|
|
|
|
|
|
|
En betegnelse for, hvordan man, som kontrast til induktion eller deduktion, opdager noget nyt - og skaber forsøgsvise forklaringer på det, d.v.s. udvikler nye hypoteser baseret på observationer av noget, der er uventet eller ukendt.
Momentan mental uopmærksomhed; et kort tidsrum, hvor bevidstheden så at sige forsvinder. Ses ofte (men ikke kun) hos epileptikere, hvor den, der har været udsat, ikke kan huske, hvad der er sket under absencen.
Hos Piaget den proces, der samler akkommodation og assimilation til dannelse af et stabilt forhold (ekvilibrium) mellem barnets kognitive system og virkeligheden.
Den proces, i hvilken adfærdsvanskeligheder behandles. Der fokuseres, i modsætning til den psykoanalytisk orienterede psykoterapi, på betingning af adfærden.
En dysfunktion karakteriseret ved hyperaktivitet, opmærksomhedstab og impulsstyring. Selvom ADHD debuterer i barndommen, sker det (ofte), at den først erkendes senere i livet. Der er tale om en relativt almindelig dysfunktion, som i tidens løb har båret flere betegnelser, fx. de deskriptive "ADD" (attention deficit disorder) og "Hyperkinetisk syndrom" og de neurologisk funderede "MBD" (minimal brain damage el. disorder) og "Minimal celebral dysfunktion". ADDH (Attention Deficit Disorder with Hyperactivity) er en anden almindelig brugt betegnelse for den samme dysfunktion.
Ved ADHD arbejder det limbiske system (følelser) for fuldt, medens det corticale system, der samler opmærksomheden, kontrollerer impulser og integrerer stimuli, er relativt inaktivt.
 |
 |
Som medicinsk terapi har Ritalin og andre amfetaminbaserede mediciner vist sig virksomme, men behandlingen er også genstand for kritik.
I psykologien udtryk for det emotionelle motiv, hvis grundfølelse er vrede.
Fællesbetegnelse for
Betegnelse, der ordret betyder ikke-viden (fra græsk) og hentyder til en neurologisk patologi (sygdomstilstand) i et perceptions- eller kognitionscenter i hjernen.
Forestiller man sig fx., at genkendelsesprocessen af et objekt bliver afbrudt, indtræder en situation, hvor personen med agnosi ikke "genkender" objektet efter det punkt, hvor processen blev afbrudt.
| Mangelfuld evne til at genkende sygdomstegn. (Bør ikke forveksles med anosodiafori, der er betegnelsen for manglende sygdoms-erkendelse.) | |
| Den mangelfulde genkendelsesevne skyldes svækkelse af den visuelle (syns-) perception. | |
| Den mangelfulde evne til at identificere kropsdele. Kan gælde ved såvel imitation som ved verbal tilskyndelse. | |
| I modsætning til apperceptiv agnosi, skyldes dysfunktionen ikke modalitet-specifik (tale, høre, se, føle) svækkelse og opleves nærmest som om objektet er blottet for mening. | |
| Manglende evne til at genkende og/eller tolke indholdet af tale. | |
| Fejlende genkendelse og/eller tolkning af symboler. | |
| Forvirring ved genkendelse af højre hhv. venstre (hånd, sving med bil, side osv.) og/eller retning ("Vi skal svinge til...venstre...nej, nej, til højre..."). | |
| Manglende evne til at genkende eller afkode objekter ved berøring. | |
| Manglende evne til at genkende eller tolke objekter i synsfeltet. |
En nøjagtig påvisning og diagnosticering af agnosi er vigtig, fordi såvel visuel (syns-) som auditiv (hørelses-) agnosi er stærkt forbundne med bilateral cerebral (tosidig hjerne-) sygdom. Derfor vil tilstedeværelsen af en af disse tilstande kunne lede til stedfæstelse af en hjernedysfunktion. Især i de tidlige stadier af erhvervet celebral dysfunktion, hvor selv de mest sofistikerede computerbaserede undersøgelsesmetoder kan vise sig utilstrækkelige, kan tilstandene give et fingerpeg om en mulig skade.
