Jeg er ikke klar over om dette spørgsmål er et du kan besvare, men hvor finder man noget om hundepsykologi?
Håber du kan hjælpe mig.
I mine kredse plejer man at sige, at hunde skal behandles som mennesker, så arter de sig! Da emnet jo nok alligevel må siges at være lidt specielt - og i hvert fald noget, jeg ikke tør give mig i kast med - har jeg samlet nogle links, du kan gå ind og kigge på.
PS! Du kan også gå på biblioteket og kigge under 56.3, der netop omhandler dyrepsykologi
Vi er for øjeblikket i gang med at skrive et projekt om anbragte børn/unge.
Vores teoriramme skal indeholde John Bowlbys tilknytningsteori, men problemet er at vi ikke (på diverse biblioteker) kan skaffe relevant litteratur om denne teori.
Jeg har surfet lidt på din hjemmeside, men fandt heller ikke noget dér.
Der er heller ikke meget materiale på dansk om Bowlbys teori. Jeg har downloaded to artikler på engelsk. Håber det kan give jer et indtryk. Hvis I får problemer under arbejdet, må I endelig spørge!
John Bowlby is known as the father of attachment. He greatly impacted the way psychologists and many parents think about child attachments to the mother figure. Sadly, John Bowlby passed away on September 2, 1990 (Ainsworth, 1992). He was eighty-three when he died of a stroke at his vacation home with his close family there. Because his death was not all that long ago many of the details about his life are yet to be recorded. Provided in this paper is a synopsis of the life and work of John Bowlby as they relate to his work on attachment theory.
John Bowlby was born the son of a surgeon in 1907 in England. Bowlby himself would go on to study medicine at the medical school of University College, in London (Ainsworth, 1992). After graduation Bowlby did some volunteer work at a school for maladjusted children. At the school Bowlby had experiences with two children who greatly effected the direction of his work and the development of his theory. The first, was a teenager who was isolated, afectionless, and had been expelled from his previous school for theft. The other child was a boy about age seven who was very anxious and followed John Bowlby around, so much that he was called John Bowlby's shadow (Bretherton, 1992). It is here that he viewed the behaviors of children lacking a relationship with the mother figure. At the same time as he entered into medical school Bowlby also entered the field of psychoanalysis at the British Psychoanalytic Institute (Bretherton, 1992). His first work was done with adults at Maudsley Hospital in London and with children at the London Child Guidance Clinic.
An article by Inge Bretherton (1992) describes the early work of Bowlby at the London Child Guidance Clinic. At this clinic the workers were divided into three groups, group A sided with Freud, group B sided with Melanie Klein, and the middle group sided with neither (Bretherton, 1992). Bowlby did not agree with Klein, though he gave credit to her for grounding him in the object-relations approach to psychoanalysis, Bowlby did not agree and planned to counter Klein's ideas through research. The first empirical study which Bowlby conducted was based on his experiences with the two boys at the school had had volunteered at previously. The behaviors of these two children led Bowlby to examine the behaviors and experiences of forty-four other children. Bowlby found the behaviors of the children to be anxious and prone to stealing much like the teenage boy he had worked with. The common link for all the children was being deprived and separated from the mother figure. The results of this study were written in a paper title "Thieves: Their Characters and Home Lives" (Bretherton, 1992).
During World War II John Bowlby did not do any work as a child psychiatrist, but his work during the war helped lay a foundation for a career as a researcher (Bretherton, 1992). Bowlby gained statistical experience while working collaboratively on officer selection criteria. Statistical and methodological expertise were a rarity for a psychiatrist and psychoanalyst to have at this period in time. At the end of the war John Bowlby was appointed as head of the Children's Department at the Tavistock Clinic. Because of his views about the importance of parents on the development of children he renamed the department the Department for Children and Parents. In 1950 John Bowlby was asked by the World Health Organization to be a consultant in mental health. He looked at practices and reviewed research concerning the care of children without families. This research resulted in a report called Maternal Care and Mental Health(1951). Bowlby's research highlighted the importance for a child to have a loving relationship with the mother figure. However, reviewers of this paper pointed out that it lacked any theory to explain the findings (Bowlby, 1988).
Bowlby believed early in his career that experiences in life were responsible for the development of emotional disorders. Bowlby was also certain that interaction with parents played a vital role in the development of a child's personality. Bowlby did not agree with the concept that the love of the mother is due to the oral gratification provided by her, and he did not agree with the social learning theory that dependency is based on secondary reinforcement. It was a translation of a paper by Konrad Lorenz that created Bowlby's interest in imprinting and in ethology. Konrad Lorenz was doing studies with ducklings and goslings showing that their tie to the mother figure was not reliant on her as a source of food (Bowlby, 1988). A child's dependency on the mother for food was the main premise for arguments by Freud and Klein. Bowlby first presented the formal statement for attachment theory to the British Psychoanalytic Society in the form of three papers. The papers were "The Nature of the Child's Tie to His Mother" (1958), "Separation Anxiety" (1959), and "Grief and Mourning in Early Infancy and Childhood" (1960).
John Bowlby wrote a trilogy consisting of Attachment, Separation, and Loss. Inge Bretherton gives a brief summary of each of these works in her article "The Origins of Attachment Theory: John Bowlby and Mary Ainsworth" (1992). In the first book, Attachment (1969), Bowlby begins laying a foundation for a new theory of motivation and behavior control. In his search for a theory of motivation and behavioral control Bowlby examined much of the work done by Darwin and described "the ultimate function of behavioral systems controlling attachment, parenting, mating, feeding, and exploration are survival and procreation." (Bretherton, 1992). The second book in the trilogy was Separation (1973). In this book Bowlby goes on to revise Freud's theory of motivation and present an epigenetic model of personality development which was inspired by the theory of developmental pathways by Waddington (Bretherton, 1992). The third book in the attachment trilogy is Loss (1980). In this book Bowlby explains the workings of defensive processing and the control of simultaneously active behavioral systems. Mary Ainsworth Mary Salter Ainsworth did her graduate studies at the University of Toronto just prior to the start of World War II. At the University of Toronto Ainsworth studied with Blatz where she was introduced to the security theory (Bretherton, 1992). One of the major premises of the security theory is that, "infants and young children need to develop a secure dependence on parents before launching out into unfamiliar situations" (Bretherton, 1992). Ainsworth's dissertation entitled "An evaluation of Adjustment Based on the Concept of Security" included results of a self-report scales on familial and extra-familial relationships which Ainsworth gathered. Ainsworth's use of narrative method of data collection demonstrated her strengths in instrument development and diagnostics which were an important contribution to attachment research (Bretherton, 1992). Mary Ainsworth worked collectively with John Bowlby at the Tavistock Clinic. In 1953 Ainsworth moved with her husband to Uganda. There she conducted a study on infant-mother attachment (Bowlby, 1988).
Bowlby and Ainsworth renewed their intellectual collaboration when Bowlby sent Ainsworth a copy of "The Nature of the Child's Tie to His Mother" prior to publication (Bretherton, 1992). In this instance the type of intellectual collaboration which took place between Mary Ainsworth and John Bowlby is clear. The work of each greatly contributed to the success of the other. Mary Ainsworth has done other studies such as the "Baltimore Project" which led to the development of the strange situation test (Bretherton, 1992). The strange situation is what Mary Ainsworth is primarily noted for. It is a narrative method of data collection that measures the interaction between mother and infant so as to determine the type of interaction which yields one of the three attachment styles (Bowlby, 1988).
John Bowlby describes attachment as being analogous to physiological homeostasis, a person's relation to their attachment figure is maintained between limits of proximity and accessibility (1988b). Situations that frighten a child demonstrate that the child is unwell, or that the child is tired will cause care seeking on behalf of the child. Comfort and reassurance from the attachment figure will release the child from their care-seeking behavior. Attachment behavior is seen in someone who is weaker or less experienced and therefore seeks attachment to a person who is wiser or stronger and can provide care in situations of stress. Generally those seeking attachment are either children or older persons. There are three types of attachment behavior one of, which is, developmentally healthy and the other two are thought to be developmentally troubled.
The first attachment style described by John Bowlby (1988b) is secure attachment. This type of attachment is considered healthy in the developing child. The child is confident that their mother figure will be responsive and available to them if they encounter a frightening situation. This type of attachment is fostered by a mother figure that is sensitive to signals from the child, accessible to the child, and lovingly responsive to the child. These children are also able to freely explore their surroundings.
John Bowlby (1988b) describes the anxious resistant attachment as being developmentally disturbing. This type of attachment is characterized by the child being unsure of whether his or her parent will be available, responsive or of help when the child is in need. The feeling of uncertainty causes the child to cling, explore their surroundings less freely, and experience anxiety about separation from the parent. This pattern of attachment is promoted when the child experiences responsiveness and help from the parent on some occasions and then not on others, and when abandonment is used as a threat to gain control.
The third form of attachment that Bowlby (1988b) describes is anxious avoidant. Children who form this type of attachment style lack confidence that when they are in need of care they will receive help or a response. This type of attachment causes the child to not seek the support or love of others because when they have sought help or comfort from their mother figure they have been rejected. In extreme cases this attachment style can lead to personality disorders.
The type of attachment style which the child forms as an infant is likely to persist (Bowlby, 1988b). Studies were done on the attachment style of infants at age twelve months and then follow-up studies were done through interviews with their nursery school teachers when the child was age three and a half. The results of these studies showed that the style of attachment seen at age twelve months remained the same. One explanation that Bowlby gives for this is that the parenting style causes particular behaviors in the child which then causes the mother figure to continue to parent the child in that manner (Bowlby, 1988b). As a child matures the personality traits due to a particular attachment style become more resistant to change and become a part of the child itself.
John Bowlby published many articles and books throughout his lifetime. Bowlby continued to write and publish his work until the end of his life. His contributions to the fields of psychology and psychiatry have been immense. The effects of attachment on adult relationships are just now being understood. It is with this in mind that one must recognize that the work of John Bowlby will go on to effect the lives of others and that his work will not stop with him, but will carry on.
John Bowlby, while building on the original work of Freud, redirected attention from the intrapsychic dynamics described by Freud, and looked instead at how grief influences our interpersonal relationships. He believes that grief results from our biological need for security in the face of danger. The goal of attachment behaviour is to "maintain the security provided by a significant interpersonal relationship" (Kavenaugh 1996) For example, the stress and anxiety that results from the separation of a child from its mother can be readily observed at any day nursery. Baby's sense of security is dependant on the presence of the mother. When separation occurs both mother and child are stressed. The baby may engage in searching behaviours, (crying, thrashing about, tantrums) in its attempts to re-establish the bond to mother.
According to Bowlby, when the bereaved observe that the object of their affection or attachment no longer exists the result is grief. The demand to withdraw libido (energy) from the love object in order to re-invest in new relationships may be opposed resulting in tension. Thus the bereaved may turn away or deny the reality of the separation and attempt to salvage the attachment to the lost love object. The 'working through' of grief is the repeated engaging of this reality of loss until the libido is eventually freed and the ego (personality) is freed of its clinging attachment.
There are several shortcomings in the 'griefwork model'. Any model of grief must take into account
The griefwork model fails to take into consideration the vast array of human response to loss and makes the assumption that love objects can be replaced. However, it should be noted that Freud later modified his beliefs following his own bereavement. In a private letter to a friend he wrote:
"Although we know that after such a loss the acute state of mourning will subside, we also know that we shall remain inconsolable and will never find a substitute. No matter what may fill the gap, even if it is filled completely, it nonetheless remains something else. And actually that is how it should be. It is the only way of perpetrating that love which we do not want to relinquish."
Hej med dig.
Jeg hedder L og kommer fra A. Jeg læser til social og sundhedshjælper. I den forbindelse har jeg et spørgsmål i forbindelse med en opgave jeg skal lave. Hvad er en hysterisk neurotiker? Jeg håber du kan/vil svare på det (på alm. dansk så det er til at forstå, for mig også). På forhånd mange tak.
Som du vil kunne læse på min side (under H), er begrebet hysteri udgået af den officielle sygdomsklassificering. Ikke desto mindre findes tilstanden både hos mænd og kvinder, og hysterikeren kan beskrives som én, der
Neurotikeren hører til i det psykopatologiske kontinuums "lave" ende, og du vil kunne læse om neuroser under P (Psykopatologi) på min side.
Sammenfattende kan man sige, at en hysterisk neurotiker er en person, der samtidig udviser begge tilstandes karakteristika; f.eks. en kvinde, der på én sammme tid virker utrolig jomfrunalsk (neurose) og render rundt og "føler"/fjanter/flirter og evt. er udfordrende klædt på . Eller en mand, der nok kan sige ualmindelig frække ting og virke udfordrende (hysteri), men samtidig fremstår som én, man ikke kan forestille sig, skulle kunne lade disse ytringer komme til praktisk udfoldelse.
Jeg er en studerende på KU, der er igang med at skrive en opgave om intelligenstest, med særlig henblik på Wisc-R. Jeg har søgt på nettet, men det giver et uoverskueligt overblik. Jeg tænkte yderligere om du kendte noget litteratur der generelt skrev om test-psykologi samt testmetoden.
Foruden det, der står på min side under Wechsler, har jeg disse tre - efter egen opfattelse gode - referencer:
Longman, R. S., Inglis, J., & Lawson, J. S. (1991). WISC-R patterns of cognitive abilities in behavior disordered and learning disabled children. Psychological Assessment, 3, 239-246 (hen på biblioteket, M!)
http://www.drexel.edu/academics/teachered/hdl/manual/wiscr.shtml (noget teoretisk, men godt)
Får du ikke det, du havde håbet på, ud af linkene, må du endelig vende tilbage! God fornøjelse,
Jeg er en pige på 15 år og går i 9.klasse på h skole i R.
I øjeblikket er vi i gang med planlægningen af vores afgangsprojekt i uge 6. Jeg er i en gruppe hvor vores delemne hedder "hitlers magt" dette drejer sig meget om psykologien der gjorde hitlers magt mulig. Vi har fået tegnet en psykologisk profil af hitler, og så var det at jeg tænkte på om De måske kunne tegne en profil af et gennemsnits menneske,
defination: vi vil gerne vide hvad det er i et menneske, der gør at man har brug for magt, eller omvendt, hvad det er der gør at nogle tager afstand fra det, og vælger at bøje under for andres magt (f.eks. den tyske befolkning). Hvis De kunne svare på det hurtigst muligt ville det betøde meget for os, og havde en stor betydning for vores projekt....!
Man kan opstille flere teorier om, hvorfor det gik som det gik med Hitler. Én ting er jo dog sikker, nemlig at han til sidst ingen magt havde!
Man kan sige, at Tyskland efter 1. verdenskrig, hvor det havde lidt et meget ydmygende nederlag til Frankrig, var parat og villig til at tage hævn. Når så østrigeren Hitler dukkede op med sine forenklede forestillinger, tog befolkningen imod ham med åbne arme. Efterhånden som det tilsyneladende gik godt for den tyske økonomi, blev han en slags frelser for tyskerne. Han fortalte tyskerne, at de var overmennesker (ariere), og da han så udnævnte jøderne til skurke, havde man nogle, man også kunne mobbe!
Hele denne udvikling kan forklares som en MASSEPSYKOSE, hvor alle så at sige flipper ud over den samme ting og glemmer alt om fornuft og værdighed.
Man kan næppe tegne en profil af gennemsnitsmennesket: det findes ikke! Siger man: "Hun er et rigtigt gennemsnitsmenneske", mener man nok ikke noget særlig pænt. Det, videnskaben beskæftiger sig med, er at beskrive det normale = det gennemsnitlige, men det findes ikke repræsenteret i ét menneske.
Derfor kan man sige, at mennesket er et dyr, der nogle gange søger tryghed og nogle gange søger frihed. Da man ikke kan have begge dele samtidig (f.eks. have en kæreste og samtidig være sammen med andre drenge), bliver "gennemsnitsmennesket" til en prototype (grundform), der hele tiden søger ligevægt mellem tryghed og frihed. Den der kan bilde mennesket ind, at det har det ene eller det andet (eller begge dele!), hvis de stoler på ham/hende, bliver menneskets helt og forbillede - sådan som Hitler blev det for mange.
Problemet er, som skrevet i begyndelsen, at den ikke holder i længden, for andre (her: de allierede hære og den indre modstand) vil det anderledes, og sådan som historien jo viser, ændres tingene hele tiden - nogle gange hurtigt, andre gange langsomt; men de ændrer sig, det er sikkert. Derfor havde Hitler magt, så længe han kunne bilde folket ind, at han kunne give dem et bedre liv. Men i den tid det stod på, da troede folket på ham - ikke på sig selv!
Håber du/I kan bruge dette. Ellers må du skrive igen. Held og lykke!
Der er en ting der undrer mig, både psykiatere og psykologer lærer om "PSTD" under deres uddannelse.
Jeg går ud fra, at det er en slåfejl, når du skriver PSTD, og at du mener PTSD (Posttraumatic Stress Disorder). Hvis det forholder sig sådan, kan jeg oplyse, at PTSD skam er en anerkendt lidelse og optaget i ICD-10 (WHOs sygdomsklassifikation) under kode F43.1.
At vi i DK ikke anerkender den som pensionsgivende hænger vistnok sammen med, at PTSD oftest forekommer som en kortvarig reaktion på forskellige ulykker, hvorimod den i USA ses som reaktion på f.eks. Vietnamkrigets rædsler.
Det er rigtigt som du skriver, at KZ-fanger er blevet anerkendt som pensionsværdige, men dengang havde man ikke defineret PTSD. Det må nok komme an på en individuel vurdering, om PTSD i det enkelte tilfælde er pensionsgivende.
Det du skriver om tortur i Danmark, har jeg svært ved at forholde mig til. Det må være et politisk spørgsmål.
Jeg er en htxstuderende der kunne se din hjælp som værende meget frugtbar for mit studie da jeg har fået til opgave i psykologi at skrive om aggressioner. Jeg kan godt besvare dette men jeg har brug for måder at kurere folk på og forskellige slags aggressioner og måder de kan komme til udfoldelse på. Det er her din ekspertise kommer ind om du kan svare på disse ? Jeg skriver på en af skolens computere så hvis du gerne vil maile igen skal det ske til denne addresse:.net
Tak for din henvendelse. Dit projekt er stort, men lad os se på det:
Aggression hos mennesket er et følelsesgennembrud, der som udgangspunkt kan være enten hensigtsmæssigt eller uhensigtsmæssigt. Den hensigtsmæssige aggression er så at sige indlejret i vor biologiske udviklingshistorie. Det betyder, at arten for sin overlevelses skyld har været nødt til at udvikle hensigtsmæssig aggressiv adfærd når det fx. gælder forplantning og forsvar af liv og førlighed.
Det er næppe denne form, du tænker på, men derimod den kulturhistorisk betingede aggression: den, der stammer fra trusler og frustrationer i situationen parret med det enkelte individs historie og/eller tillærte adfærdsmønster, og som fremkalder vrede og fjentlighed. De to former har det til fælles, at de udvikles gennem (oftest drenge)leg, og kan altså udvikles i konstruktiv og/eller destruktiv retning. Den destruktive aggression kan så være verbal, nonverbal og/eller korporlig.
Forudsat, at der ikke er tale om en sygelig form, kan man behandle aggression efter dens udtryk:
Den primært korporlige aggression er ofte et ledsagefænomen til misbrug eller direkte anti-social adfærd. Ligesom den (non)verbale aggression dækker den over en fundamentalt læderet selvopfattelse, men betragtes af samfundet som grovere end den (non)verbale. Behandlingen består ofte af en eller anden form for adfærdsterapi. Det er i den sammenhæng vigtigt at pointere, at jo tidligere der sættes ind, desto bedre resultater kan der opnås. Man kan sige, at fængselsophold i almindelighed ikke hjælper på aggressiv adfærd - det kan højest raffinere den.
Jeg synes det er en ualmindelig stærk side du har fået bygget, blot savner jeg! en lokal søgemaskine. Der skal ikke herske nogen tvivl om, den er flot, den er informativ, den er simpelthen et besøg værd. Jeg faldt over den, da jeg søgte noget om konflikt afværgning/løsning. Desværre fandt jeg det ikke, men mit besøg har ikke været forgæves. Alle der gider at høre på mig, har inden længe hørt om dig.
Jeg kan ikke lade være med at fryde mig på dine vegne.
PS. Jeg søger videre, måske du har en ide om hvor jeg skal søge?
Tak for de meget pæne ord! Konfliktløsning er jo mange ting, så jeg har fundet to sites, hvor du kan læse mere (på engelsk). Den nedre er faktisk en samling links! Er der problemer, vend endelig tilbage.
Jeg håber du kan hjælpe mig hurtigst muligt, da jeg sidder med en større
opgave som jeg skal skrive i psykologi(autisme).
Jeg har lidt problemer med, at finde ud af hvordan jeg skal inddrage
udviklings- og personlighedpsykologiske teorier i forhold til autisme. Jeg
håber du kan hjælpe mig, for jeg er helt på herrens mark.
Tak for din henvendelse. Lad os se...
Hvis man accepterer, at autisme (hos børn) er en såkaldt non-specifik
neurologisk udviklingsforstyrrelse, hvilket de fleste eksperter gør, kan
man inddrage udviklings- og personlighedsteorier på den baggrund. Fx
udvikler et autistisk barn sig efter Freuds, Piagets eller andres teorier med
det forbehold, at disse skal appliceres på et individ, hvis udgangspunkt
er et andet end såkaldt normale individers. M.a.o.: det autistiske barn
gennemgår også stadierne, men det resultat, der kommer ud af det, er
præget af autismen (et autistisk barn lærer også at tale, at tisse og skide
på en potte, at spise "pænt", at tage tøj af og på etc.), hvorved det
SER UD, som om noget var galt med udviklingen (men er det altså ikke
nødvendigvis).
Det samme gælder for personligheden: den udvikler sig efter samme
linier som ikke-autisters, men præges grundlæggende af autismen. En
autist kan sagtens være vredladen, eller godmodig, eller mut eller... og
samtidig være autist!
Husk: autister er ikke ubegavede, de er bare autister! De har kontakt-
vanskeligheder o.s.v., men er i øvrigt som alle andre!
Håber det gav lidt at arbejde med. Ellers: kom igen!
Jeg er normalt en meget rummende person - ja - det vil altså sige at det var
jeg, indtil jeg blev stillet overfor spørgsmålet; hvad er rummelighed !
Jeg har ledt med lys og lykke på debat om ordet og begrebet "rummelighed" -
eller eng: "Containing". Vi ved jo alle hvad det er, men hvad er det lige ?
Kender du en definition af begrebet, og en psykologisk forklaring på hvad
det egentligt er der sker når der rummes...
Og så i en tid hvor begreber som "det rummelige arbejdsmarked" og rummelige
danskere og andre gode floskler florerer...!
I psykologien betyder containment (to contain; container) noget mere
specifikt end rummelighed. Det er nemlig den psykologiske evne til at
rumme klientens oplevelser og alligevel fastholde en aktiv og bevidst
opmærksomhed.
Således er den ideelle container én, der kan rumme traumets rædsel, afsind, plage
og fortvivlelse uden dekompensation (sammenbrud af forsvarsmekanismer
= fortrængning, dissociation etc.) eller ukontrolleret regression.
Hvad "rummelighed" på arbejdsmarkedet angår, forstår jeg begrebet sådan,
at arbejdsmarkedet også kan absorbere ikke-ideel arbejdskraft som invalide,
fremmede, kvinder, ældre osv.
Overordnet kan "rummelighed" altså ses som evnen til at se og acceptere kernen
i et menneskes formåen og se stort på det ydre. D.v.s. stof fremfor form!
Vi er to instruktører, der er ved at udarbejde et kursus i girafsprog - empatisk kommunikation. Nu sidder vi og diskuterer, hvad begrebet 'pati' egentlig betyder, men har ikke kunnet finde en forklaring via net-mulighederne. Når vi taler om pati - er det i forbindelse med sympati og empati, hvilke to begreber vi har helt tjek på. Men hvad betyder begrebet pati - alene? Vi ville være glade for en lille forklaring.
Tak for henvendelsen. I kender sikkert ordet "patos" (græsk), der betyder noget i retning af højstemt eller følelsesfuld. Dets grundbetydning er dog lidelse (phatos). "-pati" er altså udledt af patos og betyder i den følelse eller holdning, der bestemmes ved forstavelsen (em-, sym-, anti-, ). I psyko-pati står det for lidelse eller sygdom (i sjælen).
OK? Ellers: vend tilbage!
Jeg kunne godt tænke mig, hvis du kunne hjælpe mig, med at sætte nogle ord på overjegèt, jegèt og idèt. Så det bliver lettere at overskue. Et pareksempler ville også være godt.
Tak for din henvendelse. Mit svar bliver en uddybning af det, der står på min side "F/Freuds personlighedsmodel":
Det er nemt at beskrive et menneskes generelle udseende: krop, hoved, arme, ben, kønskarakteristika etc.
Men hvad med det indre, personligheden? Kan den beskrives objektivt?
Nej! Derfor er der gennem tiderne opstået mere eller mindre fantasifulde forklaringsforsøg, der alle har det til fælles, at de er spekulationer - nogle mere velunderbyggede end andre. En af den første slags er Freuds model.
Han forestillede sig, med udgangspunkt i menneskers adfærd, at det, der kendetegner mennesket i en neutral situation, det han kaldte ego (på dansk: jeg'et), er omgivet af to modsatrettede dannelser.
Den ene, id (på dansk: det'et), er den utøjlede besiddetrang og
ødelæggelsestrang, der skaber konflikter med omgivelserne hhv. i form af trangen til at eje den anden, hvor våbnet er seksualitet og trangen til at nedbryde, hvor våbnet er aggression.
Den anden, superego (på dansk: overjeg), er den gennem religionen,
kulturen og opdragelsen indpodede selvkontrol (samvittighed) og det forbillede (egoideal), man forsøger at leve op til, hvis opgave det er at afbalancere det'ets hærgen. På denne måde ser Freud en anden konflikt i personligheden, nemlig den, der løber fra det'et over jeg'et til overjeg'et og omvendt.
Vores personlighed afhænger herefter af, hvilken af de to dannelser, der former jeg'et. Lidt karikeret kan man sige, at den ydmyge nonne har et stærkt overjeg, medens den perverse og antisociale "forbrydertype" omvendt lader sig styre af et stærkt det. I begge tilfælde er det jeg'et, der er bærer af den givne personlighed.
for din hjemmeside, Holger. Hvilket arbejde, og sikke mange oplysninger, især om computere og den slags.
Nu har jeg de samme interesser idet jeg i 32 år var chief communications officer for FN, men da jeg var i mange lande, som barn blev kritisk overfor samfundet fordi jeg var institutionsbarn, og derfor blev interesseret i filosofi, dvs. erkendelsesteori og psykologi, så interesserer dine sider mig.
Men, men, du mangler helt Dr. John Bowlby's Attachment teorier og hvorledes mennesket, som patte og flokdyr behøver en mor, forældre, familie og flok. Disse attachment-teorier gør at vi langt bedre kan forstå os selv, de hænger sammen med Konrad Lorenz iagttagelser af dyrene samt alt hvad vi nu ved, og det er en del, om mennesker og dyrs hjernefysiologi. Efter 100 års dybsindig teoretisering om mennesket som det eneste dyr uden instinkter, om mennesket der fødes som en tabula rasa, er tiden igen kommet til at tage virkeligheden i betragtning. Og virkeligheden er at menneskene fødes forskellige, men dog ret ens, og at samfundene som alle har en meget lang udvikling bag sig, har udviklet sig til at passe ind i de forhold hvorunder de enkelte stammer levede. Og det var i gennem hundrede af tusinder af år som ofte menneskeædende jægere og samlere, hvor de stammer som havde de overlevelses og forplantningsmæssige, mest nyttige tilbøjeligheder, også trivedes og bredte sig, især fordi de havde slået de andre ihjel. Uden dette kan man ikke forstå hvor mennesket, hvis nervesystem ikke har kunnet ændres ret meget de sidste 10 000 år, er så emotionelt, hvorfor disse emotioner driver os til, snedigt beregnende, at parre os med bestemte typer, helst højt rangerende i samfundet, til at stjæle, myrde og skade dem der står i vejen for os, til, som Lenin og Napoleon, at ville have magt og til at nyde magtens og den frygt den indgyder i andre mennesker. Kort sagt til igen at anset det egentlige menneske for sundt og samfundets opgave at holde den enkelte på plads.
Socialismen som ideologi har fejlet, lad os gå tilbage til virkeligheden og finde ud af hvorfor nogle familier er lykkeligere end andre og hvorfor nogle lande og administrationsformer er bedre end andre. Kort sagt, til at indrømme at alle teorier ikke er lige gode og at man ved at drukne videnskaben i ord, blot gør den uforståelig selv om det er til elitens fordel at almindelige mennesker ikke kan se dem i kortene.
Tak for din henvendelse med de pæne ord og en kritik, som jeg nok mener, jeg har taget højde for, selvom din sammenfatning rækker ud over det leksikalske ved mine sider. Fx finder du omtalen af Bowlbys tilknytningsteori under B. Ellers er jeg så enig med dine betragtninger i øvrigt, at jeg - med mindre du modsætter dig det - gerne vil lade dem komme andre brugere af mit site tilgode. Det betyder, at jeg indsætter den under kategorien Forum.
Motivation - to teoretikere
Hej Holger
Allerførst !
