det 20. århundrede, hvor læreres ret til at slå blev afskaffet.)

    Senere, i moderne tid (1900-tallet), blev kirketugten afløst af fadervældet, hvor det var pater familias (altså faderen), der udstak reglerne for, hvordan resten af familiens adfærd (opførsel) skulle være. I begge disse paradigmer (opfattelsesmåder) gjaldt det, at børnene skulle opføre sig som en øvrighed bød dem: de skulle være ens i alle situationer. I senmoderniteten (slutningen af 1900-tallet og til i dag) er familiestrukturen blevet til det, der ofte kaldes "forhandlingsfamilien". Her er der ikke nogen entydig "hersker", men alle medlemmer er med ved fastsættelsen af det kodeks, der skal gælde for familien. Det betyder, at børnene frit kan bevæge sig mellem de centra (skole, hjem, fritidsinstitutioner, idrætsklubber osv.), de ønsker at være i; og det med en forventning om, at de kan tilpasse deres adfærd til netop det center, de befinder sig i på et bestemt tidspunkt: i skolen skal de være opmærksomme og stille, i fritidsklubben må de gerne larme lidt og være mere "fritgående", på fodboldholdet skal de passe deres pladser, ellers bliver de sat af, og hjemme skal de være sådan, som man har aftalt i den enkelte familie.

    Det turde sige sig selv, at fra kirketugtens tid over fadervældet til forhandlingsfamilien er der sket en gradvis opblødning af forudsætningerne for barnet at danne en selvstændig identitet – på godt og ondt, eftersom der i hver epoke er set både gode og dårlige eksempler. Psykologisk-pædagogisk set er der dog ikke tvivl om, at børn i dag i almindelighed har de bedste (af de tre) muligheder for selvstændiggørelse (det betyder at lære at stå (for sig) selv) og dermed identitetsdannelse.

  2. Gad vide, om du ikke har fået eksamenskommissionens spørgsmål om dette? Ellers kan du forholde dig til, hvad der står af data: Kernefamilien som sådan er yt, hvilket ikke absolut betyder, at de andre familiemønstre ikke er gode nok. De følger bare den logiske udvikling, som du har gjort rede for under pkt. 1: at familien er og har været i bevægelse i umindelige tider.

    "På grundlag af bilag D1 fremhæves, at
    - 75% af alle børn i år 2000 bor sammen med deres forældre og ca. 20% alene med deres mor (+ evt. partner) - et beskeden ændring i forhold til 1981 (82%/14%)
    - 70% af de 17-årige (35.733) i år 2000 'kun' har boet sammen med 2 voksne mens 30% har boet med 3 eller flere og at ca. 60% kun har haft en familie mens 40% har haft 2 eller flere familier
    - det for børnefamiliernes vedkommende er sådan i slutningen af 90'erne at begge forældre arbejder fuldtids (83%), mens det 'kun' var tilfældet i 50% af børnefamilierne i 1980 (de voksne i familier uden børn arbejder i dag mindre end forældrene i børnefamilierne).
    På grundlag af bilag D2 fremhæves på den ene side de - noget bastante - påstande om "at familien er blevet et statussymbol" og at "skilsmisser er hverdagskost", og på den anden side den - mere ædruelige - konstatering af at "hvert tredje ægteskab i Danmark bliver opløst" og at der "med det individualistiske samfund … er fulgt nye samlivsformer og familiemønstre". Statistisk materiale fra hjælpemidlerne - f. eks. Samfundsstatistik og Tiårsoversigten - skal inddrages til at uddybe/supplere, gerne problematisere, hvad der er udledt af D1 og D2. F.eks. er det oplagt at fremhæve,
    - at over 50% af alle familier i dag består af kun 1 person
    - at skilsmissehyppigheden toppede i midten af 1980'erne og har været svagt faldende siden
    - at ca. 90% af alle 3-5 årige børn i slutningen af 90'erne er i børnehave (i 1980 var tallet ca. 50%). Det er naturligvis ikke et krav, at alle disse punkter er behandlet, ligesom det ikke er et krav, at besvarelsen rummer egentlige beregninger.
    For den suveræne besvarelse er det afgørende
    - at der demonstreres overblik over såvel bilagsmaterialet som materialet fra hjælpemidlerne.
    - at der fokuseres på "hvorvidt kernefamilien er i krise" - altså at der konkluderes i forhold til det stillede spørgsmål."

  3. Fordele: retten til frit (friere) at finde/danne sin identitet er et menneskeretligt fremskridt. Ulemper: der, hvor barnet/den unge ikke har nogen sikker base (hjem) at gå ud fra, og hvor dets kammeratskabsforhold er usikre, vil det tendere til at søge alternative centra, hvor det kan danne sin identitet: narkomiljøer, rockere osv.

Håber, du kan bruge mit svar!

Hilsen,

Holger

Hej Holger,

Mange tak for dit hurtige svar. Har du et forslag til en samlet perspektivering?

Mvh.

M

Hej igen M!

Jeg ville sige: Familien, og dermed den måske væsentligste identitetsdannende faktor, har i hele den periode, opgaven beskriver, undergået forandringer fra en stærkt ydrestyret entitet (kirken) over en autoritært styret entitet (fadervældet) til en indrestyret entitet (forhandlingsfamilien). Der ses desuden i senmoderne tid, at selv kernefamilien – som forhandlingsfamilien trods alt også må betragtes som – viser klare tendenser til opløsning, jfr. data under pkt. 2). I et kulturhistorisk perspektiv er det forventeligt, men heraf kan ikke sluttes at begrebet familie (uden kerne-) er i krise; den har antaget nye former, som nok gør kernefamilien til en minoritet i danske hushold, men ikke pr. definition forringer familiemedlemmernes livskvalitet, endsige deres muligheder for fri identitetsdannelse. Man kan sige, at kernefamilie-begrebet har måttet vige for individet i dets egen ret. Identitetsdannelsen sker herefter i et eksistentielt frirum, der tilfører individet selvbestemmelse på godt og ondt.

OK?

Kh.

Holger

Hej Holger,

Mange tak for dine svar, som jeg har brugt i opg.

Du ønskes en god jul

Mvh.

M


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Fra diagnose til hverdagsliv)

Hej Holger.

Vi er to studerende der er ved at skrive synopsis i psykologi. Emnet er : fra diagnose til hverdagsliv og vi har svært ved og starte opgaven, hjælp os!!!!!!

Ps. Håber på et hurtigt svar da vi ikke har så lang tid til opgaven skal være færdig.

Mange hilsner fra os to.




Svar:

Hej I to!

Tak for jeres henvendelse.

Jeg forstår jeres projekt sådan, at I gerne vil diskutere, hvad der sker – og hvordan man kan gøre livet lettere – når et menneske har fået en psykiatrisk diagnose, fx skizofreni. Når jeg skriver psykiatrisk, så er det fordi, vi som psykologer ikke diagnosticerer i den forstand. Det betyder ikke, at vi ikke medvirker ved undersøgelser, der kan ende med en diagnose: det betyder, at vi ikke kan udskrive medicin, hvorfor vi ved sindslidelser må ty til lægerne.

Det, det så kommer til at handle om, er klinisk psykologi og dens implikationer (her socialpsykologi). Så lad os kigge på netop skizofreni:

  1. Indledning: Sindslidende har rettigheder lige som andre borgere. Vi har valgt at se på, hvordan et menneske med diagnosen skizofreni kan hjælpes til et værdigt liv i hverdagen. Blablablabla….