En term i Piagets udviklingsteori, der refererer til den måde, hvorpå barnet tilpasser dets tænkning (skemaer, kognitive strukturer) til nye oplevelser. Denne proces er influeret af - og influerer selv på - den s.k. assimilation, gennem hvilken ny information omformes til at passe ind i individets allerede eksisterende tænkemåde.
Den proces, der så at sige samler akkomodation og assimilation til dannelse af et stabilt forhold (ekvilibrium) mellem barnets kognitive system og virkeligheden, kaldes adaptation.
En tværdiagnostisk forstyrrelse af de affektive og kognitive funktioner, almindeligt forekommende ved stofafhængigheds- og psykosomatiske dysfunktioner samt PTSD. Hovedkendetegnene er vanskeligheder ved beskrivelse eller genkendelse af egne følelser, begrænsninger i fantasi og et alment læderet følelsesliv.
Selye fandt, at fysisk og emotionel (følelsesmæssig) stress inducerer et dysfunktionelt mønster, der ubehandlet altid medfører infektioner, ildebefindende, sygdom og, ultimativt, død. Han kalder disse reaktioner under ét for Almen Adaptation Syndrom.
De forandringer i kroppens normale fysiologi, stress fremkalder, kan opdeles i tre faser:
Fase 1. Alarmreaktion: Et hvilket som helst fysisk eller mentalt traume vil udløse en umiddelbar reaktion, hvis formål det er at bekæmpe stress-påvirkningen. Da immunsystemet til at begynde med er under pres, sænkes det normale modstandsniveau, hvorved man bliver mere modtagelig for infektioner og sygdom. Såfremt stress-påvirkningen ikke er alvorlig eller længerevarende, kommer man sig dog almindeligvis hurtigt.
Fase 2. Modstandsfasen: Ofte vænner man sig imidlertid ret hurtigt ved stress, og der indtræder en periode, hvor man synes mere resistent overfor dårlig- og sygdom. Immunsystemet arbejder s.a.s. på overtid i denne periode, idet det forsøger at "leve op til" de udfordringer, det udsættes for. Man bliver selvtilfreds og affinder sig med sin situation i tro på, at man kan modstå stress-påvirkningen i uendelighed. Iflg. Selye er det denne opfattelse, der udgør den største fare: Idet vi tror, vi er immune overfor stress, undlader vi typisk at gøre noget ved situationen.
Fase 3. Udtrætning: Da kroppen ikke er i stand til at opretholde homeostasis og den langtidsmodstand, der er nødvendig i kampen mod stress, falder vor modstandskraft overfor den uvægerligt. Tolerancen overfor stress varierer fra individ til individ, men alles immunitet overfor den vil på et eller andet tidspunkt kollapse som følge af fortsatte stressreaktioner. De livsopretholdende mekanismer bliver langsommere og begynder at "hakke i det", hvorved vore reserver til bekæmpelse af stress til sidst bukker under for det, Selye kalder "tilpasningssygdomme".
Almen Adaptation Syndrom menes at være hovedårsagen til, at stress er et så alvorligt sundhedsproblem. Ved at forårsage ændringer i de normale kropsfunktioner, forstyrrer stress den naturlige balance, homeostasis, der er altafgørende for vort velbefindende. Ved at lære at slappe af og at håndtere stress kan man iflg. Selye styrke sin helse og forøge mulighederne for et længere og mere sygdomsfrit liv.
Det at virke for andres ve og vel uden hensyn til egne omkostninger eller egen vinding. Det kan diskuteres, hvorvidt altruisme i det hele taget forekommer, idet et modargument kunne være, at mennesket ikke gør noget over hovedet, uden at det gavner det udførende individ selv.
I børnepsykologien ses begrebet af og til ved bedømmelsen af barnets evne til at give plads for andre børn, og dets forståelse for andres behov.
Problemet, som oftest ses hos (tvangs)neurotikere og skizofrene, kan ligge "på overfladen", hvor det ses som en påfaldende ubeslutsomhed i konkrete situationer (personen kan række ud efter den kage, hun lige har fået serveret, men ombestemmer sig - for så i næste øjeblik at føre hånden hen til kagegaflen/kagen - og igen ombestemme sig...), eller i dybden, hvor det kan antage angstprovokerende former: fx. splittelse mellem at ønske sine forældre døde og alligevel udtrykke afhængighed af dem.