Tak for en rigtig god side, jeg har brugt den meget og finder næsten altid hvad jeg søger.
Men nu, har jeg brug for lidt ekstra hjælp.
Efter at have læst nogle bøger af Susanne Freltofte " hjerne på begynder stadiet " og
"hvor slipper dampen ud " har jeg følgende spørgsmål.
Ligger blok 1 i Reptilhjernen, ligger blok 2 i det limbiske system og ligger blok 3 så i neo cortex ?
Jeg håber, at du måske kan give svar.
Med venlig hilsen
FBJ
Svar:
Hej F!
Så har jeg reasearchet lidt på dit spørgsmål, og svaret kommer her:
Blokkene, som Susannne henviser til, er taget efter A. R. Lurias "Hjernen. En introduktion til neuropsykologien." (Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1989), hvor han i kapitel 2 nævner de tre vigtigste funktionelle blokke, eller "tre principale funktionelle blokke, hvis medvirken er nødvendig for for enhver type af mental aktivitet." Han siger, at de tilnærmelsesvis kan beskrives som
et system for regulering af tonus eller vågenhed = Susannes blok 1
et system for indsamling, bearbejdning og oplagring af information indgået fra den ydre verden = Susannes blok 2
et system for programmering, styring og efterprøvning af den mentale aktivitet = Susannes blok 3
Det der gør det hele lidt kompliceret er, at Luria allerede i 1949 godt vidste, at der fandtes formationer under cortex, der har betydning for, hvordan de forskellige blokke fungerede, men at The Triune Brain teorien først blev formuleret i 1952 af MacLean.
Svaret på dit spørgsmål bliver altså, at alle tre blokke ligger i (neo)cortex, men at deres funktioner er afhængige af de tidligere dannelser: det limbiske system og reptilhjernen (hvoraf reptilhjernen er den ældste). Når så Susanne yderliger eksemplificerer blokkene ved venstre og højre hjernehalvdel, hænger det sammen med, at højre hjernehalvdel formodentlig er den ældre del af cortex, hvor kaos er det kendetegnende, medens venstre hjernehalvdel er kommet til for at styre dette kaos, og således er kendetegnet ved orden.
Susanne bruger begrebet neuropædagogik metodisk, idet hendes forfatterskab - som jeg ser det - i høj grad henvender sig til pædagoger og lærere. Personlig har jeg truffet begrebet hos Matti Bergström, som arbejder med begrebet som den mulighed kendskabet til kaos- og ordenssidernes særegenheder = kohærensen mellem tanker og følelser, giver. Han kalder den også for "en pædagogik for hele hjernen". Dette kan man læse om på min side Features -> I hjärnan finns människan (på svensk, forstås).
Som jeg skriver i min artikel om hjernen, er det et så kompliceret og mangefacetteret organ, at det er umuligt at behandle i sin helhed. Og tak for det, for ellers blev der jo ikke plads til begavede og udfordrende spørgsmål. Så du skal have tak for det - det gav mig selv en anledning til at tænke mere, hvilket jo ikke er det værste ved livet.
Venlig hilsen,
Holger
Spørgsmål: (Emne: Motivation - 2 teoretikere)
Hej Holger!
Jeg skal igang med en opgave om motivation.
Jeg skal bruge 2 teoretikere, som ser forskelligt/eller er uenige om emnet "Motivation" Hvem vil du anbefale at skrive om; det skal jo være nogen med noget kød på og kan du evt. anbefale original litteratur? Jeg glæder mig til at høre fra dig. jeg har læst en del besvarelser i "Forum" og jeg synes at alle spørgsmål bliver seriøst og godt besvaret.
Hilsen L.B
Svar:
Hej L!
Tak for din interesse for mine sider og tak for dit spørgsmål, som ikke er sådan lige til. Men lad os se:
Den almindelige opfattelse (brug) af dette overordentlig vigtige, men definitorisk flygtige, begreb, er det, der står som hjælpeoverskrift for min artikel Motivation . Det betyder, at motivation er en energi for adfærden.
Allerede her har vi det første problem, nemlig at nogle forfattere (behavioristerne, fx Thorndike) ser motivationstilstanden som en forhøjet cortikal aktivitet ("arousal"), uden et mål eller nogen rettethed (intentionalitet). På denne måde bliver en given adfærd et resultat af den cortikale aktivitet, der var fremherskende på det givne tidspunkt. Det har altså noget med adfærdsmodifikation at gøre, hvor "man" (en rotte, et menneske) skal lære en bestemt adfærd for at få en belønning.
Andre (de fleste) forfattere (fx Maslow) anser, at motivationstilstande er bundne til bestemte drifter og behov og altid må ses i forhold til givne mål og en given rettethed. I socialpsykologiske sammenhænge tages denne opfattelse for den givne (altså aksiomatisk - den diskuteres ikke, for "sådan er det"). Adfærd i denne betydning er altså et resultat af en motivationstilstand. ["Man" søger efter mad (adfærd), fordi man er sulten (motivation).]
Motivation er dog ikke et begreb, der kan anvendes som den eneste forklaring af adfærd. Motivationstilstande er resultater af samspillet mellem flere variabler, fx behovs- eller driftsniveau, målets tillokkelse, organismens forventninger, tillært adfærd, den mulige tilstedeværelse af modsætningsfyldte motiver og - ikke mindst - ubevidste faktorer. Den aktuelle forskning vedr. motivation koncentrerer sig om tre (brede) fronter:
Den fysiologiske, der analyserer mulige neurologiske og biokemiske årsager, d.v.s. primærdrifter som sult, tørst og sex.
Den adfærdsmæssige, der beskæftiger sig med uddybning og raffinering af drifts- og indlæringsteori. Disse to første tilgange er stærkt forbundne med hinanden.
Den psykosociale, der orienterer sig mod forklaring af kompleks, tillært, menneskelig adfærd. Selv om denne tilgang deler mange grundlæggende begreber med 1 og 2, er dens fokus helt forskellig fra disses.
Således er vi med 3 fremme ved spørgsmål som præstationsbehov, tilknytningsbehov, behovhierarki (læg mærke til, at der ikke er et "binde-s" i ordet) og ubevidst motivation.
Endelig skal vi have fat i den fidus, at motivation er tæt sammenslynget med begrebet emotion (følelser). Følelsesmæssige tilstande synes at have motivationelle egenskaber, og de energigivende elementer i en motivationel disposition har ofte en stærk følelsesmæssig spænding i sig. Desuden ser det ud til, at de fysiologiske strukturer, der kan erkendes i den ene sammenhæng, også optræder i den anden.
Nå, det var lidt teori. Lad os så se på, hvad du evt. kan arbejde med. På den ene side skal du jo ikke gøre det for vanskeligt for dig selv, hvorfor Maslows eupsykiske behovhierarki-teori (den man ofte ser opstillet som en pyramide) er næsten selvskrevet. Den finder du læsevenligt og dog videnskabeligt korrekt beskrevet i Niels Carstensen: Psykologisk Kompendium (Dansk psykologisk Forlag, 1992, ISBN: 87 7706 0679), side 53ff. Og når du nu har fat i den bog, kunne du jo tage Glassers realitetsterapeutiske indlæringsteori på side 56-57 og sætte den op mod Maslow - og vupti - har du sammenligningen.
Det var det - og tak for at du gav mig motivationen til at tænke mig om og skrive lidt mere! Held og lykke! Vend tilbage, hvis noget driller.
kh.
Holger
Spørgsmål: (Emne: Pædagogik, en definition?) Hej Holger....
Vi vil høre om du har en god og enkel defintion på begerbet pædagogik???
På forhånd tak
Med venlig hilsen
L og D
Svar:
Hej piger!
Jeg kender det godt: jeg benytter nogle begreber og mener, at jeg ved, hvad de betyder. Derfor kan det være rart en gang imellem at forsøge at vende tilbage til deres oprindelse, her altså definitionen af "pædagogik":
Ordet pædagogik stammer fra oldgræsk, og betød oprindelig "en slave der bringer en dreng til og fra skole". Det er en kombination af ordet "paidos" (dreng) og "agagos" (leder/fører).
Wordreference.com definerer pædagogik som "principperne for, eller udøvelsen af, undervisning".
Termen lægger altså mere vægt på "undervisning" end på "læring", og ses ofte som en nøgle til fremtiden. I virkeligheden er den fyldt med problemer. Der er nemlig ingen "vedtaget" definition for begrebet, hvorfor det da også kan være en forklaring på, hvorfor vi benytter det sådan lidt overskriftsagtigt. (Se i øvrigt min side D -> Definition -> Undgåelsesdefinition.)
Anneli Sarvimäki, docent, Pedagogiska institutionen, Helsingfors universitet, Finland, skriver: "Gennem en mere abstrakt opfattelse af den oprindelige betydning, kan man definere pædagogik som kunsten i og videnskaben om at vise mennesker vej til kundskabens kilder. Kundskab er målet og læring er vejen." (min overs.)
Man kan sige, at pædagogikken har udviklet sig fra at være en praksis til også at omfatte filosofi, for endelig at blive til en empirisk videnskab. På denne måde kan man måske også forliges med, at pædagogik ikke altid behøver at blive defineret?!
OK? Ellers må I meget gerne vende tilbage.
Kh.
Holger
Spørgsmål: (Emne: Maslow-kritik?) Hej Holger!
Vi er i gang med et teoretisk seminar på HD-studiet og vi har valgt at lave en dybdegående analyse af Maslows behovspyramide. Vi er i det dilemma nu, at vi mangler nogle ”maslow kritikere” som stiller spørgsmålstegn ved hans pyramide og dennes opbygning samt om det datagrundlag som ligger til bunds for selvaktualisering, hvor maslow primært har brugt kunstnere og andre lærde mennesker som ikke kan generaliseres til hele populationen.
Har du en ide om hvor vi kan finde dette henne og se deres begrundelser for kritiken??
Det haster nemlig temmelig meget, idet vi skal aflevere vores projekt tirsdag den 13. april 2004.
Ser frem til at høre fra dig og tak for en meget inspirerende hjemmeside.
Med venlig hilsen
B
Svar:
Hej B!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Til sagen:
Jeg kan ikke nok understrege, at man hos mig er i fare for at dumpe, hvis man tillægger Maslow behovspyramiden! Den er nemlig konstrueret af andre til kommersielt brug i amerikansk fremstillingsindustri. Maslow talte aldrig om nogen behovspyramide, men derimod om et behovhierarki (læg mærke til, at der ikke er noget binde-s), som er etwas ganz anderes, når man skal granske hans teori.
At man ikke kan generalisere selvaktualiseringsproblematikken er ikke rigtigt. Problemet er snarere, at Malsows opdragsgivere ønskede at finde ud af, hvad man skulle gøre for at fastholde en effektiv arbejdskraft. Man kan så se på behovhierarkiet, at hvis mennesker opdager selvaktualiseringsbehovet, bliver de også individualister. Sådanne er vanskelige at styre! Faktisk er hele (den politisk konservative) tankegang(en), at hvis man har en arbejdsstyrke med en fælles identitet (altså uden personlige/private normer/værdier/behov), med én selvaktualiserende leder, opnås den masse- eller gruppepsykologiske effekt, at (i dette tilfælde) arbejderne s.a.s. "trækker på samme hammel" og således ikke sætter spørgsmålstegn ved dette og hint, og herefter opdager de egne selvaktualiseringsbehov! De fobliver fordummede/formørkede.
Kunstnere, derimod, og videnskabsfolk, opfindere o.s.v. er selvstændigt tænkende og opdager, at deres arbejde ikke bare er til for at tilfredsstille de grundlæggende behov, men at de bliver afhængige af at nå højere mål - ikke bare for at tilfredsstille sig selv - men fordi de drives til det af den sandhed, at hvad der kan gøres, vil blive gjort (på godt og ondt, jfr. totalitære stater)!
Personligt hører jeg til de selvaktualiserende og oplever også fra tid til anden peak experiences, hvilket jeg også håber for jer!
Tag og læs flg. sider, så bliver I endnu klogere!
OK? Ellers vend tilbage!
Holger
(En side der beskæftiger sig med grundlagsproblemerne ved den humanistiske psykologi)
(Den side, I nok leder efter, kunne jeg tænke mig)
(Eller også er denne side den side, I leder efter.... den er go'!!)
(Religionspsykologisk site, hvor (bl.a.) Maslow bliver behandlet med den troendes overbærende fløjlshandsker (Maslow var selv troende) - ikke dårlig!)
(En lidt firkantet, men illustrativ og ikke usandfærdig, fremstilling - god, hvis man skal have et hurtigt overblik)
Spørgsmål: (Emne: Socialkonstruktivisme vs. socialkonstruktionisme)
Hej Holger W.
Jeg er en flittig bruger af dine sider, og er stødt på din fine uddybning af begrebet socialkonstruktivisme (har måske en smule svært ved klart at forstå teksten - og kunne godt tænke mig at du forklarede i lettere tilgængeligt sprog!) Men videre i teksten - vil du forklare mig (gerne tilgængeligt sprog) hvad begrebet socialkonstruktionisme så dækker over og hvori forskellen på disse to begreber ligger?! Jeg er i vildrede og skal snart til eksamen i psykologi - bevæger mig indenfor socialpsykologien (kommunikation m.m ) På forhånd manga TAK for ulejligheden.
Med venlig hilsen J
Svar:
Hej J!
Tak for din henvendelse og det (nogenlunde) gode skudsmål, du giver mine sider. Det er rigtigt, at netop den artikel (og nogle flere til), du henviser til, er tung læsning. Desværre er det svært (for mig i hvert fald) at fastholde det mål, at gøre fremstillingen umiddelbart tilgængelig - dertil er emnet for kompliceret. Det har noget med "faste begreber" indenfor videnskaben at gøre, og det medfører, at så længe en teoridannelse ikke er almen, men genstand for faglig uenighed/diskussion, må man benytte de begreber, der nu engang konstituerer teorien. Men til dit "spørgsmål":
Socialkonstruktionismen, en skoledannelse indenfor sociologien, udforsker, hvordan den sociale virkelighed og de sociale fænomener er konstruerede. Den ser på, hvordan mennesket danner sociale fænomener, institutionaliserer dem og transformerer dem til praksis eller tradition. Fokus er på beskrivelsen af institutioner, virksomhed osv., ikke på en analyse af årsag-virkningsforhold. Den socialt konstruerede virkelighed ses som en vedvarende dynamisk proces, idet virkeligheden reproduceres af mennesket på baggrund af dets viden om og tolkning af den.
Man kan sige, at medens konstruktivismen postulerer, at sindet/selvet/psyken har en social baggrund (fx Vygotsky), vil eller kan konstruktionismen ikke anerkende eksistensen af et sind/et selv/en psyke som sådan, men kun repræsentationer af sindet/selvet/psyken i den sociale interaktion.
Vend endelig tilbage, hvis nødvendigt!
kh.
Holger
Spørgsmål: (Emne: Kerneselvet) Hej Holger!
Jeg har svært ved at drage det vigtige ud af Sterns teori om kerneselvet, er det noget du kan hjælpe mig med? Helst hurtigt da det er et eksammensprojekt der er ved at skulle afleveres! takker 1000 gange på forhånd
Med venlig hisen
A
Svar:
Hej A!
Lidt af en opgave, du satte mig på! Men jeg er jo glad for, at du og andre udfordrer mig, så jeg har skrevet en side om emnet, som jeg vedhæfter som fil.
Hvis du har flere spørgsmål, må du endelig vende tilbage - og pøj, pøj til eksamen!
kh.
Holger
Sterns fund om barnets udvikling af et selv findes hovedsagelig omtalt i bogen "The Interpersonal World of the Infant" (Stern, 1985). Han gør gældende, at barnet hverken gennemløber et autistisk eller et symbiotisk stadium (p. 10). Således påviser han gennem omhyggelig empirisk forskning, at tidligere psykodynamisk tænkning (Mahler) ikke overbevisende er forankret i observerbar adfærd hos spædbørn. Det ville nok føre for vidt her at beskrive, hvad Stern mener om de nævnte "aldres" (stadiers) karakteristika, men det bør nævnes, at Stern ikke ser spædbarnets udvikling som en stadieteori, men snarere som en arena for "domæner".
2-3 mdrs-alderen, kaldet domænet for kernerelationens dannelse, er karakteristisk ved, at spædbarnet ordner (kategoriserer) sine selv-oplevelser ("Self Versus Other"). (Efterfølgende kommer "Self with Other", som dog beror på kerneselvet.)
Stern spørger udfordrende de traditionelt tænkende psykodynamikere, om et normalt spædbarn er et erkendende subjekt, eller om det befinder sig i en udifferentieret tilstand af enhed med sin mor. Eller kognitivt set: er det noget i sig selv, eller er det intet i sig selv. Gennem omhyggelig empirisk forskning, baseret på observationer af spædbørn, hævder Stern i begge spørgsmål det første. Han fremlægger en detaljeret struktur for det, han kalder spædbarnets "kerne-selv", konstitueret ved selv-virksomhed, selv-kohærens, selv-affektivitet og selv-historie, som er basis for dets relation til andre.
Stern peger kortfattet men rammende på et par eksempler vedr. selv-virksomhed, der viser aspekter ved kerneselvet: Et spædbarn er bevidst om sig selv, ikke kun som ophav til dets egen virksomhed (din arm bevæger sig, når du vil det), men også som et subjekt, der forventer konsekvenser af handlinger (når man lukker sine øjne, bliver det mørkt) (ibid. p. 71). I ingen af eksemplerne er spædbarnet kognitivt afhængigt af andre. Det, at finde ud af sin krop, lære grundreglerne for den kultur/verden, det er født ind i og det, at kommunikere med andre, er en personlig sag for spædbarnet.
Undtagelser er (spæd)børn, der er blinde, døve eller stumme. Som du måske kan regne ud af det forudgående, kræver det, "at finde ud af sin egen krop" et minimum af to sensoriske intermodaliteter: enten den taktilt-kinæstetiske (føle/bevægelse) plus den visuelle modalitet, eller den taktilt-kinæstetsike plus den auditive modalitet. Der, hvor den sekundære modalitet mangler, må andre personer erstatte den anden modalitet.
Konsekvensen af vor viden om kerneselvets eksistens og konstituenter er, at kommunikation som et socialt fænomen og kognition som nødvendiggjort af kommunikation viser, at "no language can be spoken for which the body is unprepared" (Sheets-Johnstone, p. 135).
Referencer:
Sheets-Johnstone, Maxine: The Roots of Thinking (Philadelphia: Temple University Press, 1990)
Stern, Daniel N.: Diary of a Baby. (New York: Basic Books, 1990)
Stern, Daniel N.: The Interpersonal World of the Infant (New York: Basic Books, 1985)
Spørgsmål: (Emne: Svag jeg-struktur)
En definition på svag jeg struktur ville være rart.
mvh L
Svar:
Hej L!
Tak for din henvendelse. Jeg har valgt at besvare dit spørgsmål ud fra en objekt-relationel vinkel:
Selvet udvikles gennem dannelsen af internaliserede repræsentationer af individet [(spæd)barnet] og dets omgivelser. Disse repræsentationer (eller forestillinger, om man vil) bliver integrerede i de overordnede jeg-strukturer, der i sidste ende giver individet en bevidsthed om at være en person med identitet og en unik karakter. Mahler kalder denne proces for separations-individuationsprocessen.
Hvis separations-individuationsprocessen – altså det, at frigøre sig fra sin mor og danne sin egen identitet – ikke forløber konstruktivt, bliver individet stående på et stadium, hvor jeg-strukturen ikke er fuldt udfoldet, men udviser sårbarhed overfor bestemte følelsesmæssige belastninger, taler man om en svag jeg-struktur.
OK? Ellers er du meget velkommen til at vende tilbage.
kh.
Holger
Spørgsmål: (Emne: Identitetsdannelse iflg. forskellige teoretikere)
Hej Holger
Jeg er en pige der skal til eksamen i morgen og jeg har brug for hjælp til
nogle spørgsmål, håber du kan hjælpe.
Hvad er forskellen på Ziehe, Anthony Giddens og Erikson's syn på identitetsdannelsen og samfundets ændring...
Hvad er Piaget, Stern, Winnicott, Mahler og Eriksons menneskesyn?
Jeg ved godt det er meget, men jeg håber du vil hjælpe mig!!!!
knuz l
Svar:
Hej L!
Tak for din henvendelse, som jeg forstår kommer i 11. time. Det er også i
den jeg svarer, så der har ikke været meget tid til at gennemtænke
problemerne - det bliver lidt på rygmarven. Men lad os se:
Ziehe:
Giddens :
Erikson:
Winnicott's, Mahler's og Erikson's menneskesyn er freudiansk, d.v.s.
grundlæggende naturvidenskabeligt, men med visse "tvivlsspørgsmål", der
trækker mod en humanistisk/eksistentiel forståelse.
Piaget er kognitivist og konstruktivist, d.v.s. at han mener, at mennesket
er født med en intelligens, hvormed det ved adaptation danner et stabilt
forhold mellem det kognitive system og virkeligheden.
Stern er en "sammentænker" af de ovenfor nævnte menneskesyn. Hans hovedtese
er, at selvopfattelsen dannes gennem fem stadier, og er stort set
færdigudviklet i 4-5-års alderen.
OK? Pøj,pøj til eksamen!
kh.
Holger
Spørgsmål: (Emne: Motivation)
Hejsa!
Sikke en super hjemmeside! Den er jeg rigtig glad for at ha' fundet.
Læser psykologi på 2. semester i Århus og skal til eksamen mandag i kognition og indlæring. En uoverskuelig omgang!
Har tænkt over hvor meget sproget determinerer tænkningen. Ikke så meget tror jeg, kender fra mig selv til "ikke at kunne sætte ord på"... Problemet er måske bare, at det er tem'li svært at lave en eksplicit teori om!?...
Tankerne opstod ikke i forbindelse med eksamen, men da jeg var i Kina i påsken og snusede lidt til deres ganske anden verden af tegn og symboler. Det er underligt. Hvor stor en betydning har forskellen på sproget på en kinesers og min inderside?...
Hvor meget mon mennekset er i stand til at styre sine emotioner via kognition? (En hel del forhåbentlig, ellers så var psykologerne vel uden arbejde...!) Er det neocortex skyld i at vi kan sætte os udover vores natur?
Le Doux har vist påvist at emotion styres forskellige steder i hjernen... Eller? Er lidt usikker på hans pointe.
Hele forholdet imellem emotion og kognition... Måske du ka' forklare hvad du tænker om det, uden at det er for kompliceret?
Nu må du ikke tro jeg bare prøver at slippe for at gøre benarbejdet op til eksamen! Måske det er svært at svare for det er jo nogle store emner og har ikke formuleret spørgsmålene så konkret. Men håber alligevel du svarer, når du får tid.
Nå, nu vil jeg ud at kigge lidt mere på hjemmesiden. - Og mange tak for den! :-)
Vh L
Svar:
Hej L!
Tak for de pæne ord!
Det er lidt diffust, det du skriver om, men én ting kan der godt tages fat om: Emotion ctr. kognition.
Jeg, som er kognitiv adfærdsterapeut hælder jo til den engelske vending "Mind over Mood", hvilket hentyder til det specifikt menneskelige, at vi har projekter. Det er gennem virksomheden (arbejdet), sproget er udviklet fra parringsskrig til det kommunikationsmiddel, vi bruger i dag. D.v.s. at vi kan beherske vore instinkter gennem sproget, eller med andre ord sagt: Vi kan styre vore følelser ved kognitionen! Og det er helt rigtigt neocortex, nærmere bestemt frontallappen, der er menneskets samtidige velsignelse og forbandelelse. De nærmere veje gennem det neurale netværk er af akademisk interesse, så længe vi forstår!
Prøv at læse min bror Bertels artikel om "Wittgenstein og psykologiens begreber ", så får du noget at tænke over inden eksamen.
Pøj, pøj!
Holger
Spørgsmål: (Emne: Asperger Syndrom og psykopati)
Hej Holger,
Jeg bruger flittigt din side, og anbefaler den OFTE til mine medstuderende og andre med særlige spørgsmål. Jeg har brug for lidt yderligere omkring nedenstående:
1) Aspergers: Årsag – arv, miljø andet? Ses den specielt hos drenge? Skal alle kriterier være opfyldt for at man taler om Aspergers ( evt. ”gradbøjning”?)? Hvordan behandler man? Hvor mange anslås at lide af dette? Hvilken andre ”diagnoser” kan ligne Aspergers?
2) Definitionen på en Psykopat? Årsager til opståen?
Tusind tak ;0)
Sommerhilsen
H
Svar:
Hej H!
Tak for din henvendelse. Rart at få at vide, at siderne kan bruges!
Mine svar:
Asperger syndrom er en mild form for autisme, beskrevet i 1944 af Hans Asperger, en læge fra Wien. Han havde undret sig over, at der var påfaldende mange drenge med tilsyneladende normalt udviklet intelligens og sprog, men med et autisme-lignende adfærdsmønster, herunder mangelfulde sociale og kommunikative evner. Tilstanden blev først tilføjet DSM IV i 1994, så den må siges være en ret ny diagnose i videre kredse.
AS er en neurobiologisk dysfunktion, og må som sådan formodes være omfattet af en vis arvelig disposition. Der er for mange med AS tale om, at nogen i familien beskrives som "sære".
I Danmark er AS-hyppigheden 3 pr. 1000 indbyggere. AS er 5 gange hyppigere blandt drenge/mænd end blandt piger/kvinder. Nogle gætter på, at det drejer sig om et bedre beredskab hos pigerne, hvilket igen betyder, at der ikke opdages så mange piger med AS.
Der findes p.t. ingen autoriseret psykologisk eller medicinsk behandling af AS. Man må altså "nøjes" med at tage pædagogiske hensyn.
Mange med AS klarer sig godt som voksne, og der findes eksempler på "samfundsspidser" med AS.
AS bliver tit forvekslet med ADD og ADHD, fordi sagkundskaben på området ikke er så stor.
Den amerikanske forsker Stephen M. Edelson har lavet følgende kategorisering af personer med AS, men understreger, at ikke alle med AS har alle karakteristika:
Sprog:
Taler klart før 4 års-alderen, med sædvanligvis god grammatik og stort ordforråd.
Sproget er af og til gammelklogt og præget af gentagelser.
Stemmen kan være monoton og udtryksløs.
Samtalen kredser om én selv.
Kognition:
Beskæftiger sig tvangspræget med indviklede emner, fx mønstre, vejr, musik, historie o.s.v.
Beskrives ofte som excentrisk.
IK følger hele spektret, men mange med AS er over normalen mht. verbal formåen og under normalen mht. nonverbal (performance-) formåen.
Mange har dysleksi (ordblindhed), retstavningsproblemer og vanskeligheder i matematik.
Mangler almindelig sund fornuft.
Er konkret tænkende.
Adfærd:
Bevægelser virker kluntede og akavede.
Sær og stereotyp adfærd.
Sanseintegration er mindre dramatisk end hos autister.
Socialt årvågen, men viser upassende ”modsat” interaktion.
Psykopati er også en af de vanskelige diagnoser. På et tidspunkt i slutningen af 1900-tallet var begrebet politisk ukorrekt, og man talte da om "karakterafvigere". Og sandt er det, at psykopater er afvigende i fht. normale menneskelige emotioner: de kan være abnormt frygtløse eller "iskolde". Mange opfatter dem som manipulerende og bedrageriske, fordi de er vanskelige at aflæse, før det er for sent.
Den psykologiske forklaring på psykopati bliver ofte søgt i den antisociale personlighedskarakter, som allerede i barneårene kan være dannet ved uhensigtsmæssige opdragelsesmetoder, herunder såvel voldelige som eftergivende omgivelser.
Man har indtil for nylig ment, at kriminelle psykopater (der er også ikke kriminelle do!) er "uhelbredelige". I Canada har man dog i nogle år, i øvrigt under ledelse af en dansker, Ole Ingstrup, arbejdet terapeutisk med psykopatiske kriminelle - og resultaterne er til at tage at føle på, ikke mindst, fordi de giver os et bedre indblik i psykopatiens meta-psykologi.
OK?
kh.
Holger
Spørgsmål: (Emne: Det postmoderne menneske)
Hejsan Holger!?
Jeg går i 3.g og har valgt psykologi som tilvalgsfag på mellemnivau. Jeg skal til at skrive en opgave, hvori jeg skal tage stilling til følgende udsagn: "Det postmoderne menneske er fleksibelt og omstillingsparat". Endvidere skal jeg reflektere over delspørgsmålet: "Kan man i vores senmodernistiske samfund tale om at individet ikke har én, men flere identiteter?". Jeg må sige at jeg er lidt på herrens mark, fordi jeg ved ikke hvilke psykologer som har opstillet teorier omkring dette. Og kan man sige, at det gælder om at man har den samme identitet, men stiller sig i forskellige roller, så man fungerer mest hensigtsmæssigt i i de situationer? Og hvor meget af en rolle handler om "facadespil"? For man kan vel tale om at ethvert miljø stimulerer én til at vise en del af sin personlighed, så det bliver denne som dominerer, og dermed skygger over dele af personligheden, så disse ikke kommer til udtryk (på overfladen i hvert fald). Men så er der vel ikke tale om at man bruger facader til at skjule nogle sider af sig selv med? Man er jo én person sammen med vennerne og en anden sammen med mor og far hjemme i sofaen. Men det betyder vel egentlig ikke at man skygger med en facadem på den "ene halvdel" af sin personlighed, når den anden kommer til udtryk?