  2. Problemstilling: En skizofreniramt udvikler en psykose, bliver (tvangs)indlagt og behandlet psykiatrisk. Efter nogen tid vil vedkommende blive erklæret for "normaliseret" (efter medicinering og evt. socialfaglig assistance) og udskrevet. Hvordan kan den skizofreniramte, der ikke er psykotisk, beredes et værdigt hverdagsliv, så han/hun ikke tager et tilbagefald? (At tage et tilbagefald betyder her, at den lidende ikke ser nogen mening med sin tilværelse som "normaliseret", og derfor tenderer til at mindske sit medicinindtag, for til sidst slet ikke at tage medicin, hvorefter det kun er et spørgsmål om tid, før han/hun igen bliver psykotisk.)

  3. Beskrivelse af den skizofrenes onde cirkel:

    Skizofrenicirklen

  4. Diskussion: Den socialpsykologiske intervention må rette sig mod at motivere den skizofrene til
    1) at fortsat tage sin medicin,
    2) at få et meningsfuldt indhold i sit liv og
    3) at komme til sygdomserkendelse.
    (Hvordan er jeres opgave!)

  5. Konklusion: Blablablabla……

OK? I er velkomne igen!

Hilsen,

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Gergen om ungdom, identitet, sprog og narrativitet)

Hej Holger.

Super fin side, der står der er et spøegsmål der lyder som mit men kan bare ikke finde det, så derfor skriver jeg.

Jeg er ved at skal opgave i psykologi, og skal rede gør for socialkonstruknisme ( ungdommen, identitet, sprog og narrativet) men kan ikke finde nogen bøger det står i, har alle kenneth Gergens bøger, men synes at de er meget svære at forstå, og svært at få kogt ned til 1-1,5 sider…

Håber du kan hjælpe mig med at forstå hvad han mener omkring ungdommen, identitet, sprog og narrativet,

hilsen J




Svar:

Hej J!

Tak for din henvendelse og de pæne ord.

Jeg vedhæfter en del af min datters projekt på RUC, som omhandler Gergen og
socialkonstruktionismen
. Hvis du herefter har spørgsmål, er du velkommen tilbage.

Kh.

Holger

hej igen.

tak for den fine opgave, det hjalp lidt at læse den, men mangler stadig lidt forståelse for hvorfor sproget er så vigtig for gergen, og om jeg også må se kilderne til opgaven, da jeg gerne vil læse mere om nogen af tingene…

hilsen j

Hej J!

Nu er det mig, datteren der skriver! :-)

Ud fra mine resultater af Gergens teori, er han interesseret i sprog/kommunikation fordi han ser det som noget centralt – en afgørende faktor, i konstruktionen af mennesket og dets mulighed for at indgå i relationer. Eksempelvis bruger han en anekdote af den østriske filosof Wittgenstein, hvem han også læner sin teori op ad, som skriver: 'Mit sprogs grænser er min verdens grænser' (Wittgenstein, Filosofiske undersøgelser), hvilket betyder at mennesket ikke kan forholde sig til andet end hvad det i forvejen ved (altså hvad det kan tale om). Ganske kort, er sproget (og dermed kommunikationen) altså vigtigt fordi vi gennem dét kan indgå i relationer og udvikle vores narrativer og subjektposition, skabe magtpositioner osv.

Håber det gav mening…? Ellers er du velkommen til at spørge igen.

Mine brugte kilder til socialkonstruktionistisk teori er:

Den sidste af Dorthe Marie Søndergaard er specielt god fordi hun klargør hvad andre socialkonstruktionister, heriblandt Gergen mener, på en, efter min mening, fantastisk fængende måde.

Held og lykke med opgaven!

Venligst, Michala


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Kernefamilie og identitetsdannelse)

Hej Holger,

Lige et haster spørgsmål, da X-eksamensopgaven skal afleveres nu her fredag morgen.

Jeg har fået stillet tre nedenstående spørgsmål:

  1. Redegør for ændringerne i betingelserne for identitetsdannelsen i tiden fra det traditionelle til det moderne samfund,
  2. Undersøg hvorvidt kernefamilien er i krise og
  3. Diskuter fordele og ulemper ved unges ændrede vilkår for identitetsdannelse i der senmoderne samfund.

Disse tre spørgsmål har jeg naturligvis besvaret, problemet er bare, at man skal komme med en perspektivering, som tæller ret højt i forhold til karaktergivningen, da jeg er lidt blank på dette område, håber jeg du kan hjælpe mig med et par idéer.

Mvh.

M




Svar:

Hej M!

Tak for din henvendelse.

  1. I den traditionelle tid var det kirken, der udstak "reglerne" for opdragelsen (kirketugt). Det betød, at alle børn betragtedes som besat af Djævelen, indtil de blev konfirmerede (blev indlemmet i "de voksnes rækker"). Derfor var det vigtigt, at de fik bank (blev revset), så Fanden kunne slås ud af kroppen på dem! (Reminiscenser af kirketugten fandtes helt op til midten af det 20. århundrede, hvor læreres ret til at slå blev afskaffet.)

    Senere, i moderne tid (1900-tallet), blev kirketugten afløst af fadervældet, hvor det var pater familias (altså faderen), der udstak reglerne for, hvordan resten af familiens adfærd (opførsel) skulle være. I begge disse paradigmer (opfattelsesmåder) gjaldt det, at børnene skulle opføre sig som en øvrighed bød dem: de skulle være ens i alle situationer. I senmoderniteten (slutningen af 1900-tallet og til i dag) er familiestrukturen blevet til det, der ofte kaldes "forhandlingsfamilien". Her er der ikke nogen entydig "hersker", men alle medlemmer er med ved fastsættelsen af det kodeks, der skal gælde for familien. Det betyder, at børnene frit kan bevæge sig mellem de centra (skole, hjem, fritidsinstitutioner, idrætsklubber osv.), de ønsker at være i; og det med en forventning om, at de kan tilpasse deres adfærd til netop det center, de befinder sig i på et bestemt tidspunkt: i skolen skal de være opmærksomme og stille, i fritidsklubben må de gerne larme lidt og være mere "fritgående", på fodboldholdet skal de passe deres pladser, ellers bliver de sat af, og hjemme skal de være sådan, som man har aftalt i den enkelte familie.

    Det turde sige sig selv, at fra kirketugtens tid over fadervældet til forhandlingsfamilien er der sket en gradvis opblødning af forudsætningerne for barnet at danne en selvstændig identitet – på godt og ondt, eftersom der i hver epoke er set både gode og dårlige eksempler. Psykologisk-pædagogisk set er der dog ikke tvivl om, at børn i dag i almindelighed har de bedste (af de tre) muligheder for selvstændiggørelse (det betyder at lære at stå (for sig) selv) og dermed identitetsdannelse.

  2. Gad vide, om du ikke har fået eksamenskommissionens spørgsmål om dette? Ellers kan du forholde dig til, hvad der står af data: Kernefamilien som sådan er yt, hvilket ikke absolut betyder, at de andre familiemønstre ikke er gode nok. De følger bare den logiske udvikling, som du har gjort rede for under pkt. 1: at familien er og har været i bevægelse i umindelige tider.