På det eksistentielle plan bliver ambivalens til et spørgsmål om tryghed contra frihed. Således søger mennesker sammen (fx. i ægteskab) for tryghedens skyld, men bryder sammenholdet fordi de ønsker frihed.
Den af C. G. Jung dannede psykologiske skole. Efter sit brud med Freud i 1914, da der var opstået uenighed mellem lærer og elev bl.a. om, hvordan analytikeren bør forholde sig til sin klient (en af Jungs unge kvindelige analysander var blevet forelsket i ham, hvilket han, i modstrid med sin lærers generelle formaninger, udnyttede i en årrække), frigjorde Jung sig fra psykoanalysen, hvis påvisning af neurosernes seksuelle ætiologi faldt ham umulig at erkende, og påbegyndte sin egen teoridannelse.
Jung indførte begrebet bevidsthed som betegnelse for det eneste, individet har direkte kendskab til. Ego'et er bevidsthedens organisator. Af samspillet mellem fire mentale funktioner: sansning, tænkning, følelse og intuition, samt oplevelsers intensitet, angstniveauet og individuationsgraden, følger en relativ bevidsthedsstatus.
Tænkning og følelse er iflg. Jung vore rationelle funktioner, der gensidigt udelukker hinanden. Sansning og intuition er irrationelle funktioner, og de udelukker også gensidigt hinanden. Den funktion, individet benytter sig mest af, kaldes hovedfunktionen, og denne støttes af en hjælpefunktion fra den anden modus (en rationel hovedfunktion har en irrationel hjælpefunktion og omvendt).
Begreberne ekstroversion og introversion er i den analytiske psykologi betegnelser for basale attituder. Den ekstroverte retter hovedsagelig sin opmærksomhed mod den ydre, objektive verden, medens den introverte retter sin opmærksomhed indad, mod det subjektive.
Af de her nævnte mentale hovedfunktioner og basale attituder skabes iflg. Jung otte karaktertyper: ekstrovert eller introvert sansende, ekstrovert eller introvert tænkende, ekstrovert eller introvert følende, ekstrovert eller introvert intuitive. Karaktertypen er medfødt og uforanderlig.
Læs mere om analytisk psykologi.
En beskrivelse af en patients eller klients udvikling og sygehistorie.
Med udgivelsen af sin lille bog Jeg'et og forsvarsmekanismerne til sin fars, Sigmund, 80 års fødselsdag i 1936, startede Anna Freud "den anden bølge" i psykoanalysen. "Den første bølge" var Sigmund Freuds beskrivelse af det ubevidste og drifterne, og nu rettede store dele af den analytiske bevægelse deres opmærksomhed mod jeg'et. Med tiden skulle dette blive fokuspunkt i den ny retning, ego-psykologien.
| 1. Angst består af 4 komponenter, nemlig selve angstfølelsen, kropslige ledsagesymptomer, tanker relateret til angsten og undvigelsesadfærd (for at undgå angstvoldende situationer). |
| 2. De vigtigste primære angstlidelser er fobierne (agorafobi, socialfobi og enkelfobi), panikangst og vedvarende angst. Dertil kommer en række sekundære angstformer, der er følger af andre psykiske eller kropslige sygdomme. |
| 3. Mange angstpatienter dulmer deres angst med alkohol. Men mange mennesker får også angst pga. et rigeligt alkoholforbrug. |
| 4. I en amerikansk befolkningsundersøgelse fandtes, at ca. 25% af de adspurgte havde oplevet angstsymptomer på et eller andet tidspunkt i livet, især fobier, men også i høj grad panikangst og vedvarende angst. Agorafobi udvikler sig således hos ca. 5% af alle mennesker, socialfobier hos over 10%, panikangst hos 4%, generaliseret angst hos 5%. Kvinder rammes hyppigere end mænd. |
| 5. Angstlidelser er dyre for samfundet. Angst koster utallige sygedage, og en del angstpatienter får førtidspension (selv om angst uden psykose ofte ikke anerkendes som invaliderende af pensionsnævnene). Angstpatienter søger tit læge og bliver sendt til den ene kostbare undersøgelse efter den anden, uden at man finder nogen forklaring på angsten. |
| 6. Angstens præcise årsager og mekanismer kendes ikke. Der er tale om en kombination af biologiske og psykologiske faktorer. |