Og når det siges at det postmoderne mennske er fleksibelt og omstillingsparat, vil det så sige at man ikke længere har en "grundbase" for ens personlighed? Men at man netop føler, og mener det ene og andet i den ene situation, men skifter om når noget andet er mest praktisk?
Jeg håber at du kan hjælpe, for jeg har lidt svært ved at kapere opgaven...
Jeg ved ikke hvordan dette fungerer, men min mail er jakobnielsen29@hotmail.com
Ellers vil jeg checke forumet på din hjemmeside i den kommende tid, og håbe på at du kan hjælpe.
Forventningsfulde hilsner, J
Svar:
Hej J!
Tak for din henvendelse!
Jeg må sige, at din lærer har fundet en problemstilling, der er universitetet værdig! Men, lad os se:
Hvis vi vælger den kritisk dialektiske (altså Marx' teori tillæmpet) tilgang, har vi:
Tese: "Det postmoderne menneske er fleksibelt og omstillingsparat:"
Antitese: "Det postmoderne" er en civilisationsteoretisk konstruktion og "fleksibilitet" og "omstillingsparathed" er konstruktioner til støtte for denne konstruktion. Kun "menneske" er autentisk.
Diskussion: Når den arbejdsintensive (manuelle) fremstillingsindustri automatiseres eller flytter ud i periferien, bliver planlægnings- og udviklingsopgaverne tilbage. Dvs., at hvor mennesket under industrialismen var objekt for kapitalen, er det under postmodernismen blevet til subjekt, idet det i sig selv er en efterspurgt ressource ("vare"). I takt med opgavernes tiltagende kompleksistet, må det, for at tjene til føden, "opkvalificere" sig for at "følge med" i de stadig mere sofistikerede arbejdsprocesser. Det må også være parat til at gå ind der, hvor opgaverne er ("fleksibilitet"), og påtage sig nye opgaver, evt. i andre omgivelser ("omstillingsparathed"). På handelshøjskolerne taler man om det postmoderne menneske, der i sin planlægning af det egne (arbejds)liv må have mindst to alternativer til den funktion, de aktuelt udfylder, for at opfylde de nævnte krav!
Problemet er, at medens videns- og teknologisamfundet (= det postmoderne samfund) udvikler sig med uhørt hastighed, udvikler menneskets hjerne sig med, relativt set, samme hastighed, som den altid har gjort. (Ex: i 1970 kunne én person overskue og styre samtlige processer i en hjemmecomputer. I 2004 skal der måske 1.000 mennesker til, for at forstå og styre de tilsvarende processer i en PC.) På denne måde øges presset på det enkelte individ for at efter- og videreuddanne sig til de stadig mere specialicerede og komplekse opgaver, civilisationen frembyder, medens dets kognitive potentiale grundlæggende er det samme. Af dette pres opstår nye psykiske dysfunktioner: stress, udbrændthed, depressive tilstande, fobier, psykosomatiske rektioner osv.
Syntese: I et samfund af tiltagende kompleksitet med deraf følgende specialiserede arbejdsprocesser, der tilmed ofte er ad hoc, kræves af mennesket, at det udnytter sin evne til fleksibilitet og tilpasning til det yderste. Da menneskets kognitive kapacitet - der er det, den nævnte udvikling udfordrer - ikke forøges i takt med udviklingen i øvrigt, kan man slutte, at menneskets ellers naturgivne tilpasningsdygtighed, som følge af den beskrevne begrænsning, ikke kan påhæftes attributterne "fleksibel" og "omstillingsparat".
Kilder: Schein, Edgar H.: Organisationspsykologi (Aarhus: Forlaget Systime A/S, 1996); Fischler, Martin A. & Oscar Firschein: Intelligence. The Eye, the Brain, and the Computer (Worldwide: Addison-Wesley Publishing Company, 1987)
Delspørgsmål: "Kan man i vores senmodernistiske samfund tale om at individet ikke har én, men flere identiteter?"
Diskussion: Iflg. Reber er identitet "a person's essential, continuous self, the internal, subjective concept of oneself as an individual" (p. 355). Som følge heraf turde det være klart, at det sunde menneske har en og kun én personlighedskarakter (i modsætning til den patologiske multiple personlighedskarakter).
Derimod giver det mening at følge Qvortrup, når han påpeger, at fx børn i det hyperkomplekse samfund er i stand til at tilpasse sig mange "centra", og indgå i dem efter den kultur, der fordres. Fx kan barnet indstille sig til at indgå disciplineret på en bestemt plads på et fodboldhold, idet han ved, at han ellers bliver sat af. Det samme barn kan i fritidsklubben lege frit og uden faste regler, følge hjemmets bordskik og skolens kedsommelige opmærksonhedskrav.
Hvor først kirken med sin kirketugt fastsatte den ensartede adfærd, der skulle følges, afløstes denne af den patriarkalske "familietradition" for opførsel - begge modi præget af ensartethed i alle situationer - og senest af barnets frisættelse til at indrette sig efter det center, det aktuelt befinder sig i. Det er med andre ord kendetegnende for senmoderniteten, at identiteten er fleksibel, men stadig et "continuous self".
Kilder: Reber, Arthur s.: Dictionary of Psychology, Second Edition (London: Penguin Books, 1995); Qvortrup, L.: The Hypercomplex Society (in Peter Lang: Not named, in press)
Du må endelig vende tilbage, hvis du har flere spørgsmål.
Holger
Spørgsmål: (Emne: Piagets lærings- og erkendelsesteori) (Emne: Vygotskys syn på den kognitive udvikling)
Hej Holger,
Først tak for den rigtige gode hjemmeside som jeg tit går ind på hvis jeg er i tvivl om noget.
Men jeg er ligesom stødt ind i et problem, da jeg ikke helt kan finde ud af Vygotskys syn på den kognitive udvikling. Samt Piagets lærings- og erkendelsesteori, hvad forstår man ved hans erkendelsesteori????
Jeg vil være meget taknemmelig hvis du kan give mig svaret, da jeg skal op i det til eksamen.
På forhånd tak.
Svar:
Hej L!
Tak for din henvendelse og den varmende anerkendelse. Jeg vælger at skrive lidt sammenhængende om de to herrers idéer, for i praksis er de jo opponenter. Samtidig føler jeg tilfredsstillelse ved implicit at kunne sige noget om grundlagsproblemerne ved videnskabelig metode og eksplicit noget om Piagets videnskabsteoretiske funderinger.
Vygotskys syn på udvikling adskiller sig fra Pagets derved, at hvor Piaget med sin stadieteori så opstigningen (udviklingen) som en bevægelse mod endemålet: færdigt udviklet, anså Vygotsky udvikling som en proces, der må analyseres, og ikke som et produkt, der skulle færdiggøres. Iflg. ham er udviklingsprocessen, der løber fra fødsel til død, så kompleks, at den ikke kan defineres som stadier. Denne livslange udviklingsproces bliver grundlæggende påvirket af den sociale interaktion. I Vygotskys verden sker biologisk og kulturel udvikling ikke adskilt, men er indlejret i menneskets virksomhed. Dette fænomen kaldes "Zonen for den nærmeste udvikling ", som du kan læse om på min side Z.
Det turde fremgå af det ovenstående, at Piaget var kognitivist, og at han mente, at udviklingen går trinvist i 4 niveauer: sensomotorisk, præoperationel, konkret operationel og formalt operationel, hvoraf det sidste er målet. Som Vygotsky og andre teoretikere måtte Piaget have en forklaring, teori, af den model, han så (de fire grundstadier for udviklingen). Denne videnskabsteori (= den videnskabelige forklaring af den model; udvikling i fire trin, han så) kaldes genetisk epistemologi (kig eventuelt på min side E), idet den hævder, at sindet (hjernen) konstruerer skemaer, og at læring består af udvalg og organisering af påvirkninger fra vore omgivelser, der "lagres" i disse skemaer. Derfor kan man roligt, foruden kognitivist, kalde Piaget for konstruktivist.
For nu at gøre den akademiske sammenhæng komplet, vil jeg nævne det sidste led i erkendelsen: metoden . (Vi har nævnt modellen : at nogen lærer noget, set med to menneskers øjne og teorien : at man ønsker at finde en forklaring på det, man ser, altså modellen.) Disse entiteter medfører hver sin metode til fremme af den proces, der ses og forklares. Hvor Piaget ser læring som det at konstruere mening, ser Vygotsky læring som en kulturhistorisk proces, styret af menneskets virksomhed = arbejde.
Hvis du har flere spørgsmål, er du, som du nok ved, meget velkommen tilbage.
vh.
Holger
Spørgsmål: (Emne: Furmans motivationsligning)
Hej Holger
Først og fremmest har jeg lyst til at sige dig tak for at du stiller dig selv til rådighed på denne måde.
Jeg er ved at skrive dn afsluttende opgave på Diplomudannelsen i systemisk familieterapi.
I denne forbindelse leder jeg efter et regnestykke som Ben Furman skulle have opstillet;
målets atraktion ganget med chancen for succes er lig med motivation.
Jeg er klar over, at den systemiske verden måske ikke er dig nær så bekendt, som meget af det andet spændende stof dine sider omhandler, men hvem ved måske kan du aligevel hjælpe mig.
Én af vores forelæsere refererede engang til ligningen, den hang fast -men da jeg aldrig har læst noget af, eller om Ben Furman, aner jeg ikke hvor jeg skal lede. Jeg har forsøgt mig med Google, men uden resultat...Kan du hjælpe mig?
På forhånd tak
Svar:
Hej K!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Tjaeh... jeg kender da godt til systemisk tænkning og terapi, da jeg selv har fusket lidt med det, især Milano-skolen.
Det er et udmærket supplement til det, jeg selv er specialist i: kognitiv adfærdsterapi. De to psykologer, jeg senest
havde i supervision, er systemikere - og vi havde meget at tale om og lære af hinanden.
Men til Ben Furman : Han stammer jo fra Finland, ligesom jeg, og er psykiater. Han og socialpsykologen Tapani Ahola har udarbejdet en
Målets attraktion x troen på , at man lykkes med sit forehavendeMotivation .
Ligningen skal forstås sådan:
For at finde den rette motivation, må målet opfattes som noget væsentligt for gruppen/individet. Man må med andre ord gøre det klart for sig selv, for gruppen, for organisationen osv., hvilke positive konsekvenser det mål, man vælger, vil medføre.
Dvs. at målets attraktionskraft er proportional med dets forventede nytteværdi .
x
Man skal holde processen og håbet i live ved systematisk at notere sig de fremskridt, man gør (som gruppe og/eller individ) hen imod målet. Kun fremskridt, man er opmærksom på (bevidst om!), tæller (da det er i nuet, motivationen eksisterer).
Grundspørgsmålet er: Hvilke fremskridt har du gjort?
=
Læring for fremtiden: Når man har nået sit mål bør man overveje, hvad det var, der førte til målet.
Har vi/jeg lært noget, vi kan bære med os i det fortsatte arbejde?
OK? Ellers må du endelig vende tilbage!
kh.
Holger
Spørgsmål: (Emne: Sterns teori til forklaring af forstandshandicappedes situation)
Hej Holger.
Jeg kom ved et tilfælde til at læse alt det du har besvaret til alle mulige, og tænkte at måske er her den rigtige mand der kan hjælpe mig. Jeg er pd studerende, og sidder i øjeblikket og skrive eksames opgave i social og emotionelle problemer hos børn og unge i psykologi. Jeg har beskrevet en beboer fra min arbejdsplads, og skal som du sikkert ved redegør for to teoretikere, og herefter indsætte min beboer. Jeg har valgt Daniel Stern, som den ene, og det skulle jeg vist ikke have gjort, for jeg er kørt helt fast og læser og læser, men syntes ikke jeg har et godt bud, der kort redegør for hvad det er Stern siger. Har du en kort oversigt over hvad det er han vil, hvis du skulle beskrive det, eller eks nogle ”talepapirer” der redegør for Stern. Jeg er i panik og i tidspres, og kan ikke se mig ud af det.
Håber du kan hjælpe mig. På forhånd tak.
Venligst S.
Svar:
Hej S!
Tak for din henvendelse.
Det, der kan være svært at få fat i er, at nogle mennesker så at sige er gået i stå i deres udvikling på et stadium, der beskriver et bestemt aldersinterval. Hvordan skal man anvende en udviklingsteori, der går fra 0 til godt 3 år, på et menneske, der måske er 12 eller 45 år? Sterns metode til at fastlægge den normale udvikling var hovedsagelig at iagttage børn og se, hvornår de havde dannet de strukturer, der giver dem et normalt livsforløb.
Man kan eksemplificere det med, at du selv tydeligvis har nået niveauet for det Fortællende selv: Beskrivelse af sig selv i fantasier og historier, gennem oplevelser og andres fortællinger befordrer dannelsen af en egentlig og varig identitet. (3 år +) (Se her ). Dit livsforløb, udviklingspsykologisk set, er normalt, så du kan tage vare på dig selv.
Uden at vide, hvad slags mennesker, du arbejder med, forestiller jeg mig, at du, når du iagttager dine beboere, kan sige til dig selv: ”Ja, ham der, han fungerer som én, der efter Sterns teori ligner en på ”(6-16 mdr.) Subjektive selv: Objektopfattelsen om andre aftager og erstattes af en forståelse for, at andre også er subjekter.”, fordi han ligger lige på grænsen til at kunne se, at andre er som han selv (navngivet subjekt), og ikke bare nogen ”ham der” eller ”hende der” (subjektet Peter og subjektet Anne). Dvs., at hans måde at fungere på svarer til et normalt 6-16 mdr. gammelt barns. Men da han er 12 eller 45 år, skulle han, hvis han var normalt udviklet, have en ”egentlig og varig identitet”, hvilket også indebærer, at han problemfrit kunne se andre mennesker som subjekter.
Hvis det ikke giver mening, må du endelig vende tilbage.
Kh.
Holger
Spørgsmål: (Emne: Børn og stress)
Hej:-)
Jeg har et spørgsmål, som jeg håber I vil kunne hjælpe mig lidt på vej med.
Jeg skal til at skrive 48 timers opgave i psykologi og mangler nogle gode
teorier at bygge opgaven op omkring.
Et af emnerne jeg vil skrive om er børn og stress. Jeg har overvejet at
inddrage Bowlby, men mangler et par teorier mere. Hvis I har nogle gode
ideer, så skriv endelig!!!!!!
På forhånd rigtig mange tak:-)
Mvh. L
Svar:
Hej L!
Tak for din henvendelse. Håber, du er god til engelsk, for dette link er bare sagen. (ERIC er det mest ansete site for børne- og ungdomspsykologiske spørgsmål i verden.) Godt nok finder du ikke henvisninger til hverken Bowlby eller andre klassikere her, men et skyldes såmænd, at begrebet "stress" ikke var tillagt vore dages betydning, da de var virksomme. Noget andet er, at du da godt kan anvende udviklingspsykologiske teorier i din opgave, men det kan godt gå hen og blive vanskeligt at knytte an til det moderne stress-begreb og den forskning, der gøres i børns stress.
Du må endelig vende tilbage, hvis du ikke er tilfreds!
Kh.
Holger
Spørgsmål: (Emne: Bednar & Peterson: Metateori, psykologisk retning mv.)
Hej Holger
Jeg må sige, at din psykologibase både er utrolig spændende og omfattende, fedt!
Jeg skal skrive om selvværd, interventionen overfor dette, og jeg har her fokus på det psykoterapeutiske. Jeg har læst en artikel om mestring (coping)og undgåelse af L. R. Bednar & S. R. Peterson, hvist nok fra deres
bog: Self-esteem. Paradoxes and innovations in Clinical Theory and Practice.
I dette udpluk fra bogen, artiklen, kan jeg se, at de opererer i det psykoterapeutiske regi, men
hvilken metateori trækker de på? (positivismen, eller....???
hvorfra udspringer deres konkrete retning/teori? (den kognitive, den psykodynamiske, eller hva....???)
har de selv udviklet denne coping / undgåelses teori eller..???
Jeg håber du kan hjælpe mig med dette. Jeg er lidt på bar bund!
På forhånd tak
S
Svar:
Hej S!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Bednar & Petersons udgangspunkt er den humanistiske psykologi. Dvs., at deres videnskabelige tilgang er hermeneutisk (pas på, ikke at kalde den en metateori!!! En metateori er en teori om teorien, hvilket en videnskabsopfattelse ikke er).
Meget i den humanistiske psykologi går netop ud på at forstå mennesket/sindet, snarere end at forklare det. Netop det at forstå er den hermeneutiske vinkel, idet klienten/klienterne fortæller deres historie, og selv bringes til indsigt om dens betydning , hvorefter terapeutens faglighed bringes ind i forløbet: Hvordan kan du/I overkomme dette trauma (el. whatever)?
Man må nok hellere end at sige, at B&P selv har udviklet systemet sige, at de har systematiseret allerede kendte forhold, så "deres" tilgang står som en selvstændig metode indenfor den humanistiske psykologi - med lån fra den kognitive adfærdsterapi.
OK? Ellers vend tilbage.
Holger
Spørgsmål: (Emne: Forsvarsmekanismer: modne og umodne)
Hey Holger!
Jeg går på gymnasiet og har psykologi på c niveau.
Jeg ville bare lige spørge, om jeg har forstået forskellen på projektion og forskydning i de tidlige forsvarsmekanismer rigtigt.
Projektion: Er når man projicerer sin fx. vrede over i en anden person og så mener, at det er den person, der er sur i stedet for sig selv.
Forskydning: Når man forskyder sin vrede hen på en instans eller en person, for at skåne den person man i virkeligheden er sur på.
Men hvad er så forskellen på den tidlige forsvarsmekanismes forskydning og den sene/modnes?
Jeg håber, at du vil svare :)
Hilsen A
Svar:
Hej A!
Ja, du har forstået det rigtigt - sådan da...:-) For forskydning skal lige have det twist, at der også kan være tale om angst for den, man i virkeligheden er sur på (fx at man bliver sur på sin klassekammerat, fordi man er bange for at få en dårlig karakter, hvis man giver sin lærer, som man "hader", tørt på).
Men hvad er så forskellen på den tidlige forsvarsmekanismes forskydning og den sene/modnes?
Svar: Det er et ret kompliceret spørgsmål, hvorfor jeg gerne først vil knytte den bemærkning, at nogle forfattere foretrækker betegnelserne "komplicerede" og "ukomplicerede" forsvarsmekanismer, medens de fleste kalder dem "umodne" og "modne". Når du benytter termen "tidlig", gætter jeg på, at du tænker på, at den skade, individet forsvarer sig imod, er opstået i en tidlig alder. "Tidlig" svarer altså til "kompliceret"/"umoden", medens din term "sen/moden" svarer til "ukompliceret"/"moden".
Forskellen mellem de to "slags" forsvarsmekanismer skal findes i jeg'ets udvikling. Et heldigt udviklet jeg vil altid eller næsten altid benytte sig af modne forsvarsmekanismer, der i almindelighed vil opfattes som upåfaldende (ex.: "Jeg vil ikke op i rutsjebanen - den giver mig kuldegysninger."). Et dysfunktionelt jeg vil derimod altid eller næsten altid benytte sig af umodne forsvarsmekanismer, der vil blive opfattet som (særdeles) påfaldende - og rent faktisk være psykotiske (ex.: "Rutsjebanen? Jeg vil væk, jeg vil væk! Slip mig, jeg vil ikke være her!" (græder og slår fra sig)).
OK? Ellers må du endelig vende tilbage!
Kh.
Holger
Hej igen!
Jeg bliver lige nødt til at spørge om lidt mere.
"Tidlig", "umoden" og "kompliceret" ja det er det samme, i min bog står der tidlig og umoden :) Er forsvarsmekanismerne da mere komplicerede, når de bruges i en tidlig alder?
Et heldigt udviklet jeg vil altid eller næsten altid benytte sig
"af modne forsvarsmekanismer, der i almindelighed vil opfattes som
upåfaldende (ex.: "Jeg vil ikke op i rutsjebanen - den giver mig
kuldegysninger."). Et dysfunktionelt jeg vil derimod altid eller næsten
altid benytte sig af umodne forsvarsmekanismer, der vil blive opfattet
som (særdeles) påfaldende - og rent faktisk være psykotiske (ex.: "Rutsjebanen?
Jeg vil væk, jeg vil væk! Slip mig, jeg vil ikke være her!" (græder og
slår fra sig))".
Hvordan er det en forskydning bare at sige "den giver mig kuldegysninger"?
Skal man ikke f.eks. sige, at det er en anden, der ikke tør rutsjebanen?
Eller taler du bare om forsvarsmekanismer mere gennerelt.
Undskyld jeg roder det sådan sammen!
Vh A.
Hej igen, A!
"Tidlig", "umoden" og "kompliceret" ja det er det samme, i min bog står der tidlig og umoden :) Er forsvarsmekanismerne da mere komplicerede, når de bruges i en tidlig alder?
Nej, nej! Det er forsvarsmekanismens alvor/voldsomhed/uregerlighed, der afgør, om den er umoden/tidlig/kompliceret. Den har ikke noget med det menneskes, der benytter sig af den, alder at gøre. Den er "tidlig", fordi Freud, og navnlig hans datter, Anna, mener, at ÅRSAGEN TIL BRUG AF DENNE FORSVARSMEKANISME SKAL FINDES I DEN TIDLIGE BARNDOM.
Hvordan er det en forskydning bare at sige "den giver mig kuldegysninger"?
Der er her tale om forskydning som en MODEN forsvarsmekanisme, der "bare" indebærer, at "psykisk energi overføres fra en forestilling til en anden, som er relateret til den første gennem en associationskæde" (Fhanér,S.: Politikens Psykoanalytiske Leksikon, 1991, p. 60).
I det andet eksempel er der tale om en UMODEN forsvarsmekanisme (flugt), der er resultatet af "en eller anden ydre fare" (ibid., p. 62), der "ofte afværges ved en adækvat handling i form af for eksempel flugt fra faresituationen" (loc.cit.) (Det umodne ses af al råben og skrigen og ballade - hvis personen bare var gået sin vej, havde der været tale om en moden forsvarsmekanisme.)
Fhanér skriver om "Identificering med angriberen": "Forsvarsmekanisme, der går ud på, at en person, som udsættes for en ydre trussel eller vold, identificerer sig med angriberen. Angrebet kan være af yderst forskellig beskaffenhed - fra åben fysisk vold til verbal kritik fra en autoritet. Identificeringen kan foregå ved, at den angrebne tilegner sig den aggressive adfærd eller i mere generel forstad assimilerer egenskaber, som angriberen besidder." (ibid., p. 77) Der er i tidens løb blevet givet mange fortolkninger af dette, men en nutidshistorisk hændelse, der påviser mekanismen, var bankrøveriet på Norrmalmstorg i Stockholm, august 1973, der udviklede sig til et gidseldrama, hvor Janne Olsson og Clark Olofsson (skurkene) åbenbart gjorde så stort et indtryk på gidslerne, at disse bagefter i retten nærmest forsvarede forbryderne.
OK? Ellers: tilbage igen (eller pøj, pøj!)
Holger
Spørgsmål: (Emne: Maslow "på hovedet"?)
Hej,
kan du hjælpe?
jeg skal bruge en referance til en teoretikker der har vendt Maslow behovhirakiet (behovspyramiden) om, således at de selvrealiserende værdier er vigtigst. Nogen bud?
mvh
Svar:
Hej A!
Tak for din henvendelse.
Problemet er, at der sjældent eller aldrig rettes netop den (videnskabelige) kritik mod Maslow, at hans behovhierarki bør/kan/må "vendes på hovedet".
Normalt kritiseres han for ikke at afgrænse sin teoris gyldighedsområde (som du nok ved, er en teori kun gyldig under bestemte betingelser...), medens det for hans kritikere står klart, at den gælder for hvide middelklasseborgere - ikke for menneskeheden, som Maslow selv lader skinne igennem. Desuden er det højst usikkert, om der kun er 2%, der når op på selvaktualiseringens top.
Nå, men hvad med lidt "uvidenskabelig" kritik? Her er tre forslag:
Det første behandler det selvmodsigende i USA's ageren i Irak, hvilket turde være en "seen bort fra", hvad vi fra Maslow burde vide om motivation (her til at genopbygge et "godt" Irak): http://globalguerrillas.typepad.com/globalguerrillas/2004/12/legitimacy_101.html .
Det andet handler om mennesker, der bevidst gør det, som nogle forfattere (forskere) også har påpeget som en svaghed ved Maslows teori: at de "glemmer" de lavere behov, og hengiver sig til opfyldelse af de højere. Kritikken på det videnskabelige plan går på, at fx en videnskabsmand eller en kunstner kan gå så højt op i sit arbejde, at han glemmer at spise, drikke, sove og elske osv.: http://www.newyorkcool.com/archives/2005/May/feature.html .
Det tredje eksempel drejer sig om Maslow-tænkningens "hovedfjende", kristendommen. Som du kan læse af det nedenstående, som jeg har kopieret fra den opgivne URL (fordi den er så rodet; med en hel masse Bibel-citater og -kommentarer). Teksten siger, at vi ikke må tænke på os selv, før vi har tænkt på Gud og vor næste. Så i virkeligheden skulle du måske begynde med den - altså beskrive modsætningsforholdet mellem kristendommen og Maslow, og så krydre dine betragtninger med de to første eksempler.
Creating a Safe Place to Belong
Part 4: Our Need for Transformation
October 3, 2004
Pastor Leon Hayduchok: http://www.cornerstonecc.us/sermonDocs/Sermon%20Questions%202004%2010-03.doc :
You see, our old self believes that it has to protect and provide for itself, and those are deceptive desires that corrupt written in verse 22. But we are to put on the new self and that new self begins with a transformation of the mind – we are to be made new in the attitude of our minds. And so this morning, I want to turn Maslow’s hierarchy of deficit needs upside down.
Instead of having esteem that comes from others and how we esteem ourselves, our primary deficit need must be Worth, worth that comes from God.
When we live with our worth grounded in God we are freed to love others and create a safe place to belong. With our worth grounded in God we can then move to the second layer of love and belonging. Maslow and many in the world would say that you can only love and seek to belong if you first feel safe. This morning I want to tell you that you can only love and create a safe place to belong if you first find your worth in God. That is a radically different worldview – a worldview that comes from sharing God’s love together in community rather than a worldview that is wanting to fulfill our selfish need to feel loved.
After loving and creating a safe place to belong the next layer is safety.
After safety, the final deficit need is Physiological. When we have to preserve our own lives our physiological needs are most important, but when we find our worth in God, our physiological needs become our least important deficit needs because we trust God as the Sustainer of life.
With a Christian worldview, instead of self-actualization as the being need our being need is to be God’s Image Bearers. Image bearing becomes our being need. Verses 23-24 read: to be made new in the attitude of your minds; 24 and to put on the new self, created to be like God in true righteousness and holiness. We are to be like God. We are to bear His image.
OK? Ellers: vend tilbage.
Holger
Spørgsmål: (Emne: Stern: Kerneselvet)
hej holger,
så skriver jeg til dig igen. jeg trak ikke emnet om [...] men emnet om spædbørn.
emnet jeg skal behandle og svare på er
hvilke kompetencer er spædbarnet født med og hvordan udvikles de i de første måneder?
jeg har lånt bøger om d. sterns teorier og vil bruge ham til emnet. hvad kan jeg supplere med?
jeg har forsøgt at læse d.sommer men forstår ikke helt hans kritik af stern som skrevet i barndompsykologi, er der en lettere tilgængelig version tror du?
venlig hilsen
c
Svar:
Hej C!
Jamen, så er det vel bare at klø på!
Stern beskriver jo "det vågnende selv" (0-2 mdr.) som den periode, hvor barnets livslange fornemmelse af sig selv vågner og aktiveres.
"Kerneselvet" er den sociale dimension (forholdet mellem selvet og andre; forholdet til andre), der udvikles i 2-6 mdrs alderen.
Det forstår jeg på din mail, at du har styr på. Jeg skal dog lige indsparke, at man kan se "kompetencer" som et modeord for det, at være et erkendende individ. Det er netop det, Stern vil fremhæve: at barnet ikke fødes uden erkendelse, men tvært imod er i stand til at skelne mellem sig selv og omverdenen.
Så kommer indvendingerne (kritikken):
Sommer påpeger, at Stern i sin iver efter ikke at være reduktionist, gør selvets dannelse til er vestligt projekt: både kultur og historie men så sandelig også kroppen som sådan ("the embodied self") hører til projektet. Det betyder, at hvor de "gamle" (psykoanalytiske) teorier hævder symbiosen mor-barn som grundlag, gør Stern den til noget sekundært i forhold til barnets dannelse af selvet og oplevelsen af omverdenen. "Det vestlige" er altså, at et barn er en organisme, sammensat af atomer, og sådan har det faktisk været altid.
Så er det nu, du skal have fat i "Barndomspsykologi" og læse fra side 229 (Kritikken fra socialkonstruktionismen og Sterns svar ). Læser du langt nok, vil du opdage, at "kompetencer" hos det spæde barn kan siges være evnen til at være "selv-sammen-med-den-anden", hvilket kan siges være mødres evige problem, når ungerne kræver noget andet, end det, moren vil give! (Det sidste er nu min egen refleksion.) Og så stopper jeg her for nu, inden jeg kommer for lang ud af tangenten. Du må gerne vende tilbage, og jeg skal nok prøve at svare hurtigt.