    På grundlag af bilag D1 fremhæves, at
    - 75% af alle børn i år 2000 bor sammen med deres forældre og ca. 20% alene med deres mor (+ evt. partner) - et beskeden ændring i forhold til 1981 (82%/14%)
    - 70% af de 17-årige (35.733) i år 2000 'kun' har boet sammen med 2 voksne mens 30% har boet med 3 eller flere og at ca. 60% kun har haft en familie mens 40% har haft 2 eller flere familier
    - det for børnefamiliernes vedkommende er sådan i slutningen af 90'erne at begge forældre arbejder fuldtids (83%), mens det 'kun' var tilfældet i 50% af børnefamilierne i 1980 (de voksne i familier uden børn arbejder i dag mindre end forældrene i børnefamilierne). På grundlag af bilag D2 fremhæves på den ene side de - noget bastante - påstande om "at familien er blevet et statussymbol" og at "skilsmisser er hverdagskost", og på den anden side den - mere ædruelige - konstatering af at "hvert tredje ægteskab i Danmark bliver opløst" og at der "med det individualistiske samfund … er fulgt nye samlivsformer og familiemønstre".

    Statistisk materiale fra hjælpemidlerne - f. eks. Samfundsstatistik og Tiårsoversigten - skal inddrages til at uddybe/supplere, gerne problematisere, hvad der er udledt af D1 og D2. F.eks. er det oplagt at fremhæve,
    - at over 50% af alle familier i dag består af kun 1 person
    - at skilsmissehyppigheden toppede i midten af 1980'erne og har været svagt faldende siden
    - at ca. 90% af alle 3-5 årige børn i slutningen af 90'erne er i børnehave (i 1980 var tallet ca. 50%).

    Det er naturligvis ikke et krav, at alle disse punkter er behandlet, ligesom det ikke er et krav, at besvarelsen rummer egentlige beregninger.

    For den suveræne besvarelse er det afgørende
    - at der demonstreres overblik over såvel bilagsmaterialet som materialet fra hjælpemidlerne.
    - at der fokuseres på "hvorvidt kernefamilien er i krise" - altså at der konkluderes i forhold til det stillede spørgsmål

  3. Fordele: retten til frit (friere) at finde/danne sin identitet er et menneskeretligt fremskridt. Ulemper: der, hvor barnet/den unge ikke har nogen sikker base (hjem) at gå ud fra, og hvor dets kammeratskabsforhold er usikre, vil det tendere til at søge alternative centra, hvor det kan danne sin identitet: narkomiljøer, rockere osv.

Håber, du kan bruge mit svar!

Hilsen,

Holger

Hej Holger,

Mange tak for dit hurtige svar. Har du et forslag til en samlet perspektivering?

Mvh.

M

Hej igen M!

Jeg ville sige: Familien, og dermed den måske væsentligste identitetsdannende faktor, har i hele den periode, opgaven beskriver, undergået forandringer fra en stærkt ydrestyret entitet (kirken) over en autoritært styret entitet (fadervældet) til en indrestyret entitet (forhandlingsfamilien). Der ses desuden i senmoderne tid, at selv kernefamilien – som forhandlingsfamilien trods alt også må betragtes som – viser klare tendenser til opløsning, jfr. data under pkt. 2). I et kulturhistorisk perspektiv er det forventeligt, men heraf kan ikke sluttes at begrebet familie (uden kerne-) er i krise; den har antaget nye former, som nok gør kernefamilien til en minoritet i danske hushold, men ikke pr. definition forringer familiemedlemmernes livskvalitet, endsige deres muligheder for fri identitetsdannelse. Man kan sige, at kernefamilie-begrebet har måttet vige for individet i dets egen ret. Identitetsdannelsen sker herefter i et eksistentielt frirum, der tilfører individet selvbestemmelse på godt og ondt.

OK?

Kh.

Holger

Hej Holger,

Mange tak for dit gode og hurtige svar.

Du ønskes en glædelig jul.

Med venlig hilsen

M


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Psykologiske mekanismer mellem pædagog og brugere)

Hej Holger

Rigtig glædelig jul.

Håber du på et tidspunkt har tid til at svare på et spørgsmål ang. en psykologi synopsis som jeg er ved at skrive.

Emnet er psykologiske mekanismer mellem pædagog og bruger.

Jeg har valgt demente ældre som målgruppe. Mit spørgsmål lyder…Kan jeg beskrive brugen af forsvarsmekanismer både hos bruger og pædagog i samspillet…og så benytte Marte Meo metoden som pædagogisk redskab. Som jeg vil sætte i spil i forbindelse med en situationsbeskrivelse.

Og hvis du mener det er ok som svar på mit emne…skal jeg så gøre rede for Freuds personlighedsmodel og hans teori om Jeg'ets forsvar eller beredskab??

Med venlig hilsen

J




Svar:

Hej Jette!

Tak for din henvendelse.

Problem 1: Hvis emnet er "psykologiske mekanismer mellem pædagog og bruger", betyder det så implicit forsvarsmekanismer? Især for din målgruppe vil det være vanskeligt at påvise forsvar (i freudiansk betydning), da den (målgruppen) jo er gerontopsykologisk og formodentlig neurologisk afficeret. Derfor må du gøre det helt klart for dig selv, om din målgruppe består af individer, der rummes indenfor en freudiansk kontekst.

Problem 2: Det er klart, at der også vil være forsvarsmekanismer involveret fra pædagogens side. Sagen er bare, at pædagogen (ligesom psykologen) må tilstræbe neutralitet i forhold til klienten, hvilket betyder, at du skal kunne rumme ("contain") klientens forsvar. Hvis du kan det, er vejen banet for benyttelse af Marte Meo-metoden, der dog med dit valgte klientel vil byde på.

Problem 3: Vil du mene, at du med demente gamle meningsfuldt kan påpege og samtale om uhensigtsmæssige adfærdsmønstre hos dem? Det er ikke en kritik, men en udfordring af din forestilling om, hvor realistisk du ser dit projekt.

For så vidt personlighedsmodellen angår, skal du anvende den, der kan ses her og forklare de konfliktakser (især den mod omverdenen), der skaber problemerne.

For så vidt angår forsvaret, skal du kunne hans teori til eksamen, men i synopsis omtale den summarisk (jeg kender rigtig mange eksaminatorer og censorer, der bliver trætte i blikket, når de ser en teori, som de så udmærket kender, gennemgået i detaljer i det skriftlige oplæg).

OK? Du er velkommen tilbage.

Kh.

Holger

Hej Holger

Tak for dit hurtige svar.

Målgruppen er fastlagt- demensramte ældre. Marte Meo metoden er tænkt som et pædagogisk redskab, for at opnå indsigt i og reflekterer over egen praksis. jeg mener det er helt klart at det er pædagogen som kan og skal udvikle sig i samspillet. Arbejdssituationen med demente kan ofte udvikle sig uforudsigeligt og kaotisk og dermed tvinge pædagogen til at handle uhensigtsmæssigt i forhold til deres egen etik og professionalisme dvs. at man handler ud fra tidligere indlærte reaktionsmønstre. Det er her jeg mente at psykodynamiske forsvarsmekanismer kunne være relevante…

Har du et bud på hvilke psykologiske mekanismer det ville være hensigtsmæssigt at have fokus på i relationen mellem pædagogen og den demente???