| 7. Der er i dag gode muligheder for at behandle angst. Lette former kan behandles med information, rådgivning og støtte. I øvrigt består den primære angstbehandling i psykoterapi. Står dette ikke til, må behandlingen kombineres med medicin. |
| 8. En af de vigtigste psykoterapeutiske metoder i angstbehandling er den såkaldt kognitive adfærdsterapi, der især består i gradvis at udsætte patienten for de ubehagelige angstprovokerende forhold, for at han/hun derved kan lære at mestre dem. Det er sam-tidig vigtigt at bearbejde følelser og tanker i relation til angsten. |
| 9. Den medicinske behandling vil afhænge af, hvilken form for angst det drejer sig om. Er angst led i en skizofreni-lignende sindslidelse, benyttes antipsykotisk medicin. Er angsten led i en depression, benyttes antidepressiva. Drejer det sig om en selvstændig (primær) angstlidelse, kan fx benzodiazepiner eller antidepressiv medicin anvendes afhængig af angsttype og personlighed. |
| 10. De pårørende står i en vanskelig situation. På den ene side skal de skabe tryghed omkring den angste, på den anden side skal de stimulere vedkommende til at udfolde sig og klare sig selv. En forudsætning for at kunne gøre dette er at vide mest muligt om angstens væsen, bl.a. ved at læse lettilgængelig og brugbar information og ved at snakke derom med deres læge og med familie og venner. |
Hvad kommer først, angsten eller det, der skaber angsten? Freud arbejdede med dette spørgsmål i mange år, før den opfattelse, som stort set uforandret er fremherskende i dag, blev formet:
Som jeg ser det, betyder dette, at Freud indser, hvad Kierkegaard tidligere havde fremført: at angsten er den menneskelige eksistens' grundvilkår. Læg mærke til, at der her ikke tales om situationer, hvor vi bliver forskrækkede eller bange, uden at vi selv skal investere noget i situationen; enhver kan jo blive bange ved en pludselig opstået trussel. I sådanne situationer reagerer det sunde menneske med afværgemekanismer.
Det der tales om her, er den psykopatologiske eller eksistentielle angst: angsten for investering af den egne personlighed.
Man taler om angstberedskab i situationer, hvor tidlig frustration er et hukommelsesspor. Fx. vil et dårligt forhold til moderen senere i barnets (voksne) liv forhøje angstberedskabet i situationer, hvor der er tale om en form for adskillelse. Freud siger, at selv fødselstraumet kan bidrage til angstberedskabet, idet dette - ligesom fx. brystafvænning - er en adskillelse fra moderen.
Forskellige teoretikere anvender angstbegrebet tilpasset deres egen indfaldsvinkel, hvorefter følgende oversigt kan fremsættes:
(angst for angsten) |
||||
Symboler i den analytiske psykologi, der søger at klargøre modsatkønnetheden i hhv. mænds og kvinders psyke. Jung, og senere hans medarbejder og hustru, Emma Jung, var optaget af de arketypiske ligheder og forskelle mellem kønnene; den kvindelige og den mandlige bevidsthedsform, der, i skræk for den afslørende identifikation med det modsatte køn, var blevet fortrængt ned i de dybeste lag af det ubevidste.
Skønt præget af sin tids sociale og kulturelle forudsætninger, hvorved meget for nutiden kan forekomme banalt, er det universelle i betragtningen det, at globaliseringen, og dermed udviskningen af normer og værdier, ikke efterlader sig meget mere end det arketypiske - her kønsidentiteten.
|
|
|
|
| Det feminine billede i mandens psyke | Det maskuline billede i kvindens psyke | |
| Anima er en ubevidst, reinkarneret faktor i den nyfødte dreng, og er bestemmende for projektionsmekanismen. Fra oprindelig at have været en identifikation med moderen, opleves hun senere i andre kvinder og endelig som en almen påvirkning af mandens liv, svarende til hans sjæl. | Animus er det maskuline "aftryk" i kvindens ubevidste lag i psyken og bestemmende for hendes projektions-dannelse. Han er knyttet til (den ubevidste) erkendelse af åndelig mening, der "mægler" mellem kvindens bevidsthed og det ubevidste. |
Den (religiøse) forestilling, at ånder knytter sig til dyr eller ting i naturen, og vilkårligt kan forlade og vende tilbage til disse.