Kh.
Holger
Spørgsmål: (Emne: Asperger Syndrom og tillægsdiagnoser)
Hej Holger
Kan man godt diagnosticere en person med Aspergers syndrom og ligeledes give personen en sekundær diagnose - f.eks. social angst? Jeg er ikke sikker, idet jeg mener, at der er mange kliniske diagnoser, der udelukker Asperger og omvendt, idet man f.eks. ikke kan have schizoid personlighedsforstyrrelse samtidig med, at man har Aspergers!? Kan du hjælpe?
På forhånd tak for hjælpen!
Den forvirrede
Svar:
Hej forvirrede!
Tak for din henvendelse.
Jo da, man kan godt diagnosticere en person med AS som samtidig socialfobiker. De udelukkelser, du nævner, er symptomer, der ikke forekommer i selve AS. Det betyder dog ikke, at en person med AS ikke skulle kunne have dem – de har bare ikke noget med AS som sådan at gøre. Ex: En person med AS kan godt have influenza, men influenza-patienter har ikke nødvendigvis AS.
OK? Ellers må du endelig vende tilbage.
Hilsen,
Holger
Spørgsmål: (Emne: Videnskabsteori, Stern og Bowlby)
Hej Holger!!
Vi er en gruppe der er i gang med en opgave om frivillig anbringelse, og vi har et par spørgsmål, vi gerne vil have afklaret inden vi skal aflevere på fredag.
Vi skal have noget videnskabteori ind i opgaven, og er meget i tvivl om det.
Hvordan kan man flette videnskabsteori ind under Daniel Stern og John Bowlby?
Hvilket menneskesyn har Daniel Stern og John Bowlby?
Med venlig hilsen L
Svar:
Hej L!
Tak for din henvendelse, og undskyld, at jeg først svarer nu: mit net er blevet opgraderet, hvorfor det har været nede et par dage.
For at tage det sidste først: Hvilket menneskesyn har Daniel Stern og John Bowlby? Se her . Det gælder også for Stern, med den modificering, at han medtænker biologiske markører .
Hvordan kan man flette videnskabsteori ind under Daniel Stern og John Bowlby? Prøv at se her .
Foruden det, I allerede har fra det øverste, som er mere specifikt, kan I benytte det, der står her som noget mere alment. Det betyder, at I kan gå fra en almen diskussion af psykologi og videnskabsteori til det specifikke, hvilket er Sterns og Bowlbys teorier, efterfulgt af (den videnskabsteoretiske) redegørelse for menneskesynet. Så skulle den være fjong!
Kh.
Holger
Spørgsmål: (Emne: Piaget ctr. Stern)
Hej Holger
Tusind tak for en super hjemmeside!!
Det er første gang jeg skriver til dig, men jeg har nogle problemer med nogle spørgsmål til en psykologi opgave, som jeg håber, at du kan hjælpe mig med...
Spørgsmål
er det rigtig at Piagets syn på mennesket ved livets begyndelse ikke besiddet evne til social dialog? hvis ja, er det så i modsætning til det Stern mener?
Er det rigtig at Erik Erikson ikke går så meget op i voksen - barn relation, men mere op i barn - barn relation i hans teori?
Hvordan skal pædagoger bruge Sterns teori i forhold til relationer mellem voksen og barn?
Jeg håber, at jeg snart hører fra dig, da jeg er i tidspres.
hilsen M
Svar:
Hej M!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Ja, det må man antage. Piaget var kognitivist og konstruktivist, hvilket indebærer, at han mente, at udvikling konstrueres af det enkelte individ i overensstemmelse med nogle givne, almene, forudsætninger, beskrevet i hans stadieteori. Stern, der jo er langt yngre en Piaget, har studeret (iagttaget) spædbørn i massevis, og derigennem konstateret, at disse besidder en erkendelse, om end rudimentær, af dem selv lige fra første færd. Alligevel er dit spørgsmål interessant, fordi de begreber, de to forfattere benytter sig af, på en eller anden måde alligevel s.a.s. peger imod hinanden. Fx siger Piaget et sted, at barnet i de tidligste stadier opfatter ting som en solipsist (som det eneste eksisterende), ubevidst om sig selv som subjekt, og udelukkende fortrolig med sine egne handlinger. Han åbner altså alligevel for muligheden for et "bevidstheds-kim", som man så - alt efter, hvor "modig" man som studerende er - kan holde op imod Sterns påstand om, at spædbarnet ER bevidst om sig selv: Det véd fx, at hvis det bevæger armen, så bevæger armen sig!
Spørgsmålet bliver så: Er det det "samme" selv, der optræder hos Piaget og hos Stern, eller er der forskel. Jeg vil være tilbøjelig til at sige nej, fordi Piaget vil have noget "fornuftigt" = kognitivt brugbart ud af barnet, før han vil acceptere det som et udviklingstrin (det er et generelt problem ved stadieteorierne), medens Stern ser det i det øjeblik, barnet er født!
Ikke helt. Eriksons teori omhandler ikke forholdet mellem individer af forskellig alder, men netop om individET i en bestemt alder. Dvs., at individet (det enkelte menneske) udsættes for KRISER i fht. til dets alder. Det er så løsningen af denne krise, der afgør, hvordan den videre udvikling forløber. På denne måde vil andres (andre individer, i andre aldre, fx forældre) påvirkning af individet naturligvis være medvirkende til den løsning, den pågældende finder.
Ja, jeg ved godt, hvad du mener, men jeg kan ikke lade være: Hvem siger, at de skal det?altid og primært er loyalt mod sine forældre, tage det med i sin pædagogik, at de forskellige stadier ("aldre") har deres egne karakteristika (se her ).
OK? Ellers er du naturligvis velkommen tilbage.
Hilsen,
Holger
Spørgsmål: (Emne: Børns sorg; Bowbly og Erikson)
Hejsa!
Vi er to lærerstuderende, der skriver opgave om børns sorg. Vi har valgt at benytte både Erikson og Bowlby for at se på børns udvikling. Vi har dog lidt svært at sammenligne de to. Kan du hjælpe os med det? Vi er naturligvis klar over deres forskellige syn på varigheden af menneskets udvikling, men vi vil gerne forkusere noget mere tilknytningspersonerne og tilliden.
På forhånd tak for hjælpen:
Mvh T og M
Svar:
Hej piger!
Tak for jeres henvendelse.
Bowlby koncentrer sig om barnets (tidlige) tilknytning til omsorgspersonen (oftest moderen), medens Erikson bygger på Freuds udviklingsmodel og udvider den til at omhandle hele livsforløbet.
Jeg vil foreslå, at I bliver enige om, hvilket (fiktive) barn, I vil fokusere på, og så stille teorierne ved siden af hinanden:
Barnet X er y år gammelt og har den og den historie, der ”spøger” i dets liv.
Bowlbys teori Eriksons teori
Blabla bla blabla Blah blah blahblah
Medens Bowlby ser barnet sådan og sådan, ser Erikson det samme barn sådan og sådan. Hvis vi således har et barn af Bowlby-typen vil det have behov for en omsorgsperson af den og den slags, medens et barn af Erikson-typen vil have de og de behov.
Hvordan kan vi afgøre, om den ene eller den anden opfylder forventningerne om et godt liv for X? Vi har fortalt den objektive historie. Nu vil vi gerne diskutere, hvordan X vil få det efter den ene og/eller den anden teori. Vi kommer frem til, at X – men kun X, fordi vi ikke kan eller vil generalisere – bedst vil kunne udvikles under den enes eller den andens teori. Det kræver de og de rammer med sådanne og sådanne omsorgspersoner.
I konklusionen fremhæver vi igen Xs særlige forhold, og hvorfor vi ser det som rigtigt, at han/hun kommer i den og den foranstaltning med de og de omsorgspersoner.
Vi vil være lidt raffinerede og også tale om Implikationer: Hvis nu ditten og datten, så sådan og sådan, men i andre tilfælde sådan og sådan. Det kræver, at der er flere slags omsorgspersoner til rådighed, der har de og de kompetencer – og ikke et øje er tørt!
OK? Ellers må I vende tilbage.
Kh.
Holger
Spørgsmål: (Emne: Kvalificeret selvbestemmelse)
Hej Holger
Så er jeg nået til Tønnesvangs viderudvikling af Kohuts selvpsykologi. Det er hans begreb kvalificeret selvbestemmelse jeg anvender i opgaven - Vil du give mig en kritik af den?
Mvh.
G
Svar:
Hej G!
Tak for din henvendelse. Jeg håber, jeg har forstået dig rigtigt, nemlig, at du mangler en kritisk vurdering af ”kvalificeret medbestemmelse” (jeg ser nu, at du har skrevet selv-bestemmelse, hvilket er det rigtige - for mange skriver med-bestemmelse). Ellers må du på den igen, for der var ingen vedhæftet fil!
Tønnesvang har ”hugget” begrebet fra Svend Mørch, der skrev om det i 1990 (Udkast, 1: 81-118) og i øvrigt kalder det ”kvalificeret selv bestemmelse” (se vedhæftede bilag). Det er siden blevet brugt i pædagogikken og sågar i fysioterapien!
"Kvalificeret medbestemmelse” (Km) er, som jeg ser det (endnu) et modebegreb, der mere har til formål at promovere forfatteren, end at bidrage med noget konstruktivt.
Km dækker over, at barnet (med tiden) har krav på og ret til et eget liv, men mangler livserfaring, hvorfor det i et komplekst samfund har brug for ”en hjælpende hånd”, af Rogoff kaldet ”guided participation” (gp) [Rogoff, Barbara: Apprenticeship in Thinking (Oxford University Press, 1990)].
Man kan altså spørge, om Km og gp ikke er det samme. Mit svar er, at Km er gammel vin på nye flasker, hvor flaskehalsen bliver mere og mere snæver, så indholdet skal gøres tyndere og tyndere for at rinde ned! Og jo tyndere vinen (begreberne) bliver, desto mere skingert og indviklet skal den promoveres. Det var Esaias Tegner, der ved magisterpromotionen i Lund i 1820 sagde: "Det dunkelt sagte er det dunkelt tænkte". Hermed henviste han, der bl.a. er en af Sveriges store forfattere, til de såkaldte ”fosforister”, der skrev indviklet (læs: uforståelig) poesi i tidsskriftet ”Phosphorus”.
Konklusion: Der er, så vidt jeg kan se, intet nyt i Tønnesvangs teori(er), hvilket jeg rigtignok ikke er ene om, selvom fx http://www.jernesalt.dk/selvrealisering.asp#bipol er lige så forvrøvlet som Tønnesvang selv! Igen: Som jeg ser det!
Tja, lidt galde blev det til, men jeg håber du kan bruge det.
Kh.
Holger
Spørgsmål: (Emne: Psykodynamikere og videnskabsteori)
Hej Holger
Jeg må sige, at det er en fantastisk hjemmeside du har, og nogle utrolige gode svar du giver folk.
Jeg er nu selv kommet lidt i problemer i forhold til en opgave.
Jeg har brugt teoretikerne Mahler, Stern og Erikson i min opgave, men står nu og skal have noget videnskabsteori med, og jeg har svært ved at placere hvor de er.
Umiddelbart mener jeg at Erikson og Stern hører ind under dialektisk idealisme, men er det korrekt, og hvad med Mahler? Hvis Erikson og Stern har det samme syn, hvori ligger så forskellen?
Håber at du kan hjælpe mig.
På forhånd tak.
Hilsen
M.
Svar:
Hej M!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Alle tre forfattere (teoretikere) er freudianere eller psykodynamikere, om du vil. Det kommer sig af, at de alle i en eller anden grad bygger deres teorier på psykoanalysen. Videnskabsteoretisk er der en del forvirring om hele denne ”skole”s placering, men i det store og hele betragtes de som enten uvidenskabelige eller pseudovidenskabelige. Det ville føre for vidt detaljeret at forklare, hvad dette indebærer, men så meget kan jeg da sige, at hvis du prøver at anvende Poppers falsifikations-kriterier på den, falder den til jorden. Det samme gør den, hvis du anvender Wittgensteins kritik af Freuds metode. Den sidste kan sammenfattes sådan: Wittgenstein mener, at man ikke videnskabeligt set kan afgøre, hvad andre (klienten) tænker og føler (man kan kalde det for en 3. persons-vurdering). Da psykoanalysen netop går ud på narrativitet eller hermeneutisk tolkning af klientens udsagn om sig selv, er det altså terapeuten, der afgør, hvad klienten ”fejler”. Først når klienten kan anvende terapeutens begreber på sin egen situation, er han/hun ”helbredt”. Wittgenstein fremholder, at klienten alene (1. persons-vurdering) er i stand til at ”se” sine problemer, hvilket – efter Wittgensteins død – førte til kognitiv (adfærds)terapi. (Det kan diskuteres, hvor direkte denne forbindelse har været, men Ellis, der var Becks kollega og kammerat, nævner eksplicit både Russell og Wittgenstein som sine inspiratorer.)
Konklusion: Hvis du ønsker at placere de tre forfattere i en videnskabsteoretisk sammenhæng, kan du da godt sige, at de alle er dialektiske idealister. Her må du så lægge vægten på idealister, fordi det (endnu?) ikke er lykkedes nogen overbevisende at fremlægge evidens for metodernes (teoriernes) gyldighed. Så vidt jeg ved, er kognitiv adfærdsterapi den eneste (videnskabeligt anerkendte) evidens-baserede psykologiske behandlingsmetode.
Om forskellene mellem de tre forfattere er der det at sige, at de er fra hver deres ”tidsalder” i psykodynamikkens udvikling, hvor forskellige hypoteser har dannet deres udgangspunkt: Mahler vægtede objektrelationen, Erikson jeg’et i hele livstiden og Stern den biologiske forudsætning, at barnet var adskilt fra moderen, da det var blevet født, og havde et eget selv og en erkendelse af sine omgivelser.
OK? Held og lykke til eksamen.
Holger
Spørgsmål: (Emne: Belbin - og bøvl med at finde rundt)
Godeftermiddag Holger
Jeg er ny bruger af psykologibasen, men søn besøgte siden en dag inden hans eksamen. Jeg har et problem med siden og det er at jeg ikke kan finde rundt derinde. Hvis jeg nu ønsker at finde en bestemt psykolog har jeg prøvet at finde ham under hans forbogstav, men kommer ikke automatisk til ham.
Jeg vil f.eks. også meger gerne finde noget om Meridith Balbin, men ved slet ikke lige hvordan jeg gør det.
kan du hjælpe mig eller er siden bare opbygget sådan?
Jeg synes at min søn fandt siden hvor alle psykologerne var på, men det var tilfældigt hvordan han fandt den og vi kan ikke finde den igen.
Jeg kan ellers godt lide det jeg har læst på jeres base indtil nu. Jeg er pædagog og leder af et børnehus og vil gerne kunne bruge den i min dagligdag og i forhold til mine studerende.
Mange hilsner
K
Svar:
Hej K,
Tak for din henvendelse.
Der er forskellige opfattelser af, hvor nemt eller svært det er at orientere sig på mine sider. På forsiden er der to menubjælker, hvor den øvre er forbeholdt emner, der begynder med det bogstav, man klikker på (ex: Klikker man på P/Q, kan man på den herved fremkomne side finde emner som "psykologi som videnskab" eller "Paradigme") Klikker man på en af den nedre bjælkes henvisninger, kommer man til forskellige ikke-leksikalske emner. En af de mulige links her er "Galleri", hvilket fører til den side, hvorfra man kan klikke sig ind på en kort beskrivelse af de psykologer o.a., der er citeret i "resten" af psykologibasen.dk. Der er nemlig en bjælke mere, hvor man ved at føre musen hen over den får en masse navne at vælge imellem. Belbin er en af dem, der ikke er repræsenteret her. Det er ikke, fordi jeg ikke kender hende - jeg har bare set hende som en slags Handelshøjskole-teoretiker. Nu har du så sat noget i gang, så jeg har noteret mig, at jeg skal have hendes gruppedanneslesteori med. Indtil da må jeg henvise til følgende side på nettet.
Jeg kan godt se, at hun kan være relevant også i dine sammenhænge, men da jeg har læst MPA, har jeg nok ikke betragtet hende som så påtrængende i forhold til psykologibasen.dk's målgruppe. Men der er jo også efterhånden ved at være mangel på nyt stof, så jeg takker for "forslaget".
Kh.
Holger
Spørgsmål: (Emne: )
Svar:
Spørgsmål: (Emne: Eksamensoplæg?)
Hej Holger.
Hvilken fantastisk hjemmeside, ærgeligt at vi ikke har fundet den før nu, det er jo rigtigt meget super stof og hjælp at finde her.
Vi er 3 lærerstuderende, der snart skal til eksamen i psykologi, og nu er gået lidt død i fabrikationen af eksamensoplæg.
Vi har skevet om omsorgssvigt og til fremlæggelsen vil vi fortælle om de teoretikere vi har valgt at bruge i opgaven, Bowlby og Erikson. så vil vi komme ind på noget omkring det familiemæssige og det sociale for så at afslutte med lærerens rolle og læring hvor vi bruger Illeris. Kan du evt. komme med nogle guldkorn der kan imponere, for vi er meget desperate.
Jeg har vedhæftet vores afleverede opgave hvis du vil kigge på den.
Mange venlige hilsner L
Svar:
Hej L.
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Det, jeg savner i jeres opgave – og som I måske kan gøre brug af til eksamen – er helikopter-perspektivet. Det er at se sin problemstilling ovenfra i stedet for fra gulvhøjde. Det kan være (og er!) meget godt at kende sine teoretikere, men hvis man ikke kan operationalisere den viden, så der bliver en meningsudveksling ud af opgavens indhold, er det jo træls!
Hvis vi nu siger, at det er OK med jeres teorivalg og empirien bag opgaven (selv om jeg nok synes det er lidt voldsomt at påstå, at ” En stor gruppe elever i skolen viser tydelige tegn på udviklingsforstyrrelser”), kunne I med fordel perspektivere den til eksamen ved at se på begreberne ”inklusion” og ”rummelighed”. Det er modeord i 2004/05/06 års debat i tidsskriftet PPR og debatten, der afspejles i indlæggene her. Sagen er, at når man foreslår, at en højt profileret fagperson skal sige noget om ”den rummelige skole”, bliver det i ni ud af ti gange til ”den inkluderende skole”. Hvorfor? Mit bud er, at den inkluderende skole er en institution, der af lovgivningsmagten har fået pålagt at undervise børn, der tidligere fik deres undervisning i specialskoler. Det kan man forholde sig til, for ”den opgave skal vi jo løfte”. Den rummelige skole, derimod, er et diffust begreb, der er inde i den enkelte lærers hoved og, i heldigste tilfælde, immanent i den enkelte skoles etiske selvforståelse.
Jeg kan se det for mig: I sidder til eksamen og skal sige et par ord til at begynde med. I siger så, at det da har været interessant at sætte sig ind i forskellige forfatteres teoretiske udviklinger og prøve at se, om der var noget om dem ude i den virkelige skole. Det var der! Men hvordan kan vi operationalisere/implementere den akkumulerede viden? Vi bliver nødt til at se på os selv! Er vi parate til at rumme de børn, vi har skrevet om. Skal vi være reserveforældre, rollemodeller, bussemænd, lønmodtagere, fagforenings-lærere eller hvad. Svaret er givet i opgaven: Vi skal kunne rumme selv de mest umulige unger, uden at det går ud over vor selvrespekt og faglige stolthed! Vi ved, at der er udfordringer af den art, vi har beskrevet, men samtidig er vi klar over, at de eneste vi kan lave om på, er os selv! Ved hele tiden at have vor egen adfærd (som resultat af vore tanker, efterfulgt af en automatisk følelse og – nogle gange – en kropslig reaktion) under observation, kan vi (måske – ofte: helt klart) påvirke børnenes funktionsniveau. Teorierne er forklaringer, ikke forandringsværktøjer. Forandringen udgår fra den enkelte lærers selvopfattelse, men på baggrund af de forklaringer (teorier) om børn og deres forhold, vi kender!
Håber I kan bruge dette. Ellers må vi på den igen!
Hilsen,
Holger
Spørgsmål: (Emne: Lost studerende)
Hej Holger!
Jeg elsker din fantastiske site her!!
Og så kort om mig og hvad jeg vil:
Jeg har gået sygemeldt pga iskias-smerter der viste sig at være en prolaps, som jeg nu er opereret for.
Jeg er uddannet pædagog, men blev sygemeldt i apr.03
Jeg har erfaret af at gå i et smerte helvede, at det har påvirket min hukommelse vældig meget, min søde reumatolog siger at det har en betegnelse, han siger at jeg lider af en "midlertidig kognitiv dysfunktion"
Jeg kan sidde og bede min familie række mig noget, saltet fx, og jeg ved jo at jeg ved hvad det hedder, det er bare væk og jeg skal lede længe efter det, heldigvis kender de mig så godt at de kender mit "tegnsprog"..
Da vores sundhedssystem arbejder vældig langsomt, er jeg kommet i den situation at "de" ville sende mig på bistandshjælp, da min periode for at modtage sygedagpenge udløb, (og det selvom at jeg ventede på scanning og viderebehandling)..Jeg vil jo ikke på bistandshjælp, og min sagsbehandler sagde at det ville være muligt at videreuddanne mig.
Hvilket jeg så har rodet mig ud i: Jeg er ved at tage en Diplomuddannelse i socialpædagogik!!
Det er virkelig svært at tage en uddannelse når hukommelsen ikke dur optimalt, og stoffet ikke "hænger ved"..
Jeg lavede 3 skriftlige opgaver, der skulle afleveres dagen før jeg fik foretaget en operation for prolaps 2 steder i min lænderyg...(efter 3 års frustration og smertehelvede!)
Jeg HAR bestået de 2 første moduler, med hhv "Bestået" og et 9-tal, hvilket jeg ikke fatter!! Når jeg kigger tilbage kan jeg næsten ikke forstå det er mig der har skrevet og fremlagt..
Jeg har ikke modtaget undervisning siden november måned, og føler mig milevidt væk fra retorik, terminologi og det fagsprog man får opøvet ved at være "inde" i fagverdenen og gå rundt blandt medstuderende..
Så Kære Holger, jeg vedhæfter mit(lidt sørgelige) forsøg på at løse en case-opgave i modulet "læring, opdragelse og dannelse" det jeg anmoder om, er om du kan gi et "hint" til et guldkorns-område hvor jeg kan hive mig selv op over dumpe-stadiet, når jeg skal forsvare den mundtligt på ...dag d. kl xx.00-xx.45...
Jeg kan godt se at den hænger liiige i en tynd tråd, og skulle det skriftlige produkt stå alene, så tror jeg at den er til et 03!!
Jeg kan bare ikke gennemskue hvad jeg skal præsentere (kan ikke "se" hvad det mon er de vil have) og mine undervisere har sagt at jeg i den sidste eksamen v-i-r-k-e-l-i-g skal demonstrere at jeg har forstået undervisningen!!
Og jeg føler mig Palle alene i verden!
Folk siger "det kender jeg godt" når jeg prøver at forklare om min tilstand (venter på scanning da der stadig er alvorlige smerter i min lænd, og jeg kan mærke at det er en prolaps, men det havde min kirurg forberedt mig på) men det er få mennesker jeg er stødt ind i, der virkelig ved hvad jeg mener....Og det er sgu den med hukommelsen der er det værste!! Jeg kan dårlig huske at det er mig der har skrevet det der står i min egen opgave!!
Puha, og undskyld Holger at det blev sådan en lang smøre, ville jo bare anmode om et hjælp, et lille guldkorn, og pludselig vælter min egen historie frem og nu er jeg lige ved at tude, men hanker op i mig selv, jeg er superoptimist, har ALTID sagt i kaossituationer "Always look at the bright side" og det gør jeg fortsat..Det er jo derfor at jeg bla finder på at kontakte dig så sent, at jeg næsten ikke kan regne med at høre fra dig inden jeg skal sidde og stege ved bordet og forsvare mit, ja, bras er det sgu, men jeg krydser mine pølsefingre og håber på det bedste - er jo optimist ikk - og imens vil jeg kigge på Illeris og egen opgave, men det sgu svært..
Tusinder af roser til din site, jeg har brugt meget tid herinde da det var den site der relaterede til min uddannelse..
Kærlig hilsen
T
Svar:
Hej T!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Jeg kan godt forstå, at du har det skidt, men jeg accepterer ikke, at du er en ”lost studerende”. Din case er udmærket, men mangler selvfølgelig den perspektivering, du skal igennem ved eksamensbordet. Jeg vil derfor foreslå dig en fremgangsmåde, som fjerner dig fra nødvendigheden i detaljer at kunne huske, hvad du har skrevet. Det, du skal huske er casen, Killén og Illeris. Men du skal ikke bruge dem ved din fremlæggelse – de er til at kunne svare på eksaminators spørgsmål om det, du har skrevet.
Nå! Lad os lige tage et blik på din egen situation. Du tænker måske: ”Shit! Jeg klarer den aldrig!” og så bliver du angst. Dine kropslige smerter giver dig ”ret” til at gøre begge dele – og nu venter du på din dysfunktionelle adfærd ved eksamen, som skal bekræfte din automatiske tanke (Shit! Jeg klarer den aldrig!). Derfor skal du omstrukturere denne tanke! Kunne du tænke på en anden måde? Du har jo allerede skrevet til mig, så du forsøger, og rådet bliver: hold ud og læs videre i denne mail! Lav den destruktive katastrofetanke om til en konstruktiv ”jeg-klarer-den”-tanke. Til den ende skal du bruge flg. metode:
Da du jo har skrevet en helt fornuftig case, hvor spørgsmålet er, hvad der kan/skal gøres for Jannie (og Janus), kunne du begynde med at sige, at en forældreevneundersøgelse jo ikke er en behandlingssituation, men et observationsforløb, hvis udfald vil indgå med stor vægt i afgørelsen af, om barnet kan blive hos sin mor. Du har dog lagt mærke til ”noget” hos Jannie, der siger dig, at hun har et potentiale, som ikke er kommet til syne i fht. de to andre børn, og at man nu kan se, at konstellationen Jannie-Janus åbenbart også er læderet. Hvordan kunne man (du) afdække dette potentiale og se, om Jannie (lige som jeg netop har foreslået dig foroven) kunne bringes til en omstrukturering af sit had-kærlighedsforhold til Janus? Altså tanken om, at hun aldrig vil kunne finde ud af at være mor for Janus (men nok kan give de andre mødre gode råd). Hvad gør den ved hende: hvad føler hun? Lad hende tale om sig selv (og insistér på, at det skal være om hende selv – ingen andre (med mindre de indgår i hendes livshistorie)). På et tidspunkt kommer hun til det emne (punkt, tema), der er så vanskeligt for hende at forholde sig til, at hun ikke kan tage vare på sit eget liv, og dermed heller ikke børnenes liv, for ikke at nævne det fælles liv mellem hende og børnene!
Hvis du vælger at fremlægge det sådan, skal du også sige, at du godt ved, at du ikke kan klare opgaven alene, da der er tale om specialiseret viden i form af kognitiv adfærdsterapi (selv om man ikke selv er uddannet i det, kan man ofte godt se, at det er det, der skal til). Dit forslag kunne så være, at man gav en psykolog med den nødvendige viden i opgave at arbejde med hende, inden man evt. lavede en fornyet forældreevneundersøgelse. Har du først fyret det af, er du godt på vej, det kan jeg love dig!
OK? Ellers er du velkommen igen.
Kh.
Holger
Spørgsmål: (Emne: Klafki)
Hej Holger
Jeg skriver til dig for at høre om du har en ide til en måde hvorpå man kan bruge Wolfgang Klafki i praksis, Jeg har selv forsøgt mig med følgende samfundsfaglige opgave:
A: Gør rede for højre-venstre skalaen i dansk politik og opstil de forskellige partiers holdninger til følgende punkter:
Miljø
Socialpolitik
Udlændinge
Skat
Skolepolitik
B: Herudover ønskes en liste udarbejdet med samtlige danske ministre
Opgave 2
A: Hvilket parti ville du sætte dit kryds ved hvis der var valg i morgen og du havde stemmeret? - Begrund dit valg
Jeg er meget i tvivl om hvorvidt denne opgave er i orden og om den udfylder Klafkis krav om Kategorial dannelse.
Opgave 1 er meget material dannende og opgave 2 skulle være formal dannende.
Har du nogen kommentarer?
Håber på at høre fra dig
Med venlig hilsen K
Svar:
Hej K!
Hvis jeg har forstået dit spørgsmål rigtigt, vil du gerne have et overblik over, hvad der i Klafkis forstand er det ene og hvad der er det andet. Så jeg svarer i overensstemmelse hermed.
1. A og B: er rent encyklopædiske, altså materielle.
2. A: er indholdsløst (sådan at forstå, at det ikke i sig selv ændrer på noget), altså formelt
2. B: Kan gøres såvel til et materielt og/eller et formelt som (optimalt set) kategorialt. En måde at demonstrere det på er, at man skriver om partierne og tager personlig stilling, men samtidig diskuterer processen (kritiserer både de tilvalgte og fravalgte muligheder), hvorved man opnår en kategorial oversigt. Hvis denne oversigt bliver internaliseret (gjort til en del af ens dannelse), har man tilegnet sig (nogen) kategorial dannelse.
OK?
Hilsen,
Holger
Spørgsmål: (Emne: Hvad er en sociallæge)
Kære Holger.
Hvad er en sociallæge, og hvilke beføjelser har han ?