På forhånd tak

J

Hej igen J!

Nå, sådan! Hvad jeg automatisk kommer til at tænke på er, om den fastlagte målgruppe er fastlagt af hensyn til eksaminanden (dig = pædagogen) eller af hensyn til dens egne karakteristika. Som du nu fremstiller det, er mit indtryk, at opgaven så at sige er blevet skræddersyet for at få belyst eksaminandens viden og reaktioner i en fastlagt ramme. Det betyder, at det er eksaminanden, der skal skrutineres indenfor rammen pædagogen i samspil med demente ældre. Går vi ud fra, at jeg nu har forstået projektet, kan det give mening at bruge Marte Meo – hvis der er en kyndig supervisor til at gennemgå optagelserne med eksaminanden, som så kan bruge resultaterne i sin opgave.

Der er i Marte Meo-metoden ikke noget fastlagt videnskabeligt (psykologisk) rationale udover, at "den er en meget konkret og løsningsorienteret metode, hvor vejledningen/rådgivningen tager udgangspunkt i de ressourcer, der i forvejen er til stede hos personerne". Det betyder på den anden side også, at der er vide rammer for, hvilket teoretiske udgangspunkt man vælger. På den anden side associeres begrebet løsningsorienteret oftest med nyere udviklingspsykologiske og terapeutiske opfattelser, vistnok særlig den systemiske terapi, ligesom Marie Aarts' oprindelige idé er, at Marte Meo anvendes i forhold til børn (hvilket selvfølgelig ikke skal afholde dig fra at fuldfølge din egen tanke!).

Under søgning på nettet fandt jeg flg. om Marte Meo Metoden og Kitwood. Måske kan du bruge noget af indholdet her.

Hvis du gerne vil anvende nogle af "Freuds" forsvarsmekanismer i din synopsis, kan du se de mest gængse – med forklaring – her. Du vil nok kunne se, at de ikke sådan lige er til at overføre på en så (i bedste betydning) "jordnær" metode som Marte Meo. Det vil komme til at handle om dybdepsykologi og introspektion, hvor du på en måde skal udlevere dig selv og dine svagheder, idet forsvarsmekanismerne anses for ubevidste, hvortil der skal en analyse for at gøre dem bevidste (hvis man altså tror på det). Så ville jeg hellere anbefale "Kitwoods positive interaktionsformer som anerkendelse, forhandling, samarbejde, afslapning, validering, leg, omfavnelse, timalering, facilitering og at feste." (Se linket.)

OK?

Kh.

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Modsvar på Tønnes Hansen)

Hej Holger

Jeg sidder her og skal til eksamen på mandag og kæmper lidt med et ord vores lærer sagde til mig "modsvar på Tønnes Hansen" Hvad mener hun med det?

Jeg har lavet en opgave om motivation og syntes jeg har det hele på plads på nær "Modsvar" tror du hun mener hvem der går i mod han teroi??

Hilsen Rikke




Svar:

Hej Rikke!

Tak for din henvendelse.

Ja, jeg tror, at din lærer efterlyser en kritik (som man kalder det i det videnskabelige sprog) af Tønnes Hansens skriverier. Det kan være både noget, du selv synes - og kan underbygge - og/eller noget, andre har skrevet. Da jeg ikke ved, hvad du har anvendt af Tønnes Hansen, kan jeg ikke på en meningsfuld måde give dig nogle fif.

Du er dog velkommen tilbage.

kh.

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Skizofreni, psykoanalyse og kognitions- og socialpsykologi)

kære holger.

jeg sidder i et problem, jeg skriver en eksamensopgave i psykologi og er nået til en knude jeg ikke rigtigt kan få op. mon du kunne hjælpe mig?

jeg skriver om skizofreni og om hvordan kognition, psykoanalysen og socialpsykologien hver i sær ser på sygdommen. det lader blot til at der ingen materiale findes om hvad socialpsykologien mener om skizofreni. hvordan forholder socialpsykologien sig til skizofreni og hvilke behandlingsmetoder de benytter sig af. det ville også være mig en stor hjælp hvis du kunne give mig nogle imput om hvordan socialpsykologien har har det med de 2 andre retninger, stillet over for hinanden.

tilsidst skal jeg besvarer spørgsmålet om hvorvidt det postmoderne samfund fremavler skizofrene, kender du til noget materiale? og evt din egen holdning.

på forhånd tak

t




Svar:

Hej T!

Tak for din henvendelse.

Jeg har kigget litteraturen for socialpsykologi og socialpsykologiske behandlingsparadigmer igennem, men det ser ud til, at det eneste, der bare minder om en socialpsykologisk forståelse af skizofreni, er den såkaldte double bind teori, som du kan læse mere om her.

Du kan også skrive "Gregory Bateson + double bind" (uden "gåseøjne") i søgefeltet på Google eller en anden søgemaskine. Problemet med denne måde at se skizofreni på er, at den ikke svarer til aktuel viden og behandling, som i hovedsag er psykiatrisk. Jeg er ked af, at jeg ikke kan komme det nærmere.

Socialpsykologien beskæftiger sig med, hvordan mennesker har det med hinanden (Socialpsykologien beskæftiger sig med interaktion mellem individ, samfund, institutioner og etniske grupper og den lægger specielt vægt på udvikling og forandring af individers og institutioners funktionsmåder. Københavns Universitets oplæg til nye studerende), medens (især) psykoanalysen beskæftiger sig med det enkelte individs kliniske problemer.

Kognitiv psykologi er studiet af de processer hos mennesket, der har med perception, hukommelse, tænkning og sprog at gøre. Så du kan se, at de tre retninger er forskellige, men ikke konkurrenter - de beskæftiger sig med tre forskellige psykologiske felter.

Om dit sidste spørgsmål: Mit svar er "ja", men tag et kig her.

OK? Du er velkommen tilbage.

Kh.

Holger

tusind tak for dit svar, det har hjulpet mig meget.

trine


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Kritik af flow-teorien, multiple intelligenser og Dunn & Dunns teori)

Hej Holger.

Jeg har skrevet en opgave indenfor pædagogisk psykologi om eksperimentet "Plan B" om ni elever med læse/stavevanskeligheder.

Jeg har benyttet de teorier som eksperimentet tager udgangspunkt i - nemlig flowteorien, Howard Gardners teori om multiple intelligenser og Dunn Og Dunns læringstil. Jeg skal nu diskutere disse teorier - hvad formår de ikke at indfange. Har du en ide til, hvor jeg kan læse mig frem til en kritik af disse teorier.

Venlig hilsen J




Svar:

Hej J!

Tak for din henvendelse.

Når du vælger de tre tilgange til dit projekt, er det svært at pege på noget specifikt, de "ikke når at indfange", for det har du jo netop garderet dig imod (og Plan B også for den sags skyld).