Behandling: Psykologisk set anses anoreksi (og andre spiseforstyrrelser, fx. bulimi) for at være udtryk for en uafklaret selvopfattelse. Det gælder derfor om at spore patienten ind på en ny og konstruktiv måde at se sig selv på. Denne indfaldsvinkel kaldes kognitiv terapi.
Et begreb til forklaring af dannelsen af en afgørende kognitiv komponent i den cykliske perceptionsproces. Anticipationsskemaet (= "forventning" som mental struktur) består af kognitioner, baserede på individets overbevisning og erfaringer ved iagttagelse af en given situation, og omhandler de sandsynlige konsekvenser af individets virksomhed.
Skemaet benyttes til at vælge en hensigtsmæssig adfærd. De handlinger der således udføres vil omforme (modificere) situationen, hvorved et nyt sæt iagttagelser dannes. De nye iagttagelser vil så igen modificere anticipationsskemaet. Neisser hævder, at denne vedblivende cykliske proces er nøglen til forståelse af menneskets kognition.
Egentlig en samlebetegnelse for en bevægelse, der i 1960erne og -70erne, med forgrundsfigurer som Laing, Bateson og Foucault, søgte et opgør med institutionaliseringen af sindslidelser (fortrinsvis skizofreni). Man gik imod de store mentalsygehuse, overdreven medicinering og den biologiske sygdomsopfattelse, idet man ønskede en tolkning af psykisk sygdom, der relaterede til det samfundsmæssige og det psykiske.
Om det så også kan tilskrives andre påvirkninger, har udviklingen siden antipsykiatriens dage i nogen grad gået i retning af en humanisering af synet på sindslidelser.
En videnskabsteoretisk retning, der integrerer empirisk, klinisk og teoretisk psykologi i en personlighedsteori som altomfattende referenceramme for alle betydelige teorier og empiriske data på området. Se mere her.
Det at benytte metaforer (billedlige erstatningsudtryk) for at tilskrive ikke-menneskelige væsensformer menneskelige karakteristika. Den efter min opfattelse mest vulgære form for antropomorfisme er troen på overnaturlige væsener, fx. ånder og spøgelser, der menes at have menneskelige eller overmenneskelige evner.
Antropomorfismer optræder også ved beskrivelsen af kausale (årsag-sammenhæng) sammenhænges mening, fx "grenen ramte mig", "dit uheld er en advarsel" eller "denne computer kan ikke lide mig".
Antropomorfismer anvendes endvidere som et redskab ved videnskabelige forsøg vedrørende ikke-menneskelig kommunikation, fx. ved optræning af delfiner til at sige "god morgen" eller talegenkendelse og opgaveløsning ("tænkning") i computere.
Apollon var "guden i Delfi" i den græske mytologi. Han øvede gennem hele oldtiden stor indflydelse på menneskers livsholdning, deres forståelse af tilværelsens vilkår og de krav, der stilles til mennesket. Gennem oraklets præsteskab (hvis hovedopgave, i modsætning til hvad historieskriverne ofte fremhæver, det var, at give svar vedrørende hverdagsproblemer) indskærpedes mennesket de græske idealer om retsindighed, ordholdenhed, mådehold og besindighed. Fx. manede inskriptionerne Kend dig selv! og Intet til overmål! på templet i Delfi mennesket til hhv. at huske, at det er dødeligt og underlagt guderne, og at alle former for (dionysisk) hæmningsløshed er brud på den harmoni, der virkeliggør det velafbalanceredes skønhed. Se Ideale prototyper under Hemisfæreteorien.
Et begreb - introduceret af Leibnitz og modificeret af Herbart - for videnstilegnelsens fundamentale proces, hvor nye perceptioner indarbejdes i det allerede eksisterende vidensberedskab.
Wundt fremhævede med termen betydningen af personens aktive udvælgelse og organisering af eksisterende erfaringer og en fokuseret opmærksomhed inden for bevidsthedsfeltet. Han ønskede, som den første i den moderne psykologis historie, at løsrive psykologien fra filosofien ved at videnskabeliggøre den gennem eksperimenter. Som følge heraf var det vigtigt for ham at undersøge og beskrive jeg'ets viljesmæssige, intentionelle aktivitet i apperceptionsprocessen.