Med venlig hilsen
H
Svar:
Hej H!
Tak for din henvendelse. Mit svar vil måske lyde som en slags officiel vejledning – og det er det også! Teksten er typisk for beskrivelser rundt omkring i landets kommuner:
”Sociallæger er almindeligt uddannede læger, eksempelvis praktiserende læger, som ud over den lægelige viden også har tilegnet sig viden om den sociale lovgivning. De er ofte ansat på konsulentbasis på jobcentrene.
Sociallægen fungerer primært som rådgiver/konsulent i helbredsforhold og foretager herudover socialmedicinske undersøgelser, som består i en samtale med revalidenden med udgangspunkt i den samlede helbredssituation samt en lægeundersøgelse.
Formålet er dels at afklare problemstillinger i forbindelse med den socialmedicinske undersøgelse, som er væsentlige for den enkelte, dels at komme med forslag til, hvilken indsats, der findes relevant i et revaliderings-/afklaringsforløb.
Det skal understreges, at revalidendens egen læge fortsat har behandlingsansvaret. Sociallægen tager ved behov kontakt til egen læge eller andre speciallæger.”
Alt dette betyder, at sociallægen ikke har ”beføjelser”, men er konsulent for andre (socialrådgivere og lignende), der sidder på kommunernes pengekasser. Sociallæge er i øvrigt det samme som lægekonsulent, hvis opgave det er, at sikre den lægefaglige dokumentation ved revalidering, førtidspension o.s.v. Normalt er lægekonsulentens/sociallægens vurdering meget betydningsfuld ved beslutninger i sociale sager.
OK? Ellers er du velkommen tilbage.
Kh.
Holger
Spørgsmål: (Emne: Forskelle mellem Bowlby og Stern? Implikationer ved omsorgssvigt)
Hej Holger...
Jeg er lige blevet præsenteret for din hjemmeside idag. Jeg er dybt imponeret-smiler.
Tænker at du kunne hjælpe mig med et par spørgsmål?
Jeg læser til pædagog og har lige afleveret min bacheloropgave og skal snart op og forsvarer den.
I den forbindelse har jeg svært ved at gøre det klart for mig selv, hvad den direkte forskel er, på Bowlby og Stern. Det er i forhold til tilknytningsbegrebet.
Håber du forstår hvad jeg mener?
Den anden ting er i forhold til min fremlæggelse. Omdrejningspunktet i min opgave er om omsorgssvigtede børn i den normale daginstitution. Jeg har i opgaven redegjot for vigtigheden af en tilstrækkelig god tilknytning, og hvilke tilknytningsmønstre barnet kan udvikle på baggrund af omsorgssvigt og ville overlevelsesstrategier barnet erhverver sig. Derefter lukkes der op for pædagogens rolle i forhold til omsorgssvigtede børn. Hvilke arbejdsredskaber vi har som pædagoger og hvordan vi kan hjælpe disse børn.
Jeg har her kort skrevet hvad indholdet er i min opgave, det næste er så hvad jeg skal sige til min fremlæggelse. Jeg har mine tanker og har nok bare brug for at blive bekræftet i om det er ok. Eller om du har en god ting jeg skal huske osv.
Jeg har tænkt på at åbne op for hvad jeg som pædagog rent praktisk skal gøre og hvordan jeg skal handle når jeg får en fornemmelse af, at et barn mistrives.
Jeg har tænkt mig at gennemgå en handlingsvejledning ved omsorgssvigt: fra fornemmelse, til at tage ansvar og til rent faktisk at handle på sin fornemmelse. I den forbindlese vil jeg komme ind på serviceloven om vores underretningspligt og at vi i samarbejde med forældrende skal tage varer for barnets udvilking og opvækst.
Min tvivl i forhold til dette er om hvilke krav der er til denne fremlæggelse. om jeg skal lukke op for en teoretikker og noget nyt teori eller om en handlingsvejledning ved omsorgssvigt og indragelse af serviceloven er teori i sig selv.
Håber at det er til at forstå!!!
Mange tak fordi jeg kan skrive til dig
mvh. C
Svar:
Hej C!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Stern adskiller sig ikke så meget fra Bowlby, når det gælder det rent praktiske. Forskellen ligger mere i den ontologiske dimension: nemlig at hvor Bowlby anser det nyfødte barn som fuldstændig afhængig af dets primære omsorgsgiver (mor) = i symbiose med moderen (er ”en del af” moderen), er Stern (og Emde) af den opfattelse, der bygger på empiriske undersøgelser, at barnet helt fra fødslen har et ”eget”, fra moderen adskilt, perceptionsapparat = at det er bevidst om sig selv og sine omgivelser. Det betyder, at barnet godt nok også hos Stern skal have omsorg (yngelpleje), men at det væsentligste er manglen på et (forståeligt) talt sprog. Man kan også gøre det lidt plat og sige: det nyfødte barn kan ikke som det første sige til sin mor: ”Hej mor, jeg er sulten!” Men det kan vise det, fordi det er bevidst om dets sult!
Har det så nogen betydning (jeg har jo lige skrevet at det ikke havde det på det praktiske)? Ja, for uanset, at de fleste mødre vil give deres nyfødte og små børn omsorg, og at spædbarnsomsorgen vil ligne den, andre giver deres nyfødte, vil moderens (den primære omsorgsgivers) holdning til det værende (ontologien i barn/mor-konstellationen) komme til at præge barnet senere hen. Bliver barnet set som et selvstændigt individ med ret til og krav på et eget liv, eller bliver det set på som en slags ejendom, den voksne har hånds- og halsret over? Sådan som moderen (og faderen) har perciperet og indoptaget barnet i deres eget værende, sådan, viser det sig, vil barnet i langt de fleste tilfælde også udvikle sig – herunder også det reciprokke; altså modsatte, som ”bare” er en reaktiv variant af det oprindelige.
Den anden ting er i forhold til min fremlæggelse: Husk, at uanset, hvordan du og andre voksne gebærder dig/jer, vil barnets loyalitet ligge hos forældrene! Det betyder også, at hvis du forsøger at forandre barnet, hvilket ikke er det samme som at give det anvisninger om, hvordan ”vi gør her på stedet”, risikerer du, at aktivere et falsk selv (Stern) i barnet, hvorved det, stik imod din hensigt, taber selvværd og evnen til at begå sig konstruktivt. Det er derfor din egen afklaring overfor dit job, og – især – dit forhold til dit eget sind (om du er forligt med det), der afgør, hvordan dit projekt med et hvilket som helst barn vil forløbe. Jeg har været i mange institutioner, og det har ikke taget mig 10 minutter at se, hvorvidt medarbejderne er voksencentrerede eller barnecentrerede!
Hvis du har berørt de her nævnte emner, er det mere end nok at du demonstrerer viden om servicelovens § 35, som omhandler den skærpede underretningspligt – altså, at du er særlig forpligtet til at underrette de sociale myndigheder, hvis du får en mistanke om omsorgssvigt. Så kan du jo evt. diskutere med eksaminator og censor om, i hvor høj grad forældrene skal være indblandet i det (det skal de! Og helst med underskrift på, at de har læst din underretning; men de har ikke lov til at rette i den). Når du har afleveret din underretning har du intet med sagen at gøre længere. Dvs., at du skal lade andre pædagoger tage sig af netop det barn.
OK? Du er velkommen tilbage.
Holger
Spørgsmål: (Emne: Eriksons teorier forklaret)
Hej holger.
Vi er to studerende der arbejder på at få lidt mere forståelse for Erikssons teorier om identitetsdannelse. I den forbindelse er vi gået lidt i stå!! Spørgsmålet er om omgivelserne, ifølge Eriksson, har betydning for identitetsdannelsen - eller rettere sagt hvordan omgivelserne spiller en rolle i den forbindelse!??
Et andet spørgsmål er om man kan sige, at identitetsdannelse er en livslang proces, når nu man skal overstå "kriserne" for at komme godt videre??
Håber du kan hjælpe os med disse spørgsmål. Det må være den berømte klap der er gået ned, for vi er helt blanke i øjeblikket.
Mange hilsner
K
Svar:
Hej K!
Tak for din/jeres henvendelse.
I alle psykodynamiske teorier (som Eriksons tilhører) spiller omgivelserne en rolle, idet de betragter individet fra et udefra-perspektiv. Det skal dog ikke forstås sådan, at det er begivenheder i omgivelserne, der udgør kriserne, men at omgivelserne er implicitte i tilværelsen. Vi kan eksemplificere det med overgangen fra barndom til ungdom: puberteten. "Pludselig" har individet egne meninger, som det skal overveje validiteten af. Det er da krise, så det basker. Hvis barnet har haft en ok opvækst, vil det ikke rette sin separationsproces (for det er, hvad også puberteten er) mod forældrene, men mod sine egne indre konflikter. Har det derimod haft en skodopvækst, vil det (i sin fortvivlelse over ikke at kunne definere sine egne indre konflikter) rette sin separationsproces mod forældrene (som et "hævntogt" overfor de svigt, det mener sig have oplevet).
Det, Erikson forsøger at udvide Freuds udviklingsteori til, er netop de forskellige livsfaser af separation (fra et eller andet - men først og fremmest en intrapsykisk (altså ikke miljøbestemt) afhængighed). Det er disse separationsbehov eller -tryk, han kalder livskriser. Derfor opstiller han nogle dilemmaer, der skal løses, og som han mener, gælder for netop den og den livsfase. En konstruktiv løsning af krisen medfører et fortsat harmonisk (indre) liv, en destruktiv løsning medfører tab af selvrespekt og dermed også en identitetskrise.
Kort sagt mener Erikson altså, at mennesket lever som en slags harmonikabælg: Ind i mellem er det separeret (fra noget for dets personlighed afgørende), som så skal afløses af en tilnærmelse (til noget, der kan indtræde i stedet for det før, ved separationen, tabte). Der er bare det ved det, at man ikke kan gå tilbage til fx puberteten, hvis man er 50 år: det er andre kriser, der melder sig. På denne måde kan man sige, at udviklingen er livslang, hvilket også betyder, at identitetens konstans er afhængig af, hvordan kriserne overvindes. M.a.o.: Identiteten påvirkes negativt (identitetstab) ved en mislykket løsning af en given (livs)krise. Det kan gå så vidt, at man søger en ny identitet i en anden "setting" (bliver landevejsridder eller rocker eller noget helt tredje...).
For fuldstændighedens skyld skal du/I også vide, at Erikson er udsat for ret massiv kritik. Du/I kan læse om den her .
Kh.
Holger
Spørgsmål: (Emne: Forskningstilgange)
Hej Holger.
Jeg har lige sendt denne m mail én gang, men ved ikke helt om jeg har sendt den det rigtige sted. Derfor får du den lige igen!!!!
Jeg er ved at skrive en opgave om hukommelse (især episodisk og selvbiografisk hukommelse). I den forbindelse er jeg blevet lidt i tvivl om forskningstilgangene til at studerer hukommelse.
Jeg ved at der har været stor debat mellem de to overordnede tilgange "den naturalistiske" og "laboratorie".
Jeg kan regne ud at en teori som bla. Craik og Lockhart's "levels-of-processing approach" er dannet på baggrund af laboratoriums eksperomenter med ord og sætninger.
Men hvad undersøges inden for den naturalistiske tilgang? Der tales for at det ofte er nøjagtigheden af erindringer der undersøges inden for denne tilgang. I så fald må blitzerindringer ofte være undersøgt ud fra denne tanke. Men hvis folk hentes ind i et "laboratorium" for at svare på spørgssmål om hvad de kan huske fra eks. terrorangrebet på World Trade Center er det så naturalistisk? Er det naturalistisk fordi det tager uf´dgangspunkt i en virkelig hændelse frem for ord/sætninger?
Samlet set er mine spøgrssmål som følger:
- Hvad er det der gør et naturalistisk studie "naturalistisk"?
Hvis du kan svare på nogle af mine spørgssmål, bliver du ugens helt :o)
På forhånd tak.
Venlig hilsen E
Svar:
Hej E!
Tak for din henvendelse. Altså: Det naturalistiske syn er lig med pragmatisme. William James er en af fortalerne for det naturalistiske syn på psykologien, og han siger, at sandhedsværdien (af et udsagn el. en handling) er afhængig af individet, der hævder den. ["True ideas lead us into useful verbal and conceptual quarters as well as directly up to useful sensible termini. They lead to consistency, stability and flowing human intercourse" but "all true processes must lead to the face of directly verifying sensible experiences somewhere." (William James. "Pragmatism's Conception of Truth". Lecture 6 in Pragmatism: A New Name for Some Old Ways of Thinking. New York: Longman Green and Co (1907): p. 83.)]
Det, du så kalder laboratorie må være eksperimentalpsykologi, som er den del af psykologien, der beskæftiger sig med, hvordan mennesker og dyr reagerer i enkeltstående situationer og under kontrollerede omstændigheder (eksperimenter). Metoden er anvendt til undersøgelse af psykologiske enkeltfunktioner, fx sansefænomener. En stor del af den tidlige indlæringspsykologi er baseret på eksperimenter, bl.a. hos B.F. Skinner . Berømte socialpsykologiske eksperimenter af S. Milgram og S.E. Asch har påvist menneskers store eftergivenhed over for autoritetspres og gruppepres.
- Hvad er det der gør et naturalistisk studie "naturalistisk"? Det, at det foregår ude i den virkelige verden i en fænomenologisk kontekst.
- Kan spørgeskemaer bruges af begge tilgange? Ja, da!
- Kan fænomener som køns- og kulturforskelle i hukommelsen undersøges med brug af begge tilgange? Ja, det er to metoder, der har samme overordnede formål: at forstå menneskers (og dyrs) adfærd. Man kan altså være sammen med mennesker i en afslappet atmosfære i en klub og iagttage ”de andre” (naturalistisk), eller annoncere efter forsøgspersoner, der vil troppe op og lade sig undergå undersøgelser og tests.
- Hvilken tilgang falder kliniske studier/samtaler ind under? Det naturalistiske.
- Er der tale om et naturalistisk eller et laboratoriums studie, hvis forsøgspersonerne bliver spurgt til, om de kan erindre bestemte begivenheder fra deres barndom - og disse svar sammenlignes med svar fra spørgeskemaer fra forældrene (som i Hyman og Kleinknecht's studie)? Det er en blandingsform, idet man netop benytter James’ fænomenologi (altså, hvordan noget fremtræder for den enkelte) (naturalistisk), og så bagefter ser på korrelationen mellem svarene (eksperimentalpsykologi).
OK?
Kh
Holger
Hej Holger.
Tusind tak for dit hurtige svar. Jeg har lige et par enkelte spørgssmål - bare lige for at være helt sikker på at jeg har forstået det!
Det undrer mig stadig lidt, hvad det så præcist er der gør, at henholdsvis samtaler med forsøgspersoner og spørgeskemaundersøgelser, kan betegnes som naturalistiske. Er det blot et spørgssmål om hvilke spørgssmål der stilles - altså hvor fastlåste de er?
Kender du evt. til noget materiale inden for begge tilgange, hvor man kan se eksempler på sådanne spørgeskemaer eller samtaler? Jeg syntes, at mange forfattere meget ofte nøjes med, at henvise til forskellige undersøgelser og eksperimenter, uden at man får nærmere oplysninger om præcist, hvilke spørgssmål der er stillet. Det ville måske bidrage til en større forståelse af forskellene mellem tilgangene, hvis jeg selv kunne "opleve" dem.
Du skal endnu engang have tak for at du svarede så hurtigt tilbage. Og tak for at du i det hele taget har oprettet hjemmesiden. Det er virkelig rart at høre tingene fra flere vinkler når man sidder og bliver i tvivl. Det gør det alt andet lige, lettere at være i stand til selv at danne sig en opfattelse af tingene. Så tak for det!
Venlig hilsen E
Hej igen E!
Når man laver videnskabelige undersøgelser, er der forskellige metoder (”designs”), man kan anvende. De to mest forskellige metoder er det kvantitative og den kvalitative design. Det kvantitative design anvendes oftest ved indsamling af såkaldte ”hårde data”, dvs. data, der kan ordnes i fht. måleværdier og ækvidistante (”lige store”) skalatrin. Fx kan fraværet på en arbejdsplads måles i forhold til antallet medarbejdere (måleværdi). Det er lidt mere indviklet med det ækvidistante: Måler man temperatur efter Kelvin-skalaen, hvor temperaturen ikke kan være under nul, kan man sige, at 20 grader er dobbelt så meget som 10 grader. Det kaldes en kvote skala. Måler man derimod i Celsius, hvor temperaturen kan antage negative værdier (den har altså ikke et nulpunkt – selv om temperaturen godt kan være 0 grader), kan man ikke sige, at 20 grader er dobbelt så varmt som 10 grader. Det kaldes en intervalskala. Så ækvidistance har to modaliteter, som man skal tage hensyn til, men de er stadig kvantitative. Når man gør sådanne undersøgelse op, forholder man sig udelukkende til de data, man har indsamlet – man tolker dem ikke, for sådan er det nu engang!
Ved kvalitative undersøgelser kan man anvende ”spørgeskemaer” med forskellige designs: Strukturerede, semi-strukturerede og ustrukturerede. Det strukturerede spørgeskema er det, der mest ligner kvantitative skemaer: man forsøger at indhente så eksakte oplysninger som muligt, uden at de dog behøver at være ordnet i måleværdier eller ækvidistance. Ved det semi-strukturerede interview har man nogle overordnede spørgsmål, hvis svar i høj grad kan påvirkes af fp (forsøgspersonen). Denne slags undersøgelser skal fortolkes efter de for designet gældende teoretiske fundament. Det ustrukturerede interview er det mindst ”videnskabelige”, idet det kan sammenlignes med et hvilket som helst andet interview med den forskel, at man gerne vil have noget at vide om et bestemt emne, som man har beskrevet i sit teoriafsnit. Man kan også kalde det et klinisk interview, idet det giver undersøger et indtryk af fp.
Som du måske kan fornemme, ville det sandsynligvis være umuligt at bruge et ustruktureret interview til noget fornuftigt i en eksperimentalpsykologisk setting. Omvendt ville en kvoteskaleret undersøgelse ikke give meget at arbejde med i en naturalistisk setting. De andre designs kan anvendes i begge settings, alt efter, hvad man ønsker at undersøge.
For at lære/læse mere om emnet kan jeg anbefale Launsø, Laila og Olaf Rieper: Forskning om og med mennesker (Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1987). Der findes nok nyere bøger om emnet, men det var, hvad jeg umiddelbart kunne pille ned fra min reol.
OK?
Kh.
Holger
Hejsa.
Jeg takker endnu engang....nu er forståelsen vist ved at være der! Tak!!!
Spørgsmål: (Emne: Inklusion i folkeskolen)
Hej Holger
Jeg er studerende på CVU og er i gang med modul specialpædagogik og samfund. Jeg har en ide om at skrive om PPR`s arbejde/rolle i forbindelse med inklusion i folkeskolen. Efter rummeligheds og inklusions princippet ser jeg det som at PPR`s rolle i folkeskolen vil blive mere og mere specielt i forhold til den vejledende del. Jeg har haft svært ved at finde litteratur omkring det, måske fordi jeg ikke helt kan finde ud af at præcisere min problemformulering. Håber du kunne være behjælpelig.
Mange hilsner
S
Svar:
Hej S!
Tak for din henvendelse.
Problemet med inklusion, hhv. rummelighed har været behandlet i tidsskriftet PPR , nr. 5/2003; specielt nr. 3/2005 (Temahæfte), og nr. 1/2006. Jeg har i nogen grad selv deltaget i diskussionerne om emnet, og har flg. bemærkning: I min verden er ”inklusion” et spørgsmål om lovgivning, idet det simpelthen er vedtaget, at børn, der tidligere gik i specialskoler, med ganske få undtagelser skal inkluderes i folkeskolen. ”Rummelighed” er noget helt andet, nemlig den enkelte lærers/skoles evne til at tage de ”nye” elever til sig og give dem det rum, de har behov for, og som de havde i specialskolen.
Det første, inklusion, er altså et påbud om, at en elev skal have en stol og et bord i en klasse i en normalskole, og i øvrigt undervises efter undervisningsplanen. Der er altså ikke tale om nogen speciel personlig involvering af læreren, idet det er et faktum, man har at rette sig efter.
Det andet, rummelighed, er i høj grad et spørgsmål om den enkelte lærers (og skoles) forholden sig til disse nye, ressourcekrævende børn og deres specielle behov. Der vil med statsgaranti være skoler, hvor lærere tænker (og siger): ”Det kan vi ikke tage os af. Det er der ikke sat tid af til.” Andre steder vil (fag)etikken være så høj, at man virkelig gør sig umage for at være noget for disse børn, uanset det merarbejde, det medfører.
Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at PPR nr. 3/2005 på omslaget hedder ”Specialpædagogik i den rummelige skole”, mens det allerede på titelbladet er ændret til ”Specialpædagogik i den inkluderende skole”, og stort set alle skribenter taler om inklusion, ikke om rummelighed – og det tror da pokker, for der er, som jeg skriver, en himmel til forskel på de to begreber. Det er meget nemmere at forholde sig til et påbud end til et ”samvittighedsproblem”!
OK? Ellers er du velkommen tilbage.
Kh.
Holger
Spørgsmål: (Emne: Barnets tænkning og læring set udfra Piagets og Vygotskys teorier)
Hej Holger
Tak for en informativ side, som bliver brugt flittigt.
Jeg er ved at skrive projekt på 1. semester psykologi om "Barnets tænkning og læring set udfra Piagets og Vygotskys teorier" med udgangspunkt i en situation, hvor et 4-årigt barn har vist mig en tegning, som jeg ikke umiddelbart kan finde hoved og hale i. Mit spørgsmål er nu: Hvorledes skal jeg i situationen gebærde mig overfor barnet for at stimulere barnets udvikling set henholdsvis fra Piagets og Vygotskys perspektiv?
På forhånd tak for dit svar
P
Svar:
Hej P!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Jeg går ud fra, at du har kigget på min artikel om kognitionsterori , hvor du kan se, hvordan de to forfattere ser på udvikling. Dette og dette Forum-indlæg giver også lidt tilskud.
Til din opgave: At du ikke kan finde hoved eller hale i tegningen er ikke nødvendigvis lig med, at den ikke er "tænkt" fra barnets side. Du skal altså finde ud af, HVAD barnet vil kommunikere med tegningen, for rigtigt at kunne afgøre, om den er alderssvarende eller ej.
Så kan man sige: Ud fra en piagetsk tankegang, befinder barnet sig på det og det stadium rent aldersmæssigt, men tegningen viser, at det de facto befinder sig på det og det stadium. Hvis det sidste er lavere end det første, kan man diskutere, om barnet (som mange børn er i den alder) befinder sig i en asymmetrisk udviklingssituation; dvs. at nogle parametre er mere udviklede end andre. (Hvis ræsonnementet bag tegningen er mere udviklet end selve tegningens fremtoning, er der en asymmetri mellem kognition og fx øje-håndkoordination eller spatial opfattelse osv.) Ud fra Vygotskys tankegang er barnet måske understimuleret, idet ingen har diskuteret dets realitetsopfattelse med det. Hvis dets miljømæssige (omgivelses-) påvirkning er/har været svag, har det måske behov for hjælp i hht. .
Gebærdning på piagetsk: Træning af det adaptation (.
Gebærding på vygotskysk: Træning efter "zonen for den nærmeste udvikling" (.
OK? Ellers er du velkommen tilbage!
Kh.
Holger
Spørgsmål: (Emne: Pædagogens arbejde med udviklingshæmmede - Maslow og Stern)
Hej!
Jeg er i gang med at forberede mig til psykologi-eksamen, og skal i den forbindelse skrive en synopsis om "Pædagogens arbejde med udviklingshæmmede på baggrund af Maslow og Sterns teorier om udvikling af selvet."
Jeg er lidt i tvivl om hvordan jeg kan koble Sterns domæne "Historiernes Verden" og Maslow, i forhold til arbejdet med udviklingshæmmedes livshistorier. Jeg tænker at jeg skal bruge det om selvrealisering mht. Maslow? Og noget med, at arbejdet med livshistorier er med til at udvikle selvet og give brugeren en fornemmelse af egen identitet, men jeg er lidt usikker på om hvordan det kan gøres, hvis det overhovedet kan lade sig gøre?
Håber på et hurtigt svar :-)
Mvh
J
Har lige skrevet en mail vedr. Maslow og Stern, men glemte at spørge hvilket menneskesyn Stern har? Jeg har i mine psykologinoter skrevet at han har et psykodynamisk menneskesyn, er det rigtigt og hvad betyder det? Jeg har ligeledes skrevet i mine noter at Maslows menneskesyn er eksistentialisme, men alle steder læser jeg at han er humanist, hænger det overhovedet sammen, og hvad vil det sige at være eksistentialist? Kan man være både humanist og eksistentialist på én gang?
Svar:
Hej J!
Tak for din henvendelse. Jeg har besvaret noget, der delvis ligner dit spørgsmål her . Det, du kalder "Historiernes Verden" er formentlig det fortællende selv.
På samme måde, som jeg forklarer, at man godt kan være (meget) ældre biologisk set, end psykologisk/neurologisk/udviklingsmæssigt, kan man se barnet i forhold til Maslows behovhierarki. Man kan se på, om forudsætningerne for, at barnet kan nå så højt op i hierarkiet som muligt, er til stede: Får det de organiske behov dækket; får det sikkerhedsbehovene dækket og får det dets sociale behov dækket. Først herefter (hvis svaret er ja) kan man forsøge at give det ”et liv”, som næppe kan sidestilles med selvrealisering i Maslows forstand, men dog kan række til en værdig selvforståelse.
Man kan med andre ord foretage en komparativ analyse af de to teorier og så applicere resultatet på det handicappede menneske: Dets udviklingsstade er sådan og sådan iflg. Stern, hvilket betyder, at det i maslowsk forstand næppe vil nå de højere erkendelseskrævende trin i hierarkiet end det og det. Derfor må den pædagogiske indsats rettes imod at optimere individets muligheder indenfor det realistiske, som netop er blevet fastslået.
Maslow kaldes ofte for den humanistiske psykologis fader, men egentlig eksistentialist var han ikke. Så jeg ville holde mig til humanismen som menneskesyn, hvad ham angår.
Stern er rundet af psykoanalysen, og har således et naturvidenskabeligt (mekanistisk) menneskesyn.
OK?
Kh.
Holger
Spørgsmål: (Emne: Omsorgssvigtedes identitetsdannelse)
hej Holger...
jeg har siddet og kigget rundt på din side og synes jeg har fundet mange gode svar, men ikke lige det konkrete på mit spørgsmål...
jeg er ved at skrive en opgave om en institution for omsorgssvigtede og skal i den sammenhæng skrive om identitet.. de er 14-21 år og jeg har kigget på Erikson, som er den teoretiker de selv benytter på stedet, men vil høre om det er et sted hvor man kan læse om omsorgssvigtedes identitetsdannelse, eller om det er den samme proces som for alle andre.
håber du kan hjælpe mig...
mvh P
Svar:
Hej P!
Tak for din henvendelse.
Identitetsdannelsen er en objektiv størrelse, som selvfølgelig har subjektive implikationer. Det betyder, at mennesket, uanset begavelse og social baggrund, danner en identitet – og at det er de samme mekanismer, der indgår i den, hos alle mennesker. Der er med andre ord ikke noget, der hedder ”omsorgssvigtedes identitet”, idet disse danner deres identitet på samme måde, som alle andre.
Problemet med mennesker, der ikke har haft en optimal barn- og ungdom er, at de ofte søger deres identitet i alternative sammenhænge, nemlig der, hvor de føler sig værdsat, eller i det mindste accepterede. Det kan være i alle slags subkulturer fra spejderbevægelser over rockerklubber til narkomaner og…!
Det betyder også, at i denne sammenhæng er dit problem sociologisk og ikke psykologisk. Du skal med andre ord have fat i Ziehes bøger el. lign.
OK? Du er selvfølgelig velkommen tilbage.
Kh.
Holger
Spørgsmål: (Emne: Stern, perspektiveret ved Erikson)
hej holger..
Vi er ved at skrive bachelor om omsorgssvigt og har skrevet om Stern og udviklingen af selvet, det hele virker meget positivt i udviklingen. Kan vi bruge Erik Erikson til at vise hvor det kan gå galt i udviklingen ved omsorgssvigt? vi har ikke læst om ham endnu,kan du anbefalde litteratur?
hilsen p og t
Svar:
Hej P og T!
Ja, I kan sagens anvende Erikson til at perspektivere Sterns teori. I skal huske, at Stern taler om den "normale" udvikling (og, at det normale er videnskabens grundsten, for ellers kan man ikke ekstrapolere til det unormale), medens Erikson også involverer, hvad der sker på de forskellige udviklingstrin, når det "normale" forstyrres, fx ved svigt i omsorgen. Så man kan næsten sige, at han har gjort arbejdet med at ekstrapolere :-). Bogen, han skrev om det, hedder "Childhood and Society" (New York: W.W. Norton & Company, 1963).
OK? I er velkomne tilbage.
Holger
Spørgsmål: (Emne: Interpersonelle relationer)
Hej Holger
Jeg er ved at skrive opgave på Danmarks pædagogiske universitet og skal til at begrebsafklare begrebet interpersonelle relationer, men jeg har kun kunne finde dette begreb defineret i pædagogiske psykologiks ordbog. Kan du hjælpe mig med at finde et andet sted, hvor jeg har mulighed for at definere dette bedre?