Derimod er der, som altid, kritik af teorierne:

A.J. Marr: Intrinsic Motivation and Csikszentmihalyi's Flow Experience: A critique of two factor theories of human motivation in social psychology (2000) kritiserer Csikszentmihalyis flow-teori for at være pseudovidenskabelig, idet den indeholder alvorlige vanskeligheder i dens logiske syntaks og semantik. Desuden begår Csikszentmihalyi den fejl, at han ved at anvende metaforer kun får fat i oplevelsens fænomenologiske realitet (altså som den fremstår, men ikke som den er i virkeligheden). Eksempelvis kan "grøn" betyde en(fænomenologisk) egenskab ved en ting i verden eller, på det neurale niveau, en udbredt interaktionel egenskab. På denne måde frembyder den fænomenologiske og den neurologiske to forskellige forståelsesmåder: den første som en hverdagsoplevelse, den anden som en videnskabelig forklaring. Her henviser Marr til Lakoff, George, and Johnson, Mark (1999) Philosophy in the Flesh: The Embodied Mind and Its Challenge to Western Thought, Basic Books og gentager sin indledende kritik: at forvirringen opstår, når flow-teorien regnes for videnskabelig, hvilket den ikke er.

Gardners teori om multiple intelligenser kritiseres af ham selv for slet ikke at handle om intelligens, men om evner. Som han selv har sagt og skrevet: der ville ikke være ret mange, der ville interessere sig for min bog, hvis jeg kaldte den noget med syv evner. Den eksterne kritik går på, at hans teori er baseret på hans egen intuition og ikke på empiriske data + den samme, som jeg netop har beskrevet som hans egen kritik.

Desværre har jeg ikke nok viden om Dunn & Dunn til at kunne skrive noget meningsfuldt om deres teori.

OK? Du er velkommen tilbage.

Hilsen,

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Alkoholikeren og pædagogens rolle)

kære Holger,

idet du har hjulpet mig før, søger jeg dit hjælp igen. Jeg skal skrive en psykologi opgave om voksne alkoholmisbruger og hvad der driver dem, og hvordan pægagogen kan hjælpe dem. Jeg er totalt lost, håber du kan hjælpe mig.

på forhånd, tak.

c




Svar:

Hej igen C!

Hvor hyggeligt.

Jeg vil foreslå, at du tager udgangspunkt i Maslows behovhierarki (uden binde-s!), se her. Hvis du kigger på de såkaldte mangelbehov, indeholder de alle de komponenter, der gør, at organismen (mennesket) søger efter en genvej til opfyldelse af mangelbehovene (så det kan komme videre med selvrealiseringen).

Hvis nu et menneske finder ud af, at alkohol hjælper - eller sagt med andre ord: at alkohol er et stof, der gør det hele mere udholdeligt - vil det være fristet til at selvmedicinere sig med netop alkohol. (Det samme gælder alle andre psykoaktive stoffer.) "Brug" af alkohol bliver til "misbrug", der bliver til "afhængighed" og i sidste instans til "alkoholisme", som man efter medicinsk-filosofisk standpunkt kan kalde sygdom eller karakterbrist. Jeg kalder det en sygdom.

En anden vej til alkoholisme er den, jeg kalder "nippe-pimpe-bælle-modellen", dvs., at man begynder helt "uskyldigt", bliver mere "socialt" drikkende, for til sidst at miste kontrollen over sit alkoholindtag. Kontroltab er et diagnostisk kriterium for alkoholisme. Et andet er black-outs, et tredje abstinenser (hyppigst rysten på hænderne og indre uro) og et fjerde delirium (kortvarig forvirring med vrangforestillinger).

Det, der sker, er, at alkoholen med tiden integreres i mangelbehovenes laveste niveau og bliver til et organisk (fysiologisk) behov, så man ikke kan leve uden. Eksempel: På samme måde som mennesket ikke i længere tid kan overleve uden føde og væske mv., bliver det afhængigt at at få alkohol til dækning af det mangelbehov, det har fået skabt ved lang tids misbrug af stoffet. Videnskabeligt vil man sige, at alkohol er blevet en del af homeostasen, der holder systemet i ligevægt (ækvilibrium). Denne situation er alkoholisme!

Som du ved, følger der med alkoholisme en masse familiære, sociale, intrapsykiske og arbejdsrelaterede problemer. Disse problemer er alkoholikeren helt bevidst om, men forsøger at holde på (følelsesmæssig) afstand ved at fortsætte sin destruktive adfærd = druk og ballade. Resultat: Total fornedrelse.

Pædagogens rolle vil i alt væsentligt være af socialpædagogisk karakter, dvs. at forsøge at lindre de af alkoholismen forstærkede andre mangelbehov: give mad, vand, samtale, samvær på "tørlagt" basis, evt. uddele antabus og give et sted at sove og måske skaffe noget tøj til den lidende. Det er absolut kontraproduktivt (mod hensigten virkende) at forsøge at "redde" alkoholikeren. Han/hun kender sin situation alt for godt, men vil ikke indse det. Først når han/hun "har nået sin bund", dvs. hverken kan drikke eller lade være, er der en chance for, at han/hun vil lade sig hjælpe. Men det skal der fagfolk af en anden slags til, end pædagoger.

OK? Du er selvfølgelig velkommen tilbage.

Kh.

Holger

Tusind tak for dit hurtig svar. Jeg har lige et tillægsspørgsmål, tro du jeg kan bruge Diclementes og Prochaskas transtheoretical model (ved ikke hvad den hedder på dansk)som et pædagogisk redskab for at hjælpe dem, inden de når bunden, eller er jeg for langt ud?

på forhånd tak,

c

Hej C!

Ja, det kan du godt, men så skal du også være klar over, at TTM er en bred teori, der ikke er specielt målrettet alkoholikere. Dens relevans er nok mere i retning af "lettere" dysfunktionaliteter af adfærdsmæssig karakter. Jeg er godt klar over, at Prochaskas far var alkoholiker (og vistnok depressiv - en almindelig dobbeltdiagnose), og at det siges, at dette var årsagen til at Prochaska begyndte sine studier. Men han gik også fejl i lang tid, før han (og DiClemente) indså, at den teori, han arbejdede på så sandelig havde sine begrænsninger (lige som alle andre teorier), så han måtte tilpasse den en realistisk verden. Der er således ikke evidens for, at den virker på alkoholikere. Derfor kan man da godt foreslå den som et redskab og udgangspunkt for den tænkning (approach), man går til sit arbejde med.

Kh.

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Viktor Frankl, psykoanalyse og eksistentialisme)

Kære Holger

Tak fordi du har været en vigtig inspirator for min opgave….I dag har jeg skrevet opgaven og nu er det tid til fremlæggelse.

Jeg har igen noget spørgsmål om hvordan jeg kan komme ind i min fremlæggelse.: Jeg vil kunne begrunde hvordan´Viktor Frankl. synspunkt om Jung og Freud når vi snakker om eksistentielle punkter er interessant i min felt som holistisksafspændingspædagog.og den indsigt Frankl.kan give mig når jeg møde min klient….

Jeg har også skrevet at jeg synes at eksistentiel smerte og lidelse passe ikke i modernitet……dels fordi et moderne menneske har for travlt til at beskæftige sig med eksistentiel smerte og lidelse ,dels fordi verden pga.globalisering,flere input,verden kriser ind vores stuen via t.v,……ect…at verden køre hurtig ,at vi har angst ,ussikerhed,men modern menneske fokusere på at være succesfuld……i forhold til alle sider af livet.

Kære Holge når jeg læse min konklusion synes jeg at der mangle noget i forhold til en klar begrundelse af min formulering……

Tak igen og igen for din tålmålighed

V.hilsner




Svar:

Hej igen!