Illustrationen øverst viser de hypotetiske (tænkte) sammenhænge, der opstår ved verbale associationer. Nedenfor for denne ses det ligeså hypotetiske koblingsskema for apperceptionscentret.
Aristoteles hævdede, at mennesket er et rationelt dyr med en iboende evne til at erkende gennem sanseperception (det at opfatte gennem sansning). Erkendelse er således et resultat af deduktion af universalia (almenbergreber) og principper fra perceptuel information.
I sin metodologi, som fremviser paralleller til hans psykologiske tænkning, vægter Aristoteles anvendelsen af tæt observation og klassifikation af naturlige fænomener. På denne måde bliver begrebet "aristotelisk" ofte synonymt med begrebet "empirisk" (erfaringsbaseret). Men Aristoteles havde også formaliseret et deduktivt system af logiske domme, hvorved "aristotelisk" grundlæggende henviser til omhyggelig deduktion af viden fra systematiske (videnskabelige eller personlige) iagttagelser af naturlige fænomener.
Begreb i C.G. Jungs psykologiske teori, også kaldet analytisk psykologi, der henviser til nogle medfødte urstrukturer i den menneskelige psyke. Jung fremhæver, at disse strukturer er i hjernestrukturen som dens psykiske aspekt. De er i hovedsag fælles for menneskeheden, hvilket kan ses i deres fælles fremtoning, ikke direkte, men gennem deres arketypiske symboler og idéer, der bliver bevidsthedens indhold.
Arketyper kan iflg. Jung også opfattes som instinktive symboler, der er den form, instinkterne antager. For at illustrere dette benyttede han en sammenligning med lysspektret:
hvor arketypen, som et symbol for instinktet, er det åndelige mål, menneskets hele natur stræber mod. Selve realiseringen og/eller indoptagelsen af instinktet (i menneskets adfærd) foregår ikke i den infrarøde ende, men i den ultraviolette.
Arketyper manifesterer sig såvel på det personlige plan, gennem (psykiske) komplekser, som på det kollektive, som hele kulturers karakteristika. Jung mente, at det er hver tidsalders opgave at genfortolke arketypernes essens, så der skabes en forbindelse mellem livet i fortiden, som fortsat er i os, og livet i nutiden, som tenderer at løsrive sig fra det.
De Fem Store arketyper er Persona, Ego, Skyggen, Anima/Animus og Selvet.
Videnskaben har længe diskuteret, hvorvidt arousal er en enkeltstående (monolitisk) funktion, eller om tilstanden består af en samling "mindre" evner - og altså ikke eksisterer som en helhed. Pfaff har bygget bro mellem disse antagelser, idet han ved matematikkens hjælp har kombineret disse. Modellen ser (forenklet) sådan ud:
og ligningen (for feinschmeckere!):
Ag er generaliseret arousal og As1...n er de specifikke arousal-former.
Lorenz (1935) hævder, at etologiens genstand er det at skelne mellem medfødte ("innate") og tillærte eller indoptagede ("learned", "acquired") adfærdsmønstre. Ved denne skelnen kunne adaptiv (den tillærte) adfærd, efter Lorenz' opfattelse, studeres videnskabeligt. Dette syn hviler på den darwinistiske skelnen mellem arv og miljø, og har siden, trods stærke modbeviser - nemlig, at ingen biologiske træk udelukkende er resultater af genetik - præget grundsynet i adfærds- og kognitiv forskning.
Én kritik af Lorenz' "fejlslutning" hævder, at "det medfødte" biologisk-videnskabeligt ikke er veldefineret, hvorfor det bør holdes ude af seriøs forskning. Jeg kan selvsagt ikke argumentere for eller imod, men nævner den, fordi Ariew (1996) giver den gensvar ved at henvise til Waddingtons begreb "kanalisering" ("canalization"), der hentyder til graden af, hvordan medfødte særtræk bliver kanaliseret ind i det udviklingsmæssige resultat. Det betyder, at udviklingen så at sige kanaliseres hen imod et slutstadium, uanset miljømæssige omskiftelser såvel i udviklingens tidligste stadium som i dens senere forløb.