Jeg håber du kan hjælpe og på forhånd tak.
mvh den desperate studerende
Svar:
Hej!
Ja, jeg kan godt se, at ordbogen har en meget tautologisk (selvreferentiel) og kortfattet forklaring.
Hvis du er god (nok) til engelsk, er der en fyldestgørende gennemgang af det bredere begreb her .
OK? Ellers er du velkommen tilbage, så skal jeg prøve at rede trådene ud!
Hilsen,
Holger
Hej Holger
Jeg er helt overrasket over dit hurtige svar - tusinde tak for det!
Jeg har kigget på hjemmesiden, synes dog ikke rigtig at den var alvendelig til mit formål. Derfor er jeg rigtig besværlig og håber, at du kan hjælpe mig videre...
Jeg er som sagt studerende på DPU og leder efter et sted, hvor jeg kan finde noget om interpersonelle relationer, så jeg kort kan definere dette... Jeg har som sagt ledt og ledt, både i daniel Sterns spædbarnets interpersonelle verden, i Schiebys dielektisk relationateori og I john Siegels forfatterskeb. Jeg kan som sagt kun finde Interpersonelle relationer beskrevet i Psykologisk Pædagogisk opslagsbog. Jeg håber derfor, at du atter vil sætte tid af til at lede mig på rette spor...
MVH
Den desperate studerende
Hej igen !
Så forstår jeg ikke dit spørgsmål :-(
Der er grundlæggende kun én definition af ”interpersonelle relationer”: De faktorer på metaplanet, der forbinder to eller flere menneskelige individer med hinanden . Du kan søge hvor som helst – svaret forbliver det samme! Det, det opgivne link gør, er, at uddybe denne definition, så den bliver operationel. Hvis du ikke kan anvende disse oplysninger, må du
have formuleret et problem, der ikke har med interpersonelle relationer at gøre (men måske med noget andet, der ligner…), eller
have forsat dig selv i en situation, hvor du bliver nødt til at beskrive præcis, hvad formålet er.
Hilsen,
Holger
Spørgsmål: (Emne: Mønsterbrydere og identitetsdannelse)
hej Holger
Jeg er ved at lave oplæg til psykologi eksamen på pædagog seminariet. Jeg har valgt mønsterbrydere og identitetsdannelse. Min vejleder syntes det kunne være en god ide hvis jeg brugte Bowlby, og det var så alt den vejledning jeg fik. Jeg har afleveret emne og litteraturliste så jeg er desværre bundet med hensyn til teoretikker, jeg har valgt en sikker base, da min vejleder mente det var den der var bedst. Men nu er det altså at jeg syntes det er lidt svært at få de to ting til at forenes. Kan ikke rigtig se at Bowlby siger noget om identitetsdannelse. Håber du kan hjælpe.
MVH H
Svar:
Hej H!
Tak for din henvendelse. Du kan tænke, at identiteten dannes i den kontekst, man vokser op i. Hvis barnet ikke har den sikre base, vil det søge en alternativ ”base”, (”det dårlige selskab”, ”dem, de andre ikke må lege med”), hvor det kan opnå anerkendelse og status – og det er ofte uheldigt!
OK? Du er velkommen tilbage.
Kh.
Holger
Spørgsmål: (Emne: Misbrug og omsorgssvigt)
Kære Holger.
Jeg er en pædagog studerende, som er i gang med at skrive psykologi opgave, om børn med en far eller mor der drikker. Jeg skal derfor skrive om omsorgssvigt, men er lidt i tvivl om hvilken psykologisk teoretiker jeg skal tage i brug. Har kigget lidt på Rene Spitz og John Bowlby, men jeg ville gerne finde en teori eller teoretiker, der udtrykker optimisme med hensyn til arbejdet med at kompensere for omsorgssvigt.
Lidt banalt sagt ville jeg gerne kunne fremvise, nogle eksempler fra psykologien, der giver udtryk for at f.eks. en pædagog kan komme til at få en positiv indflydelse, på et omsorgssvigtet barns liv. Eller måske teorier der netop siger det modsatte. At det er for sent, og for svært at hjælpe disse børn.
Håber meget på et svar hurtigst muligt:-) Og du eventuelt kan henvise mig til noget. Jeg er åben for alt. Og på forhånd mange tak for hjælpen. Synes det er en kanon god ide at lave en hjemmeside som du har gjort..
Med Venlig hilsen
M
Svar:
Hej M!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Overordnet set, synes jeg, du gør det (unødigt?) svært for dig selv, idet du vælger to problemstillinger, hvor du kunne nøjes med en. Men det skal du selvfølgelig selv bestemme...
Misbrugsproblemer, der medfører omsorgssvigt (og meget mere), er velkendte. Det er altid nemt for myndighedspersoner at råbe: "Omsorgssvigt!" ved misbrug. Derfor mener nogle, at misbrug = omsorgssvigt, hvilket ikke er rigtigt. Jeg har selv været med til at undersøge forskellige forhold omkring forældres misbrug (endda afhængighed!) og børns trivsel, og såvel jeg, som andre forskere, har fundet, at der ikke er en overrepræsentation af omsorgs-svigtede børn af alkoholikere i forhold til omsorgssvigtede børn i det hele taget. Derfor skal du være klar over, at når du vælger et omsorgssvigtet barn af alkoholikere som case-objekt, vil det også kræve en forklaring på, hvorfor du vælger netop denne konstellation (og dermed fravælger andre, mulige, dysfunktionelle konstellationer: (sinds)sygdom, fattigdom, forstandshandicap osv.).
Omsorgssvigt: En af de vanskeligste opgaver, man som sekundær omsorgsperson vedr. omsorgssvigtede børn i almindelighed, og børn af alkoholikere i særdeleshed, står overfor er, at børnenes loyalitet ALTID ligger hos forældrene. Det betyder, at dit ord og dine gerninger - uanset din frustration - må tage udgangspunkt i dig selv. Hvis ikke du selv er forligt med dit eget sind, og altså mener at have en løsning på barnets problem, går du fejl i byen, uanset hvilke teorier du søger at tillempe på barnet, for så vil du søge at løse dine egne problemer ved en stedfortræder; barnet.
Når det er sagt/skrevet, kan jeg henvise til fx Erikson , der netop danner sin teori over mulighederne for vækst, dvs. de kriser, man møder i forskellige livsaldre. Tager du fx et 3-6 år gammelt omsorgssvigtet barn som case, har du, at det barn prøver at finde ud af sin egen tilværelse. Det opdager, at alt ikke er, som det burde være, og risikoen er, at det indpodes med en skyldfølelse i fht. forældrenes misbrug; det føler, at det er dets skyld, at de gør det. Erikson mener, at man ved konstruktivt at overvinde livskrisen, kan komme videre med sig selv. Det er her, sekundære omsorgspersoners holdning til barnet og dets problemer kan have endog stor betydning. Ved at vise den stabilitet, barnet ikke ser hos forældrene, og derved "bygge en bro" over de følelsesmæssige forhindringer, det møder i hjemmet, kan man give det et håb om, at det ikke behøver at vare ved! Det vil styrke barnets selvværdsfølelse.
OK? Du er naturligvis velkommen tilbage.
Kh.
Holger
Spørgsmål: (Emne: Læring, kognition og udvikling)
Jeg skal skrive en opgave som skal indeholde emnerne læring, kognition og udvikling. Jeg vil gerne skrive om hvilken betydning selvopfattelse har for barnets motivation til at lære i folkeskolen. Jeg forestiller mig at bruge Banduras begreb self-efficay, men hvad kan jeg diskutere det op imod? Hvilke divergerende teorier er der?
Har du eventuelt nogle ideer til hvordan jeg holder fokus på læring, kognition og udvikling og ikke bevæger mig for meget over på motivation og self-efficacy?
Hilsen J
Svar:
Hej J!
Tak for din henvendelse.
Du skriver ikke, på hvilket niveau (hvilken uddannelse) opgaven skal bedømmes, hvilket gør det lidt svært at svare mere eksakt. Umiddelbart kunne det jo se ud som cand.pæd. i pædagogisk psykologi, så derfor bliver mit svar derefter:
Hvis du kigger på mine artikler om læreprocesser , kognitionsteori og udviklingspsykologi , skulle du kunne danne dig et overblik over begreberne i en mere terminologisk forstand.
Af dette skulle det være muligt at uddrage, at
Blander man disse ingredienser sammen (i rette forhold), har man en progredierende visdom uden en (principiel) øvre grænse.
Det springende punkt er (foruden begavelsen, naturligvis) evnen til at klare de kognitive konflikter. I opdragelsen af barnet, i hjemmet i almindelighed og i skolen i særdeleshed, gælder det om, at barnet skal være motiveret til at overvinde de kognitive konflikter, for uden overvindelsen, går det i stå! Altså skal det bibringes en forståelse for det nødvendige i at omstrukturere den destruktive kognition ("Jeg gider ikke!") og den heraf følgende negative emotion (vrede) til noget konstruktivt ("Det vil hjælpe mig, hvis jeg laver mine lektier.") Dette er den kognitivt adfærdsterapeutiske metode/model .
Banduras self-efficacy er også glimrende at anvende som "motivations-motor", idet begrebet netop indebærer evnen til eller forståelsen for en egen indsats.
Vygotskys zonen for den nærmeste udvikling er også fin at anvende - eller skulle jeg hellere sige "Tænkning og Sprog" af Vygotsky er en god bog at få forstand af.
Desuden er der en bevægelse, der kalder sig for "Positive Psychology", som jeg brækker mig over, men som jeg ved, at man på DPU underviser (eller har undervist i) kommende specialister i pædagogisk psykologi i. Det er noget lalleglad nonsens, men det eksisterer.
Du kan finde en kritik at Banduras teori her:
Theoretical and methodological difficulties in Bandura's self-efficacy theory (Journal Cognitive Therapy and Research, Publisher Springer Netherlands) Subject Behavioral Science Issue Volume 8, Number 3 / June, 1984 Pages 213-229).
Du skal huske, at Bandura beskæftiger sig med, HVAD DER SKAL TIL, for at mennesket (barnet) "gider" lære (mere end det nødvendigste), hvorfor hans tanker ligger tæt op ad "ansvar for egen læring"-tankegangen, hvilket også er en problematisk sådan, idet man næppe kan kick-starte læreprocessen, men nødvendigvis må acceptere, at det store problem - i sær i begyndelsen - er den følelsesmæssige modstand mod det at lære nyt (sammenlign med barnet, der ikke gider på til klaver eller guitar... på et tidspunkt vil det (måske) begynde at interessere sig for det igen - det gjorde min datter!). Her skal der netop pædagogik og psykologi til (måske nok i omvendt orden).
Summa summarum: Jeg mener ikke, at det er så afgørende, at du finder en teori at sætte op imod Bandura, hvis du selv er i stand til at diskutere!
OK? Du er velkommen tilbage.
Kh.
Holger
Spørgsmål: (Emne: Stressrelateret depression)
Kære Holger
Har med stor interesse besøgt din side og fundet meget relevant. Jeg 3. års studerende afspændingspædagog og skriver en opgave om stressrelateret depression, men er efterhånden blevet viklet godt og grundigt ind i alle de forskellige teorier heromkring.
Det jeg egentlig gerne ville undersøge som en del af opgaven er hvad der kommer først stress eller depression(Freud mente jo i sin tid at depression altid kom af sorg og andre at depression er indefrakommende og stress udefrakommende eller i nogle tilfælde en blanding) er lidt forvirret og kunne godt tænke mig at få endnu en vinkel med..
På forhånd tak
E
Svar:
Hej E!
Tak for din henvendelse.
1) Hvis din opgave omhandler stressrelateret depression, som du skriver, er der tale om sekvensen SITUATION (større krav end organismen kan honorere) -> REAKTION (stress) -> LANGVARIG STRESSREAKTION (depression eller (kronisk) hypertension (højt blodtryk)) -> SYGDOM (alt mellem blodpropper og sindssygdom).
2) Der er ikke tvivl om, at depression også kan forårsages af såkaldt endogene tilstande, dvs. indefra kommende årsager. Det har noget med opbygningen af hjernen at gøre, svarende til, at nogle kan have stærkere knogler end andre, nogle er høje, andre lave, nogle har anlæg for fedme, andre er for tynde osv. Desuden er det fortsat en udbredt opfattelse, at den sorg, tab medfører, er en akut depression, som i visse tilfælde kan udvikles til en behandlingskrævende depression.
Medens 1) kan siges være en skole-neutral fremstilling (dvs., at den gælder, uanset om man er freudianer, kulturhistorisk orienteret, kognitiv psykolog eller andet), er 2) en overvejende freudiansk betragtning. Du kan måske få lidt inspiration til at dulme din forvirring hvad det angår ved kigge på svaret i dette Forum-spørgsmål .
OK? Du er naturligvis hjertelig velkommen tilbage.
Kh.
Holger
Tak for dit hurtige svar:o)
Dette er min problemformulering(måske ikke den helt endelige men tæt på...)
Jeg vil i denne opgave undersøge, symptomer på og årsager til den stress-relaterede depression(en langvaring stressreaktion). Medfører depressive tilstande lavere tærskel for oplevelser af og/eller symptomer på stress, eller om vedvarende stress i længden fører til depression, og endeligt, hvad sker der rent fysiologisk ved stress.
Det jer oplever som det vanskeligste er at få skabt sammenhæng og er det relevant at tage barndommen med?? Er det stress der kommer først eller er det depression??? Er det Jeg eller egeoet der er svagt???Jeg har brugt litteratur som Jes Gerlach. Alexander Lowen, Hjerneforums stresshæfte(R. Lazarus), Bobby Zacchariae, Bo Netterstrøm, og Per Bech.
Håber dette gør det lidt mere klart hvad det egentligt er jeg spørger om, jeg har kigget på linket men det meste af det der står er gentagelser af det jeg har.
Hej igen E!
Jeg har svært ved at forstå, hvorfor du vil gå begge veje: fra stress til depression og fra depression til stress. Det drejer sig nemlig ætiologisk set om to vidt forskellige sammenhænge. Jeg vil derfor foreslå dig, at du vælger den ene af de to.
Hvis du vælger spørgsmålet om stress, der kan medføre depression (og andre sygdomstilstande), er der ingen grund til at inddrage barndomsproblematikker, idet stress er en socialt betinget tilstand, hvor organismen har svært ved at ”følge med”. Den er altså fuldstændig uafhængig af alder. Det er i øvrigt denne form for stress, der for øjeblikket er så meget fokus på i medierne, De nævnte forfattere vil alle kunne bidrage med noget fornuftigt i denne kontekst.
Vælger du spørgsmålet om, hvorvidt en melankolsk (depressiv) personlighedsstruktur er mere modtagelig overfor stress, end en ikke-depressiv natur, må din problemstilling nødvendigvis primært handle om personlighedsstrukturer, her specielt den depressive personlighed. Stress bliver et sekundært (afledt) problem. I denne opgave er det relevant at spørge, om barndommen kan spille en rolle vedr. personlighedsstrukturen, og så er du automatisk inde på Freud & Co. De forfattere, du nævner, er udmærkede, men står nok mere i den behandlingsmæssige lejr. Du skal have fat i litteratur om personlighedspsykologi.
Jeg tror ikke (men jeg ved det heller ikke), at depressive mennesker har en lavere tolerance overfor stressfremkaldende forhold, idet de i forvejen er der ude, hvor stresspositionen er passeret. Hvad der fysiologisk sker med stressede mennesker er nok ikke mit område, men neuropsykologisk set er stresstilstanden organismens forsøg på at forhindre følgetilstandene depression, hypertension og hjerte-kar-sygdomme.
Det kan godt være, at jeg ikke kan forstå, hvor du vil hen, men dette er, hvad jeg foreløbig har fået ud af det, du skriver.
Kh.
Holger
Spørgsmål: (Emne: Barnets udvikling, både fysisk og psykisk, i det første leveår)
Kære Holger,
I min søgen efter information, "snublede" jeg over din hjemmeside.
Interessant! Hvor er jeg glad for at jeg fandt dig :-).
Når jeg har mere tid (sidder netop nu midt i en aflevering), må jeg absolut fordybe mig i de mange spændende emner.
Jeg søger en kort, nem og overskuelig oversigt over barnets udviklingen, både fysisk og psykisk, i det første leveår.
Har du et link du kan henvise til, eller evt. en bog jeg kan løbe ned at låne på biblioteket i morgen?
I korte træk, omhandler opgaven som nævnt, barnets udvikling det første leveår, med vægt på samspillet mellem barn og moder.
På forhånd tak for hjælpen.
Hilsen V
Svar:
Hej V!
Tak for din henvendelse og de pæne ord. Her er ,et link
hvor der nederst er flg. henvisning:
Så skal du også kigge her , om der ikke skulle være et eller andet af interesse.
OK? Du er velkommen atter.
Hilsen,
Holger
Spørgsmål: (Emne: Stern vs. anden teoretiker)
Hej Holger!
Jeg er psykologistuderende og skal skrive en opgave(aflevering på onsdag), hvor jeg er blevet bedt om at sammenligne Stern med en teoretiker med et andet syn på personlighedens dannelse. Jeg har i denne forbindelse tænkt meget på Klein, eftersom hun ligesom Stern også taler om spædbørn men i modsætning til Stern ikke mener, at barnet er født med en selvfornemmelse. Derudover skal jeg bruge deres teorier i karakteristikken af ”det moderne menneske”. Teksterne jeg vil tage udgangspunkt i er ”spædbarnets interpersonelle verden” af Stern, ”Psykoanalyse af børn. Udvalgte skrifter” side 169 til 200 af Klein og Klein i Igras ”objektrelationer og psykoterapi”. Håber du kan bidrage til en sammenligning af Stern og Klein.
Mvh S
Svar:
Hej S!
Tak for din henvendelse. Der er jo ikke meget tid, så jeg vil ”nøjes” med flg. henvisning til flg. uddrag fra Vaknin, Sam: Malignant Self Love - Narcissism Revisited (Barnes & Nobles, 7. ed., 2006, ISBN 978-80-238-3384-3):
The Issue of Separation and Individuation
It is by no means universally accepted that children go through a phase of separation from their parents and through consequent individuation. Most psychodynamic theories [especially Klein, Mahler] are virtually constructed upon this foundation. The child is considered to be merged with his parents until it differentiates itself (through object-relations).
But researchers like Daniel N. Stern dispute this hypothesis. Based on many studies, it appears that, as always, what seems intuitively right is not necessarily right.
In "The Interpersonal World of the Infant: A View from Psychoanalysis and Developmental Psychology" [New York, Basic Books – 1985], Stern seems to, inadvertently, support Kohut by concluding that children possess selves and are separate from their caregivers from the very start.
In effect, he says that the picture of the child, as proffered by psychodynamic theories, is biased by the way adults see children and childhood in retrospect. Adult disorders (for instance, the pathological need to merge) are attributed to children and to childhood.
This view is in stark contrast to the belief that children accept any kind of parents (even abusive) because they depend on them for their survival and self-definition. Attachment to and dependence on significant others is the result of the non-separateness of the child, go the classical psychodynamic/object-relations theories.
The self is a construct (in a social context, some add), an assimilation of the oft-imitated and idealised parents plus the internalisation of the way others perceive the child in social interactions. The self is, therefore, an internalised reflection, an imitation, a series of internalised idealisations. This sounds close to pathological narcissism. Perhaps it is really a matter of quantity rather than quality.
OK? Du kan måske lige nå at vende tilbage, hvilket du selvfølgelig er velkommen til.
Kh.
Holger
Spørgsmål: (Emne: Indlevelse og forståelse)
Hej Holger!
Kan du hjælpe mig med at finde forskellige teorier som forklarer noget om indlevelse og forståelse?
Jeg har allerede fundet Klafki men hvad er der mere??
Jeg skal skrive min praktikrapport og jeg læser til lærer!
Hvis du også har nogen fif/tips angående med min problemformulering, så må du meget gerne kommentere hvordan jeg kan gribe den an når jeg skal skrive rapporten!
"Hvordan kan man bruge den historiedidaktiske indgangsvinkel " Den store og den lille historie" til at balancerer mellem indlevelse og forståelse, når temaet er Auschwitz i 8.klasse"?
Mvh A :)
Svar:
Hej A!
Det er nok ikke lige mit kerneområde, du ramler ind i, men "indlevelse og forståelse" henleder automatisk tanken på begrebet "empati" . Der er et par jødiske forfattere, der beskæftiger sig med de problemer, der opstår i den store fortællings kølvand, og som de eksemplificerer ved den lille fortælling. Jeg tænker på fx Frankl, Viktor: Psykologi og eksistens (Gyldendal 1973, nyeste udg. 2000). Desuden går eksistentiel psykologi ud på at forstå lidelsen, men dt kan måske blive for søgt.
Tjaeh... hvis jeg vidste mere om dit projekt, kunne jeg måske give dig nogle mere målrettede fif, men umiddelbart tænker jeg, at din rapport vistnok skal handle om didaktik. I sådan en sammenhæng behøver man da ikke lave en problemstilling af doktor-afhandlingskarakter. Jeg ville skrive om "Historien om Auschwitz og bevarelse af empatien. Et undervisningsfoløb i en 8. klasse." Overvejelser om metode og alt det andet kommer ind i opgaven.
OK?
Hilsen,
Holger
Spørgsmål: (Emne: Selvrealisering)
Hej Holger
Jeg er som voksen gået i lære, en process, der absolut tiltaler mig. Mit fag er spændende, og jeg er "helt væk" i det. Jeg vil gerne høre, om der findes et ord eller betegnelse for at kunne blive "høj" af at lære.
Jeg er i perioder på skole, hvor jeg ganske enkelt glemmer alt om mig og er fuldstændig opslugt af at lære. Det er en herlig fornemmelse, hvor jeg bare bliver klogere og klogere på mit fag. Og jeg får lov til at tænke(!!) og resonnere selv.
Sidst jeg var afsted, kom jeg på et tidspunkt til at høre en underlig lyd, nærmest en lidt dyb rumlen, som hvis en stor sten ruller på en vej. Jeg tænkte ikke mere over det, før jeg pludselig blev meget skidt. Jeg så på klokken, og kunne derefter hurtigt regne ud, at jeg ikke havde fået indtaget noget i over 10 timer!! Jeg havde fuldstændig glemt tid og sted. Da jeg så havde fået mad, kom jeg i tanker om den rumlende lyd, og blev da enig med mig om, at det må have været min mave!! Aldrig prøvet at være så opslugt af noget før.
Mellem skoleperioderne er jeg på arbejde (i faget) og her kan jeg ikke lade være med at uddybe forskellige processer, og lærerne på skolen får tit spørgsmål fra mig.
Med venlig hilsen
NN
Svar:
Hej NN!
Det, du er i gang med, kaldes selvrealisering, og er beskrevet af Maslow i hans behovhierarki-teori . Netop det, at man kan glemme alle mulige andre "lavere" behov som spise, drikke, søvn etc. ses hos skabende mennesker, som kunstnere og forskere - og altså voksenlærlinge, der har fundet muligheden for at realisere dem selv!
Til lykke med det - det er der ikke så mange, der opnår.
kh.
Holger
Spørgsmål: (Emne: Sense of Self)
Hej Holger!
Forstår ikke helt skemaet, hvor begrebet "sence of self" er!
Hvordan skal man forstå de fem stadier?
Skal det forståes sådan at barnets selvoplevelse ligger til grund for dets videre udvikling (sociale, sproglige kompetencer osv. - altså de 5 stadier) og kan man betegne det som en unormal udvikling, hvis man afviger fra skemaet?
Hvad er det nye i hans tankegang i forhold til for hans tidligere teorier?
Hvilken anden teoretikker kan man sætte op imod Stern og hans teori om barnets normal udvikling?
Håber du kan få et lys til at gå op for mig!
Hilsen
H
Svar:
Hej H!
Tak for din henvendelse.
Stadierne skal forstås sådan, at ethvert neurologisk uskadt (spæd)barn gennemgår stadierne indtil det er i stand til selv at udtrykke sig ved et talt sprog. De enkelte stadier er ”målepunkter” for den ny erkendelse, Stern ser hos barnet (som i virkeligheden er tusindvis af børn), og er den, efter hans opfattelse, naturlige (og rigtige) udvikling af (spæd)barnet til ”et selvstændigt individ” i en voksenterminologi. Grundidéen er altså, at (spæd)barnet ikke, som foreslået af Sterns forgængere (Freud, Klein, Mahler, og, til en vis grad, Erikson) er symbiotisk afhængig af sin mor.
Der er altså ingen unormal udvikling – det er udviklingen! Stern har jo nok, som ”de andre” oprindelig tænkt psykoanalytisk, men han har i sin sense-of-self-teori også taget hensyn til biologiske fakta, som han har indhentet via iagttagelse. Han hævder, at mødre iflg. Freud & Co. har et behov for at betragte deres (spæd)børn som ”ufærdige” = afhængige, som en del af symbiosen, som den var i uterus. (Spæd)barnet kan bare ikke meddele sig i et rationelt sprog (det har Stern fra Emde), og det forstærker moderens opfattelse af symbiosen.
Man kan sammenligne Sterns stadier med alle de nævnte alternativer: Freud, Klein, Mahler og Erikson, men ikke så godt med Kohut, som han langt hen ad vejen er inspireret af.
OK? De er velkommen tilbage.
Hilsen,
Holger
Spørgsmål: (Emne: Gruppens påvirkning af individet (litteratur))
Hej Holger
Jeg skal til at skrive en selvvalgt opgave. Jeg vil gerne skrive om gruppeadfærd og mere specifikt om individets konstruktioner af holdninger influeret af andre/gruppen.
Har du et forslag til noget oversigtslitteratur eller mere specifik litteratur, således at jeg kan indkredse min opgaveformulering og finde relevant almenpsykologisk og videnskabelig litteratur?
På forhånd mange tak
C
Svar:
Hej C!
Tak for din henvendelse. Det ser ud til, at du skal til at arbejde med socialpsykologi. Jeg vil anbefale dig at låne (eller købe) Katzenelson, Boje: Homo Socius (Gyldendal, 1994). Dens gennemgående ”tema” er samkvemmet (socius) og menneskets (homo) rolle i det, så der skulle være rigeligt til at begynde med. En videre litteraturliste vil givetvis fremkomme ved en nærmere læsning af bogen.
OK? Du er selvfølgelig velkommen tilbage.
Kh.
Holger
Spørgsmål: (Emne: Videnskabsteori vs. forskning)
Hej Holger!!
Vi er ved at skrive bacheloropave på pædagogseminariet. Vi skriver om forebyggelse af omsorgssvigt og i den forbindelse skal vi have noget videnskabsteori ind i. Kan du forklare os hvad forskellen er på videnskabsteori og forskning?
Venlig hilsen
R og L
Ps. Vi håber på et hurtigt svar da vi ikke har så lang tid til opgaven skal være færdig.
Svar:
Hej R og L!
Tak for jeres henvendelse.
Videnskabsteori er det fundament eller den metodologiske grund, forskningen foregår på. Tydeligst ses det, når man fx vælger en af metoderne kvantitative eller kvalitative undersøgelser. Kvantitative undersøgelser (kvantitativ forskningsmetode) er oftest baseret på spørgeskemaer, og anvendes ved "hårde" data, fx hvilke befolkningsgrupper er repræsenterede i forskellige sammenhænge osv.
Kvalitativ forskning anvendes ved "bløde" data, som fx til undersøgelse af folks holdninger osv.
Ellers er videnskabsteori simpelthen forklaret som "læren om videnskabernes filosofiske traditioner, grundteorier og metoder", medens forskning forklares som "det videnskabelige arbejde med at indhente ny viden." (Begge definitioner er hentet fra Finn Abrahamowitz' "Psykologileksikon" (Gyldendal, 1999).
OK? Ellers er I velkomne tilbage.
Venlig hilsen,
Holger
Hej igen!!
Når det kommer til vidensskabsteori så føler vi os lidt dumme.
Vi går på pædagog seminariet og er ved at skrive bachelor om forebyggelse af omsorgssvigtede børn i alderen 0-6 år.
Nu vil vi så spørge dig, hvordan vil du skrive om vidensskabsteori i en sådan opgave.
Du skriver at vidensskabsteori er grundlaget for forskningen så kan vi ikke helt forstå hvordan vi både skal skrive om videnskabsteori og forskning?
Så kommer et spørgsmål mere om samfundets udvikling. Hvad er forskellen på det senmoderne samfund og det postmoderne samfund?
Håber meget at du kan hjælpe os
Venlig hilsen
R og L
Hej igen, R og L!
Jeg går ud fra, at jeres projekt hedder noget i retning af Forebyggelse af omsorgssvigt blandt børn i 0-6 årsalderen .
Begrebet omsorgssvigt er i første række sociologisk, idet det handler om svigt i yngelplejen. Derfor må man have fat i den del af videnskabsteorien, der beskæftiger sig med sociologi. Det er teoretikere som Theodor W. Adorno, som I kan læse om i Schmidt, L-H (red.): Det Videnskabelige Perspektiv (Akademisk Forlag, 1991, pp. 291-312). Han repræsenterer, sammen med andre; Marx fx, kritisk teori, som er den forklaringsmåde, mange sociologer foretrækker. Grundlæggende mener Adorno, at sociologi som videnskabelig disciplin transcenderer den rutinemæssige indsamling og tolkning af empiriske data, idet dens sandhedsværdi ikke kan adskilles fra samfundets grundlæggende strukturer. Heraf følger, hvad jeres projekt angår, at der må være nogle samfundsskabte årsager eller forudsætninger for, at nogle forældre sviger deres børn, medens de er i alderen 0-6 år. Kan det være utilstrækkelig vejledning om det, at være forældre? Kan det være sundhedsplejerskernes blinde øje? Kan det være stofmisbrug? Kan det være sindssygdom? Kan det være….?