Frankls logoterapi (hvor "logo" henviser til "mening") hviler på psykoanalysen (primært Freud, sekundært Jung, som inspirerede Frankl ved sin kvasi-religiøsitet) i den forstand, at det eksistentielle ikke kan findes i overfladefænomener, altså automatiserede handlinger eller rutiner, men snarere skal hentes i menneskets ontologiske status som værende (eksisterende). Han hævder, at mange dysfunktioner, fx neuroser, OCD og skizofreni, "ofte, men ikke altid … har som funktion, at tyrannisere et familiemedlem eller at retfærdiggøre sig selv overfor andre eller en selv…" (Frankl, V.: Ärztliche Seelsorge (Franz Deuticke, Wien, 1946-47) - min oversættelse), altså en ubevidst, evt. underbevidst, sammenhæng. Han mener, at disse mennesker mangler evnen til at leve med uløste problemer, sådan som ikke lidende kan: de kan ikke finde en afsluttende handling. Fx hvis man lider af OCD og må tilbage til sin hoveddør for at kontrollere, om den nu også er låst, selv om man godt ved, at den er det. Man kan altså ikke tage følgende beslutning: "Jeg ved, at døren er låst. Derfor går jeg ikke tilbage for at kontrollere den en gang mere." På det (freudianske) ubevidste plan handler det om skismaet mellem "hvad mennesket er, og hvad det burde være" (ibid.), hvilket samtidig bliver det eksistentielle problem in vivo (i det levede liv): skal jeg vælge mig selv eller det, der styrer mig (udefra)?

Jeg har også skrevet at jeg synes at eksistentiel smerte og lidelse passe ikke i modernitet……: Ja, i den forstand, at vi forsøger at holde situationen (eller situationer), hvor vi bliver konfronteret med vort Selv - altså se os selv som vi er - på afstand, idet vi i så fald bliver mindet om, "hvad vi burde være". Derfor kommer (sen)moderniteten med al dens adspredende travlhed os til hjælp: vi har ikke tid til at beskæftige os med den slags egocentreret pjat! Vi skal videre, vi skal fokusere på at være succesfuld……i forhold til alle sider af livet.

OK? Du er naturligvis velkommen tilbage.

Kh.

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Tønnesvang, selvet og identiteten)

Hej Holger

Jeg her netop fået bøjet i neon at for Tønnesvang, så er identitet og selvet IKKE det samme. Så lang så godt. Dog må bogstøvet have lagt sig på hjernen, for jeg forstår ganske enkelt ikke, hvad selvet så er for en størrelse i henhold til Tønnesvang. Jeg har både læst tekster og kikket inde på din hjemmeside, men lige meget hjælper det. Vil du ikke skære det ud i pap for mig, således at jeg selv kan forstå det jeg skriver ? :-)

På forhånd tak.

Hilsen L




Svar:

Hej L!

Tak for din henvendelse.

Han er også (unødvendig) indviklet, ham Tønnesvang! Tag et kig på nedenstående grafik, så forstår du:


Selvet

Efter Definition personlighed (som 03.10.09 er konstateret nedtaget fra nettet).


Som du nok kan se, indeholdes identiteten i Selvet, men kun som et overfladefænomen. Kohut, som oprindelig har inspireret Tønden, var ikke (synderlig) interesseret i overfladefænomener - altså heller ikke i identiteten. Følgelig får identiteten kun en marginal opmærksomhed i Tønnesvangs selvpsykologi, som i alt væsentligt handler om "det dybe selv", hvorfra identiteten vokser frem.

Alt dette betyder ikke, at Tønden ikke skulle være interesseret i identiteten. Der er bare det ved det, at identiteten opfattes som et udtryk for Selvets konstruktivitet (eller sammenhæng = kohærens). Sagt med andre ord: Den der har "orden" i det Dybe selv, med alle dets konstituenter og andet gods, har også en markant identitet.

OK? Du kan vende tilbage, hvis noget stadig er uklart.

Kh.

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Priming og narrativitet)

Hej Holger

Jeg er en studerende der skal til at lave et kvantitativt forskningsprojekt om priming og narrativitet. Jeg forestiller mig en klassisk amerikansk forskningsstil i retningen af at lave nogle eksperimenter med nogle studerende og kontrolgrupper, hvor jeg saa vil undersoege om man kan prime personers narrativer i en retningen (fx vha spoergeskemaer hvor de skal udfylde/faerdiggoere nogle saetninger saasom: jeg er______, jeg ser mig selv som (A,B, eller C) - i den retning).

Jeg har soegt en del litteratur om det, og skal helt sikkert bruge noget fra Jerome Bruner og muligvis Brewer & Gardner der har skrevet om priming af selvkonceptet, men jeg kan ikke finde saerligt meget forskningslitteratur paa omraadet. Kan det passe? Jeg ved narrativitet er blevet en ret varmt emne i dag, men jeg forstaar bare ikke der ikke er flere der har undersoegt narrativer vha priming. Er det fordi det er et daarligt valg at undersoege disse sammen?

Jeg haaber du kan hjaelpe, tak for en rigtig god side!

venlig hilsen,

N




Svar:

Hej N!

Tak for din henvendelse og de pæne ord.

Det er en interessant opgave, du vil give dig i kast med, men også noget banebrydende, i hvert fald i en dansk kontekst (så vidt jeg ved). Som den sidste artikel (fra beyondintractability.org) konkluderer - i hvert fald implicit - er narrativer, allerede i henhold til deres rationale, primede. Det betyder selvfølgelig ikke, at en eksperimentel setting er udelukket, men det kan være med til at forklare det, når du skriver: "jeg forstaar bare ikke der ikke er flere der har undersoegt narrativer vha priming".

Noget er der dog gjort, og du kan måske nå at være med til at facilitere det hele her til lands. Jeg har samlet nogle henvisninger, hvis aktualitet jeg dog ikke kan stå inde for, da heller ikke jeg har rettet min bevågenhed i den retning, du går:

Der er også en interessant artikel her.

Held og lykke med projektet. Du er naturligvis velkommen tilbage.

Kh

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Eriksons faseteori og begrebet social arv)

Hej

Håber du gider at hjælpe…

Jeg er ved at skrive en opgave hvor jeg har lyst til at fokusere på Eriksons faseteori og begrebet socialarv. Jeg mener, begge teorier supllerer hinanden ,og at det er interessant, at netop mange argumenterer for, at negavativ socialarv ikke er videnskabeligt bevidst? Kan man argumentere for, at der er fare for, at fastholde f.eks. kriminelle unge i en marginalposition ved at benytte sig af Eriksons teori og at begrebet socialarv så alligevel benyttes?

Hvis du kender nogle gode artikler, er jeg interesseret :-)

Venlig hilsen P




Svar:

Hej P!

Tak for din henvendelse.

Det kan udmærket lade sig gøre, som du tænker. Eriksons idé var jo netop, at (kun) gennem heldigt gennemlevede kriser, kan mennesket leve et fuldt liv, fri af destruktivitet. Det medfører logisk, at U-heldigt gennemlevede kriser medfører forskellige problemer på det næste stadie. Videre medfører denne tanke, at den sociale arv (altså forældregenerationens bio-psyko-sociale vilkår) på godt og ondt vil påvirke den næste generations udvikling. Man kan også sige, at uden dette ræsonnement ville begrebet mønsterbryder næppe være relevant, sådan som vi normalt anvender det!

Prøv at søge efter artikler her.