Den vigtigste lære af det ovenfor gengivne er, at dikotomien (modsætningen mellem) arv og miljø, sådan som Lorenz hævder den, ikke er absolut, men snarere udgør et kontinuum fra strengt kanaliserede resultater i den ene ende og stærkt miljøpåvirkede resultater i den anden.
Ariew hævder herefter, at det medfødte
Af samme grund hævder han, at hverken arvelighed eller reaktionsmønstre, sådan som begreberne benyttes i befolkningsundersøgelser, begrunder begrebet medfødthed.
For psykologien rejser sig spørgsmålet, hvorvidt visse individuelle udviklingsresultater (misbrug, kriminalitet, voldelighed, social bundethed o.s.v) er genetisk bestemte. En påstand om dette vil også være en påstand om, at det befrugtede æg i sig bærer anlæg for fx alkoholisme.
Oprindelig (1944) beskrevet af den østrigske børnelæge Hans Asperger, der havde iagttaget et autisme-lignende adfærdsmønster hos flere unge drenge. De var normalt begavede og deres sprogudvikling var upåfaldende, men de udviste mangelfulde sociale og kommunikative færdigheder. Syndromet (AS) er først blevet alment anerkendt i løbet af 1990'erne.
Kendetegnende for personer med AS er,
Barnet med AS opfatter verden meget forskelligt fra det uden. Således må dets "sære" eller "mærk-værdige" adfærd nødvendigvis forklares ved den neurologiske forskellighed og ikke ved en villet dårlig opførsel eller uforskammethed - og specielt ikke som et resultat af dårlig opdragelse.
AS-personligheder betragtes ofte som særlinge og excentrikere, hvorfor de også let bliver ofre for drillerier og chikane. Nogle AS-børns sprog er "professor-agtigt" og de kan have vanskeligheder ved at tilpasse det til sociale sammenhænge. På samme måde kan de nære ønsket om at lege med andre børn, men kan ikke finde ud af hvordan. På dette område er efaringerne med øvelse - lidt som at lære at spille på et instrument - dog gode.
Mange af de nævnte dysfunktioner kan afhjælpes ved at målrette terapien mod indøvelse af sociale og praktiske færdigheder. Angstpræget adfærd kan også medicineres.
Se også her.
Begrebet assertion dækker en adfærdsmodus, hvorved individet er i stand til på en hensigtsmæssig måde at gøre sig selv og sine synspunkter gældende overfor sine omgivelser. Assertionstræning er et overordnet udtryk, der dækker over en lang række terapeutiske metoder, hvorigennem assertion kan læres. De finder anvendelse såvel i personale- som individuel træning, samt - ikke mindst - i behandlingen af dysfunktioner som skizoid personlighedsforstyrrelse og dependent personlighedsforstyrrelse, der karakteriseres ved mangelfulde assertive evner.
Blandt fortalerne for assertionstræning er kvindegrupper, der mener, at piger bliver opdraget til ikke-assertiv adfærd, hvorved de nemt kommer til kort i interpersonelle situationer. Læseren kan selv vurdere rimeligheden i dette, idet assertion kan defineres som evnen til at formulere og kommunikere sine egne tanker og ønsker på en klar, direkte og ikke-aggressiv måde.
At være u-assertiv gør selvfølgelig ikke i sig selv en til et dårligt eller vanskeligt menneske, men det kan forhindre en i at opfylde og benytte sig af sit fulde potentiale. Her er nogle retningslinjer for, hvad assertiv adfærd kan indebære:
Den proces i Piagets udviklingsteori, gennem hvilken ny information, under gensidig influens af den s.k. akkomodation, omformes til at passe ind i individets allerede eksisterende tænkemåde.
En betegnelse, der oftest forbindes med en filosofisk-psykologisk opfattelse (doktrin), der hævder, at højere ordens adfærds- eller mentale processer hidrører fra kombinationer (associationer) af simplere adfærds- eller mentale elementer. En af associationismens fortalere på det psykologiske felt var Wundt, der gik skarpt i rette med Würzburgskolens brud med denne doktrin.