Medens Adornos et al. synspunkter er videnskabsteoretiske - altså det fundament eller udgangspunkt, hvorpå eller hvorfra forskningen begynder - er undersøgelsen af årsagssammenhængen (altså de spørgsmål, og mange flere, jeg har stillet) selve forskningsprocessen, som giver jer de data og resultater, hvorpå I kan bygge en konklusion og implikationer. Derfor skal I redegøre for det videnskabsteoretiske fundament, hvorpå jeres undersøgelse (forskning) hviler.
Iflg. professor Hans-Jørgen Schantz er moderniteten dels en fase i historien fra 1750 og frem, dels en måde at leve på. Måden at leve på har igen tre dimensioner: ændringerne i menneskers forhold til naturen, til hinanden og til sig selv. Forholdet til naturen skal være pragmatisk og videnskabeligt og uden magi. Forholdet til andre skal i princippet baseres på fornuftige, alment begrundelige og bredt accepterede regler, og menneskets forhold til sig selv skal bestemmes af myndighed. Og disse tre kvaliteter skal vel at mærke udvikles samtidigt - før man kan tale om modernitet. Har man fx. kun et moderne forhold til naturen, så har man ingen modernitet, men kun modernisme. Det senmoderne er overgangen fra det moderne til modernniteten. Følgelig er det postmoderne samfund et, der har opfyldt kriterierne, og nu arbejder sig videre i udviklingen. Hvorhen kan kun historien vidne om.
OK?
Venlig hilsen,
Holger
Hej Holger
Vi stillede dig et spørgsmål ang Bowlbys, Sterrn og Killén barnesyn/menneskesyn.
Det kunne være super hvis du vil svare på spørgsmålet inden tirsdag og hvis du har en kilde kunne vi nemt bruge den også
Venligst
R og L
Hej igen R og L!
Ja, der kan godt gå nogen tid, inden jeg når at svare på alle spørgsmål, men da dette projekt er noget, jeg beskæftiger mig med i min fritid, sker det!
Bowlby s menneskesyn er grundlæggende naturvidenskabeligt, men at hans forskning fører ham til at antage en position nærmere den humanistiske og eksistentielle, idet han tilskriver mennesket evnen til at reflektere over sig selv. (Bowlby var ikke tilfreds med Freuds tilknyningsteori, der siger, at spædbarnets første kærlighedsobjekt er brystvorten eller sutten. Han kaldte den for en "skabsteori for moderkærlighed" ('a "cupboard theory" of mother love' i Gleitman, H.: Psychology - Third Edition (W.W. Norton & Co, New York and London, 1991, p. 576). I samme bog, p. 577f, beskrives hans teori på en måde, hvoraf fremgår, at han ikke fandt, at Freuds tanke om en positiv tilknytning var tilstrækkelig. Der er en anden - negativ - side af tilknytningsbehovet, nemlig, at medfødt angst hos barnet får det til at knytte sig til det første objekt (oftest moderen), det møder. Angstens formål er at forhindre det i at søge bort fra moderen og dermed blive bytte for rovdyr - eller bare at blive borte... Med denne ekstension af Freuds tanker bevæger Bowlby sig videre i sit menneskesyn til det, Pahuus kalder "Mennesket som bevidst væsen" (Mogens Pahuus/Peter Boile Nielsen: Filosofien om mennesket (G.E.C. Gad 1994, p. 170ff). Ganske vist er den "fritflydende angst" ubevidst, men den udtrykker en rudimentær bevidsthed om sig selv - altså noget i retning af humanisme.)
Stern er (social)konstruktivist, hvilket påvises her: Vaknin, Sam: Malignant Self Love - Narcissism Revisited (Barnes & Nobles, 7. ed., 2006, ISBN 978-80-238-3384-3).
Kari Killén er (tvivlsom) empirist. "Tvivlsom", fordi der er sået berettiget tvivl om hendes forskningsmetode, der ikke matcher de alment stillede krav om repræsentativitet og kontrolgrupper.
Faglig veiledning i sosionomutdanningen. Universitetsforlaget, Oslo, 1976 Forsømte familier - en utfordring til helse og sosialarbeidere. Tanum-Norli, Oslo, 1983 Barnemishandling - behandlerens dilemma , Tanum-Norli, Oslo, 1981>Omsorgsvikt og barnemishandling, (doktorafhandling) Universitetet i Oslo, Kommuneforlaget, 1988
SVEKET - omsorgssvikt er alles ansvar. Kommuneforlaget, Oslo, (1.utg. 1990, 2.utg. 1994, 3.utg. 2005)Faglig veiledning i et tverrfaglig perspektiv. Universitetsforlaget, Oslo, 1994Barndommen varer i generationer - forebyggelse af omsorgssvigt , Hans Reitzels Forlag, København, 2001Det sårbare barn , Kari Killen og Maj Olofsson (red.), Akademisk, København, 2003.
Venlig hilsen,
Holger
Spørgsmål: (Emne: Selvpsykologi - stilladsering)
Hej Holger
Først et kæmpe tak for en rigtig god og informativ side.
Jeg har valgt at bruge Tønnesvang i min Psykologi-opgave på lærerstudiet.
Opgaven skal hedde noget med: "Relationsarbejde med henblik på at gøre eleverne læringsparate" for jeg mener, at for mange lærere ser opgaven før de ser eleven.
Jeg vil så bruge Tønnesvangs 4 grundkonstituenter eller rettetheder.
Jeg har nu læst en del i hans bøger/artikler, men synes han er lidt svær. Kan du hjælpe mig med en "oversættelse til dansk" af følgende begreber:
"Selv-selv-objektteori" og "Kvalificeret selv-bestemmelse"?
Hvad vil du sige er hans nøglebegreber?
Håber du har tid til at hjælpe mig?
Venlig hilsen
H
Svar:
Hej Henrik!
Tak for din henvendelse og de pæne ord. Jeg vil råde dig til at tage et kig på flg. Artikler:
1 og 2 og 3 . Det kunne jo være, at en del af dine spørgsmål er besvaret i dem - i hvert fald foresvæver det mig, at den med kvalificeret selv-bestemmelse er behandlet. Så må vi vende tilbage til selv-selv-objekt (det lyder som en perseveration!)
OK?
Venlig hilsen,
Holger
Spørgsmål: (Emne: Virksomhedsteori)
Kære Holger!
Jeg har nogle spørgsmål til dig omkring Leontjevs virksomhedsteori:
Hvordan ser han forholdet mellem det psykiske og det fysiologiske?
Er det rigtigt, at det psykiske, efter hans mening, går forud for det fysiologiske? Hvis ja, hvorfor?
Hvad er forkellen mellem genspejling og afbildning?
Hvad er det tyske begreb for "virksomhed"?
På forhånd MANGE tak!
Vil for øvrigt lige sige, at jeg er imponeret over din flotte hjemmeside :)
KH L
Svar:
Tak for din henvendelse og de pæne ord og undskyld det sene svar.
Hvordan ser han forholdet mellem det psykiske og det fysiologiske? Som subjektets og objektets samtidige sammenhæng og adskilthed. Virksomheden er det formidlende element.Er det rigtigt, at det psykiske, efter hans mening, går forud for det fysiologiske? Nej, det fysiske (eksistensen) går forud for det psykiske (essensen).Hvad er forskellen mellem genspejling og afbildning? En genspejling er det i virkningen, der viser tilbage til årsagen: Afbildning er den grundkategori for den klassiske psykologi, der frembringer kognitionspsykologiske discipliner.Virksomhed på tysk er Tätigkeit, så virksomhedsteori bliver til Tätigkeitstheorie.
OK? Du er velkommen tilbage
Venlig hilsen,
Holger
Hej igen :)
Tak for dine svar!
Jeg vender lige tilbage ang. fysiologien.. Bare for at være helt sikker, er gået lidt i stå i det her...
Hjernens fysiologiske arbejde går forud for de psykiske processer, ikke? Hører fysiologien så med til de ydre processer??
KH L
Hej L!
Ja, det er sådan, det er:
Venlig hilsen,
Holger
Spørgsmål: (Emne: Tortur)
Hej Holger
Kender du et sted hvor man kan søge litteratur om tortur set ud fra et socialpsykologisk perspektiv.
MVH A
Svar:
Hej A!
Tak for din henvendelse. Prøv at se her .
Venlig hilsen,
Holger
Spørgsmål: (Emne: Mahlers menneskesyn)
Jeg læser til pædagog, og er ved at forberede en opgave. Jeg har valgt at gå i dybden med Margaret Mahlers objektrelationsterori. Jeg skal inddrage hvilket menneskesyn Margaret Mahler udfra teorien, og er kørt lidt fast i det. Jeg mener selv at den evt kunne være mekanisk- materialisme, men er dersværre ikke helt sikker. Jeg vil blive utrolig glad hvis du ville hjælpe mig lidt på vej, hvis det er noget som du har kendskab til. Du må meget gerne svare mig igen, her i løbet af weekenden, da jeg skal bruge det til et oplæg på mandag.
Mange tak for din hjælp.
Hilsen M
Svar:
Hej M!
Tak for din henvendelse.
Mahler var som freudianer grundlæggende naturvidenskabeligt orienteret.
Dernæst kan man sige, at hun - igen lig Freud - tyede til en hermeneutisk fortolkning af det, hun så.
Resultatet bliver, at Mahlers menneskesyn var humanistisk-hermeneutisk på et naturvidenskabeligt grundlag.
Venlig hilsen,
Holger
Spørgsmål: (Emne: Menneskesyn: Spitz & Bowlby)
Hej Holger.
Jeg er pige der skal holde et oplæg om tilknytning(René Spitz og John Bowlby). Jeg skal i den forbindelse komme ind på hvilke menneskesyn, samfundssyn og dannelsesideal teorierne knytter sig til. Kan du hjælpe mig?
Hilsen A
Svar:
Hej A!
For begge gælder, at deres menneskesyn er humanistisk, samfundssynet er naturvidenskabeligt og dannelsesidealet er kommunikativ(e) evner og udvikling.
OK? Du er naturligvis velkommen tilbage.
Venlig hilsen,
Holger
Hej igen.
Menneskesynet skal passe ind under én af de 4 menneskesyn, mekanisk idealistisk, mekanisk materialistisk, dialektisk idealistisk eller dialektisk idealistisk. Hvilken én af de menneskesyn vil du sige teorier om tilknytning passer ind under?
Hilsen A
Hej igen A!
Virkelig? Når det skal siges så forsimplet, er det det mekanisk idealistiske menneskesyn, der gælder. (Senere, hos Stern og Emde, bliver paradigmet dialektisk idealistisk.)
Venlig hilsen,
Holger
Spørgsmål: (Emne: Leontjev og virksomhedsbegrebet)
Kære Holger
Jeg sidder nu og er midt i at skrive min opgave til psykologieksamen.
Jeg skal undersøge hvilken rolle sprog og kultur spiller i forhold til tosprogedes læring og har bla valgt at bruge Leontjev og hans virksomhedsbegreb.
Jeg har bare et problem. Jeg læser om ham i udviklingspsykologiske teorier og kan ikke forstå forklaringen af motiver og mål.
Hvis man nu siger at en tosproget elev derne vil lære at tale dansk, hvordan kan man så forklare det ud fra det?
Jeg haåber virkelig du kan hjælpe mig.
På forhånd tak.
L
Svar:
Hej Line!
Tak for din henvendelse.
Jeg kopierer en tekst her i mailen og vedhæfter den samtidig som en fil (fordi jeg bruger Office 2007, og har oplevet, at folk ikke har kunnet åbne de vedhæftede filer - denne har jeg dog, tror jeg nok, gjort kompatibel med tidligere Office-programmer).
Jeg skal også henlede din opmærksomhed på mit opslag om sociokulturel deprivation , som du muligvis kan tage i betragtning.
OK? Ellers er du selvfølgelig velkommen tilbage.
Venlig hilsen,
Holger
Leont'jev 1977e: Rids af det psykiskes udvikling [i A.N. Leont'jev: Problemer i det psykiskes udvikling (Rhodos, 1977, pp. 259-393)]Virksomhed - bevidsthed - personlighed (Sputnik, 1983)
NB! Medens beskrivelsen af begrebet motiv er hentet fra begge referencer, er beskrivelsen af begrebet mål hentet fra Leont'jev 1983.Den kulturhistoriske skole og virksomhedsteorien. En studiehåndbog (Pædagogisk-psykologisk publikationsserie nr. 56, Danmarks Lærerhøjskole 1993).
Spørgsmål: (Emne: Stern vs. Schibbye)
Hej Holger.
Vi sidder i skrivende stund og arbejder med en lærerfaglig opgave om børns identitet og relationers betydning for identitesudvikling.
Vi skal inddrage bla. Daniel Stern og Schibbye.
Her kommer så vores spørgsmål:
Hvordan adskiller de sig fra hindanden i forhold til børns selvudvikling?
Håber at du kan hjælpe os.
Venlig hilsen E og M
Svar:
Hej piger!
Tak for jeres henvendelse.
Forskellen mellem de to ligger i, at Stern beskriver barnets autonomi (altså ikke-objektafhængighed) i et biologisk/"opgør med Freud"-perspektiv, medens Schibbye beskæftiger sig med det relationelle, som at få barnet til at funke som et konstruktivt individ, altså det opdragelsesmæssige (selv om hun nok vil have sig det sidste begreb frabedt).
OK? I er velkomne tilbage.
Venlig hilsen,
Holger
Hej igen Holger...
Tusind tak for den hurtige respons, det er dælme i orden :)
Men vi forstår det stadig ikke helt.
I forhold til børns identitesudvikling i skoleårene, ser vi det centralt at
beskæftige os med Affektiv afstemning og RIG'er inden for Strens teori - og
ligeledes anerkendelse og difinitionsmagt i Schibbyes. Men er det ikke det
samme? SKal man ikke lave affektiv afstemning for at kunne indgå i en
anerkendene relation?
Vi havde forstået på vores lærer at vi skulle diskutere de to teorier i
forhold til hiandnen. Er det muligt?
Venlig hilsen E og M
Hej igen piger!
Ja, det kan jo let blive til et utilstrækkeligt svar, når jeg ikke kender det egentlige ærinde, I er ude i. Men lad os lege, at jeg nu har forstået det:
Iflg. Sterns teori er barnet i skolealderen "færdigudviklet", hvilket vil sige, at det har gennemgået alle stadier (med varierende resultat, naturligvis), der er INKLUSIVE. Det betyder, at til hvert livstema (som stadierne også kaldes) føjes et nyt i overensstemmelse med barnets stigende alder. Det vil fx sige, at når barnet har nået til "det fortællende selv", en proces, det normale barn ikke kan undgå, har det med sig alle de andre stadier (livstemaer) i en slags semantisk pærevælling (mit eget udtryk), hvoraf det så danner selvets indhold, som varierer fra livssituation til livssituation og kaldes RIGer. Disse er tydeligst i stadierne, men følger med mennesket livet igennem ("Ja, allerede som 2-årig var han jo sådan og sådan"). Affektiv afstemning kaldes også 'samstemthed', og tjener til at regulere den andens (forælderens) reaktioner på barnets ageren.
Samlet om de to begreber kan man altså sige, at RIGerne er barnets forholden sig til sig selv i forskellige affektsituationer og Affektiv afstemning er den andens (forælderens, lærerens) reaktionsmønster ved barnets ualmindelige adfærd.
Vedr. Schibbye forholder det sig sådan, at hun - i modsætning til Stern - har et dialektisk syn på identitetens udvikling ('dialektisk relasjonsforståelse'), nærmere bestemt den dialektik, som Hegel gjorde sig til talsmand for. (Til den ende har jeg vedhæftet en tekst, som jeg har sakset fra Gyldendal, og som er beregnet på studier på jeres niveau.) Hovedpointen, som nok også må siges være inspireret af eksistentialismen (i modsætning til Sterns naturvidenskabelighed), er den, at udviklingen fortsætter i en relationel kontekst, hvor hver en ny situation så at sige har sin egen modsætning indbygget, som må afprøves for at finde den nødvendige balance (tese-antitese-syntese), der så igen bliver udfordret i en ny situation. Det er m.a.o. ved den konstante fornyelse af ens forholden sig til den anden, at udviklingen sker.
Konklusivt kan man sige, at hvor Stern ser selvets udvikling sådan:
ser Schibbye den sådan:
hvor 'boblen' vokser og
indskænkes skiftevis.
OK? Måske er det til at finde ud af. Ellers må I på den igen,
Kh.
Holger
Spørgsmål: (Emne: Identitetsdannelse - Erikson og Tønnesvang)
Hej H.
Jeg er ved at skrive eksamensopgave om identitetsdannelse. Min lærer mener at jeg skal sammenligne Erikson og Jan Tønnesvang, det har jeg imidlertid lidt svært for mig, kan du hjælpe?
Et andet spørgsmål: Hvorfor kom identitetsproblematikkerne frem på Eriksons tid som de gjorde?
På forhånd tak.
Venlig hilsen M.
Svar:
Hej M!
Tak for din henvendelse.
Jeg vil forslå dig, at du tager Eriksons stadier og sætte ved side af Tønnesvangs Selvets grundkonstituenter - sådan lidt som de forekommer her på psykologibasen.
Da Tønden ikke er til at forstå for dødelige, har jeg i et svar i Forum oversat hans ordsalat til dansk. 'Oversættelserne' kan du jo bruge som konklusioner på selvkonstituenterne.
Så skulle ligheder og forskelle begynde at vise sig, idet Erikson mener, at vi udvikles ved overvindelse af nogle livskriser (8 i alt, det såkaldt epigenetiske princip), medens Tønden mener, at der er nogle 'intentioaspekter' (de er også oversat, for de er lig med grundkonstituenterne), der skal opfyldes, for at selvet (identiteten) skal kunne komme til syne. D.v.s. at Eriksom tænker i stadier, bestående af alder og livskriser, der akkumuleres til den, man er, når man stiller træskoene (det kan godt gå skævt i fht. til enkelte livskriser, hvilket så vil være en del af ens identitet frmover). Tønden mener, at identiteten (selvet) først er færdigdannet, når man har fået alle grundkonstituenter på plads - unægtelig en noget mere akademisk og elitær opfattelse!
Hvorfor kom identitetsproblematikkerne frem på Eriksons tid som de gjorde? Tja, identiteten har nok været genstand for megen spekulation blandt filosoffer i årtusinder, men jeg går ud fra, at du tænker på psykologien. Det er sådan, at Freud i sit 'testamente' havde opfordret sine efterfølgere at arbejde videre på hans idéer og udvikle dem. Den første, der tog imod opfordringen var såmænd hans datter, Anna, der med "udgivelsen af sin lille bog Jeg'et og forsvarsmekanismerne til sin fars, Sigmund, 80 års fødselsdag i 1936, startede […] "den anden bølge" i psykoanalysen. "Den første bølge" var Sigmund Freuds beskrivelse af det ubevidste og drifterne, og nu rettede store dele af den analytiske bevægelse deres opmærksomhed mod jeg'et. Med tiden skulle dette blive fokuspunkt i den ny retning, ego-psykologien" . Anna havde vovet at spørge til jeg'et som en mulig kandidat til menneskets indre konflikter (og konflikter med omverdenen), og herfra var springet til at spørge "Hvem er jeg? Hvad er min identitet?" ikke langt. Det spring tog bl.a. Erikson.
OK? Du er velkommen tilbage.
Venlig hilsen,
Holger
Spørgsmål: (Emne: Læring og videnskabsteoretiske retninger)
Hej Holger
Først og fremmest tak for en god hjemmeside.
Vi er en gruppe, der inden længe skal til eksamen i psykologi på lærerseminariet, i det selvvalgte emne: Læring. Vi har taget udgangspunkt i Knud Illeris' læringstrekant og bl.a. valgt at beskæftige os med Vygotsky, Piaget, McDermott, Fibæk og Stern. Vygotsky og Piaget tager udgangspunkt i den konstruktivistiske videnskabsteoretiske retning, McDermott i den socialkonstruktionistiske. Vi er imidlertid blevet i tvivl om hvilken "retning" Fibæk og Stern tager afsæt i. Kan du give os en forklaring på dette? Vi er også interesserede i at vide hvad der adskiller Vygotsky fra socialkonstruktionismen, da han jo netop er optaget af samspillet mellem mennesker.
Vi håber på et hurtigt svar, da vi snart skal aflevere opgave. På forhånd tak.
Med venlig hilsen
M, S, L og M
Svar:
Hej M, S, L og M!
Tak for jeres henvendelse og de pæne ord.
Det nemme først: Stern er freudianer, dvs. naturvidenskabelig (biologi), men ikke så meget, at det gør noget. Han hævder sin arv, men mener også, at Freud tog fejl på væsentlige punkter, bl.a. vedr. driftsteorien.
Fibæk er jo pædagog, og det gør det hele lidt tricky, for man er begyndt at anvende de særeste betegnelser indenfor det felt. Men i videnskabsteoretisk belysning er han humanist.
OK? I er velkomne tilbage.
Venlig hilsen,
Holger
Spørgsmål: (Emne: Kønsforskelle med fokus på indlæring)
hej holger.
jeg er på lærerseminariet i færd med at skrive en opgave omkring
kønsforskelle med fokus på indlæring, og pigerne især. kunne du muligvis
give mig nogle henvisninger til nogle kilder, undersøgelser og andet
litteratur? derudover et eventuelt bud på hvordan man kunne bygge en sådan
opgave op?
venlig hilsen m
Svar:
Hej M!
Tak for din henvendelse.
Jeg kan anbefale flg. litteratur:
1. Knudsen, Ann-Elisabeth: 'Pæne Piger og Dumme Drenge' (Schønbergs Forlag, 2002)
OK? Ellers er du velkommen tilbage.
Venlig hilsen,
Holger
Spørgsmål: (Emne: Gruppedannelsesmodeller)
Hej
Jeg fik anbefalet jeres/din side af en medkursist - flot enkel og propfuld af spændende viden.
Jeg er ved at læse om brugen af Enneagrammet og DiSC profiler, men har lidt svært ved at forstå lighederne/forskellene imellem dem (ud over at DiSC er mere nuanceret - 20 contra enneagrammets 9 profiler).
Hvis man ønsker at teste en gruppe eller afdeling, hvornår vælger man den ene testmetode frem for den anden og hvorfor?
Ud over de 2 nævnte, findes der også test som f.eks. Adizes og Belbin, hvad afdækker de i forhold til en gruppe?
mhv
H
PS et lille ønske, som værn mod spam - vil du ikke, hvis du offentliggør mit svar, blænde e-mail adressen, for at undgå spam?
PPS jeg havde lidt problemer med at maile til dig, via den lille røde postkasse på forsiden. Klikker man på den, sker der intet - forklaring, jeg har ikke installeret et postprogram. Og din e-mail adresse er ikke lige til at/og finde, med mindre man ender inde på "redaktions-siden" :-)
Svar:
Hej H!
Tak for din henvendelse og de pæne ord. Til dit PPS: Jeg har to PC'er, hvoraf denne er mit legetøj, og den anden (faktisk en bærbar) er mit arbejdsværktøj. Den, jeg skriver fra nu (legetøjet), gik pludselig i udu, efter at Microsoft har udsendt falsk positive opdateringer, så det var næsten umuligt at får tingene til at virke. Derfor måtte jeg afbryde mit netværk og fixe denne PC - med det af dig nævnte resultat. Nu fungerer det igen!
Om dit PS: Ingen, der henvender sig med spørgsmål, der bliver tilføjet Forumsiderne, kan spores ved hjælp af deres mailadresser, simpelthen fordi jeg ike offentliggør dem. (Dvs.: Jeg ved ikke, om der i CERT skulle sidde nogen, der kan det der, men de efterforsker ikke sites som mine :-)!
Så til dine spm.: Jeg har vedhæftet to pdf-filer: en, der sammenfatter de fire modeller og en, der viser Belbins model på en mere overskuelig måde (det er den, jeg selv bruger, når jeg laver ledelsestræning).
OK? Du er velkommen tilbage.
Hilsen
Holger
Spørgsmål: (Emne: Case-forslag)
Hej Holger
Mangler en go case om et omsogssvigtede barn ca. 4. Er ved at skrive afslutende opgave og skal kunne beløses ud fra Jørgensens teori om risiko børn, bowlby tilknytningsteori kari kilen omsogssvigt og daniel Sterns normale udviklingsteori. Tro du at du kan henvis mig til en go case
Med venlig hilsen
K
Svar:
Hej K!
Tak for din henvendelse. Du kan gå til studienet.dk og se, om der skulle være noget, du kan bruge. Ellers skal vi til at konstruere en case…
OK? Du er velkommen tilbage.
Kh.
Holger
Spørgsmål: (Emne: Resiliens som Cyrulnik ser det)
Hej
Jeg faldt over jeres side da jeg søgte på Resiliens, - jeg er på udkig efter lidt materiale i forbindelse med en opgave om Boris Cyrulnik holdninger omkring resiliens, traume, modstandskraft, - og så betydningsfulde andre som gør en forskel........og måske kan være med til at komme videre i den enkeltes livsforløb.
Jeg er inde og undersøge om vi kan rumme det anderledes i forbindelse med SKP arbejde i forhold til målgruppen. Indtil nu er jeg nået frem til at vi (som samfund) istedet for at inkludere istedet vælger at integrere, - for vi lukker dem ikke ind i fællesskabet - men vælger istedet at klare den enkelte individuelt i brugerens hjem.
Materialet skal jeg bruge i forbindelse med en opgave omkring dobbeltdiagnoser men massivt omsorgssvigt enten i barndommen eller i forbindelse med det liv de (har valgt) at leve. Af andre teoretikere kan nævnes Bourdieu, Bent Madsen, Vygotsky, Flemming Andersen........Men hvor findes kan jeg finde material hvis det ikke skal være bogen de grimme ællinger.
Det skal lige pointeres at jeg arbejder med OMSORG(relationsdannelse/betydningsfuld anden) ikke BEHANDLING, - og formålet er IKKE at de SKAL være stoffri, men istedet skal anerkendes for de kompetencer de har.
Måske du kan hjælpe med litteratur.....nu I har sådan en flot base oppe at køre, - jeg vil ihvertfald gemme den under favoritter.
Forsat god dag
Vh.
L
Svar:
Hej L!
Tak for din henvendelse og de pæne ord.
Helt overordnet: lad være med at tage for mange teoretikeres synspunkter med i din opgave - det bliver et værre bøvl at holde rede på alting, hvis eksaminator og/eller censor er bare nogenlunde skarpe. Jeg kan jo begynde me at skrive om, hvad jeg kender til Cyrulniks ståsted, og så kan du jo vende tilbage med nye spm. og idéer.
Cyrulnik hævder, at socialarbejdere - altså samfundet - er fastlåst ved en slags psykologisk determinisme, når de/det forudsiger fremtiden for traumatiserede børn: TRAUME = LIDELSE = SKADE. Han mener, at psykologer tænker som automekanikere; et voldsomt traume i barndommen forklarer al efterfølgende lidelse, lige som en tilstoppet karburator forklarer en ujævn motorgang. På denne måde risikerer traumeofferets skæbne at blive en selvopfyldende profeti.
Cyrulnik underbygger sin påstand om, at det drejer sig om en myte, ved at henvise til de rumænske børnehjemsbørn, der blev taget hånd om efter Ceau?escu-regimets fald. Scanninger af disse børns hjerner viste, at deres cortex og hjerneventrikler var skrumpet. Faktisk anså man mange af disse børn for håbløst ødelagte. Ved at placere børn i gode plejefamilier og -hjem (især i UK, hvor man ikke var så bange for at få et hjerneskadet adoptivbarn), kunne man mere systematisk følge deres udvikling, og det viste sig, at deres cortex og ventrikler gendannede deres oprindelige størrelse. Cyrulniks konklusion er, at støsteparten af børnenes udviklingshæmning skyldes den herskende sociale diskurs, der (for)dømmer dem.
Selvfølgelig afviser det etablerede sociale, psykologiske og medicinske parnas argumentet. Cyrulnik kalder derfor den konstaterede resiliens for "the paradox": "The pain is real, it hurts and it never stops, but it provokes defiance and not groans." (Pinen er virkelig, den gør ondt, og den holder aldrig op, men den frempovokerer trodsighed, ikke beklagelser.) "Alt, der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere", er hans korte formel, der ikke står i særlig høj kurs bland socialarbejdere/i samfundet, men ikke desto mindre er dette et udtryk, mange oprindeligt traumatiserede anvender i varierende former.
OK? Vi læses ved!?
Holger
Spørgsmål: (Emne: Æstetiske læreprocesser og omsorgssvigtede elever)
Hej Holger
Jeg er lærestuderende på 4. årgang og skal i gang med at skrive en bacheloropgave. Opgaven skal inddrage både et linjefag og de pædagogiske fag. Jeg har valgt at skrive i faget billedkunst og målgruppen er omsorgssvigtede børn.
Jeg vil gerne undersøge om de æstetiske læreprocesser i billedkunst på nogen måde kan "give" de omsorgssvigtede elever "noget".