Vedhæftet som pdf-dokument: Pedersen, Knud Erik (1999): Identitetsbegrebet hos Erik H. Erikson. I: Pedersen: Drop afmagten - skab kontakten til usædvanlige unge. Socialministeriet.

OK? Du er velkommen tilbage.

Kh.

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Selvpsykologiens videnskabsteoretiske grundlag)

Hej Holger

Jeg har tidligere skrevet til dig ang selvpsykologien og Tønnesvang og været glad for dine svar. Jeg fik en tiltrængt kritisk vinkel ;0)

Nu sidder jeg så og funderer over hvilket videnskabsteoretisk grundlag selvpsykologien egentlig hviler på?

Er det mon noget du kan hjælpe mig med eller mon du kan henvise til et sted hvor jeg kan finde svar?

Mange hilsner

T




Svar:

Hej T!

Selvpsykologiens grundhypotese er hentet i psykoanalysen, hvorfra Heinz Kohut – i overensstemmelse med Freuds opfordring til sine elever og tilhængere i øvrigt om at videreudvikle hans teorier – udledte en teori om selvet, hvor han så at sige gik tilbage til psykologiens 'rødder', nemlig, at terapi skal ses som en proces, bygget på samtale, og ikke på en analytisk proces. Kohuts påstand er, at det, der gør, at terapien virker, handler om patienten/klienten og ikke om de analytiske teorier. Således er det klientens Selv, man må ‘have fat I', for at terapien skal fungere.

Så nu er vi der, hvor vi kan sige, at selvpsykologien er en form for psykoanalyse, hvilket gør, at den samtidig er naturvidenskabelig og hermeneutisk. Forskellen ligger i, at hvor Freuds psykoanalyse vægter det psykoseksuelle, vægter (Kohuts) selvpsykologi det empatiske hos andre, der 'vedligeholder' Selvets behov. Tønnesvang har så udviklet det, han kalder integrativ og antropologisk selvpsykologi med særligt fokus på formulering af et motivstrukturelt begreb om den menneskelige rettetheds konkretpersonlige former, og hvorledes disse som procedural selvdynamik er relateret til trækpsykologiske, kognitive og narrative aspekter i den menneskelige personlighed. (kaldet INTEGRATIV PSYKOLOGI OM SELVET OG DEN MENNESKELIGE DANNELSE.) Det videnskabsteoretiske grundlag er det samme, uanset, hvor kringlet han forsøger at gøre det.

OK? Du er som sædvanlig velkommen tilbage.

Kh.

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Giddens' videnskabssyn)

Hej!

Håber jeg har skrevet til den rigtige mail!

Jeg har kigget lidt rundt på nettet for at finde en større forståelses om Giddens. Og så jeres hjemmeside, hvor i kom med nogen rigtig gode og forstålige svar:) Dette handler om Giddens menneskesyn.

Sidder og skriver en opgave i videnskabteori har arbejdet ud fra den Naturvidenskabeligt eller Humanistisk menneskesyn(ville mene at giddens har et humanistisk menneskesyn??) og derunder de 4 begreber dialektisk materialisme, Dialektisk idealisme, Mekanisk materialisme og Mekanisk idealisme. jeg ville jo mene at Giddens hører til den Dialektiske materialisme´s menneskesyn??? Håber du kan hjælpe mig med min tvivl.

MVH S




Svar:

Undskyld, at jeg ikke har besvaret din henvendelse, før nu. Jeg har været bortrejst, og så er den havnet på afveje.

Problemet for mig som vejleder i netop videnskabsteoretiske/epistemologiske og menneskesynssprørgsmål opstår, når jeg ikke har viden om, hvilket uddannelsesniveau, spørgeren er på. Det er nemlig sådan, at pædagoguddannelsen har deres egne kategorier, læreruddannelsen ligeså, medens universitetsuddannelserne varierer efter disciplin.

Så hvis jeg ikke er for sent på den, ville jeg gerne have at vide, hvad du læser til.

Hilsen,

Holger





Jamen jeg kan stadig bruge din hjælp! Jeg er udddannet pædagog, men nu læser jeg videre på diplomuddannelsen på ucc og vores første modul er vidensskabsteori, hvor jeg er i gang med en opgave hvor jeg skal have Giddens samfund/menneskesyn indover??





Hej igen S!

Så svarer jeg sådan, som jeg ville gøre det på universitetsniveau:

Videnskabssyn:

Anthony Giddens er socialkonstruktivist. Det betyder, at han har den filosofiske og videnskabsteoretiske grundopfattelse, at al menneskelig erkendelse er socialt konstrueret: Alle former for erkendelse sker i en forståelsesramme, der ikke er medfødt, men et resultat af den kultur og historie (kulturhistorie), den enkelte er en del af. Reproduktion af viden og fortolkning af verden sker i den daglige interaktion med hinanden. Herved får visse handlinger og meninger karakter af naturlighed, mens andre ses som socialt uacceptable. Der findes således ikke nogen objektiv viden; erkendelsen består af sociale elementer. Kritikken af socialkonstruktivismen går på, at da den ikke vedkender sig nogen objektiv viden (jfr. udsagnet: "Jeg er kretenser. Alle kretensere lyver."), fornægter den sit eget grundlag.

Menneskesyn:

I moderniteten er identitetsdannelse uundgåelig. Hvor tidligere samfund med en social orden, der var fast forankret i traditioner, kunne udstyre individer med mere eller mindre klart definerede roller, må vi i de post-traditionalistiske samfund selv finde frem til vore roller. (Tænk bare på beklædningens mangefold, det fri valg af partner, trosfrihed, politisk frihed osv.)

Ok? Jeg er her stadig

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Tønnesvangs videnskabsteoretiske grundlag)

Hej Holger

Tak for en yderst spændende netside, her har jeg allerede brugt masser af tid og fundet mange svar. Jeg har bla set lidt på dine indlæg ifht. Jan Tønnesvang, som jeg kan forstå ikke er "din kop te", når det kommer til det faglige.

Men kan du fortælle mig om hvilket videnskabsteoretisk grundlag han hviler på?

Mange tak

T




Svar:

Hej T!

Ja, altså, Jan er skam god nok. Problemet med ham er, at han er for ordrig, som du fx kan se HER og de tilknyttede links. Jan er selvpykolog, nærmere bestemt fortaler for den antropologiske selvpsykologi, se HER. Det betyder også, at han grundlæggende tager tilløb i psykoanalysen, hvis videnskabsideal er naturvidenskaben. Jeg ville sige, at han p.t. er naturvidenskabeligt-hermeneutisk-biologisk orienteret, men hvis du er pædagogstuderende, skal du nok finde den til eksaminators og censors opfattelse bedst passende opfattelse et sted HER – og det er heller ikke min kop te, but that's life!

Du er velkommen tilbage.

Kh.

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Identitetsdannelse hos unge)


Hey!

Jeg sidder lige og skriver pædagogik eksamen og faldt over din side…

Jeg skriver om identitetsdannelse hos unge, og har beskrevet Anthony Giddens samfundssyn, og Erik Erikson tankegang… Men jeg er lidt i tvivl om dem når jeg skal diskutere dem sammen…

Kan disse tanker bruges?

Giddens taler om, at man har en øget refleksivitet, der gør at man bliver nødt til at være omstillingsklar – refleksiv – i de mange forskellige systemer, de unge befinder sig i.