Begreb for den upåvirkelighed eller sindsro, som først Demokrit, senere Epikur, Lukret, skeptikerne og stoikerne havde som mål for den filosofiske livsførelse.
Således udspringer begrebet stoisk ro af denne målsætning, hvor stoikeren bevidst fravælger at interessere sig for det, der ikke står i hans indre magt at ændre. På denne baggrund anklages han da også (ufortjent) for ikke at ville vise følelser (affekt). Idéen er nemlig ikke at være ufølsom, men at kunne give (hjælp) og modtage (hjælp) med samme værdighed.
En bøn, hvis ophav vistnok ikke er kendt, anskueliggør meget godt målet for sjælens ataraxía:
| Giv mig sindsro til at acceptere det, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre det, jeg kan, og visdom til at se forskellen. |
En teori om, hvordan mennesker forklarer ting. Når vi forklarer, hvorfor ting skete, kan vi svare på to måder: ved en ekstern eller en intern attribution.
Teorien finder sin praksis i fx pædagogiske sammenhænge, hvor man ønsker, at børn påtager sig et (fælles) ansvar for trivsel i klasseværelset eller i fritidsinstitutionen. I disse situationer kan man stimulere intern attribution ved at fremhæve de positive tendenser i klassen/institutionen, hvorved ansvarligheden for trivselsaspekterne stiger.
Autisme hos børn betragtes hovedsagelig, men langt fra i enighed, som en non-specifik neurologisk udviklingsforstyrrelse, hvis første tegn ses hen imod to års alderen. Den karakteriseres ved
Der har været - og er - forskelle i de forskellige klassifikationssystemer, når det drejer sig om autisme og hele autismespektret. Alment anses dog lidelserne Aspergers syndrom, Tourettes syndrom, AD/HD, autistisk forstyrrelse med forstandshandicap, forstandshandicap, dysleksi og DAMP tilhøre spektret. Af figuren nedenfor fremgår, hvilke dysfunktioner den enkelte lidelse består af. Der er ingen sammenhæng mellem nærheden til centrum og lidelsens "alvorlighed". Hvad man dog kan sige er, at de lidelser, der overvejende beskrives i venstre side, er af primært neurologisk art, medens lidelserne i højre side primært er af konstitutionel karakter. Der kan klikkes på mange af angivelserne.
Ved autisme hos voksne er tanker og fantasier determinerede udelukkende af individets behov og ønsker, uden nogen realisme eller grænser. Selvom dagdrømme anses for autistiske, er det kliniske begreb forbeholdt individets ekstreme og permanente fjernelse af sig selv fra realiteten, udtrykt i skizofren tænkning.
Der hersker vistnok uenighed om, hvorvidt og hvordan autisme kan/bør behandles. Se dog "Social Stories".
Milgram - "Manden der chokerede verden" (titlen på en statue ved Yale University) - gennemførte i begyndelsen af 1960erne nogle forsøg, der ganske vist ikke ændrede de grundlæggende antagelser om den menneskelige natur, men ikke desto mindre anses for så kontroversielle, at de ikke kan gennemføres i dag. Resultatet af et af dem blev offentliggjort i efteråret 1963: Milgram havde fundet, at en repræsentativ gruppe af beboere i New Haven, Connecticut, beredvilligt ville påføre uskyldige ofre meget smertefulde og potentielt skadelige elektriske stød.
Forsøgspersonerne troede, at de var deltagere i et forsøg om forholdet mellem straf og indlæring. En forsøgsleder, der ikke gjorde brug af nogen form for tvang ud over et intetsigende blik og en mekanisk effektivitet, instruerede forsøgspersonen om at give en "elev" et elektrisk stød ved at trykke på en knap, hver gang "eleven" gav et forkert svar på et spørgsmål. Ved hvert efterfølgende forkerte svar forøgedes stødintensiteten med 15 volt, fra 15 til 450 volt.
I virkeligheden var den "stødgivende" anordning en uvirksom model og "eleven" en skuespiller, der altså ikke fik stød. Flertallet af forsøgspersonerne blev ved med at adlyde forsøgslederen på trods af, at de vidste/troede, de gav "eleven" stød på op til 450 volt.
Det turde sige sig selv, at dette og lignende eksperimenter i dag er forbudt over den ganske verden. Men deres resultater er ikke desto mindre sigende!