Kan jeg evt. undersøge om det kan give eleverne et bedre selvværd? Eller kan du evt. lede mig ind på andre ting, som de æstetiske læreprocesser i faget billedkunst kan give specielt omsorgssvigtede elever? Opgaven vil overvejende have en psykologisk indgangsvinkel.
På forhånd tak.
Venlig hilsen
AT
Svar:
Hej AT!
En af mine kolleger forærede mig ved en lejlighed for mange år siden Kirsten Drotners bog At skabe sig selv - ungdom, æstetik og pædagogik (Gyldendal, 1991). Jeg husker, at den var meget inspirerende, især, da jeg på det givne tidspunkt var optaget af det, man kunne kalde 'klinisk forståelse af børns og unges kreativitet'. Prøv at kigge i den (og andre af Kirstens store produktion på området - jeg har vedhæftet en fil med en summering af indholdet), og vend så gerne tilbage.
Hilsen,
Holger
Hej Holger
Godt nytår og tak for dit svar.
Jeg havde lånt Kirsten Drotners bog, men fint at du også anbefalede den.
Jeg vil se om du kan hjælpe mig med, at finde frem til hvordan man generelt psykologisk/pædagogisk kan udvikle
selvværdet og identiteten hos omsorgssvigtede børn. Jeg vil så efterfølgende se om dette kan kobles sammen med æstetiske læreprocesser.
Venlig hilsen
AT
Hej igen AT!
Anerkendende og relationel pædagogik er svaret. Når jeg er så sikker, hænger det sammen med, at hverken pædagogisk psykologi eller pædagogisk psykologisk praksis som sådan, anviser nogen generel måde, hvorpå man "kan udvikle selvværdet og identiteten hos omsorgssvigtede børn". Det er netop med samme begrundelse (godt nok som svar på studerende vedblivende: "Kan vi ikke bare få at vide, hvad man skal gøre i praksis!" - underforstået: "Dit teoretiske virrehoved!"), disse metoder er udviklet.
Litteratur:
OK? Hilsen,
Holger
Hej igen Holger
Ja så er jeg der igen!
Jeg vil gerne omtale omsorgssvigtede elevers læringsvanskeligheder. Hvilke vanskeligheder har de og hvorfor? Kan du hjælpe mig med det?
Hilsen AT
Hej AT!
Jamen, du er da velkommen!
Det simple svar på spørgsmålet er, at de ikke har fra ikke-omsorgssvigtede afvigende læringsvanskeligheder. Lidt mere nuanceret må man jo tage det med i betragtning, at deres forventninger til succes, alt andet lige, må formodes være noget lavere end de overdrevet nursede børns. Der er ikke lavet videnskabelige studier over, hvorvidt omsorgssvigtede børn skulle have specielle læringsvanskeligheder (udover de kendte social-emotionelle grundproblemer). Jeg har siddet og ledt efter videnskabelige tekster (jeg har købt mig adgang til verdens største database, så det kan tage sin tid, når man liiige skal tjekke dette og hint, der ser interessant ud, men ikke har noget med sagen at gøre 9), men konklusionen er, at læringsproblematikken, set i forhold til omsorgssvigt, er strukturel, dvs. hvordan samfundet organiserer undervisningen af omsorgssvigtede.
I den forbindelse fik jeg den reminder, at "omsorgssvigt" (engelsk: neglect) ikke er entydigt defineret: Er det kun lasede, forpjuskede, snavsede, voldelige, pjækkende osv. børn af misbrugende eller psykisk syge forældre, der er omsorgssvigtede, eller er det også millionærbarnet i mærketøj med en (destruktiv) høj selvopfattelse, der ser ned på andre? Og så dem i midten af kontinuet: de (tilsyneladende) velfungerende børn fra ordnede hjem, hvor man ikke så nemt opdager, at deres livsværdier er af pastichekarakter?
Jeg vil anbefale dig selv at gøre en forskel: Tør at tage fat om problematikken, gør dig dine egne tanker og overvejelser - og tag et standpunkt! Det vil sparke røv til eksamen!
Kh.
Holger
Hej Holger
Tak for dit altid hurtige svar. Jeg er vildt imponeret over, at du sidder sent lørdag aften/nat og svarer på min mail. Hold da op!!!
Ok, dvs. at jeg godt kan skrive at omsorgssvigtede elever ikke afviger fra alm. børn hvad angår læringsvanskeligheder og henvise til, at jeg ikke kan finde frem til videnskabelige studier, der bevidner dette, men at deres vanskeligheder ligger på det social-emotionelle område. Kan man sige, at det er det social-emotionelle, der kan spænde ben for, at eleverne åbner op for læring?
Ifølge Kari Killen "Omsorgssvigt er alles ansvar". Skriver hun bl.a. om konsekvenserne for omsorgssvigt. Her nævner hun 4 udviklingsstier: Adfærdsstien, den sociale sti, den kognitive sti og den emotionelle sti. Når du skriver social-emotionelle sti, mener du så, at det er disse 2 udviklingsstier, jeg som folkeskolelærer mest skal være opmærksom på?
Meget kort konkluderet, så har de omsorgssvigtede børn samme læringsforudsætninger som andre børn. De problemer de har, i forhold til andre alm. fungerende elever er på det sociale område. F.eks. at have tillid, stole på andre hvilket skyldes, at de gennem deres barndom har haft negative samspilsproblemer med deres omsorgspersoner (tilknytningsteori) og derigennem har udviklet en opfattelse af sig selv, af sin mor og af hvad det kan forvente af andre (f.eks. læreren) (Her tænkes på Bowlbys tilknytningsteori.)
Barnet opbygger indre arbejdsmodeller (ifølge Killén: plader med indgraveret skrift), dvs. at det er indprentet i dem, hvad de kan forvente af sig selv og af deres tilknytningspersoner og disse indre arbejdsmodeller er for omsorgssvigtede børn negative pga. at den mangelfulde tilknytning det har oplevet gennem barndommen. Den mistillid, manglende fortrolighed, tryghed mv. som jeg som lærer møder hos disse børn, det er det, jeg skal tage fat i.
Min hypotese er så, at hvis jeg opnår deres tillid, fortrolighed og tillid, vil disse elever kunne opnå samme læring som andre børn! Er det korrekt????
Dette kan gøres ved at gøre tilværelsen forståelig, forudsigelig, at give barnet en ny og anderledes erfaring med kontaktforhold: ved at vise empati, affektiv afstemning, ros og anerkendelse.
(er der andet der skal med?). (Killen, Stern mv)
Ovennævnte har jeg skrevet lige for at få din be- eller afkræftelse af min forståelse.
Jeg skal efterfølgende sætte dette op i forhold til de æstetiske læreprocesser.
V.H
Anni
Hej igen Anni!
Kan man sige, at det er det social-emotionelle, der kan spænde ben for, at eleverne åbner op for læring? Ja, det er grundlagsproblemet: Social udgrænsning skaber tillids- og/eller tilknytningsproblemer. Af den sociale armod kommer (den emotionelle) fortvivlelse. Manglende tillid til læreren (eller anden omsorgsperson) og ked-af-det-hed (sorg!) giver den ureflekterede afvisning af autoritativ (ikke autoritær!) tilnærmelse. Selvpsykologerne (Kohut, Tønnesvang) peger på nødvendigheden af læreren som selvobjekt for eleven (dvs. at læreren bliver en rolle-model for eleven).
Derfor er det i første omgang disse 2 udviklingsstier, du som folkeskolelærer mest skal være opmærksom på! Den kognitive og den adfærdsmæssige sti er de måder, hvorpå eleven overfor sig selv og dig som selvobjekt kan opfylde (bevise) sin betagethed (kald det bare beundring eller forelskelse) af dig! [OBS! Alle mulige 'akademiske' omskrivninger af det foregående er udtryk for den beskrivendes egen frygt for utilstrækkelighed = angst for at indrømme, at netop han/hun ikke - på grund af, at han/hun ikke er forligt med sig selv (sit eget sind) - ikke vil kunne rumme eleven.]
Min hypotese er så, at hvis jeg opnår deres tillid, fortrolighed og tillid, vil disse elever kunne opnå samme læring som andre børn! Er det korrekt???? Ja!
Resten er helt fint, men som overfor alle andre, vil jeg advare dig imod at tage afsæt i for mange teoretikere (2-3 er nok); det giver bare bøvl!
OK?
Holger
Hej Holger
I din sidste besvarelse skrev du, at det er det social og emotionelle, der kan være med til at spænde ben for barnets læring. Jeg er blevet lidt forvirret efter at have kigget på Killéns beskrivelse af det emotionelle
Som tidligere nævnt beskriver hun 4 udviklingsstier i bogen "Omsorgssvigt er alles ansvar":
Adfærdsstien: som beskriver adfærd der skader helbredet eks. hash, piller mv.
Sociale sti: Begrænsede evner til positive relationer. (den er ok nok)
Kognitive sti: Holdninger eller opfattelser der præger barnets tilværelse negativt. Der udvikles indre arbejdsmodeller, som indebærer at verden er farlig.
Emotionelle sti: Denne sti beskriver hun således: (Direkte afskrift): Den emotionelle sti omfatter depressioner og posttraumatisk belastningsreaktion som begge direkte påvirker det fysiske helbred. Depressioner nedsætter immunforsvaret.
Kan du give en forklaring på hendes beskrivelse af din emotionelle sti kontra din. Jeg synes mere at Killéns kognitive sti svarer til din emotionelle ., Eller Hvad?
Jeg er en lille smule forviret!
Måske er der en anden teoretiker, der er mere hensigtsmæssig at bruge til at beskrive konsekvenserne.
Hilsen A
Hej igen A!
Den omtalte bog er skrevet på baggrund af Killéns doktorafhandling "Omsorgssvikt og barnemishandel - en kasusstudie og etterundersøkelse av barn i omsorgssviktsituasjoner" (1988). Den er i sig selv (med rette, efter min mening) blevet kritiseret for manglende videnskabelighed. Men den gav Killén titlen Dr. Philos., og så er den at regne med. Men: Killén er ikke psykolog, hun er socialrådgiver (og derfor heller ikke Dr. Psykol. , som hun var bevet, hvis hun havde været psykolog), og hendes arbejder tager deres udgangspunkt i samfundets varetagelse af familier med omsorgssvigtede børn, efter at børnene er blevet antisociale, dvs. aldersmæssigt tidligst i overgangen mellem ung og voksen. I den alder er man ved at stifte familie og altså få børn. Det er udviklingsvejene (stierne) for dette system (familien), der er hendes genstandsfelt.
Når jeg ikke forkaster hendes tanker, hænger det sammen med, at (bl.a.) du bruger dem på en aldersgruppe, der endnu ikke har en "adfærd der skader helbredet eks. hash, piller mv." , men har brug for et selvobjekt (rollemodel), der kan indgyde barnet en forståelse for og håb om en bedre tilværelse, end det p.t. frister.
Emotionelle sti: Denne sti beskriver hun således: (Direkte afskrift): Den emotionelle sti omfatter depressioner og posttraumatisk belastningsreaktion som begge direkte påvirker det fysiske helbred.
Depressioner nedsætter immunforsvaret. Ja, for mennesker, der er indfanget af skemata* , der i deres egne øjne gør dem mindreværdige i fht. andre, og desuden har "fået lov" til at lade disse skemata blive aktiverede, uden at være i stand til at omstrukturere tanker og følelser: fra noget destruktivt til noget konstruktivt. Det ville med andre ord være kontraproduktivt, hvis den (DU!), der har barnets liv i sine hænder, ikke enten forsøger at rumme det, eller giver opgaven videre til en, der måske kan og vil (det kan fx være PPR).
Konklusion: Killéns bog omhandler den allerede stigmatiserede unge/halvvoksne, medens din opgave omhandler barnet, der er på vej til at blive stigmatiseret, og for hvilken du ønsker at finde en måde at undgå dette på! Ved at bruge Killéns beskrivelser til at genkende barnets situation, kan du, som selvobjekt for barnet, være med til at søge at forhindre den antisociale udvikling hos det.
OK? Jeg er her stadig!
Kh.
Holger
* Skemata (flertal af skema): Mentale rammer, inden for hvilke viden, tro og forventninger om objekter, mennesker og situationer struktureres for videre kognitiv, emotionel, kropsligt sensationel og adfærdsmæssig processering. Def: Wahlström, H. (2010): Sammenhæng og mening - kognitiv adfærdsterapi med børn og unge (Under udgivelse).
Hej Holger
Tak for dit svar!
Ok. Sådan helt skåret ud i pap for mig selv. Tænkt eksempel: Jeg underviser i billedkunst fra 1-5 klasse. (dvs. eleverne befinder sig ikke i overgangen mellem ung og voksen). Jeg har i en klasse 2 elever siddende, som lider af omsorgssvigt, dette har jeg fundet ud af ved, gennem længere tid, at observere deres adfærd. Udover det har jeg en viden om deres familieforhold. Hvis jeg så tager udgangspunkt i Killén ved jeg, at omsorgssvigtet har nogle konsekvenser for disse børn senere i livet (de 4 stier), men jeg kan som den gode rollemodel, give barnet en forståelse for, at det har en værdi og at tilværelsen også for dem kan se anderledes ud end det, de er vandt til.
Lige for at nævne min problemformulering:
Jeg ønsker at undersøge om billedsproget i billedkunst, ved brug af æstetiske læseprocesser, kan være medvirkende til at udvikle omsorgssvigtede elevers selvfølelse og identitet.
Som jeg umiddelbart ser det, beskriver Killén de konsekvenser der kan være senere i livet.
Jeg vil bare gerne arbejde med de "konsekvenser" som omsorgssvigtet har ført til indtil nu (de problemer eleverne har lige her og nu). Konsekvenser (som viser sig nu) som er opstået, pga. at barnet fra barns ben har været udsat for omsorgssvigt. Jeg kan godt forstå sin beskrivelse og det er selvfølgelig også vigtigt, at jeg som rollemodel, og med de evner jeg har, på bedst mulig måde skal sørge for at de ikke ryger ind i de problemer Killén beskriver. Jeg kunne bare godt tænke mig, at beskrive de nuværende konsekvenser, (dvs. det de har været udsat for indtil nu) Det må være noget om sociale- og følelsesmæssige problemer (dem har du tidligere været inde på). De konsekvenser som allerede nu er synlige i alderen fra 8-11 år. Eleverne må pga. af de sociale og følelsesmæssige problemer have et langt lavere selvværd end andre børn og deres identitet må også have lidt "et knæk". Det er jo denne lave selvværd og identitet jeg skal arbejde med i opgaven.
Så det korte med det lange, hvis jeg nu gerne vil nævne de konsekvenser, det har for barnet nu, og nævne de social- og emotionelle problemer, som du tidligere har fortalt om. Kan du så foreslå en teoretiker, som beskriver disse? Hvor jeg f.eks. kan konkludere, at elever i alderen 8-11 år har de og de problemer.
Håber ikke at ovennævnte er for snørklet. Håber stadig du har tålmodighed med mig.
V.H
A
Hej igen A!
Den, der i DK ved mest om det, du spørger til, er John Aasted Halse(2007): Negativ social arv. Om tidlig indsats over for risikobørn og deres familier (Kroghs Forlag). Som det fremgår af lektørudtalelsen nedenfor (uddrag), dækker bogen det, du mangler til din opgave (og mere til, for den sags skyld). Jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om nogen anden, der kan dette stof både forfra og bagfra, såvel som teoretisk og praktisk, sådan som John kan det. Jeg kender ham som min allerførste censor og fra da af som en rigtig god kollega og - senere - ven. For at understrege, at han er den, jeg vil anbefale, skal jeg nævne, at jeg også kender og har haft Per Schultz Jørgensen som professor i socialpsykologi, men hans arbejder er så akademiske (eller i bedste fald værdiladede), at de ikke dækker "begge ender" af kontinuet "omsorgssvigtede elever" til "social-emotionelle konsekvenser".
(Del af) lektørudtalese:
"Bogen falder i fire dele. I første del defineres nogle grundlæggende begreber og årsagerne til omsorgssvigt; de tegn, børn viser, når de mistrives, fremhæves, og belastninger i børns hverdag afdækkes. Anden del behandler en række praksisfelter i forhold til såvel børnene som forældrene. Der anvises en række veje, man kan gå på den enkelte institution eller skole, og vigtigheden af tværfagligt samarbejde fremhæves. I tredje del findes en afklaring af nogle bagvedliggende teoretiske forhold om især negativ social arv, forebyggelse og rummelighed. I bogens sidste del reflekteres der over nogle centrale debattemaer.
Bogen henvender sig til seminarielærere, lærere og andre fagpersoner, der arbejder med børn. Bogens form og synspunkter gør, at den også kan betragtes som en debatbog.
John Aasted Halse har mange års erfaring som praktiserende psykolog, pædagogisk konsulent og familierådgiver. Han har tidligere været formand for Foreningen Børns Vilkår og medlem af Børnerådet. Han er i dag medlem af bestyrelsen af Børns Voksenvenner og af Julemærkekomiteen og er en hyppigt benyttet foredragsholder og aktiv samfundsdebattør."
Håber, det rammer lidt bedre. Ellers er jeg her fortsat.
Kh.
Holger
Hej igen Holger
Er det korrekt at et omsorgssvigtet barn har svært ved at udtrykke sig normalt. Enten bruger det sproget ved ikke at sige noget eller gennem også gør det brug af et "grimt" sprog. Det kan være svært, at have en almindelig verbal dialog med barnet. Hvordan kan jeg forklare det, hvordan kan jeg forklare/sætte dette i relation til Bowlbys tilknytningsteori. Har det noget at gøre med, at barnet opbygger nogle indre modeller omkring sproget?
Jeg er interesseret i at undersøge dette, da jeg i en praktik oplevede, at jeg overhovedet ikke kunne nå ind til en pige rent verbalt. Jeg kunne bare "skride", "holde kæft" mv. Da vi så senere skulle arbejde med billeder og masker, fandt jeg ud af, at jeg via mediet dvs. billedet kunne få en dialog i gang og hun åbnede op overfor mig.
Hilsen A
Hej A!
"At udtrykke sig normalt" er i sproglig forstand enten
at tale i hht. Vygotskys teori [i Vygotsky, L. S.: Tænkning og sprog (Hans Reitzels Forlag, 1982)] om det videnskabelige udtryk og hverdagsudtryk: Det videnskabelige udtryk går forud for hverdagsudtrykket, idet ethvert nyt begreb er videnskabeligt (teoretisk) for barnet, der først efter at have indoptaget det i sit eget vokabularium, har gjort det til en del af sit hverdagssprog. Ex: Et barn, der peger på sin mave og siger "av, av!" til sin mor, bliver bemødt med moderens: "Nå, lille August, har du mavepine?" Når August har oplevet denne videnskabelige tilgang til (diagnose af) sit problem (mavepine) tilstrækkeligt mange gange, holder han op med den oprindelige udtryksform og går lige til sagen ved at sige: "Mor, jeg har mavepine!" (Det er i øvrigt et eksempel fra Wittgensteins diskussion om barnets tilegnelse af psykologiske begreber.)
at tale "pænt" og "sammenhængende" (= begrundet; også Vygotsky): "Mor, jeg skal på potten, fordi jeg har ondt i maven.", eller
ved imitation : "Imitation er ikke det samme som automatisk kopiering, efterabning. Imitation kræver ofte forståelse både af, hvordan man skal gøre, og hvorfor. Det er specielt tydeligt i børns rolle- og regellege, hvor det ikke er nok bare at se på og så gøre ligesådan. [Kommentar: Dit eksempel peger mod "Imitation kræver ofte forståelse både af, hvordan man skal gøre, og hvorfor.", idet barnet har lært de af dig nævnte eksempler i den kontekst, hun hører dem i sin "Secure Base" (Bowlby) = den dysfunktionelle familie, hvor sproget er primitiviseret og præget af aggressivitet.]
Social indlæring bygger meget på iagttagelse og imitation af andres adfærd i grupper. Fx stimuleres aggressiv adfærd af andres aggressive adfærd, ikke mindst i grupper." [Kommentar: Dit eksempel peger også mod, at "din" pige ikke har internaliseret forældrenes sprogbetydning, men netop anvender de udtryk, hun har hørt, som signalgivning ("jeg er her; dette er mit territorium"), uden at have lært/forstået b) foroven.]
ved, efter Bowlbys tilknytningsteori, at have lært af den "Good Enough Mother", hvordan man bedst begår sig i samfundet, for at opnå et godt liv.
På baggrund af din case fristes jeg til at konkludere, at pigen lever i en overgangssituation, hvor sproget (det "grimme, afvisende, aggressive") er tillært, og (endnu) kun har betydning i den verbale kommunikation, men ikke i den nonverbale ditto, dvs. i virksomheden . Heraf følger, at den pædagogisk psykologiske opgave kan defineres som det "at forhindre pigen i at internalisere det aggressive sproglige udtryk i sin virksomhed".
OK?
Kh.
Holger
Hej Holger
Tak for dit svar.
Jeg bliver nødt til at få det skåret lidt mere ud i pap.!
Er der en mere enkel måde at beskrive det på. Jeg vil bare gerne teoretisk kunne forklare, at årsagen til den måde de omsorgssvigtede børn kommunikerer på kan relateres til den dårlige tilknytning, som de har haft til deres nære omsorgsgiver. Den måde der er blevet talt til dem på, har de optaget i deres indre arbejdsmodeller og kender ikke til andet. Derfor er det også den måde de taler til andre på, de kender jo ikke andet.
Er det sådan du opfatter pigen fra min praktik: Du mener at pigen via sin sikre base har tilegnet sig de udtryk, fordi hun gennem sin barndom selv er blevet mødt med disse udtryk. Sproget har været primitivt og præget af aggressivitet. Dvs. hun imiterer andres adfærd (nære omsorgspersoner) Du mener, at pigen stadig ikke har internaliseret forældrenes sprogbetydning (ER IKKE LIGE HELT MED) men kun anvender dem som et signal, fordi hun ved at hun derved kan holde mig på afstand. Mener du dermed, at der stadig er mulighed for at arbejde med hende og måske ændre på hendes verbale sprog?
Hilsen A
Hej Anni!
årsagen til den måde de omsorgssvigtede børn kommunikerer på kan relateres til den dårlige tilknytning, som de har haft til deres nære omsorgsgiver er netop, hvad det drejer sig om. Jeg har så peget på et teoretisk fundament, man kan bygge påstanden på.
Specielt for din case gælder, at pigen netop (endnu) ikke har optaget den tillærte verbale kommunikation i sine (deres) indre arbejdsmodeller
anvender de udtryk, fordi hun gennem sin barndom selv er blevet mødt med disse udtryk , og derfor, som man kan se af hendes upåfaldende arbejde med/i billedkunst, (endnu) ikke tillægger dem en topologisk , men "kun" en strukturel betydning.
"Din" pige er m.a.o. endnu ikke blevet skadet på sin personlighed (eller Selvet, om du vil), hvilket er hendes indre verden og dets kreative udtryk, men benytter de sproglige kommunikationsmåder, hun har lært i sin (u)sikre base: hun imiterer andres (sine forældres) adfærd, hvilket er en måde, man lærer verbal kommunikation på.
Sprogbetydning = hvis faderen siger: "Fuck dig, din luder!" til moderen, giver han sandsynligvis udtryk for en aggressivitet, der er iboende hos ham (topologisk), medens "din" pige ved at sige det samme til fx dig ikke kan relatere udtrykket til en iboende aggressivitet mod dig (eller andre), men imiterer, hvad faderen har sagt/gjort. Hun anvender dem som et signal , ikke fordi hun ved at hun derved kan holde dig (mig) på afstand , men fordi hun ikke har lært andet! (Igen: du nævner selv, at kontakten er en anden, når hun udtrykker sig billedkunstnerisk.)
Mener du dermed, at der stadig er mulighed for at arbejde med hende og måske ændre på hendes verbale sprog? Ja! Men det vigtigste er, at hun kommer til en forståelse af, at sproget ultimativt er en afspejling af menneskets dannelse. (Man kan ikke anvende aggressive udtryk til at vise empati!)Det er her, begrebet selvobjekt kommer ind. Det er ønskeligt, at hun kommer til at se dig som sit selvobjekt = en, hun gerne vil være som. Det forudsætter så, at du selv er forligt med dit sind (holder af dig selv; accepterer, at andre kan være anderledes, end du er og tænke og handle anderledes end du - kort sagt: at du har valgt dig selv, som Kierkegaard siger.)
OK?
Kh.
Holger
Hej Holger
Så er jeg her igen. Tak for dit fine svar. Det var jeg glad for.
Lige nu sidder jeg og arbejder med, hvilken roller jeg har som lærer, når jeg sætter elever i gang med en æstetiske læreproces. Jeg kunne godt tænke mig at høre dig, hvad du mener der kan give af problemer, når man " smider" omsorgssvigtede elever ud i et sådant arbejde.
Jeg er i gang med at skrive nedenstående i min opgave og samtidig har jeg tænkt meget over, om jeg kan få nogle problemer undervejs med omsorgssvigtede elever. Under punktet sanser (hvor jeg har markeret med blåt) har jeg fundet noget, som jeg mener kan sætte en "kæp" i hjulet, men jeg kunne godt tænke mig at høre, om du mener om nogle af de andre punkter kan skabe problemer for specielt omsorgssvigtede børn.
Senere i opgaven vil jeg selvfølgelig beskrive hvilken rolle jeg generelt har overfor omsorgssvigtede børn.
Der tages udgangspunkt i Malcolm Ross´ model for undervisning i kunstfag. (Austring og Sørensen:2006:155).
Hej igen Anni!
Jeg er glad for, at du kunne bruge den valgte form (jeg går selv ind for enkle svar, men nogle gange er det enten nødvendigt at benytte de begreber, der er skabt af andre, for at forklare sig, eller henvise til andres tanker, for ikke at stå med en ureflkteret påstand; oftest dog begge på en gang, hvis man, som jeg, arbejder videnskabeligt. Det er dog bl.a. for at træne og vedligeholde min plasticitet og præcision i formidlingen, jeg gennem psykologibasen.dk og wahlstroem.dk engagerer mig i dannelsesspørgsmål), så vi prøver en gang mere:
Her er to udlægninger af Ross' model. Jeg forstår, at du tager udgangspunkt i den til venstre. Hvad siger den til højre dig, for det er den "oprindelige"? Hvis jeg skulle forholde mig til, "hvilken rolle jeg har som lærer", ville jeg henvise til Belbins teori om gruppefunktioner (-sammensætning) og sige: "Du skal være 'igangsætteren'!" = "Impulsgenerator".
Belbin kalder impulsgeneratoren for noget andet, nemlig 'Implementer' , men da det i dit tilfælde drejer sog om ledelse af en gruppe (børn) med multifaktorielle adfærdsproblemer, må du i sagens natur have et øje på hver finger, og i din tænkning være med hele vejen rundt. Jeg skriver ikke dette, for at du skal føle dig forpligtet til at følge min tankegang, men for at give dig anledning til at reflektere over din egen tilgang!
For at fuldende det ovenstående, vil jeg gerne vise dig min egen (neurofysiologisk/-psykologiske) model, der er inspireret af Matti Bergström (klik på illustrationen):
Spørgsmål: (Emne: Kategorial dannelse i praksis)
Hej Holger
Jeg har tidligere fået hjælp, hvilket var super godt!
Så tænkte jeg lige ville prøve igen :)
Jeg har lide problemer med at koble Klafkis kategoriale dannelse til noget praksis i idrætsundervisningen. jeg synes egentlig jeg er med på hvad kategorial dannelse er i teorien, men jeg har lidt svært med at se hvordan det kommer til udtryk i idrætsundervisningen?
Håber du kan hjælpe!
MVH
L
Svar:
Hej igen Louise! Hvor hyggeligt.
Hvis vi for nemheds skyld siger, at kategorial dannelse = C, formal dannelse = B og material dannelse = A, så gælder det også, at A = det encyklopædiske ("videnstunge"), B = det faktuelle ("kundskabstunge"). Heraf følger, at jeg (Holger) er langt mere en A'er, end en B'er, når det kommer til idræt: jeg kan godt sidde foran mit TV og fortælle, hvad håndboldpigerne eller langrendsløberne gjorde forkert, og hvad de skulle have gjort i stedet - men jeg kunne ikke gå på banen eller i sporet og de facto (faktuelt ~ i virkeligheden) vise det.
I idræt, som i alle andre dannelsesprocesser, er den ensidige fokusering iflg. Klafki ikke tilstrækkelig:
Gennem dannelsesprocesserne (her: idræt) skabes forudsætningerne for en metaforståelse af livet, såvel i dets bestanddele som i dets helhed, intrapsykisk, som interpsykisk. Dette indebærer også, at idrætsundervisning ikke kun har noget med mavebøjninger og rundbold at gøre, men også med de vigtige sociale og psykologiske egenskaber, som kendetegner det gode menneske, at gøre.
Når dygtige idrætsudøvere ofte bliver rollemodeller, hænger det sammen med, at deres kategoriale dannelse kommer til syne gennem deres idræt! Jeg skriver udtrykkelig "ofte", fordi dimesionen kritisk-konstruktiv af og til svigter (jf. Tiger Woods), hvorved forståelsen, ja, gyldigheden, af begrebet kategorial dannelse for vedkommende kommer i gyngning.
OK? Du er naturligvis velkommen tilbage.
Kh.
Holger