Erikson betegner identitet som en varig udviklende proces, som aldrig slutter, men hvor man ikke skifter mellem forskellige identiteter eller væremåder, alt efter, hvor man befinder sig. Erikson tillægger omgivelserne, såsom forældre og venner en stor betydning, da disse stiller krav i takt med individets udvikling. Individet må ikke springe nogle af stadierne over, men de skal gennemleves på en "sund" måde, eller modsat hvis det sker på en "usund" måde kan hæmme de unge med videre udvikling.

Mvh S




Svar:

Hej S!

Tak for din henvendelse.

Det smarteste er måske, at sætte det hele i en matrix:

Det, jeg så hæfter mig ved er, at begrebet identitet – og følgelig også identitetsdannelsen - er et overfladefænomen til Selvet, beskrevet ud fra de forskellige teoretikeres videnskabelige standpunkt.

OK? Du er velkommen tilbage.

Hilsen,

Holger





Hey igen…

Erik Erikson er en svær gut at forholde sig kritisk til, vil høre hvad du har af tanker. Jeg skriver om unge og identitet… Efter min beskrivelse kommenter jeg kort på det…

Med Eriksons psykologiske vinkel, hvor der bliver lagt stor vægt på de forskellige stadiers betydning, antager jeg at det kan være farlig for den pædagogiske profession at være alt for stadie tænkende. Ser pædagogen de unge som underudviklet, fordi de ikke har formået at løse problemer før hen, fokusere man på barnets mangler, i stedet for at fokusere på barnets aktuelle situation og behov.

har lidt brug for hjælp da jeg sidder fast her…

PÅ forhånd tak…

Hep hey





Hej igen Hep hey- Søren!

Det svære er nok ikke så meget stadierne og deres indhold: Erikson mener, at for hvert stadie er der en krise, der skal overstås. Overstås den godt, er det ikke ved en adfærd/tanke/følelse/kreativitet, der hører det stadie til, man skal placere individets særpræg. Overstås den skidt, vil man i visse, mere eller mindre genkendelige, karaktertræk finde forklaringen på individets dysfunktionelle adfærd/tanke/følelse/kreativitet. (Man kan altså ved en uheldigt gennemlevet krise i barndommen, opleve netop denne krises destruktive udfald, uanset om man så er 100 år gammel.)

Problemet opstår, når man ved, at Erikson faktisk kopierer både Freud (prøv – kritisk – at studere den vedhæftede fil: Freud and Erikson Compared, så vil du se, at Erikson omformulerer Freuds "upassende" karakteristikker til noget, der er stuerent og især passer til en, der a) var halvjøde og b) høj og blond, med blå øjne – Erikson blev simpelthen groft mobbet (som barn) og nægtet adgang til gymnasiet, på grund af sin jødiske baggrund* - og Fromm**, og at han derefter kalder sin teori epigenetisk/psykosocial, foruden at hans videnskabelige argumentation anses for at vakle i de ældre stadier. Se HER!

** Friedman, Lawrence Jacob: Identity's architect: a biography of Erik H. Erikson

Summa summarum: Erikson var en af de talrige europæiske eskapister, der benægede/benægter, at den europæiske identitetopfattelse, herunder –dannelse, var human/humanistisk. Derfor blev han nødt til at fornægte sig selv!

Ok? Jeg er her endnu!

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Læring - egenskaber og færdigheder)

Hej Holger

Jeg er ved at tage diplom i ledelse, og er nu kommet til et punkt hvor jeg ikke kan kommeudenom at skulle komme med en forklaring på min brug af egenskaber og færdigheder

Jeg har set alle steder, men kan ikke finde en deff.

Min egen opfattelse er: Færdigheder: Som noget man kan tillære sig - et håndværk, en teori man så kan bruge i sin praksis. Eks. coaching, spørgsmålstyper (Karl Tomm). Ting der dygtiggør en. Men det kan jo også være et kraftspring som man kan lære hvis man har nogen bestemte egneskaber

Egenskaber: Noget der er medfødt, givet med en i opvæksten. Noget der er der som fundament. Ikke nødvendigvis noget der kun hører barndommen til. Egenskaber kan vel også "vækkes". Talent?

Hvordan kommer kompetnecebegreb ind her?

På forhånd tak. Håber du kan hjælpe mig.

I øvrigt en ofte besøgt hjemmeside. Tak for det.

MVH

C




Svar:

Hej C!

Tak for din henvendelse.

  • Færdigheder: I det omfang, man til din eksamen ikke skal være videnskabelig, vil det flg., du skriver, være fint: "Ting der dygtiggør en". Problemet er, at skal det forstås i en almenpsykologisk sammenhæng (og ledelse er jo psykologi + forandring). Det giver Niels Engelsted en uforlignelig fremstilling af på side 104 i Engelsted, N. (1989): Personlighedens Almene Grundlag II (Aarhus Universitetsforlag), der ser sådan ud:

    Det vil altså sige, at færdigheder er at (kunne) genspejle (hvilket betyder genkende, uden absolut at skulle fare løs på) forhold i omgivelserne. Eller på nudansk: Se den samtidige sammenhæng og adskilthed og kunne forholde sig til den.

  • Egenskaber: Igen: med lavere analytiske krav passer "Noget der er medfødt, givet med en i opvæksten. Noget der er der som fundament. Ikke nødvendigvis noget der kun hører barndommen til." fint!

  • Kompetence: FÆDIGHEDER + EGENSKABER.

Ok? Du er velkommen igen.

Kh.

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen




Spørgsmål:

(Emne: Mentalisering og Theory of Mind (TofM))

Hej.

Faldt over din hjemme side for længe siden, og har brugt den flere gange.

Må man stille dig spørgsmål om litteratur?

Jeg beskæftiger mig med mentaliseringsevnen og theory of mind. Jeg kender baggrunden og udviklingen for hver især, men jeg forstår ikke hvordan at theory of mind nævner autisme som et patologisk resultat af en fejlslåen ToM. Hvorimod at mentaliseringsteorien belyser borderlinepersonlighedsforstyrrelsen som et patologisk perspektiv af lav grad af mentalisering.

VH M




Svar:

Hej M,

Tak for din henvendelse.

Som du sikkert ved, er hovedforskellen mellem TofM og mentaliseringsteori, at mens den første handler om at kunne forstå andre, handler den anden om (også) at kunne forstå sig selv. Derfor er det ikke så sært, at hypoteserne/teorierne i en eller anden grad bliver forskellige. TofM ser ikke "autisme som et patologisk resultat af en fejlslåen ToM", men som en mulig følgevirkning af en svag theory of mind. Jeg kan næsten se det for mig: Barnet, der ikke fatter forældrenes hensigter, stirrer ud i luften og reagerer ikke, eller reagerer ikke efter forældrenes forventning.

Nå, men det var litteratur, du spurgte om!

Mentaliseringsteori og -praksis.:

Allen, J., Fonagy, P. & Bateman, A. (2010). Mentalisering i klinisk praksis. København: Hans Reitzels Forlag.

Theory of Mind:

Baron-Cohen, S. (1995). Mindblindness: An essay on autism and theory of mind. Cambridge, MA: MIT Press.
Uta Frith, (2008). Autism: A Very Short Introduction. (Oxford University Press).

Ok? Du er velkommen igen.

Kh.

Holger


Tilbage til startsiden            Til toppen